The Lost Chord

Moody Blues: "In Search Of The Lost Chord"

Udgivet 26. juli, 1968

Den himmelske Klang

I 1968 udgav The Moody Blues pladen "In Search Of The Lost Chord". Allerede titlen afslører, at det er et koncept-album, og at det trækker på en tradition og en række myter og sagn, der måske (?) er lige så gamle som musikken selv.

Det bliver endnu tydeligere når man kaster et blik på sangenes titler:

Departure

Ride My See-saw

Dr. Livingstone, I Presume

House Of Four Doors (part 1)

Legend Of A Mind

House Of Four Doors (part 2)

Voices In The Sky

The Best Way To Travel

Visions Of Paradise

The Actor

The Word

Om

I "Dr. Livingstone, I Presume" nævnes udover Livingstone en række andre berømte folk, der har rejst og udforsket. I huset med de fire døre spilles forskellige tidsperioders musik. Den bedste rejsemetode hævdes at være tanken, mens "The Actor" handler om en piges kærlighed til en skuespiller, hun blot har set et glimt af i kulissen. Alt dette munder ud i en indkredsning af klangen, som er det "Om" afslutningsnummeret omhandler. Som man kan se af titlerne, er der inden da stemmer oppe i himlen og forestillinger om Paradis. Undervejs bliver Moody Blues også flere gange samtidsrefererende, f.eks. handler "Legend Of A Mind" om lsd-guruen Timothy Leary, akkurat som hele måden projektet er grebet an på, må betegnes som tidstypisk. Ikke desto mindre var der tale om en nytolkning af en urgammel historie og vision.

Allerede Pythagoras var optaget af en forbindelse mellem matematik, musik og religion. Tværs gennem skiftende tiders musikteori og harmoniopfattelse har det været et tilbagevendende problem at få kabalen til at gå op. Der findes tilsyneladende ikke en perfekt musik/musikteori, hvor alt falder på plads. Således er f.eks. det tempererede klaver udtryk for et kompromis, hvor man fordeler en unøjagtighed henover et så stort toneområde, at det får minimal betydning.

Inden for en durskala kan man vende intervaller, f.eks. en terts til en sekst, således også kvart og kvint i et modforhold. Tænkt i halvtoner svarer det til regnestykker, der giver resultatet 12, således udtrykker 5+7 forholdet mellem kvart og kvint. Men et sted går den ikke. Her får man en hævet kvart eller en sænket kvint, altså forholdet 6+6. Dette interval kaldes tritonus og er stærkt dissonerende.

Intervallet tritonus kaldes også "diabolus in musica", d.v.s. musikkens djævel, eller slet og ret djævleintervallet. Det var forbudt at benytte i middelalderen. Ikke blot syntes man, at det lød grimt, men det blev tillige forbundet med kætteri og djævledyrkelse. Da intervallet er udtryk for en ubalance, at noget i tonesystemet ikke går matematisk op, har der været en del overtroiske forestillinger knyttet dertil, mest udbredt at djævlen har stjålet en tone, og dermed forstyrret Guds fuldkomne harmoni.

Den dæmoniske aura omkring tritonus intervallet er siden blevet symbolsk tolket af Anne Marie Vedsø Olesen i romanen "Djævlens Akkord" og af bandet Slayer på pladen "Diabolus In Musica".

Disse middelalderlige forestillinger har i det hele taget haft en del moderne aflæggere. Ofte på en indirekte måde, der ikke specifikt hentyder til tritonus, men forholder sig til tanker om forholdet mellem musikalsk-klanglig og universel harmoni.

Et særlig berømt eksempel er et digt af Adelaide Anne Procter fra 1858 kaldet "The Lost Chord". Digtet beskriver en person, der sidder og klimpter tilfældigt på et orgel, og pludselig rammer en særlig akkord, der synes at udtrykke en fuldendt harmoni og balance af en art, der opleves som overjordisk. En fuldstændig fuldbringelse og etablering af orden, der sammenlignes med det amen, man almindeligvis afslutter bønner med. Siden kan personen ikke finde denne klang igen, hvilke tonekombinationer hun end forsøger. Hun konkluderer tilsidst, at hun nok ikke kommer til at høre akkorden igen i dette liv, at det er en himmelsk klang, identisk med det store, universelle amen, som hun først vil genhøre hinsides.

Seated one day at the organ, I was weary and ill at ease,


And my fingers wander'd idly over the noisy keys;


I knew not what I was playing, or what I was dreaming then,


But I struck one chord of music like the sound of a great Amen.

It flooded the crimson twilight like the close of an Angel's Psalm,


And it lay on my fever'd spirit with a touch of infinite calm.


It quieted pain and sorrow like love overcoming strife,


It seem'd the harmonious echo from our discordant life.

It link'd all perplexed meanings into one perfect peace


And trembled away into silence as if it were loth to cease;


I have sought, but I seek it vainly, that one lost chord divine,


Which came from the soul of the organ and enter'd into mine.

It may be that Death's bright Angel will speak in that chord again;


It may be that only in Heav'n I shall hear that grand Amen!

I 1877 skrev Arthur Sullivan (bedst kendt som halvdelen af teamet Gilbert & Sullivan) musik til digtet. Der knytter sig den særlige historie til, at han sad ved sin brors dødsleje, da melodien kom til ham. Som sang blev "The Lost Chord" uhyre populær, og da de første plader vandt udbredelse i løbet af 1880'erne og 90'erne, var den et af pladebranchens første hits. Den er indspillet i mange versioner, bl.a. af Caruso.

Fra middelalderens fordømmelse af tritonus frem til vore dages heavy metal har man ofte anset visse musikformer for dæmoniske/djævelske/onde. Modsat har der til stadighed været en forestilling om en himmelsk klang, der kan skabe universel harmoni, verdensfred og fuldstændig glæde.

I Tolkiens "Silmarillion" findes en skabelsesberetning, hvor Gud sætter sine engle til at synge, og alt lyder smukt, indtil der sniger sig en misklang ind. Denne misklang bliver udgangspunktet for al senere ufred og fortræd i verden.

I visse musikstykker forekommer der en pludselig, overraskende klang, der bryder et eller andet. Netop noget, der bryder ind i. Som solen, der kommer frem mellem skyerne eller som at finde en lysning i en tæt skov. Klassisk skolede komponister har naturligvis i stort omfang udforsket metoder til at fremkalde den slags virkninger. Men formodentlig har alle, der har forsøgt sig med at lave egen musik, uanset på hvilket niveau, haft forestillinger om at opnå en eller anden fantastisk virkning. Føj dertil at udtrykket "englelyd" er et såre almindeligt slangudtryk for en musik, man finder usædvanlig smuk.

En mere jordnær læsning af digtet "The Lost Chord" kunne være den almenmennskelige erfaring, at have fundet på noget, man siden ikke kan genkalde. Det kan være en melodi, en formulering, en løsning på et problem eller alt mulig andet. Ofte hvis man sidder og halvslumrer, kan man i denne tilstand mellem drøm og vågen få særlige tanker og ideer, der desværre forsvinder i samme øjeblik man hives tilbage til fuld bevidsthed, hvor man blot ved, at man havde fat i et eller andet.

Dertil kommer de særlige erkendelsesøjeblikke man undertiden kan opleve. Da disse øjeblikke er korte og ikke til at holde på, forbindes de ofte med tab, sådan som det helt udpræget kommer til udtryk i Schack Staffeldts "Indvielsen" (1804).

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,

Himlene smilte

Og saa med Længsel i Dybet ned

Bølgerne hvilte

Da hælded' Solen til Havets Bryst

Og rundtom rødnede Luft og Kyst.

Og brat fra Skyerne Strengeleeg

Anelsen vakte,

I Aftenrøde Musen nedsteeg,

Harpen mig rakte,

Og raskt et brændende Kys mig gav,

Nedsynkende i det luende Hav.

Da rundt en anden Natur der blev,

Vindene talte;

Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,

Aanderne kaldte,

Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt,

I Alt mig vinked' min egen Gestalt.

Dog blev fra nu for Tanke og Trang


Jorden et Fængsel;

Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang


Hiertet sin Længsel,

Dog brænder mig kysset, jeg kiender ei Fred


Førend jeg drager Himlene ned

Carusos version af "The Lost Chord" fulgte umiddelbart efter Titanics forlis i 1912. Da historien om Sullivan, der skrev melodien ved broderens dødsleje, var almindelig kendt, var der således tale om en indforståethed med publikum, der kredsede om det tabte og forsvundne. I et hvert menneskeliv forekommer følelsen af det evigt tabte, det uigenkaldelige, og en stor del af den fortsatte fascination over sagnet om den forsvundne klang må tilskrives, at det knytter sig så nært til denne almenmenneskelige følelse.

I sen-60'ernes sværmen for østlig mystik lå det lige for at udskifte Procters kristne amen med det hinduistisk/buddhistiske om, der på sanskrit betyder noget i retning af "den hørlige lyd" eller "det udsagte". Det bruges ofte som et mantra i forbindelse med meditation. Det kan her nævnes, at amen betyder noget i retning af "det står fast". Man kan altså sige, at brugen af ordene amen og om i denne sammenhæng er udtryk for den tabte harmoni. Måske ikke i egentlig forstand dens navn, snarere et symbolsk udtryk for dens manifestation, dens etablering, for det at finde den. Eller måske selve troen på at den findes.

Hos Moody Blues hedder det:

To reach the chord is our life's hope.

To name the chord is important to some.

So they give it a word,

And the word is "Om"

Det ligger på mange måder på linie med Procters:

It may be that Death's bright Angel will speak in that chord again;


It may be that only in Heav'n I shall hear that grand Amen!

Procter forventer ikke at høre det store amen igen før i sin dødsstund, mens Moody Blues nævner, at nogen absolut vil kalde det et eller andet, og at dette så passende kan være om. Går man til ordets betydning må Moodies navngivning være udtryk for, at klangen findes og skal klinge, men at den er noget mystisk, der ikke lader sig indkredse. Man kan ikke udtrykke den, kun symbolsk tilkendegive at den er. På samme vis gælder det Procters amen, at kun evigheden kan manifestere evigheden, slå den fast, gøre den gyldig. Enklere udtrykt: himmelsk harmoni findes kun i Himlen. Dette dog behæftet med et måske: "It may be that only in heaven" (det er måske kun i Himlen). Men klangen har jo engang manifesteret sig, da hun tilfældigt ramte den, og følgelig burde den altså kunne findes igen. Helt parallelt siger The Moodies: "They give it a word" (de sætter et ord på). At kalde ting for noget, er ikke det samme som at have fundet dem. At sætte et ord på er heller ikke en besværgelse, der så at sige kan kalde klangen frem. Det er netop blot en anelse om dens væren, et symbolsk udtryk for den. For som Moody Blues også siger, er det vort livs håb at ramme akkorden.

Det var den samme myte, der udgjorde grundstoffet til The Whos aldrig gennemførte projekt "Life House", hvoraf nogle amputerede rester genopstod som mesterværket "Who's Next" (1971), der af mange regnes for gruppens højdepunkt.

Lige omkring udgangen af 60'erne og indgangen til 70'erne synes der således at have været en skærpet interesse for sagnet om den tabte klang. Men det har også siden vist sig både i litteratur og musik.

Visse naturlæger og andre folk inden for alt det alternative synes imidlertid at have løst gåden. Når man studerer internetsider om ting som "musikalsk healing" og des lige, må man ofte spørge sig selv, hvor grænsen mellem terapi og religion går?

Tritonus

Eksempel på brug af tritonus

Strejfer lige kort tritonus, men går så op på den rene kvint.

En lille video, der kan ses på Facebook. Denne hjemmeside er desværre ikke god til links, men prøv at kopiere dette:

"https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Fcarl.m.nielsen%2Fvideos%2F10153975516799927%2F&show_text=0&width=560" width="560" height="420" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowTransparency="true" allowFullScreen="true">

Se også "Ond musik?" under "Videoer".

Også navnet på et mindre kendt 70´er band!