toner, ord og tanker
"Pieces Of A Puzzle" præsenterer begreber, personer og steder, men gennemfører ikke en handlingslinie. Denne må lytteren selv skabe. Man kan vælge at begynde flere steder. Lad os forestille os, at man begyndte med "The Professor's Theory".
Der var engang en professor, som var meget, meget klog og derfor også højt respekteret af såvel kolleger som sine studerende. De sidstnævnte lyttede altid andægtigt til hans forelæsninger, som var spændende og fængslende, omend temmelig kryptiske. Især var det svært at følge med, når professoren begyndte at ride sin kæphest om den store teori. Ingen forstod rigtig, hvad den teori gik ud på. Overordnet set var det noget med en eller anden hemmelighed, der nok var vel skjult af nogle få indviede, men alligevel afslørede sig glimtvis i en mængde små tegn og vink, der kunne vise sig de mest overraskende steder. Ja - faktisk alle vegne. Hemmeligheden var - ifølge professorens teori - så at sige indbygget i tilværelsen, eller om ikke i selve tilværelsens inderste, så i hvert fald vor civilisation, og derfor rummede alt bekræftelser, der vel ikke afslørede hemmeligheden, men fastslog at den fandtes. Hvordan alt det hang sammen kunne professoren snakke om meget, meget længe. Som regel slyngede han en række indledende spørgsmål ud, der var så drilske, at hans studerende blev helt rundtossede. Derefter talte han løs om dette og hint. Ad kringlede omveje nåede han så omsider frem til hemmeligheden, dvælede ved denne, kredsede om den. På særlig smukke forårsdage kunne professoren være i en kåed stemning, og da inde på at synge: "I Wanna Know The Secret" på en lille hjemmelavet melodistump. Hemmeligheden, denne sære størrelse, og så den brændende længsel efter at kende og forstå den var den drivkraft, der ledte til en mesterlig påvisning af de mange tegn. Den uendelige mængde af ledetråde, de mange spor, der alle pegede i samme retning, de tusind tegn. Hvor der var så meget røg, måtte der nødvendigvis også være en brand.
"Pieces Of A Puzzle" - en musikalsk rejse af Carl M. Nielsen ...
"Pieces Of A Puzzle" - 16 træfsikre trampolin-afsæt for refleksion og fri association.
Livets store puslespil består af uendelig mange brikker. Dette er blot 16 stykker deraf. En god timestid med musikalske billeder til inspiration og eftertanke.
Nogle spredte kommentarer:
"The Secret":
Det er en besynderlighed ved en hemmelighed, at det på den ene side er noget kun ganske få kender, men at der samtidig nødvendigvis må være nogen, der kender den og holder på den. Ellers ville det netop ikke være en hemmelighed, men blot noget for alle ukendt. Således rummer hemmeligheden som begreb det spændingsfelt, at nogen holder den skjult for andre. Imidlertid benyttes ordet også i en lidt anden betydning, nemlig om ting, der er svære eller umulige at forstå, hvor det så at sige bliver manglende fatteevne, der holder noget "hemmeligt" for en.
"The Sworn Brotherhood":
Ooooohhhh, Brother!
En for alle og alle for en - sagde de tre musketerer (som bekendt)
"The Strange Woman":
"Jeg er ikke nogen slem pige. Jeg er bare tegnet på den måde." - replik fra filmen "Hvem snørede Roger Rabit"
"Meanwhile In The Village":
...In the village, in the village - something happens in the village ... (syng med!)
"Meanwhile In A Cozy Jazzclub":
"It don't mean a thing, if it aint got that swing" - Duke Ellington
"Hvis jeg var Hamlet ville jeg spille Ben Webster plader for Ofelia" - Peder Poulsen
"At Some Well-known University":
Som regel begynder de på et universitet, de her historier, hvor nogen kommer på sporet af en farlig hemmelighed, og det derefter gradvis eskalerer for så at ende i en hæsblæsende jagt. Hvis det begynder et andet sted, sniger der sig som regel et universitet ind senere i historien. Jeg ved ikke hvorfor. Muligvis er forfatterne selv akademikere og ude af stand til at forestille sig, at almindelige dødelige kan tænke.
Universitetet er Også et muligt udgangspunkt for "Pieces Of A Puzzle". Det giver jo sådan set god mening, at vi lægger ud med at befinde os på et eller andet universitet. Her er der så nogle studerende, der tilfældigt falder over et gammelt dokument, der viser sig at gemme på en farlig hemmelighed.
"The Professor's Theory":
"Hello central - give me doctor Jazz" - gammel sang
"Swing it magister, swing" lød det i en gammel sang, som bl.a. er blevet fortolket af Alice Babs.
"Pieces Of A Puzzle" er en musikalsk og tematisk bevidsthedsstrøm af Carl M. Nielsen. I så henseende et album - altså ikke forstået som et medie, men som det rockterminologiske sidestykke til den klassiske betegnelse "suite". Tillige en cyklus, hvor man kan sætte ind flere steder. Udover "The Secret" er to andre oplagte steder fra "The Sworn Brotherhood" og fra "At Some Well-known University". Men der er også andre muligheder. Det kan synes, at drengen bør være på slottet, før han kan opleve noget der, og de to kvinder præsenteres før de kan møde hinanden. Men det afhænger også af hvor konkret kontra abstrakt man tolker forløbet. Som sådan er en handlingslinie ikke gennemført. Der er blot præsenteret nogle steder og personer. Herefter er der frit slag for fantasien, og det skulle i princippet være muligt at opleve en ny historie hver gang.
"Pieces Of A Puzzle" - en musikalsk rejse af Carl M. Nielsen - ud mod det fjerne og ind i sindet, gennem glæde og sorg, harmoni og ufred, tryghed og angst - og meget, meget mere ...
Lad os forestille os en ærværdig hr. anmelder, der nok ved, hvor fortolknings-skabet skal stå. Han kunne så begynde sin udlægning på følgende måde:
Carl M. Nielsens nye album er en art auditiv åndelig dannelsesrejse, og det er ikke småting, man bliver udsat for undervejs. Inden man når frelst i land og får kaffe hos den rare professor, må man modstå morderiske angreb fra såvel hemmelige selskaber som vampyrer, man bliver plaget af en trættende spørge-Jørgen og forført af en femme fatale. Det er bare lidt af det man udsættes for. Men som altid hos Nielsen skal det naturligvis forstås på et symbolsk plan. Det er jo netop en indre-åndelig rejse, vi har fat i, så det er kampen med sine egne dæmoner, man bliver kastet ud i.....
Herefter omtales numrene et for et. Om "The Sworn Brotherhood" skriver han:
...Det kan i visse passager føles som en lettere ufremkommelig plade. Men "Pieces Of A Puzzle" rummer i hvert fald et klokkeklart hit, der ikke kunne være mere umiddelbart fængende...
Da han længere fremme i anmeldelsen når til "Meanwhile In A Cozy Jazzclub", lyder det: .
..Efter at diverse indspiste sekter, fordomme og ubøjelige meninger har været i spil, må tolerancen naturligvis have lov at få et ord indført - og så ville Nielsen ikke være Nielsen, hvis han gik den slagne vej gennem erkendeserne uden undervejs at standse op og hylde sine helte...
Endelig hen mod slutningen af anmeldelsen, da han når til "The Professor's Theory" lyder det:
...Skønt Nielsen ofte kan virke dyster og sortseende, er han i sit inderste en livsoptimist. Så efter at vi er blevet konfronteret med det frygtelige og har set den inderste angst i øjnene, sluttes der festligt og fornøjeligt af med et veloplagt og sprudlende foredrag fra en halvgal professor. Om fornuftens stemme sejrer eller spiller fallit forekommer en smule uklart. Men i hvert fald kan vi stadig synge og danse...
Har den ærværdige hr. anmelder så ret i denne udlægning? Både ja og nej. Han har fat i noget, men overser også en del.
"Pieces Of A Puzzle" kan opfattes på mange måder. Her nogle højst forskellige indfaldsvinkler til to af projektets numre.
"The Sworn Brotherhood":
a) Et sikkert hit fra albummet "Pieces Of A Puzzle"
b) I betragtning af hvor ofte man oplever en skødesløs omgang med løfter, må det nødvendigvis vække respekt og beundring, når nogen betragter det én gang sagte som bindende. De kan synes stivnakkede og det er slet ikke sikkert, man er enig med dem. Men alligevel. Denne alvor, denne kompromisløse forpligten sig over for noget. Det ER stort!
c) Indspiste sekter med deres patentsandheder. De hævder alle, at sidde inde med svaret. Men da deres bud derpå er modstridende kan de nødvendigvis ikke alle sammen have ret. Gad vide om nogen har, og i givet fald hvem. Har nogen virkelig fundet det store svar på det hele?
d) Selvom man aldrig ville melde sig ind i en sekt eller bare lade sig optage af en loge, oplever vel de fleste en eller anden form for fascination deraf. Mere eller mindre modvillig. Men det her sug af mystik og hemmelighedskræmmeri gør ikke desto mindre indtryk. Det har spændingslitteraturen da også trukket store veksler på. Allerede Wilkie Collins, en af genrens pionerer, benyttede det effektfuldt og dramatisk.
e) Hemmelighedens vogtere. Hvem de så end er, og hvad hemmeligheden end går ud på. Et eller andet sted må der vel være nogen, der virkelig ved mere om, hvordan det hele hænger sammen, end os andre.
f) Sammensvorne broderskaber er et mangfoldigt begreb. Det har både positive og negative sider. Fra nazister og rockere henover en gråzone af religiøse sekter og frimurere til de ædleste former af sammenhold, loyalitet og gensidig forpligtelse. En del af denne mangeartede vifte hævder at være i besiddelse af en særlig indsigt eller vogte på en afgørende hemmelighed. For de fleste mennesker vil udtrykket "edsvorent broderskab" vel som noget af det første få dem til at tænke på en flok hemmelighedsvogtere. Men hvem er så hemmelighedens vogtere? - Tjah, det er jo ikke godt at vide for alle os, der ikke er med i klubben.
"Meanwhile In A Cozy Jazzclub":
a) En varm stemning fra albummet "Pieces Of A Puzzle"
b) Der kan foregå meget uden for det officielle program til et givent arrangement. Film om gangstertiden under spiritusforbuddet lader ofte en hel del gå for sig i de inderste baglokaler, mens publikum får en forbudt spids til musikken. Eller et særlig berømt eksempel: bryllupsscenen i "Godfather".
c) Børge Roger Henriksen hævdede, at jazzens inderste væsen er tolerance. Bred og vidtfavnende med plads til forskelligheder. I denne verden, hvor vi så ofte ser eksempler på intolerancens væsen, står jazzen som et rummelighedens åndehul.
d) Det var dejligt, da der fandtes et Montmartre Jazzhus. Nå, ja - i Nørregade. Regnergade var før min tid. Det helt gamle snakkes der meget om. Men i Nørregade var der endnu magi. Når musikken swingede, når cigaretrøgen bølgede i projektørlyset ligesom på et gammelt sort-hvid fotografi. Det var der al den spændende og anderledes musik kunne høres. Nu findes det ikke mere. Så var der De tre Musketerer med sin mere traditionelle profil. Den er også væk. Med de mange billeder af berømtheder på væggene og gulvenes rå træ var det som at træde ind i en anden tidsalder. På den lille bitte scene stod musikerne klumpet sammen, og publikum sad så omtrent på skødet af dem. Alligevel var der plads nok til alle. Man kunne sidde ved et bord med sin øl, ja - endog købe mad derinde. Den slags steder var oaser, hvor man midt i al det svære kunne opleve gyldne lykkestunder.
e) Musikken spiller, det swinger og folks opmærksomhed er koncentreret vendt mod scenen med de optrædende. Netop derfor kan der foregå en mængde omkring dem, de ikke lægger mærke til. Hvem husker ikke scenen fra "Casablanca", hvor Bogart gemmer papirene i klaveret, mens alle er optaget af musikken.
f) Til tider hygger man sig bare og har det rart. Så spekulerer man almindeligvis ikke over tilværelsens store spørgsmål eller skuer vogtende efter konspirationer. Tvært imod - når tingene er allerbedst, bliver man så selvforglemmende, at man slet ikke lægger mærke til, hvor gode de er!
Musikalsk puslespil for nysgerrige sjæle!
"Pieces Of A Puzzle" er IKKE et entydigt værk. Det er snarere et inspirationsoplæg til at man kan skabe sine egne historier. Som eksempel her to helt forskellige måder at opfatte "The Curious Boy":
1) "Oh, how cu-ri-ous he was, that boy", gik han og nynnede for sig selv. Det var ikke rigtigt. Det vidste han godt. En stump af et eller andet calypso-nummer havde klæbet sig fast til hans hjerne og ville ikke give slip. Hvad søren var det for en? Teksten var ikke sådan. Men det her med "Oh, how curious he was that boy" passede bare perfekt til melodistumpen. Men også den var forkert, en forvanskning af et eller andet, han havde hørt. Hvordan lød den oprindelige frase? Hvordan kunne den være? Han forsøgte at lave om på den lille stump han havde i hovedet. Fordrejede den alt hvad han kunne, gjorde den helt vanvittig og i skinger modsætning til den tilforladeligt melodiske frase, der blev ved at vende tilbage. Han forsøgte sangmæssigt set at gå snart den ene, snart den anden vej. Men endte hele tiden tilbage ved "Oh how cu-ri-ous he was, that boy". Det oprindelige forlæg, de rigtige toner og de rigtige ord ville bare ikke indfinde sig. "Måske er der ikke nogen," faldt det ham på et tidspunkt ind, "måske har jeg skrevet en sang - eller i hvert fald begyndelsen til en?"
2) Der var engang en lille dreng, der ofte kom galt afsted. Nogle ville nok sige, at han var fræk. I hvert fald var han ualmindelig nysgerrig. Alt skulle undersøges, alt skulle prøves. Fordi han prøvede så mange sære ting, fik han en del knubs på vejen, og når han ville gøre ting, han ikke helt havde de nødvendige færdigheder til, begik han ofte graverende fejl. I det hele taget kunne det virke som om han kom gennem tilværelsen på en temmelig klumpe-dumpet måde. Men han var en munter natur, og hans nysgerrighed betød, at han oplevede mere end de fleste.
"Pieces Of A Puzzle" kan forstås på mange måder og planer. Som eksempel på flertydigheden her nogle ret så forskellige indfaldsvinkler til nummeret "The Professor's Theory":
a) Et muntert sprudlende øjeblik fra albummet "Pieces Of A Puzzle"
b) Det, der udmærker berømte begavelser er, at de var mere end bare kloge. De var personligheder. Ofte endog ret særprægede, for ikke at sige excentriske. Kulørte personligheder er der alt for få af. Men der er da heldigvis nogen.
c) Som menneske oplever man ofte uoverensstemmelser mellem følelse og fornuft. Den klare forstand kan virke kølig og uforstående. Ifølge den nordiske mytologi måtte Odin ofre sit ene øje for at få absolut viden, og enøjet er vel netop, hvad kun forstand uden følelse er.
d) En rigtig professor, der rigtig kan forklare. Op og ned ad vægge og stolper, vende og dreje alting 20 gange, sætte alt på hovedet og gøre en så tummelumsk i hovedet, at man efter foredraget forstår mindre af det hele end man gjorde før.
e) Fra Indiana Jones til Da Vinci Mysteriet. Der er altid en professor i spændingshistorierne. Som regel en, der ved god besked om umådelig mange ting. Et omvandrende opslagsværk. Derfor naturligvis også en figur, der er på sporet af noget stort og afgørende. Mens andre blot har vage fornemmelser om et eller andet, har han et kvalificeret bud på hvad, dette "et eller andet" er. Men inden for jazzens verden er "professor" derimod et slangudtryk for en pianist - med eller uden akademisk baggrund. Det har intet at sige i den sammenhæng.
Carl M. Nielsen's "Pieces Of A Puzzle" på en lidt anden måde.
Alle veje fører til Rom, siger et gammelt ord. Men hvad så hvis man befinder sig i en rundkørsel?
Tre puslespilsbrikker
Stumper af tekst