Månefaldet

Brydere taler begejstret om deres halve nelson, karatemestre om kontrol over krop og sjæl, men det er altsammen pjank og barnestreger. Den ædle muladubahuba-sport stiller helt andre krav, med månefaldet som den ypperste disciplin. At udføre et perfekt månefald er kun muligt for den, der ikke alene har kontrol over hver muskel i sin krop og hver rørelse i sin sjæl, men tillige kan få de to til at samarbejde på en sådan måde, at de ikke længere er to, men går ud i ét.

Muladubahuba blev især dyrket i det gamle Muladubahuba-rige sporten har fået navn efter. Dens storhedstid var for omkring 4000 år siden. Dengang begyndte børn allerede som spæde at lære kontrol over sjæl og krop. Mange var klar til svære øvelser som stjernefaldet som femårige, lavede perfekte solfald som 20 årige, og de bedste beherskede månefaldet, før de var 30.

Men for omkring 2500 år siden blev muladubahubaerne invaderet af umsulupaterne og indlemmet i det store Umsulupat-rige. De umsulupatiske kejsere yndede ikke den ædle sport og forbød især månefaldet, som der var dødsstraf for at udføre. I hemmelighed blev den ædle sport dog stadig dyrket, men kun de strengeste mestre formåede gennem de næste par hundrede år at holde den fast i dens oprindelige og ægte form. De fleste muladubahuba-skoler blev tydeligt påvirket af umsulupatisk indflydelse, og til sidst var det stort set kun en udvandet form, man kendte til. Denne havde ikke tilnærmelsesvis den ægte muladubahubas renhed og skønhed, men var dog ædel i sammenligning med senere forvanskninger.

I nyere tid findes den ægte muladubahuba kun i en lille, frodig dal midt i det område, hvor engang for længe siden det gamle rige lå. Den lille stamme med få hundrede medlemmer, der bor i huler i de omkringliggende bjerge, lever udelukkende af de vækster, der findes i dalen, og formår at færdes så usynligt omkring, at næsten ingen ved, de er der.

Når jeg kom til at høre om det allerede som barn, var det kun fordi, min onkel var sådan en klog og studeret mand, der vidste besked om de besynderligste ting. Han fortalte mig om muladubahubaerne og deres ædle sport. Først troede jeg blot, det var et eventyr, noget han fandt på for at underholde mig.

"Nej, onkel Otto. Det passer ikke."

"Jo, min dreng - det er virkelig sandt."

"Er det ikke bare noget, du finder på?"

"Nej! Jeg er videnskabsmand og forsker, og videnskabsmænd og forskere må ikke finde på. Det er vores opgave at opdage ting og finde ud af hvordan, de virkelig er. At finde på overlader vi til kunstnere og drømmere."

"Nå!"

Fra den dag var jeg tryllebundet. Jeg havde kun det ene ønske i livet at komme til muladubahubaernes dal og lære det ægte månefald. Derfor kunne der ingen videnskabsmand og forsker blive ud af mig. Jeg blev en drømmer. Jeg var forelsket i muladubahubaerne, deres smukke dal og ædle kultur. Jeg sad uopmærksomt i skolen og fantaserede om at lave månefald. Jeg så mig selv lave et perfekt og fejlfrit månefald, sådan som det kun er muligt, hvis man har fuldstændig og gennemført selvkontrol. Det er netop det, der er så fascinerende ved muladubahubaerne. Hele deres kultur bygger på selvkontrol. Deres sport udøves ikke for at konkurrere, kroppen trænes ikke for at kæmpe, sjælen lutres ikke for at hæve sig over nogen. For beherskelsens skyld alene undertvinger viljen sig sjæl og krop og når sin fuldkommelse i månefaldet.

Bortset fra min drøm om det ædle og smukke levede jeg lige så flygtigt og overfladisk som andre vesterlændinge, og hengav mig til de samme tomme fornøjelser. Jeg følte dog til bunds det mangelfulde og utilfredstillende ved denne levemåde, ja - følte direkte væmmelse ved det liv, jeg førte. Som 17 årig stak jeg af hjemmefra og begav mig ud i verden med muladubahubaernes dal som rejsemål. Det var en lang og besværlig rejse, og da jeg endelig efter mange måneder nåede hen på de rette kanter, var dalen svær at finde, og da jeg så endelig fandt den, var muladubahubaerne endnu sværere at finde.

Da jeg havde tilbragt nogle dage i den lille dal, begyndte jeg at fornemme, at der vist var andre mennesker omkring mig, skønt jeg hverken kunne se eller høre dem. Jeg følte mig fra tid til anden overvåget, eller opdagede at en frugt, jeg havde udset mig, ikke var der, når jeg kom tilbage. Men af og til var det også som om, at nogen hjalp mig. Lagde ting, jeg havde brug for på min vej. Eller fjernede ting. Der vokser i dalen nogle bær, som ser meget indbydende ud, men er frygtelig giftige. Hvergang jeg havde samlet en bunke af disse bær, forsvandt de sporløst igen.

Efter nogle uger havde muladubahubaerne omsider set mig an, trådte nu åbent frem og indbød mig til deres huler. For renheden i deres kulturs skyld er de meget forsigtige og påpasselige, men ellers venlige og gæstfrie. Fjendtlighed er for dem noget nær det laveste, man kan synke, et udtryk for mangel på selv en mest elementære selvkontrol. Men fordømmende er de heller ikke. Deres fuldstændige kontrol giver dem tolerance og overbærenhed med andres mangler. Ingen muladubahuba bliver irriteret, hvis det ikke er hans viljebestemte ønske, lige så lidt som han hjemsøges af nogen anden følelse eller tilstand imod sin vilje. Muladubahubaer er altid rolige og glade, fordi det er den sindstilstand, de har valgt, da det er den behageligste og fordelagtigste.

I begyndelsen var det svært at leve iblandt dem. Deres vaner er meget ukomfortable for en vesterlænding. Der var altid en arm eller et ben, der sov, jeg havde ustandselig krampe alle vegne og kunne ikke indtage et måltid uden ømhed og smerter. Også omgangsformen var fremmedartet for mig i begyndelsen. De lange, tavse pauser i samtalerne gjorde mig forvirret og rastløs. Jeg talte selv på vesterlændinges vis dengang. Jeg var impulsiv, forjaget og ubetænksom. Men de bar over med mig, og gradvis blev jeg smittet af deres ro og glæde og lærte en smule besindighed.

Den første lange tid fik jeg ikke lov at overvære udøvelsen af deres sport. Men omsider havde jeg levet så længe iblandt dem, at de fandt det forsvarligt at lade mig tage del i hele deres tilværelse. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg så et månefald i virkeligheden. Den suveræne disciplin jeg havde set for mig i drømme bygget på min onkel Ottos beskrivelser, udfoldede sig nu ganske virkeligt for mine øjne. Jeg har set så mange månefald siden. Men første gang står endnu ganske klart og levende for mig.

Det var den store månemester selv, der udførte det. Der er intet hierarki blandt muladubahubaerne, men mange funktioner og opgaver, der alle regnes for lige værdige og ædle. Månemesterens funktion er at være de andres lærer i sport, træning og tugtelse. Det var altså ham, jeg måtte opsøge, hvis jeg ville underkaste mig muladubahubaernes træning. Jeg var frygtelig bange for, at han ville affærdige mig, ligesom jeg havde indset, at man ikke kan overtale den, der ejer sin egen vilje. Men en muladubahuba tænker ikke lavt om noget eller nogen, og derfor affærdigede han mig ikke, men sagde blot, at jeg skulle være tålmodig, at jeg endnu ikke var parat.

"Du er allerede ved at lære, Vestermand," forklarede han, "du er ikke så urolig mere, som da du kom til os, og du er blevet bedre til at sidde rigtigt og spise. Alt i livet er at lære, Vestermand, og du har allerede lært meget. Når du kan lidt mere, skal jeg vise dig nogle af de første, enkle øvelser i vores sport."

Jeg følte mig opmuntret af denne ros, og smigret af det tillidsfulde "Vestermand". De fleste af de andre kaldte mig "mand fra vesten". I virkeligheden havde det nu ikke noget med et kælenavn at gøre. Det hører med til månemesterens funktion at tale på en særlig måde, der især er karakteristisk ved, at alle egenavne bøjes i månefaldskasus. Men det vidste jeg ikke dengang. Senere opdagede jeg, at han tiltalte vores kok kogemand og vores medicinkone urtefru, ligesom jeg med årene lærte at forstå så mange andre små særheder ved muladubahubaernes sprog.

Blandt disse indtager månefaldskasus dog en særlig plads, og udmærker sig ved, at egenskaben benævnes først med to stavelser og derefter genstanden med en stavelse. En månemester, der kom til Danmark, ville uden omskrivninger kunne fortælle om Kirkeby, men ikke om Vanløse, der i månefaldskasus bliver til Tørkerup. Derved betones egenskaben frem for genstanden, der besidder den. Dette stemmer overens med, at muladubahubaerne er blottet for personlig forfængelighed, akkurat som hele livets mening ifølge muladubahubaernes filosofi er at lære, og kun dette ene: at lære. Derfor er genstanden først og fremmest en beholder til opbevaring af egenskaber.

En dag trak månemesteren mig til side og spurgte: "Ved du hvorfor, vi lever i netop denne dal?"

"Næh," måtte jeg tilstå, "er det ikke bare fordi, at i ikke har noget andet sted at være?"

"Kom du til os, fordi du ikke havde noget andet sted, Vestermand?"

"Nej. Jeg ville jo være som jer."

"Der ser du. At ville noget var allerede en god begyndelse, Vestermand. Intet i vores liv er tilfældigt. Vi lever her fordi, vi har valgt det. Vi kunne have fundet andre steder, men vi ville være her."

"Men i valgte da ikke at blive overfaldet af umsulupaterne," indvendte jeg.

"Vestermand, Vestermand," smilede mesteren blidt, "du er endnu et barn. Vi vælger heller ikke, om det skal være solskin eller regnvejr, men det er op til os selv at blive stående i regnen eller gå i ly. Der er ting, man ikke er herre over, og du kan påstå det var et rent held, at vi havde mulighed for at slå os ned netop her. Men dette er den oprindelige månedal. Det var her, de første muladubahubaer trænede sig op til de første månefald for længe, længe siden. Det er sandt, at det kunne have været en umulighed at slå os ned her. Men da det nu var en mulighed, valgte vi Månedalen frem for andre steder."

Den kommende tid skete det ind i mellem at han trak mig til side og fortalte mig små ting om muladubahubaerne og deres historie. Det var altid kun et enkelt lille anekdotisk træk, aldrig lange fortællinger. Men efterhånden gik det op for mig, at det netop var brudstykker af en lang fortælling. Han trænede min tålmodighed ved kun at give mig bidder ad gangen. Omsider begyndte han så at træne mig i nogle små, indledende øvelser. Da min krop begyndte at blive veltrænet, og jeg så småt var ved at lære at tænke på en anden måde, begyndte den egentlige og mere detaljerede legemskontrol. Vi startede nedefra. Det tog mig over et år at lære at beherske min lilletå således, at jeg kunne gøre med den, nøjagtig hvad jeg ville, og efter at have undertvunget mig den højre lilletå, brugte jeg næsten lige så lang tid på den venstre.

Af og til havde vi øvelser, der gik ud på andre ting. Opmærksomhed, koncentration, kontrol over tanke og følelse. Der var f. eks. den dag, mesteren lærte mig om latteren.

"Nu skal du le, Vestermand," sagde han.

"Jeg kan da ikke le, hvis der ikke er noget, der er sjovt."

"Morskaben er i dig selv, Vestermand, du ved det blot ikke, og opdager det kun glimtvis, hvergang du ser noget sjovt. Det er fordi, du ikke er herre i dit eget hus, men et barn, ja - mindre end et barn: et plantefrø, der føres af vinden."

"Jamen hvordan lærer jeg så at finde morskaben?"

"Til en begyndelse kan du jo prøve at tænke på noget, du synes er sjovt."

Det forstod jeg godt. Alle kender det at komme i tanke om et eller andet og så more sig over det. Men det var meget mere end det, han ønskede af mig. Han ville lære mig at mores og holde op med det igen på den vis, vesterlændinge kalder som at trykke på en knap. Det forstod jeg straks, og derfor blev jeg usikker og kunne ikke komme i tanke om noget som helst morsomt.

Mesteren så på mig med sine kloge øjne, og det var tydeligt, at han gennemskuede alt, hvad der skete i mig. Da han havde betragtet mig nogle minutter, smilede han sit stille, smukke smil, rejste sig op og begyndte at opføre en grotesk dans, mens han fortrak sit ansigt i de mest besynderlige grimasser. Jeg brød sammen i latterkramper, og et øjeblik efter satte mester sig ved siden af mig og grinede sammen med mig. Da vi havde leet en tid, standsede han brat op midt i et ha. Skiftet kom så uventet, at jeg selv holdt op med at grine lige på stedet. Mester smilede varmt til mig, løftede mig med sine spinkle gammelmandsarme op, som var jeg en fjerdyne, og drejede mig rundt som en bold på sin pegefinger.

Da jeg måbende igen blev nænsomt anbragt på jorden, begyndte mester at grine igen, og hans latter var så varm og smittende, at jeg blev nød til at grine med. Da han atter standsede sin latter ganske pludseligt, var jeg allerede ved at finde ind i en vane, hvor jeg fulgte hans rytme. Det faldt ganske naturligt, på samme måde som vi altid indledte alle øvelser med at synkronisere vores åndedræt. Men nu var mester blevet meget alvorlig.

"Hvad jeg gjorde nu, var meget forkert imod dig, Vestermand."

"Jamen mester, jeg har aldrig moret mig bedre."

"Nej. Men du morede dig fordi, du ikke er herre over din egen vilje."

"Det forstår jeg ikke."

"Jeg gjorde mig til herre over din vilje og bød dig at more dig."

"Sådan opfattede jeg det egentlig ikke."

"Nu skal du høre, Vestermand, for det her er meget vigtigt. Et menneskes vilje er det dyrebareste af alt, og derfor må man aldrig tage en andens vilje. Men jeg var nød til at tage din vilje for at vise dig, hvor lidt du behersker den, og tillige for at du skulle forstå, at den, der vil lære, må låne sin mester sin vilje. Nu ved du, hvad det vil sige, Vestermand, og ved, at det kræver vilje, også at give slip på vilje. Hvis du vil låne mig din vilje, skal jeg lære dig mere, og lover at give dig den tilbage, når du kan styre og beherske den."

"Var det derfor, i aldrig satte jer op imod umsulupaterne?" fløj det mig ud af munden.

Mester smilede tilfreds og nikkede.

"Du lærer godt og tænker klogt, Vestermand. Jeg kan høre, at du begynder at forstå."

Så lånte jeg da mester min vilje og begyndte at lære ting, jeg aldrig havde troet menneskeligt muligt.

For vesterlændinge er det almindeligvis billedsprog at hoppe på tungen. Men ikke i Månedalen, hvor ethvert barn kan danse på sin ene lillefinger og lave højdespring på en bøjet albue. Al den slags er jo rene bagateller i forhold til et perfekt månefald, såvel som på sindets område at vestens psykologer tror at være nået i dybden, og digterne ser en udfordring i en sonetkrans. Det er jo det bare vand imod de første barnlige sjælsøvelser, der indleder den lange, svære vej mod månefaldet. Den syntese af sjæl og krop, der udfolder sig i månefaldet, er så langt hinsides de vildeste forestillinger og fantasier, nogen vesterlænding kan gøre sig, at de fleste, der første gang overværer et månefald, nægter at tro deres egne øjne. Den, der begynder træningen, får desto mere respekt for det. Man tror først, det er en bjergtinde, man skal bestige, maser på med fynd og klem og når toppen, hvor man blot ser månefaldet på en ny bjergtinde langt højere oppe. Jo mere man nærmer sig det, jo længere synes det borte. Derfor kan man heller aldrig blive skuffet eller miste respekten, når det gælder månefaldet. Jo mere man lærer om det, desto dybere bliver ens ærbødighed.

Jeg lærte at på kommando forelske mig i hæslige gamle koner med sår og bylder, men lades uberørt af smukke, forføriske ungmøer. Jeg lærte at frisere mit hår med snedige fald alene ved tankens hjælp og at tage svømmetag med øjenvipperne. Men det fik altsammen blot afstanden til månefaldt til at virke desto større. Jeg var langt fra så fuldt ud herre over mit sind, at jeg kunne slippe enhver bekymring, finde fuldstændig ro og være så uendelig tålmodig, som man må være, når man vil det ypperste.

"Jeg synes, vejen er lang," sukkede jeg en dag.

"Det er den også, Vestermand, men det er godt på den måde," svarede mester.

"Hvorfor det?" spurgte jeg.

"Se på planterne, Vestermand," sagde mester og lod hånden glide ud over dalens vegetation. "De, der står lige i solen, vokser hurtigt og bliver snart store. De får også de flotte blade. Men de er vaklende og usikre med spinkle stammer. Dem i skyggen vokser langsommere, men de får den brede, solide stamme, der ikke slingrer og vakler. Den, der vil eje sin vilje, må have den brede stamme."

Jeg sukkede ved udsigten til de mange års øvelser og disciplinring, der skulle give mig den brede stamme.

"Kan du huske første gang, vi lo sammen, Vestermand?"

"Jeg glemmer det aldrig. Jeg blev så forbavset, da du begyndte at svinge rundt med mig."

"Kan du se, hvilket barn du var dengang, Vestermand?"

"Ja. Jeg havde ikke forstået meget af noget som helst dengang."

"Det er godt, Vestermand. Du skal ikke se på den vej, du mangler at gå, men glæde dig over det stykke, du allerede er gået. Du skal ikke ærgre og bekymre dig. Men for at rense dig skal du af og til vælge at være ked af det. For at vedligeholde sindet skal du sørge for at både grine og græde hver dag. Du skal vælge en bestemt time på dagen, hvor du sætter dig et bestemt sted og er bedrøvet og ulykkelig. Når du har grædt din time til ende, skal du være glad og gå leende, syngende og dansende rundt i dalen."

Så fandt jeg da et sted, jeg syntes var passende, hvor jeg sad en time hver dag og græd og var ulykkelig, mens jeg alle dagens resterende timer var glad og leende.

Det hjalp mig til at få bugt med min utålmodighed og rastløshed. Jeg lærte at vælge roen, og at en gang imellem for øvelsens skyld bevidst være rastløs og forvirret et par minutter eller så. Sideløbende fik jeg også et vist teoretisk kendskab til sportens forskellige discipliner og ophavet til deres navne. F. eks. den mærkværdighed, at solfaldet er en langt mere elementær og enkel disciplin end månefaldet.

"Det er fordi, dagen er lys og klar, Vestermand," forklarede mester med sit dejlige, kloge smil på læben, "det, der ligger åbent, er lettere at forstå end det, man først må trænge ind i. Lysets kræfter er gode og derfor ufarlige. Det er meget sværere at jonglere med mørkets kræfter uden at pådrage sig selv eller andre skade. I dagen kan du se, hvor du går. I natten skal du vare dig for, hvor du sætter din fod. Det er meget vigtigt. Det må du aldrig glemme, Vestermand!"

Jeg mærkede mig hans ord. Det gjorde jeg i øvrigt altid. Mester sagde aldrig noget, der var tilfældigt eller ligegyldigt. Jeg havde forlængst indset, at vejen til månefaldet var brolagt med mesters kloge ord.

Ligegyldig snak er i det hele taget sjælden i Månedalen. Maladubahubaerne er for klogt et folk til at spilde deres tid med sludder og vrøvl. Deres tankegang og levevis er svær at forstå for en vesterlænding. Det tog mig mange år alene at sætte mig ud over enhver trang til at konkurrere, imponere og den slags. Kun meget langsomt lærte jeg, at det er det dummeste af alt at ville gøre indtryk, og at det eneste værdige formål med at udøve et kunststykke er at lære kontrol og selvbetvingelse. Vist havde jeg allerede i min barndom, når onkel Otto fortalte, følt dette sammenhæng som en anelse. Men derfra til at leve det er springet enormt. Den vestlige tanke er gennemsyret af en forgiftet idé om, at man skal ses og høres, markere sig, opnå en position og en status for at være noget som helst, og derfor er vi vesterlændinge netop ikke noget. For vi har aldrig lært at være noget i os selv og for os selv. I stedet praler vi overfor vores naboer, smykker os med fine titler og hænger medaljer på brystet af hinanden. Hvilken tomhed og dumhed!

Jo mere jeg lærte, jo mere forstod jeg, hvor galt den vestlige verden er på den. Vi er alle som umsulupaterne, der vil invadere og besidde. Men netop derfor valgte jeg ofte at tænke på mit gamle liv for at lære mig selv ikke at ærgres og harmes derover, eller at kunne styre min ærgrelse og harme, når jeg bevidst valgte at være harm og ærgerlig. Det var en stor sejr for mig den dag, jeg var nået så vidt, at jeg kunne styre og beherske al ærgrelse og harme i mit sind, som var det bolde, jeg stod og jonglerede med. Sandelig: i mørket skal man vare sig for, hvor man sætter sin fod! At kunne gå ind i sig selv og lege med sin kærlighed og sit had som et barn, der leger med biler eller en togbane, er en primitiv, men god begyndelse til at lære selvbeherskelse.

Der var en dreng i stammen, som jeg nogengange talte med. Han havde sådan en charmerende måde at lade sin tankekraft glide igennem håret for skiftevis at krølle det og glatte det ud. Mester havde bemærket min omsorg for drengen, og derfor valgte han netop ham, da jeg skulle lære at blive herre over mine følelser.

"Du holder meget af Legehår, Vestermand?"

"Ja!"

"Nu skal du give dig til at hade ham. Men netop når hadet er på sit højeste, skal du brat afbryde det igen og holde af ham som før."

"Kan man det?"

"Du kan det, hvis du vil."

Jeg prøvede. Men det var frygtelig svært. Jeg anstrengte mig for at komme i tanke om noget, jeg kunne udsætte på drengen, prøvede at synes, det var irriterende, at han altid skulle gå og lege med sit hår. Det forekom mig ganske umuligt. Men da det endelig lykkedes mig at blive harm på drengen, blev jeg til gengæld så rasende, at det var endnu sværere at lukke af for det igen, og få det fuldstændig helet uden skår, så alt var som før. Da det omsider var, som havde min forbitrelse aldrig været der, var jeg fuldstændig udmattet af kraftanstrengelsen.

"Vil jeg nogensinde komme til at udføre et månefald, mester?" spurgte jeg forpustet og tog mig til mit feberhede hoved.

"Ikke hvis du opgiver på forhånd, Vestermand. Den, der forventer at tabe, har allerede tabt. Frisk mod, Vestermand. For et par år siden kunne du ikke en gang danse på én tå!"

Det var rigtigt. Der var faktisk sket meget. Selvom man gror roligt i skyggen for at få den brede stamme, er man alligevel i stadig bevægelse. Takket være min mesters kyndige vejledning beherskede jeg efterhånden en række af sportens indledende discipliner, såsom jordfaldet, ildfaldet og vandfaldet. Jeg var med andre ord virkelig begyndt at udøve sporten, ganske vist så at sige på lilleputholdet. Men jeg var dog kommet fra omklædningsrummet ud på banen, for nu at tale i vestlige termer.

I Månedalen lever man udelukkende for at lære, og da det gode klima og de sunde vaner bevirker, at folk heromkring bliver meget gamle, har man god tid. Jeg tror nok, at mester var over 200 år gammel, da naturen blev stærkere end hans vilje, eller rettere: at han fandt det upassende at sætte sin vilje op imod naturen.

Jeg sad ved hans sygeleje og holdt hans hånd.

"Er det noget, du vælger, mester?"

"Den, der kæmper mod livet selv, misbruger sin vilje, Vestermand," hviskede han med svag stemme, "når man har levet sit liv til ende, skal man dø i ærbødighed for livet. Når ens tid er inde, skal man adlyde. Et menneske må ikke tage et andets vilje, men livet og døden har lov."

"Kunne du have levet længere, hvis du havde villet, mester?"

"Det ville ikke være rigtigt, Vestermand."

"Hvor og hvordan skal jeg lære nu?"

"Af de andre i stammen. Men inden jeg lægger mig til den endelige hvile, skal jeg fortælle dig noget, og det er meget vigtigt. Husk altid disse ord: den, der høster måneskin ved middag, får ikke sit bæger fuld. Husk det, Vestermand."

Det var det sidste han sagde, og så var mester ikke mere.

Da jeg nogle dage senere talte med den lille dreng, der i mellemtiden var blevet en stor, voksen mand, spurgte han, om min mester havde givet mig et ord.

"Ja, han sagde at …"

"Nej, for alt i verden," standsede han mig, "det må du aldrig fortælle nogen. Det er dit ord, og dit alene. Det er en meget stor ære at få et ord af en døende mester."

"Jamen jeg forstod det ikke."

"Det er jo bare fordi, at du ikke forstår dig selv, så meget må du da have lært. Ordet er et billede af dig, når du lærer noget mere, begynder du at kunne se, hvad billedet forestiller. Det var godt, han gjorde det. Jeg er glad for, at du fik et ord."

Som den fuldblods muladubahuba han var, lå misundelse ham uendelig fjernt. Som det er skik og brug i Månedalen, ønskede han blot, at alt skulle gå rigtigt til og ske på rette måde, og var således ganske tilfreds med, at jeg havde fået et ord.

Men at have fået et ord er både godt og ondt. Det betød bl.a. at den nye månemester ikke kunne tage mig til sig som lærling. Han kunne være rådgiver og vejleder for mig, hjælpe mig med forskelligt ligsom enhver anden i stammen. Men egentlig undervisning, at virkelig være min lærer i betydningen mester versus discipel, det kunne han ikke. Han sagde, at ordet var min pant på, at min mesters ånd vågede over mig, og fortsat ville tage sig af min undervisning. Jeg tror virkelig, at det er rigtigt. Når jeg siden trænede og lærte, syntes jeg tit, at jeg i et vindstød eller et knitrende bål kunne høre min mesters stemme, og hans opmuntrende "Vestermand", der kom til mig med en lille ros eller irettesættelse.

Det er nu mange år siden, og jeg er selv ved at blive en gammel mand. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg slog mig ned i denne dal, heller ikke selvom jeg stadig ikke kan lave et månefald. Det er egentlig ikke så vigtigt. Jeg har omsider lært, at det eneste afgørende er, at jeg hele tiden lærer, og bliver ved med at lære. Ikke hvor meget jeg lærer, eller hvor langt jeg når. Sådan ser vi på tingene her i Månedalen, og derfor er der heller ingen hån, kritik eller morskab over at jeg aldrig har fået lært månefaldet. Når blot jeg bliver ved med at vokse og få en stadig bredere stamme i mit skyggefulde hjørne, er alting godt.