Hændelsen 4

" ... Paul stod længe og kiggede på døren. Stirrede ulykkelig og fortabt på denne låste og lukkede afvisning. Det var, som var det mere end en dør. Det var selve porten til alt godt, der var blevet smækket i ... "

Kapitel 12 (tidlig/alternativ version)

Institutionen arrangerede altid mange ture i sommerferien. Indenlands og udenlands. Vandre, sejle i kano og meget andet. For det enkelte barn kunne det svinge en del, hvilke og hvor mange ture, det var med på. Det afhang af så meget andet.

Paul havde ikke været med på den tur, hvor Ejner deltog som gæst. Det var et år siden, Ejner flyttede fra Pilehushjemmet. Paul havde bedt Frits hilse ham.

Paul sad til lektielæsningen og var ved at lave sine regnestykker, da Frits kom hen til ham.

 - Jeg kan ikke lide, at sige det her.

 - Hvad?

 - Det var det med din hilsen.

 - Ja.

 - Jeg hilste Ejner.

 - Ja?

 - Nu bliver du nok ked af det. Han sagde, at du kunne rende ham i røven.

 - Sagde han det?

 - Ja. Men jeg ved ikke. Det var lige da han mødtes med os. Jeg sagde det næsten med det samme. Så sagde han: "Hils ham og sig, at han kan rende mig i røven". Men han var så sur dér. Det var som om, han var vred på os allesammen. Men han blev anderledes i løbet af turen. Gladere. Vi var rigtig meget sammen,og havde det sjovt. Han lignede fuldstændig sig selv. Han var kun vokset noget med én centimeter i løbet af et år, så han kunne stadig gå i det samme tøj. Det var en god tur. Så den sidste dag spurgte jeg: "Skal jeg hilse Paul?" Så blev han sur igen. "Ja, hils ham og sig, at han kan rende mig i røven". Jeg ved ikke, hvorfor han var sådan.

 - Det er helt i orden. Tak for at du prøvede.

 - Men nu bliver du jo ked af det.

 - Det skal du ikke tænke på.

 - Men det er jo noget, jeg er kommet og sagt. Jeg føler, det er min skyld.

 - Du kan da ikke gøre for det. Jeg havde jo selv bedt dig hilse. Hvad han svarede, har jo ikke noget med dig at gøre. Du prøvede jo oven i købet en ekstra gang.

 - Men du er jo rigtig ked af det nu. Det ved jeg da.

 - Ja. Men det har ikke noget med dig at gøre.

 - Jeg føler, det er min skyld.

 - Det er da ikke. Lad være at tænke på det.

Paul var overhovedet ikke sur på Frits. Han ønskede bare, at Frits snart ville holde op med at stå og snakke om, at han følte sig skyldig. Det havde jo slet ikke noget med ham at gøre. Det her var mellem Ejner og Paul. Paul var sindssyg ked af det, og ville bare gerne have lov at være i fred og ikke skulle snakke med med Frits. Bag brystkassen føltes det som om, der sad en stor, sort klump af smerte, der bredte sig ud over hele overkropsområdet. Paul ville bare gerne have fred til sin sorg.

Frits listede af. Paul kiggede ned på bordet, hvor den opslåede bog med regnestykkerne lå. Fem stykker mere, han skulle have lavet. Det var helt uoverkommeligt. Bare at skrive det næste stykke op i kladdehæftet var pludselig blevet helt umuligt. Paul kunne ikke regne flere stykker den dag.

Minderne begyndte at vælte sig indover ham. De fyldte det hele, og der var ikke plads til regnestykker og danskopgaver. Den tid, der havde været. Ham og Ejner. Det, de havde haft sammen. Alt det, der var sket.

Paul kiggede udover græsplænen, gennem regnen og det gråvejrstunge vemod. Sært nok forekom det ham ikke bare gråt i gråt. Græsset var påfaldende grønt. Men Ejner var intet sted at se. Hvor havde han gemt sig?

- Hvor er du?

- Bye Bye baby, Baby blue, sang Ejner fra et eller andet fjernt sted. Det lød smukt og sørgeligt. Paul kendte ikke den sang. Men han kom straks til at holde af den. Også siden, da han hørte den med Bay City Rollers. Men aldrig siden klang den så smukt som denne dag ude på græsplænen, hvor Ejner sang den gennem regnen fra et sted nede i buskene, eller hvor han nu var. Paul kunne ikke bestemme retningen. Hvor var Ejner henne?

Legen var begyndt med, at de var to venner, der var blevet væk fra hinanden. Det var meningen, at de skulle finde hinanden igen. Men det udartede sig efterhånden til en fortsat jagen efter en stemme i det fjerne. Bye, bye baby, baby blue.  

Hvordan havde det egentlig været med den leg? Hvordan var begyndelsen? Var det to venner? Eller var det et ægtepar, der var blevet adskilt fra hinanden? De havde ofte leget parlege. Det var som regel Ejner, der havde den kvindelige rolle. Men de havde også leget så meget andet. F. eks. jagtet farlige forbrydere og mystiske folk.

- Han må da have været skidefuld, sagde Ejner.

Paul havde ført an i at følge sporet efter manden, der var forsvundet. Hvad var det, der var sket? Hvad havde han haft for? Hvor var han forsvundet hen? Den ene af de to detektiver havde opdaget en række fodspor i sneen, som han omhyggeligt fulgte.

Kursen var sær og slingrende. Gik snart en vej, snart en anden. Det var dét, kollegaen, der fulgte efter, var begyndt at undre sig over. Hvorfor havde han gået så mærkeligt? Hvad skjulte der sig for enden af sporet?

Der gik mange sære og slingrende spor igennem Ejner og Pauls venskab. Ofte på en ret så forvirrende måde. Faktisk var det ikke en gang altid helt tydeligt, hvornår de var gode venner, og hvornår de var uvenner. Ind imellem var de vist begge dele på én gang.

Ejner og Paul var flyttet ind samme dag, og skulle også bo på værelse sammen. Frida havde taget imod og vist dem til rette på deres værelse. Hun havde også fortalt dem, at hun skulle være Ejners kontaktperson, mens Paul skulle have Lizette, som ikke var på arbejde den dag. Paul huskede, at han havde syntes, det var mærkeligt, at de ikke skulle have den samme.

Frida og Ejner var taget ud for at købe nogle ting, han manglede. De kom hjem i højt humør og syntes at have haft en herligt tur. Paul havde glædet sig til at møde Lizette og tage på sjove ture med hende. Men de første mange af deres ture var ikke spor sjove. Det blev det først hen mod slutningen, lige før Lizette holdt op. Nu var de allesammen rejst væk. Lizette, Ejner, Frida. Kun Paul var tilbage. Det hele virkede som noget fra for meget, meget længe siden.

- Det er nogle smarte lamper vi har fået, hva'?

- Ja. Og vi er de eneste, der har sådan nogle.

Det var Ejner og Pauls første aften på institutionen. De var i det store hele godt tilfreds med den måde, deres værelse var gjort i stand. De havde fået det malet i lige de farver, de havde ønsket, og især var de stolte af at være de første, der havde fået de nye sengelamper, som ikke var instaleret på de andre værelser endnu.

Det hele var så nyt. Forvirrende, men også spændende. Der lugtede stadig en lille smule af maling. Inden de gik i seng havde de været i bad. Der var badekar med to højder i. Det dybe og det lave. Der havde været mange indtryk i løbet af dagen. Begge drenge var en smule fortumlede af alt det nye, af alt det, der var anderledes end derhjemme.

Pauls forældre havde kørt ham derop. Ejner var kommet sammen med sin mor. Ejner havde næsten ikke sagt noget, mens hans mor var der. Faktisk var det først nu, hvor de var kommet i seng, at de kom igang med at snakke om alle de mange mærkelige ting, de havde set og oplevet i løbet af dagen. 

Den første tid havde været forvirrende og overvældende. Der gik ikke en dag uden at der var et eller andet nyt at skulle forholde sig til. Det var gået lettest for Ejner at finde en plads i alt dette og navigere deri. Paul havde følt sig helt fortabt og aldrig troet, det ville lykkes at få greb om alle de ting, der for omgivelserne syntes at være selvfølgeligheder.

Det var ikke fordi, Ejner sagde særlig meget. Alligevel fandt han straks en plads i det hele. Paul havde en masse, han gerne ville fortælle om. Men han fik sagt de forkerte ting og kom galt afsted.

- Du er den dummeste i hele verden, sagde Ejner, og ramte dermed Pauls ømmeste punkt.

Paul vendte sig og gik den anden vej. Standsede op efter nogle skridt og vendte sig.

- Jeg ved da, at to og to er fire. Det er der nogen, som ikke ved.

Paul gik videre.

- Hvad er så ni gange ni? råbte Ejner efter ham

- Hundrede råbte Paul tilbage over skulderen, vel vidende at det sikkert ikke var rigtigt. Men noget måtte han jo svare.

Paul gik omkring for sig selv. Han var kommet ned i nærheden af den anden afdeling, hvor de større børn, som gik i udeskole boede. Han fik øje på Janus, der kom i modsat retning. Åh, nej. Ikke ham. Janus var lidt mærkelig. Ulækker! Han havde et eller andet i hånden. Var det en bold? Nej, det var vist en appelsin.

- Hej. Vil du ha' en appelsin?

- Ja, det vil jeg da gerne.

- Vil du ha' den i munden eller i pikken?

- Ja, i munden selvfølgelig.

Janus borede resolut appelsinen ned i skridtet på Paul.

- Nej. Lad være.

Janus grinede. Så kunne Paul ikke lade være med at også grine. Bare lidt. Selvom han stadig var ked af det.

- Du ser lidt trist ud. Hva' der i vejen?

- Nårh, det er ikke noget.

- Jo. Hvad er det?

- Det er bare Ejner. Han sagde, at jeg var den dummeste i verden. Så sagde jeg, at jeg vidste, hvad to og to er, og det er der nogen, som ikke ved. Så spurgte han, hvad ni gange ni er. Det vidste jeg ikke, så jeg slyngede bare noget tilfældigt ud.

- Hvis han spø'r en anden gang, så sig, at det er enogfirs.

Siden var det gået galt med Janus' udeskole, og han var flyttet op på deres afdeling. Det havde ført til lidt af en scene mellem Paul og Ejner. Paul vidste jo godt, hvad Janus var for en. Men indimellem kunne han også være flink. Så Paul syntes, han fortjente at få en chance. Det var Ejner blevet rasende jaloux over, og havde tilsidst afgjort diskussionen med et bogstavelig talt hårdtslående argument.

Men Janus var flyttet ind på deres afdeling, trods næsten enstemmige protester fra de øvrige elever, og alt det andet var begyndt …

Paul var stadig ikke specielt stærk i sine tabeller. Men at ni gange ni er enogfirs, var en af dem, han altid kunne huske. Det var værre med syv gange otte. Den havde det med at smutte. Paul repeterede dagligt for sig selv. Seksoghalvtreds, seksoghalvtreds, seksoghalvtreds ...

Paul kastede et blik ned i regnebogen. Nej, jeg gider sgu ikke. Hils matematiklæreren og sig, at han kan rende mig i røven.

Ejner! Ejner havde været hans ven. De havde haft så meget sammen. Alle de ting, der betød så meget for Paul. Ville Ejner slet ikke vide af det?

Rottegift kaldtes de stærke bolcher, som slikmutter havde. De kostede kun fem øre stykket. De var vældig populære.

Ejner og Paul havde begge en femøre, så da de kom forbi slikmutter købte de sig hver et stykke rottegift.

Mens de slikkede på deres bolcher og forsøgte at lade være at skære grimasser, selvom den stærke smag skar og bed hele vejen fra tungespidsen og langt ned i halsen, talte de om det sjove navn, at det egentlig var mærkeligt, at det hed sådan. Det var allerede en oplevelse i sig selv at gå ind og bede om rottegift. At det virkelig hed sådan, ikke bare var noget, det blev kaldt. Det var det, man sagde i forretningen. Måske var der også rigtig rottegift i. En ganske lille smule. Så lidt at det ikke var farligt.

Det havde været gode tider. Vist havde de også haft deres sammenstød. Mange!

Det var aldrig let at være ven og legekammerat med Ejner og at holde så meget af ham. Paul tilbad og forgudede Ejner, men var samtidig en stor del af tiden lige ved at hade ham. I hvert fald var han ulykkelig over, at Ejner på alle områder var så meget bedre, og at han altid stod som den mislykkede, der kom halsende bagefter og satte alt det fantastiske ved Ejner i relief. Et underspillet hverdagdrama med sangen om "Lykkelige Jim" som underlægningsmusik.

Mange år senere, da Paul i mellemtiden havde fået en belastende hybelværtinde og en næsten lige så belastende nabo, så han en film om en genial komponist og en talentløs kollega, der hele sit liv var misundelig på geniet. Alle andre, der så filmen, syntes, at den misundelige var utrolig ond. Paul syntes lige modsat, at geniet var grov, hånlig, hoverende og hensynsløs. I scene efter scene følte Paul den talentløses ydmygelse og mindreværd. At aldrig kunne gøre noget godt nok, at altid være ringere, alt imens man har det fuldkomne springende rundt lige for øjnene af sig ... Åh, jo - Paul kendte følelsen og kunne mærke det helt ind til marven af sin sjæl. Paul havde oplevet hvert sekund af den film i sit eget liv. 

  … Også den misundeliges udfald imod det forhadte idol, alt det, der fik andre til at opleve ham som djævelsk. 

Paul kunne ikke fordømme disse ting, uden at det ville have været rent hykleri. For han havde selv gjort lignende ting.

Som nu dengang hvor Ejner havde lavet et flot rygmærke i papir til at sætte på sin jakke. Det havde ligget fremme på værelset. Paul havde gemt det inde i sit skab. Senere var Paul rendt på Ejner midt i en leg, hvor han havde et rygmærke på. Et nyt, han havde lavet, næsten mage til.

- Prøv at se, hvordan det sidder. Ser det ikke sejt ud?

- Jo. Det er rigtig smart. Men er det ikke et andet et? Jeg synes farverne er lidt anderledes.

- Jeg kunne ikke finde det første, jeg havde lavet, så jeg malede et nyt.

Hvor lusket. "Er det ikke et andet et?" Et ufint dobbeltspil. Men Paul kendte sine egne bevæggrunde. Ikke at han ville undskylde det eller hævde, at det var rigtig gjort. Men det havde en årsag. Det forhånede og i sit inderste sårede menneske drives til sådanne små og større lumpenheder.

Det var jo i grunden ikke andet end den slags, den misundelige i filmen fandt på for at hævne sin krænkelse. Princippet var det samme. Det var bare udført i lidt større format. Det samme hverdagsdrama blæst op i wide screen og tilsat udødelig underlægningsmusik.

***

De holdt en kort pause omkring midtvejs i filmen. De andre var allerede gået ud af lokalet og ned for at hente kaffe. Paul måtte lige synke det, han havde set.

 - Hold kæft hvor er han strid, sagde Paul dirrende af undertrykt harme, idet han rejste sig.

 - Nårh, ham den gamle, mener du? spurgte den flinke dramalærer.

 - Nej! Mozart sgu da. Den måde han hele tiden dykker ham og gør nar. Og så den åndssvage latter.

Paul tog en dyb indånding og fortsatte mere roligt:

 - Jeg havde også en kammerat som barn, der var god til alle de ting, jeg gerne ville være god til, og jeg hadede ham simpelthen.

 - Ja. Det er godt set, sagde den flinke dramalærer med et lille smil.

Da de satte forestilling op, fik Paul en rolle, ingen andre på holdet ville have, men som han befandt sig fint med og fik en del ud af.

***

Men det var altsammen meget senere. Den film var slet ikke lavet endnu, da den 12 årige Paul sad og var ked af det. 

Midt i en endeløs strøm af billeder dukkede også det med rygmærket op. Paul huskede, at Ejner havde været sammen med nogle af de andre. Paul var ikke med i den leg. Ejner var bare standset op for at vise ham sit rygmærke.

Mærker betød meget. De viste altid hinanden den slags. Både klistermærker, udtænkte symboler, de hver især havde tegnet, ting de havde set i film og tegneserier. Eller bare nogle forretningers logoer, som de havde syntes var smarte. 

De havde keramik den eftermiddag.

Paul gad ikke. Men der var ingen vej udenom. Han skulle lave et eller andet. I protest gav han sig til at lave tissemænd af leret.

- Se! sagde Paul. Når leret bliver tørt, er det ligesom en, der er rigtig stiv.

- Det ligner din, hævdede Ejner grinende.

Det syntes Paul egentlig ikke. Men hvis Ejner mente det, tænkte Paul …

- Jamen så skal der også være sådan en.

Paul ridsede et y-agtigt mønster ind i leret, der skulle forestille blodårene. Det var Pauls særlige kendetegn. Sådan en havde han lige midt på.

- Årh, hvor er du dum, fnisede Ejner og kiggede væk.

Paul havde jo bare føjet ham. Havde han været for fjollet? Var det for meget? Han vidste det ikke. Åbenbart syntes Ejner ikke, at det var særlig interessant. Men Paul var blevet lidt grebet af det. Hvad der var begyndt som en provokation, var nu blevet et projekt. Det kunne være lidt sjovt at få den brændt og glaseret. Selvfølgelig også fjollet. Men bare for sjov.

Paul kunne huske, at det havde undret ham, at Ejner syntes, det lignede Pauls. Det havde han ikke selv syntes. Men i hvert fald havde det ikke lignet Ejners. Det ville Paul slet ikke have kunnet lave. Det var den alt for speciel til.

De stod og klædte sig af. Tilfældet ville, at Ejners var en anelse mere end hans standard middelslasker, mens Pauls omvendt var lidt mindre end ellers. De var derfor nogenlunde lige store. Også på anden vis - måden de sad på, formen og farven - mindede de rigtig meget om hinanden.

- De er næsten helt ens, udbrød Paul

- Nej, svarede Ejner. Min ligner mere en rigtig diller.

Paul kiggede en gang mere. Han kunne godt se det. Ejners var meget mere rigtig end hans egen.

Sådan havde det altid været. Helt tilbage fra begyndelsen. Alt ved Ejner var rigtigt. Paul var forkert, og det vidste han godt. Det var jo derfor, han beundrede Ejner.

Ejner vædede vaskekluden og klaskede den mod sin brystkasse, så strimer af små, fine dråber løb ned over hans krop. Paul stod ved siden af og betragtede det fuldendt skønne legeme med dets klare, rene linier, hvor alt var afstemt i perfekt balance. De lange, slanke ben, der harmonisk blev forlænget i den velproportionerede overkrop på vejen op imod det smukke ansigt med de næsten feminine træk præget af den bløde mund og de lange øjenvipper.

Selv forholdet mellem Ejners højde og håndvaskens placering passede, så Ejner kunne lægge sin perfekt udformede tisemand op i vasken, hvor den hvilede på kanten, som en udstillet demonstration af absolut fysiognomisk ynde. Også den passede naturligvis fuldstændig til alt det andet. Det var Ejners diller og kunne ikke være anderledes.

Paul stod ved den anden vask. Men han kunne ikke nå derop. Vaskens kant befandt sig i højde med hans navle, mens hans tissemand hang som en stor, uformelig misdannelse mellem hans små, knudrede ben. 

Det var jo ikke bare det med hans tissemand, eller at han kunne nå op til vasken. Ejner var god til alle mulige ting. Han kunne løbe stærkt, kaste langt med sten, kravle op i træerne, spille fodbold. Alle de ting, Paul ikke kunne finde ud af.

Det ændrede sig ikke. Heller ikke efterhånden som Paul voksede sig højere, så han også kunne nå op til vasken. Det vejede ikke rigtig i det regnskab. Ejner var jo så meget bedre til alting.

Dertil kom, at Ejner var så usædvanlig smuk. Det var jo også derfor, at det altid var ham, der spillede pigerollerne i deres lege. Selvfølgelig også fordi, Ejer gerne ville have været en pige. Ind imellem påstod han, at han var, og at han bare havde fået en gummitissemand klistret på.

Det var selvfølgelig ikke rigtigt. Både Paul og Ejner selv vidste godt, at han var en dreng. Da det nu ikke kunne være andet, affandt han sig med det og var mere dreng end de fleste. Han kunne alle de ting, en dreng skal kunne, og når han engang blev voksen, ville han være lastbilchauffør.

Undtagen altså når der var en pigerolle i en leg. Så var det automatisk Ejners. Engang havde de mellem noget gammelt tøj fundet en hvid kjole. Ejner havde taget den på, og så havde de leget brudepar. Ejner havde smurt en masse læbestift på, og så snart de var blevet viet, havde han kysset det meste af det ud i ansigtet på Paul. 

De store drenge grinte og kaldte dem bøsser, da de stod og kyssede hinanden. Men det var bare fordi, at de ikke havde forstået noget af det hele. Ejner var jo en pige i legen.

I mange af deres lege havde banditter kidnappet en pige og forsøgt at voldtage hende. Det slap de nu ikke så heldigt fra. Ejner havde nemlig fundet på, at hun havde et faldgitter med skarp underkant indopereret. Så når banditerne trængte ind, fik de dyret kappet. I løbet af de endeløse voldtægtsscener havde Paul fået mindst 100 tissemænd hugget af.

Paul kunne ikke lade være med at smile. Det var nogle lidt sære lege, de havde leget. Men det havde været sjovt. Det var selvfølgelig mest i de tidlige dage. Tingene ændrede sig lidt med tiden. Især efter at Ejner kom ned på den anden afdeling. Men ind imellem havde de stadig leget.

Engang havde de leget en cowboyleg og var blevet frygteligt uvenner over det. Paul havde kastet en revolver efter Ejner, der havde dukket sig. Den var forsvundet mellem en masse brændenælder. Det var Ejners, som Paul havde lånt til legen. Paul erstattede den. Så var de gode venner igen. Så bare ikke hinanden så tit.

Men der havde stadig hersket en vis fortrolighed imellem dem.

En aften var Paul nede på den anden afdeling til et arrangement, hvor de fik nogle ark med tekster til sange. Paul sad ved siden af Ejner, der lavede små tegninger på sine papirer, og tillige ville have en taleboble.

- Staves hjælp ikke h-j-e-l-p? spurgte han hviskende.

- Nej, hviskede Paul tilbage. Æ ikke e.

- Sådan her?

- Ja!

Ejner var ellers ikke den, der stillede sine svagheder til skue.

Kort før Ejner rejste, havde de leget en af de lege med Ejners faste pigerolle, hvor hun blev slået ned og taget til fange af banditter. Det var sidste forår. Foråret op til den frygtelige sommer, hvor det hele gik galt.

Der var sket meget i det år, som var gået. Gad vide, hvordan det havde været for Ejner at flytte hjem og begynde på en masse nyt? For Paul havde det været et mærkeligt år. Men også spændende og fuld af mange nye ting. Gode ting. F. eks. var han jo kommet i udeskole og gik til lektielæsning om eftermiddagen. Paul var glad for sin skole. Bare ikke lektierne. Dem kunne han godt have undværet. Men han var blevet så stor nu, at han gik i udeskole. Det var en helt fantastisk ting.

Men noget var ikke som før. Noget var gået tabt og forsvundet. Indeni Paul var der en masse rod, han ikke kunne finde ud af. Lige nu kunne han slet ikke finde ud af noget som helst. Ikke andet end at han var meget, meget ked af det. Stykkerne i regnebogen var helt umulige at komme videre med.

En bid af hans liv var ved at glide fra ham. Forbindelsen afbrudt. Det havde ikke rigtig noget med tissemænd og skarpe faldgitre at gøre. Men et eller andet var blevet kappet af.

Det mindede lidt om, når Ejner havde givet Paul en mavepuster. Ejner kunne slå til, så man røg omkuld og sad og hev efter vejret. Nu var Ejner langt, langt væk, men havde alligevel uddelt endnu en mavepuster. Den hårdeste af dem alle.

Paul pakkede bøgerne sammen. Det var alligevel håbløst.

 - Nå, kom du igennem hele rækken? spurgte Norman.

 - Ja, det var ikke særlig svært, løg Paul med et tilkæmpet smil.

Nede på afdelingen satte Paul sig på sit værelse med sin sørgedag. En af de helt store. Paul var tit ked af det. Men det her var noget andet. Ikke bare den almindelige smerte. Hele hans overkrop var fuld af sort mørke. Det gjorde ondt allevegne. Det var slet ikke til at holde ud.

Hvorfor hadede Ejner ham? Hvorfor denne fjendtlighed? Hvad havde han gjort? Var det det med Vibeke? Det havde Ejner vist aldrig tilgivet. Men der havde jo slet ikke været noget at tilgive. Det var bare noget løgn, nogen havde sagt.

Det var søndag aften. Paul havde været på weekend, og havde fået sine Beatlesplader med. Ejner havde været der i weekenden. Det havde Vibeke og Beatrice også. Vist kun de tre.

- Jeg har mine Beatlesplader med, fortalte Paul.

- Også den med den der se lov to ja ja ja.

- Ja! Skal vi gå ned til mig og høre den?

Den var alle med på.

De fire børn sad og lyttede til de gamle sange fra en anden tid. De lød stadig friske og medrivende.

Paul var vild med Beatles. De andre kunne godt lide nogle bestemte af sangene. Ejner var især glad for "Yellow Submarine". Den kunne paul også rigtig godt lide. Pigerne var gået ned i den anden ende, da den kom. Paul skulle på toilettet. Han skyndte sig for at nå at høre det sidste af sangen.

- Har mellemspillet været der?

-Ja. Det med trompeterne.

- Øv. Det kan jeg så godt lide.

- Du kan jo bare høre den igen. Jeg tror jeg går ned og snakker lidt med den smukke.

- Øh, den smukke?

- Mig og Vibeke er blevet kærester her i weekenden.

- O.k. Tillykke.

- Jeg tror, jeg går derned.

- O.k. Jeg vil lige høre lidt mere.

Det havde været en god aften, huskede Paul. Rar stemning. Også lidt senere, da han var kommet ned til de andre. Ejner og Vibeke havde siddet ved siden af hinanden, og Paul havde sendt Ejner et hemmeligt, medvidende smil. Det var helt fint altsammen.

Men alting blev anderledes et par uger senere. Paul snakkede og legede ind imellem med Vibeke. De var bare kammerater. Men en eller anden havde fortalt Ejner noget andet. 

Fire-fem stykker af de andre drenge kom hen til Paul.

- Vi skal lige snakke med dig.

- Om hvad?

- Det får du at høre. Kom med herind.

Inde i lokalet stod der endnu flere. Ejner stod lidt for sig selv ovre i et hjørne. Han så sur og sammenbidt ud.

- Vi ved altså godt det hele, lagde en ud.

- Om hvad?

- Med dig og Vibeke. At du har ligget og bollet med hende. Det er altså Ejners kæreste, at du ved det.

- A hvad?

Paul var fuldstædig paf. Troede de virkelig det? Det var jo utænkeligt. Bare at kysse Vibeke var noget uendelig fjernt, der forekom Paul helt uopnåeligt, og da især når hun var kæreste med Ejner. Ophavsmanden til historien var derimod ikke svær at gætte. Det var garanteret noget, Janus havde fundet på. Det var jo den slags, han altid gik og sagde.

- Det nytter ikke noget, at du spiller uskyldig. Vi ved det hele.

Paul anede ikke, hvad han skulle svare.

- Nu går vi andre udenfor, så kan du og Ejner snakke om det.

De gik ud. Der blev stille i rummet. Åbenbart ville ingen tro ham. Så ville Ejner nok heller ikke.

- Er du meget vred på mig?

- Næh, det ved jeg som ikke. Men hvis du bliver gift med Vibeke, når i bliver voksne, så kommer jeg og maser jer med min lastbil. Lige meget hvilken bil i får, så kan en stor lastbil sagtens trykke den flad. Så ved du det. 

Tiden gik. De var blevet gode venner igen. De havde leget mange lege. Men hvergang talen faldt på Vibeke, blev Ejner sur og utilnærmelig. Det var altid det samme. Han ville komme og kvase dem med sin lastbil.

- Ja, ja. Det er jo kun, HVIS vi bliver gift.

- Det gør i garanteret også!

- Det kan du da ikke vide.

- Jo. Det er jeg sikker på.

- Måske kører vi ikke i bil.

- Nå. Hvad så? Cykler? Tror du ikke, jeg kan ramme jer på cykelstien?

Ejner havde aldrig villet tro på, at der slet ikke var sket noget. Paul havde jo heller ikke modsagt historien, men ligesom bare leget med. Hvorfor havde han ikke sagt det dengang, da de var alene sammen i lokalet? Hvorfor havde han ikke fortalt ham, at det ikke passede? Havde han bare taget det som om, det var en af deres lege? Det mindede jo virkelig. Eller havde han været en lille smule stolt over, at nogen kunne tro, han havde fået fat på Vibeke? Det ville jo virkelig have været helt utroligt. En ordentlig fjer i hatten. For godt til at være sandt. Det var jo netop dét, det var. Ikke sandt. Men Paul havde vist ladet sig rive lidt med af tanken. Eller også havde han bare overhovedet ikke vidst, hvad han skulle sige og gøre. Den situation var kommet helt bag på ham, og så var det lettere at lege med end at prøve at forklare.

Måske netop fordi, det lignede mange af deres lege, faldt det så naturligt at bare gå ind i rollen, lade som om, der virkelig var sket noget. Men i deres lege havde de som regel kunnet finde en løsning på tingene.

De var oppe på Lizettes ødegård i Sverige. Det var et ret stort hus. Efter at alle havde fået tildelt et sted at sove, var der stadig en del ubrugt plads. Det var mest køkkenet og den store stue, der blev brugt.

Ejner og Paul fandt et lille afsides rum, hvor de kunne være for sig selv.

Tænk hvis de havde været helt alene i en hytte langt væk fra alting. Endnu mere end her. Nordpolen f. eks.

Måske havde de en særlig opgave. Var agenter udsendt for at opspore en stor hemmelighed. Men så havde de heldigvis deres dejlige hytte.

Ind imellem måtte de ud. Ud for at hugge brænde og skaffe føde. Tillige for at spejde, om der var noget at finde i nærheden. De skiftedes, således at der altid var mindst en af dem hjemme og kunne passe på deres hytte, deres kort og optegnelser. Det måtte ikke falde i forkerte hænder.

De fjendtlige agenter var formodentlig også på sporet. Men de to venner var længere fremme. De havde fundet det rigtige spor. Det så ikke ud til, at der var nogen fjender i landskabet.

De havde fået hugget godt med brænde og nedlagt et par større dyr, så nu var der ikke så meget at gå ud efter. De begyndte at indrette sig bedre i hytten. Fandt ud af, hvordan man kunne gøre den rigtig rar og hyggelig.

Det blev pænt.

Nu var alting godt.

Men så lige pludselig tog den ene af agenterne en pistol frem og truede den anden. Hvad i al verden foregik der. Han fik samlet alle de mest værdifulde og vigtige ting sammen, og stadig pegende på den anden med pistolen, begav han sig afsted med et ondskabsfuldt smil.

Hvad nu?

Ejner kom ind ad døren igen.

- Hvorfor gjorde du sådan? Spurgte Paul

- Ej, skal vi ikke bare sige, at det var en falsk en, der havde taget en maske på?

- Jo, det kan vi godt. Så har den rigtige altså været ude hele tiden.

- Ja. Men så kommer han hjem om lidt.

- Men det ved jeg jo ikke. Så jeg tror først, det er den samme.

- Ja, men så finder de ud af det.

- Ja, og så skal de bekæmpe den falske.

Ejner gik atter ud og kom ind igen.

- Hej.

- Hvad var det, du gjorde?

- Hvad?

- Hvorfor truede du mig?

- Hvad taler du om. Jeg har lige fanget den her?

- Har du slet ikke været her før nu?

- Nej.

- Så er der en, der ligner dig, en dobbeltgænger. Han truede mig med en pistol og er stukket af med alle vores ting.

- I har da ellers fået lavet det pænt her.

- Ja. Det vi gik og hyggede os med det. Så lige pludselig blev han mærkelig. Jeg troede jo, at det var dig.

- Det var det altså ikke.

- Nej. Jeg tror dig. Men så må vi altså passe på, når han kommer igen. Vi må narre ham og få ham bekæmpet.

- Hvordan skal vi gøre?

- Måske kan han klæde sig ud som os begge to. Hvis jeg nu prøver at gå ud, men vi så aftaler et signal, så prøv signalet, når jeg kommer ind igen.

Med aftalte signaler og andre smarte tricks lykkedes det til sidst at lokke den falske i en fælde, hvor de fik ham bekæmpet.

Paul lå som det fjendtlige lig, og Ejner rev masken af.

Hvem er det? spurgte Ejner.

- Hitlers datter.

Paul vidste ikke, hvorfor han sagde det. Det faldt ham bare ind. Ejner godtog svaret uden invendinger. Det onde var bekæmpet.  

Det havde altid været sværere i virkeligheden. Her lod tingene sig ikke altid bare løse. Især ikke, hvis der kom noget alvorligere imellem dem. Det med Vibeke var nok det mest alvorlige, der nogensinde var kommet imellem dem.

Men alligevel. De havde jo leget sammen ganske kort før Ejner flyttede, og det hele havde været næsten som i gamle dage. Hvorfor gik Ejner rundt og var så vred på ham?

De havde også haft hytte sammen nede på byggelegepladsen. Ejner, Sune og ham. De tre. Sune og Paul havde så haft den, efter at Ejner flyttede. Men alle forsvandt. Nu var Paul alene med den, og de voksne ville lave om på det hele, lave byggelegeplads et andet sted, så måske kunne Paul slet ikke få lov at beholde sin hytte.

Det havde han også gået og været ked af i nogen tid. Det og så en masse andre ting. Men det her var værre. Ejners vrede og had, som han ikke forstod. De var jo skiltes som fine venner.

Ejner vidste jo heller ikke noget om alle de ting, der siden var sket. Han var flyttet, da Frida kom tilbage fra sin barselsorlov, og det hele skred ud ...

De havde allesammen grinet og syntes, at det var en sjov idé at udstyre de actionmænd med store pikke. Først var det bare med fingrene. Men så kom den ægte vare frem.

Birger sad på en seng lige overfor Paul. Mens Paul stod og kiggede ned på Birger, der lænede sig lidt tilbage, kom Birgers lem ud mellem actionmandens ben.

Pauls første indtryk var, at den lignede hans egen på en prik. Det var først da han fulgte trop og forsynede en anden actiomand med familiestolthed, at han kunne se, hvor meget større han var end Birger, der med Pauls dillerbasse svævende over sit hoved brød ud i et gisp.

  - Er du gal. Den er ligeså stor som Arnes. 

Var den virkelig det?

Birger havde tilsyneladende kun bemærket størrelsen. Ikke slægtskabet. Lige så stor som Arnes? - Måske. Men den lignede Birgers mere. Form, farve, de forholdsmæssige proportioner - mellem længde og tykkelse, mellem hoved og skaft - det hele. 

Der syntes at ligge et skjult "øv" under Birgers imponerede udbrud, som havde han regnet med at skulle imponere Paul. Lade sit pragteksemplar fremstå som ekstra imponerende ved at blive betragtet side om side en ganske lille en. Nu syntes han i stedet blive lidt forlegen, trak stritværket til sig og lukkede bukserne.

Men Birger havde tøvet et ganske kort øjeblik, og Paul havde nået at se, at selv det Y-agtige mønster af blodårer, der dannede et mærke midt på oversiden af skaftet, var magen til det på hans egen. Nu var den væk. Gemt inde i Birgers bukser. Paul ville gerne have kigget mere på den.

Kapitel 13

 - Far skal have sin pistol.

Beatrice strakte hånden bydende ud for at modtage våbnet. Paul så det fra børnehavens legehus. Solen glitrede i hendes lyse hår. Hun var den allerpæneste af alle pigerne. Og den sødeste. Ingen anden var så smuk og god som Beatrice. Hun lignede en prinsesse i et eventyr, og ind imellem, når solen faldt på en bestemt måde, virkede det næsten som om, at hun lyste.

Paul var en lykkelig mand! Eller ville i hvert fald blive det, når han engang blev stor. Så skulle de giftes. Det havde de aftalt. De andre havde også sunget "Paul og Beatrice er forlovet/kysser hinanden i toget."

Der var ingen af de andre drenge, der havde en kæreste. Paul havde. Oven i købet den dejligste af alle pigerne. Det var næsten som at være konge og dronning.

Det var også derfor, at de nu var far og mor til nogle af de andre børn og boede i legehuset. Der lurede mange farer derude. En truede og ond verden. Men familien i legehuset kunne føle sig trygge. Fatter Paul og mutter Beatrice passede godt på deres børn.

Skønt det var tidligt på formiddagen, var natten ikke desto mindre ved at sænke sig, og sammen med den ville alle farerne komme. Forbryderne og ulvene. Det var derfor, det var så vigtigt, at far fik sin pistol. Da familien gik til ro, lå far vågen og vagtsom. Holdt øje med om nogen nærmede sig.

Da det blev rigtig aften, lå Paul også vågen i sin seng. Lyset fra entreen skinnede ind på maleriet på væggen. Det forestillede et hus om aftenen. Det kunne godt ligne legehuset ovre i børnehave en lille smule. Der var også noget på billedet, som lignede ulve, der var ved at løbe op til huset. De så ud til at have vældig fart på. Alligevel kom de aldrig videre end til det samme sted. Paul lå hver aften og ventede på, hvad der ville ske, når de nåede op til huset. Havde hans far mon et våben, hvis de pludselig væltede ind i entreen?

Far plejede altid at passe godt på, at alt var i orden. Så han kunne sikkert også ordne de ulve. Forøvrigt vidste Pauls far en masse om ulve. Han havde fortalt Paul historier om en dreng, der voksede op mellem ulve. Så hvis de kom, ville hans far helt sikkert vide, hvad der skulle gøres.

Paul vendte sig lidt uroligt i sengen. Hans fod støtte mod et eller andet. Hvad kunne det mon være? Måske noget rigtig spændende. Noget helt fantastisk. Paul fik greb om tingesten med tæerne og hev den op til sig. Så snart han havde den i hånden, kunne han mærke, at det var en legoklods. Øv! Ikke andet. Det var meget mere spændende, da han ikke vidste, hvad det var.

Det havde Paul tit prøvet. Det virkede altid meget mere spændende, før han fandt ud af, hvad det var. Det var altid bare sådan noget. En legoklods, en blyant, en af hans figurer. Men når han mærkede, at der lå noget nede i benenden, føltes det altid som noget specielt. Han kunne ikk mærke med tæerne, hvad det var, og hvergang håbede han på, at det var noget ganske, ganske særligt.

Paul kiggede igen på billedet. Ulvene havde ikke flyttet sig. Mærkeligt at de blev på samme sted, når de løb så stærkt. Billedet begyndte langsomt at flyde ud i en tåge. Da Paul kiggede op igen, var det morgen. Det var dejligt at ligge og gasse sig.

Der skete et eller andet mærkeligt med sengen i løbet af natten. Paul havde tit undret sig over det. Om aftenen var den ikke så rar at skulle i. Det kunne være svært at finde en måde, hvor man lå godt. Nogle gange kløede og kradsede det alle mullige steder. Andre gange blev det for varmt. Især hovedpuden. Så måtte Paul vende den hele tiden og få den svale side opad. Men nogle gange nåede den ikke at køle af og blev varm på begge sider. Det skete også, at han kom til at savle på den. Eller der kunne stikke en fjer ud, som var generende. Alting var så besværligt. Det hele virkede kantet og uvenligt.

Men om morgenen var sengen blød og rar. Den var varm på den rigtige måde og god at ligge i. Det var ikke svært at finde en stilling. Sengen nuslede sig på plads om kroppen og alting føltes som kærtegn.

Solen skinnede allerede udenfor vinduet. Det ville blive en varm dag. Paul glædede sig til at komme over i børnehaven og lege med Beatrice. De kunne sidde på gyngerne og have det rigtig rart i solskinnet. De måtte skynde sig at komme først, så ikke nogle af de andre tog dem.

Men der kom nogle andre først. Nogle, der var lidt ældre end Paul og Beatrice. De skulle snart begynde i skole. De var ikke altid særlig rare. Nogle gange drillede de. Det var nogle af de allerværste, der havde taget gyngerne. De grove, der altid var lede.

 - Pas på! Det er de store drenge. Dem kan du ikke slås med.

 - Jo. Jeg ordner dem. For dig, Beatrice, så vi kan gynge.

  - Nej, Paul. Skal vi ikke gå ind og tegne i stedet for. De store drenge er slemme.

Beatrice var lys, smuk og god. Så det gjorde ikke så meget det med gyngerne. Når bare de var sammen. De fulgtes ind i et af rummene. Nogle andre børn sad og tegnede. Men der var stadig plads. Paul og Beatrice satte sig ved siden af hinanden, næsten oppe for enden af bordet. For bordenden sad Ragna. Hun var alt det modsatte af Beatrice: mørk, grim og dum.

Paul tog et stykke papir og nogle af tusserne. Masser af farver.

 - Du må ikke trykke så hårdt, vrængede Ragna. Du må heller ikke farve dem oven i hinanden.

Hun skræppede op. Paul kunne slet ikke opfange ordene. Bare se det hæslige, fortrukne fjæs og munden, der bevægede sig og blev ved og ved at spy en masse ud. En lydstrimmel af hakket spinat.

 - Hold kæft, din dumme tøs.

 - Nej, for det er rigtigt Det må du ikke, og jeg siger det til frøkenen.

Paul tog en tus og begyndte at sværte det lille, grimme ansigt til. Ragna skar en grimasse, som hun ikke blev kønnere af. Men det fik hende da i det mindste til at holde kæft. Paul skulle lige til at tage en anden tus og også give hende en tur med den, da Beatrice lagde hånden på hans arm.

Alle de andre piger flokkedes omkring Ragna, og syntes, at det var synd for hende. Men ikke Beatrice. Hun sad bare stille ved siden af Paul. De var begge lidt kede af det, der var sket. Men de var stadig sammen.

 - Kom, hviskede Beatrice. Måske er gyngerne fri nu.

De gik udenfor igen. Gyngerne var ganske rigtigt ledige. Solen glitrede i Beatrices hår og hun lyste af et blødt, glødende skær. Paul glemte at være sur. De gyngede og sang. Alle de sange, de havde hørt i radioen. Den med Sofie, der smider tøjet, og den med de fulde pindsvin. Det endte alligevel med at blive en god dag.

Næste dag var det lørdag. Men Beatrice boede ligeoverfor, så de kunne sagtens lege sammen. De var ikke så meget for pistoler ovre i børnehaven. Her den anden dag havde de bare ladet som om, de havde en. Men Paul havde mange fine legetøjspistoler, som han viste Beatrice.

 - Hænderne op eller bukserne ned.

Beatrice trak sine strømpebukser ned, og hendes lille, hvide numse lyste i genkæret fra solen. Bare et øjeblik. Så trak hun dem op igen.

 - Synes du ikke det er sjovere end at række hænderne op, spurgte hun Pauls mor.

 - Jeg vil nu hellere række hånderne op. Kan i ikke gå ned i gården i stedet for at hænge heroppe?

De kurede ned af gelænderet på trappen. Det gjorde de flere gange. Viceværten kom ind i opgangen og var sur. Det var han altid. Så gik de over til Beatrice. Hendes mor var venlig og gav dem lov at være der. Bare de ikke legede "hænderne op eller bukserne ned". Så tegnede de i stedet for. Lidt senere gik de ned på gaden, og kørte op og ned ad fortovet på deres trehjulede cykler, mens de snakkede om, når de blev voksne og gift, og kunne gøre som de ville, uden at nogen kom og var sure. Det var nogle gange lidt svært, når der ikke var nogen legeplads. Hverken gynger, vippe eller noget. Bare sure voksne. Hvad skulle man så finde på? Men Beatrice smilede til Paul, og så var alt andet lige meget.

Søndag var Pauls mormor på besøg. Så da Beatrice kom og ringede på, og spurgte, om de skulle lege, blev Paul nød til at sige nej. Han fortalte Beatrice, at hans mormor var på besøg. Det kunne hun godt forstå.

 - Så ses vi bare i morgen, sagde hun smilende.

Paul kunne høre den susende lyd inde i lejligheden, da hu kurrede ned ad gelænderet.

 - Det er sjovt, at de gør sådan, sagde Pauls mormor, der også havde bemærket lyden.

Næste dag var en dejlig dag. Det var de næste også. Men pludselig var det sommerferie, og Paul skulle afsted med sine forældre ud på landet. Det var også sjovt. Men ind imellem savnede han Beatrice. Nogle gange, når han kedede sig, tænkte han på, hvor godt det skulle blive at komme tilbage og lege med hende. Han havde også en masse at fortælle hende om det sted, han havde været på sommerferie. Hvor mon hun havde været på sommerferie? Var hun også på landet?

Der var så stort ude på landet. Det var ikke som hjemme, hvor man bare lige skulle over gaden. Derfor kunne Beatrice sagtens også være et sted på landet, selvom det var for langt væk til, at de kunne lege sammen.

Selvom Paul godt kunne lide at være på landet, var han egentlig glad, da de skulle hjem igen. Det var stegende varmt i bilen og katten kom med lange klagehyl over køreturen, der bare blev ved og ved. Men lige som Paul begyndte at tænke, at de nok aldrig kom hjem, begyndte han at kunne genkende gaderne. Så var de næsten hjemme.

Paul kunne næsten ikke vente. Men kat og kufferter skulle først op i lejligheden. Omsider slap han fri, kurrede ned ad gelænderet og for over gaden. Op af trappen.

     Han kunne se, at der var noget galt.

     Lige med det samme!

     Skiltet på døren så anderledes ud.

     Det hang heller ikke helt det samme sted.

     Lige ved siden af det nye skilt kunne man se skruemærkerne fra det gamle.

     Måske tog han fejl.

     Paul ringede på døren.

     Ringelyden var også anderledes.

     Det begyndte at gøre ondt indeni.

     Et stort, tungt mørke bredte sig i hans krop.

     Det sugede i maven.

     Halsen snørede sig sammen.

     Brystkassen var fuld af giftig materie.

     Han ringede igen.

     Ringede flere gange.

     Døren forblev lukket.

     Hvor var Beatrice?

Paul stod længe og kiggede på døren. Stirrede ulykkelig og fortabt på denne låste og lukkede afvisning. Det var, som var det mere end en dør. Det var selve porten til alt godt, der var blevet smækket i.

Der var igen Beatrice. Aldrig mere. Hun var væk. Væk for evigt!

Valborg fortalte monotont og opremsende om, hvordan kvinden levede som luder, var sammen med snart den ene, snart den anden mand, gjorde både det ene og det andet.

 - Det er altså rigtig frækt, grinede Birger.

Paul var ikke enig. Han syntes historien var kedelig. Han begyndte at føle sig lidt udenfor. Ville hellere have hørt en anden historie.

 - Min pik bliver helt vildt stiv af det, brød Birger atter ind i Valborgs talestrøm.

Paul kom til at føle sig endnu mere sat af. Sådan virkede historien ikke på ham. Der skete ikke noget dernede. Lige nu kunne han overhovedet ikke mærke den. Det var næsten som om, den slet ikke var der. Var der mon noget galt med ham, siden historien slet ikke virkede på ham? - Eller var Birger bare et taknemmeligt offer?

Paul følte, at Birger og Valborg havde et eller andet. Det var ham, hun fortalte til. Paul kunne jo ikke lide historien. Paul fik ingen stådreng på. Han blev bare ked af det og følte sig uden for.

Mon Birger og Valborg skulle bolle, når de kom hjem?

 - Det er helt sindssygt. Den bliver bare større og større, lød det ovre fra Birger.

Paul følte suget i mellemgulvet. Han kendte godt fornemmelsen. Sådan fik han det ind imellem. Sådan havde han lidt haft det hele tiden. Der havde allerede været noget, da Birger sad på kommoden og fortalte. Nu mærkede Paul den sære uro og sugende fornemmelse brede sig i hele kroppen. Det mindede om at være bange. Lidt som om han sad et sted og gemte sig for noget farligt.

 - Den bliver ved at vokse. Det er det største, den nogensinde har været.

Nu sugede det så meget i Pauls mave, at det ligefrem gjorde ondt.

Det var det også. Den var virkelig stor. Kæmpestor. Gu' var den ej. Det var en fnattet lille strittestump.

 - Prøv at se, opfordrede Birger, og gjorde bulen ekstra tydelig ved at glatte bukserne ud omkring den. Temmelig overflødigt. Paul sad allerede og stirrede på bulen.

Det sugede ad helvede til. Det var slet ikke til at holde ud. Paul ville ud af den bil, eller i det mindste ikke se det, der var inde i den. Bare stirre ud af vinduet. Men hvor surt og afvisende han end resolut kiggede ud af vinduet, trak bulen som en magnet, og få sekunder efter var hans øjne atter klistret til den.

Pauls blik strejfede rent i forbigående hans egne bukser, hvori alt var vissent og dødt. Men hvad nu hvis den blev stiv? Ville hans pik kunne lave en lige så stor bule?

Blikket var atter fæstnet til Birgers store bule. Paul ville ikke se på den. Men han kunne ikke lade være. Følte sig spiddet på den pik som en stanget ål, der ikke kunne slippe væk.

Skrup af helvede til begge to, tænkte Paul indædt. Fis af med jeres åndssvage historie og den der stive pik. Jeg er skide ligeglad, hvor stor den er.

Paul prøvede at kigge ud ad vinduet. Men han kom hele tiden til at kigge over på bulen i Birgers bukser. Det gjorde rigtig, rigtig ondt i maven.

 - Jeg tror, den er sådan her, viste Birger med fingrene.

Kapitel 14

Der var gået et par uger. Laila og Paul havde ikke talt mere om det med Birger. Det var som om, de stiltiende var blevet enige om at glemme det. Tingene fortsatte som før. De løb ned til gyngerne, gik små ture rundt på græsplænen og talte om ligegyldige ting, mens de oplevede alt dette med en indforståetbetydningsfuldhed.

Da Paul havde fødselsdag og skulle blæse lysene på lagkagen ud, var der et, som han ikke fik slukket.

 - Det er Laila! lød det i kor fra de andre elever på afdelingen.

Vibeke grinede til ham og puffede venligt til ham. Indforstået!

Paul smilede. Han havde ikke noget imod, at de sagde sådan. Selvom det ikke var rigtigt. De var jo bare gode venner. Men det var jo lidt noget særligt at have en kæreste, så de andre måtte godt tro det. Også fordi, der var så få piger, at der langt fra var nok til, at alle drengene kunne få en kæreste.

Frida sad og grinede med sin store graviditetsmave og lavede sjov med, at nu skulle hun ikke have mere kage, for så blev hun endnu tykkere.

Det var en god dag. Det fortalte han også Laila næste dag. Men Paul undlod at fortælle hende, hvad de andre havde sagt. Det var ikke noget, Laila skulle blandes ind i. De var jo netop ikke kærester. Dertil kom, at Paul tænkte mere og mere over, om Beatice måske ville være kæreste med ham.

Hun havde det rigtige navn, ligesom hans eneste egentlige kæreste. Den eneste, der virkelig talte og gjaldt. Det var snarere hans forsvundne elskede fra dengang, som det lagkagelys hentydede til. Men den anden Beatrice var bestemt et emne. Hun var også rigtig sød. Det havde Paul altid syntes. De havde snakket en del sammen tidligere, mens de boede på samme afdeling, før hun kom i udeskole. På Pilehushjemmets interne skole havde de begge gået i Lones klasse. De have også begge haft Frida som kontaktperson og været på nogle rare ture sammen de tre.

Men nu hvor Beatrice var på den anden afdeling og gik i udeskole, blev det hele langt mere betydningsfuldt. De talte ikke så tit sammen mere. Hun var længere væk og derfor mere en drømmepige.

Paul havde en ring, som han engang havde trukket i en tyggegummiautomat. Det var det fineste, han nogensinde havde fundet inde i en af de gule plastikkugler, som man aldrig på forhånd vidste, hvad der var i. Som regel var det noget ragelse. Men ringen var fin. Det lignede sølv. Den var stilfuldt elegant udformet, og der var små hjerter hele vejen rundt.

Han havde passet godt på ringen. Gemt den til den helt særlige pige, som fortjente den. Han havde altid forestillet sig, at den rigtige Beatrice skulle have den. Men han havde på det seneste tænkt mere og mere på at give den til den anden Beatrice. Hun var jo både sød, køn og lyshåret og gik i sådan noget pænt tøj.

En eftermiddag gik Paul rundt for sig selv opfyldt af alle forlibthedens kvaler. Indimellem, når noget fyldte for meget inde i Paul, foretrak han at luske rundt nede i buskadserne. Det var en vane, han havde tillagt sig allerede i sin første tid på institutionen, og den havde hængt ved lige siden. På den måde kunne han komme lidt på afstand af det hele.

Men Vibeke, der havde set ham luske rundt, ville ikke lade ham i fred.

 - Hvad er der i vejen?

 - Ikke noget.

 - Du går og ser trist ud.

 - Kan du ikke bare lade mig være i fred.

 - Hold nu op, Paul. Vi er da gamle venner. Fortæl mig, hvad der er i vejen.

 - Det er ikke noget. Jeg vil bare gerne gå og tænke lidt over tingene.

 - Hvad for nogle ting?

 - Hold nu op, Vibeke.

 - Nej. Fortæl mig, hvad det er.

 - Lad mig nu bare være i fred.

 - Nej. Fortæl mig hvad det er.

 - O.k. da. Jeg er altså slet ikke kæreste med Laila. Vi er bare gode venner. Det med kærester er bare noget, i andre tror.

 - Det vidste jeg da godt. Det er jo bare for sjov vi siger det, fordi i altid er sammen.

  - Jamen det er heller ikke det.

 - Hvad er det så?

 - Jeg er forelsket i Beatrice.

 - Nå, ikke andet.

 - Jamen, jeg tror ikke, at hun vil være kæreste med mig.

 - Det vil hun da sikkert gerne.

 - Jamen, jeg ved ikke. Jeg har den her ring, som jeg gerne vil give hende. Prøv at se.

  - Ja, den er flot.

 - Ja ikke. Men jeg ved ikke hvordan, jeg skal få givet den til hende.

 - Det ordner vi da bare. Jeg skal nok hjælpe dig.

 - Hun kommer snart hjem fra skole.

 - Ja. Og så gi'r du hende den.

 - Det kan jeg da ikke bare.

 - Det kan du da. Bare vis hende hvor fin den er, og så sig det er en gave.

 - Jamen den betyder jo, at vi så er kærester.

 - Det siger du bare bagefter.

De to børn blev enige om at lave en prøve. Vibeke spillede Beatrice, som Paul kom hen til.

 - Hej Beatrice. Prøv at se den her fine ring.

 - Ja, den er rigtig pæn.

 - Vil du ha' den?

 - Det vil jeg da gerne.

 - Jamen værsgo'

Vibeke tog imod ringen, lod den glide på fingeren og beundrede sin hånd.

 - Nå, men hej, hej. Jeg går igen.

 - Ja, ja.

Paul gik et stykke væk.

 - Nå. Men nu er vi altså kærester, råbte han på afstand.

 - O.k. skat, svarede Vibeke.

Det gik jo let nok. Bare det ville gå lige så let med Beatrice. Vibeke lovede at hjælpe, og opmuntrede Paul. Ingen grund til bekymring. Det hele skulle nok gå.

Lidt senere så de Beatrice komme trækkende med sin cykel. De gik hen til hende. Hun var ked af det. Så ud som om, hun lige havde grædt.

 - Hej Beatrice, indledte Paul, men gik i stå da han så, hvor trist hun var.

 - Er der sket noget i skolen? tog Vibeke over.

Beatrice nikkede lidt undvigende.

 - Er der nogen, der har drillet dig?

Beatrice nikkede igen.

 - Hvad har de gjort? forsøgte Paul.

Beatrice trak på skuldrene. Paul huskede, hvor glad Beatrice var kommet hjem efter sin første dag i udeskole og havde sagt, at de slet ikke drillede. Åbenbart var det anderledes nu. De var vist rigtig onde ved hende.

 - Det er synd for dig, at de er sådan. Vil du ikke have den her?

Paul holdt ringen frem, så Beatrice kunne se den. Hun afslog og ville ikke tage imod den. Men Vibeke så anderledes på tingene. De havde boet på værelse sammen mens Beatrice, boede oppe på deres afdeling, og Vibeke havde altid været den styrende part. Hun havde stadig en vis magt over sin tidligere værelseskammerat.

 - Prøv at se hvor fin den er med små hjerter. Dn vil du da godt ha', ikke.

 - Hvorfor det? Hvad skal jeg med den?

 - Gå med den, selvfølgelig. Du bliver rigtig fin med den flotte ring.

Lidt tøvende tog Beatrice imod ringen og kiggede lidt på den.

 - Tag den nu på, sagde Vibeke.

Beatrice tog ringen på.

 - Ja, sådan. Se hvor flot det er. Nu er du rigtig smart.

Vibeke havde klaret ærterne. Paul var taknemmelig. Det her havde han aldrig klaret alene. Men nu kom næste led i planen.

 - Vi skal vist ind nu, forsøgte han.

 - Ja. Vi smutter. Du må ha' det. Op med humøret. Nu har du den fine ring.

Paul og Vibeke gik op imod deres afdeling, mens Beatrice trak sin cykel den modsatte vej.

 - Kom så. Sig det nu, hviskede Vibeke og puffede ham i siden.

 - Jeg tør ikke.

 - Jo! Nu!

 - HEY BEATRICE! NU ER VI ALTSÅ KÆRESTER. BARE SÅ DU VED DET.

Beatrice svarede ikke. Ikke noget "O.k. skat". Bare tavshed.

 - Det skal du ikke ta' dig af. Det er jo bare fordi, hun er ked af det.

 - Jamen måske vil hun ikke alligevel.

 - Selvfølgelig vil hun det. Hold nu op med at hænge sådan med skuffen, Paul.

Paul så ikke noget til Beatrice de næste par dage. Men de var vel kærester. Det måtte de være nu, hvor hun havde fået hans ring. Men der var ikke rigtig noget, som var forandret. Han rendte rundt sammen med Laila, som han plejede. Men også Laila havde lagt sine planer ...

 - Jeg har skrevet et kærestebrev til dig, som jeg godt vil give dig, fortalte hun på trediedagen.

 - Jamen, Laila. Vi skal da ikke være kærester.

 - Hvis jeg nu gi'r dig brevet, så kan du svare bagefter.

Paul gik modvilligt ind på det.Laila lod ham i fred, så han kunne læsebrevet og tænke over det. Paul var blevet rigtig ked af det, så snart Laila begyndte at tale om brevet. Sådan var det jo slet ikke. De var rigtig gode venner, og det indtil nu var det hele ået så godt. Hvorfor skulle hun nu til at ødelægge det. Alle de gange, hvor de var blevet drillet med, at de var kærester, havde hun jo selv sagt, at de andre bare var dumme. Han og Laila havde noget helt andet sammen, som kun de forstod. Det havde Paul i hvert fald troet. Men måske forstod Laila i virkeligheden slet ikke noget af det hele.

Gjorde hun ikke?

Paul kom til at tænke på det, Laila havde fortalt om Birger og de ting, der skete nede på hendes afdeling. Noget forkert var kommet ind i det hele. Noget griseri, der ikke var rigtigt. Laila var ved at blive alt det, han havde forsøgt at beskytte hende imod. De var ved at ødelægge hende, og nu var hun begyndt at skrive kærestebreve. Det her var forkert. Noget dumt pjat. De havde jo noget helt andet. De havde ødelagt hende.

Men alle deres snakke. Alle de ting. Hun måtte da være klar over ...

Paul tænkte længe over, hvad han skulle sige til Laila. Efter megen overvejen tog han hende til side, kiggede lige på hende, så han var sikker på, at hun hørte efter. Det gjorde hun ikke altid. Men hun skulle høre og forstå det her.

 - Laila! Vi er jo så gode venner. Det går så godt. Tænk på alle de gange de andre har drillet og sagt, vi var kærester. Der er jo fordi, de ikke forstår det. Vi har noget særligt. Noget helt andet. Det er jo ikke sådan med os.

'Det havde lydt bedre inde i hovedet. Det hang ikke så godt sammen, når det kom ud af munden. Men Laila nikkede og smilede. Åbenbart havde hun forstået det. Paul regnede med, at sagen var i orden.

Så meget desto større var hans chok næste eftermiddag, da Ole kom og fortalte ham, at Laila gik rundt med en ring og sagde, at hun var blevet kæreste med Paul.

 - Bianca siger, at hun er kæreste med mig. De render begge to rundt og fortæller det til alle. Siger de har fået kærester. Det er nogle ringe, de har fået af Beatrice. De er helt fjollede.

Paul var lamslået. Hvordan var det gået til? Han vidste så godt som nogen, at det var en sag for viderekommende at holde noget som helst hemmeligt. Men alligevel. Hvordan havde de to historier - ringen og kærestebrevet - krydset hinanden? Udeskoleafdelingen og nede bagved lå så langt fra hinanden, som noget overhovedet kunne på det begrænsede areal. Eleverne fra de to afdelinger havde ikke noget med hinanden at gøre. Hvorfor snakkede Beatrice overhovedet med de småtøser dernede fra?

Men mere end det. Paul var dybt såret. Han følte sig dobbelt svigtet. Både af Beatrice og Laila. Nu havde han lige dagen før haft den snak med Laila, og så fandt hun på sådan noget dumt pjat. Gik oven i købet rundt og fortalte alle mulige, at de var kærester. Hvorfor ødelagde hun det hele? Det havde været slemt nok det med brevet, men nu var det hele virkelig helt ødelagt.

Og Beatrice ...

Hvordan kunne hun gøre det? Bare give hans ring videre, lade Laila overtage den. Den ring han havde gået så længe og passet på for at give den tl en helt særlig pige. Det var at træde på ham, håne ham.

Et kaos af tanker og følelser piskede rundt inde i Paul, da han fik øje på Laila og Bianca udenfor vinduet. De løb grinende rundt ude på græsplænen. Tog selvfølgelig overhovedet ikke tingene alvorligt, forstod slet ingenting.

Paul for ud af døren. Pigerne fik øje på ham. Laila løb hen og viste sin ham sin hånd. Skyndte sig så at løbe væk igen. Grinende!

Hun havde ringen på!!!

- Laila! Kom herhen!

Det var første gang nogensinde, at Paul talte strengt til hende. I al den forgangne tid havdehan været venlig og blid. Laila så lidt forskrækket ud. Forstod vist, at han var vred. Tøvede. Grinede lidt igen. Men holdt så inde og adlød.

Paul greb fat i hendes hånd. Rev ringen af hendes finger. Unødig voldsomt. Slap hendes hånd igen og gik ind på sin afdeling. Lort, lort, lort!!!

- Du skal ikke være ked af det, sagde Ole. Beatrice har også givet en ring til Bianca, som jeg engang har givet hende.

Ole så nu heller ikke ligefrem munter ud. De kunne hurtigt blive enige om, at Beatrice ikke kunne være det bekendt. Men Ole havde stort set aldrig snakket med Bianca. Der var ikke noget, som var blevet ødelagt imellem dem. Der var heller ingen, som ville tro på, at de var kærester. Men man ville tro det om ham og Laila.

Der gik et stykke tid, hvor Paul og Laila ikke snakkede sammen. Paul undgik hende i frikvartererne, og lod hende lege med andre. Ind imellem kunne han se, at hun var med til nogle fjollede ting. Men sådan var hun åbenbart i virkeligheden. En værre fjantet tøs . Hvor havde han dog taget fejl af hende.

Efter nogen tid skete det dog ind imellem, at de stadig snakkede lidt sammen. Det var ikke som før og ville aldrig kunne blive det igen. Men trods alt syntes Paul alligevel stadig, at Laila var lidt sød. Fjollet, ja. Men også sød. Var det egentlig så slemt, at hun gerne ville være kæreste med ham. På en eller anden måde havde hun jo hele tiden været hans pige. Det var forkert, at hun rendte rundt sammen med nogle af de andre drenge.

Så en dag, hvor Laila var ved at blive trukket op i svævebanen af nogle af de andre, blandede Paul sig. Overtog situationen, og de andre lod ham gøre det. Var det sjovt? Var hun bange? Han skulle nok passe på. Hun skulle bare tage det helt roligt. Det var ikke farligt. Han gav hende et kys og lovede hende at stå og tage imod, når hun kom susende ned. Han fangede hende i fuld fart, standsede liften og gav hende en hel stribe af kys. Laila smilede lyksaligt. De var vist alligevel en lille smule kærester.

Nogle havde åbenbart fortalt det til Pauls lærer, Lone. Han fik skæld ud, da han kom op til time. De havde lige for kort tid siden talt om at sætte sig mål. Både i forhold til at komme igennem bøger i de forskellige fag og i forhold til opførsel. Omkring det sidste havde de talt om, at han skulle være fornuftig og en god kammerat. De havde også talt om, at han skulle lege mere med de andre, i stedet for at gå så meget for sig selv.

Det var jo netop det, han havde gjort. Været med i den svævebaneleg. Ikke holdt sig udenfor det hele, men deltaget. Men det var ikke på nogen god måde, han havde gjort det.

Hvorfor måtte han ikke være glad for Laila?

"Finker og finkeri" kaldte Lone det. Hun indskærpede overfor Paul, hvor gammel han var, og hvordan det forpligtede til en mere moden opførsel. Det var at synke ned med sådan nogle finke-ting som at kysse Laila.

Paul sagde ikke noget. Ikke andet end en lydig ja. Heller ikke selvom han ikke forstod, hvad der var galt i at kysse Laila.

Engang ude på parkeringspladsen havde Paul set gennem vinduet til lærerværelset, at Lone havde kysset sin mand, der også var lærer på skolen. Hvad var mon forskellen? Paul turde ikke spørge.

Han forstod heller ikke helt, hvorfor Laila var en finke. Hvad var forskellen på en finke og en rigtig pige?

Hvis Lone sagde det, var det jo nok rigtigt, selvom Paul ikke helt forstod det.

Egentlig syntes Paul, at Laila var sød.

Selvfølgelig var hun lidt fjollet. Også en smule dum. Hun var jo heller ikke så gammel. Paul syntes ikke, hun var mere dum og fjollet, end han selv havde været i den alder.

Men åbenbart skulle man lade være med at kysse sådan nogle som Laila.

Valborg og Paul havde kendt hinanden længe. Helt tilbage fra dengang Paul flyttede ind. Dengang boede de på afdeling sammen. De havde haft deres ture og slagsmål, men også deres gode og sjove stunder. Ind imellem smugrøg de også lidt sammen. De var stadig fine venner. Også efter at Valborg var flyttet ned på udeskoleafdelingen.

Det var noget andet med Birger. Han var en af de nye fra nede bagved. Hvad værre var: han var en drillepind.

De kendte ham jo ikke rigtigt. Men kors hvor var han irriterende. Han skulle hele tiden sige dumme ting og provokere.

Birger havde været igang på højtryk hele dagen. Nu var det blevt aften. Valborg og Paul var ved at vaske op. Birger dukkede op i køkkendøren.

 - I er et flot par. Den ene er fed og den anden har flapører.

Birger forsvandt lige så hurtigt, som han var kommet. Valborg og Paul vekslede et blik. der var stille lidt.

Birger dukkede op igen.

 - Vasker i op, hva'?

 - Ja, hvad fanden tror du, mand.

 - Det er godt, slaver. Se at blive færdige med opvasken Så kan i ryde op på min værelse bagefter og sutte min pik.

 - Tag nu og hold din kæft, din lille lort.

Væk var han. Ude af døren med et stort grin. Men lidt efter var han der igen.

 - Hey fede og flapøre. Hvorfor er i så længe om at vaske op? Kan i ikke finde ud af det? hva', slaver?

Væk var han igen med et dumt grin.

 - Skal vi banke ham? spurgte Valborg

Paul nikkede. Med sammenbidt beslutsomhed gik de ud af køkkenet, fik hurtigt øje på Birger og løb efter ham. De nåede udenfor huset og et godt stykke ned ad vejen, før de fik fat på ham.

Birger var standset forpustet op.

 - Hey, prøv lige at hør, nåede han lige akkurat at sige, inden de første slag haglede ned over ham.

Birger var begyndt at græde.

 - Prøv lige at hør, havde han forsøgt at komme igennem, flere gange.

Omsider bestemte Valborg og Paul sig for at prøve at høre.  

 - Hvorfor siger du alt det fis?

 - Det er bare fordi, jeg føler mig udenfor, svarede Birger. Der er ingen af jer, der snakker med mig.

Det endte i fordragelighed. Både Paul og Valborg kendte godt det med at føle sig udenfor.

Valborg snakkede vist også lidt med Birger de næste dage, fornemmede Paul. Ind imellem virkede det også, som om Birger prøvede at komme i snak med ham. Det var ikke fordi, Paul ikke ville. Han gik bare og spekulerede over så meget. At Frida skulle holde op, at det hele blev anderledes.

Alting var ved at falde fra hinanden. Paul var den samme. Boede på det samme værelse, hørte de samme plader, og fandt på de samme gale streger. Men alting forandrede sig omkring ham. Der var efterhånden ingen tilbage fra dengang, hvor han flyttede ind på afdelingen. 

Det hele var forbi, og Paul sad alene tilbage. Et vidne fra en fjern fortid, der havde en historie at fortælle. Men ingen at fortælle den til.

Når al den slags optog ham, ville Paul egentlig helst bare gå for sig selv med sine tanker og ikke andet.

Paul havde slet ikke lyst til at skulle være i institutionens sommerhus, og han kom hele tiden til at gøre dumme ting.

Paul gik ikke rundt og tirrede nogen, sådan som Birger. Men når der stod sådan noget toiletrens, der kunne bruse og lave en masse skum, så var det alt for spændende at se, hvad der skete, hvis man hældte hele flasken i toilettet på én gang, til at Paul kunne lade være.

Men egentlig var det ikke særlig sjovt. Selv at lave ballade var lidt kedeligt.

Uddrag af privat journal

18/6

Nej, nu må jeg passe på. Tog lige mig selv i at rende op og ned ad gulvet og hvæse: "Det er sgu da dybt psykologisk for helvede. Det er psykologisk." osv. osv. Erotisk - rend og hop. Den er hele tiden ved at køre op. Det er lige præcis sådan noget, jeg skal vogte mig for.

Kunne jeg bare blive optaget af noget andet.

Jeg gjorde det helt rigtige. I anden forbindelse var jeg tidligere på dagen omkring "Du ikke - væk!" (Lille prinsesse). Læste den ikke, nævnte den bare i en chat. Men her lidt tidligere kom jeg til at tænke på en bestemt passage, og kunne allerede mærke tårerne presse sig på. Så læste jeg den og fik en skøn tudetur. Det er netop det: at kunne komme under laget af vrede og finde den sorg, der ligger dér. Vreden fører en alle mulige gale stedet hen, hvis man rider med på den. Men sorgen er forløsende. Dertil er det jo faktisk en historie om kærlighed. Derfor var det også en måde at få et skud kærlighed frem for straf, tortur og des lige.

Bagefter fik jeg noget dejlig mad. Nu er det tid til aftenpiben.

Den første krisebølge er redet af. Det bliver nok ikke den sidste. Men jeg må tage dem en ad gangen.

Lige nu er der endog ting, jeg kan overveje ganske roligt - mere med sorg end med vrede. Jeg fik et spørgsmål om målgruppe idag. Det er enkelt: alle dem, der hader deres krop, alle dem, der straffer sig selv. Lad dem bare kalde det erotik. Jeg hidser mig ikke op, men siger ganske roligt, at de tager fejl. Også i "Hændelsen" er der kærlighed. Den er et glædesbud om et håb til alle dem, der hader sig selv, har fanget sig selv i mere eller mindre udspekulerede former for selvafstraffelse. Den er en hævden, at selv for den, der er allerværst fanget i disse ting findes der en vej ud.

På mange virker den sikkert umoden og barnagtig. For det er også en bog til mit yngre jeg, hvor jeg har hjulpet dette med at finde og få en stemme. Netop det yngre jeg, der ikke havde nogen stemme. Når han forsøgte at få en stemme kaldte man det dumhed, skaberi og galskab. Det kan jeg så konstatere, at man stadig gør. Men på trods af dette har jeg givet ham lov at komme til orde. Jeg ved at han led, og hvad han led. Lad bare hele verden benægte det. For det her er noget, jeg ved. Netop derfor ved jeg også, at det var en kærlighedsgave at give ham en stemme. Men de peger fingre af ham igen og kalder ham atter grimme ting, nøjagtig som for 40 år siden.

Derfor ligger både sorgen og vreden nær.

Som jeg sagde tidligere: vreden leder på afveje. Men sorgen forløser.

Alle disse mange, mange bind af "Sagens Akter". Har det hele været nyttesløst? - Udover naturligvis den rent selvterapeutiske gevinst. Men forstår alverden stadig lige lidt? Skal små børn stadig i fremtiden lide og være misforståede? Kaldes alle mulige grimme ting?

Så er der afgjort også grund til at sørge!

Men den slags sorg er ikke en god sorg. Den er ikke forløsende. Den er nedslående og desillusionerende. Den minder for meget om vrede.

Der er desværre mange ting, der leder hen imod den dårlige sorg. Alene det at jeg i så mange år afstår fra alt, hvad der hedder romanprojekter. Da jeg så omsider sætter mig for at prøve igen, arbejder jeg virkelig med teksten. Jeg har aldrig i den grad med noget som helst bearbejdet og bearbejdet, skrevet om og skrevet om, overvejet hver eneste sætning, eftertænkt hvert eneste ords betydning. Igen og igen og igen.

Nej! Ikke ned af den vej. Den leder til vreden.

Om det må jeg bare fastslå, at jeg prøvede, gjorde alt hvad jeg kunne. Men det lykkedes ikke. Færdig bom. Ikke mere om det.

Jeg havde ikke flere romaner i mig. Jeg troede, der var bare en mere. En, der kunne supplere "De skal ta's i Tide". Men jeg fik vist sagt, hvad jeg havde at sige dengang. Det blev jo så bare heller ikke forstået.

Nej - det har ikke noget med det at gøre. Jeg prøvede at gøre noget andet. Jeg gav afkald på mine vanlige forklaringer og prøvede at fortælle en historie udelukkende via handling. Det var for så vidt noget helt nyt. Mere eller mindre i hvert fald.

Mine gamle projekter er ofte blevet kritiseret for deres lange udredninger. Mine at bare køre på handling, handling, handling gik altså heller ikke.

Nej - jeg vrøvler. Jeg har en fornemmelse af, at der er en helt fundamental forståelsesbarriere, et eller andet med tankgange, der simpelthen går forbi hinanden uden at opnå kontakt.

Det er lidt, som hvis jeg siger glas til en svensker, og han så står og tænker på is, mens jeg tænker på vinduesglas. Det er jo så ikke bare, når jeg prøver at skrive en roman. Det har jeg jo også oplevet i almindelig kommunikation.

Det ironiske er, at jeg faktisk tror, jeg ville have kunnet lide den, hvis det var noget en anden havde lavet. Især hvis jeg var faldet over den for en årrække siden, da jeg ikke var nået lige så langt i afklaring og indsigt om nu. Jeg tror virkelig, at jeg ville have følt, at her var endelig noget, der havde nogle svar at give mig. Her var noget, der talte ind i al min forvirring, alle mine spørgsmål og kunne hjælpe mig videre til ny forståelse. Jeg tror, den ville have givet mig nogle aha-oplevelser. Jeg ville opleve nye sammenhænge, se tingene på andre måder, og epilogen ville om ikke ligefrem være en absolut udfrielse, så som minimum noget, der gav mig stof til eftertanke.

Nej. Hvad end folk mener. Det er ikke bare en billig pornoroman. Der er gods og dybder deri, som har absolut psykologisk dækning. Men fred være med det. Hvis dog bare alle de idiotiske brevkasseredaktører, der får bunker af breve fra forskræmte teenagedrenge, ville fortælle dem nogle af disse ting, i stedet for det vrøvl, de almindeligvis spiser dem af med.

19/6

Jeg forsøgte at sove. Kunne ikke. Det vil ikke lade mig i fred. Masser af ideer passerede igennem hovedet. Men det nytter ikke. Hvordan jeg end greb det an, ville jeg aldrig kunne fremmane og beskrive det egentlige. Dét at aldrig være helt tryg. Det at altid gå med en ængstelse, ikke vide, hvad der om et øjeblik kunne ske.

Med eller uden detaljer. Det er ligegyldigt. Jeg kunne begrænse mig til tre linier:

Og angsten kom

og mørket kom

med tavse skrig i sjælens dyb

Det siger alt, og det siger ingenting. Hvis man har levet under de forhold, er man indforstået, har man ikke, kunne der lige så godt stå "Bro bro brille/klokken ringer elve".

3/7

Nu da "Hændelsen" er ude i verden, må tingene gå deres gang. Misforstået af de dumme masser og udskældt for jeg ved ikke hvad. "Det vil altid være sådan, at hvis modtageren ikke forstår budskabet, så er det afsenderen, der fejler". Baaaahhhh!!! - Der er sgu også grænser for, hvad man kan gøre. Som et gammelt ord siger: "Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves."

En forfatter skal vel for helvede ikke lære folk at læse. Læseren har også en opgave og en forpligtelse. De må gå til arbejdet med at tyde teksten. Det er de blevet undervist i, da da gik i skole. Først bare at sætte bogstaver sammen til ord - man skal jo begynde et sted. Men siden masser af litterær analyse. Det voksne menneske, der får en bog i hånden og giver sig til at granske den, er i færd med noget, der vedrører en læringsproces til livsvarig videreudvikling, som i princippet har stået på, siden de var syv år. Noget må de da have lært i løbet af alle de år.

Spørgsmålet er vel snarere, om de gider at gøre en reel indsats, eller om de er for dovne.

Til dem, der bare vil underholdes, findes der uanede mængder af dårlige tv-serier. Den, der vil besmykke sig med titlen "læser", må være indstillet på at lære at tænke. Studse, standse op, stille spørgsmål, overveje.

Kunne jeg nu bare lægge det fra mig, blive fri for yderligere spekulationer. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne gøre. Nu kan jeg ikke gøre mere. Hvis alverden har besluttet sig for at tage bind for øjnene og stoppe vat i ørerne, kan jeg intet udrette. Jeg har gjort alt, der er menneskeligt muligt.

Hvor det dog irriterer mig, at alle de tanker bliver ved, at jeg ikke kan få dem ud af systemet. Nu må det stoppe. Ikke mere. Stop NU. Helt slut.

Hvis jeg dog bare kunne standse de tanker. Jeg har jo ikke en gang mere at tilføje. Jeg har sagt, hvad jeg havde at sige. Sagt alt, gjort alt. Der er ikke mere at stille op.

Det viser sig også i tankerne. Det er de samme få sætninger, der kører i en båndsløjfe. De er sagt. Hvorfor kan de så ikke bare lade mig være i fred?

Det er frygteligt. Jeg kæmper imod at lade et tilbagefald få magt over mig. De folk ved og forstår simpelthen ikke, hvad det er, de har gjort imod mig. Hvordan det her i dén grad skubber til mig i min fortsatte kamp for at holde mig på rette kurs.

Jeg ryger for meget for tiden. Er nu ellers ved at falde en smule til ro ved at leve mig ind i "Vor fælles ven" og dens univers. Jeg må sige til mig selv som tidligere, at det er en uretmæssig og forfængelig ærgerrighed at stræbe efter forfattertitlen. I stedet må jeg blive læser. Virkelig blive en rigtig læser. Gå forud med et godt eksempel for alle de fornøjelsessyge og overfladiske mennesker, der ikke forstår meningen af ordet "granske", men vil have alting foræret gratis. Her har jeg min plads og kan vise vejen!

Men skulle jeg et øjeblik tale om det rent underholdningsmæssige og fornøjelige, så synes jeg ikke, at den står mål med hans øvrige sene værker. Den sikkerhed og mesterhånd, der fører læseren igennem "Store Forventninger" og "Bleak House", synes her at være en smule vag og vaklende.

4/7

Hvad Bilder han sig egentlig ind? At tale ned til mig på den måde. Endog flere sætninger, der begynder med "du skal". Med hvilken ret udstøder han ordrer til mig? Genrekendskab? Hvor vover han? Vil han lære mig mit fag. Ikke bare er jeg dansklærer, men nyder også kollegialt ry for at være en dygtig dansklærer. Skal vi diskutere todorovsk tøven? Skal vi fundere over, hvad det mon var for en kompostionsfejl, Napoleon havde fundet i "Werther"? Han kan bare komme med det hele. Jeg kan mit fag!

"Jeg giver altid konstruktiv response".

Synes han selv. Indser åbenbart ikke, hvor bedrevidende og patroniserende, han virker. Han, der ifølge sit eget udsagn skriver rene underholdningsromaner uden højere litterære ambitioner. Hvor godt kender han overhovedet til litteraturhistorien? Hvor meget har han læst? Kan han med hånden på hjertet hævde at have undersøgt alt, hvad han skriver om, lige så grundigt som jeg gør?

Og denne angiveligt konstruktive response. Hvad er det andet end flagrende påstande? Hvor er de konkrete teksteksempler? Hvor er analysedelen, som skal underbygge hans påstande? Han giver udtryk for en fuldstændig skæv og misforstået opfattelse, som han på ingen måde underbygger eller forklarer. Kommer bare med det letkøbte vås om, at det er afsenderens fejl, hvis modtageren ikke forstår. Men hvordan er modtageren nået frem til sin opfattelse?

Det er jo let nok at sige. Jeg kunne også hævde, at "Ivanhoe" handler fødselspsykoser og Irmas leverpostej, så længe jeg ikke skulle begrunde min opfattelse og underbygge den med teksteksempler. Enhver kan slynge forsskruede påstande ud, så længe det bare er påstande, og der ikke afkræves dem en argumentation.

Der er overhovedet ingen egentlig analyse-del i den response. Den er lutter påstande. Den bærer præg af en ikke særlig grundig læsning. Sammenlignelig med en filmanmeldelse, hvor anmelderen har siddet og halvsovet i biografen.

Hvor i den response står der noget á la "Paul siger/gør sådan og sådan i kapitel det og det. Jeg savner en forklaring på, hvad der motiverer denne udtalelse/handling"?

Det ville være en berettiget kritik. Her ville der være noget at hive fat i og give en overvejelse.

Jeg har selv opdaget en fejl, mens jeg indtalte til Hannah. "Rilleke Rallke" er fra '72, hvor Paul jo må have været ikke fire, men fem år. Den slags er helt i orden at påpege. Dét er konstruktiv response. Men en række løse, u-underbyggede påstande er aldeles ikke.

Ærgerligt med "Rilleke Rallike". Den ville jeg rigtig gerne have med. Festen efterfulgt af tømmermænd er et fint billede på det, der overgår Paul i samme kapitel. Men det kan naturligvis klares bare ved at gøre ham et år ældre. Det skal altså i fremtidige versioner være som femårig, at han oplever dette. Det kommer lidt på tværs af de øvrige tidsangivelser, at det med Anne Marie finder sted, da han er 14 og med tilbagevirkende kraft tilintetgøres, da han er 24. Men atter kunne jeg jo bare gøre ham et år ældre. 15 og 25. Det med de 15 er måske lidt uheldigt. Det er i hvert fald en sen pubertet. Men ikke senere, end hvad der er nogenlunde almindeligt og som der forekommer masser af eksempler på. Det er først, hvis der slet ikke er sket noget på det tidspunkt, at man begynder at overveje, om der er noget galt.

Faktisk vil det passe fint med en sen pubertet. Efter Hubert er der andre, som truer nedefra og overhaler indenom. Paul føler sig sat tilbage og efterladt. Han er kommet bagud i kapløbet, har noget at indhente. Det kunne rent faktisk meget vel være dét, der udløser sammenbruddet. Det er jo lige præcis den form for pres/stress, Paul ikke kan håndtere.

Altså i fremtidige versioner: ikke 4, 14, 24 - men 5, 15, 25.

Se! Hvis nogen havde skrevet den slags til mig, ville jeg ikke være blevet gnaven over det. Det ville være berettiget og fair. Endvidere ville det vise, at der sad et menneske i den anden ende, som rent faktisk kunne læse.

"Bare drenge med fokus på pikken".

Ja - og havde det handlet om en flok anoreksipiger på et reklamebureau eller en balletskole ville man have hørt en masse om vægt og vægttab.

Det er en skildring af en sindslidelse, som primært beskrives indefra, som den opleves af den lidende, med enkelte indspark fra en mere nøgtern fortællerstemme, der i lange stræk holder sig pænt i baggrunden.

Nogle vil så formodentlig hævde, at det ikke bliver tydeligt, at det ikke er en objektiv verden, der beskrives, men en forstyrrede indtryk set gennem vanviddets tåger. Nøjagtig det samme er blevet sagt om Dostojevskijs "Dobbeltgængeren", der netop beskriver et menneskes sammenbrud set indefra, hvad mange ikke fattede/fangede ved dens udgivelse.

Sammenligner mig med de store?

Ja! - Men jeg hævder ikke at være i besiddelse af deres evner og talent. Jeg fremhæver dem blot som inspirationskilder og forbilleder.

Endvidere mener jeg i nogen grad at koble mig på noget, de repræsenterer. Både Dostojavskij og Dickens var optaget af forholdet mellem individ og samfund, hvordan herskende forhold og tendenser prægede og påvirkede det enkelte menneske, hvordan det indre stod i forhold til det ydre.

Hvis de havde levet idag ...

Hørt om sagen med Godhavnsdrengene. Hørt om en mængde andet vedrørende seksuelle overgreb på børn. Oplevet en tiltagende debat om begrebet senfølger, og så sideløbende oplevet, at hvergang, der var en mail, de skulle have modtaget, men ikke fået, og så kiggede om den var røget i spam-filteret, var dettte fuld af mails fra pseudo-medicinalfirmaer, der tilbød præparater, som angiveligt skulle have penisforlængende virkning.

Ærlig talt - jeg tror, de ville have skrevet noget, der i sin idé og tanke (ikke nødvendigvis i konkret udformning) befandt sig i "Hændelsen"s nabolag.

Jeg nævnte lige "Dobbeltgængeren". Et andet oplagt eksempel kunne være "Optegnelser fra et kælderdyb". På Dickens-siden har jeg direkte fremhævet "Bleak House", hvor der i det ydre står det juridiske bureaukrati, som i det indre bliver en besættelse og fiks idé.

Det var da også, hvad jeg oplyste på forhånd. Jeg skrev aldeles ikke noget om en thriller. Frem for at postulere dette med et "vist nok" kunne han ganske enkelt have gået tilbage i tråden og set, hvad der rent faktisk stod.

At ikke en gang gide at bladre tilbage i den tråd, han skriver i, er endnu et vidnesbyrd om dovenskab og overfladiskhed.

Enten det. Eller ...

Ja, jeg strejfer jo tanken flere gange i mine indtalinger til Hannah. Det kan have sine forsåelige grunde, at kvindelige læsere har problemer med teksten. Men mænd?

Adskillige videnskabelige/psykologiske netsider oplyser, at PDD er den mest udbredte og almindelige dysmorfofobiske lidelse blandt mænd, men at mange fortier det p.g.a. skam.

Føler de sig da provokeret af, at der så er en fyr, der står frem og åbenhjertigt fortæller om et liv med PDD?

Synes de, at jeg forbryder mig imod en eller anden broderskabs-ed og udleverer deres mørkeste og pinligste hemmeligheder?

Er sandheden også ilde hørt for dem, der lider under fortielsen?

Er de så forelskede i lidelsen og skammen, at de slet ikke kan se, det er til deres egen fordel at få en åben debat om emnet?

Men jeg har indset - endnu en gang - hvor jeg hører til, at min plads er blandt læserne. Herfra har jeg mulighed for at pege på problemerne ved at henvise til mestrenes behandling. Her er mit sikre rygstød, hvorfra skytset kan fyres af.

Nå - nu må vi se, om han reagerer på alt det, jeg efterfølgende har sendt. Han er velsagtens for doven til at gå det igennem og svare på det. Enten det, eller han disker op med nye fornærmelser. Jeg agter ikke en gang til at lade mig udsætte for grove fornærmelser uden at tage til genmæle. Så hvis der kommer en udskænkning mere fra samme tønde, får han svar på tiltale.

Skønt det jo egentlig bare er gentagelser og opsummeringer af allerede sagte ting, føler jeg alligevel, at det har hjulpet mig at skrive det ned. Så at sige gengive båndsløjfen ord for ord. I det mindste lige nu har det givet mig fred. Nu står det der. Ikke bare noget, der udtrykker så nogenlunde den mening, men helt nøjagtigt de sætninger, der er blevet ved at gentage sig selv oppe i mit hoved. Nu står de der. Om ikke bogstaveligt på papiret, så i dokumentet. Står dermed et sted udenfor mit hoved, og er dermed på en eller anden måde kommet ud af det, er afleveret og arkiveret på en plads udenfor.

Næppe har jeg skrevet det ovenstående, før noget atter bobler op. Har de monstro, alle dem, der spiller uforstående, i virkeligheden forstået meget mere end som så? Har de i "Hændelsen" læst en opskrift på hvordan, de skal ramme og såre mig? Kan mennesker virkelig være så grusomme? De har jo til punkt og prikke gjort lige præcis dét, som bogen igennem atter og atter slår Paul ud af kurs.

Nej, nej, nej. Ikke tænke den slags. Gør jeg det, så får jeg et tilbagefald. Stensikkert. Det er lige til at blive helt væltet af og ryge tilbage i alle de gamle ting.

Det må være muligt at forholde sig til det på en anden måde. Frem for at piske en paranoia op, må det kunne anskues fra en mere nøgtern vinkel. Lad mig altså som udgangspunkt antage, at folk ikke direkte har næret et ønske om at såre og ramme mig, men bare er ufattelig tungnemme.

Det er ikke videre opmuntrende at stå overfor al den uforstand. Men der er i det mindste ikke noget ondt i det. Når alt kommer til alt, var det jo ikke en chimpanse, der opfandt atombomben.

Ser jeg nærmere til, var der vel i grunden et led i "båndsløjfen", jeg ikke fik med.

Hyggelige Hubert?

"Forstår ikke spørgsmålet"

Det er da ikke særlig indviklet. Helt enkelt: lyder det som noget rart? Det er der vel ingen, som er nogenlunde velforvaret, der synes.

Atter glimrer tekstanalysen ved sit fravær. Det havde været noget lettere at forholde sig til den fuldstændige fejllæsning, hvis der havde været redegjort nærmere for, hvad der havde ført frem til den, hvad den var baseret på og endvidere lidt mere udførligt, hvad den overhovedet går ud på.

Hvordan ser "Hændelsen" ud ifølge den læsning? Hvordan opfattes de forskellige ting?

Jeg kan simpelthen ikke få øje på den udlægning. Det minder lidt om de billeder med optiske bedrag. Jeg ser en kanin, andre ser en and. Men den slags billeder kan bearbejdes, så det ene af de to motiver fremhæves. Jeg mindes engang at have set en fjernsynsudsendelse om netop den slags billeder, hvor man fremhævede de to motiver på skift.

På samme måde kan man ved hjælp af forklaringer, teksteksempler med videre gøre rede for sin opfattelse af en given tekst, argumentere for en given tolkning.

Men som jeg sagde tidligere: at bare slynge en række påstande ud ("Ivanhoe" handler om fødselspsykoser og Irmas leverpostej"), gør det ikke muligt for andre at forholde sig til en given læsning. Man kan bare sidde undrende og spørge: hvordan i al verden er de kommet frem til det?

At min egen læsning og opfattelse af den tekst rent faktisk svarer til det, jeg har skrevet, at denne udlægning hænger sammen, at forskellige led i teksten indbyrdes styrker hinanden i forhold til denne tolkning, og at enkeltpassager, der kunne forstås på en anden måde, bliver korrigeret og justeret af andre afsnit, der bidrager til at sætte dem i et andet lys ... Ja - alt dette har jeg nøje redegjort for i indtalingerne til Hannah.

Som jeg oprindelig havde gjort det, hvor faktualoplysningerne kom til sidst, kunne der have været belæg for at hævde, at man ikke kunne se/forstå at det handlede om en sindslidelse. Men efter at jeg har flyttet de faktuelle op foran, er der rent faktisk det allerførste, man får at vide, på den allerførste side.

Lad mig nu rent hypotisk antage, at der findes en anden læsemåde, som kan gennemføres lige så konsekvent uden at blive modsagt af det ene eller andet led i teksten. I så fald er der ikke tilfredstillende blevet redegjort for denne.

Hvori består den? Hvordan kommer den til udtryk? Hvordan bevæger den sig frem igennem teksten? Hvilke ting i teksten styrker og underbygger den?

Kort sagt: hvordan ser den kanin ud, som andre har fået øje på i mit billede af en and?

Det forekommer mig umiddelbart, at den antydede udlægning (som dårligt nok er antydet, men blot overskrifts-markeret) kun kan gennemføres ved at se bort fra store dele af teksten og isoleret betragte nogle få bestemte passager udenfor kontekst.

Jeg fremkom med en lille ukorrekthed i slutningen af indtalingerne. Lad mig så skynde mig at korrigere mig selv, inden der atter er en eller anden overlegen skiderik, der begynder at belære mig.

En ægte gotisk skurk vil almindeligvis altid være et overnaturligt væsen. Her kan man godt komme ud i en genrediskussion. Men almindeligvis skelner man mellem horror (overnaturligt) og terror (der er en naturlig forklaring).

Skulle jeg altså have udtrykt mig strengt korrekt skulle jeg frem for "en realistisk gotisk skurk" have sagt "en realistisk pendant til den gotiske skurk". Lad os da kalde det ækvivalenten til de gotiske gyseres vampyrer og dæmoner med videre indenfor et realistisk univers.