Dansk Rockhistorie

- tre fantastiske bokse!

(tredie del)

Hos Beefeaters går energisk udtrykskraft og habilt spillemandsværk smukt hånd i hånd. Det er helt indlysende den mest kraftfulde af de tre '67-lp'er. Men derimod ikke den mest originale. Det er snarere en personlig måde at gøre noget, mange andre gjorde. Numrene er bluesrock-standards og stilen mere eller mindre defineret af udenlandske forbilleder. Men det er gjort med en egenartet drejning. Tilsammen viser de tre '67-plader den danske scene nå ud over sit hidtidige stadie og frem til noget, der kort før havde virket utænkeligt.

Noget andet man vil erfare, er hvor helt anderledes Beefeaters pladen virker og fungerer i disse omgivelser. Vi har jo lige haft fat i den i tretrins-programmerne. Man sætter den i et andet selskab og - vupti - det bliver på det nærmeste en helt anden plade. Det gør det så naturligvis ikke alligevel. Men det må være tydeligt for enhver, at den ikke blot indgår i to forskellige sammenhænge, men udfylder to forskellige pladser i de respektive sammenhænge, og derfor kan opleves på to nærmest usammenlignelige måder. I betragtning af hvor meget vi i det foregående har talt om forbindelser, og hvor mange overvejelser vi har gjort os om mulige årsager til de tre bokses sammensætning og opbygning, er dette noget uhyre vigtigt at mærke sig. I begge mosaikker mærker man imidlertid tydeligt pladens imponerende vægt og slagkraft.

At herfra komme over til "Blomsterpistolen" er ganske uproblematisk. De to plader går godt i spænd sammen og virker umiddelbart beslægtede. En lang række træk forener dem. Blandt de mest åbenlyse er den spændstige rytmiske bund. Erling Madsen og Ken Gudman var så afgjort blandt Danmarks bedste rocktrommeslagere på det tidspunkt.

Men god og god - det er to ting. Savage Rose kunne i deres tidlige dage prale af en vaskeægte prisbelønnet jazztrommeslager. Man mærker lige fra de første sekunder af "Savage Rose", at vi her har forladt den robust-solide trampen i gulvet og er steget op i de højere luftlag. Det er ren, skær poesi af den mest udsøgte og liflige slags. I forhold til den anden gennemgang bliver det jo så det samme med de første to Savage Rose plader. Alligevel mærker man i den kronologiske bevægelse tydeligere forskellen på "Savage Rose" og "In The Plain". Måske (?) et mere eksakt udtryk for, hvordan toeren har lydt i sin samtids ører.

Samlende kan man sige, at '68 viser den danske scene i fortsat bevægelse. De kunstneriske ambitioner vokser, musikerne tør mere, musikken inddrager flere elementer fra andre genrer (jazz, klassisk m.v.), bliver mere eksperimenterende og flytter sig i det hele taget stadig længere væk fra det ligefremme og ukomplicerede. Hvor den få år tidligere stod på relativt forudsigelige popsange, er alt nu forandret og musikken har opnået en seriøsitet ingen havde kunne forestille sig kort forinden.

Det særprægede og eksperimenterende blev ikke mindre udtalt i '69, hvad "Alrune Rod" er et glimrende eksempel på. Der var gang i en gennemgribende omformulering af, hvad musik overhovedet er, og "Alrune Rod" er måske det mest ekstreme eksempel. Så langt fra at være metervare og standardprodukt som noget kan være. Ingen anden plade lyder sådan. Imponerende og storslået, men for mange nok også lidt tung og uhåndterlig kost. Langsomt og mærkeligt. For særpræget til at kunne gribes konventionelt an. Som et kuriøst stykke info kan det oplyses, at pladen blev produceret af Franz Beckerlee, så der altså er en slags indirekte link til Gasolin. Rent lydligt er der dog temmelig stor forskel. Der imod hænger det perfekt sammen, når man går fra "In The Plain" til "Alrune Rod". Selvom der afgjort også er forskelle, er der alligevel en hel del, der binder de to plader sammen, ikke mindst på det stemningsmæssige område.

En af de store overraskelser vil for mange nok være Beefeaters' "Meet You There" i dette selskab. Det virker på det nærmeste som var det en helt anden plade. Det hænger bl.a. sammen med, at man er kommet ned i et andet gear. Alrune Rods langstrakte, meditative forvandlinger kan man ikke kommunikere med på gang-i-festen-linien. Man må finde en anden bølgelængde for at få hul igennem. Således trukket ned i et lidt uvant tempo, møder man Beefeaters med helt andre ører. Dertil kommer det med tiden. I den kronologiske bevægelse er man på en anden måde kommet ind omkring hvad, der skete hvornår, man er derved i højere grad kommet til at forstå tingene i deres udviklingsbevægelse. Orgelet knytter derefter en rent klanglig forbindelse, der medfører at "Meet You There" lægger sig perfekt i halen på "Alrune Rod".

Bevægelsen fortsætter kontinuerligt og flydende, når man kommer over til Young Flowers' "No. 2". Her går der lidt mere rok og rul i den, hvilket sender et glædesfyldt sus indover det hele, uden at man mister den dybere fundering, man har vundet. Alt fungerer perfekt. Det er nu ikke meningen, at dette skal godtgøre, at tilrettelæggerne skulle have gjort det sådan i stedet. Som vi har set, kan der anføres mange gode grunde til boksenes kronologiske roderi. Det har helt klart en værdi. Så nej, det handler ikke om, at det her skulle fungere bedre, blot at det OGSÅ fungerer. Der er nogle steder undervejs, hvor man undgår forvirring omkring den historiske bevægelse og mere præcist fanger såvel løbende forandringer som øjeblikstilstande, men til gengæld skal man ofte arbejde mere på at fange de atmosfæriske sammenhænge, og i det hele taget overveje flere faktorer. Så det går nogenlunde lige op.

Savage Rose og Young Flowers er på hver deres ret så forskellige måde udtryk for, at den danske scene i ’68 bliver mere søgende, eksperimenterende, alternativ og fantasifuld. I den forstand kan man så afgjort sige, at den bliver mere ambitiøs. Men når man ser bort fra de enestående højder af æterisk skønhed, Savage Rose præsterede på deres første plade, sætter musikken samtidig noget af sin udsøgthed og friskhed over styr. Når vi kommer frem til ’69 er det stort set kun den sprudlende legesyge hos Burning Red Ivanhoe, der stadig har noget af den tidligere lethed og spændstighed. Generelt begynder musikken at blive mere dyster og tung. Jeg skal vende tilbage til Burning Red Ivanhoe og deres placering i billedet om lidt. Men inden da et hurtigt kig på "Travlin'", som ikke er Savage Roses bedste plade. Den virker lidt træg og tvær, og derved bekræfter den nogle af de mindre positive fornemmelser, man kan have omkring '69. Tingene er naturligvis aldrig så entydige. Men tillader man sig en tyk generellisering kan i det mindste dele af '69 musikken forekomme mindre venligsindet.

Men så var der jo heldigvis Burning Red Ivanhoe, der med masser af humor, gå på mod, energi og løssluppenhed lavede deres vidunderligt vildtvoksende og anarkistiske "M 144", og var frimodige og ubeskedne nok til at debutere med et dobbeltalbum. Ikke desto mindre passer de ind i det overordnede billede. Det tydelige element af freeejazz i deres stil gør nok musikken fræk, levende og uspoleret, men også sværere tilgængelig end beatmusikkens generelle strømninger et par år tidligere. Der stilles nye krav til publikum. I modsætning til de undertiden nærmest hermetiske tendenser hos f.eks. Alrune Rod gjorde Burning Red Ivanhoe en hel del for at komme publikum i møde. Men ukompliceret slagerpop var det så afgjort ikke. Man kan således sige, at de voksende kunstneriske ambitioner hos musikerne medførte, at der også blev stillet nye krav til lytterne. Ogdog kan man danse til Burning Red Ivanhoe!

Jeg skal endvidere lige minde om, at "M144"s afslutningsnummer, "Ksiloy", findes på bonus 1. Når man skal have tingene korrekt, hører det naturligvis med, at samle splittede albums.

Derefter følger en gradvis nedkogning. Først Delta Blues Band og derefter helt ind i den stille inderlighed med Dissings "Nøgne Øjne", som muligvis(?) var udkommet lidt tidligere på året, men som jeg altså har valgt at lade afslutte denne tilnærmelsesvise kronologi.

At foretage en sådan kronologisk øvelse er muligvis et sidespring i forhold til at forstå, hvorfor de tre bokse er opbygget på netop den måde, de er, men i så fald et berigende et af slagsen, for vi har lært meget. Det er således i høj grad med ny indsigt og forståelse, at man kan kaste sig over den næste tretrins-bevægelse, som bliver Delta Blues Band - Savage Rose - Gasolin.

I denne stribe får man tre ret så forskellige cd'er. Det er givetvis den stilistisk bredeste passage i boks 2. Her er der således ingen fare for at blive fanget i "sådan noget"-følelsen. Hver plade er sit eget univers, men samtidig del af en større mosaik, der indkredser en særlig atmosfære. De taler hver sin dialekt, men kan alligevel godt snakke sammen!

Delta Blues Band var et pudsigt dobbeltsidet band, der på den ene side diskede op med helt ligefrem bluesrock, men samtidig også havde en del materiale, som var stærkt eksperimenterende, og ikke lige det første man ville anbefale til bluespurister. Den afsluttende "Opus 1" på "Delta Blues Band" lyder mere som Nice end Muddy Waters. Ved sin semi-klassiske farvning og sine orgelkaskader er den et fiffigt oplæg til Savage Rose. For dem gælder, at den afsluttende titelskæring på "Your Daily Gift" ligger meget på linie med Gasolins "Langebro". Endvidere er der her lavet et sjovt kronologisk kunstgreb. De to Savage Rose plader medfører, at vi får en ryg mod ryg model 69-69, 71-71. Jeg må dog advare imod at bedømme de to år alene ud fra disse fire plader. Det ville være en anelse uretfærdigt over for 1969. Det hænger især sammen med de to Savage Rose plader. "Travelin'" hører til gruppens knap så overbevisende udgivelser, mens "Your Daily Gift" udmærker sig ved en liflig friskhed og melodisk ynde, der glimtvis kan vække mindelser om debutalbummet. Hvis man kobler dette med Delta Blues Bands lidt ujævne plade og Gasolins atmosfæresikre debutalbum, virker 1971 totalt overlegen. Det er imidlertid en fejlberegning. Man kunne sagtens have fundet fire lp'er, der ville have tegnet det modsatte billede. Men bortset fra det, er Delta-Savage-Gas en interessant stribe. Den røde tråd holdes lige akkurat synlig. Tvedragten hos Delta Blues Band virker reliefskabende, så de eksperimenterende numre kommer til at fremstå som endnu mere eksperimenterende i parringen med straight blues, mens denne på sin side kommer til at virke endnu mere straight. Det modsvares hos Savage Rose af de enorme og dramatiske dynamiske udsving, fra hvisken til skrig, fra orden til kaos og tilbage igen. Men tvedragten sætter også Savage Rose over for Gasolin. Konservatoriefolkene og de jordnære drenge. Men det er ikke den rene jævnhed hos Gasolin. Der er også noget andet i det. Dertil det nationale spil. Noget urdansk og noget amerikansk inspireret går hånd i hånd. Særlig raffineret er det dog mest af alt, at Delta-Savage-Gas striben lige akkurat holder stoftemaet på vågeblues. Der er afgjort andre striber, hvor det er mere åbenlyst, at boks 1 er forvandlingsboksen og boks 2 er syreboksen. Men den ligger der lige akkurat. Temaet fastholdes ved næsten umærkelige detaljer. Det er just det raffinerede.

Hvad nu angår Gasolin og deres første plade fra 1971, der slet og ret hed "Gasolin", men i folkemunde er bedre kendt som "Gas 1", så fryder det mig at se den medtaget, og at den ydermere får et par pæne ord med på vejen af Klaus Lynggård.

Almindeligvis er musiklitteraturen ikke særlig venlig over for denne plade. Rent personligt må jeg erklære, at det er min yndlings-Gasolinplade. Men det er de færreste, der er enige med mig. Selv den ellers så loyale Gasolin-biograf Peder Bundgaard er en smule lunkent indstillet. Det er da også rigtigt nok, at sangene generelt ikke er lige så helstøbte som på senere Gasolinplader, og at "Gas 1" aldrig ville vinde en pris for bedste produktion. Men der er en helt særlig stemning over denne plade, som gradvis aftager på de efterfølgende, og på de sidste er helt væk. Det er denne atmosfære, der er dens store force, og gør den unik. Endvidere er det nu engang her, det hele begynder - det, der skulle blive det største rock-eventyr i dansk musikhistorie!

En dør sprang op,

en mand kom ind,

der lød et skud,

det så forfærdeligt ud.

"Gas 1" udmærker sig ved at være Gasolin i reneste, mest uforfalskede form, og ved sin brug af enkle, men effektive virkemidler. Et særlig ypperligt eksempel er "Tremastet Beton". Det bærende ostinat er simpelt, og la-la-la-koret er ikke høj kunst. Men det sidder lige som det skal, er stemningsmættet som bare pokker og klinger på en måde, der er SÅ meget Gasolin, et destilat af alt, hvad de var. Mogens Mogensens' udtryksfulde recitation af sit halvsyrede digt går perfekt i spænd med den opbyggede lydkulisse. Med flimrende ordbilleder, flagrende associationer, indtrængende stemme og distinkt artikulation maler Mogensen en intens havneatmosfære i dunkelt aftenlys.

Gasolin kunne man måske have haft lyst til at flytte til boks 1. De ville sagtens kunne indpasses. Det afsluttende titelnummer på "Herfra hvor vi Står" og "Langebro", som åbner "Gas 1", ville gå fint i spænd med hinanden. Men at diske op med 70'ernes største danske succes ville være at tage brodden af tingene og bløde op med et det-gik-jo-alligevel-trods-alt. Denne trøste-manøvre ville smadre det hele. Det SKAL gøre ondt i slutningen af boks 1. Ellers går en vigtig pointe tabt!

Dertil kommer, at "Gas 1" har en vigtig funktion som regulativ. Ligesom den rendyrkelse af en særlig dansk tone, man finder i boks 1, stabiliseres af f.eks. The Old Man And The Sea, der ligesom siger: "så dansk var det hele altså heller ikke", har vi modsat her over for en generelt meget international lyd, en plade, som fortæller os, at den danske tone ikke var gået helt tabt i drømme om udenlandske gennembrud.

Samtidig er der her hjælp at hente til forståelse af en række pointer. Bølgen af progressive syreplader var stærkt påvirket af strømninger fra England og USA. Men på mange måder var de danske bud på genren i en særlig dialekt, der skiller dem ud. Der var ikke tale om efterligninger af dette eller hint store udenlandske navn, men om et ligeværdigt alternativ.

På en lignende måde gælder, at de udpræget danske udgivelser ikke var noget ringere. Det ville f.eks. være helt urimeligt, hvis man hævdede, at "Herfra hvor vi Står" bare er en gang snadren i andedammen. Den holder afgjort niveauet, men er samtidig noget, der givetvis ville have forekommet mere eksotisk i det store udland, end f.eks. Pan.

Selvom de tre bokse fusker lidt med kronologien, er der alligevel blevet indkredset en sandhed. Før omkring '66 var de fleste danske bud på ny og ungdommelig musik mere eller mindre plagiat af udenlandske forbilleder. En række kloner af Elvis, Cliff Richard, Shadows, Beatles og Stones. Man kan tale om gode og dårlige efterligninger, og der var således afgjort ting, som holdt stand. Men det var sjældent, at de havde noget reelt at tilføje. Det er dette, der ændrer sig i sidste halvdel af 60'erne, hvor dansk musik finder sin egen vej, der så siden gjorde det muligt at forholde sig til udenlandske strømninger på en måde, der var andet og mere end kopi.

Dette bekræftes da også, når man betragter den strengere kronologi. Den første med Cy, Maia & Robert adskiller sig ikke nævneværdigt fra Peter, Paul And Mary eller The Seekers, matcher blot niveauet. Hos Steppeulvene fornemmer man ganske vist tydeligt påvirkningen fra Bob Dylan, men inspirationen er omformet i et personligt udtryk, der er mindst lige så egenartet som hos Dylan- inspirerede navne ude i den store verden.

Beefeaters, Young Flowers, Savage Rose og Alrune Rod er på hver deres måde udtryk for, at dansk musik i de år fik mere og mere egenart og ikke lød som noget som helst andet. Men samtidig skete der en masse spændende ting ude i verden. At lukke ører og øjne for dette ville have været selvkredsende dumhed.Åbenhed var en nødvendighed. Men netop fordi dansk musik havde fundet sine egne fødder at stå på, kunne den også forholde sig til de udenlandske strømninger på sin egen måde.

En helt anden ting, der kan være interessant at lægge mærke til, er hvilke pladeselskaber pladerne udkom på. Især p.g.a. Gasolin, men også i kraft af navne som Lone Kellermann og Bifrost, blev den danske afdeling af CBS 70'ernes førende mærke, stedet, hvorfra de spændende plader kom. Helt oppe i 80'erne havde dette sine knap så markante efterdønninger med navne som Frede Fup og TV-2. Men før Gasolin havde CBS stort set ikke spillet nogen rolle i dansk musik. Det var fra Metrome, Sonet og Polydor at de bedste udgivelser kom.

De to vigtige mænd bag kuliserne på 70'ernes CBS var Poul Bruun og Freddy Hansson, der også var initiativtagere bag centrale antologier som Christianiapladen, "Atomkraft - Nej Tak" og "Pærepunk", og siden gjorde sig gældende med en række egne pladeselskaber som Kong Pære, Ama'r og Medley.

Før de kronede dage på CBS havde Bruun & Hansson været på Sonet, og bl.a. haft en finger med i spillet omkring Pan. Dette er endnu en grund til at bruge "Pan"-pladen som universetablerende overture til boks 2.

Op igennem 70'erne og 80'erne var Bruun og Hansson det stærke team, der spillede en afgørende rolle for en bred vifte af dansk musik fra Sort Sol til Anne Dorthe Michelsen. De var ligeledes med til at udvikle Sweet Silence, Danmarks første topmoderne pladestudie med international standard, der i mange år var nordens største med et særligt ry for såvel professionalisme som et behageligt arbejdsmiljø.

Men tilbage til de tidlige 70'ere og den danske prog.rock-scene. For at komme rigtigt ind på livet af de næste cd'er i boks 2, er det utrolig vigtigt, at man bliver ved at arbejde med tretrins-systemet. Men jeg ser ingen grund til at nævne hvert led. Det kan enhver jo selv gennemskue. Derfor vil jeg i det følgende lade det være underforstået, at hver ny omtalt cd er den sidste i en serie på tre.

Den første af disse (der altså følger i halen på Savage Rose og Gasolin) er med gruppen Day Of Phoenix, og samler de to albums "Wide Open N-Way"(1970) og "The Neighbour's Son" (1972). De blev oprindelig udgivet på Sonet, der også husede bl.a. Beefeaters, Burning Red Ivanhoe og Pan. Længere oppe i 70'erne lagde Sonet etiket til Clausen & Petersen.

Sonet blev stiftet i 1956 af Svend Lindholm og Gunnar Bergstrøm. Det blev hurtigt en institution i svensk musik og det øvrige skandinavien, snart også med vigtige gensidige distributionsaftaler med selskaber i den øvrige verden, der iblandt USA. Det var overvejende et jazzselskab, der husede navne som Lars Gullin, Toots Thielemanns og Svend Asmussen, men med årene blev der stadig flere pop- og rockudgivelser. Dog aldrig på en ukritisk måde. Det svenske mærke var indbegrebet af kvalitetsbevidsthed. I det mindste til og med 70'erne. I 80'erne begyndte de i højere grad at lefle for tidens diller. Sonet findes idag ikke længere som selvstændigt selskab, men blev i 1991 overtaget af Polygram koncernen, der så siden selv blev opslugt af Universal Music Group.

Det ligger lige for at tro, at det er problematisk, når man fra Gasolins jordbundne og relativt lettilgængelige musik skal over til Day Of Phoenix med deres raffinerede forløb og snurrige guitarfigurer. Men man gør sig unødige bekymringer. Der foreligger adskillige relationsformende elementer.

Hos Day Of Phoenix er musikken nok præget af kompleksitet. Men den er tillige appellerende og melodisk. Den rummer et fremtrædende element af noget legende, og gør noget med tonalforløb, der minder om den måde, Gasolin bruger sproget i deres tekster.

Jeg så en edderkop

gøre kur til en flue.

Så ballerina

tag mig med til i morgen.

Den afsluttende ”Lilli Lilli” på ”Gas 1” bevæger sig i et sælsomt betonkælderagtigt ekkorum og henimod slutningen flipper den en smule ud. Det forbereder sindet på det mere særprægede. Åbnings- og titelnummeret på "Wide Open N-Way" lægger sig i forhold til tempo og rytme også udmærket i forlængelse af "Lilli Lilli". Lidt længere fremme på Phoenix-pladen finder man "If You Ask Me", der benytter en guitarfigur, der i høj grad minder om Gasolins ditto på "Laphohora Williamsi". Endvidere er det jo sådan set Gasolin, som er sidespringet, mens Day Of Phoenix får os tilbage på hovedsporet og lægger linien for det videre forløb.

Har man fået arbejdet sig så langt ind i boksen, at man er nået til cd 6, så er man også tilstrækkelig indsluset i universet til at kunne fastholde det, selvom man tager et skarpt sving om et hjørne. Hele funderingen er nu så stærkt etableret, at man slet ikke har kunnet undgå at få øje på de grundlæggende temaer - også selvom man måske ikke har gjort sig det bevidst.

Der var noget med stoffer og det syrede. Det har hele tiden været i spil på forskellige måder og fra skiftende vinkler. Så er der noget med leadguitarister. De har også ytret sig kraftigt på næsten samtlige udgivelser. Endelig noget med det personlige og detaljen. Det er en nødvendig konsekvens heraf, at guitarister er forskellige. Franz Beckerlee var måske ikke den store virtuos, men hans Hendrix-inspirerede udtryk var i høj grad hans eget. At guitaristerne fra Day Of Phoenix spiller anderledes, er en slags gensidig bekræftelse. Så det hænger i alt væsentligt fint sammen.

Day Of Phoenix havde et mærkbart islæt af drømmende west coast sound i deres udtryk. Der er således nok tale om progressiv musik, men af en lidt blidere kaliber med akustiske elementer, kønne melodilinier og spredte mindelser om det folkemusiske. Men tillige med helt udflippede, nærmest montage- og lydeffekt-agtige passager, der i bedste Zappa-stil nedbryder de etablerede melodiske og harmoniske strukturer, for så på overraskende måder at bygge dem op igen. Der er således stor dynamisk spændevidde og masser af uforudsigelighed i musikken. Kønne, folkemusisk farvede sange afbrydes af formeksperimenter, mens et labyrintisk mylder af guitarfigurer mætter lydbilledet. Det progressivt-eksperimentale går således op i en højere enhed med det drømmende på en særdeles udtryksfuld måde. Day Of Phoenix havde i modsætning til de fleste andre daværende navne held til at vække nogen opmærksomhed i udlandet. Den første plade, der regnes for en beatklassiker, blev også udgivet i England og fik fine anmeldelser.

Den anden plade er lidt anderledes, lige en tak mere straight end den første. Day Of Phoenix har her sat noget af deres egenart over styr til fordel for en mere tidstypisk og anonym lyd. Der er ikke samme melodiske træfsikkerhed i sangene, men heller ikke så megen progressiv frækhed. Musikken er mindre eksperimenterende og uden den drilske spændstighed, der prægede den første plade. Føniksens dag var ved at være forbi, og gruppen blev da også opløst kort efter. Men deres første plade står som en milepæl i dansk beat.

Som hos Culpeter's Orchard kan der undertiden være mindelser om Jethro Tull, og faktisk er der på en slags forbindelse imellem Culpeter's og Phoenix.Day Of Phoenix var i sin tid blevet stiftet af Cy Nicklin. Men han havde forladt gruppen, da de indspillede deres første plade. I det hele taget havde gruppen mange udskiftninger undervejs.

På bonus cd'en er der to numre med Day Of Phoenix fra de tidlige dage, hvor de endnu havde Cy Nicklin med. De viser ham på en pudsig måde på skellet mellem folkemusik og syrerock. Ikke blot er det rent kronologisk post-Cy, Maia & Robert og præ-Culpeter's Orchard, det lyder også sådan! Lad mig i den forbindelse nævne noget mere, som boksene kan bruges til, nemlig at følge forskellige kunstneres individuelle udvikling. Det siger sig selv, at der under de overordnede udviklingstendenser gemmer sig et omfattende netværk af individuelle udviklinger. Også desangående kan "Dansk Rockhistorie" være umådelig oplysende og lærerig! Man kan jo f.eks. høre de fire første med Savage Rose, der dækker perioden 68-71. Nu er lige Savage Rose noget helt for sig, der ikke ligner noget andet. Men i de små reguleringer, der finder sted fra plade til plade, gives der alligevel værdifulde vink om, hvad der skete i den periode. Men måske er det i virkeligheden mere spændende at se på de skjulte sammenhænge. Som jeg har været inde på i anden forbindelse, er der mange af de samme musikere, der dukker op i forskellige grupper og på forskellige tidspunkter inden for de tre bokses periode. Man kan derfor også spørge: hvad er ham der for en? Hvad gjorde han hvornår? Hvorefter dette kan blive udgangspunktet for at høre bestemte ting fra boksene i en bestemt rækkefølge. Også andre muligheder og projekter kunne foreslås. I det hele taget er "Dansk Rockhistorie" et fantastisk materiale, som enhver burde kunne blive lidt klogere af.

Lad os derfor lige kigge lidt på de bands, der former første halvdel af boks 2, og nogle af de folk, der for en kortere eller længere bemærkning var medlem af et eller flere af dem.

Vi kan jo passende begynde med Cy Nicklin og hans gamle makker Robert Lelievre. Efter opløsningen Cy, Maia & Robert var Robert en tur i England og mødte notabiliteter som Paul McCartney og John McLaughlin, uden at der kom noget ud af det. Tilbage i Danmark slog han sig atter sammen med Cy, og dannede bandet High Crossfield, der endvidere bestod af Niels Pedersen, Arne Würgler og Bjørn Uglebjerg. High Crossfield eksisterede kun kort tid, men er indirekte stamfader til både Pan og Culpeter's Orchard.Mens Robert var i England havde Cy stiftet Day Of Phoenix og siden forladt det. Den oprindelige besætning var - udover Nicklin - Henrik Fries, Ole Prehn, Karsten lyng og Jess Stæhr. Fries, Prehn og Lyng var stadig med, da gruppen indspillede "Wide Open N-Way". Nicklin og Stæhr var derimod erstattet af Hans Lauridsen og Erik Stedt. På "The Neighbour's Son" havde Stedt igen forladt gruppen, der nu kun bestod af Lyng, Prehn, Fries og Lauridsen. På andre tidspunkter passerede bl.a. Peter Fries Nielsen, Ole Fick og Bo Thrige Andersen igennem Day Of Phoenix.

Karsten Lyng, Ole Prehn og Jess Stæhr havde en fælles fortid i gruppen The Maniacs, der siden blev til Cornation. Efter Phoenix dagene var både Lyng, Prehn, Fick og Thrige i berøring med Burning Red Ivanhoe. Lidt senere stiftede Ole Prehn gruppen Mo-I-Rana.

Efter Phoenix og Crossfield dannede Cy Nicklin så Culpeter's, der ligeledes kom igennem en lang række udskiftninger.

Herfra kan man passende vende blikket mod Delta Blues Band. Da de lavede den plade i '69, som vi nyligt har lyttet til, bestod gruppen udover de to gennem alle årene faste ankermænd Troels Jensen og Søren Engel af brødreneThomas og Michael Puggård-Müller. Det kan iøvrigt nævnes, at pladen blev produceret af Freddy Hansson.

Puggård-Müller brødrene blev kort efter en del af Pan sammen med Robert Lelievre og Arne Würgler. Endvidere indgik Henning Verner i besætningen. Robert havde et plaget sind og begik selvmord i '73.

Som vi tidligere har været omring var tidens store helte leadguitaristerne. Blandt de mest ikoniserede kan fremhæves Peer Frost, Nils Henriksen og Claus Bøhling. Tilsammen dækker disse tre stort set alle periodens vigtigste bands!

Frost: Peter Belli &The Rivals, Sir Henry, Young Flowers, Rainbow Band, Midnight Sun, Savage Rose.

Henriksen: Ham, Beefeaters, Culpeter's Orchard, Mo-I-Ra-Na, Phantom Band, Sebastian, C.V. Jørgensen Band, Rockbandet.

Bøhling: Peter Bellis B.B. Brothers, Hurdy Gurdy, Coronarias Dans, Secret Oyster, Burning Red Ivanhoe, Anne Grethe Band.

Men et band består naturligvis af andet end guitarister, og også for mange af de øvrige instrumenters vedkommende gælder det, at man kan følge en musikers vej gennem en række forskellige bands.

Det gælder f.eks. trommeslagerne Bjørn Uglebjerg (The Foottappers, The Rivals, Gasolin, Skousen & Ingemann, Rockbandet, Frede Fup) og Tom McEwan (Gasolin, Blast Furnace, Agitpop, Culpeter's Orchard, Klyderne). Det gælder tillige basisten Arne Würgler (Burning Red Ivanhoe, High Crossfield, Pan, Blast Furnace, Benny Holst, Agitpop).

Som en lille kuriositet kan det nævnes, at der engang i 60'erne var et band, der hed Exploding Mushrooms og bl.a. bestod af trommeslageren Simon Koppel (senere i Anaconda og Heavy Joker). Gruppens organist, der også var med i Peter Bellis Seven Sounds, hed Wili Jønsson. Han skiftede siden instrument og blev bassist. Det burde være unødigt at fortælle i hvilket band.

Faktisk var Exploding Mushrooms den direkte forløber. Gruppens sanger var Tom Bailey. I forlængelse af de springfarlige svampe greb Willi bassen i et fortsat samarbejde med Bailey. Tom McEwan blev indblandet, men siden afløst af Bjørn Uglebjerg. Ind i historien kom så en anden instrumentskifter, en tidligere jazzsaxofonist, der havde hørt Hendrix-plader og købt en guitar. Siden skiftede gruppen forsanger. Resten er historie...

Den vragede Tom Bailey lavede siden en plade sammen med Delta Blues Band, mens den sidste af svampene, Mac McLeod, blev medlem af af Peter Bellis B.B. Brothers, der siden muterede til Hurdy Gurdy.

Man kan vælge at udlægge dette, som at datidens musikscene var et indspist foretagende, hvor en relativ lille skare musikere spillede på kryds og tværs i alle mulige bands med hinanden. Men når man betragter musikkens bredde og alsidighed, er det svært at fastholde denne opfattelse. Det forekommer mere nærliggende at fascineres over disse musikernes alsidighed, og deres evne til at udfylde en plads inden for ret så forskellige slags musik. Konfronteret med denne mangfoldighed virker det helt urimeligt at sammenligne med senere indavl, som f.eks. kystbane-bølgen i sen-80'erne.

Det er derimod klart, at det placerer musikken geografisk. Det var årene før Århus overhalede København indenom, og det var således en musikscene, der i alt væsentligt var koncentreret omkring hovedstadsområdet. I de to første bokse er det minimalt, hvad man kan finde af fynske og jyske bands. Det handler som regel mere om, hvilken bydel folk kom fra, f.eks. den måde Gasolin indførte Christianshavner-stemning i dansk rock, mens Burning Red Ivanhoe besang forstæderne. Når man endelig undtagelsesvis sang om "et sted ude på landet", blev der tegnet portrætter af småperverse outsidere, der ikke havde set den nye tid komme. Selv det øvrige Sjælland var afkoblet. Prøv f.eks. at finde et band fra Slagelse, Helsingør eller bare Roskilde.

Københavner-fascisme? Måske - måske ikke. Det har nu en gang altid været sådan, at når der foregik noget, så foregik det et eller andet sted. Ude i den store verden, var fokus skiftet fra de amerikanske sydstater til Nordengland (Liverpool, Manchester), for derfra at bevæge sig ned til London. I de tidlige 70'ere var der begyndt at ske nogle vigtige ting i Tyskland. Kraftcentrene rykkede sig internationalt, og det gjorde de også herhjemme, hvor det siden skulle blive andre landsdele, der gjorde sig stærkest bemærket. Lidt længere oppe i 70'erne placerede nordsjællandske Shubidua og århusianske Gnags sig blandt tidens populæreste navne. Flere århusianere fulgte, og ved indgangen til 80'erne begyndte københavnerscenen at ligne en gammel, træt mand.

Det bemærkelsesværdige ved de sene 60'ere og tidlige 70'ere er, at en musikscene inden for et så begrænset geografisk område kunne rumme en sådan mangfoldighed af stilarter og musikopfattelser. Der var ikke tale om en egentlig Copenhagen Sound, men om en rent områdemæssig placering hvor alt muligt trivedes side om side.

Vil man tage de rigtig strenge briller på, er der måske alligevel noget her, man kunne kritisere. Boksene - især de to første - er ret så centraliserede. At der samtidig var en række fremragende provinsbands bliver konsekvent ignoreret. Netop den mere personlige tone i anden del af Lynggårds causeri skærper dette. En københavnerdreng fortæller om sine minder i forbindelse med en række københavnerbands, mens f.eks. Iron Duke fra Skive og fynske Jackson's Garden lades ude af betragtning. Men strengere historisk set må man indrømme, at det primært var den københavnske scene, der tegnede perioden. Om flertallet af de bedste provinsbands gælder det, at det var nogen, der havde fortjent større opmærksomhed, men netop ikke fik det. Hvor betydningsfuld deres musik end var fra et kunstnerisk synspunkt, kan den næppe kaldes historisk indflydelsesrig. At koncentrere sig om det, der holdt tidens stafet forekommer naturligt, når de store linier skal tegnes. Det handler ikke om, hvem, der burde have været mere kendte, men derimod om, hvem, man bør kende.

Lad os derfor vende tilbage til boks 2 og endnu et centralt band med base i hovedstadsområdet: Ache, hvis to centrale udgivelser, "De Homme Urbane" (1970) og "Green Man" (1971), er samlet på cd 7.

Ache bestod af brødrene Finn og Thorsten Olafson, der siden stiftede pladeselskabet Olafsongs, samt Peter Mellin og Glen Fischer. Ingen af disse fire er specielt stærkt linket til de øvrige grupper, vi har været i berøring med. Derimod udgjorde de i slutningen af 60'erne Danmarks vel nok førende liveband, der i tidens ånd spillede kilometerlange improviserede forløb ledsaget af psykedelisk lysshow,men med en egenartet dystert skurrende tone, hvor orgel og guitar eksploderede i harmoniske afsøgninger med spredte mindelser om Procol Harum, Nice, Pink Floyd og Vanilla Fudge. Da de siden skulle til at lave plader, blev musikken strengere struktureret i gennemkomponerede forløb, der var nærmest kemisk renset for improvisationer. Men den bevarede dog sit foruroligende særpræg.

Ache på plade kan vel nærmest betegnes som et dansk svar på Emerson, Lake And Palmer eller Yes, mens det vokale udtryk kan minde lidt om David Bowie. Hvis man synes, at ting som Pan og Day Of Phoenix er svært tilgængelig og særpræget musik, vil man muligvis få et problem. I hvert fald kan man lige så godt på forhånd indstille sig på, at det her absolut ikke er lige-ud-ad-landevejen- pop, men noget nær det stikmodsatte. Alligevel rummer det så mange appellerende træk, at man næsten ikke kan undgå at blive vild med det. Det er ganske enkelt fed musik. I forhold til den øvrige danske scene kan Ache placeres et sted mellem The Old Man And The Sea og Savage Rose. Rent historisk betegner de en finkulturel drejning, hvor beatgrupper begyndte at lave balletmusik. Noget som også Savage Rose og Secret Oyster siden skulle give sig af med. Ligesom de første tre med Savage Rose blev Aches to første albums produceret af Johnny Reimar, der her i endnu højere grad end i tilfældet Savage Rose, viste større musikalsk nysgerrighed og mindre berøringsangst end hans poppede image giver grund til at forvente.

En ting som man bør være opmærksom på i forhold til udtrækslisterne - uanset om man arbejder med den subjektive favoritmodel eller den objektive endehæfter - er, at "De Homine Urbano" kun rummer to numre, som til gengæld er meget, meget lange. Så lange numre er uhensigtsmæssige for lister af den type. På den anden side ville det være synd at helt ignorere denne plade. Den bedste løsning, jeg kan komme i tanke om, er, at man lytter nogle gange til de to lange forløb og finder ud af, hvilket af dem man bedst kan lide. Dette sætter man så på den lange, relative favoritliste, mens man anbringer det andet på endehæfteren. På den måde har man fordelt byrden. Derimod bør man ikke anbringe hverken det ene eller andet af de to på den skærpede liste, heller ikke selvom man er helt vild med det. Det vil ødelægge fornemmelsen af, at der kun lige er en smagsprøve på hver ting. "Green Man" rummer flere numre, så her kan enhver finde sine personligt foretrukne. Men mange vil sikkert falde pladask for "Shadow Of A Gypsy" og titelnummeret. Imidlertid er det også i sin helhed betragtet et virkelig godt album.

Man kan ikke være andet end stolt over, at Danmark har fostret et band som Ache. Ingen kan for alvor være i tvivl om, at det her er fuldt ud lige så alternativt og originalt som de mest spændende ting, der foregik samtidig i andre lande, hvor lignende art-rock tiltag blomstrede omkring især en række engelske og tyske grupper. Den danske scene med sit klodsede image som evig bagstræber var her helt med fremme i forreste række. Men let kost er det som nævnt ikke. Bevægelsen Gas - Phoenix - Ache tegner klart en trip-trap-træsko i retning af det stadig sværere tilgængelige. Men uanset hvor fremmed man måtte føle sig over for denne musik, er den så fejende flot, imponerende kompleks og med sine fortættede skyggebilleder så ulig alt andet, at man næppe undgår at blive fascineret. Dertil er der faktisk en del gedigen sangskrivning i gammeldags forstand deri. Kønne temaer og manende akkordrækker præsenteres. Tænk at man engang kunne tænke på sådan noget, når man sagde: "dansk musik". Det er næsten ikke til at forstå!

Når man herefter begiver sig videre til cd 8, er der et par ting, man er nød til at være klar over. Der fandtes omkring 1970 en dansk gruppe, der hed Rainbow Band. Men da de håbede på et internationalt gennembrud, og der fandtes en canadisk gruppe med samme navn, skiftede de siden navn til Midnight Sun. Hverken det danske eller det canadiske Rainbow Band havde noget at gøre med Deep Purple guitaristen Ritchie Blackmores Rainbow, der først blev dannet nogle år senere. På dette tidspunkt var Deep Purple med mr. Blackmore inklusiv på vej mod deres højdepunkt.

Men Rainbow Band og Midnight Sun er altså samme band. Sådan da! Det var nemlig ikke bare navnet, der ændrede sig. Der var også et veritabelt gennemtræk af medlemmer i gruppen. Da de indspillede albummet "Rainbow Band" i 1970 var det stedet hvor guitarhelten Peer Frost (ex-Young Flower) befæstede sin status, sammen med de to tidligere Maxwells medlemmer Lars Hesselmann og Lars Bisgaard. Endvidere medvirkede Niels Brøndsted, Bo Stief og Carsten Smedegård. Freddy Hanson og Poul Brun havde en finger med i spillet omkring pladens tilblivelse.

På dette tidspunkt havde der allerede fundet flere udskiftninger sted, siden gruppen blev stiftet. Bl.a. havde Peter Thorup (ex-Beefeaters) og Simon Koppel fra Gasolin-forløberen Exploding Mushrooms været indover. Efter den første plade kiggede Allan Mortensen en tur forbi. Da gruppen, der nu hed Midnight Sun i '72 lavede "Walking Circles" bestod den udover Frost, Hesselmann, Brøndsted, Stief og Smedegård af sangeren Frank Lauridsen.

Ligesom f.eks. Day Of Phoenix var Rainbow Band/Midnight Sun populære hos engelske anmeldere, uden at det fik publikum til at købe deres plader. Lynggård hævder i hæftet, at det var de mange skift af forsanger (Peter Thorup, Lars Bisgaard, Allan Mortensen, Frank Lauridsen), der var hovedårsagen til, at det internationale gennembrud udeblev. Det er sandsynligt, at han har ret.

Stilistisk set forener den første plade , "Rainbow Band" (1970), elementer af prog-rock, jazz, latin og pop i en spændende syntese, der især giver afsæt for Frosts guitarspil. Den anden plade, "Walking Cicles" (1972), er mindre charmerende og karakteristisk. Med en drejning i retning af en mere soul-agtig lyd tilsat tidstypiske træk glider den mod et mere anonymt præg. Lidt ligesom med de to Day Of Phoenix-plader - uden sammenligning i øvrigt. Ligeledes vil guitar-freaks blive skuffede over, at Frost får langt mindre plads på "Walking Cicles", der slet ikke er en egentlig guitarplade sådan som "Rainbow Band", hvor der virkelig bliver rørt nogle strenge. Men fælles for de to plader er en god melodiforståelse og en for tiden anderledes lyd, der bl.a. udmærker sig ved at være helt uden orgel, og i stedet benytter klaver.

Den næste cd er viet gruppen Hurdy Gurdy og den eneste plade, de nåede at lave, "Hurdy Gurdy" (1972). Dermed hopper vi direkte fra den ene guitarhelt til den anden, nærmere bestemt fra Frost til Bøhling. Oprindelig hed de Boom Boom Brother, kortede det senere ned til B. B. Brothers inden de blev til Hurdy Gurdy. Den oprindelige besætning bestod udover Claus Bøhling af Ole Rasmussen, Torben Forne og Jens Peter Marquard Otzen. Blev senere udvidet med Hans Mogensen, der havde været med i et line-up af Beefeaters. Han forlod dem dog snart igen. Ole Rasmussen og Torben Forne gik samtidig også ud. Ind som nyt medlem kom Mac Macloud (ex-Exploding Mushrooms). Han gik dog siden ud, og Forne vente tilbage. Det var således besætningen Bøhling, Forne, Otzen, der indspillede gruppens eneste plade i sommeren '71. Da den blev udgivet i begyndelsen af '72 var Hurdy Gurdy under opløsning. Inden det var helt slut var den gamle steppeulv Søren Seirup ind over for en kort bemærkning.

Sideløbende med disse navne- og besætningsskift udspillede der sig en begivenhedsrig og spændende historie, der opridset i skitseform handler om deltagelse i pigtrådsmesterskaber, indspilning af en tidlig single, samarbejde med Peter Belli, efterfulgt af uenighed om den stilistiske kurs, hvor efter Belli og B. B. Brothers (som de da endnu hed) gik hver sin vej. Siden en tur til England hvor de fik tørret måsen af Donovan, drog slukørede hjem igen og indspillede deres plade, som blev produceret af Freddy Hansson.

Eftersigende var Hurdy Gurdy noget af det mest ekstreme og eksperimenterende, der overhovedet kunne opstøves på datidens danske scene. Alle, der har oplevet dem live, hævder entydigt, at pladen er en tynd og tam omgang i sammenligning. Men ud fra de fleste andre målestokke rummer den både dristighed og kant. Som de fleste øvrige i boks to er der syre og prog. på drengen, akkurat som en solid grundforankring i blues tydeligt fornemmes. I forhold til de ting vi har hørt tidligere, befinder den sig i nabolaget af Young Flowers, Beefeaters, The Old Man And The Sea og Day Of Phoenix. Dens svaghed må siges at være, at den er lidt for tidstypisk. Men den har så afgjort sine stunder.

Derfra skal vi over til noget helt, helt andet - måske boksens mest atypiske ting, nemlig Christianiapladen fra 1976. Vi er hoppet fire år frem i tiden (i forhold til Hurdy Gurdy, seks i forhold til boksens ca. gennemsnit). Da en hel stribe grupper bidrager kommer vi også lidt rundt i genrene. Samtidig får vi med denne blandede plade en blød overgang til bonus cd-en, tager forskud på det mere sammensatte.

Mens den første med Beefeaters skilte sig lidt ud ved at være ældre, skiller Christianiapladen sig ud ved at være nyere. Et ordentligt hop – helt frem til 1976. En plade fra ’67 og i endnu højere grad en plade fra ’76 undgår ikke at skille sig ud i en bunke, hvor alle andre er koncentreret inden for perioden 69-72. Ser man bort fra lige præcis de to, er det boks 2, der er mest periode koncentreret. Vi er hele tiden lige omkring 1970, nogen gange lidt før, nogen gange lidt efter, men hele tiden lige ved. Altså med to påfaldende undtagelser! Samtidig er vi her ovre i en lidt anden musikstilistisk boldgade. Man kan synes, at Christianiapladen både ud fra musikalske såvel som kronologiske grunde burde have været i den tredje boks.

Men i så fald har man enten glemt det bærende emne for boks 2, eller også ved man ikke, hvad rigtig mange almindelige danskere – med rette eller urette – primært forbinder med Christiania. Det er klart, at den plade hører hjemme i syreboksen, hvor den så musikalsk kan varsle den sidste boks, akkurat som vi tidligere så Culpeter og Old Man lægge op til boks 2.

Endvidere er det måske af nogen betydning, at den første cd i boks 2 hentyder til en roman af en norsk forfatter og at den sidste (bortset fra bonussen) benytter det ord, der udover den danske fristad også er det oprindelige navn for Oslo, Norges hovedstad. Men hvorfor disse hentydninger til Norge. Hvad har vores kære søsternation med sagen at gøre?

Men måske er det slet ikke det, der hentydes til. Pan er som nævnt også en skovgud og Christiania er jo i sammenhængen helt indlysende fristaden og ikke Oslo. Der synes at ligge en hentydning til noget med fri, naturlig, ubunden i dette. Det er vel sådan set en ret så betegnende ramme. Mens vi så den første boks indammet af litterære hentydninger, hvilket svarede til udviklingen af et mere såvel lyrisk som budskabsorienteret tekstunivers, ser vi her boksen med de musikalske eksperimenter og lange soloer indrammet af hentydninger til frihed og opløste hæmninger.

Endelig kan man indføre et par små anakronismer, som ganske vist ingen kan have tænkt på i de tidlige 70'ere, men som tilrettelæggerne af de tre bokse udmærket kan have haft i baghovedet. I 1980 åbnede der i København et diskotek, der hed Pan, som direkte henvendte sig til et homoseksuelt klientel. Altså et fristed for en ofte diskremineret minoritetsgruppe. Pan eksisterede frem til 2007. Netop i året 2007 udgav Gorm Henrik Rasmussen romanen "Christiania Revisited", der handler om, hvordan en tidligere christianit konfronteres med sin fortid.

Hvad det musikalske angår, har vi unægtelig lidt af et skift, når vi fra de stærkt progressive og overvejende engelsksprogede plader kommer over til Christianiapladen. Men det virker ikke nær så malplaceret, som man umiddelbart forestiller sig. Det stemningsmæssige slægtskab er intakt på tværs af stilskiftet.

Er der nogen plade, der i den grad emmer af 70'er-stemning, så er det lige præcis Christianiapladen. Den er indbegrebet af en tid og en tidsånd, der ganske vist på det tidspunkt (1976) sang på sidste vers, men dog endnu var intakt. Oliekrisen havde været der, og arbejdsløsheden var eksploderet. Men den flippede mentalitet bestod. Umiddelbart forude ventede kortede hår, bukser uden svaj og nye musikalske strømninger. Men hvad der skete i den engelske og amerikanske undergrund havde endnu ingen opsnuset herhjemme.

Vi er dermed ved at være igennem boks 2. Da den er stilistisk mere snæver end den sprudlende boks 1, henvender den sig også i højere grad til et bestemt publikum. Rent historisk set er disse udgivelser fuldt ud lige så vigtige som dem i den første boks. Men generelt må de nok kaldes mindre alment appellerende.

Den mere personlige tone i det andet hæfte kan måske også ses som en indirekte opfordring til selvstændig stillingtagen. Det er boks 1, der er kanon med stort K. Når man har gennemført den obligatoriske basistræning, er man friere stillet med flere valgmuligheder i forhold til vejen videre. Det bliver kort sagt i langt højere grad en skønssag, hvad der er et uomgængeligt must. Man kommer ikke uden om "Hip!", hvis man vil kunne bryste sig af at kende noget som helst til dansk beat. Men om det er Gasolin eller Rainbow Band, der med størst autoritet baner den videre vej, kan muligvis diskuteres.

Det er nu engang en smagssag, hvor meget eller hvor lidt man er til de der progressive, syrede ting fra de tidlige 70'ere med tyk lyd og masser af guitarlir. I hovedsagen er boks 2 ren forkælelse af prog.rock-fans. Stort set alle danske mesterværker inden for genren er samlet her. En ren tour de force fra den ene bjergtinde til den anden, der samtidig fungerer som visitkort for en række af periodens mest kompetente musikere. For alle, som er til syrerock anno 1970, er det simpelthen det ypperste guf.

Men også dem, der ikke er så meget til den slags, vil finde ubestridelige perler i boks 2. Ja - selv dem, der helt og aldeles er stået af over for ting som Ache og Hurdy Gurdy, vil om ikke andet kunne glæde sig over Beefeaters, Savage Rose, Gasolin og Christianiapladen. Nogle af de andre ting vil de så måske hen ad vejen lære at kunne lide, hvis de ellers tør udfordre sig selv og er indstillet på at bruge lidt tid på sagen. Bare tretrins-metoden har sikkert betydet, at mange er blevet overrasket over, hvor markant forskelligt man kan opleve en plade fra gang til gang.

Tilbage er bonus cd'en, der byder på rigtig mange pudsige og spændende rariteter. Naturligt nok mærker man også her de dominerende tendenser i boks 2. Ligesom det var tilfældet med bonus 1, kan også bonus 2 betragtes som en slags opsummering af det gennemgåede stof.

Inden man begiver sig videre til boks 3, bør man huske på, hvad der hidtil er blevet gennemgået. Tingene ligger i forlængelse af hinanden. Forandringerne hørte ikke op efter den første boks. Selvom den anden rummer en del stilistisk nært beslægtede ting, kan man her stadig mærke forandringer. Endvidere er alle de mere eller mindre prog. rock orienterede ting en følge af den forudgående udvikling. Således hænger tingene sammen. At have forandringsperspektivet med sig fra den første til den anden boks er altafgørende for forståelsen. At boks 2 slutter af med at hoppe nogle år frem i tiden, bidrager ligeledes til fornemmelsen af, at der var fortsat bevægelse. Efter at have konstateret, at der lige omkring 70-72 var nogle strømninger, der i forskellige varianter forblev genkendelige inden for en række gruppers univers, hoppes der frem til et tidspunkt, hvor disse strømninger var på vej ud igen. Ligeledes bør man ikke regne syretemaet for udspillet med boks 2. Det gælder altså om, at have både forvandlings- og syreperspektivet med sig over i boks 3, som forudsætninger og underforstået kontekst.

Emnet for det tredie hæfte er opbrud og opløsning. Fortsat forandring må nødvendigvis før eller siden føre til, at man kommer hen et sted langt fra udgangspunktet, og brug af stærke stimulanser kan få alvorlige konsekvenser. Som det allerførste slår Lynggård fast, at krisen satte ind, hårde tider fulgte og hippiebevægelsen blev splittet i modstridende fraktioner, men der blev stadig lavet god musik. De tidstypiske tendenser ændrede sig imidlertid, så den gode musik blev en lidt anden slags.

Mens det i perioden 70-72 var mest udbredt at synge på engelsk, vendte den danske tekst nu tilbage. "Herfra hvor vi Står" og de første Gasolin plader havde skilt sig ud fra de mange engelsk/amerikansk klingende plader, der var standarden. Men det var her man fandt kimen til det, der blev det typiske for midt-70'erne. Eller hvad man nu skal kalde det. Sagen er nemlig den, at et påfaldende træk ved de tre bokse er, at perioden 74-75 springes over. Der er god dækning frem til '73, hvor efter vi hopper frem til '76.

Det kan der være mange grunde til. Mange vil - med rette eller urette - hævde, at der ikke sker så meget i disse to år. Det er en periode, hvor tingene har fundet ind i et fast leje og tøffer roligt deruda' uden synderlig markante forandringer. Dermed ikke sagt, at der ikke er gode plader, og der iblandt nogle så gode at de kan kaldes mesterværker fra denne periode. Men de indfører ikke en ny tendens eller tone. De er blot vellykkede repræsentanter for noget allerede etableret.

Ydermere kan man sige, at det nye og anderledes man kan tale om dukker op, i nogen grad falder uden for de tre bokses emne. I modsætning til alle de stærkt engagerede grupper, der repræsenterede modkultur og drømme om et anderledes samfund, kom der fra omkring '73 og frem en række mere uforpligtende navne, der med et humoristisk anstrøg underholdt uden hævede pegefingre. Det gælder f.eks. Shubidua, Tyggegummibanden og Bamses Venner. Her blev der budt på morsomme undersættelser af kendte 50'er og 60'er hits, og spillet op til dans. Ikke et ord om Christiania, oliekrise og atomkraft. Det var fest og sjov i gaden. Med andre ord noget helt, helt andet. Ganske vist kunne man hævde, at der alligevel er en sammenhæng. Med tossede ordspil, der vendte vrangen ud på det danske sprog, lå Shubidua vel på deres måde lige så meget i forlængelse af Steppeulvene, som Agitpop eller Gnags på deres.

Jeg kan endvidere nævne, at jeg engang i min barndom oplevede den mest hippe, musikkyndige og politisk bevidste dreng, jeg kendte, blive revet med af solskinsglæde på en dejlig sommerdag, hvilket fik ham til at gå og nynne Lille Palles "Kom og put dig under Dynen". Han var 13-14 år. En alder hvor selv glødende kommunister har deres ubevogtede øjeblikke. En sådan sang ville han med garanti aldrig have sat på sin pladespiller. Men han kunne da godt finde på at spille Shubidua, når han af og til skulle have lidt lettere kost.

Ligeledes oplevede jeg engang i min barndom et arrangement på Vesterbro Ungdomsgård, hvor der efter den egentlige (og klart budskabsorienterede!) koncert med stedets børn og unge var et band, der spillede op til dans og minsandten havde både Gasolin og Shubidua sange på repertoiret. Ingen syntes at se nogen modsigelse deri. Folk, der havde langt både hår og skæg, ja - endda gik i sandaler, dansede muntert rundt. Så intolerant var man trods alt heller ikke!

Disse strømninger blev imidlertid arrigt afvist af tidens hippie-højborge som værende noget kommercielt, useriøst og småborgerligt. "Dansk Rockhistorie" kunne sådan set lige så godt have heddet "Auditivt dansk flipper leksikon for begyndere og viderekommende". Følgelig er ting som Tyggegummibanden og Bamses Venner naturligvis bandlyst.

En anden mulig årsag til de to års tavshed er, at man fra tilrettelæggernes side har ønsket at få halen med og dermed rundet historien ordentligt af. Da det har været nødvendigt at foretage til- og fravalg, giver det god mening, at fra at have fulgt hele forløbet, der skabte en bestemt scene og en særlig lyd, at så hoppe frem til de sidste krampetrækninger inden en helt ny historie begynder.

Endelig er der fra perioden 76-78 nogle så vigtige og centrale danske udgivelser, at det ville have været trist om de havde manglet. At de er lavet en lille smule senere end de øvrige i de tre bokse, bør i hvert fald ikke være grunden til at udelade dem.

Alt i alt giver det altså god mening at foretage dette hop. Det er endvidere også den eneste måde, det lader sig gøre at demonstrere en række af hæftets centrale pointer.

Som nævnt er det den kradsende krise, den fortsatte musikalitet, slutningen på noget, der lægger op til en ny begyndelse og forskellige undergangstendenser, som præger Lynggårds tredie fortælling. Således balancerer boks 3 inden for et paradoks af tabte værdier og fortsat musikalsk storhed. Fyldig glæde og nøgen trøstesløshed filtret ind i hinanden.

Den første udgivelse i boks 3 er Savage Rose's "Dødens Triumf" (1972). Mere markant kunne man næsten ikke sætte problematikken op. Flemming Flindts ballet med Savage Rose's musik blev en enorm succes, og gav gruppen et langt bredere folkeligt gennembrud end hidtil. Men emnet for balletten var død og undergang. Det var Europas gravskrift, der blev skrevet!

Ydermere gælder, at der havde fundet et par udskiftninger sted. Af den oprindelig gruppe var kun Anisette, Anders, Thomas og Alex Riel tilbage. Nye medlemmer var den gamle defender Rudolf Hansen og jazzguitaristen Ole Molin. Savage Rose fortsatte med at være lige kunstnerisk kompromisløse mange år frem i tiden, men deres popularitet dalede, og de ramte aldrig så bredt igen, som de havde gjort med musikken til "Dødens Triumf".

At en ballet havde folkelig gennemslagskraft var i sig selv ret så bemærkelsesværdigt. Det kan man vist nok godt tillade sig at kalde sjældent uden derved at påstå for meget. Føj dertil det dystre emnevalg. Vi er meget, meget langt fra folkekomedier!

Ikke blot havde Savage Rose lavet musik til en ballet. Balletten selv byggede på et stykke af Ionesco. Man kan således sige, at vi denne gang ganske vist ikke har nogen hentydning til en roman, men vi har i høj grad forbindelser til andre medier.

Som vi har set, havde tidligere Ache lavet musik til en ballet af Flemming Flindt. Senere fulgte Secret Oyster trop med "Vidunderlige Kælling" (1975). Alt sammen i det samme årti som Lille Palle sang om sin hængepil, og de hårdt trængte biografer blev reddet af Olsenbanden-filmene, mens i den modsatte ende et fjernsynsprogram kaldet "Natkassen" sendte mærkelige og uforståelige film på et så sent tidspunkt, at der under alle omstændigheder ikke var ret mange, der så dem. Der imod var der en periode, hvor selv børn fulgte ivrigt med i TV-Avisen. Det var da bombemanden huserede. I lang tid rystede vi af skræk for at gå ind i en telefonboks!

cd 2 er viet Sebastians "Den store Flugt" (1972), hvorpå bl.a. Peter Ingemann medvirker. Bemærk titlerne: fra "Dødens Triumf" til "Den store Flugt". Der mangler bare en plade, som skulle hedde "Det syvende Segl". Så vidt jeg ved, findes der ikke en sådan plade. Men det er vel mere eller mindre Bergmans berømte film fra '57, man associerer til, når det første man finder i boks 3 er de to titler "Dødens Triumf" og "Den store Flugt".

Sebastians plade er nu egentlig ikke dyster. På mange måder lægger den sig i naturlig forlængelse af "Hip!" og "Herfra hvor vi Står". Men side om side med drømme og poesi fornemmes en tydelig social indignation, lige som der er øjeblikke på pladen, som kan synes lidt triste og opgivende.

For Sebastian var dette imidlertid ikke en endestation. Det var en begyndelse. De næste mange år fortsatte Sebastian med at lave plader i en helt egen og personlig tonesætning, der fra tid til anden også kastede hits af sig. Fra "Den store Flugt" var det "Når lyset bryder Frem". Siden fulgte bl.a. "Måske ku' Vi", "Et skridt frem og to Tilbage", "Romeo" og "Ostesangen".

På dette sted kan det atter være overbliksgivende at få den præcise kronologi. Selvom vi flere gange har været længere fremme i tiden, er det først nu, vi er endegyldigt færdige med perioden 1970-72. Den strengt korrekte rækkefølge er:

Ache: "De Homine Urbano" (indspillet '69 - udgivet tidligt(?) 70)

Pan: "Pan" (maj '71)

Day Of Phoenix: "Wide Open N-Way" (indspillet i juni, 1971 - udgivet ?, 1971)

Rainbow Band: "Rainbow Band" (indspillet juli-august 1971 - udgivet ?, 1971)

Ache: "Green Man" (indspillet '70 - udgivet tidligt(?) '71)

Culpeter's Orchard: "Culpeter's Orchard" (indspillet '70 - udgivet tidligt(?) '71)

Skousen & Ingemann: "Herfra hvor vi Står"(Indspillet januar '71 - udgivet ?, 1971)

Savage Rose: "Your Daily Gift" (?, 1971)

Povl Dissing & Burning Red Ivanhoe: "6 Elefantcikadeskovsviser" (Indspillet sommeren '71 - udgivet ?, 1971)

Gasolin: "Gas 1" (Indspillet juli-september '71 - udgivet ?, 1971)

Hurdy Gurdy: "Hurdy Gurdy" (Indspillet '71 - udgivet '72)

Savage Rose: "Dødens Triumf" (Indspillet '71 - udgivet '72)

Day Of Phoenix: "The Neighbour's Son" (tidligt(?) '72)

Culpeter's Orchard: "Second Sight" (Sommeren '72)

Midnight Sun: "Walking Circles" (Indspillet foråret '72 - udgivet ?, '72)

The Old Man And The Sea: "The Old Man And The Sea" (?, '72)

Sebastian: "Den store Flugt" (17. oktober, 1972)

Her er det så, at man skal bruge sine favoritlister. Jeg anbefaler, at man først hører den lange, relative favoritliste. Derefter holder en lydpause, for så at bruge den kortere liste med det aller ypperste guf som optakt til gennemgangen af pladerne fra 70-72. Eller man kan bruge sin endehæfter, hvis man foretrækker den løsning. Uanset hvilken af de to modeller man tyer til, kommer man over på det kronologiske spor.

For at have et fortsat kronologisk spor, når man siden skal have anbragt de nyeste plader i den korrekte rækkefølge, anbefaler jeg, at man også her laver favoritstriber (eller alternativt en endehæfter). Ligesom med 60'er-pladerne kan det være en god idé, at til den første, længere liste medtage nogle ting, der ikke er favoritter i svæver forstand, men der imod ting, man har lyst til at blive udfordret af. Min favoritliste bliver som følger:

1970:

Pan: (fra "Pan") "In A Simple Way", "My Time", "Song To France", "Il Ne Pas Si Longtems".

Day Of Phoenix:(fra "Wide Open N-Way") "Wide Open N-Way", "If You Ask Me".

Rainbow Band: (fra "Rainbow Band") "Where Do You Live", "King Of The Sun", "Where Are You Going To Be".

1971:

Ache: (fra "Green Man)"Sweet Jolly Joice", "Shadow Of A Gypsy", "Green Man".

Culpeter's Orchard: (fra "Second Sign") "Hey You People", "Teaparty For An Orchard", "Your Song And MIne", "Gideon's Trap,"(fra Bonus 1) "Troldspejlet".

Skousen & Ingemann: (fra "Herfra hvor vi Står) "Isabel", "Svært at nå Frem", "Kaptajnen", "Knud Lavard", Herfra hvor vi Står", (fra Bonus 1) "Blæsten over Søen".

Blast Furnace: (fra Bonus 2)"Lister du om Hjørner".

Midnight Sun: (fra Bonus 2) "Nickels And Dimes"

Delta Blues Band: (fra Bonus 2)"Will The Circle Be Unbroken", "Slum Area".

Savage Rose: (fra "Your Daily Gift") "Listen To This Tune From Mexico", "Unfold", "The Poorest Man On Earth", "The Waters Run Deep", "Lightly Come Lightly Go".

Povl Dissing & Burning Red Ivanhoe: (fra 6 Elefantcikadeskovsviser)"Wallifanten", "Narrevise", "Snehvidekys", "Ta' fri, ta' Fri".

Gasolin: (fra "Gas 1") "Langebro", "Hey Christoffer", "Fra dag til Dag", "Tremastet Beton", "Laphophora Williamsi", "Jeg kan høre dig Kalde".

1972:

Hurdy Gurdy: (fra "Hurdy Gurdy") "The Giant", "Babel's Tower".

Savage Rose: (fra "Dødens Triumf) "Byen Vågner", "De to Gamle", "Bruden Pyntes", "Bryllup", "Den døde By/Modebutikken Plyndres", "Dear Little Mother".

Day Of Phoenix: (fra "The Neighbour's Son") "Turn Me On", "So We Meet Again".

No Name: (fra Bonus 3)"Sara", "Larsen", "Jeg føler mig så Tom".

Musikpatruljen: (fra Bonus 3) "Klar til Hvornår".

Culpeter's Orchard: (fra "Second Sight") "Keyboard Waltz", "Late Night Woman Blues", "Mind Polution/Weather Report", "Satisfied Mind".

Midnight Sun: (fra "Walking Circles") "Country Song", "A La Turka", "I've Got A New Mind", "Winds Gonna Blow".

The Old Man And The Sea: (fra "The Old Man And The Sea") "Princess", "Jingoism".

Sebastian: (fra "Den store Flugt") "Når lyset bryder Frem","Da verden Skreg", "Den gamles Drøm", "Hvis du tror du er Noget", "Den store Flugt".

Og så den skærpede:

Pan: "Song To France".

Rainbow Band: "King Of The Sun".

Culpeter's Orchard: "Teaparty For An Orchard", "Gideon's Trap", "Troldspejlet".

Skousen & Ingemann: "Knud Lavard", "Herfra hvor vi Står", "Blæsten over Søen".

Blast Furnace: Lister du om Hjørner".

Delta Blues Band: "Will The Circle Be Unbroken".

Savage Rose: "Listen To This Tune From Mexico", "The Poorest Man On Earth", "Lightly Come Lightly Go".

Povl Dissing & Burning Red Ivanhoe: "Wallifanten", "Narrevise", "Snehvidekys.

Gasolin: "Langebro", "Hey Christoffer", "Tremastet Beton", "Laphophora Williamsi".

Savage Rose: "Byen Vågner", "Bruden Pyntes", "Bryllup", "Dear Little Mother".

No Name: "Jeg føler mig så Tom".

Musikpatruljen: "Klar til Hvornår". Culpeter's Orchard: "Late Night Woman Blues", "Satisfied Mind". Midnight Sun: "Winds Gonna Blow".

Sebastian: "Når lyset bryder Frem", "Hvis du tror du er Noget".

Denne liste skal andre naturligvis ikke rette sig efter. Den er ikke ment som eksempel til efterfølgelse i anden forstand, end at man skal blive rødglødende rasende og brøle: "Den idiot har jo overhovedet ikke ører i hovedet", for derefter at sammensætte sin egen, helt anderledes liste. At blive godt gal i skralden kan være fint nok. Det er ofte et tegn på et dybt og ægte engagement i sagen. Lad det så bare få luft, og kom så ud på den anden side. Glad og befriet. Den fortsat gnavende vrede er ikke bevidsthedsudvidende, den fører i stedet til, at man lukker sig om sig selv i fornærmethed ("Det er ofte en nyttig terapi, at lade patienten rase ud." - Jung).

Det afgørende er, at man får lagt et snit igennem tingene, der mere eller mindre antyder den udvikling og de forandringer, som præger perioden. Den kan få stor betydning for ens videre indføring i emnet. Når man hører sine favoritter, sker der noget med en. Der ligger en masse gemt under lyden, man ikke umiddelbart gør sig klart, men som kommunikerer med dybere bevidsthedslag. Når ma n så har fuldført favoritliste øvelsen, gælder det om at komme tilbage på det andet spor, det, der vedrører boksenes opbygning. Men det er en let sag!

Takket være vores tre-trins-metode kan man hele tiden gå ud og ind ad gennemgangen,uden at det ødelægger noget. Imidlertid bliver den mindre nødvendig, når man er kommet ind i boks 3. Hvis man oplever, at den fungerer godt for en, synes jeg afgjort, man skal fortsætte med den. Men man behøver ikke. "Hurdy Gurdy" er den sidste af de prog.rock udgivelser, man let løber sur i, hvis man ikke er tilstrækkelig omhyggelig. Fra og med Christianiapladen er Culpeter-krisen overstået.

Den næste plade er Gnags' debutalbum "På Vej" (1973), der er indbegrebet af hippie-stemning fra første halvdel af 70'erne. I lige forlængelse af Alrune Rod bydes der på klanglig inderlighed og meditative stemninger. Dengang var Gnags virkelig til noget. I et udtryk, der rummer elementer af både folkemusik, klassisk, pop og rock synges der idealistiske sange, som formår at forene samfundskritik og politiske budskaber med noget eventyrligt, drømmende og mystisk. Der er i den grad højt til loftet. Man behøver bare høre de første 20 sekunder for at fornemme, at det her er en særlig plade.

Siden fulgte "Del af en Ring" (1975) og "Det er Det" (1976), inden Gnags kulminerede med mesterværket "Lad det Gro" (1977). Det fik det imidlertid ikke lov til. På den næste plade, "Er du hjemme i Aften" (1978), afsvor Gnags alle deres tidligere visioner og drømme. De troede ikke på dem mere. De troede ikke på noget som helst. På efterfølgende plader som "Burhøns" (1979) og "Intercity" (1980) blev der disket op med iskold maskinmusik. Brødrene Gjerluff Nielsen havde kasseret hippieidealerne. Lillesøster Elisabeth skulle som blikfang i den højenergiske gruppe Voxpop blive en af punk- og new wave generationens stemmer. Siden tabte hun pusten i en temmelig kedsommelig solokarriere.

Den næste cd i bunken er Røde Mors "Grilbaren" (1973). Udover Troels Trier medvirker bl.a. Peter Ingemann og Kim Menzer. Det var gruppens tredie plade, og den er et typisk udtryk for dette erklærede kommunistiske og revolutionære band. Der bydes på hårdtslående politiske budskaber, som ikke lægger fingeren imellem. Men der bliver også plads til det mere poetiske, ikke mindst på titelsangens historie om forliste skæbner og uforløst kærlighed.

"Grilbaren" var Røde Mors tredie plade. De var på det tidspunkt blevet et såvel mere professionelt som elektrificeret orkester. Oprindelig var der tale om et løst kollektiv med skiftende medlemmer, hvor amatører og professionelle arbejdede side og side i et overvejende akustisk, delvis folkemusisk udtryk. Den oprindelige stil kan høres på debutalbummet "Rok Ork" (1971), der måske nok klinger mindre professionelt end "Grilbaren", men har en egenartet poesi. Røde Mor vedblev dog længe at være et rigtig, rigtig godt band, der siden bl.a. begik mesterværket "Betonhjertet" (1975). Med deres kombination af hårdtslående realpolitik, humor og glimtvise poetiske anstrøg var de et underholdende orkester, der gennem 70'erne var det mest populære navn på det alternative selskab Demos, hvor man satsede på lavere produktionsomkostninger og mindre overskud for at kunne sælge pladerne billigere og ikke udbytte publikum.

De tre bokse er udgivet af Universal Music Group, indbegrebet af en verdensomspændende industrigigant. Sonet historien kan være tragisk nok, men ejes Demos' produkter nu også af Universal? Demos var lige præcis tænkt som et alternativ til multinationale selskaber og fede, nålestribede pengemænd, et erklæret socialistisk selskab, der ønskede at formidle budskaber frem for at skabe profit. Jeg er ikke tilstrækkelig inde i, hvem, der ejer hvad, og ved derfor heller ikke hvordan Universal har fået fingrene i Demos-pladerne. Men intet så galt...osv. Det betyder jo, at også denne særdeles vigtige side af den danske 70'er-musik er blevet repræsenteret.

Både på det musikalske og det historiske felt glæder man sig, alt imens man alligevel har en lidt mærkelig smag i munden. Det historiske handler her ikke kun om dengang, den tid og dens musik, men føjer en yderligere dimension til. Det er i sig selv et stykke historie, at "Grilbaren" kan dukke op i de bokse. Klassekampen er død og sendt på museum. Den indædte fejde mod lede kapitalister udstilles nu i en glasmontre af de selvsamme som et historisk dokument, der ikke længere udgør nogen reel trussel, men nærmest er en smule komisk. Det rokker imidlertid ikke ved, at sangene besidder en usvækket kraft og stadig kan gøre indtryk!

Med Gnags og Røde Mor som repræsentanter for '73 har vi nu afsluttet den sammenhængende kronologiske bevægelse, der fortæller den egentlige historie. Inden vi ser på de plader, der udgør en slags epilog, som synes at sige: "Nå, ja - helt slut var det alligevel ikke endnu!", vil jeg tillade mig at nævne en række plader fra perioden 73-76. Disse anser jeg personligt for væsentlige. Det behøver andre naturligvis ikke være enige i. Men hvis "Dansk Rockhistorie" skulle have vakt nogens interesse for emnet, er disse plader i det mindste et reelt og ærligt bud på en "lyt videre"-liste. Netop derfor har jeg udvidet den en smule, så der også kommer nogle supplerende titler fra de omkringliggende år. Inden for de enkelte år er pladerne ordnet alfabetisk efter kunster, og der er således ikke tale om en streng kronologi:

1971:

Røde Mor: "Rok Ork"

1972:

Agitpop: "Skolesange"

Gasolin: "Gas 2"

1973:

Povl Dissing & Benny Andersen: "Svantes Viser"

Dr. Dopojam: "Entree"

Gasolin: "Gas 3"

Kim Larsen: "Værs'go"

1974:

Gasolin: "Stakkels Jim"

Benny Holst: "Rejsende i Musik"

Moirana: "Loners & Lovers"

Sebastian: "Blød Lykke"

Shubidua: "Shubidua 1"

Troels Trier: "Rosa"

1975:

Otto Brandenburg & Anders Koppel: "Valmuevejen"

Chit & Chanel: "Chit & Canel"

Gasolin: "Gas 5"

Søren Kragh-Jacobsen: "Hinkeruder på Motorvejen"

Røde Mor: "Betonhjertet"

Secret Oyster: "Vidunderlige Kælling"

Shubidua: "2"

Spillemændene: "Balrok"

1976:

Gasolin: "Efter endnu en Dag"

Hookfarmen/div. kunst.: "Julepladen"

Røde Mor: "Hjemlig Hygge"

Shubidua: "3"

Tyggegummibanden: "Fuld fart rock and Roll"

1977:

Otto Brandenburg, Peter Thorup, Vivi Bak m.fl.: "Rock Johnny Show"

Gnags: "La' det Gro".

Tom Nagel Rasmussen: "Og det Var"

1978:

Aorta: "Byen"

Clausen & Petersen: "I storbyens Favn"

Jomfru Ane Band: "Rock Me Baby"

Nu tilbage til boksene, hvor der endnu er seks originale albums og en bonus cd tilbage. Det jeg har valgt at "epilogen".

Den første af disse er C. V. Jørgensens "Storbyens små Oaser" (1977). Den historie vi har fulgt fra Steppeulvene og fremefter omkring danske tekster, kulminerer her med en af stormestrene inden for disciplinen. Men dengang i '77 lavede han også sange, der var musikalsk interessante og ikke bare gode tekster. Den stod på saftig funkrock med en vitalitet, der er fuldstændig væsensforskellig fra hans senere zen-meditative stil. Dengang var der gang i ham, og der blev tillige trykket noget fed spade af. Nils Henriksen spiller en ubetydelig birolle, mens Ivan Horn slår sit navn fast som den nye store guitarhelt. Der var flere på vej. Et årstid senere plade-debuterede Poul Halberg som medlem af gruppen Aorta.

Den næste titel i stakken er "Atomkraft - Nej Tak!" (1976). Det var en slags follow up til Christianiapladen. Endnu en plade hvor cremen af dansk rock støttede op om en sag. Langt henad vejen de samme som på Christianipladen. Desværre var "Atomkraft - Nej Tak!" ikke nær så god. Men som tidsbillede betragtet er den for så vidt ganske pudsig.Alligevel er det et af de tilfælde, hvor man med nogen ret kunne mene, at en anden plade kunne være valgt i stedet (se listen ovenfor).

Helt anderledes forholder det sig med cd. 7, som er viet Bifrosts selvbetitlede debutalbum fra '76. Den plade var en af årets store overraskelser. Her var et nyt band, med en særlig lyd, et af de tilfælde hvor man får denne her fornemmelse af, at her er nogen, der har noget, kan noget, vil noget og som derfor repræsenterer, at nu sker der noget nyt og anderledes. Helt så nyt var det dog ikke. Det var snarere en spændende og personlig opdatering, som ramte et publikum, som var for ungt til at huske det, der blev opdateret.

Bifrost var Danmarks sidste store flipperband. De kom frem omkring det tidspunkt, hvor scenen var ved at omstille sig til sen-70'ernes store skift, og ærede de drømme og idealer Gnags hånligt smed fra sig kort efter. Men Bifrost var der til at gribe stafetten, da Gnags hælde den ud med vaskevandet. Som med så mange andre gælder det også Bifrost, at debutalbummet har noget særligt over sig. Men det bør nævnes, at der kom flere gode plader fra dette renhjertede hippie orkester, der udkom på CBS ligesom stort set alle andre vigtige danske udgivelser på det tidspunkt. Her levede ånden fra Alrune Rod videre, og som for at slutte ringen blev debutpladen produceret af Leif Roden. Bifrost var dog andet og mere end en Alrune Rod pastiche. Fra første færd havde de en stil og et klangunivers, der var helt deres eget.

Videre går det med Jomfru Ane, der i deres første periode ligesom Røde Mor indspillede på Demos. I den oprindelige besætning indgik ud over søstrene Brüel bl.a. Bjørn Uglebjerg. Han blev senere afløst af Ulla Tvede fra Chit & Chanel. Et andet senere medlem var Jan Etrup, der siden gjorde sig gældende i Frede Fup. Mere løst tilknyttet medvirker på den første plade bl.a. Peter Ingemann og Thomas Grue. Den første plade var et friskt pust af mere umiddelbart tilgængelig musik end det, der almindeligvis prægede den mere bevidstgjorte del af den danske scene (i modsætning til såkaldt "usle underholdere"). Det var dog langt fra her, man fandt gruppens bedste sange. Gennem de næste par år blev de bedre og bedre. De bød på langt mere helstøbte melodilinier på "Stormfulde Højder" (1977) for så at kulminere med "Rock Me Baby" (1978) - et forrygende album ! Næsten lige så god var "Blodsugerne" (1980).

Cd 9 er viet en af mine personlige favoritter, "Før natten bli'r Dag" (1978) med Lone Kellermann & Rockbandet. Bag navnet Rockbandet gemte der sig en samling af absolutte sværvægts spillemænd: Nils Henriksen, Bjørn Uglebjerg, Thor Backhausen og Joachim Ussing. Løsere tilknyttet medvirker bl.a. Steen Vig og søstrene Brüel. Kort efter pladens udgivelse havde jeg den fornøjelse at opleve Lone Kellermann & Rockbandet live i Saltlageret. Det var en af mine første koncerter, og især lydstyrken gjorde stærkt indtryk på mig. "Før natten bli'r Dag" rummer udelukkende høreværdige ting, ikke en eneste svipser. Der imod en stor bredde fra funk og rock over blues til visesang. Udover landeplagen "Se venedig og Dø" (skrevet af Gasolin, der også synger kor på nummeret!) rummer pladen perler som "Nina", "Spring Ud" og "Ryg Dansk". Et særligt højdepunkt er en usigelig smuk tolkning af den gamle vise "Vandkunstens lille Café". Alt i alt fortjener "Før natten bli'r Dag" en plads på en top 10 over de bedste danske plader nogensinde!

Det sidste af de 40 udvalgte albums er "Vogt dem for Efterligninger" med fritidsbandet Starfuckers, der bl.a. bestod af Kim Larsen, Stig Møller, Ken Gudman og Ole Frø. Også Nils Henriksen, Thomas Grue, Thor Backhausen og Stig Kreutzfeldt medvirker. Der er således tale om en plade, der har stor historisk værdi. Den samler en lang række af de folk, der har sat deres præg på de 39 foregående albums. Særlig vigtig er Stig Møllers medvirken, der sender en hilsen tilbage til Steppeulvene og dermed slutter ringen.

Musikalsk set er "Vogt dem for Efterligninger" der imod det eneste af de 40 albums, hvor man for alvor kan undre sig over valget. Den er nemlig ikke særlig god. Ikke at der er noget i vejen med materialet. Det er en ren perlerække af sange. Sagen er derimod, at man kender dem i andre, betydeligt bedre udgaver. Der spilles temmelig sjusket med en dårlig balance i lydbilledet. Når man ved hvordan, de sange kan lyde, er det noget nær tortur at lægge øre til "Vogt dem for Efterligninger".

Man samler et overflødighedshorn af top-professionelle musikere, for at lave en lallende amatørplade. Et besynderligt koncept! Og dog! På sin egen vis er "Vogt dem for Efterligninger" ganske hyggelig. Man kan vel nærmest kalde det lejrbåls-musik. Fanger den en i den rette stemning, er det lige før man synes, at den spreder duft af bål og pølser.

På dette tidspunkt havde punkgenerationen sat ind. På sin vis kan "Vogt dem for Efterligninger" ses som et svar. Det er flippernes bud på en punkplade. Punkerne satte en ære i at ikke kunne spille, fordi de mente, at teknik spærrer for den rene udtrykskraft. Hippiernes pendant er naturligvis det rummelige fællesskab med guitaren, der går på omgang ved bålet, hvor man, i tillid til at det er lige ærligt og renhjertet, finder det helt i sin orden, at den ene laver avanceret fingerspil, og at sidemanden straks efter hakker løs med to greb.

Hvis fornemmelsen af, at alle samles i sluttet trop viker lidt malplaceret i en opløsnings-boks, så er de dårlige versioner af de gode sange til gengæld en fin måde at vise, at dette kapitel i dansk musikhistorie havde udspillet sin rolle.

Vi er dermed kommet igennem den nyeste stribe i de tre bokse. Et forbeholdent forsøg på en præcis kronologi, tager sig ud som følger:

Gnags: "På Vej" (1973)

Røde Mor: "Grilbaren" (1973)

Div. kunst.: "Christiania" (tidligt '76)

Bifrost: "Bifrost" (1976)

Div. kunst.: "Atomkraft - Nej Tak!" (sent '76)

Jomfru Ane Band: "Jomfru Ane" (indspillet '76 - udgivet '77)

C. V. Jørgensen: "Storbyens små Oaser" (1977)

Lone Kellermann & Rockbandet: "Før natten bli'r Dag" (1978)

Starfuckers: "Vogt dem for Efterligninger" (1978)

Når jeg derefter skal udpege personlige favorit numre (som jeg endnu engang direkte opfordrer andre til at være dybt uenige i og blive så hidsige over som overhovedet muligt!) må det blive som følger:

1973:

Povl Dissing: (fra bonus 1) "Gu' ve' hvem der kysser dig Nu".

Gnags: (fra "På Vej") "Du er Dig", "Politiktak", "Der er så Meget", "Bryd op, rejs Ud".

Mo-i-rana: (fra bonus 3) "So My Daddy Says".

Røde Mor: (fra "Grilbaren") "Fuglene", "Grilbaren", "Økonomisk Demokrati", "Den administrerende Direktør", "Til Allende".

1976:

Sebastian & Peter Thorup: (fra "Christiania") "Budbringeren".

Djurslandsspillemændende: (fra "Christiania") "Christianitter, jyske Knejte".

Savage Rose: (fra "Christiania"): "De vilde blomster Gror".

Ache: (fra "Christiania") "Majestætens Marionetter".

Gnags: (fra "Christiania") "Ulvetid".

Kim Larsen: (fra "Christiania") "Det er en kold Tid".

Osiris: (fra "Christiania") "Christiania Kampsang".

Det internationale sigøjner Kompagni: (fra "Christiania") "I kan ikke slå os Ihjel".

Bifrost: (fra "Bifrost")"Frihedskæmperen", "Narredans", "Også Jeg", "Spejlstrom", "Vandrngssangen",(fra "Atomkraft - Nej Tak!") "Solsorten".

Total Petroleum: (fra "Atomkraft - Nej Tak") "Den bedste isme (er min Organisme)".

Niels Haugsgaard: (fra "Atomkraft - Nej Tak!") "Hilsen fra Os".

Gasolin: (fra "Atomkraft - Nej Tak") "Dejlig er Jorden".

1977:

Jomfru Ane Band: (fra "Jomfru Ane") "Normal Rock", "Balladen om A-kraft", "Reaktionen Marcherer", "Plutonium", "Mens vi Drømmer", "Krisens Danse Makabre", "Rebild '76".

C. V. Jørgensen: (fra "Storbyens små Oaser") "Det ganske lille Band", "La Containe", "Hamburger Sally", "Storbybeduinen", "Fra en Telefonboks".

1978:

Lone Kellermann: (fra "Før natten bli'r Dag") "Dette er himmelen Her", "Nina", "Venter på en Sang", "Spring Ud", "Vandkunstens lille Café", "Ryg Dansk", "Se Venedig og Dø".

Starfuckers: (fra "Vogt Dem for Efterligninger") "Gør mig Varm".

Og den skærpede:

Povl Dissing: "Gu' ve' hvem der kysser dig Nu".

Gnags: "Der er så Meget", "Bryd op, rejs Ud".

Røde Mor: "Fuglene", "Grilbaren", "Til Allende".

Djurslandsspillemændende (fra Cristiania): "Christianitter, jyske Knejte".

Ache: (fra "Christiania") "Majestætens Marionetter".

Kim Larsen: (fra "Christiania") "Det er en kold Tid".

Det internationale sigøjner Kompagni: (fra "Christiania") "I kan ikke slå os Ihjel".

Bifrost: "Frihedskæmperen", "Narredans", , "Vandringssangen".

Niels Haugsgaard:"Hilsen fra Os".

Jomfru Ane Band: "Normal Rock", "Reaktionen Marcherer", "Krisens Danse Makabre".

C. V. Jørgensen: "Det ganske lille Band", "Hamburger Sally", "Fra en Telefonboks".

Lone Kellermann: "Nina", "Spring Ud", "Vandkunstens lille Café", "Se Venedig og Dø".

Når man undtager de få sande entusiaster, for hvem, det er en selvfølge at kende disse 40 albums forfra og bagfra i søvne, tror jeg, at de allerfleste vil finde mange nye bekendtskaber i de tre bokse og få udvidet deres horisont en hel del. Rent personligt hører jeg hverken til novicerne eller de fuldbefarne, men står et sted midt imellem. For mit vedkommende forholder det sig sådan, at jeg havde lidt over halvdelen af de 40 albums i forvejen. For de resterende gælder, at der var nogle stykker, som jeg kendte/havde hørt, og var mere eller mindre fortrolig med. Men tilbage bliver i hvert fald mindst 10 albums jævnt fordelt på de tre bokse, som jeg hørte for første gang i forbindelse med denne gennemgang. De fleste af dem havde jeg dog hørt omtalt eller læst om i forskellige bøger. Men jeg må tilstå, at der var et par stykker, hvis eksistens jeg ikke havde ringeste anelse om. Så mon ikke også mange andre vil støde på en smule, der er nyt for dem?

Et sted, hvor jeg er sikker på, at stort set alle vil finde nyt, er på de tre bonus cd'er!

Den første er det rene, skære super-perle-guf. Den begynder med Skousen og Ingemann i topform, der efterfølges af Alrune Rod. Så følger et særligt lysende højdepunkt i form af en fantastisk stribe med Povl Dissing. Videre går det med et spændende og alsidigt program, der så afsluttes med Burning Red Ivanhoes "Ksiloy", der er blevet skåret væk fra boksens udgave af "M144". I alt 21 numre.

Bonus 2 er også fuld af interessante ting. Den er let at hoppe over til fra bonus 1, da den lægger ud med Burning Red Ivanhoe og således fortsætter i direkte forlængelse. Senere følger godbidder med bl.a. Blast Furnace og The Maxwells. Der afsluttes med Beefearters. I alt 18 numre.

Den tredie bonus cd byder ligesom de to første på pudsige sjældenheder m.m. Som en særlig binden en ekstra knude på ringen, afsluttes der med Stig Møller.Inden da har man lyttet til bl.a. Savage Rose, No Name, Mo-i-ra-na og Burning Red Ivanhoe. I alt 23 numre.

For nu at vende tilbage til de 40 albums, så er der en helt tredie rækkefølge mulig. På forsiden af boksene er pladerne nemlig vist i en rækkefølge, der hverken er identisk med den de kommer i eller den kronologiske. Det er muligt, at dette udelukkende har at gøre med, hvad designerne har syntes så pænt ud. Men der er vel også den mulighed, at der ligger et vink gemt i dette. I den øverste række på den første boks får man das über-über kanon: "Hip!", "Herfra hvor vi Står", "Savage Rose", "Nøgne Øjne" og "M144". Men denne opbygning fortsætter ikke. Det fremgår uden videre af, at "The Old Man And The Sea" er den første i anden række, mens "Blomsterpistolen" er forvist til tredie række. Ligeledes kommer også Colpeters "Second Sign" i anden række, mens deres første - langt mere berømte og klassiker-stemplede - plade først kommer i tredie. Det kan derfor ikke være en vurdering af, hvor vigtige og centrale pladerne er. Tilsyneladende giver opstillingen ikke synderlig mening. Men at beskæftige sig med "en bevidsthedsudvidende musikalsk rejse" er også at gå ud over det umiddelbart meningsgivende og søge efter sammenhænge på tværs af gængse kategorier.

De første fem er der naturligvis ikke synderlige vanskeligheder ved, da det jo simpelthen er den danske beats lille katekismus. Spørgsmålet bliver derfor hvad de andre to striber er? Der er nok at tage fat på. Når man kigger på forsiden af den anden boks, finder man i øverste række Christianiapladen,"Travelin'", "Pan", "Beef Eaters" og "Gas 1" . Man ser således boksens ældste og yngste udgivelse i samme række. Vi så ved gennemgangen af boks 2, at den havde en tendens til at søge mod året 1970. Kunne sammensætningen af Christianiapladen og "Beef Eaters" være et forsøg på at udligne. Tager man de fem udgivelser får man tallene 76, 69, 70, 67 og 71. Gennemsnittet af dette bliver 70, 6. Tilfældigt eller tilsigtet? Det er ikke til at vide. Men man har jo lov at fundere over det.

Endnu en rækkefølge viser sig, når man kigger på boksenes bagside. Her står pladerne atter listet på en ny måde. Jeg ved ikke hvorfor de har gjort det sådan. Men måske er det en fin måde at sige, at disse plader kan kombineres på alle mulige måder, hvor de danner forskellige stemningsbilleder, og dog dybest set fortæller samme historie. Der er kort sagt mange måder at komme igennem de tre bokse på.

Så vidt gennemgangen. Men dermed er man jo slet, slet ikke færdig. Det er sådan set først nu, at det begynder for alvor. Efter gennemgangen af de tre bokse har man dannet sig et overblik over materialet, og kan så give sig til at studere tingene nærmere. Man kan udvælge sine særlige favoritter, og man kan udfordre sig selv ved at tage kampen op med de ting, man ikke umiddelbart føler sig på bølgelængde med. At møde nyt og blive overrasket er jo blot begyndelsen på en "bevidsthedsudvidende musikalsk rejse". Det egentlige venter i det fortsatte arbejde med stoffet. Der ligger således mange berigende timer forude!

Den personlige favoritliste jeg har samlet sammen undervejs, er således ikke alene blottet for objektiv gyldighed, den er ikke engang definitiv og endegyldig - kun foreløbig. At arbejde sig længere ind vil automatisk medføre, at man også kommer til at se anderledes på en række detaljespørgsmål. Det kan ganske enkelt ikke undgås.

Vi har dermed gennemgået nogen af de ting, man kan med de tre bokse: følge dem slavisk, ændre rækkefølgen efter forskellige - oplagt kronologiske - systemer, udvælge sine favoritnumre, udfordre sig med det, der netop ikke er ens favoritnumre, følge enkelte musikeres karriere osv osv. De her skitserede modeller for brug af boksene er blot nogle få blandt mange. Der er utallige anvendelsesmuligheder for "Dansk Rockhistorie", som absolut ikke er noget, man sådan lige bliver færdig med. Ud over at være noget, man kan lære og blive klogere af, er det samtidig i høj grad også et kreativt og fantasiudviklende stykke legetøj. (Ordet legetøj skal i denne sammenhæng opfattes absolut positivt!)

Hvis ikke min appellerende opfordring har fremstået tydeligt nok i det foregående, så lad mig sige det lige ud: hvis du ikke allerede har anskaffet de tre bokse, så se at få det gjort, hellere i dag end i morgen. De ER et must. Når det gælder ting som kulturarv og historisk bevidsthed, det, at vi er en del af noget, en bevægelse, at den aktuelle situation er en konsekvens af det, der er gået forud, så er det ingen overdrivelse at hævde, at en grundig og samvittighedsfuld nærlytning af de tre bokse er lige så vigtig, som at have læst om Reventlov og Grundtvig!

Danmarkshistorien er ikke noget, der slutter i 1945 med befrielsen. Også i nyere tid har vigtige begivenheder fundet sted. I 60'erne kom det i skærpet grad til at handle om musikken. Der har altid været et nært forhold mellem tid og musik, men i 60'erne rykkede musikken frem som reel medspiller, og flyttede sig således fra at være kommentator til at blive en af de centrale kræfter, der bidrog til at skabe tiden. Det gælder internationalt og er blevet gennemanalyseret i en mængde bøger og musiksamler-bokse. Men det gælder også herhjemme, og det har hidtil været en smule underbelyst. Det er her de tre bokse sætter ind og indhenter det forsømte.

Det er utrolig spændende. Alligevel må en enkelt kritisk bemærkning være legitim. Netop ud fra tanker om formidling af kulturhistorie, novicernes oplæring m.v. kan man spørge, om opbygningen er egentlig hensigtsmæssig? En kronologi eller et andet strengt logisk system ville måske have været lettere at forholde sig til. Når opbygningen er så meget baseret på løse forbindelser og frie associationer, når det hele tiden kører på, at det og det band havde et sjovt navn, der synes at henvise til dette eller hint, og at guitaristen deri også havde været med i det og det andet band, som havde lavet en sang, der handlede om et emne, der rent visuelt har en parallel i omslagsbilledet til en plade med et tredie band, og at dette omslag var designet af ham der, som... osv. osv. Ja - så er spørgsmålet, om vi ikke er på vej ud i noget, der tangerer dansk rockhistories svar på Da Vinci Mysteriet?

For at kunne fascineres af legen med skjulte sammenhænge kræves der en viden, som i hvert fald novicerne næppe har, og som i Lynggårds ellers så fremragende causeri næppe er mere end antydet. Men den slags indvendinger hører dog til småtingsafdelingen. Hovedsagen er,at man her til en rimelig pris samlet får 40 vigtige og centrale danske plader, hvoraf adskillige er svære at skaffe på anden måde. Uanset hvordan pladerne er blevet sat sammen,er de i hvert fald væsentlige i sig selv. Der er jo så ingen, der tvinger en til at høre det hele i en fortløbende bevægelse. Man kan også tage på strejftog og lytte stikprøver.

I forhold til den mere regelrette gennemlytning må man endvidere sige, at det jo trods alt ikke helt og holdent er hængt op på leg med indforståetheder. Selve grundideen om at genkalde et stykke fortid ved at bygge en verden af stemninger op, og hele tiden arbejde med fornemmelsen af at pladerne er del af en emotionel myretue, er intet mindre end mesterlig. At følge dette kræver ikke, at lytteren har en særlig viden om emnet, men blot at han eller hun besidder følsomhed og indlevelsesevne, eller - for nu at skærpe den: alt, hvad der kræves, er, at man hører efter!

Forsøg på præcis kronologi (med forbehold!):

Cy, Maia & Robert: "On The Scene" (1966)

Steppeulvene: "Hip!" (1. juni, 1967)

Cy, Maia & Robert: "Out Of Our Time" (august, 1967)

Beefeaters: "Beefeaters" (4. september, 1967) 

Young Flowers: "Blomsterpistolen" (maj/juni(?), 1968)

The Savage Rose: "Savage Rose" (juli, 1968)

The Savage Rose: "In The Plain" (december, 1968)

Alrune Rod: "Alrune Rod" (1969)

The Beefeaters: "Meet You There" (1969)

Young Flowers: "No. 2" (1969)

Savage Rose: "Travelin" (1969)

Burning Red Ivanhoe: "M144" (1969)

Delta Blues Band: "Delta Blues Band" (1969)

Povl Dissing & Beefeaters: "Nøgne Øjne" (1969)

Ache: "De Homme Urbane" (indspillet '69 - udgivet tidligt(?) 70)

Pan: "Pan" (maj, 1970)

Day Of Phoenix: "Wide Open N-Way" (indspillet i juni, 1970 - udgivet ?, 1970)

Rainbow Band: "Rainbow Band" (indspillet juli-august, 1970 - udgivet ?, 1970)

Ache: "Green Man" (indspillet '70 - udgivet tidligt (?) '71)

Culpeter's Orchard: "Culpeter's Orchard" (indspillet '70 - udgivet tidligt(?) '71)

Skousen & Ingemann: "Herfra hvor vi Står"(Indspillet januar '71 - udgivet ?)

Savage Rose: "Your Daily Gift" (?)

Povl Dissing & Burning Red Ivanhoe: "6 Elefantcikadeskovsviser" (Indspillet sommeren '71 - udgivet ?)

Gasolin: "Gas 1" (Indspillet juli-september '71 - udgivet ?)

Hurdy Gurdy: "Hurdy Gurdy" (Indspillet '71 - udgivet '72)

Savage Rose: "Dødens Triumf" (Indspillet '71 - udgivet '72)

Day Of Phoenix: "The Neighbour's Son" (tidligt(?) '72)

Culpeter's Orchard: "Second Sight" (Sommeren '72)

Midnight Sun: "Walking Circles" (Indspillet foråret '72 - udgivet ?)

The Old Man And The Sea: "The Old Man And The Sea" (?)

Sebastian: "Den store Flugt" (17. oktober, 1972)

Gnags: "På Vej" (1973)

Røde Mor: "Grilbaren" (1973)

Div. kunst.: "Christiania" (tidligt '76)

Bifrost: "Bifrost" (1976)

Div. kunst.: "Atomkraft - Nej Tak!" (sent '76)

Jomfru Ane: "Jomfru Ane" (indspillet '76 - udgivet '77)

C. V. Jørgensen: "Storbyens små Oaser" (1977)

Lone Kellermann & Rockbandet: "Før natten bli'r Dag" (1978)

Starfuckers: "Vogt dem for Efterligninger" (1978)

Kronologiske udpluk fra "Dansk Rockhistorie"

Den objektive Endehæfter (a.k.a."neutral numsebinder"):

Cy, Maia & Robert: "A Church Is Burning", "I've Been On The Road".

Steppeulvene: "Dunhammeraften", "Kun for Forrykte".

Cy, Maia & Robert: "I Lie With You", "I'm On My Way".

The Beefeaters: "It Aint Necessarily So", "Summer Scene".

Young Flowers: "Ouverture/Take Warning - stk. 1", "April '68".

The Savage Rose: "Your Sign/My Sign", "You'll Be Allright", "Long Before I Was Born", "A Trial In Our Native Town".

Alrune Rod: "Alrune Rod", "Rejsen Hjem".

The Beefeaters: "I'll Meet You There", "Stormy Monday".

Young Flowers: "You Upset Me Baby", "Kragerne Vender".

Savage Rose: "I'm Satisfied Mr. Captain", "My Family Was Gay".

Burning Red Ivanhoe: "Ivanhoe i Brøndbyerne", "Ksiloy".

Delta Blues Band: "The Return Of The Pink D.F.", "Opus 1".

Povl Dissing: "Ingen", "Nøgne Øjne".

Ache: "De Homine Urbano" (track 1).

Pan: "My Time", "Lady Of The Sand".

Day Of Phoenix: "Wide Open N-Way", "Tick-Tack".

Rainbow Band: "Where Do You Live", "Rainbow Song".

Ache: "Equatorial Rain", "We Can Work It Out/Workin'"".

Culpeter's Orchard: "Banjocul", "Mountain Music 2".

Skousen & Ingemann: "Isabel", "Herfra hvor vi Står".

Savage Rose: "Sunday Morning", "Your Daily Gift".

Povl Dissing & Burning Red Ivanhoe: "Introduktion v/ Sivaldi", "Introduktion til Medusa".

Gasolin: "Langebro", "Lilli-Lilli".

Hurdy Gurdy: "Ride On", "You Can't Go Backwards".

Savage Rose: "Byen Vågner", "Dear Little Mother".

Day Of Phoenix: "I'm Feeling So Lonely", "Out Love Has Ended".

Culpeter's Orchard: "Julia", "Satisfied Mind".

Midnight Sun: "Can You Hear The Music Play?", "I'm Living A Dream".

The Old Man And The Sea: "Living Dead", "Going Blind".

Sebastian: "Når lyset bryder Frem", "Ende".

Gnags: "Du er Dig", "Solsangen".

Røde Mor: "Al magt til Folket", "Lad hammer og segl Lyne".

Christianiapladen:

Sebastian & Peter Thorup: "Budbringeren".

Det internationale sigøjner Kompagni: "I kan ikke slå os Ihjel"

Bifrost: "Faldet", Vandringssangen".

"Atomkraft - Nej Tak":

Gnags: "Sig nej, sig Nej".

Gasolin: "Dejlig er Jorden".

Subjektivt:

Den grovsorterede, relative favoritliste m/ indbyggede udfordringer:

Stig Møller: "Min By".

Cy & Maia: "Portland Town".

Cy, Maia & Robert: "This Sporting Life", "A Church Is Burning", "Aziza", "Moonshiner", "Green Rocky Road".

Steppeulvene: "Dunhammeraften", "Til Nashet", "0-0-0", "Kvinde kom Ud".

The Maxwells: "What Did She Do?".

Cy, Maia & Robert: "I Lie With You", "Carlos", "Cuckold", "Goin' Where I'm Wanted".

The Beefeaters: "It Aint Necessarily So", "My Babe", "Hey Little Girl", "Papa's Got A Brand New Back", "Let Me Down Easy", "Down In The Valley".

Young Flowers: "Oppe i Træet - stk 3", "To You - stk. 4", "Down Along The Cove - stk. 5".

The Savage Rose: "Your Sign/My Sign", "You Be Free", "A Girl I Knew", "Everybody Must Know", "Savage Rose", "White Swans' Mariage Clothes", "Sleep", "Let's See Her", "Ride My Mountain", "The Shepherd And Sally", "Evening's Child".

Day Of Phoenix: "Tell Me", "I Think It's Gonna Rain Today".

Alrune Rod: "Pigen på Stranden", "Natskyggevej".

The Beefeaters: "You Changed My Way Of Living", "Night Train", "Serenade To A Cuckoo".

Young Flowers: "You Upset Me Baby", "Calypso", "Won't You Take My Place In The Queue", "Day Break".

The Savage Rose: "Sailing Away", "The Castle", "Travelin'".

Burning Red Ivanhoe: "Ivanhoe i Brøndbyerne", "Ridder Rød", "Jilizlou", "Kaj", "Purple Hearts", "Larsens", "Ivanhoe In The Woods", "Ida Valentine", "Sensitive Plant", "Fødelandssoldatersang", "Omegnens Poesi".

Delta Blues Band: "We've Got Hard Times", "Highway 51", "Lock Me Up In Jail", "Where The Water Tastes Like Wine".

Povl Dissing: "Jeg tændte ingen sol for Dig", "Fabeldyret", Godt nyt i Dag", "Anemonesmil", "Jeg gør dig rig Igen", "Tape fra en halv Mand".

Pan: "In A Simple Way", "My Time", "Song To France", "Il Ne Pas Si Longtems". Day Of Phoenix: "Wide Open N-Way", "If You Ask Me".

Rainbow Band: "Where Do You Live", "King Of The Sun", "Where Are You Going To Be".

Ache: "Sweet Jolly Joice", "Shadow Of A Gypsy", "Green Man".

Culpeter's Orchard: "Hey You People", "Teaparty For An Orchard", "Your Song And MIne", "Gideon's Trap", "Troldspejlet".

Skousen & Ingemann: "Isabel", "Svært at nå Frem", "Kaptajnen", "Knud Lavard", "Herfra hvor vi Står", "Blæsten over Søen".

Blast Furnace: "Lister du om Hjørner"

Midnight Sun: "Nickels And Dimes"

Delta Blues Band: "Will The Circle Be Unbroken", "Slum Area".

Savage Rose: "Listen To This Tune From Mexico", "Unfold", "The Poorest Man On Earth", "The Waters Run Deep", "Lightly Come Lightly Go".

Povl Dissing & Burning Red Ivanhoe: "Wallifanten", "Narrevise", "Snehvidekys", "Ta' fri, ta' Fri".

Gasolin: "Langebro", "Hey Christoffer", "Fra dag til Dag", "Tremastet Beton", "Laphophora Williamsi", "Jeg kan høre dig Kalde".

Hurdy Gurdy: "The Giant", "Babel's Tower".

Savage Rose: "Byen Vågner", "De to Gamle", "Bruden Pyntes", "Bryllup", "Den døde By/Modebutikken Plyndres", "Dear Little Mother".

Day Of Phoenix: "Turn Me On", "So We Meet Again".

No Name: "Sara", "Larsen", "Jeg føler mig så Tom".

Musikpatruljen: "Klar til Hvornår".

Culpeter's Orchard: "Keyboard Waltz", "Late Night Woman Blues", "Mind Polution/Weather Report", "Satisfied Mind".

Midnight Sun: "Country Song", "A La Turka", "I've Got A New Mind", "Winds Gonna Blow".

The Old Man And The Sea: "Princess", "Jingoism".

Sebastian: "Når lyset bryder Frem","Da verden Skreg", "Den gamles Drøm", "Hvis du tror du er Noget", "Den store Flugt".

Povl Dissing: "Gu' ve' hvem der kysser dig Nu".

Gnags: "Du er Dig", "Politiktak", "Der er så Meget", "Bryd op, rejs Ud".

Mo-I-Rana: "So My Daddy Says".

Røde Mor: "Fuglene", "Grilbaren", "Økonomisk Demokrati", "Den administrerende Direktør", "Til Allende".

Sebastian & Peter Thorup: "Budbringeren".

Djurslandsspillemændene: "Christianitter, jyske Knejte".

Savage Rose: "De vilde blomster Gror".

Ache: "Majestætens Marionetter".

Gnags: "Ulvetid".

Kim Larsen: "Det er en kold Tid".

Osiris: "Christiania Kampsang".

Det internationale sigøjner Kompagni: "I kan ikke slå os Ihjel".

Bifrost: "Frihedskæmperen", "Narredans", "Også Jeg", "Spejlstrom", "Vandrngssangen", "Solsorten".

Total Petroleum: "Den bedste isme (er min Organisme)".

Niels Haugsgaard: "Hlsen fra Os".

Gasolin: "Dejlig er Jorden".

Jomfru Ane Band: "Normal Rock", "Balladen om A-kraft", "Reaktionen Marcherer", "Plutonium", "Mens vi Drømmer", "Krisens Danse Makabre", "Rebild '76".

C. V. Jørgensen: "Det ganske lille Band", "La Containe", "Hamburger Sally", "Storbybeduinen", "Fra en Telefonboks".

Lone Kellermann: "Dette er himmelen Her", "Nina", "Venter på en Sang", "Spring Ud", "Vandkunstens lille Café", "Ryg Dansk", "Se Venedig og Dø".

Starfuckers: "Gør mig Varm".

Den skærpede Favoritliste:

Stig Møller: "Min By".

Cy, Maia & Robert: "This Sporting Life".

Steppeulvene: "Til Nashet", "Kvinde Kom Ud".

Cy, Maia & Robert: "Cuckold".

The Beefeaters: "Let Me Down Easy".

Young Flowers: "To You - stk. 4".

The Savage Rose: "Your Sign/My Sign", "A Girl I Knew", "White Swans' Mariage Clothes", "Evening's Child".

The Beefeaters: "You Changed My Way Of Living".

Young Flowers: "Calypso", "Day Break".

The Savage Rose: "The Castle".

Burning Red Ivanhoe: "Kaj", "Sensitive Plant", "Omegnens Poesi".

Delta Blues Band: "Highway 51", "Where The Water Tastes Like Wine".

Povl Dissing: "Jeg tændte ingen sol for Dig", "Anemonesmil", "Tape fra en halv Mand".

Pan: "Song To France".

Rainbow Band: "King Of The Sun".

Culpeter's Orchard: "Teaparty For An Orchard", "Gideon's Trap", "Troldspejlet".

Skousen & Ingemann: "Knud Lavard", "Herfra hvor vi Står", "Blæsten over Søen".

Blast Furnace: Lister du om Hjørner".

Delta Blues Band: "Will The Circle Be Unbroken".

Savage Rose: "Listen To This Tune From Mexico", "The Poorest Man On Earth", "Lightly Come Lightly Go".

Povl Dissing & Burning Red Ivanhoe: "Wallifanten", "Narrevise", "Snehvidekys.

Gasolin: "Langebro", "Hey Christoffer", "Tremastet Beton", "Laphophora Williamsi".

Savage Rose: "Byen Vågner", "Bruden Pyntes", "Bryllup", "Dear Little Mother".

No Name: "Jeg føler mig så Tom".

Musikpatruljen: "Klar til Hvornår".

Culpeter's Orchard: "Late Night Woman Blues", "Satisfied Mind".

Midnight Sun: "Winds Gonna Blow".

Sebastian: "Når lyset bryder Frem", "Hvis du tror du er Noget".

Povl Dissing: "Gu' ve' hvem der kysser dig Nu".

Gnags: "Der er så Meget", "Bryd op, rejs Ud".

Røde Mor: "Fuglene", "Grilbaren", "Til Allende".

Djurslandsspillemændene: "Christianitter, jyske Knejte".

Ache: "Majestætens Marionetter".

Kim Larsen: "Det er en kold Tid".

Det internationale sigøjner Kompagni: "I kan ikke slå os Ihjel".

Bifrost: "Frihedskæmperen","Vandringssangen".

Niels Haugsgaard: "Hilsen fra Os".

Jomfru Ane Band: "Normal Rock", "Reaktionen Marcherer", "Krisens Danse Makabre".

C. V. Jørgensen: "Det ganske lille Band", "Hamburger Sally", "Fra en Telefonboks".

Lone Kellermann: "Nina", "Spring Ud", "Vandkunstens lille Café", "Se Venedig og Dø".

Yderligere Skærpelse:

Cy, Maia & Robert: "This Sporting Life"

Steppeulvene: "Kvinde kom Ud".

The Beefeaters: "Let Me Down Easy"

The Savage Rose: "A Girl I Knew", "Evening's Child".

Young Flowers: "Calypso", "Day Break".

Burning Red Ivanhoe: "Sensitive Plant".

Delta Blues Band: "Where The Water Tastes Like Wine".

Povl Dissing: "Jeg tændte ingen sol for Dig", "Anemonesmil".

Ache: "Shadow Of A Gypsy".

Skousen & Ingemann: "Herfra hvor vi Står".

Blast Furnace: "Lister du om Hjørner".

Povl Dissing: "Wallifanten".

Gasolin: "Hey Christoffer", "Tremastet Beton".

Savage Rose: "Bruden Pyntes", "Dear Little Mother".

Musikpatruljen: "Klar til Hvornår".

Sebastian: "Når lyset bryder Frem".

Povl Dissing: "Gu' ve hvem der kysser dig Nu".

Røde Mor: "Fuglene", "Grilbaren".

Djurslandsspillemændene: "Christianitter, jyske Knejte".

Ache: "Majestætens Marionetter".

Bifrost: "Frihedskæmperen".

Jomfru Ane Band: "Krisens Danse Makabre".

C. V. Jørgensen: "Fra en Telefonboks".

Lone Kellermann: "Nina", "Vandkunstens lille Café".

Absolut Finsortering:

Cy, Maia & Robert: "This Sporting Life".

The Savage Rose: "A Girl I Knew".

Young Flowers: "Calypso".

Povl Dissing: "Jeg tændte ingen sol for Dig".

Skousen & Ingemann: "Herfra hvor vi Står".

Gasolin: "Tremastet Beton".

Savage Rose: "Dear Little Mother".

Povl Dissing: "Gu' ve hvem der kysser dig Nu".

Røde Mor: "Grilbaren".

Lone Kellermann: "Vandkunstens lille Café".

Udover at arbejde med den fortsatte skærpelse kan man også gå den modsatte vej: begynde med en ganske lille samling numre og gradvis føje flere til. Derved har man en række faste holdepunkter at referere til, mens universet vokser. Imidlertid er denne metode ikke helt uproblematisk. Ligesom den fortsatte skærpelse giver en dejlig oplevelse af, at det bliver bedre og bedre, kan den modsatte bevægelse fange en i en negativ følelse af, at det bliver værre og værre. Til tider virker metoden dog rigtig godt og skaber en sikker zone, hvorfra man kan bevæge sig udad i cirkler. Så prøv det, men gør det med omtanke.

Numrene, der er medtaget på den sidste - stærkt skærpede - liste, er umiddelbart tilgængelige og lette at gå til. Det er derfor et godt sted at begynde, hvis man føler, at tre bokse er en lidt uoverskuelig mundfuld at skulle danne sig overblik over. De, der slet ikke ved, hvilket hjørne de skal tage fat fra og hvordan, anbefaler jeg at bruge den sidste liste som pejlingspunkt.Vist er det en rent subjektiv liste, men den rummer alligevel en pædagogisk pointe.

Nu er smag og behag som bekendt forskellig. Der er næppe to mennesker, der ville lave helt samme liste over særlige favoritter. Ligeledes er det at trænge ind i en svunden tids stemning og mærke den ikke en eksakt videnskab. Men måske kan mine lister alligevel bruges til at give et fingerpeg. For dem, der slet ikke kender noget til dette kapitel i dansk musik, kan de måske være til hjælp som et midlertidigt værktøj, indtil man finder frem til sine egne arbejdsmetoder og favoritnumre.

Men hvad handler alt dette egentlig om? Hvorfor har jeg nedskrevet alle disse betragtninger og uforvarende kommet til at lave en hel lille instruktionsbog? - Det er såmænd ganske enkelt: jeg fik en julegave, som jeg er rigtig, rigtig glad for. Det er det hele!