toner, ord og tanker
Hvad er problemet?
Det kan ofte være svært at få øje på det egentligt problematiske ved et givent fænomen. Ofte ser folk sig blinde på tingen selv, og kan så sige “og hvad så?” Eller “hvad er problemet?”. For er det ikke o.k., hvis man har et sådan? Må man ikke det? osv. osv.
Det, man her overser, er spørgsmålet om, hvordan den, der har det sådan, har det med at have det sådan. Spørgsmålet er derfor ikke om “o.k.” eller at “måtte”. Spørgsmålet er, om man har det godt med det. Hvis man har det skidt med det, så er det jo ikke spor rart.
Lad os tage et neutralt eksempel, hvor det forhåbentligt kan undgås, at frihedens og mangfoldighedens apostle straks vil gribe til våben.
Det er da fint at blive klippet og få ordnet hår. Hvis der er gået lang tid siden sidst, så kan det endog være en utrolig rar oplevelse af, at et forsømt område får noget omsorg. Men hvad nu, hvis man har en fobi overfor sakse?
Eksemplet skulle gerne vise, at hvis der er noget, man ikke har det godt med, så er der også et problem. Altså, som før sagt: det afgørende er ikke en given ting selv, men hvordan man har det med denne. Fænomenet i sig selv og betragtet udefra kan være nok så uproblematisk og værdineutralt. Men for den, der lider alvorligt derved, er der et problem.