toner, ord og tanker
Tørskam
Når man kan komme i vanære,
kan man så også komme i tørskam?
Og i så fald:
Hvad vil det sige?
At skammen er tørret ud,
så man nu har mod?
Jeg tør skam godt!
Åh, ja - vi tør skam godt.
Så skal det lyde over hele landet
- fra den ene ende til den anden:
I Helsingør, Skælskør,
Løgstør, Skamlingsbanke.
I en afsides krog vil man på den lokale dialekt sige:
"Føt! - Ør ska' møj æ dar".
Avisen skriger dagens overskrifter ud:
"Konduktør skambider hund",
"Direktørs kam sporløst forsvundet".
En lommefilosof forkynder:
"Ska' man gøre en profet ør
ska' man selv ha' store syner".
- Eller...
Nej, jeg ved ikke.
Jeg tror alligevel ikke rigtig jeg ved
hvad det der tørskam er for noget.