Meanwhile Back In The States

Skønt man i USA talte om en "britisk invasion" og måtte erkende, at man var blevet taget med bukserne nede, var den amerikanske scene dog ikke helt uddød. Samtidig med at de centrale engelske navne udgav deres første plader, fremkom en række amerikanske udgivelser, der havde lige så stor betydning for udformningen af 60'ernes lyd.

The Beach Boys: "Surfin' Safari" (1962)

Knap et halvt år før "Please Please Me", nærmere bestemt den 1. oktober 1962 nåede et første tidligt varsel om en ny optimistisk tid ud i pladebutikkerne. Beach Boys opfandt ikke surfmusikken. Den havde allerede eksisteret nogle år som en særlig form for instrumental-rock med Dick Dale som sit betydeligste navn. Den instrumentale surf er en på mange måder spændende musikform, der indførte nye guitarteknikker og med ofte ret så dramatiske melodiske temaer illustrerede de høje bølger, surferne ridder på. Beach Boys' landevinding bestod i at tilføje sang præget af himmelstræbende vokalharmonier til udtrykket."Surfin' Safari" er en enkel og primitiv plade, der er nær ved at virke ufrivillig komisk i nutidige ører. Den rummer absolut ingen varsler om, hvad Beach Boys siden skulle drive det til. Til gengæld klinger den af sommer, sol og livsglæde. Den er medrivende og smilende, men i sandhedens tjeneste må det siges, at den også i nogen grad illustrerer hvor grelt det stod til med musikken umiddelbart før Beatles kom og gav tingene ny retning og kraft. I filmen "Sidste nat med Klikken" udtaler en af personerne: "Jeg kan ikke li' det surf-lort. Det er gået tilbage for rock and roll siden Buddy Holly døde." Var der ikke kommet fire sjove fyre fra Liverpool og sat ny standard, ville 60'erne ikke være blevet det, de blev. - Og det var Beach Boys formodentlig heller ikke. Men inspireret af det britiske indspark skulle de i de kommende år vise, at de rummede andet og mere end denne letbenede og amatøragtige vokaludgave af surf.

Bob Dylan: "Freewheelin'" (1963)

"Freewheelin'" er Bob Dylans anden plade. Den første bestod af traditionelle sange, og en lettere uopmærksom lytter kunne sagtens forledes til at tro, at det var en Woody Guthrie plade. Det er således først på "Freewhelin'" at Bob Dylan virkelig bliver Bob Dylan. Det gør han til gengæld i en sådan grad, at "Freewheelin'" vakte opsigt overalt i den vestlige verden. Folkemusikpublikummet så ham som det nye store lys, der på linie med Woody Guthrie og Pete Seeger skulle være en samfundskritisk røst og guitarspillende trubadur, føre arven og traditionen videre. Uden for folkemusik-kredse så de fleste ham snarere som noget forfriskende og anderledes, mere som et nybrud end noget bevarede: en stemme, der absolut ikke lignede noget andet og dertil en personlig, egenartet sangskrivning. Det var måske ikke så umiddelbart iørefaldende som Beatles. Men på sin egen mærkelige måde var det lige så nyt, friskt og overraskende. En ramsaltet karskhed, der vakte undren og fik folk til at studse ører.

Trini Lopez: "Trini At The PJ's" (1963)

Et lidt anderledes udtryk for de tidlige 60'eres friske munterhed var Trini Lopez. Hans latin-farvede tolkninger af aktuelle hits og velkendte evergreens udviskede i nogen grad grænsen mellem mondæn familieunderholdning og langåret ungdommelighed. Hans studieindspilninger havde en tendens til at være lige lovlig overbelæssede med strygere og des lige. Men live var tingene skåret ned til essensen. Trini sang og spillede på sin guitar kun ledsaget af en basist og en trommeslager. Trioens samspil var noget nær telepatisk. Trini skifter toneart midt i et nummer eller slår over i noget helt andet, og hans to kammerater følger bare med, som var det den naturligste ting af verden. Energiniveauet er afsindig højt på "At The PJ's". Ikke i betydningen larmende og voldsomt. Trini synger med en smuk, klar stemme og hans guitar har aldrig været i nærheden af en forvrængerpedal. Men på sin egen venligt smilende og lidt hygge-nyggede måde er det en forrygende omgang. Tændt, ladet, animeret - i den grad levende. Jo, jo - der kan skam godt være kul på uden at det nødvendigvis behøver at være støjende og umelodisk. Rigtig, rigtig god plade! Dertil er den et vigtigt dokument i latinrockens historie, der bidrager til at knytte forbindelsen mellem Ritchie Valens og Santana.

Stan Getz & Joao Gilberto: "Getz/Gilberto" (1964)

Det er relativt sjældent, at en jazzplade bliver et større hit, men det skete i tilfældet Getz/Gilberto. I en periode, hvor man generelt satte tempoet i vejret, lykkedes det ikke desto mindre denne blide bossa-jazz plade at ramme noget i tidens hjerter. Stan Getz var kritisk indstillet over for de herskende strømninger i jazzen, der lagde vægt på eksperimentet og udtrykskraften. Han troede på, at der stadig var en fremtid for det smukke og melodiske. I bossa nova musikken fandt han en afslappet og yndefuld musikform, der fascinerede ham, og i Joao Gilberto en ligeværdig samarbejdspartner. I foråret '63 indspillede de en række numre sammen, der først blev udgivet et år senere. Pladen ramte plet og solgte usædvanlig godt for en jazzplade. Endnu i dag står den med usvækket kraft som en af de her, man simpelthen bliver nød til at have.

The Supremes: "With Love From Us To You" (a.k.a. "A Bit Of Liverpool")(1964)

Pigegruppen The Supremes var i de tidlige 60'ere en af USAs største hitliste successer overhovedet. Da den britiske invasion væltede ind over staterne, forholdt de sig til fænomenet på en særlig måde. De lavede nemlig en plade med merseyhits fortolket i Supremes-stil. På den måde byggede de bro mellem to af tidens førende klange. Fra et salgsmæssigt synspunkt var det selvsagt en sikker strategi. Kunstnerisk er der dem, der mener, at Supremes bare hoppede med på vognen og flød med strømmen. Det er imidlertid ikke en retfærdig bedømmelse. "With Love From Us To You" er en charmerende plade. På en pudsig måde lyder det netop på én gang som både Supremes og merseybeat. Mange af Supremes' store hits var standardiserede, formskårne produkter fra Tamla-Motown. Netop derfor klæder det Supremes at komme lidt uden for deres vanlige boldgade, gøre noget lidt andet, det virker forfriskende.

Chuck Berry & Bo Diddley: "Two Great Guitars" (1964)

Legenden beretter, at de to store Chess-kunstnere rent tilfældigt kom til at jamme med hinanden under en indspilningssession i marts '64. Det er ikke svært at tro på, når man hører pladen, der emmer af spontanitet, spilleglæde og intenst, dirrende nærvær. Begge sider åbner med et signatur nummer, på side 1 Chuck Berrys "Liverpool Drive", på side 2 Bo Diddleys fortolkning af "When The Saints". Men disse er ganske korte og det, der fylder det meste af vinylet, er to lange guitarduetter, hvor der bliver strukket helt ud. Der er nærvær og vågent spil. Chuck og Bo er i den grad fuldt tilstede. Endvidere er der i visse passager en fuldstændig fanden i voldsk anarkisme, hvor guitarspillet vover sig uden for det sikre, og med et mod grænsende til dødsforagt tager halsbrækkende chancer. At der hist og her er et par bøffer, er en uundgåelig konsekvens, som imidlertid ikke skæmmer pladen. Tvært imod - det er netop en ekstra charme og bidrager til at gøre "Two Great Guitars" til den uomgængelige perle, den vitterlig er. Et ultimativt mesterværk, der endvidere viser, at de, der havde været det nye og spændende 10 år før, ikke var helt agtersejlede, men havde en ganske god fornemmelse for de forandrede tider.

Albert Ayler: "Spiritual Unity" (1965)

D. 10 juli 1964 gik en af freejazzens førende navne i studiet og indspillede hvad, der siden skulle få status som en af genrens absolutte klassikere. Da indspilningerne nogle måneder senere blev udgivet, vakte de stor opmærksomhed. I det rent lydlige udtryk er det en musik, der ligger langt fra de enkle, iørefaldende popsange, der prægede tiden. Men i sin ånd udtrykker den noget beslægtet. Den frie jazz bestræbte sig lige præcis på at være, hvad den kaldte sig: fri. Det var en løsrivelse fra konventioner og regler, et brud med de faste former, en rejse ud i det ukendte. Derved udtrykte denne musik - akkurat som merseybeat - en ny, dristig tid, der rev sig løs af fortidens snerrende bånd og fuld af vovemod satte kurs mod fremtiden. At det var et generelt træk for tiden at rive sig løs, at skabe plads og rum for det nye og anderledes, bekræftes således af den omstændighed, at tendensen viste sig inden for vidtforskellige musikalske udtryk. Få år senere skulle det vise sig, at den melodiske pop og den eksperimenterende jazz ikke lå længere fra hinanden, end at de kunne finde en række platforme at mødes på. At de var åndsbeslægtede og langt henad vejen udtrykte det samme betød, at det stilistiske blev underordnet. I 64/65 anså de fleste de to fløje for at være fuldstændig væsensforskellige. Men uanset musiksmag fornemmede de allerfleste blot en smule nysgerrige og samtidsnærværende mennesker, at en ny tid var oprunden, at verden stod midt i et intenst nu, der var nærværende, aktuelt og påtrængende på en hidtil ukendt måde. Denne følelse af et fyldt øjeblik er eminent tolket på "Spiritual Unity", der stadig nu mere end 45 år senere, kan give en særlig fornemmelse af noget nærværende og tilstedeværende. Når pladen sættes på, oplever mange lyden fra højtalerne, som om Albert Ayler stod i lige præcis det øjeblik i deres stue og spillede personligt henvendt til dem. Her er noget, der lever og er. Noget, der aldrig kan blive gammelt og træt, fordi det i sit inderste væsen er ungt, frækt og fuld af vovemod. Det er endvidere værd at mærke sig, hvor meget Aylers sax i visse passager minder om en forvrænget el-guitar. Har mon Jeff Beck og Jimi Hendrix lyttet til Albert Ayler? Og hvad med det indledende riff på "Sgt. Pepper"?

Jerry Lee Lewis: "Live At Starclub Hamburg" (1965)

The Killer havde ikke sat sin vildskab over styr. Mens Beatles indtog USA turnerede han i Europa, og spillede bl.a. på et af de steder, der havde bidraget til at skabe Beatles' berømmelse: Star Club i Hamburg. Jerry var kommet i unåde nogle år tidligere, fordi han havde giftet sig med sin 13 årige kusine. Der havde været svære tider, men han var ikke den, der lod sig kue. Han holdt ud og kæmpede videre. Han nægtede at blive en dengsedreng, der rettede sig efter gængse normer. Han var, hvad han var, og sådan måtte man tage ham. Til gengæld var der garanti for et show, de færreste kunne matche. Men blev der da ikke slebet et par kanter af henad vejen? Ikke hos the killer! Hvis der er noget, den plade ikke lyder som, så er det en gammel, træt mand. Den er så vital, som noget kan være. Det er ganske vist rent stilistisk orienteringen fra de foregående år. Men det er det så alligevel ikke. Jerry Lee har opdateret sig selv. Ikke ved at føje nye raffinementer til sin stil, men ved at intensivere sin energi. Alt foregår i et forrygende tempo og forekommer ligefrem nådesløst virilt. Det er rock and roll så det basker. Rock and roll i sin reneste form. Ingen forfinelse, ingen intellektuelle overbygninger, men derimod masser af gang i festen, lyden af det levende, en dirrende nerve, der bare er der, og i den grad er der fuldt og helt.

The Sonics: "Here Are The Sonics" (1965)

Rundt omkring i USA blomstrede fænomenet garagerock: fire-fem unge mennesker, der stillede deres instrumenter op, hvor de nu kunne få lov til det, hvad end det så var en garage, en gammel lade eller en kælder i nogle forstående forældres villa. Bevæbnet med en kasse Budweiser og en utæmmelig energi trykkede de den så af med alle de rock and roll standards, de kendte, og ind imellem deres forsøg på egen sangskrivning. Det var en for så vidt konservativ bevægelse, der sværmede for det foregående årtis indsats og orientering. Men selv om garagegrupperne langt henad vejen spillede de samme numre som dengang, gjorde de det ikke på samme måde. Spillestilen var hårdere, mere larmende og beskidt. Derved var der i denne bestræbelse på at spille den mest ægte, rene og uforfalskede rock and roll alligevel en slags opdatering og fornyelse, som endvidere udgør en af punkens vigtigste inspirationskilder. Der findes næppe noget bedre eksempel på denne orientering end "Here Are The Sonics". I en atmosfære af hæsblæsende vildskab og lidenskabelige skrig mødes her en reaktionær rock and roll forståelse med en ny tids vovemod og frihed. Pladen kan på mange måder ses som et amerikansk sidestykke til The Whos "My Generation", når man ellers husker at omregne i forhold til forskellene på de respektive nationale orienteringer. Mens The Who krydrede et arbejderklasse-image med art-school tendenser midt i et sydende London, var The Sonics ren rock and roll, øl og fest et sted ude på bøhlandet. Men fælles har de en rå vildskab og bestialsk voldsomhed, der endnu i dag kan virke lettere foruroligende.

The Monkees: "Meet The Monkees" (1966)

Boy Bands - en flok unge mennesker, der ikke har fundet sammen, fordi de har nogle ideer, de gerne vil virkeliggøre, men samles og markedsføres af pladeselskabet - er ingen ny opfindelse. 60'ernes boy band hed The Monkees, og var et konstrueret koncept i forbindelse med en tv-serie. Fire unge mænd, der havde det rigtige udseende og repræsenterede forskellige grader på skalaerne pæn-rå og sjov-seriøs. Kort sagt: lige efter bogen. Midt i en tid, der var så fuld af kreativ idérigdom som aldrig før eller siden, blev dette pseudo-band spyttet ud af reklamemaskinen for fuld skrue, og blev minsandten et hit. Måske fordi det repræsenterede en ligefrem enkelhed på et tidspunkt, hvor musikken så småt begyndte at blive mere subtil (?), eller måske bare fordi at tv-serien var tilforladelig underholdning. Reel troværdighed var der i hvert fald ikke meget af, men dog nogle ganske iørefaldende sange, og det er vel i bund og grund dét, pop skal kunne levere. På "Meet The Monkees", deres første - og mest kommercielle - album, består abernes beskedne rolle i at synge og se godt ud. Materialet blev leveret af professionelle sangskrivere og instrumenterne betjent af studiemusikere. Siden modnedes Monkees til et rigtigt orkester, men det er en anden historie. Debutten er gennemkalkuleret, men velegnet til at nynne med på og vippe med en tå til. Sådan set en ganske rar plade.

Udvalgte smagsprøver

Kommentar

Indtil Beatles og deres følge brød igennem, havde USA i mange år haft et næsten totalt popmonopol. Det var fra staterne, det nye kom. Europa var den gamle verden, der hang fast i gamle skikke, fra den nye, unge nation kom der nye impulser. Men Beatles brød monopolet, og derefter begyndte en gensidig transatlantisk befrugtning, hvor England og USA inspirerede hinanden. Men der vedblev at være en forskel. De nuancer, vi har kunne iagttage i den foregående gennemgang, vedblev at være der. Selvom de brugte løs af hinandens ideer, blev det aldrig, at de spillede helt på samme måde. Ikke engang når de forsøgte på det. Tilstræbelsen blev uværgeligt udsat for en kulturel oversættelse. Det nye kan være nok så anderledes. Det føjer sig dog altid ind i det eksisterende. Forskellige steder med forskellige traditioner og skikke griber derfor de samme ideer an på hver deres måde.

Til dette billede må føjes, at det, der bøjes gennem lokale nuancer, ikke bare er én ting, men flere. Der er dels bevægelsen fra 50'ernes rock and roll til den senere beat, der undervejs i denne metamorphose suger til sig fra andre kanter, og bl.a. lader sig inspirere af den frie jazz' eksperimenter og den symfoniske musiks klange. Men mindst lige så vigtig er folkemusikkens genkomst. Efter en tilbagesunken periode var den atter på vej. Folkemusikken er særlig interessant at betragte i det transatlantiske perspektiv. Mens man i nogen grad kan skelne relativt skarpt mellem engelsk og amerikansk beat/rock, kan man inden for folkemusikken iagttage en lang række impulser i en fortløbende forvandlingsbevægelse, der springer frem og tilbage mellem England og USA. Som en fælleszone bør fremhæves bluesmusikken, en oprindelig sort folkesang med mange senere videreudviklinger, som spiller en central rolle i både jazzens og rockens historie. Det er ikke mindst i kraft af bluesens allestedsnærværelse, at det i praksis kun meget vankeligt lader sig gøre at opretholde helt klare og uoverskridelige skel mellem rock, beat, folk, jazz og pop. Nøjagtig som med de nationale variabler, er også genrene nuancer. En forsøgsvis gennemgang af nogle få, udvalgte hovedtræk af musikkens bevægelser i første halvdel af 60'erne, kommer således uundgåeligt til at kredse om emnet "lighed og forskel".