Det glemte ritual

For nogen tid siden faldt jeg et sted over en lidt syrlig bemærkning om musikalsk overforbrug og alle de mennesker, der render rundt alle vegne med små propper, der hælder en stadig strøm af lyd ind i deres øregang.

Det med "syrlig" skal ikke forstås som en kritik af det fremsatte. Jeg er nemlig rørende enig, og kunne selv finde på at være endnu mere syrlig. For jeg mener ærlig talt, at der er tale om en forfladigelse, hvor den unikke oplevelse erstattes af en bedøvende konstans.

De, der har kigget andre steder her på siden (ikke mindst under emnet “Musikalske kæpheste"), kan næppe være i tvivl om, at jeg er voldsomt musikinteresseret. Hvis det har fået nogen til at tro, at jeg så hører musik fra morgen til aften, tager de imidlertid fejl. Jeg hører måske to eller tre plader om ugen (højst!). Resten af tiden værner jeg om stilheden i det omfang, det nu er muligt, når man bor i en storby.

For mig er der en afgørende forskel på sløvende vane, og så at afsætte særlige stunder til, at "nu skal der høres en plade."

Det her sagte skal dog ikke opfattes som et udtryk for frelsthed. Jeg kommer her til at tænke på en ordveksling jeg engang oplevede i et selskab. En tilstedeværende citerede lettere humoristisk ironiserende bemærkningen fra Johannes Åbenbaring om dem, der ikke har besmittet sig med jomfruer. En anden tilstedeværende svarede prompte: "Så har de besmittet sig med så meget andet."

Dette er just pointen.

Måske kan jeg sige, at jeg når det gælder musik holder mig fri af konsum og fastholder ritualet. Men så kunne der nævnes så mange andre ting, hvor jeg står på den gale side. F. eks. kan jeg på en hjemmedag snildt gå og drikke kaffe hele tiden. Også selvom jeg godt ved, at der er vanesløv konsumering. Det oplever jeg jo hver gang, jeg har været ude i flere timer, og så kommer hjem og tænker: "Nu skal det gøre godt med en kop kaffe." Ja - og så er det sandelig også noget helt andet end det bevidstløse vane-pimperi.



Det er således ikke fordi, at jeg på nogen måde kan hævde, at jeg i alle livets forhold fastholder ritualet og holder mig hævet over den uengagerede konsumering, at jeg skriver dette. Jeg skriver det netop fordi, at det er en faldgrube, vi alle -inklusiv mig selv - falder i. Men netop derfor er der desto større grund til at ofre en tanke på sagen.



Vi har alle vores. Ja - måske ikke alle En og anden kan måske sige hus forbi, og hævde at de bruger alt bevidst, rituelt og mådeholdent, aldrig forfalder til sløv vane, men lader hver ting have sin særlige stund, hvor det pågældende ofres fuld opmærksomhed. Men mon ikke de fleste på den ene eller anden måde falder i?



Jeg tillader mig derfor et "vi" - for med få undtagelser, er det dig og mig og os allesammen, der har for travlt. Jager afsted og negligerer alt til at enten være noget, der bare er der, og kun ofres begrænset opmærksomhed, eller også er noget, der bare skal overstås. Jagende gennem alle livets gøremål som om man skulle hen til et eller andet, kun for at det næste, man kommer til, viser sig at også bare skulle overstås. Men hvis alt er noget, man skal forbi, hvad er så målet? Hvad er det man vil hen til? Åbenbart ikke noget!


Der ligger noget i vores rastløse, jagende kultur som har en tendens til at glemme ritualet. Glemme at give sig tid til ting, glemme at ofre ting opmærksomhed. Hvad end det så sker i hastig jagen forbi eller  et sløvende overforbrug, der har suspenderet pausen. Den pause, der netop er afgørende for, at det bliver noget helt særligt, når man så gør det ene eller andet. Særligt på den måde, det ikke kan være, hvis man gør det hele tiden.


Kierkegaard sammenligner et sted travlhed med at redde ildrageren ud af en ildebrand. Det er ikke noget dårligt billede på det.

Så herfra en opfordring til os alle - inklusiv mig selv - om at huske på ritualet.

Sluk for mobilen og læg den ned i en skuffe. Sluk for fjernsyn, computer og hvad du ellers måtte have af forstyrrelser omkring dig. Skab et roligt, uforstyrret rum.

Prøv at sætte dig til rette ved bordet og smage på maden, i stedet for at  bare vælte den ned.  Vist er føde en nødvendighed for overlevelsen. Men vel ikke et nødvendigt onde. En god, veltilberedt middag kan være en stor nydelse, hvis man giver den lov at være det.


Prøv at bruge tid på bare at være, uden at skulle foretage dig andet. Sæt dig et stille sted og lad tankerne flyve hvorhen de vil. Das og dagdrøm, og sørg for alt i verden for at der ikke er et ur i nærheden. Det her skal ikke ske på tid. 


Prøv at være ude i  fire-fem timer, og påskøn så den kop kaffe, du drikker, når du kommer hjem. Forskellen på den og vane-kaffen har jeg allerede omtalt.


Prøv at opholde dig i mest mulig stilhed i en uge. Find så en særlig udvalgt plade frem. Hiv den ikke bare ned fra hylden for så at flå den ud af hylstret. Giv dig tid til at at kigge på omslagsbilledet, tag den så varsomt frem og snus ind - især hvis det er en amerikansk presning (de lugter bedst). Læg den så varsomt på tallerkenen, støv den omhyggeligt af, lad armen sænke sig og nålen lægge sig til rette i rillen som en øm elskovsakt. Lyt! Lyt som gjaldt det livet. Lad dig ikke passivt underholde, men stræb efter dialogen.


Er du ryger, så hold ud længst muligt. Når du så ikke kan vente længere, så skab dig et rum til formålet. En god stol, stille uforstyrrethed af distraherende omgivelser. Sug ind. Mærk tobakkens aroma og nyd synet af de liflige blå tåger.   


Kort sagt: Læg ritualer ind i dit liv og giv på den måde tingene lov at blive noget særligt.