Meninger om Wings

Der er delte meninger om Wings. Det kan objektivt fastslås, at de var utrolig populære i 70'erne, og der findes faktisk folk, der bedre kan lide Wings end Beatles. Men McCartney's biografer giver almindeligvis Wings en ret ublid medfart. Det bør nu nævnes, at også adskillige forfattere har været ret uvenlige ved Lennon. Der synes at være en besynderlig tendens til at hakke på John for ikke at være Paul og på Paul for ikke at være John. Men hvorfor skulle de være det? Er det ikke meget bedre at lade John Lennon være John Lennon og lade Paul McCartney være Paul McCartney? Er det særlige ikke netop, at de er de to personligheder, de er, og var det ikke det, der gjorde Beatles så enestående? Beatles var ikke blevet til det, de blev, med to John'er eller to Paul'er. Det var forskellighederne, der eminent supplerede hinanden.

Kritikken mod McCartney går ofte på det med silly love songs, at hans tekster sjældent rummer nogen dybere mening. Åbenbart er mange ikke i stand til at høre, at Paul som melodimager og harmonimester er noget nær enestående. Hvorfor så ikke blæse på teksten, og lytte til melodien? For min skyld kunne hans tekster være rene vrøvleord, hvis bare det lød godt.

Det mærkelige er, at når Paul McCartney en sjælden gang imellem har forholdt sig til samfundsproblemer og politiske spørgsmål, er han snarere blevet dadlet end rost for det. 

Et eksempel er "Give Ireland Back To The Irish". Jeg hørte den for mange år siden i radioen, optog den på et forlængst forgangent kasettebånd. Siden søgte jeg med lys og lygte efter den single. Så opdagede jeg for nogle år siden, at den er med som bonus track på cd-genudgivelsen af "Wild Life". Så fik jeg nummeret på denne måde.

Det var mindst 10-15 år siden, jeg sidst havde hørt den. Men jeg kunne stadig godt lide den. Min interesse ligger overhovedet ikke i teksten. Jeg kan godt lide melodien, og jeg synes også det er et interessant arrangement og en bemærkelsesværdig produktion. For mig står den som en af de mest vellykkede indspilninger med det tidlige Wings og den oprindelige besætning ("Wild Life"/"Red Rose Speedway"-perioden).

Dette indkøb blev samtidig et genhør med "Wild Life", som jeg ganske vist har på vinyl, men ikke er en plade, jeg spiller særlig tit. Der står entydigt i alle bøger om Beatles/McCartney/Wings at "Wild Life" er noget hø. Derfor har de fleste efterhånden antaget dette for sandt og opgivet at høre efter. Måske skulle folk stole lidt mere på deres egne ører, og blæse på, hvad andre mener.

Bevares! Man kan høre, at det er et ikke helt sammenspillet band, og pladen er en smule sjusket produceret. Men prøv en gang at lytte til sangene, som sange betragtet, og tænk eventuelt over andre måder, de kunne spilles på.

På det, der var side 1 på den oprindelige udgivelse, er der måske ikke så meget at komme efter. Men i det mindste for mig står side 2 set i sin helhed ret stærkt. "Some People Never Know" og især "Tomorrow" må melodisk og harmonisk betragtet siges at have Beatles-kvaliteter. Hvis nu Beatles var blevet sammen et par år længere, og havde indspillet disse to sange produceret af George Martin, tror jeg de fleste ville have blåstemplet dem. Imellem disse to ligger "I Am Your Singer". Der findes sikkert et utal af gode argumenter for, at det ikke er stor kunst. Men er jeg virkelig det eneste menneske i verden, der synes det er en køn melodi?

Vi kender alle den videre historie. Efter to albums og nogle singler gik der kuk i Wings mark 1, og det er kun Paul, Linda og Denny der medvirker på mesterværket "Band On The Run". Den er der ingen grund til at forsvare. Alle roser den jo. Derimod er det sjældent venlige ord, der falder om de efterfølgende plader.

Den periode, der omfatter de tre albums "Venus And Mars", "At The Speed Of Sound" og "London Town" anses af de fleste kritikere for et dødevande. I det mindste når det gælder "London Town", er jeg helt uenig.

Som melodisamling betragtet er den absolut ikke tosset. Hvad enten man er til de bløde ballader eller de mere rockende ting, er der noget at komme efter på "London Town". De tekst-fikserede kritikere mener naturligvis ikke, der er holdninger nok. Det, de så finder for godt at udlægge som holdninger, hakker de dog også på. F.eks. omtales den med kvinden ved vaskemaskinen i "Deliver Your Children" ofte som groft mandschauvinistisk. Dette vil jeg mene er en misforståelse. Det er en sang i "Whiskey In The Jar"-traditionen, der beskriver denne verden. Medmindre man har Paul McCartney mistænkt for at bedrive landevejsrøverier i sin fritid, kan man næppe godtgøre at sangens jeg er identisk med sangens ophavsmand.

Men kritikerne er umulige at gøre tilpas. De bebrejder "Wild Life" den lidt grove lyd og modsat de senere plader for deres velproducerethed. Hvo'n søren skal man så gøre dem tilpas?

For mig at se rummer "London Town" i produktion og stillisme mange spændende træk. Alene den måde den blander folkemusiske influencer med elektroniske eksperimenter er værd at mærke sig. Dengang i 70'erne havde en hel del såkaldt progressive grupper i vid udstrækning leget med det elektroniske spændende fra at bruge det som beskedent krydderi til at køre linien helt ud og lave tidlige forløbere for vor tids techno/electronica. En anden fløj på den tids musikscene var den elektrificerede folkemusik med navne som Fairport Convention og Pentangle. Men cross-overs mellem disse to fløje var sjældne. Nogen vil måske fremhæve Jethro Tull. men det er vel også det nærmeste. At blande folk-rock og prog. rock var ikke særlig almindeligt, og derfor vil jeg mene, at pladen, da den udkom i '78, rummede nyskabende træk.

I tilgift fik man så en række iørefaldende McCartney-melodier. Naturligvis kan man diskutere, om dette reelt var et skridt videre. Gjorde han dybere betragtet noget han ikke havde gjort før? Det gjorde han måske ikke. Men han gjorde det på en ny måde. Dette gør pladen interessant.

Men måske er jeg bare sentimental. Sen-70'erne var netop den periode hvor jeg var ved at grundlægge min pladesamling. "London Town" havde et årstid eller der omkring på bagen før jeg opdagede den. Jeg husker at jeg faldt i snak med en pige i en pladeforretning fordi hun med badges og en t-shirt med billede, tydeligt lod alle se, at hun var Wings-fan. Skønt antallet af solgte plader og koncertbilletter godtgør, at der har gået mange Wings-fans løs dengang, var det faktisk første gang jeg mødte en, der delte min interesse.

Det må have været i '79 for jeg kan huske vi talte om "Back To The Egg", som den nye - og anderledes. Har det været fremme i 1980 må det have været tidligt på året, for "McCartney 2" var ikke kommet endnu. Det betyder, at jeg med få måneders upræcished ret nøjagtigt kan bestemme tidspunktet for dette møde. Mens vi snakkede om musik, stødte vi så netop på "London Town" i en af forretningens pladekasser. Hun spurgte, om jeg havde den. Det havde jeg ikke. "Den er skide go'" fortalte hun. Med denne varme anbefaling måtte jeg selvfølgelig have den.

Ved de første par gennemlytninger sagde den mig ikke så meget. Det er der i øvrigt næsten ikke noget af det, McCartney har lavet efter Beatles, der har gjort. Der skal nogle gange til, før det ryger ind. Jeg ved ikke præcis, hvor mange antal afspilninger den havde fået, da den pludselig åbnede sig for mig. Jeg kan bare huske en eftermiddag på mit daværende værelse, hvor den kørte, og det hele faldt på plads.

"Hun havde jo ret", kan jeg huske at jeg tænkte, "den er virkelig god". Så måske er det derfor, at "London Town" står højt på min personlige liste over McCartney-udgivelser. Men faktisk har jeg senere i livet mødt en del mennesker, der sætter pris på den. Og hvorfor skulle alle vi, der godt kan lide den, lade os tyrannisere af anmelderne?

Jeg tror det var i 1975, at jeg blev Beatles-fan. Der var en lidt ældre dreng, der havde indspillet et bånd til mig med Beatles sange. I dag ved jeg, at pladen var "Beatles Greatest", den hvor bagside billedet fra "For Sale" er brugt som omslag. Jeg satte mig og prøvede at høre det, og jeg syntes det var godt. Derved blev jeg Beatles-fan og var det med hud og hår de næste par år. Derimod sagde de solo-ting fra de fire, jeg stødte på undervejs mig ikke rigtig noget. Jeg kunne godt lide John Lennons "Rock 'n' Roll"-plade. Men det var vist rundt regnet det eneste.

Men så i '77 kom "Mull Of Kintyre". Den ændrede alt, og blev anledningen til, at også Wings blev føjet til listen over mine favorit-bands. Den gik jo rent ind hos alle. Også folk, der ikke brød sig om Beatles. Er det overhovedet muligt at ikke kunne lide "Mull Of Kintyre"? En ganske enkel tre-akkorders sang med mærkbar gæld til "Amazing Grace", men i al sin forenklede banalitet ufattelig smuk og med en iørefaldenhed, så den simpelthen ikke er til at få ud af hovedet igen. For det centrale er naturligvis den kønne melodi. Singlen solgte bedre end nogen Beatles-single har gjort. Det har ikke været for tekstens skyld. På verdensbasis er det givetvis relativt få, der har et særligt forhold til skotske lokaliteter. Men melodien er universel og går lige til hjertet.