En af de film fra de senere år, som har gjort stærkest indtryk på mig, er “Der kommer en dag”, som er baseret på den meget omtalte sag med Godhavnsdrengene.

En central person I filmens handling er en dreng, der drømmer om at blive astronaut. Da han første gang nævner denne fremtidsdrøm på institutionen, får han en på kassen.

Nu er det måske ikke nogen videre realistisk drøm. Især ikke når det gælder drengen, at han har et mindre handicap (klumpfod). Men det er et ægte, ærligt og autentisk udtryk for, hvordan han har det, at han altså har denne drøm. Derved får han sådan set at vide, at han ikke må have det, sådan som han har det.

Det vidunderlige ved historien er så, at han holder fast i sin drøm. De forsøger alt: at tæske den ud af ham, at drive den ud af ham med hårdt arbejde, de ydmyger og nedværdiger ham på enhver tænkelig måde. Men der er ikke noget at gøre.

Netop derved bliver han stærk og i stand til at vinde kampen imod den overmagt, der især personificeres af institutionens forstander. Trods al sin magt og alle sine midler ender han med at tabe duellen med den drømmende dreng med klumpfoden.

Så længe et menneske har en drøm, har det også et håb og kan se muligheder. Derfor er man aldrig helt knækket, hvis man har en drøm i behold.

Endvidere gælder i forhold til den indledende lussing, som var en klar "du må ikke være dig"-melding, at han formår at fastholde, hvem og hvad han er.

I dette er der et tematisk slægtskab med en gammel børnebog om en bjørn, som ingen tror på er en bjørn, men som alle hævder, er en dum mand med skæg. Bogen hedder betegnende nok "Bjørnen som ville være en bjørn". 

N.B.    Se også "Strategier" (under "Gode Bøger") og "Reform School Girl" (under "Arkoff).