Dansende abekatte

Det var op til folketingsvalget i 2015, at jeg første gang blev opmærksom på fænomenet: at hage sig fast bare for at hage sig fast.

En god journalist skal kunne hage sig fast, hvis folk svarer undvigende. Men der synes at være opstået en ny trend indenfor tv-journalistik, hvor man hager sig fast bare for at hage sig fast og forveksler en oprigtig redegørelse for en opfattelse med et undvigende svar.

Kåre Quist havde en række interview-programmer, et for hvert parti. Den irriterende interviewform gav mig en vis sympati med samtlige partiledere - også dem, jeg med garanti aldrig ville stemme på.

Aften efter aften kunne man høre Quist gentage: “Jamen kan du love, at …” Nej, det kunne den pågældende politiker ikke. Det var det, de ønskede, det var den retning, de ville arbejde i. Hvor langt de kunne nå ad denne vej afhang af en mængde andre ting. Det er ikke et undvigende svar, og at gentage et “kan du love” 30 gange efter, at enhver fjernseer forlængst havde fattet den pågældende politikers opfattelse, var tidsspilde uden sagligt indhold.

Dette desto mere fordi netop dét valg i så høj grad kom til at handle om nogle få, bestemte aktuelle mærkesager, at hele politiske områder overhovedet ikke blev berørt. Det mener jeg ikke, man som vælger er tjent med uanset hvem, man stemmer på. Netop derfor var det irriterende med al denne tidsspilde. Hvis Quist var gået videre til et nyt spørgsmål, kunne man have nået mere på den afsatte tid.

I aftes så jeg så en debat omkring minksagen med Klement Kjersgaard som studievært. Det er dét, der får mig ud i overvejelser om trends indenfor tv-journalistik. For den stilistiske lighed var påfaldende. Den samme usaglige hagen sig fast, de samme forsøg på at tvinge folk til at være mere unuancerede, end de reelt var ved at gå imod oprigtige redegørelser for en opfattelse, som om dette var forsøg på at glide udenom spørgsmålet, hvad det rent faktisk overhovedet ikke var.

Det afgørende for mig var ikke, om jeg var enig eller uenig med folk. For jeg fornemmede, at de alle havde noget på hjerte, og det ville jeg hellere høre (også hvis jeg var rygende uenig!), end se Klement Kjersgaard fjante rundt og gentage de samme spørgsmål igen og igen.

Det gjaldt f. eks. Spørgsmålet om, hvem der bestemmer og tager beslutningerne. Det gør politikerne. Men stort set samtlige debatdeltagerne mente også - ganske fornuftigt - at man skulle lytte til, hvad sundhedsmyndighederne, havde at sige. Men Klement blev ved - længe, længe efter, at dette svar var givet.

Lad os lige se på sagen fra et hverdagsperspektiv. Hvis jeg vil have et nyt køleskab, så kunne jeg give mig til at undersøge forskellige mærker og på den måde forsøge at få mest mulig viden at beslutte mig på. Det gør jeg måske. Eller jeg går ned i den nærmeste hvidevare forretning og spørger ekspedienten: “har i et godt køleskab?” Man kan så hævde, at jeg lader ekspedienten vælge for mig. Dette er imidlertid ikke tilfældet. For det er mig, der vælger at følge ekspedientens anbefaling.

Man taler om den logiske fejlslutning. Denne består i, at man ikke kan slutte fra er til bør. Det forholder sig så og således, ergo skal man … Nej - den går ikke. Det man gør i forhold til et givent er, er altid en vurdering og et valg, ikke noget absolut tvingende. Det går helt tilbage til de gamle grækere. Nu skal jeg naturligvis vogte mig for at selv lave en logisk fejlslutning, og sige, at det har man vidst i over to tusind år, og derfor skal der ikke bruges tid på det. Men ja - min vurdering og opfattelse er altså, at alt det her burde (UPS!) være noget underforstået, et udgangspunkt og grundlag for debatten og ikke det, der skulle diskuteres.

Hvis det i en situation er tvingende nødvendigt at gøre et eller andet, betyder det aldeles ikke, at dét, der så gøres, er det rigtige. At derfor sige, at der skulle gøres noget, men at det, der blev gjort, var ikke det rigtige, er et klart svar. Det er at ville tvinge folk til at være mere unuancerede, end de reelt er, at ville have dem til at vælge imellem, at enten skulle der ikke have været gjort noget, eller også var det gjorte helt rigtigt.

At hage sig fast bare for at hage sig fast uden nogen saglig grund, er ikke god journalistik. Det er ren showtime og tomme kalorier.

Jeg får en grim mistanke om, at folk som Kåre Quist og Klement Kjersgaard ser sig selv som en slags helte, der rigtig skal lave dybdeborende journalistik og afsløre alle politikernes lumpenheder. De gør sig selv til stjernen i deres programmer: her er den store sandhedssøger, der ikke lader dem slippe så let. De ser tydeligvis sig selv som de naturlige arvtagere efter sværvægtere som Mette Fugl, Gregers Dirckning-Holmfeldt og George Metz, men uden at have en brøkdel af disses format. Netop derfor bliver det en gang journalistens show og stjernestund, hvor de rent ud sagt er pisse-irriterende, og man som fjernseer føler dyb sympati og solidaritet med folk, man ellers er rygende uenig med. For hvor ville det dog have været langt mere interessant, hvis de faktisk havde fået lov at forklare, hvad de mente. Uanset hvor uenig, man så måtte være, havde man da i det mindste fået noget reelt at forholde sig til.