Mere Shakespeare

For nogen tid siden anbefalede jeg Lambs gendigtninger af Shakespeare som en mulig vej ind i dette univers. Men hvordan kommer man videre derfra?

En bog, der for mig at se ligger i direkte forlængelse af Lamb, er Henning Krabbes “Det store drama”.

I forordet forklarer han:

I efteråret 1960 holdt jeg en række forelæsninger ved Folkeuniversitetet om Shakespeare og det Elisabethanske teater. Efter den pause, der fulgte hvert foredrag, fortalte jeg hver gang om et Shakespearsk drama.

Det er fem af disse små foredrag, der her fremkommer i noget ændret og koncentreret skikkelse.

(…)

Formålet med foredragene var at give folk lyst til at dyrke Shakespeare. Det er mit håb, at de fortsat må virke i den retning. 

Der er nogle få faktuelle oplysninger om stykkernes tilblivelse og nogle ganske forsigtige tilløb til tolkninger. Men primært er der tale om genfortællinger af handlingen. Der berettes levende og medrivende. Det er naturligvis knap så “nu skal vi høre historie” som Lamb. Men det er alt i alt ikke ret meget sværere. For mig at se kunne man næppe få nogen blødere overgang fra det rent fortællende til det fortolkende. Derudover får man undervejs mange fine vink, som vil kunne blive til stor hjælp, når man går igang med at læse Shakespeares stykker.

Eksempel:

Shakespeare begynder sin prolog:“Vi bringer fra Veronas skønne stad/Et sagn om tvende stolte adelsslægter/Der fejdede med gammelt arvet had.” Som en illustration til disse linjer får vi nu stykkets første scene. Den er opbygget med en omhyggelig overholdelse af rangordningen, så vi gennem en stigning får repræsentanter for alle klasser indenfor Veronas samfund. Først kommer de grove, storsnudede tjenere. Hver bærer sit herskabs kendemærke. Selve deres ordspil og vittigheder og måden, hvorpå de ypper kiv, viser deres plebejiske oprindelse. De bider tommelfingre som en hån imod deres modstandere. Men Capulettjenerne vover først at begynde, da de som forbundsfælle ser den iltre Tybalt, Julies fætter, nærme sig. I mellemtiden er Montaguues nevø, Benvolio, kommet ind og søger at skille dem ad. Nu har vi fået adelsmændene med, lette, elegante, hurtige. Tybalt bliver midtpunkt og håner Benvolio for fejhed. Flere tilhængere af de to huse kommer med. Og vi forstår hvor dybt fejden går, da de to familiers overhoveder kommer til med deres fruer og råber op imod hinanden. Som kontrast til denne splidagtighed har vi borgerne, der er opsat på at bevare ro og orden og går løs på begge parter med køller og spyd. I løbet af få minutter er scenen forvandlet til et sydende kaos. Så pludselig stilhed, da selve stadens fyrste træder ind med sit følge og med tordnende vrede bringer striden til ophør.

En anden mulighed er at se sig om i teaterudbudet og finde nogle Shakespeareopsætninger. Det er trods alt til scenen, at værkerne er skabt. At se levende mennesker fremstille personerne giver en helt anden oplevelse, end når man læser stykkerne.

Mange vil utvivlsomt opdage, at det på denne måde hverken er svært eller tungt. Man lever spontant med og bliver dybt følelsesmæssigt berørt.

Dertil er mange af Shakespeares stykker også filmatiseret. En række af de mest berømte endog i flere udgaver. Der er derfor her en god mulighed for at sammenligne forskellige opfattelser af det samme stykke.

Skulle jeg anbefale en begyndervenlig Shakespearefilm, kunne det være Kenneth Branaghs 1993-udgave af “Stor ståhej for Ingenting”. Den er flot filmet, underholdende leveret, dybt følelsesappellerende og så har den frem for alt en egenartet drømmeagtig atmosfære over sig.

Alle kender oplevelsen omkring de her rigtig rare drømme, man ikke har lyst til at vågne op fra, men inderligt ville ønske, man kunne få til at fortsætte. Forestil dig så, at sætte dig til rette og kunne betragte sådan en drøm bare fortsætte og fortsætte.[1]

For dem, der gerne vil vide lidt mere og finde nogle brugbare tolkningsindgange, vil jeg mene, at en af de bedste veje videre er “En introduktion til Shakespeare” af G. B. Harrison. Det er ikke noget stort, massivt værk, men en lille, hurtigt læst sag, der har samlet mange vigtige oplysninger på den begrænsede plads.

Der er tilløb til fortolkninger, og man fornemmer ganske vist, at også Harrison har sin Shakespeareopfattelse. Som det engang er blevet sagt: hvis man ønsker sig et objektivt litterært værk, skal man sætte sig til at læse en telefonbog. Men i hovedsagen er der ikke desto mindre tale om faktuelle redegørelser, som enhver tolkning må forholde sig til. Der er således primært tale om grundlaget for overhovedet at kunne drive Shakespeareforskning. Det overvejende faktuelle præg betyder, at den kan virke lidt tør. Den er mindre læsevenlig end “Det store drama”. Men når man er kommet igennem den, er man til gengæld blevet godt klædt på. 

Eksempel:

Dr. Bradley skrev på et tidspunkt, hvor den moderne begejstring for psykologien var ukendt. Alligevel var hans forelæsninger hovedsalig psykologiske. De gjorde et så stærkt indtryk på samtidens kritikere og læsere, at disse nærmest græmmede sig over, at det sidste ord var blevet sagt, i hvert fald om de større tragedier, og at der intet yderligere var at foretage sig.

Ikke desto mindre udkom i samme år - 1904 - de første bind af to værker, som helt har revolutioneret den moderne opfattelse af Shakespeare og hans skuespil. Det ene var en udgave af den elizabethanske pamfletist, Thomas Nasches værker, besørget af R. B. McKerrow. Det andet The Diary og The Papers of Philip Henslove, tilrettelagt af Dr. W. W. Greg. Begge var af høj videnskabelig standard. McKerrow undersøgte de forskellige tekster med stor omhu, og efter nøjagtige sammenligninger og deduktioner kunne han løfte sløret for meget af det, der foregik i de elizabethanske trykkerier, samtidig med at hans oplysende kommentarer klarlagde den tids tankebaner og historie. Dette værk var et af de første udslag af de moderne, bibliografiske studier og beviste over for forskerne, hvor meget man kunne finde ved nøje at undersøge tekster og manuskripter.

Derefter kan man sagtens begynde at læse nogle af Shakespeares stykker. Som et af de mest læsevenlige kunne jeg anbefale “Købmanden i Venedig”. Det hører til dem, hvor der er knap så mange (og knap så lange) monologer, til fordel for en levende dialog, hvor der forekommer mange kvikke og vittige bemærkninger. 

Eksempel:

Portia

Paa ære, Nerissa, min lille Person er led og ked af den store Verden.

Nerissa

Det kunde I være, kære Frøken, hvis I havde lige saa fuldt op af Modgang, som I har Medgang; skønt efter hvad jeg kan se, skranter Folk lige saa godt af at fraadse med meget som af at sulte med ingenting. Saa det er ingen maadelig Lykke at have det til maade: Overflødighed kommer hurtigt til hvide Haar, men fra Haanden i Munden lever længst.

Portia

Smukke Leveregler, og smukt forkyndte!

Nerissa

De ville være bedre, hvis de blev smukt efterlevet.

Portia

Hvis det var lige saa let at gøre, hvad der er godt, som at vide, hvad der er godt at gøre, saa blev Kapeller til Kirker, og Fattigfolks Rønner til fyrstelige Paladser. Det er en god Præst, som gør efter sin egen Præken; jeg kan lettere lære en Snes, hvad der er godt at gøre, end selv være en af Snesen og følge min egen Lærdom. Hjærnen kan foreskrive Love for Blodet; men en varm Drift springer over en kold Skrift. Ungdommen, den glafrands, er en ren Hare til at svippe over de Garn, som Krøblingen de gode Raad har ude efter den. Men alle de Aandrigheder hjælper mig ikke til at vælge en Mand. O, det Ord vælge! Jeg kan hverken vælge den, jeg vilde, eller vrage, hvem jeg ikke kan lide; saadan er en levende Datters Vilje bidslet af en død Faders Vilje! Er det ikke haardt, Nerissa, at jeg hverken kan ægte her eller nægte dér?

Nerissa

Eders Fader var altid en Hædersmand; og fromme Folk har gode indskydelser, naar de skal dø; saa i det Lotteri, han har fundet paa, med de tre Skrin af Guld, Sølv og Bly, hvor den, der vælger efter hans Tanke, vælger Jer - der er saamænd ingen, der vælger rigtigt uden den rigtige. Men hvor varmt føler i egentlig for disse fyrstelige Bejlere?

Portia

Du kan jo regne dem op for mig, saa skal jeg beskrive dem, efterhaanden som du nævner dem; se saa, om du kan gætte mine Følelser af min Beskrivelse!

Nerissa

Først er der Prinsen af Nepael.

Portia

Ja, han er unægtelig en Plage, for han gør ikke andet end tale om sin Plag; og han holder sig for endnu mere fortrinlig, fordi han kan sko den selv. Jeg er meget bange for, at hans fru Moder har skulket med en Smed.

Nerissa

Saa er der Phalsgreven.

Portia

Han gaar jo om og ser saa bister ud, som vilde han sige: “Hvis du ikke vil ha’ mig, har du jo din Frihed!” Han hører paa muntre Historier uden et Smil; jeg er bange for, han giver den grædende Filosof, naar han bliver gammel, siden han er så umanerlig højtidsfuld i sin Ungdom. Jeg vilde før ægte et Dødningehoved med en Knokkel i Munden end nogen af de to. Gud bevare mig fra dem begge!

Nerissa

Hvad mener I saa om den franske Herre, Monsieur le Bon?

Portia

Gud har skabt ham, saa maa vi vel lade ham gælde for et Menneske. Jeg ved nok, det er syndigt at spotte - men han! Aa, han har en bedre Hest end Neapolitaneren, en bedre Uvane til at surmule end Phalsgreven; han er Allemand i ingen Mand; hvis en Drossel synger, gi’r han sig straks til at gøre Kaprioler. Han vil fægte med sin egen Skygge; hvis jeg ægtede ham, fik jeg tyve Ægtemænd.

(Th. Ewalds oversættelse) 

Hvis man efter at have læst “Købmanden i Venedig” synes, at det var da ikke svært at have med at gøre, men gik ganske let, behøver man ikke at være bange for at forsøge sig med andre Shakespearestykker fra den knap så krævende del af forfatterskabet. Det kunne f. eks. være “Skærsommernatsdrøm”.

Eksempel:

Oberon

Men vi er ånder af et andet snit. Selv kan jeg tit og ofte flirte lidt med morgenrødens dronning, gå som jæger helt bort til Østens flammeport, hvis guld forgløder havets grønne, salte strømme. Men skynd dig nu - vær ikke lunefuld! Vi må ha’ has på natten og dens drømme!

(Han går.)

Puk

Op og ned og vidt omkring fører jeg dem rundt i ring. Alfer, I som kender Puk, lad dem lege blindebuk! Dér har vi skam den første!

(Han forsvinder. - Lysander kommer ravende gennem mørket)

Lysander

Frække Demetrius, hvor er du, svar?

“Demetrius’ stemme”

Parat og her, men hvor er du, din nar?

Lysander

Vogt dig, jeg kommer!

“Demetrius’ stemme” (fjerner sig)

Følg mig bare hen til lysningen!

(Lysander følger stemmen. - Demetrius viser sig i samme forfatning som Lysander.)

Demetrius

Lysander! Råb igen! Je’ træt træt af alt dit luskeri og pral! Giv lyd! Kom frit frem! Vis dig lidt vital!

“Lysanders stemme”

Din bangebuks, du praler stjernegodt og si’r til buskene, du fægter flot, - bli’r det mon snart til noget, tøsedreng? Der vanker endefulde! Mærk dig dén … Det’ kun et fæ, der bruger sværd mod dig!

Demetrius

Hej, kan du høre mig?

“Lysanders stemme” (fjerner sig)

Tag dig nu sammen! Følg stemmen, vi skal ned at slås ved dammen!

(Ole Sarvigs oversættelse)

Inden man tager fat på det tungere skyts, vil det for de fleste være en god idé at lige få lidt flere tolkningsindgange og arbejdsredskaber.

Man er på nuværende tidspunkt nået så vidt, at man uundgåeligt har opdaget, at Shakespeare kan forstås på mange måder. Man har formodentlig gået og gjort sig sine egne tanker om det ene og andet. Netop derfor kan det være inspirerende at sammenligne forskere, med helt forskellige opfattelser.

Udover Shakespearesynet er der naturligvis også spørgsmålet om forfatternes formidlingsevne. Ikke alle skriver lige spændende.

For at få en indledende idé om forskellige måder at nærme sig og skrive om Shakespeare, kan det være en god idé at lige løbe igennem “Om Shakespeare” fra Hasselbalchs kultur-bibliotek serien (de pudsige, små bøger, man kan finde hos enhver antikvar) v/ Jacob Paludan og Mogens K. With, en absolut overskuelig og hurtigt læst sag, som giver et historisk overblik over, hvordan Shakespeare er blevet opfattet på forskellige tidspunkter i litteraturhistorien. Det vil samtidig betyde, at man får en ramme at placere en given bog/forsker i, og det kan i høj grad være nyttigt. Ligesom alt andet har også litteraturforskningen haft sine skiftende modestrømninger, og de fleste Shakespearetolkere har således været mere eller mindre farvet af deres egen samtid. [2]

Hvis man vil forsøge at leve sig ind i Shakespeares egen tid - netop leve sig ind i, og således engagere sig på den gode fortællings præmisser, mere end som et fagligt stof - kan historiske romaner være en mulighed. Da vi taler om en vigtig og central epoke, findes der mange af slagsen. Her kan man møde en række historiske personer i levende live. Mig bekendt desværre ikke Shakespeare selv. Men mange af hans samtidige!

Den strengt historiske korrekthed kan man ikke altid regne med. Det er imidlertid heller ikke det afgørende. Vigtigere er det, at man får skærpet interessen for tiden, og at den træder levende frem for en. Så kan man siden få hold på, om det nu lige var det ene eller andet, der helt nøjagtig skete. Før man gider gå op i den slags petitesser, må man først være blevet fascineret af perioden.

Er det virkelig rigtigt, at Drake sagde, han sagtens kunne nå at afslutte sit kuglespil, inden han sejlede ud og bankede den spanske armada?

Lige meget - det er en god historie!

Om man så (temmelig naivt!) forestiller sig, at Drake ene mand roede ud i en lille jolle og lammetævede en kæmpe flådeenhed, er det sådan set helt fint. Det ville jo bare være en endnu bedre historie! [3]

Det afgørende er at fange en stemning og beruse sig i denne. At opleve Drake, Raleigh, Essex og alle de andre i levende live, som planeter kredsende omkring solen med Elizabeth som universets centrum.

Når man først er blevet bidt af den tid, og dens mennesker er begyndt at fremstå for en som personlige venner, får man sikkert også mere lyst til at vide, hvad der er fup eller fakta. Det behøver bestemt heller ikke at være kedeligt, blot en endeløs opremsning af begivenheder eller at mangle sans for stemning og tidsånd.

Ganske underholdende og samtidig lærerig er Johannes Sløks “Da mennesket tog magten”. Man kan så passende fortsætte med hans “Shakespeare - Renæssancen som drama” og det sammenlignende arbejde “Shakespeare og Kierkegaard”.

Eksempel:

Imidlertid må man forstå, at de teologiske og kirkelige omvæltninger kun var en - omend betydningsfuld - detalje i omfattende nybrud inden for, hvad vi med et samlet udtryk kan kalde livsforståelsen. Højmiddelalderens imponerende forsøg på at skabe en katolsk enhedstænkning var brudt sammen, og hvis man prøver at skabe sig et overblik over, hvad der i 14- og 1500’tallet blev ydet af filosofisk og videnskabelig indsats, bliver man nødvendigvis bragt i forvirring. Tidsrummet kan mønstre mange fremragende, inden for deres felt banebrydende tænkere og forskere, men den mangeartede og energiske virksomhed foregik ikke længere inden for det samme univers; man var ikke enige om de grundlæggende præmisser, eller man havde ikke en fælles referenceramme, og det er derfor ikke muligt at sætte de forskellige ydelser ind som brikker af den samme mosaik.

Det i vor sammenhæng afgørende er netop dette forhold. Det gamle, fælles univers, den gamle ordo var faldet sammen, og det var endnu ikke lykkedes at skabe en ny; tiden er derfor ikke præget af en broget mosaik, men af en kalejdoskopisk forvirring.

(…)

Et drama er et forløb, og det er for Shakespeare noget væsentligt. Det behøver det ikke at være. En “moralitet” f. eks., i stil med “Det gamle spil om Enhver”, er naturligvis også i den forstand et forløb, at der jo sker noget, , indtræffer begivenheder, men den idé, “moraliteten” vil give udtryk for, er uafhængig af dette forløb. Det dramatiske forløb er en illustration, en afsløring af forhold, der er “evige”, dvs. unddraget ændringer. Med personerne selv sker der ingen udvikling; de er typer eller står som illustrerende udtryk for egenskaber, laster, dyder o.l.

Hos Shakespeare derimod er ingen idé “evig”, for ideer er kun til som menneskers ideer, og mennesker er underkastet en udvikling; de kan blive klogere, de kan angre, de kan sejre, og samtidig med menneskets udvikling forandrer den idé sig, som det går ind for. Dertil kommer, at Shakespeares mennesker har med hinanden at gøre. Deres samtaler er ikke monologer flettet ind i hinanden, men er i ægte forstand dialoger; dialogen kan få et menneske til at skifte mening. Et drama af Shakespeare er derfor en verden af mennesker, der står i alle arter af indbyrdes spændinger, og er i ét dermed en verden af ideer, der på samme måde står i indbyrdes spænding, og med hvilke der i dramaets forløb sker noget.

- Af “Shakespeare og Kierkegaard” 

Det kan nævnes, at Sløk også har oversat en række Shakespearestykker i et nutidigt sprog, der er noget mere farbart end f. eks. Edvard Lembckes - mere berømte, men temmelig bedagede - oversættelser. Endvidere er Sløks oversættelser udstyret med fyldige noter og kommentarer. 

Fra Sløks oversættelse af “Som man behager”:

Jaques

Med forlov, min lovende unge mand, jeg ville gerne gøre Deres nærmere bekendtskab.

Rosalind

Man siger, De er en melankolsk fyr.

Jaques

Det er jeg. Det sætter jeg mere pris på end at le.

Rosalind

De, der går til yderligheder i de sager, er umenneskelige fyre, der udsætter sig for almindelig misbilligelse, værre en drukkenbolte.

Jaques

Nej hør, det er godt at være alvorlig og tie stille.

Rosalind

Nej hør, så er det godt at være en stolpe.

Jaques

Jeg har ikke den lærtes melankoli, der er misundelse eller musikerens, der er temperament, eller hofmandens, der er stolthed, eller soldatens, der er æresyg, eller advokatens, der er beregnende, eller damens, der er sirlig, eller elskerens, der er dem allesammen; min melankoli er helt min egen, sammensat af mange ingredienser, uddraget af mange genstande og til syvende og sidst de forskelligartede betragtninger fra mine rejser; når jeg stadig tygger drøv på dem, indhylles jeg i den mest lunefulde bedrøvelse.

Rosalind

En rejsende! Ved min tro, De har god grund til at være bedrøvet. Jeg frygter, De har solgt Deres eget land for at se andres. For at have set meget og intet eje er at have rige øjne og fattige hænder.

Jaques

Ja, jeg har gjort mine erfaringer.

(Orlando ind)

Rosalind

Og Deres erfaring gør Dem bedrøvet. Jeg vil hellere have en nar til at gøre mig lystig end erfaring til at gøre mig bedrøvet - og så oven i købet at rejse for det!

Orlando

God dag og lykke, kære Rosalind

Jaques

Nej, Gud velsigne Dem, når De skal til at tale blankvers.

Rosalind

Farvel Monseur Rejsende! Husk nu at læspe og gå i fremmed tøj; nedvurder alle Deres lands egne goder, vær utilfreds med Deres herkomst og skæld nærmest ud på Gud for at have givet Dem det ansigt, De har; ellers kan jeg dårligt tro, at De har sejlet i gondol.

(Jaques går)

Men ser vi det, Orlando, hvor har De været i al den tid? De en elsker! Stik mig ikke sådan en ud én gang til, for så vil jeg ikke se Dem for mine øjne mere.

Orlando

Min skønne Rosalind, jeg kommer ikke engang en time senere, end jeg lovede.

Rosalind

En times løftebrud I elskov! Den, der deler et minut op i tusind dele og bryder blot en enkelt af minuttets tusind dele i en elskovssag, om ham kan man sige, at Cupido har lagt hånd på hans skulder, men jeg indestår for, at hans hjerte er helt.

Orlando

Tilgiv mig, kære Rosalind.

Rosalind

Nej, når De er så sendrægtig, så kom mig ikke mer for øje. Jeg ville hellere have en snegl som tilbeder.

Orlando

En snegl?

Rosalind

Ja, en snegl. For skønt den kommer langsomt, har den huset med på ryggen; en bedre enkepension, tror jeg, end De kan tilbyde en kvinde. Desuden bringer den sin skæbne med sig.

Orlando

Hvad er det?

Rosalind

Hornene naturligvis - . Og dem vil sådan nogle som Dem gladeligt være Deres koner taknemmelige for; men han kommer bevæbnet med sin skæbne og forhindrer enhver bagvaskelse af sin kone.

Orlando

Dyden sætter ingen horn i panden; og min Rosalind er dydig.

Rosalind

Og jeg er Rosalind.

Sløks noter til dette sted:

Shakespeare er omhyggelig med at lade de enkelte personer i komedien successivt møde hinanden, i reglen uden at der er nogen motivering for det. I Arden er livet åbenbart ikke andet end den slags møder. Her er det Jaques, der forsøger at komme i lag med, hvad han formoder er en smuk ung mand. Jaques har jo aspirationer efter at være ikke bare en melankoliker, men også en satiriker, og den slags vil altid gerne have selskab, eller rettere publikum, skønt de samtidig prætenderer at foragte mennesker og helst søge ensomheden. Med Rosalind er han imidlertid kommet til den rette kritiker.

Rosalind forkynder den gyldne middelvej i modsætning til alle yderligheder og stiller sig derfor på forhånd kritisk mod Jaques. Man husker, at hertugen beskyldte Jaques for at have været libertiner; måske ligger der en hentydning til det i Rosalinds omtale af drukkenboltene: Jaques skal tage sig i agt, for som melankoliker vil han udsætte sig for større kritik end som dranker.

Jaques har satirikerens ønske om at prale og blive beundret. Her stiller han sig lærd an med en analyse af de forskellige menneskers melankoli, men er naturligvis omhyggelig med at fremhæve sin egen form som noget helt specielt. Det er den, der virkelig kan hensætte sin indehaver i triste tanker.

Hele replikskiftet om at rejse har sine særlige perspektiver. Vi har tidligere (2. akt/4. scene, note 6) hørt Prøvestens beklagelser over at være en “traveller” (“vandringsmænd må lade sig nøje”) og vi har fastslået, at der med “traveller” kan menes forskellige ting. Således også her. Jaques er åbenbart stolt af at være “traveller” og er således i overensstemmelse med tidens tendens til at foretage rejser - der jo var anderledes kostbare, farefulde og krævende end nutidens turistrejser. At have rejst meget gav erfaring, og Jaques vil lægge vægt på den side af sagen. Rosalind derimod indtager tydeligt det modsatte standpunkt. Der er noget trist ved at være “traveller”, thi man mister ved det; man mister sit fædreland og ståsted, man bliver fremmed og rodløs, og man bliver fattig. Men i sin afskedsreplik til Jaques vedføjer hun, at man også bliver en latterlig person, og hendes oprindelige sympati for Jaques forvandles afgjort til foragt.

Fra Jaques vender Rosalind sig til Orlando, men med den samme sarkastiske adfærd. Som man husker, var Orlando ikke mødt op til den aftalte tid - skønt jo aftalte tider i Arden er en absurditet - og det havde hensat Rosalind i pigelig fortvivlelse. Nu møder han op, med en god undskyldning, og blive straks mødt med Rosalinds strenghed og spydighed. Rosalinds specielle holdning viser sig allerede ved Orlandos ankomst; hun ignorerer ham nemlig og bliver ved med uforstyrret at tale med Jaques - uagtet Jaques skynder sig at sige farvel og gå sin vej, thi han kan ikke tåle Orlando og hans blankvers. Scenen er ganske fornøjelig, og vi må muligvis forestille os Rosalind tale så at sige ud i kulissen efter Jaques, der jo er på vej bort. Der er noget meget demonstrativt i den måde, hun overser Orlando på.

Meningen er på ingen måde indlysende. At lægge hånden på en andens skulder kan betyde, at man vil gøre den anden opmærksom på et eller andet, at man vil opmuntre ham til at gøre noget, eller der kan være tale om en arrestationsgestus. Rosalind synes at påstå, at nok har Cupido på den ene eller ande måde haft forbindelse med Orlando, men Orlando har reageret så sendrægtigt på det, at hans hjerte tydeligvis ikke er med i det.

Rosalind presser sit billede til det yderste. Sneglen betegner ikke blot den langsomhed, hun bebrejder Orlando for, men tillige huset, som den i modsætning til Orlando kan byde sin elskede, samt de horn, han vil få. Sneglen accepterer altså glad, at konen er utro, og ved glad at acceptere det på forhånd, forhindrer den, at konen bliver genstand for bagtalelse.

Af Sløks kommentar til “Som man behager”:

Med euphuisme menes en overdådig, sprudlende, retorisk, blomstrende stil, fuld af billeder, metaforer og sentenser, således som vi netop møder den i “As you like it”. Men det må understreges, at Shakespeare giver den sin egen udformning. Han er heller ikke i sproglig forstand nogen epigon, og på det tidspukt, da komedien blev skrevet, havde han forlængst udformet sin egen selvstændige stil; selvom Shakespeare derfor nok er influeret af forfattere som Lodge og Lyly tilhører det euphuistiske i komedien helt og fuldt ham selv.

Jeg skal være den første til at indrømme, at min oversættelse ikke yder denne stils karakter af festfyrværkeri fuld retfærdighed. Alt for ofte går styrken i de enkelte sætninger tabt, når sætningernes faktiske mening skal gengives på dansk. Men forhåbentlig skinner stilen alligevel igennem, for det er i høj grad den, der skaber komediens uimodståelige charme, ikke mindst når Rosalind fører ordet, men jo også hos andre personer, der fortrinsvis taler i prosa: Celia, Orlando, og på sin måde hos personer som Prøvesten og Jaques, der begge afskyr at tale i vers.

Man må derfor ikke tro, at blankverset er forbeholdt de særligt “poetiske” personer eller de særligt “poetiske” situationer. Det er næsten ved at forholde sig modsat. Hertugen taler ganske vist helst i blankvers, men over ham skal der jo også være en vis ophøjet alvor. Ardens oprindelige beboere, hyrderne, taler fortrinsvis i blankvers, og det er jo ikke hos dem, det “poetiske” i komedien er koncentreret. Det er især i de “store” optrin mellem Rosalind og Orlando, det “poetiske” blomstrer - og de optrin er i prosa!

Dertil føjer sig nu et andet spørgsmål, som blot ikke lader sig definitivt besvare, før man har foretaget meget vidtløftige undersøgelser. Det er spørgsmålet om, hvorvidt “sandheden” befinder sig i poesien eller i prosaen. Derom har der stået en uafbrudt strid i filosofiens og litteraturens historie lige fra de gigantiske sammenstød mellem Sokrates og sofisterne, mellem Platon og Isokrates, mellem filosofien og retorikken - helt frem til dagen idag. Striden drejer sig om den form, sproget må have, hvis det skal kunne udtrykke det sande, hvis det altså ikke skal bedrage. Jeg skal naturligvis ikke her fordybe mig i denne strid; blot gøre opmærksom på, hvorledes Shakespeare - på en henkastet og drilagtig måde - tager stilling til den.

To af de optrædende personer er helt Shakespeares egen opfindelse, nemlig Prøvesten og Jaques. Der er en åbenlys og markant forskel imellem dem, men i en særlig dybtliggende henseende står de på linje med hinanden: de er folk, hvis bestilling det er, under narrens eller satirikerens maske, at sige sandheden. Og just de to erklærer sig begge som principielle modstandere af poesi.

(…)

Nu véd enhver, at spørgsmålet om sandhed og bedrag, om realitet og illusion er central for Shakespeare, og hele “As you like it” er én uafbrudt leg med den modsætning. I sin forklædning bedrager Rosalind jo åbenbart Orlando - på prosa - men i en dybere forstand er bedraget netop sandhed. Rosalind optræder som Ganymedes, der derpå fingerer at optræde som Rosalind, og når Orlando går ind på spøgen og behandler den formodede Ganymedes som Rosalind, så er det jo i sandhed, ham selv uafvidende, Rosalind, han har med at gøre. Det er umådelig fornøjeligt, og det afslører den pure sandhed i både Rosalind og Orlando. I prosaen bliver elskoven i al sin “poesi” sand. Hvad ville Platon have ladet sin Sokrates sige til den dialektik.[4]

Den samme passage i Lembckes oversættelse:

Jacques

Hør, min vakre Knøs, lad os blive nærmere bekendte med hinanden.

Rosalinda

Man siger, at I er en meget tungsindig Herre.

Jacques

Det er jeg; jeg holder mere af det end af at le.

Rosalinda

De, der gaar til Yderligheder i nogen af Delene, er afskyelige Personer og giver sig til Pris for almindelig Dadel værre end Drankere.

Jacques

Da er det dog godt at være alvorlig og Ingenting sige.

Rosalinda

Saa er det ogsaa godt at være en Portstolpe.

Jacques

Min Tungsindighed er hverken den Lærdes Misundelse paa Medbejlere eller Musikerens Luner eller Hofmandens Hovmod eller Krigsmandens Ærgerrighed eller den Lovkyndiges Spidsfindigheder eller Damernes Smaalighed eller Elskerens Blanding af alt dette tilsammen; men det er en Tungsindighed paa min egen Vis, sammensat af mange Bestanddele, uddraget af mange Genstande; især Betragtningerne fra mine Rejser, som jeg tidt kalder tilbage i Tanken, indhyller mig i en Vemod fuld af Lune.

Rosalinda

Saa I er en Rejsende? Ja, saa har I stor Grund til at være vemodig. Jeg er bange for, at I har solgt Eders egen Jord for at se Andres; thi at have set Meget og Ingenting eje, det er at have rige Øjne og fattige Hænder.

Jacques

Men jeg har dog vundet Erfaring.

(Orlando kommer ind)

Rosalinda

Og Eders Erfaring gør Jer vemodig. Saa vilde jeg hellere have en Nar, der gjorde mig lystig, end en Erfaring, der gør mig vemodig, og saa at rejse efter det oven i købet!

Orlando

Guds Fred og Lykke, kære Rosalinda

Jacques

Naa, saa Gud være med Jer, naar I taler paa Vers.

(gaar)

Rosalinda

Farvel, Herr Rejsende! Glem ikke at læspe og klæde Jer i fremmed Dragt, at nedsætte alle Eders eget Lands Fortrin, at være misfornøjet med Eeders Fødested og næsten kives med Vorherre, fordi han har skabt Jer som den, I er; ellers tror man neppe, at I har sejlet i en Gondol. - Naa, Orlando, hvor har I været i al den Tid? - Er I en Elsker? - Spiller I mig saadant et Puds en Gang til, saa kom aldrig mere for mine Øjne.

Orlando

Skønne Rosalinda, jeg kommer ikke en Time senere, end jeg havde lovet.

Rosalinda

En Elsker komme en Time senere, end han har lovet! Den, der deler et Minut i Tusinde Dele og blot forsømmer en tusinde Del af et Minut i Elskovssager, om ham kan man sige, at Amor har klappet ham paa Skulderen; men han svarer for, at hans Hjerte er uden Saar.

Orlando

Tilgiv, elskede Rosalinda

Rosalinda

Er I saa sendrægtig, saa kom aldrig mere for mine Øjne; jeg saa lige saa gerne, at en Snegl var min Tilbeder.

Orlando

En Snegl?

Rosalinda

Ja, en Snegl! Omendskønt den kommer sendrægtigt, har den dog sit Hus paa Ryggen, og det er nok en bedre Morgengave, end I kan byde en Kvinde. Desuden bærer den sin Fremtids Skæbne med sig.

Orlando

Hvad er det?

Rosalinda

Aa, det er Horn; det er jo det, I saa gerne vil være Jeres Hustruer takskyldige for; men Sneglen kommer udrustet med sin Skæbne og forekommer sin Hustrus onde Rygte.

Orlando

Dyden er ingen Hornmager, og min Rosalinda er dydig.

Rosalinda

Og jeg er Eders Rosalinda.

,.,.,.,.,.,.,.,.,.

Af Sløks kommentar til “Uvejret” (i ældre oversættelser “Stormen”):

Dramaet slutter med en epilog, fremsagt af Prospero, eller rettere af den skuespiller, der har spillet Prosperos rolle. Den holdes derfor svævende mellem Prospero og skuespilleren, begynder nærmest med Prospero, men ender med skuespilleren, og den indeholder i og for sig ikke noget bemærkelsesværdigt, er blot lidt overfladisk rimeri. Den skal ikke være andet end en afsluttende, uformel henvendelse til publikum og som sædvanligt med en koket anmodning om bifald.

Men man har ofte lagt mere i den og dermed givet hele dramaet et særligt perspektiv. Det er jo Shakespeares sidste værk, og denne Prospero, der nu har lagt sin trolddom bort, sit herredømme over ånderne, er derfor i grunden Shakespeare selv, der tager afsked med teatret, med hele sit forfatterskab, nedlægger sin poetiske trolddom og for fremtiden blot ønsker at være menneske. Det - ikke epilogen, men dramaet - er hans sidste vilje, hans testamente til samtid og eftertid, hans votum i debatten om, hvad livet er, eller hvad det er at være menneske.

Om Shakespeare virkelig har forestillet sig dette helt personlige perspektiv, kan naturligvis aldrig opklares. Det er for så vidt også mindre væsentligt. Det afgørende er, at Uvejret virkelig kan gælde for et sådan testamente. Her har Shakespeare spændt sit dramatisk-poetiske værk så omfattende ud, at det er blevet til et færdigt, afrundet univers. Han har i et intensivt handlingsforløb udfoldet sine ideer om de menneskelige og sociale vilkår, om ædelhed og usselhed,om natur og kunst, om forbrydelse, straf, tilgivelse og nåde. Han har demonstreret, at man kun er menneske ved at være en historie, og at en historie må have sit forløb, gennem sine tilstande og vendinger. Han har vist, at mennesket i sin histories udfoldelse på én gang har sin frie beslutnings ansvar og dog er bundet til de kræfter, som det ikke har magt over, som det tvært imod er underkastet, og som det må åbne sig i modtagelighed for.

Og han har afsløret, at en historie har den ejendommelighed, at i den er alt muligt. Ingen kan vide, hvad der vil ske, og der kan derfor ske det underfulde, også det underfulde i kristen forstand, samlet om de to nøglebegreber tilgivelse og opstandelse. Thi det er jo livet selv, der er underfuldt, livets orden, der rejser sig imod og sejrer over ondskab, destruktion og død.

En anden forsker, der kan formidle litteraturkritik og tekstanalyse, så det bliver lige så spændende som en roman, er John Dover Wilson. Hans “Mennesket Shakespeare” er en klassiker i Shakespeareforskningen, som enhver, der sysler med emnet, bør læse.

Eksempler:

At have en fremtrædende beskytter var at tilhøre et parti; og selv om alt i 1594 tegnede lyst for Essex, Southampton og deres venner, kunne lykken vende sig, og alle de stolte planer der byggede på dronningens gunst synke i grus. Det var ikke bare den dristige og voldsomme Raleigh man skulle vogte sig for; langt farligere var den kolde, beregnende Burleigh og hans pukkelryggede søn Robert Cecil. Desuden var der allerede på dette tidspunkt noget lystigt og uberegneligt ved klikens leder Essex, noget der ikke lovede godt for fremtiden. Hvilke muligheder havde en sølle skuespiller for at slippe helskindet fra et så hasarderet eventyr? Vi véd kun at da skraldet kom, og støvet omsider havde lagt sig, var Shakespeare, om ikke den samme som før, så dog tilsyneladende uskadt.

(…)

Ligesom han med Henrik V viste “dyden dens egne træk” og med Archilles “skændselen dens eget billede”, tror jeg med mange andre at hovedpersonen i et tredje drama er et forsøg på at analyse “den indre Essex”. Jeg sigter til Hamlet, prins af Danmark; og jeg siger “Den indre Essex”, for Hamlet er ikke Essex, men Shakespeares forsøg på at forstå Essex, ikke som psykolog, men som dramatiker. Shakespeare giver sig ikke af med at udlægge Hamlet (det overlader han til sin kritikere) - han blotlægger ham.

(…)

Kong Lear forbinder metoden fra Hamlet med metoden fra Othello, d.v.s. at det både er et karakterdrama og et skæbnedrama. Kong Lear er “en mand som mere ondt har lidt end han har øvet”. Helvede selv - konkretiseret som hans to døtre og stormen på heden - synes fast besluttet på først at ave den gamles stolthed, derpå at nedbryde hans fornuft, og til slut at knuse hans hjerte. Og dog har Lear øvet ondt. Skuespillet viser os ikke blot det ondes sejr over det gode, men også - som vi sagde om Richard II - en opfarende gammel tyran, der livet igennem har nydt og misbrugt sin magt, men som gennem ydmygelser og lidelser vinder en indsigt der går dybere end i noget andet Shakespeare-stykke.

(…)

Intellektet kan kun forvrænge kunsten. Hvis vi skal tale om Stormen, må det være som man taler om poesi; hvis vi skal sammenligne den med noget andet, må det være med andre dramatiske digte. Den er for eksempel på én gang en videreførelse af og et modstykke til Kong Lear. I Kong Lear lykkedes det Shakespeare at vise at sandheden, selv i dens grelleste og mest skræmmende skikkelse, også er skønhed; i Stormen viser han at skønheden, selv i dens mest ophøjede og fortryllende skikelse, også er sandhed.

Man vil snart opdage, at der er en række forskelle i opfattelsen hos Sløk og Wilson. Bl.a. er sidstnævnte mere biografisk orienteret i sin tilgang.

Her står vi netop overfor en af skillevejene. Man ved reelt kun meget lidt om personen Shakespeare og hans liv, ligesom det ikke er helt sikkert, at det virkelig er ham, der har skrevet det værk, han har lagt navn til. Derfor vil nogen helst holde forfatteren helt udenfor og udelukkede betragte stykkerne, mens andre ud fra stykkerne forsøger at gætte sig til noget vedrørende deres forfatter. Det sidste er faldet yderst forskelligt ud hos forskellige tolkere, og i hvert fald kan Shakespeare ikke have været på alle de måder, forskellige forskere har hævdet, med mindre han var dybt skizofren.

Frem for al denne usikkerhed vælger Sløk (og andre!) at i stedet betragte værket som sådan, og i det omfang, der inddrages noget eksternt, da snarere at se på tidsperioden og dens karakteristika [5]. Wilson derimod ser - og har fokus på - et menneske, der under voldsomme sjælskampe bevæger sig gennem livets storme for til sidst at sejre. [6]

Men når det kommer til selve tekstanalysen, er det kun detaljespørgsmål og mindre nuancer, der skiller Sløk og Wilson.

Vil man have en helt, helt anden tolkning, kan man passende læse Jan Kotts “Shakespeare - vor samtidige”. Det er en kontroversiel og provokerende bog, der hævder rundt regnet det stikmodsatte af den gængse Shakespeareopfattelse. Kedelig er den i hvert fald ikke. Om man så kan følge Kott i hans stærkt alternative udlægninger er en anden sag.

At han er kontroversiel betyder jo ikke nødvendigvis, at han har uret. Men mange vil givetvis have svært ved at sluge denne bredside af kameler.

Den svenske litteraturforsker Gunnar Sjögren har både Wilson, Kott og en mængde andre godtfolk med i bagagen, og gør et beundringsværdigt forsøg på at skabe overblik over de mange opfattelser i bogen “Shakespeare - dramatiker, menneske, myte”, hvor de forskellige skoler/positioner er gennemgået med et kritisk blik, der er tydeligt præget af hans egen opfattelse. [7]

Jeg vil anbefale, at man læser diverse fortolkningsværker sideløbende med det egentlige: Shakespeare selv. Skifter lidt frem og tilbage. Man må føle og fornemme sig frem, hvornår det ene eller andet er det, der skal hives fat i.

Hvad oversættelser angår, vil jeg generelt anbefale de nyere, for ikke at skulle slås med et alt for gammeldags sprog. Dog mener jeg også, at man skal vogte sig for oversættelser, der tilstræber et alt for hverdagsagtigt nudansk, og dermed helt tilsidesætter den skønhed og poesi, som i høj grad er en del af fornøjelsen ved at læse Shakespeare. Enhver må prøve sig frem, til de finder deres egen yndlingsoversætter! [8]

Når man kommer lidt videre, kan det være spændende at sammenligne to eller flere oversættelser af samme værk. Parallellæsninger kan virkelig være et utrolig givende projekt (se sammenligningen mellem Sløk og Lembcke ovenfor)!

De udpræget engelskkyndige kan forsøge sig med Shakespeare på originalsproget. Men man må forberede sig på, at det ikke er et let engelsk at have med at gøre. Selvom man af og til læser en engelsksproget krimi eller lettere fagbog, og så nogenlunde får det meste med, er man langt fra i stand til at orientere sig i tekster af den art, vi her har for os. Det er ikke nok at være god til engelsk. Man skal være super-god! [9] Men er man det, er det naturligvis det optimale at læse Shakespeare på originalsproget.

Personligt er jeg ikke på dette niveau, men vil da afgjort anbefale rigtig Shakespeare til dem, der er i stand til at læse det. Evt. kan man jo også forsøge sig med at krydslæse originalteksten og en oversættelse. Det har jeg selv forsøgt med nogle af mine yndlingsstykker, og det går noget bedre, end når jeg prøver at udelukkende benytte den engelske tekst.

De ovenfor citerede oversættelser lyder i originalteksten:

PORTIA

By my troth, Nerissa, my little body is a-weary of this great world

NERISSA

You would be, sweet madam, if your miseries were in the same abundance as your good fortune are; and yet for aught I see, they are as sick as that surfeit with too much as they that starve with nothing. It is no mean happiness, therefore, to be seated in the mean; superfluity comes sooner by white hairs but competency lives longer.

PORTIA

Good sentences, and well pronounced.

NERISSA

They would be better if well followed

PORTIA

If to do were as easy as to know what were good to do, chapels had been churches, and poor men’s cottages princes’ palaces. It is a good divine that follows his own instructions; I can easier teach twenty what were good to be done, than be one of the twenty to follow mine own teaching. The brain may devise laws for the blood, but a hot temper leaps over a cold decree; such a hare is madness, the youth, to skip o’er the meshes of good counsel, the cripple. But this reasoning is not the fashion to choose! I may neither choose whom I would nor refuse whom I dislike; so is the will of a living daughter curbed by the will of a dead father. - Is it not hard, Nerissa, that I cannot choose one, nor refuse none?

NERISSA

Your father was ever virtuous; and holy men, at their dead, have good inspirations; therefore, the lottery that he hath devised in these three chests of gold, silver, and lead, - whereof who chooses his meaning chooses you, - will, no doubt, never be chosen by any rightly but one who you shall rightly love. But what warmth is there in your affection toward any of these princely suitors that are already come?

PORTIA

I pray thee, over-name them; and as thou names them, I will describe them; and according to my description, level at my affection. Nerissa First there is the Neapolitan prince.

PORTIA

Ay, that’s a colt indeed, for he doth nothing but talk of his horse, and he makes it a great appropriation to his own good parts that he can shoe him himself. I am much afeard my lady his mother played false with a smith.

NERISSA

Then there is the County Palatine.

PORTIA

He doth nothing but frown, as who should say, “An you will not have me, choose.” He hears merry tales and smiles not. I fear he will prove the weeping philosopher when he grows old, being so full of unmannerly sadness in his youth. I had rather be married to a death’s-head with a bone in his mouth than to either of these. God defend me from these two!

NERISSA

How say you by the French lord, Monsieur le Bon?

PORTIA

God made him and therefore let him pass for a man. In truth, I know it is a sin to be a mocker, but he!—why, he hath a horse better than the Neapolitan’s, a better bad habit of frowning than the Count Palatine. He is every man in no man. If a throstle sing, he falls straight a- capering. He will fence with his own shadow. If I should marry him, I should marry twenty husbands

(...)

OBERON

But we are spirits of another sort. I with the morning’s love have oft made sport, And like a forester the groves may tread Even till the eastern gate, all fiery red, Opening on Neptune with fair blessèd beams, Turns into yellow gold his salt green streams. But notwithstanding, haste. Make no delay. We may effect this business yet ere day.

(Exit OBERON)

ROBIN  

Up and down, up and down,  I will lead them up and down.  I am feared in field and town.  Goblin, lead them up and down. Here comes one.

(Enter LYSANDER)

LYSANDER

Where art thou, proud Demetrius? Speak thou now.

ROBIN (as DEMETRIUS)

Here, villain. Drawn and ready. Where art thou?

LYSANDER

I will be with thee straight.

ROBIN (as DEMETRIUS) 

Follow me then To plainer ground.

(Exit LYSANDER - Enter DEMETRIUS)

DEMETRIUS   

Lysander, speak again! Thou runaway, thou coward, art thou fled? Speak! In some bush? Where dost thou hide thy head?

ROBIN (as LYSANDER)

Follow my voice. We’ll try no manhood here.

(...)

JAQUES

I prithee, pretty youth, let me be better acquainted with thee.

ROSALIND

They say you are a melancholy fellow.

JAQUES

I am so. I do love it better than laughing.

ROSALIND

Those that are in extremity of either are abominable fellows and betray themselves to every modern censure worse than drunkards.

JAQUES

Why, ’tis good to be sad and say nothing.

ROSALIND

Why then, ’tis good to be a post.

JAQUES

I have neither the scholar’s melancholy, which is emulation; nor the musician’s, which is fantastical; nor the courtier’s, which is proud; nor the soldier’s, which is ambitious; nor the lawyer’s, which is politic; nor the lady’s, which is nice; nor the lover’s, which is all these, but it is a melancholy of mine own, compounded of many simples, extracted from many objects, and indeed the sundry contemplation of my travels, in which my often rumination wraps me in a most humorous sadness.

ROSALIND

A traveler. By my faith, you have great reason to be sad. I fear you have sold your own lands to see other men’s. Then to have seen much and to have nothing is to have rich eyes and poor hands.

JAQUES

Yes, I have gained my experience.

ROSALIND

And your experience makes you sad. I had rather have a fool to make me merry than experience to make me sad— and to travel for it, too.

(Enter ORLANDO)

ORLANDO

Good day and happiness, dear Rosalind.

JAQUES

Nay then, God be wi' you, an you talk in blank verse.

ROSALIND

Farewell, Monsieur Traveler. Look you lisp and wear strange suits, disable all the benefits of your own country, be out of love with your nativity, and almost chide God for making you that countenance you are, or I will scarce think you have swam in a gondola.

(Exit JAQUES)

(as Ganymede pretending to be ROSALIND )

Why, how now, Orlando, where have you been all this while? You a lover? An you serve me such another trick, never come in my sight more.

ORLANDO

My fair Rosalind, I come within an hour of my promise.

ROSALIND

Break an hour’s promise in love? He that will divide a minute into a thousand parts and break but a part of the thousand part of a minute in the affairs of love, it may be said of him that Cupid hath clapped him o' th' shoulder, but I’ll warrant him heart-whole.

ORLANDO

Pardon me, dear Rosalind.

ROSALIND

Nay, an you be so tardy, come no more in my sight. I had as lief be wooed of a snail.

ORLANDO

Of a snail?

ROSALIND

Ay, of a snail, for though he comes slowly, he carries his house on his head—a better jointure, I think, than you make a woman. Besides, he brings his destiny with him.

ORLANDO

What’s that?

ROSALIND

Why, horns, which such as you are fain to be beholding to your wives for. But he comes armed in his fortune and prevents the slander of his wife.

ORLANDO

Virtue is no hornmaker, and my Rosalind is virtuous.

ROSALIND

And I am your Rosalind.

Som det ses, er det relativt let at orientere sig, når man har en oversættelse i frisk erindring. Men mon ikke de fleste - hvis de skal være helt ærlige overfor sig selv - må indrømme, at de ville være blevet forvirrede og faret vild i disse tekster, hvis de bare havde fået dem stukket ud, eller i hvert fald have været nød til at bruge en del tid på at dechifrere dem?

Dejligt for dem, der oprigtigt kan sige, at de kan flyve lige igennem en sådan tekst og fange alle pointerne i farten. Men det er vist et relativt begrænset antal læsere. Eller også er det bare mine engelskkundskaber, der er mangelfulde!

Jeg vil i hvert fald ønske alle god læsning - uanset hvilket sprog, de vælger at gøre det på!

 - - - - - - 

Noter:

[1] Jeg så den i sin tid i biografen og husker tydeligt følelsen af at simpelthen blive løftet op i en højere sfære. Desværre husker jeg også fornemmelsen af at synke ned i grå tristhed, da jeg efter filmen trådte ud på gaden. Kald det bare eskapisme. Men er det i grunden ikke filmmediets fornemmeste opgave? - Nå, måske ikke alligevel. Men om ikke andet er Branaghs sprudlende festspil en vederkvægende modgift til de dele af tolkningen, der absolut vil gøre Shakespeare så sort og dyster som overhovedet muligt.

[2] Da det er en citatsamling, der spænder over flere århundreder, kan man ikke tale om en bestemt, gennemgående sprogtone, og det ville således ikke give mening at anføre et eksempel.

[3] Det er kun i forhold til faktualhistoriske detaljer, det har noget at sige. Rent åndshistorisk har det ingen betydning. Her repræsenterer England og Spanien to værdisæt i strid med hinanden. Det afgørende er derfor udelukkende, at det ene sejrer over det andet, ikke hvordan.

[4] For nu lige at give den en ekstra dobbeltskrue, kan det nævnes, at kvinderoller på Shakespeares tid blev spillet af drenge. Når Portia eller Rosalind forklædte sig som unge mænd, var der på scenen således reelt tale om en dreng, der spillede en pige, der forklædte sig som en dreng.

[5] Som den yderste, mest radikale position indenfor denne retning, står de såkaldte antistratfordianere, for hvem det næsten er blevet et religiøst anliggende at argumentere for, at det ikke var skindgarverens søn fra Stratford, der skrev de berømte skuespil og sonetter. For nogle af disse består hele sagen i selve fornægtelsen af Stratford, mens andre har foreslået en række kandidater til den virkelige forfatter, bl.a. Francis Bacon.

Sløk tilhører derimod snarere en fløj, der vil hævde, at det er værkets litterære kvaliteter, det kommer an på, og at det er uden betydning for disse, hvem der har skrevet det. At han står i opposition til de biografiske fortolkere er samtidig en pendant til striden med skabelsesteologerne.

Det viser sig også på anden måde. F. eks. forekommer der i hans kommentar til “Othello” nogle betragtninger om tillid, hvori der blander sig en række slet dulgte hentydninger til Løgstrup.

[6] Modsætningen til Wilson kan man finde hos Theodor Bierfreund, der forestiller sig en stoisk Shakespeare, som med køligt overblik og uden mindste vaklen dissekerer alle de nykker og sindstilstande, han iagttager hos omgivelserne:

Han følte sig nu fuldstændig sund paa Sjæl og Legeme. Han kunde byde sine Nerver alt.

(…)

Han anspænder alle sine Nerver, og intet trætter ham. Han er som Thor, der kommer agende gennem Skyerne, og Tordenen drøner og Lynene knitrer. Lande lægges øde, Mennesker dræbes, Blodet vælder og Taareregnen strømmer, Hekses ildevarslende Sang og Furiers hæse Skrig, Mænds Forbandelser, Kvinders Jamren og Børns Klager høres gennem Larmen. Selv staar han som Skaberen kold overfor sit Værk, behersket og beherskende det.

(…)

Kærnesund, som Shakespeare var, har han interesseret sig for og studeret Sindssygen i alle dens Former, og Resultatet af hans Studier er Tragedierne fra hans Manddomsperiode.

Det er unægtelig en noget anderledes Shakespeare end ham, hvorom Wilson hævder:

Det, der karakteriserer de fire store tragedier er deres næsten overmenneskelige intensitet. Man forestiller sig et stilfærdigt planlægningsarbejde, der kan have varet uger, måske måneder. Så en dag fænger stoffet; det flammer op til et luende bål hvori digteren og hans værk smelter sammen til et flydende kaos af vulkansk lidenskab. Ved en kraftanstrengelse får kunstneren overtaget, dramatikeren betvinger sig selv og sit stof, og efter en pinefuld formnings- og fortætningsproces opstår en ny verden - det vældige, tågede stormfulde univers hvor den sindssyge Lear og hans tre døtre lever og lider, det indestængte torturkammer, hvor Iago godter sig over sit offer på pinebænken, det helvede hvor MacBeth og hans hustru øver deres misgerninger og kvalmende hekse svæver gennem den forpestede luft. Og når stykket er færdigt, må der være fulgt en tilstand af udmattelse, der er grænser for hvad et menneske kan byde sig selv; og man kan ikke tænke sig at Shakespeare, efter at have afsluttet Kong Lear, blot vaskede sine hænder og sagde: “Jeg er ked af dette stille liv; jeg trænger til at røre mig!” Flere omstændigheder - f.eks. visse tegn på at en anden forfatter har assisteret med Lige for lige, den manglende afslutning på Timon i Athen, og den mærkeligt ligegyldige tone i Coriolanus - tyder på overanstrengelse, på at den overbebyrdede fantasi har nægtet at fungere.

(…)

Den der betragter hvert værk for sig kan måske komme til et andet resultet; man læser man Shakespeares dramaer fra 1601 til 1608 som en helhed, føres man uundgåeligt til den konklusion at Shakespeare i denne periode gennemlevede en depressionsperiode, som ved en enkelt lejlighed bragte ham til sindssygens rand.

[7] Jeg har ikke medtaget teksteksempler fra Kott og Sjögren, da jeg agter at komme nærmere ind på dem i et andet causeri. Her skal jeg blot for en ordens skyld sige, at man ikke må tro, at de er enige, bare fordi jeg nævner dem under ét. De tilhører tydeligt to forskellige opfattelser. For nu at anføre blot et enkelt eksempel skriver Sjögren:

Jan Kotts fortolkning kan i hvert fald ikke referere til Skærsommernatsdrøm. Komedien er en drøm, ikke et erotisk mareridt.  

[8] Hvis det skulle interessere nogen, hvem jeg særligt foretrækker, hælder jeg til at sige Valdemar Østerberg, som jeg imidlertid ikke har benyttet i nærværende causeri. Jeg overvejer halvt om halvt at gå lidt nærmere ind på forskellige Shakespeareoversættelser i et senere, hvor jeg i givet fald naturligvis også vil komme rundt om Østerberg.

[9] De usikkerheder og forståelsestvivl, man ind imellem også kan opleve i forbindelse med en ganske enkel og ligefrem engelsk tekst, må man forestille sig kombineret med de vanskeligheder, man hyppigt kommer ud for, når man sysler med ældre dele af den danske litteratur. Du kan tyde Johannes Ewald, og du kan tyde The Beatles. Men kan du også tyde Ewald plus Beatles?