toner, ord og tanker
Masser af musik
Ang. min roman "Hændelsen" med særlig hensyn til kapitel 7.
Da Paul er i begyndelsen af 20'erne har han udviklet sig til lidt af en musiknarkoman. Hvordan hænger det sammen med det øvrige i historien?
Man hører om Pauls misbrugerlignende forhold til musik senere i livet, og om hans idoldyrkelse af Pete Townshend.
- - -
Det er af nogen betydning at forholde sig til spørgsmålet om kausalitet kontra synkronicitet - eller enklere udtrykt: årsags-virknings-sammenhænge overfor meningsfulde sammenfald.
Mødet ved busstoppestedet kunne være stresser/trigger i forhold til at sætte gendigtningerne igang. Det ønskede jeg imidlertid (efter mange overvejelser!) IKKE, at det skille være. Jeg ville hellere antyde en synkronistisk begivenhed, et meningsfuldt sammenfald.
Men der sker meget andet i kapitel 7. Det er her, hvor man hører om Pauls mange pladeindkøb og den særlige betydning, hans pladesamling har for ham. Der er antydninger af noget tvangsmæssigt eller misbrugeragtigt over det. Men det er tillige udtryk for en søgen efter mening og sammenhæng. Pauls inderste længsler finder udtryk gennem musikken!
Måske (?) er dette dybest set et sundhedstegn. Måske er det udtryk for, at noget i Paul ikke bare modstandsløst lader sig drive mod undergangen. Noget i ham prøver at slippe fri af sygdommens greb, stræber mod sundhed, normalitet og helbredelse. Eller også er det måske netop vanvid, fantasteri og ren eskapisme. Hvordan man end vælger at tolke det, oplever Paul det i hvert fald selv som en længsel efter noget stort og smukt.
Videre har Paul endnu et af sine talløse sammenstød med naboen, "dullen". For Paul repræsenterer hun lige præcis dét, han ønsker udfrielse fra. Ikke helt retfærdigt. Men hendes - i øvrigt venlige - henvendelse er i dén grad et tilfælde af dårlig timing. Meget lig kommodescenen reagerer Paul da også med brysk utilnærmelighed. Det er i samme forbindelse at vi får et indblik i Pauls forhold til Pete Townshend og dennes musik.
Sammenholdt med mødet ved busstoppestedet udgør forløbet på mange måder en perfekt parallel til Hændelsen. Det ender da også, som det plejer, med at boomerangen slår den anden vej, og Paul forfalder til sine selvafstraffende omdigtninger.
Der kunne tales meget, meget længe om det kapitel. Men jeg vil begrænse mig til nogle hovedtræk. Således den sære begivenhed ved busstoppestedet. Det får en særlig betydning netop fordi, de to situationer, der foreligger med 10 års mellemrum, ligner hinanden. Udskiftning, forandring, nye forventninger og krav m.v. Alle de ting, der også er blevet talt om i det foregående. Til dette er henover kapitel 6 og 7 (samt det mellemliggende intermezzo) blevet tilføjet Rosalinde ( = pigen, ønskebarnet, den elskede), som minsandten dukker op i begge situationer. Det - må man vist sige - er et sammentræf, der vil noget!
Derudover er der tematikken omkring forstyrrende indbrud i eksklusive cirkler. Først ved at Paul maser sig på, derefter at naboen gør det. Men i og med at Paul føler sig pinligt berørt over, at naboen har hørt hans sang, er det for så vidt ham, der bliver den blamerede i begge situationer. Dette kobler tilbage til en række af de tidligere skildrede begivenheder, og kaster i det mindste en smule lys over nogle af de mange gåder, vi tumler med. Men ikke mere, end at der stadig er mangt og meget, man kan forundres over.
Det er værd at opholde sig ved Pauls længsel efter noget ægte, smukt og godt, der kan virke noget overspændt, manisk og forsskruet, men dog må betragtes som en dybest set sund stræben, der blot er kommet lidt på afveje.
Den sælsomme blanding af sundhed og sygdom viser sig især i form af Pauls fjendtlige indstilling til sine omgivelser. Han ønsker helbredelse, men formår ikke at tage ansvar for sin sygdom. Den projiceres i stedet ud på mennesker omkring ham. Især naboen, "dullen", der med sin mere ukomplicerede og sanselige tilgang til livet forekommer Paul billig og frivol. Det undgår ikke at strejfe det komiske, at han lige efter at have haft en vision om universel kærlighed anstiller sig brysk afvisende overfor naboen. Hun er tydeligvis ikke inviteret med.
Komikken bliver ikke mindre, når man husker, at en central del af sygdomsbilledet er tilbøjeligheden til det fortænkte, at overanalysere og intellektualisere. På ét plan har Paul en delvis erkendelse af dette problem. Men konfronteret med et mere ligefremt og ikke så spekulativt liv viger han tilbage med gysen og væmmelse.
Der viser sig i kapitlet glimtvis åbninger, muligheder. Men Paul forpasser dem alle, kender ikke sin besøgelsestid. På vej hjem har Paul faktisk nogle sanseoplevelser. Han kan næsten mærke sin krop, og man kunne måske ligefrem hævde, at den inviterer til at blive mærket, fremfor hele tiden at skubbes op i hovedet. Og hvis naboen virkelig er så letlevende, som Paul anser hende for, kunne han jo passende prøve at forføre hende.
Ikke at dette er specielt anbefalelsesværdigt. Absolut ikke! Men på sin vis ville det kunne tolkes som en rækken ud efter livet. Man kan diskutere dette en del frem og tilbage. Hvad er værst? - Tøjleløshed eller overdreven spekulation?
På sin vis er det vel en mulig - omend noget "sidelæns" - tolkning, at naboen kunne være svaret på hans bøn. Ikke nødvendigvis som optakt til et lille, frækt eventyr. Måske bare i form at at udvise almindelig venlighed. Det kunne jo måske være blevet en sjov og hyggelig stund med snak om at synge sammen med sine yndlingsplader. Paul anser imidlertid såvel dullens liv som musiksmag for stående så langt under ham, at det er usammenligneligt med den "højere verden" han dyrker.
I hvert fald ender Paul det helt gale sted og gennemspiller for gud ved hvilken gang sit perverse manuskript. Dermed har han definitivt spærret alle åbninger til et bedre liv og cementeret fangeskabets fortsatte beståen.
Videre kan man betragte Pauls musikvalg. Er det udvikling eller stagnation, der her kommer til syne? Han synes optaget af aktuelle navne. Men just hjemkommet med en kæmpe stak nye plader, vælger han i stedet at sætte en af sine gamle favoritter på. Omvendt gælder, at denne ikke er voldsomt gammel. Den har c.a. fem år på bagen. Det kan virke en kende bagstræbende, men er strengt taget ikke symptom på en udpræget nostalgi. Vi kan ikke konkludere noget sikkert. Men noget kunne tyde på, at det er værd at holde et vågent øje med, hvad vi senere i romanen måtte få at vide om Pauls musikalske præferencer. Der kunne gemme sig vigtige spor og vink deri!
Derudover er det vigtigt at være opmærksom på parallellerne mellem begivenhederne i kapitel 7 og Hændelsen. I forhold til busstoppestedet kan man tale om ombyttede roller. På sin vis er Paul her Birger på kommoden. Vigtigere er imidlertid tematikken omkring lukkede universer, som nogen er indenfor og andre udenfor, såvel som forsøg udefra på at bryde ind i disse.
Dette lægger op til intermezzo 7. Også her handler det om universer, som nogen er indenfor, andre udenfor. Men midt i en fælles verdensdannelse er de tre børn ensomme og isolerede, ligesom de har gang i hver deres særlige individuelle og eksklusive projekt!
Hvad er det egentlig, vi får at vide i intermezzo 7, og hvordan forholder det sig til det øvrige?
For at trænge dybere ned i dette, kan vi passende tage udgangspunkt i tematikken "den foretrukne og den vragede", som et afsæt for at se lidt nærmere på dissociation, hvortil vi kan benytte Inge Holms fremragende artikel om emnet:
Derved får vi en noget mere solid indføring end de få overskriftsagtige linjer, der står at læse i bogens indledende faktualoplysninger:
"Ordet dissociation betyder "opløsning, spaltning". Dissociation betegner i psykologien det fænomen, at hjernen deler sig og fraspalter sansindtryk, når mennesker oplever ekstreme begivenheder, der truer deres eksistens, for at fjerne opmærksomheden fra det, som opleves som farligt, så de er i stand til at håndtere angsten, der følger med."
Jeg kunne også bruge mit yndlingseksempel: en gamme søulk sidder og fortæller om, at "stormbølgerne stod ind over dækket, mens vi sad og spiste ormstukne beskøjter." At det ikke kan have været særlig rart at sidde dér, er blevet sorteret fra, og begivenhederne er dermed forvandlet til bare at være en spændende historie.
Imidlertid er sagen langt mere kompliceret og mangedimensional end som så!
"Dissociation er et utrolig komplekst fænomen, både klinisk og neurovidenskabeligt. Denne artikel kan derfor kun ses som et forsøg på at introducere til begrebet på en forhåbentlig overskuelig måde.
(...)
Den smerte, den traumatiserede person efterlades med - traumesmerten - kan bedst beskrives som en kronisk, kompleks, global, ubestemmelig, transcenderende indre uro med både psykologiske og fysiologiske symptomer af varierende ubehagstilstande.
(...)
Forsvaret dissociation betegner den ultimative underkastelse og opgivelse og består i en hel eller delvis biologisk nedlukning, hvorved personens bevidsthedsniveau ændres markant. Bevidstheden falder helt eller delvist ud, uden at der er tale om besvimelse eller søvn.
Dissociation kan beskrives som et automatisk skift i bevidsthedsform, hvorved der medieres en adskillelse mellem ellers forbundne fænomener. Man kan eksempelvis miste hukommelsen, eller opleve kroppen eller dele af kroppen som lammet eller følelsesløs. Man kan også opleve sig udenfor sig selv. Tanker, følelser og kropslige sansninger kan også blive skilt fra hinanden.
Dissociation kan karakteriseres som en afbrydelse eller manglende sammenhæng i bevidstheden. Der indtræffer et split og en afbrydelse af bevidsthedens normale flow og kontinuitet, hvorved der er noget, der falder udenfor bevidsthedsfeltet , som dermed disintegrerer.
(...)
Dissociation sikrer, at de traumatiske hændelser finder sted i en anden bevidsthedstilstand, således at livet kan leves i parallelle, men adskilte spor. Et spor hvor krænkelserne finder sted, et andet spor, hvor ”det normale liv” leves."
- Inge Holm
Dissociationsbegrebet er af central betydning for "Hændelsen" (romanen), og tolkningen har derfor brug for at have godt hold på dette.
"Jo tidligere i livet et menneske har benyttet dissociation som en selvbeskyttelsesstrategi, og jo flere gange man har befundet sig i den dissociative, zombieagtige bevidsthedstilstand, jo større er sandsynligheden for, også senere i livet, at dissociere som en måde at håndtere ubehagelige stimuli på - også i situationer, der på ingen måde er livstruende. Det er indlysende, at hyppig dissociation kan hæmme en normal livsførelse og vanskeliggøre nære, trygge relationer.
Dissociation er således en udmærket strategi for et sårbart og udsat barn, men for en voksen kan den medføre, at man vedbliver med at være fanget imellem hyperarousal med voldsomme, overvældende emotioner som følge og hyperarousal med biologisk nedlukning som følge, hvilket forhindrer integration af de traumatiske begivenheder i det autobiografiske narrativ.
Symptomerne består typisk enten af forskellige uvirkelighedstilstande, hvor personen oplever for lidt eller for sløret, eller af indtrængende oplevelser (traumatiske erindringer), hvor personen oplever alt for meget for intenst - i forhold til hvad der er belæg for i virkeligheden. Eller en kombination af begge oplevelseskategorier.
(...)
Både det at opleve for lidt eller for meget giver anledning til intense ubehagstilstande, og medierer forståeligt nok undgåelsesadfærd. Det betyder, at man bruger uforholdsmæssigt meget mental energi på at undgå at komme i kontakt med bestemte fænomener (triggere), der kan minde om traumet - både bevidst og ubevidst.
Det paradoksale ved undgåelsesadfærd er dog, at jo mere man bestræber sig på at undgå noget bestemt, jo mere i kontakt kommer man med det. Undgåelsesadfærd indsnævrer livet, bevirker psykologisk rigiditet og lukker af for det menneskelige potentiale.
Tilknytningstraumatiserede personer udvikler ofte forvrængede selvbilleder. De ser sig selv som hjælpeløse, dårlige, skadede, forkerte, mærkelige og uattraktive mennesker. De føler sig fundamentalt magtesløse og uden mulighed for at ændre eget liv. De er fremmedgjorte overfor egne ressourcer, og det er udfordrende for dem, at tage noget som helst godt ind.
Der er således tale om gennemgribende følelser af isolation og fortabthed. Når man ser livet gennem en mørk og dyster linse, forsvinder håbet for fremtiden ind, og den tillærte håbløshedsfornemmelse transcenderer alle aspekter af livet. Man kan ikke foretage valg og træffe beslutninger, man kan ikke se alternativer eller implementere forandringer i sit liv. Disse selvbilleder repræsenterer en implementering af, hvordan betydningsfulde omsorgspersoner, typisk forældrene, en gang så og talte til barnet.
Paradoksalt nok vil man som traumatiseret individ have en stærk tendens til at klynge sig til de selvdestruktive identifikationer, fordi de giver en slags forklaring på, hvorfor man er blevet behandlet, som man er.
(...)
Man går både hen imod og væk fra på samme tid, hvilket naturligvis ikke kan føre til nogen psykobiologisk fuldendelse. Mange af handlesystemerne er således antagonistiske - det vil sige, at de gensidigt udelukker hinanden Man kan som sagt ikke både tilnærme sig og gå væk på samme tid, og man kan ikke uden voldsomt ubehag og mental anstrengelse både leve et normalt liv og samtidig mærke intens frygt."
- Inge Holm
Det er min personlige opfattelse, at Paul er stærkt dissocieret. Men hvis en og anden læser skulle mene, at en anden forklaringsmodel passer bedre på hans tilfælde, så gerne for mig.
Jeg vil imidlertid minde om, at dissociation er mange ting, og kan ytre sig på mange måder. Holm skriver jo også selv, at hendes artikel bare er en gennemgang af nogle overordnede ting, der langt fra siger alt om emnet. Således kan Paul altså godt være dissocieret uden at passe fuldstændig på de eksempler, hun trækker frem.
Om ikke andet er det jo i hvert fald helt åbenlyst, at Paul har en tendens til at søge indad og fortabe sig i fantasier, når noget omkring ham opleves som svært. Han snarere drømmer sig væk fra sine problemer end han gør noget aktivt for at løse dem.
En af de ting, der synes at "trigge" Paul, er, når folk begynder at mase sig ind på livet af ham, "komme tæt på". Eksemplerne med værtinden og naboen viser tydeligt, at han let kommer til at føle sig intimideret.
Hvis vi tillader os at tænke lidt mere frit, kan man vel ikke helt udelukke, at en del af Paul finder dullen en smule tiltrækkende. Dertil kommer så den “deforme” kæreste og det, Paul så på badeværelset. Udover en ekstrem grim bagkrop, så Paul jo også et flygtigt glimt af noget “mørkt og fyldigt”.
Selvom Paul føler væmmelse ved naboens lyde, er det hans kompleks taget i betragtning umuligt, at han ikke - i det mindste som en strejftake - skulle have overvejet, om han ville være i stand til at få hende til at hyle og grynte på dén måde. Skyldes disse lyde en særlig (Paul overlegen) volume?
Måske er al hans vrede og uvilje imod naboen i virkeligheden en måde at ruste sig imod denne påtrængende fantasi, noget han behøver for ikke at give efter for den, hvorefter den så sniger sig ind ad bagvejen forklædt som Hændelsen.
Kan man helt udelukke den mulighed? - Det kan man næppe. Der er en del, der får andre forklaringsmuligheder til at veje tungere og forekomme mere sandsynlige. Men det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet.
Dog kunne der investeres lige så meget energi i konflikten, hvis Paul netop helt oprigtigt ikke finder dullen det mindste tiltrækkende. Det er ikke svært at forestille sig hans syge hjerne udklække en forestilling á la: hvis det kræver noget langt udover det sædvanlige at få hende, hvad kræver det så at få en virkelig dejlig pige? - Og så det, der næsten nødvendigvis må blive Pauls næste spørgsmål: “Og hvad kan mon jeg få, hvis jeg ikke engang er kvalificeret til at få en dum dulle?”
Hvordan man end vender og drejer det, synes dullen og den deforme kæreste at parallelisere Valborg og Birger. Men hvem er så egentlig stedfortræder for hvem? Genkalder nutiden fortiden, eller forklædes nutiden som fortid, for derved at fungere som et skjold imod den?
Og hvem siger egentlig at dullen = Valborg og den deforme kæreste = Birger, mens Paul optræder som “him self”? - Måske er rollefordelingen mere drilsk (?).
Ifølge Louise Kaplan er et perverst scenarie ofte en måde at udleve sider af sig selv, man ellers ikke kan/vil stå ved! Som vi tidligere har været omkring, er personer, der genkaldes i erindringen, ikke længere de virkelige personer, men personlighedsdele.
Ligeledes er det vel uden videre indlysende, at et tema, der ligger i umiddelbar forlængelse af de lukkede universer (fra syvende kapitel og intermezzo), er inklusion og eksklusion, og dermed også det at blive godkendt (eller at netop ikke blive det!).
Man aner tillige en tendens hos Paul til at ville gemme/kamuflere/forklæde sig, skjule sig for omgivelserne. Også dette kunne (måske?) være et dissociativt træk.
Imidlertid synes også dét, jeg har kaldt “det pirrende falsum”, at være indover. Når alt kommer til alt, går fantasien jo langt henad vejen ud på at gennemføre et bluff. Ville Paul mon tænde på, hvis han kunne gennemføre en manipulation, hvor han så at sige fik “talt en anden større”? - Rent faktisk kunne noget tyde på, at han helst vil være fri for at vise, hvad han har. Han vil hellere foretage en rent sproglig manøvre, hvor pladserne fordeles på en ukorrekt måde. Vel at mærke således, at en anden part overbevises om rigtigheden af dette. Er det i virkeligheden dét at slippe afsted med et bedrag, han tænder på?
Noget sådan vil uværgeligt rumme en vis mængde spænding (mon det lykkes? Mon han/hun hopper på den?). Hvor stor en rolle spiller så denne spænding? Er den en hovedsag eller en svag medklang?
Men hvis personer, der hives ud af virkeligheden og puttes ind i en tankerække/drøm/fantasi/forestilling, derved “forvandles” til personlighedsdele, så er det vel i grunden overfor sig selv, at Paul vil gennemføre et bedrag. Omdigtningerne af Hændelsen er et (mislykket!) forsøg på en indre oprydning, hvor en overbevisning skal udskiftes med en anden.
Men hvilket dybere formål har dette? Og hvilken overbevisning er der tale om?
Man kunne måske overveje forestillinger om hemmelige våben og skjulte talenter, lidt á la Clark Kent og Superman, “have en trumf i baghånden”, “et es i ærmet”.
Dette er beslægtet med den “jeg kunne ændre situationen totalt, hvis jeg ville”-tænkning, som jeg har beskrevet i “Angst og seksualitet”. Det er en måde at hæve sig over begivenhederne, gøre sig urørlig.
Atter er Superman et glimrende eksempel: som Clark Kent udsættes han ofte for fornærmelser og krænkelser, som han godmodigt finder sig i. Det kan man jo også med sindsro gøre, når man ved, at man er Superman. Det handler om forskellen på dét, man er nød til at finde sig i, og så dét, man - nærmest ironiserende - finder sig i, fordi det i virkeligheden ikke betyder noget og ikke har nogen gyldighed.
I givet fald handler fantasien i virkeligheden om at opnå en usårlighed, hvor intet kan gøre en ondt. Paul forsøger at skabe et skjold imod smerten, så den ikke kan ramme ham (ligesom revolverkugler preller af på Superman).
Udover dissociation handler det naturligvis også om PDD. Men spørgsmålet er, om ikke også en PDD kan være en form for dissociation? At være voldsomt optaget af, hvordan ens størrelse forholder sig til de andres, lade dette fylde hele opmærksomhedsfeltet, alt imens man overbeviser sig selv om, at netop dét er det frygtelige, kunne være en måde at holde noget langt værre udenfor bevidstheden.
- - -
Det pirrende falsum: https://www.grubler-ved-tasterne.dk/444329394
Angst og seksualitet: https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443294620