toner, ord og tanker
Heavy og hardrock
Musik tilsat forvrænget el-guitar har der eksisteret længe. I hvert fald siden omkring 1957-58, da Link Wray foretog en række banebrydende indspilninger. Men for så vidt også før. Lidt tidligere havde Johnny Burnette Trio været der, og før dem en række rhythm and blues navne i den mere rå og beskidte ende af dette genrespekter.
Imidlertid ændrer udtrykket karakter i løbet af 60'erne. Ikke altid nødvendigvis ved at tingene blev mere vilde og larmende, omend dette i mange tilfælde kan hævdes. Det primære er imidlertid, at der sker en drejning, som tipper den hårde ende i en anden retning. Også i de tilfælde hvor støjniveauet ikke øges. Basalt set er der tale om en ny spillemåde, der gør sig gældende uanset om udførelsen er blid eller brutal. Oftest er den dog det sidste, og taler man genereliseret om de overordnede tendenser, må man sige, at en fortløbende intensivering af voldsomheden finder sted.
Fra 60'ernes spæde begyndelse og langt ind i årtiet huserede Dick Dale med sin karakteristiske surfguitar. Det er især tidlige indspilninger som "Misirlou" (1962), der er berømte. Men det lidt senere album "Live At Ciro's" (1965) viser ham endnu i vigør, og giver et rammende indtryk af, hvorfor han regnes for lidt af en metal bedstefar.
Fra omkring ca. 1963 fandtes en stor mængde amerikanske garagerock grupper, og lige en tak senere finder man den engelske pendant freak beat. Garagerock og freak beat ligger i relativ lige forlængelse af rock and roll og rhythm and blues. Alligevel gærede der noget indenfor disse to områder, som peger mod en anderledes kurs.
Blandt de vigtigste britiske navne omkring 1964-65 må fremhæves The Artwoods, The Kinks, The Yardbirds, The Pretty Things og The Who. Førstnævnte må regnes for særligt bemærkelsesværdige i denne sammenhæng. Dels i kraft af deres stilistiske udtryk, og dels fordi deres organist var det senere Deep Purple medlem Jon Lord. Albummet "Art Gallery" (1966) hører blandt freak beat'ens absolutte klassikere . Men spørger man efter det hårdeste/vildeste, man havde på lige det tidspunkt, må det givetvis blive The Who
I løbet af '66 kommer navne som The Trogs, Small Faces og Cream til. I slutningen af året udgiver Jimi Hendrix et par singler. Omkring Cream og Hendrix opstod begrebet power trio, der kan ses som forudsætningen for senere navne som Blue Cheer, Grand Funk Railroad, Z Z Top og Motorhead.
Gundprincippet i power trio er tre mand, der prøver at lyde som hundrede. Trioer med guitar, bas og trommer havde i mange år været kendt indenfor jazzen. Men her præget af det delikate og elegante, hvor de involverede almindeligvis også gav plads for hinanden. I en power trio er det derimod en del af selve ideen, at musikanterne skal forsøge at overdøve hinanden. Ideelt set skal en koncert med en power trio ende som en solooptræden, mens de to andre ligger blødende ovre i et hjørne.
Trods alt dette skal vi frem til 1967, før man for alvor aner omridset af den senere hardrock og heavy metal.
Tre vigtige og centrale pladeudgivelser fra '67 fortjener især at fremhæves: "It's Smoke Time" med engelske The Smoke, "Remember Finale Ligure" med tyske The Rattles og "Vanilla Fudge" med amerikanske Vanilla Fudge. Disse tre plader snakker rigtig godt sammen, og når de høres i direkte forlængelse af hinanden, fortæller de afgjort en historie, der fører frem til urgrundlaget for den siden dominerende opfattelse i den hårde ende. The Smoke har nogle rå guitarriffs og frække vinkler, men vokalerne er påfaldende bløde og melodiske. The Rattles udgør et lidt kradsere mellemstadie, hvorefter Vanilla Fudge fuldender en trip-trap-træsko, der lader os ane omridset af den senere hårdopfattelse. Med en langsom og skurrende musik mættet af et ondsindet orgel, har Vanilla Fudge afskrevet venligheden og skabt et ildevarslende univers langt fra dansant festrock.
Samtidig med denne tretrinsraket foretog power trioerne Cream og Hendrix Experience en række af deres vigtigste indspilninger.
Med de nævnte ting var et fundament støbt. Henover perioden 1968-70 fulgte en række pladeudgivelser i forlængelse af denne nye - og anderledes! - hårdhedsforståelse, hvoraf de fleste af en eller flere rockjournalister er blevet udråbt til at være det første egentlige heavy metal album. Kandidaterne til denne titel er mange! Vi vil på nærværende sted begrænse os til nogle få særligt vigtige eksempler.
Steppenwolf: "Steppenwolf" (1968). Rummer bl.a. sangen"Born To Be Wild", som har den første tekst, hvor udtrykket heavy metal indgår. Blandt de øvrige numre må fremhæves "The Pusher". Trods et tydeligt afsæt i bluesrock klart pegende frem mod noget andet og anderledes, hvor bastande riffs mødes med udforskninger af dunkle stemninger.
Leslie West: "Mountain" (1969). Relativt hårdtslående power trio plade. Berømt for sine tykke kaskader af forvrænget el-guitar. Er at regne for obligatorisk stof, når den tidlige heavy-historie skal fortælles. Det oplagte skridt videre fra Cream og Hendrix.
Edgar Broughton Band: "Wasa Wasa" (1969). Forsøg på at efterligne lyden af krig og bomber med musikinstrumenter i relation til konflikten i Vietnam. Rummer dog også mere melodiske og regelrette passager, ligesom en underspillet kulsort humor anes. Kan forekomme åndsbeslægtet med Zappa's univers, samtidig med at et afsæt i blues/r&b/bluesrock tydeligt fornemmes, også selvom den klart overskrider udtrykkets rammer og vover sig langt videre.
Black Sabbath: "Black Sabbath" (1970). Uhyggelig og hjemsøgt plade, der introducerer en ny dysterhed og gotisk/okkult stemning i engelsk rock. Regnes af mange heavy metal feinsmeckere blandt det ypperste, der er præsteret indenfor området.
Sir Lord Baltimore: "Kingdom Come" (1970). Foranledigede en af de første anmeldelser, hvor udtrykket heavy metal anvendtes til at beskrive musikstilen. Sammen med "Black Sabbath" blandt genrens mest stilskabende pionerudgivelser.
Der er ikke nogen absolut regel for, hvordan man skelner mellem heavy metal og hardrock. Som udgangspunkt må man erkende, at grænsen er ret flydende, og at uanset hvilke definitioner man stiller op, vil man altid kunne finde ting, der dumper ned midt imellem. Det følgende er således en række forenklinger og generaliseringer, som må tages med forbehold.
Som en løs tommelfingerregel kan man måske sige, at heavy metal er den mørke og farlige del, der henter inspiration fra bl.a. gyserfilm og okkultisme, hvorimod hardrock er mere lystig og gang i festen orienteret. Man kan derfor i nogen grad (delvis!) hævde, at heavy metal trækker og bygger på den sjælsplagede blues, mens hardrock ligger mere i forlængelse af den glade rock and roll. Men det sorteste mørke og den jublende begejstring er immervæk to yderpunkter. Der gives selvsagt utallige mellemstationer.
En anden måde at opfatte tingene er at se det ene som en underkategori af det andet. Hardrock betyder jo slet og ret hård rock. Det er heavy metal vel også, blot en særlig gren. Men ikke alle deler denne opfattelse. Man vil undertiden kunne høre folk sige om et givent band: "Det er ikke heavy metal. Det er hård rock". For tilhængere af underkategori-definitionen, ville dette svare til at sige: "Det er ikke smør. Det er et mælkeprodukt." Man måtte vel i et sådan tilfælde sige, at det var et andet mælkeprodukt, f. eks. ost eller yoghurt, og ligeledes om det hårdrockende ikke heavy metal band, at det er en anden slags hård rock. I forhold til den dystre versus muntre definition, ville man derimod sagtens kunne udtale sig på den måde, da det jo blot ville angive, at vi ikke er i den mørke, men den lysere ende.
De to opstillinger viser noget typisk for flertallet af forsøg på at skelne. Næsten alle opstillinger sætter enten to yderpunkter op, hvorefter man selv må tænke sig til alt det derimellem, eller de ser det ene som noget, der enten er indlejret i, eller ligger i forlængelse af det andet.
En variant over det første er tænkt ud fra 60'ernes udvikling, og ser det yderste heavy metal punkt, som den konsekvente udnyttelse af den nye hårdhedsopfattelse, mens det yderste hardrockpunkt modsat er den direkte byggen videre på den gamle, hvorefter man kan begynde at udfylde de blanke felter.
En variant over den anden ser heavy metal som det hårdeste af det hårdeste, den yderste grad af bestialsk larm og vildskab, en slags hardrock extreme, eller man kunne se sagen fra den modsatte side og kalde hardrock for heavy metal light. Kort sagt: heavy metal er hardrockens sidste endestation. I forhold til denne opfattelse betyder udtalelsen: "Det er ikke heavy metal. Det er hård rock" noget i retning af, at det nok er hårdt, men ikke så hårdt, ikke hårdt nok til at være heavy metal. Man må altså indtænke et underforstået bare: "det er bare hård rock". Altså ikke så slemt, som det kunne være. Problemet med denne definition er, at grænserne hele tiden flytter sig, og den yderste endestation er aldrig andet eller mere end blot den pt. yderste endestation. Hvad der altså idag er det hedeste heavy, er i morgen "bare hård rock", og i overmorgen harmløs gammel hyggerock.
Når man skal forsøge at opsummere på dette og finde noget fælles for de forskellige definitioner, synes der at være nogen tendens til at se hardrock som noget relativt rart og trygt, som der nok er blæs på, men uden direkte at true og konfrontere lytteren. Go' gammel rock, der bare har fået et par takker mere på bulderskalaen. Overfor dette synes heavy metal at repræsentere det nye, anderledes, farlige, udfordrende eller ligefrem ubehagelige. Hvad end man taler om det sjove kontra det uhyggelige, en særlig gren indenfor det hårde område, den gamle forståelse overfor den nye eller vildskabens yderste endestation, går tænkningen i retning af at opfatte heavy metal som noget særlig voldsomt og i nogen grad også noget anmassende og stikkende omgivet af en mere eller mindre dæmonisk aura.
Som allerede nævnt er dette en række stærkt forenklede genereliseringer, der må tages med store forbehold. Selv med de strengeste og mest præcise bestemmelser undgår man ikke tvivl og grænsebestemmelser. Ligeledes ville man i forbindelse med rigtig mange bands blive nød til at vurdere sang for sang, anbringe den ene det ene sted og den anden det andet.
Måske ender det i noget rent individuelt, hvor den enkelte lytter må gøre op, hvad der er heavy metal for ham eller hende. I så fald må man til spørgsmålet om, hvorvidt den her anførte liste rummer den første heavy metal plade eller ej, svare, at det gør den måske for nogen, og måske ikke for andre.
Men i hvert fald er det en bunke markante og indflydelsesrige albums, der på afgørende vis har påvirket den almindelige opfattelse af hårdhedsbegrebet. Det må vel sådan set være mere afgørende, end om man lige vil klistre den ene eller anden genreetiket på.
Endvidere gælder, at skønt der er lavet langt voldsommere plader siden, besidder de en egenartet pirrende kant, som betyder, at de aldrig vil kunne komme til at fremstå som helt ufarlige og uskyldige. De er efterhånden gamle, men klinger alt andet end hyggenostalgisk. De udfordrer ikke den nutidige gennemsnitslytters støjtærskel, omend visse sarte ører utvivlsomt vil finde dem rigeligt voldsomme. Flertallet vil blot synes, at de er moderat larmende. Men de presser sig på med noget insisterende og konfronterende, som man dårligt kan undgå at bemærke, hvis man overhovedet hører efter.
Dick Dale: "Live At Ciro's" (1965)
The Artwoods: "Art Gallery" (1966)
Cream: "Fresh Cream" (1966)
Jimi Hendrix Experience: "Smash Hits" (opsamling 1966-67)
"Are You Experienced" (1967)
The Smoke: "It's Smoke Time" (1967)
The Rattles: "Remember Finale Ligura" (1967)
Vanilla Fudge: "Vanilla Fudge" (1967)
Steppenwolf: "Steppenwolf" (1968)
Leslie West: "Mountain (1969)
Edgar Broughton Band: "Wasa Wasa" (1969)
Black Sabbath: "Black Sabbath" (1970)
Sir Lord Baltimore: "Kingdom Come" (1970)
Gun: "Gun" (1968). En for sin tid usædvanlig voldsom og brutal plade. På linie med mange 70'er udgivelser. Men også med spændende dynamiske kontraster via mere afdæmpede passager. Skønt relativt ukendt er det en markant udgivelse, der foregriber adskillige berømte debutalbums. F. eks. Alice Coopers "Pretties For You" med et år og Uriah Heeps "Very 'eavy Very 'umble" med hele to!
Fever Tree: "Fever Tree" (1968). Tidligt eksempel på at kombinere hård rock med symfoniske islæt. En opskrift mange senere heavy metal albums skulle betjene sig af. Voldsom og domineret af overstyret elguitar. Dog også med blidere øjeblikke. Tillige med en antydning af dæmonisk kant.
Yesterday's Children: "Yesterday's Children" (1969). En flok syrehoveder kuller ud i et langt ude støjorgie, der ikke desto mindre har været en vigtig inspirationskilde for mange senere bands. Nogle vage ekkoer af Yesterday's Children kan spores helt frem til 80'ernes heavy metal scene.