Det store Mønster

På Nørreport kører togene den forkerte vej.

Sådan havde det i det mindste altid taget sig ud for Arvid. Nogen ville sikkert kunne forklare, hvordan trappens drejninger kunne forstyrre retningssansen, når man nede i undergrunden ikke kunne se omgivelserne og justere herefter. Men Arvid brød sig ikke om den slags forklaringer. De forekom ham prosaiske og snusfornuftige. Hvorfor forklare sig bort fra alt det spændende og fascinerende, der var forbundet med, at de toge, der helt åbenlyst havde retning mod Vesterport og Hovedbanegården angiveligt skulle fortsætte imod Østerport og rent faktisk gjorde det og vise versa? Deri lå netop noget magisk og mystisk, som gjorde oplevelsen til noget særligt.

I sin jagt på Det store Mønster var Arvid blevet stadig mere overbevist om, at man ikke fandt det ved at bortforklare/afmystificere det gådefulde. Derved fastholdt man netop sig selv på et hverdagsplan. At nå udover det og finde noget bagved var kun muligt ved at acceptere alle mysterier og besynderligheder som mysterier og besynderligheder.

Arvid steg således på med frydefuld accept af det paradoks, at toget, der ifølge destinationsskiltet ville bringe ham til Østerport, kørte i retning mod Hovedbanegården. Han vidste af erfaring, at han ville komme frem, selvom toget kørte den forkerte vej.

Nydelsen over det gådefulde var imidlertid iblandet en del ærgrelse over al den prosaiske snusfornuft, der intet forstod. Der undslap ham endog et lille irriteret udbrud, inden han blev herre over sig selv og fandt en neutral attitude. Indvendig var der stadig tryk på kedlen, og ytringer som “fladpandede idioter” og “snævertsynede fæ” fløj igennem hans hoved.

Toget var for fuldt til, at han kunne få en plads for sig selv. Frem for at sætte sig ved siden af nogen, valgte Arvid at blive stående. Han skulle jo kun den ene station. Et lille stykke fra ham stod en mand, tilsyneladende langt væk i egne tanker. Arvid blev derfor en smule overrasket, da den fremmede pludselig så lige på ham med et indtrængende blik.

   - Det store Mønster er der virkelig, sagde den fremmede. Hold fast i mystikken og slå dig ikke til tåls med dårlige forklaringer, så skal du nok finde det til sidst.

   - Jeg bliver ofte i tvivl, om det er mig, der er galt på den, svarede Arvid.

   - Nej, fastslog den fremmede. Forklaringerne er ikke udtryk for indsigt, men tværtom uforstand. Der vil snart ske store ting. Forfald ikke til forklaringerne. Husk! - De er uforstand og ikke indsigt!

   - Og de andre?

   - Dem skal du ikke bekymre dig om. Lad dem følge deres vej. De spærrer ikke for din.

   - Ind imellem føles det sådan.

   - Ingen kan spærre din vej, med mindre du lader dem gøre det.

Arvid ville have spurgt om en hel masse mere. Men den fremmede vendte sig bort og gik ned igennem toget. Snart var han ude af syne, og et øjeblik efter kørte toget ind på Østerport. Arvid stod ud med en følelse af ængstelse. Fandtes der andre, der havde kendskab til alt dette? Blev han hemmeligt overvåget og hjulpet på vej? Nogen vidste åbenbart noget. Havde måske ligefrem fundet Det store Mønster.

Fortsat noget opskræmt kom han ud på Oslo Plads og så sig søgende omkring. Han følte, at der måtte og ville ske noget mere. Det kunne ikke standse blot ved den lille anerkendelse om at være på rette vej. Når først der var brændt hul i det rationelle slør, måtte åbningen også udvide sig.

Arvid så et glimt af blåt stof forsvinde ned i tunellen. Følelsen af fare fyldte hans sind. Alligevel følte han en stærk tilskyndelse til at forfølge sporet. Med bankende hjerte hastede han ned ad trappen, og kiggede forsigtigt ind i tunellen. En kraftig kvinde i blå kjole hastede igennem tunellen. Han vidste, at han blev nød til at tale med hende. Også selvom han ikke anede, hvad han skulle sige.

   - Hallo, råbte hen efter hende.

Ingen reaktion.

Han løb. Indhentede hende. Berørte let hendes skulder. Hun for forskrækket sammen.

   - Undskyld. Jeg vil dig intet ondt. Men jeg bliver nød til at spørge dig om noget.

Kvinden vendte sig imod ham. Han burde have kunnet se hendes ansigt. Men han så ingenting. Tvært om syntes alt at flimre og forsvinde. Måske var han ved at besvime. Måske ved at vågne af en drøm. Han vidste det ikke.

Arvid følte sig noget forvirret og omtumlet, da han pludselig fandt sig selv siddende ved et bord midt i en samtale. Men idet han huskede formaningen om at holde fast i mystikken frem for dårlige forklaringer, accepterede han tingenes tilstand.

Dog! En del af ham ville tydeligvis gerne finde en forklaring. Har jeg haft et black-out? Er jeg ved at blive vanvittig? Tankerne pressede sig på. Arvid kæmpede imod. Alt dette er uforstand og ikke indsigt, mindede han sig selv om. Kun hvis jeg bliver i gåden, vil Det store Mønster åbenbare sig for mig.

Men hvor var det mærkeligt. Det var ikke kvinden med den blå kjole, han talte med. Hun havde været lille og kraftig. Denne kvinde var lige modsat høj og slank. Tilsyneladende var der tale om en nær bekendt, skønt Arvid overhovedet ikke kunne placere hende. I begyndelsen forstod han heller ikke, hvad samtalen drejede sig om. Det syntes at være noget andet, der svarede for ham, skønt ordene kom ud af hans mund. I en langsom, glidende bevægelse blev han gradvis den talende med egen vilje og en forståelse af samtalens indhold.

Åbenbart var kvinden nyligt sluppet ud af et forhold med en ubehagelig og manipulerende partner. Efterhånden fik Arvid placeret sig selv som fælles ven af parret, og begyndte endog at huske enkelte oplevelser sammen med dem. Nu var det altså kommet hertil, og det viste sig i hvor høj grad, den anden havde drevet sit spil og ført såvel hende som parrets venner bag lyset.

   - Så var det, at han lavede det usmagelige nummer med dig, fortsatte kvinden.

Nu var Arvid forundret-uforstående på en anden vis. Sådan som man i dagligdagen kan være det, når man ikke er helt med på, hvad der hentydes til.

   - Det tror jeg da ikke, han gjorde. Hvordan mener du?

   - Han fortalte mig selv, hvordan han havde “sået et frø”, der skulle skabe forvirring og misforståelser imellem os to.

Nu dæmrede der noget for Arvid. Kvindens manipulerende eks-kæreste havde på et tidspunkt sagt noget, der kunne opfattes i den retning. Arvid huskede svagt situationen og samtalen. Han havde dengang ikke taget synderlig notits deraf. Endnu i dette øjeblik forekom det ham at være en overfortolkning.

   - Tror du nu ikke, at du gør skarn uret?

   - Han indrømmede det jo selv overfor mig. Var nærmest stolt af det. Men det er da kun godt, hvis det ikke bed på dig.

   - Det er først nu, jeg overhovedet tænker nærmere over den bemærkning.

   - Godt det samme.

Kvinden rejste sig og begyndte at samle servicet sammen. Atter var Arvid ikke helt på højde med situationen. Han anede ikke, hvornår de havde drukket den kaffe og spist den kage. Men det måtte de åbenbart have gjort. Tilsyneladende siddet det meste af en eftermiddag på den åbne terrasse med udsigt til haven.

Arvid rejste sig og så sig omkring. Haven stod smukt med blomster i mange farver. Han begav sig af en lille sti ned mod de dunkle buskadser i det fjerne. Stien førte videre til en lille sø. Arvid fik øje på en bænk og satte sig. Solen glitrede i vandoverfladen, mens en svag summen af insekter hørtes i det fjerne. Arvid begyndte at føle sig døsig i varmen. Spejlreflekserne i søens overflade begyndte at danne sælsomme billeder og en myriade af uformelige væsner dansede forbi hans blik.

Arvid vendte sig i sengen og så sig søvnigt omkring i værelset. Han havde ikke lyst til at stå op. Ville hellere drømme videre. Det havde været så rart. Men var det hele en drøm? Han havde i hvert fald taget toget fra Nørreport den foregående dag. Så meget var rigtigt. Han havde også altid syntes, at togene kørte den forkerte vej der. Men hvad var der så sket? Resten af dagen stod sært tåget for ham. Måske havde han bare været træt og var gået tidligt i seng. Men han måtte da være kommet hjem inden. Nu huskede han også, at han virkelig havde set en kvinde i en blå kjole gå ned i tunellen ved Oslo Plads. Men hvad med resten?

Da Arvid satte sig op og plantede fødderne på gulvet, følte han sig svimmel. Måske havde han en smule feber. Frisk var han i hvert fald ikke. Rummet begyndte at smelte, og en åbning kom tilsyne. Gåden havde omsluttet ham, og dermed syntes vejen åben til omsider at få Det store Mønster at se.

Men det var ikke dette, der tonede frem. I stedet opdagede han en gråsprængt herre i hvid kittel, der kiggede tankefuldt på ham. Forskende. Faktisk temmelig påtrængende.

   - Patienten synes at være i en tilstand af fuldstændig katatoni, bemærkede den bekitlede til en eller anden, Arvid ikke kunne se. Men nu så han til gengæld noget andet.

Det var ikke Det store Mønster. Det var såmænd bare hans egen stue og det tændte fjernsyn. Lægen var en person i en film, og reduceret til en figur på skærmen virkede hans autoritet noget mindre overvældende . Var det da den del med sengen, som var en drøm? Var han gået hjem fra stationen og faldet i søvn foran fjernsynet, hvorefter kroppen havde ytret trangen til at strække sig ud i en behagelig seng?

Arvid blev mere og mere i tvivl om hvad, der var hvad. Var han vågen nu? Eller ville han om et øjeblik finde sig selv i en ny situation?

Et sovende ben og ømhed i andre dele af kroppen fortalte ham, at det måtte være virkeligt, da han rejste sig. Også den rumlende fornemmelse i maven bekræftede dette. Hvornår havde han sidst fået noget at spise? Vist ikke siden i morges.

Arvid gik ud i køkkenet og betragtede køleskabets indhold. Der var et pænt udvalg. Nok at vælge imellem. Bare ikke rigtig noget, han havde lyst til. Hvad havde han egentlig lyst til? Det var netop spørgsmålet. Han følte en trang til et eller andet, men kunne ikke finde ud af hvad. I tanken gennemløb han forskellige muligheder. Ingen af dem ramte plet.

Så meget kunne han dog indkredse, at det snarere var noget varmt end koldt. Ikke smørebrød nu. Hvad var klokken? Havde pizzeriaet stadig åben? Arvid kiggede på uret. Han kunne lige nå det. Da han lidt senere atter sad foran fjernsynet og kun delvis fulgte med i en film, mens han fortærede sin pizza, undrede han sig atter over de mange sære, flimrende billeder, som han ikke sikkert kunne opdele i drøm og virkelighed. Hvad var der sket fra det øjeblik, han steg på s-toget og indtil nu? Hvilke sansebedrag havde grebet forstyrrende ind i hans evne til at orientere sig? Havde manden i toget været virkelig? I så fald burde han jo slet ikke spørge på denne måde. Forklaringer var i så fald uforstand fremfor indsigt, og det afgørende at blive i gåden. Men netop et budskab af denne art fordoblede sig på en sær måde, når han ikke med sikkerhed kunne fastslå, om han virkelig havde fået denne formaning eller ej.

Om ikke andet havde han i hvert fald befundet sig på Nørreport station, hvor togene unægtelig kører den forkerte vej. Her var der altså ikke den fordobling, at det var en gåde om en gåde virkelig fandtes. Denne gåde kunne Arvid regne med. Den havde han kendt og undret sig over det meste af sit liv. Det havde endog taget ham mange år at få toget i den rigtige retning, efter at det havde forladt perronen. Som yngre havde han altid syntes - nej, ikke som om det kom til Østerport fra Svanemøllen og Nordhavn … Snarere at det ligesom bakkede ind fremfor at køre forlæns.

I årenes løb var toget kommet til at umærkeligt vende sig undervejs. Et kompromis han uden at vide af det var gået med til. Han vidste ikke hvornår og hvordan. Ofte følte han, at det var en alt for stor indrømmelse til den indskrænkede rationalitet og den dumme snusfornuft. Måske især fordi at det ikke var en indrømmelse, han bevidst havde gjort. Det var bare sket af sig selv. Derfor føltes det snarere som om, at han var blevet invaderet af de andres virkelighed, og at de havde frarøvet ham et stykke af hans egen.

Det var ikke et enkeltstående tilfælde. Arvid kunne nævne så mange andre. Bid for bid havde de ædt af det, der var hans, og påtvunget ham det, der ikke var.

Kunne det mon være en art modreaktion, han nu oplevede? Var det derfor, at alting havde været så forvirrende de sidste mange timer, at han overhovedet ikke anede, hvad der var sket eller ikke? Eller et nyt fremstød fra fjenden, der ville æde endnu en bid af det, der var hans, og påtvinge ham noget, der var de andres? Uanset hvilken side, der havde indledt kamphandlingerne, syntes det i hvert fald at være en krig, der nu rasede. Eller også var det ikke. Han forstod jo slet ingenting af det hele. Så måtte han vel bare holde fast i troen på gåden. Ikke søge at forklare, eftersom forklaringer ikke er indsigt, men uforstand.

Da Arvid nogle dage senere atter havde et ærinde i den indre by og tog s-toget hjem fra Nørreport, bakkede det ind på Østerport, sådan som det havde gjort i hans yngre dage. Da vidste han, at Det store Mønster en dag ville blive åbenbaret for ham.