toner, ord og tanker
Genlæst 2
Efter to ret så middelmådige film går turen videre til de to bedste blandt de udvalgte otte ...
“Sorority Girl” danner en blød overgang fra gyser/monsterfilm til ungdomsdrama, da den jo - som jeg på tilfredstillende vis redegør for - rummer elementer af begge genrer.
Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg via Sørensen på en fin måde fik skærpet mit projekts ærinde, eller jeg kom ud på en lang omvej for i grunden at sige ganske lidt.
Jeg er glad for, at jeg fik det med kollegie-systemet med. Det er på mange måder en fin illustration af dobbeltheder - et fænomen jeg med betydelig mindre held har forsøgt at forklare mange andre steder.
I det hele taget synes jeg, at jeg er sluppet ret godt fra den fremstilling. Alle de vigtigste ting kommer med, uden at jeg fortaber mig for meget i små detaljer. Letflydende og læsevenligt bevæger teksten sig igennem hovedpunkterne i filmens handling, og foretager blot korte ophold undervejs, når noget særlig vigtigt lige skal pointeres.
Det går slag i slag: eftermiddagen, kjolesituationen i dagligstuen, mødet med moderen og Sabras hjemkomst. Der er tillige mere fornemmelse af, at jeg rent faktisk vidste, hvad jeg ville, end det havde været tilfældet med gennemgangen af de to foregående film, hvor teksten sine steder virker en smule famlende. Pointerne fastslås med præcis, kortfattet fyndighed, alt imens tingene skrider marcherende frem. Helt klart mere velskrevet end gennemgangene af de to første film.
Jeg er glad for, at jeg også fik sagt lidt om at acceptere fortællingens præmisser. Det sker ret så ofte, at nogen går ind i en kritik af et givent kulturprodukt på en måde, hvor de simpelthen har nægtet at acceptere dets grundlæggende præmisser. En sådan kritik kan aldrig blive retfærdig.
Nå - undskyld. Det har jeg jo været inde på tidligere.
Det nytter ikke at spørge: “Ville folk sige og gøre sådan i virkeligheden?” hvis det, man har at gøre med, ikke er et stykke streng realisme. Når vi som her har at gøre med en slags “indirekte realisme”, handler det om andre ting. Det er en pointe, som jeg synes, at jeg på en enkel og klar måde fik fastslået, da jeg skrev:
Vi har just set Sabra komme knotten hjem efter det uheldige møde med moderen. Kunne noget være mere almenmenneskeligt? Hvem har ikke oplevet, at noget er gået dem helt imod, og at de derefter er kommet hjem rystende af raseri?
Jo - det har vist alle prøvet. Det, der har fået en helt op i det røde felt, kan så naturligvis være alverdens forskellige ting. Men det er netop ikke det afgørende.
Derimod er kendskabet til det, der er sket tidligere på aftenen vigtigt i forhold til den efterfølgende situation, således som jeg - tillader jeg mig selv at synes - ganske fyldestgørende får gjort rede for.
Det leder på en ganske naturlig måde over til betragtningerne om Sabras psykologi, og spørgsmålet om, hvad det egentlig er, der rører sig i hendes indre.
Herefter slag i slag gennem de efterfølgende scener. Men de taler vel også så nogenlunde for sig selv og kræver ingen særlige forklaringer.
Jeg håber ikke, det lyder alt for selvrosende. Men jeg er faktisk lidt stolt af den måde, jeg fik indkredset tingene og sat dem i forhold til hinanden, bl.a. med inddragelse af navnesymbolik.
Det er naturligvis noget, som mange ikke vil bide mærke i. Men i hele stemningen omkring scenerne og måden, tingene udvikler sig, må det vel være tydeligt, at det er noget stort og voldsomt, der er under opsejling, at det, som jeg dengang skrev, er “andet og mere end bare nogle pubertære pigeintriger.”
Trods sine (typisk cormanske) uklarheder er det en for den filmtype usædvanlig dyb psykologisk skildring, der i alt væsentligt gennemfører sit projekt med streng konsekvens. Det er også netop derfor, at den må regnes blandt de absolut bedste i denne stak.
Og ja - det hele giver faktisk mening. Hvis man vel at mærke forstår det på rette måde. Det er jo så netop, hvad der gøres et forsøg på i gennemgangen. I modsætning til de mange direkte urimeligheder i “The Undead” står “Sorority Girl” på sikker grund.
Det viser sig også indirekte i min gennemgang, idet jeg begrænsede de fortolkende bemærkninger til et minimum, og primært holdt mig til at referere handlingen. Den står så stærkt og taler så tydeligt for sig selv, at der ikke var behov for en masse forklaringer.
Men så springer jeg ellers til igen, da vi når til det centrale opgør i slutningen af filmen. Som den store klimaks, er det vel også et oplagt sted at gøre status og samle op på alt det, vi undervejs har været omkring.
Men samtidig sidder jeg også og bliver i tvivl. Hvordan oplever andre filmen? Hvor meget tænker de over det med at gøre skarn uret? Mon andre overvejende ser Sabra som slet og ret en slem pige?
Og i forhold til mit særlige ærinde omkring at tage tiden på ordet og indkredse dens stemning: hvordan blev Sabra opfattet af 50’er-publikummet? Var de chokerede og forargede over hende? Eller havde de ondt af hende og led med hende?
Nu er dette spørgsmål så måske alligevel ikke så vigtigt og afgørende. Som jeg mange steder i “Arkoff”-skriftet kommer ind på, er det tidens skjulte understrømme, der her kommer til syne. Måske netop allertydeligst i “Sorority Girl”.
Derfor må mange nødvendigvis også have været chokerede. De blev konfronteret med ting, de ikke ønskede at se i øjnene, og mange har formodentlig forsøgt at afparere, gjort alt for ikke at se i øjnene, hvor meget de på forskellig vis lignede såvel Sabra som Rita.
Det har ganske enkelt været en for besk pille, de blev bedt om at sluge!
Det er jo så netop dét, jeg går nærmere ind på at overveje i det næste hovedafsnit, hvor filmen sættes i forhold til sin tidsperiode.
Jeg ville ønske, jeg kunne være mere kritisk, men faktisk synes jeg, at det lykkedes mig at placere “Sorority Girl” i sin tid på en - ja, undskyld - fremragende måde. Det er klart og præcist med fine, velvalgte eksempler. Jeg skal vel ikke være selvkritisk bare for selvkritikkens skyld, og når der nu er noget, hvor jeg faktisk synes, at jeg har gjort et godt stykke arbejde …
Videre går det så med sammenligningen mellem dengang og idag. Den synes jeg egentlig også, at jeg slap nogenlunde heldigt fra. Sammenligningen med “Hold om mig” viser en række såvel ligheder som forskelle på dengang og nu, og får samtidig rejst en række tankevækkende spørgsmål.
Tilsidst det korte blik på de visuelle højdepunkter. Det er i de fleste af omtalerne bare en afsluttende parentes, for at det trods alt skal have bare lidt med filmkritik at gøre. Således også her.
Men de fremhævede detaljer føjer sig fint ind i det foregående og bidrager således til helhedsindtrykket og den anlagte tolkning.
Så jo - alt i alt synes jeg, at jeg slap godt fra den gennemgang. Langt bedre end de to første. At det er en bedre film inspirerede mig åbenbart til en bedre gennemgang. At “Sorority Girl” har bedre styr på, hvad den vil end de to foregående, gjorde også mig mere klar i mælet.
Det er således med nogen forventning, at jeg sætter mig til at genlæse min omtale af den suverænt bedste af de otte til skriftet udvalgte. For hvis det antydede forhold mellem film og omtale holder stik, må det jo så også være mit mesterskud blandt de otte gennemgange.
Men lad os nu se, om dette også er tilfældet. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skulle have kunnet overgå min eksemplariske gennemgang af “Sorority Girl”, der kun lige skæmmes en smule af de indledende Sørensen-betragtninger, for derefter at køre den i mål uden slingren.
Jeg vil ikke gå nærmere ind på min gennemgang af filmen. Det ville uværgeligt komme til at fremstå som den værste gang selvros. Jeg har heller ikke noget at tilføje. Dette er ganske enkelt, hvad jeg har at sige om den film, og sagt så godt, som jeg overhovedet formår.
Endvidere fremstår det ikke bare som en særskilt omtale af en ny film. Det lægger sig fint i forlængelse af “Sorority Girl”-kapitlet, som en direkte fortsættelse, der uddyber en række centrale perspektiver.
Derimod er jeg bange for, at begejstringen løb af med mig i de efterfølgende afsnit, som jeg synes kammer over.
Efter en forrygende gennemgang af filmen og en række foreløbige tilløb til en tolkning, hvor det inspirerende ved at beskæftige sig med en god film, viser sin styrke, begynder det selvsammes svaghed her at komme til syne.
Tilsyneladende har det så at sige været for inspirerende. Min hjerne er eksploderet i en bredside af associationer, der simpelthen er for meget af det gode.
Ganske vist er det altsammen relevant i forhold skriftets emne og ærinde. Men det er umådelig meget, man skal indtage, hold styr på og fordøje.
Det passer naturligvis ind i forsøget på at tegne et billede af en periode, hele ideen med at lade tidsånden træder frem via en række tidsfænomener. Men en sådan broget mosaik kan også gå hen og blive uoverskuelig, især hvis den ikke doseres rigtigt. I det foreliggende tilfælde fik jeg vist nok dynget lige lovlig mange ting oven på hinanden i en håndevending. Flere og hurtigere på hinanden følgende, end en typisk læser umiddelbart ville kunne indføje i mosaikken.
Trods en jævn opbygning og en klart trukket rød tråd vil mange givetvis her komme ud i forvirring og helt miste orienteringen. Det kan jeg i givet fald ikke bebrejde dem. Men i høj grad mig selv.
Dertil kommer, at selvom det er relevant i forhold til emnet, er det ikke sikkert, at det er nødvendigt. Meget af det er i bund og grund bare at af nogle lidt andre - og mere snørklede - veje nå frem til de samme pointer, som jeg i gennemgangen allerede havde haft fat i på en enklere måde.
At kunne påvise, at man ender samme sted, når man følger andre veje, styrker naturligvis det indre sammenhæng. Men igen: alt med måde - og mådehold er netop den iøjenspringende mangel ved “I lyset af 50’erne” og “Før og nu” rubrikkerne.
Ikke at det er uinteressant, at de samme fænomener viser sig inden for forskellige områder og på forskellige planer/niveauer. At påvise dette var naturligvis en helt central og afgørende del af skriftets ærinde. Men igen …
Kort sagt: relevansen er indiskutabel, men det ender i overkill.
Endvidere et overkill, der hos mange læsere formodentlig vil virke modsat hensigten: frem for at skærpe og tydeliggøre pointen, vil den fortone sig, drukne i de mange eksempler.
Skulle jeg give læserne et råd, måtte det være, at bide den over i to dele (hvis de overhovedet vil læse de uddybende afsnit). Lade gennemgangen af filmen bundfælde sig, og deres egne tanker derom folde sig ud. Hvis de så føler bruset, vil de givetvis kunne ride videre på dette gennem anden halvdel af kapitlet. Gør de ikke, er de måske bedst tjent med at nøjes med første halvdel, og eventuelt det afsluttende afsnit om filmens visuelle højdepunkter (“smukke detaljer”). Eller de kan skimme teksten i søgen efter ting, der har deres særlige interesse.
Det er især i afsnittet om tiden (“I lyset af 50’erne), at det bliver for meget. Jeg synes derimod, at det i afsnittet om dengang og idag (“Før og nu”) er godt, at jeg medtager andre film end bare de to senere (ikke særlig gode) reform school girl-film, der lidt for ensidigt lader 50’erne triumfere over nutiden. At jeg kommer ind på at tale om en række bedre film, afbalancerer billedet, og gør klart, at der stadig laves gode film, ligesom det jo egentlig slet ikke er hensigten, at lade de to epoker konkurrere og tage parti for den ene eller anden, men på en mere værdineutral måde tale om typiske forskelle på film dengang og nu. Her har det sin berettigelse med en række eksempler, der kan indkredse typiske træk ved de to epoker.
Dog kunne det givetvis have været gjort på en mere kortfattet og overskuelig måde!
For at undgå at blive alt for styret under mit gensyn med anden halvdel af samlingen standser jeg her. Nu har jeg fået genopfrisket, hvad det egentlig var, jeg var optaget af og forsøgte at formidle noget om dengang.
Jeg vil ikke sige, at disse ting i mellemtiden er blevet mig ligegyldige. Jeg har vist bare fået sagt det, jeg havde at sige om den sag, og eventuelle tilføjelser er derfor få og små.
Lad mig så også bare indrømme, at jeg ved siden af skriftet pålydende ærinde, også havde et andet, mere skjult motiv.
Med "Arkoff"-skriftet forsøgte jeg - ligesom det også er tilfældet med Progressionen og Cooperskriftet - at give anskuelses- og "eksempel-til-efterfølelses"-undervisning i fortolkning.
Med alle forskelle usagt (disse primært i forhold til pålydende emne) har disse tre projekter det tilfælles, at de giver en hel række konkrete, praktiske tips, enhver kan gå direkte hen og bruge.
Herefter kan ingen hævde, at de gerne ville forholde sig seriøst til ting og gå i dybden, for derefter at tilføje: "men det kan jeg ikke finde ud af."
Jeg har uddelt en opskrift, som enhver kan bruge. Enten er man overfladisk og fornøjelsessyg - for doven til andet end at lade sig underholde. Eller også er man oprigtigt parat til at gøre en indsats, og jeg har hermed vist hvordan dette kan gøres.
Det er ikke den eneste måde, det kan gøres på. Der findes også andre metoder. Men jeg har vist, hvordan de metoder, jeg selv har de bedste erfaringer med, kan benyttes af enhver, der vil. Det er ganske enkelt og ligetil. Alle kan gøre det, hvis de ellers bare gider!
Dette har til stadighed ligget mig lige så meget på sinde, som de emner, jeg har taget under behanding, for at demonstrere de forskellige metodiske tilgange. Ofte endog mere.
Denne "skjulte agenda" er hermed tilstået og lagt åbent frem.