Semifinalen

Kendt vittighed:

En veludrustet mand mente, at han måtte kunne blive medlem af de store lems klub. Han troppede op på adressen, viste med hænderne: “jeg har sådan en. Kan jeg blive medlem?” Manden i døren markerede med hånden nede ved anklen og sagde: “jeg er kun dørvogter!”

For alle, der har læst “Hændelsen”, vil et oplagt spørgsmål være, hvorfor Arne træder i baggrunden, mens Birger bliver den egentlige rival - eller om man vil: det for Paul interessante.

Det har jeg allerede tidligere fremført en række grunde til. Bl.a. er Birger knyttet til nogle helt andre sammenhænge. Især Laila-historien. Det giver Birger nogle facetter og betydningslag, som Arne overhovedet ikke har.

Men indtil selve Hændelsen indtræffer, har Arne ikke desto mindre for Paul haft en betydning og spillet en rolle meget lig den, som Birger i og med Hændelsen kommer til at spille efterfølgende i en forstærket form, der får den forudgående Arne-periode (hvis man overhovedet kan tale om en sådan?) til at ligne en bleg og fad optakt.

Paul synes i kampen med en indre konflikt at have søgt efter en ydre person, der kan fungere som billede/inkarnation/modtager af en projektion, hvorefter han afprøver en række personers egnethed til formålet. Arne indgår her som noget delvist brugbart, der opfylder en række af de vigtigste kriterier, men dog kun til en vis grad, hvorefter Birger dukker op som et langt mere overbevisende bud. Ikke desto mindre synes Birger at hente noget af sin betydning fra Arne. Det ligger faktisk ret nært at mene, at Birger ligefrem "stjæler" en væsentlig del af sin betydning fra Arne, som han jo også direkte refererer til og peger hen på.

Et særligt vigtigt element er true-nedefra-fænomenet. Det er da også denne mekanisme, jeg primært har brugt til at forklare disse ting. Arne rummer en snert af true-nedefra-tematikken. Men Birger aktualiserer dette i langt højere grad.

Som jeg andet steds har forklaret, ligger der en dobbelthed i true-nedefra-fænomenet, og det er netop i kraft af denne dobbelthed, at der opstår en spænding. Der er i det hele taget et nært forhold mellem dobbelthed og spænding. Hvor ting forløber ligefremt, regelret og modsætningsfrit opstår der ingen spænding. Hvor derimod dobbeltheder hober sig op, vil der opstå spænding.

Den voldsomme intensitet, der kommer til at præge Pauls opfattelse af og reaktion på Birger, skyldes da også netop en ophobet bunke af dobbeltheder.

I sig selv er true-nedefra-fænomenet en dobbelthed. Men dobbeltheden er fordoblet i og med at dette tema støder sammen med et andet, der kunne kaldes det semifinale element, og det er frem for alt her, at Birger “stjæler” betydning fra Arne.

Birger stiller sig så at sige ind imellem Paul og Arne, og siger, at man først må forbi ham. Der er en semifinale, der må udkæmpes, før man kan komme i finalen. Her er det afgørende ikke, hvor gode odds man har, sandsynligheden for at vinde og al den slags, men simpelthen selve dét, at man ikke kan opnå en finaleplads, før man er forbi semifinalen. Frem for den direkte vej, er der en melleminstans. Som nævnt er det afgørende ikke, hvordan ens sag står i forhold til denne, men selve det at den er der.

Derved skydes Arne ud til et fjernere punkt, der ikke er aktuelt og relevant, og derfor heller ikke videre interessant. Finalen kan først blive noget vedkommende, når man har kvalificeret sig til den. Så længe man ikke har, er den for fjern til at kunne optage og engagere en.

Birger stiller sig således imellem Paul og Arne som en semifinale, der presser sig på med langt større styrke og intensitet. Birger fremhæver selv Arne som en overmand. Derfor giver det også sig selv, at kan man ikke slå Birger, så kan man endnu mindre slå Arne. Arne-spørgsmålet kan først blive for alvor væsentligt og påtrængende, når man har slået Birger.

I dette er der vel sådan set ikke nogen dobbelthed. Det semifinale er vel blot en vej eller arbejdsgang, hvor man trinvis kan bevæge sig fremad. Men i sammenstødet med true-nedefra-temaet opnår det semifinale en slags dobbelthed. Eller rettere: det fordobler det allerede i sig selv dobbelte true-nedefra-fænomen. Der opstår derved en fordoblet fordobling, og i kraft heraf en enorm spændings-intensitet.

Den ekstra fordobling består deri, at den intensiverer det paradoksale i true-nedefra-fænomenet. At blive truet nedefra er jo netop det, at ens placering udfordres. Men hvis man allerede har en placering, og denne udfordres - vel at mærke: netop nedefra, ikke oppefra - hvordan kan der så her være tale om en kvalificerende runde, en semifinal dyst? I en forstand har man jo allerede en finaleplads. Dobbeltheden består således i på én og samme tid at have kvalificeret og ikke kvalificeret sig.*

På denne vis tilføjer det semifinale tema en ekstra fordobling til true-nedefra-tematikken.

Når jeg går ind på at tale om det semifinale, er der altså ikke tale om en anden og alternativ forklaring, som kan sættes i stedet for true-nedefra-fænomenet. Der er tale om noget, der indgår i en større dynamik, hvor det netop spiller sammen med de øvrige faktorer.

Det handler således ikke om at vælge imellem to forklaringer, om man mener det ene eller andet, men om forskellige dele af et større hele, der spiller dynamisk sammen og i fællesskab udvirker den voldsomme spændingstilstand, Paul oplever.

Som nævnt kan det semifinale defineres, som at Birger stiller sig ind imellem og hævder, at det ikke på nogen måde kan blive relevant og aktuelt, hvordan Pauls sag står i forhold til Arne, før det er blevet afklaret, hvordan den står i forhold til Birger. Birger bliver derved det nærværende. Dét, der kræver Pauls opmærksomhed og engagement. Ligesom hvis man er på vej igennem et svært terrain. Man må forholde sig til det, man står lige overfor, ikke en fjern, senere forhindring/udfordring. Det er muligt, at man fem kilometer længere fremme skal bestige et bjerg. Men lige nu skal man over et vandløb og må finde en løsning på dette. Eller hvis en videregående uddannelse kræver, at man opnår et givent karaktergennemsnit ved sin studentereksamen. Alt det, der vedrører det senere studie, må man også vente med at tænke på til senere, for så at lægge alle kræfter i at klare sin studentereksamen med det bedst mulige resultat.

Alene i kraft af dette kan Birger presse sig på med voldsom intensitet. Derved forklarer det semifinale en hel del af det spændingsfelt, der opstår. Derimod forklarer det ikke, hvorfor Paul er så tøvende i forhold til at tage udfordringen op. Det bedes man bemærke for at undgå at gøre dette til hele forklaringen. Det er, som allerede sagt, kun et element.

Men når blot man til stadighed husker, at det kun er en lille del af en langt mere omfattende mosaik, og i sin konkrete fremkomst slet ikke kan adskilles fra alt det øvrige, at enhver isoleret betragtning deraf må være et kunstgreb, så kan det sådan set være interessant nok at overveje som selvstændigt fænomen. Rent tankemæssigt og abstrakt kan man anskue det som selvstændigt fænomen. Som sagt: man skal blot huske, at det ikke er på denne måde det optræder. Vi sidder med en sammenfiltret blanding af alt muligt. Den enkelte ingrediens er egentlig ikke særlig meget i sig selv. Eller den er i hvert fald ikke en dækkende forklaring. Til en sådan behøver man netop hele blandingen med alle dens mangfoldige ingredienser. Men derfor behøver den enkelte ingrediens ikke at være uinteressant, og i hvert fald ville den mangle, hvis den ikke indgik i blandingen.

Som et rent abstrakt kunstgreb kan vi altså give os til at undersøge det semifinale fænomen separat.

Her er det en hovedsag, at det netop står imellem to ting, som noget kvalificerende til noget efterfølgende, men kræver absolut opmærksomhed og derved fjerner fokus fra alt senere, efterfølgende. Det er et punkt, man først må forbi, før det overhovedet giver mening at tale om noget senere, efterfølgende. **

Som blot kvalificerende er det ikke noget egentligt. I hvert fald ikke, hvis dets eneste funktion ligger i at kvalificere til det senere. Men som et punkt, man først må forbi, kræver det fuld opmærksomhed, og får i den forstand en stor betydning. Dertil kommer, at det er afgørende for om alt det efterfølgende overhovedet kan komme på tale. For hvad nu, hvis man ikke kan forcere dette punkt? Hvad nu, hvis man ikke går videre til finalen? Hvis det skulle vise sig at være her, man når til og ikke kan komme videre fra, så bliver det jo selve punktet. Dets karakter af pseudo-punkt gælder kun for så vidt, det mere eller mindre på forhånd er afgjort, at man kan forcere det. Det er netop her, det viser sig, at der er tale om noget sammenføjet, en blanding. I sig selv giver det semifinale ingen løfter om, at “det klarer man da bare”. I sig selv er det semifinale en reel risiko for nederlag. Det er ikke bare et tilfældigt, ligegyldigt punkt på vejen. Det kan (stadig betragtet i sig selv, isoleret fra alt øvrigt) meget vel vise sig at være en lukket og låst dør, en massiv port smækket i foran næsen på en. *** 

Det er tillige et klart grænsepunkt, der udgør et klasseskel. Hører man til blandt finalisterne, eller gør man ikke? Som semifinalt punkt betragtet er Birger dørvogter og grænsevagt. Han er selve den målestok, der afgør, om man tilhører den ene eller anden klasse.

Dette kan så endvidere ende i noget mindre entydigt. For hvor overbevisende skal man placere sig? Hvis man nu kun kan kæmpe sig til en kneben sejr i semifinalen, er man så en rigtig finalist? Eller er der opstået en ny graduation, hvor man udgør et trin mellem Birger og de sande finalister? Og hvilke regler gælder, hvis det ender uafgjort? I fodbold fortsætter man med forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Men hvad gør man i et tilfælde som dette?

Disse tvivlsspørgsmål kunne eventuelt inddrages i forbindelse med Pauls tøven. Men igen: betragter vi fænomenet i sig selv, er vi egentlig ikke nået hertil endnu. Et resultat - uanset hvilket - må nødvendigvis være noget, der foreligger efter at kampen har fundet sted.

I den situation, hvor man står foran at skulle udkæmpe en semifinale, foreligger der endnu ikke noget resultat. De hvis´er, der kan komme på tale i forbindelse med forskellige mulige resultater, er for så vidt lige så uaktuelle som finalen. Ja - sådan set er de blot en omskrivning af spørgsmålet om, hvorvidt man kommer i finalen eller ej.

Det er vigtigt at fastholde det semifinale netop som noget, man står foran, ikke noget man står hinsides. Det er her, det bliver noget altafgørende. Det er her, at alt er på spil.

Som nævnt rummer det egentlig ikke i sig selv en dobbelthed (har blot en fordoblende virkning på en række andre fænomener). Det er kun sammensat og uafklaret i den forstand, at der før kampen har fundet sted i det mindste rent hypotetisk er mulighed for en række forskellige resultater: nederlag, uafgjort, kneben sejr, overbevisende sejr og eventuelt en række indsatte under-graduationer af disse. Men selve den situation at stå overfor noget afgørende er som sådan ikke dobbelt. Dobbelthederne opstår kun i det omfang, man på skift forestiller sig de forskellige mulige udfald og deres konsekvenser. Derimod rummer det semifinale på anden vis noget stærkt spændingsskabende, simpelthen ved at være noget afgørende, et centralt punkt, en skæbnetime. At stå overfor noget, som alt afhænger af, som alle videre udsigter står og falder med, må nødvendigvis opleves som intenst og spændingsskabende. Man kan dårligt opleve noget som altafgørende og samtidig ligegyldigt, og hvad der opleves som vigtigt, presser sig nødvendigvis også på med intensitet.

Derimod kan der sagtens opstå dobbeltheder som et følgefænomen. Her synes bevægelsen altså at gå den modsatte vej. Det er ikke en række dobbeltheder, der skaber intensitet, men en intensitet, der afføder en række dobbeltheder. At stå overfor noget afgørende vil f. eks. næsten altid føre til sammenstød mellem frygt og håb.

Hvis vi overførte dette på en række af de øvrige ting, der er i spil, kunne vi komme ud i en lang diskussion om, hvorvidt det er dobbeltheder, der skaber intensitet, eller intensitet, der skaber dobbelthed. Men lad os indtil videre se bort fra dette og fortsætte vores overvejelser om det semifinale fænomen.

Vi har fastslået, at det særligt kendetegnende for det semifinale er, at det er et punkt, der stiller sig imellem. Dette er det mest centrale og vigtige ved fænomenet. Det er dette, der bringer det i spil og forårsager en intensitet, der opleves som skæbnesvanger. Vi har dermed nævnt hovedsagen. Men kan der siges andet og mere om det semifinale? Rummer det tillige andre aspekter, som så muligvis er af underordnet natur og mindre vigtige, men trods alt værd at nævne?

Det bliver nok svært at sige noget helt andet derom. Men man kan tale om en række følger af hovedsagen. Disse kan så endvidere opfattes og tolkes på forskellige måder. F. eks. ligger der i det at udgøre en grænse også en værdisætning, at blive placeret enten det ene eller andet sted. Dette kan så opfattes mere eller mindre voldsomt, og i yderste tilfælde betragtes som en afgørelse af, hvorvidt man overhovedet er noget værd. Når Paul tillægger situationen så uendelig stor betydning, må det være fordi, han tolker elementet af værdisætning helt derud. I selve det at støde mod dette punkt føler han sig frakendt al værdi og betydning.

For Paul handler det måske i virkeligheden ikke om, hvorvidt han kan forcere punktet eller ej. For Paul er det muligvis en forudsætning for hans værdi, at punktet overhovedet ikke dukker op. Han føler ikke, han er noget værd, hvis det er der. Han mener ikke at have værdi, hvis der ikke er fri passage uden forhindringer.

Det er ikke så besynderligt, som det måske kan lyde. I rigtig mange sammenhænge opfattes dygtighed som at kunne noget i en sådan grad, at det ikke volder en vanskeligheder (“alt er let, når man kan det.”). Man beundrer f. eks. den legende lethed, Mozart kunne komponere med, næsten uden rettelser i sine noder. Perfekt i første forsøg, mens andre kæmpede med kompositoriske problemer, rettede og lavede om. Det semifinale punkt kan således sammenlignes med nødvendigheden af en rettelse. Opfattet på denne måde kan det semifinale ved sin blotte fremkomst opleves som stærkt devaluerende.  

Vi har her tolket det værdisættende element ud i yderste konsekvens, og måske også overdrevet hvordan sagen forholder sig for Paul. Men at noget i hans opfattelse af sagen hælder i denne retning turde være åbenlyst. Især da hændelsen jo udfolder sig i en ramme, hvor han af andre grunde føler, at hans værdi nedskrives. Ligeledes er nødvendigheden af en rettelse nært beslægtet med korrektion og irettesættelse.

Man må her ikke glemme, i hvor høj grad Paul føler sig mødt af krav, han har svært ved at opfylde, og i den forbindelse hans oplevelse af at være nød til at være opmærksom på alt, hvad han gør (jævnfør de artige drenge og stoleryggen). Han føler sig således netop ikke som en Mozart, når det gælder almen adfærd. Den falder ham ikke naturligt, og han må så at sige rette i noderne med store anstrengelser.

Det semifinale punkt kan meget vel - for Paul - afspejle alt dette. Det er endvidere værd at mærke sig, at vi her berører spørgsmålet om, hvorvidt værdi er noget man har, eller noget man opnår/får. Birger tøver ikke med at tilkende sig selv værdi indenfor Hændelsens symbolik. Når Paul i så høj grad bliver duperet og handlingslammet af Birgers selvsikkerhed, er det måske netop fordi, han føler, at sagen forholder sig modsat for ham. Jo mere Birger påberåber sig værdi som noget, han uden videre besidder eller har krav på, desto mere bliver det omvendt noget, Paul må kæmpe for at opnå.

Den umiddelbare påberåbelse af værdi ligner netop det glade, naturlige, mozart`ske, der ikke kræver kamp, men bare er der. Derved bliver Paul devalueret ved selve det at møde den.

Måske er vi her gået for vidt. Men så meget turde være indlysende, at i og med at det semifinale punkt er en grænse og en klassedeling, må det nødvendigvis i større eller mindre grad også være en værdisætning.

Der kan formodentlig nævnes en lang række andre følger af hovedsagen. Det viser så i hvert fald, at det semifinale ikke er helt så enkelt, som det ved første øjekast kan tage sig ud. Det er et i sig selv komplekst fænomen. Ikke desto mindre har vi - som det til overmål er blevet fastslået - at gøre med noget sammensat i Hændelsen. Der er blevet brygget noget farligt og eksplosivt sammen i kemilokalet. Man kan derfor også gå videre til at se nærmere på, hvordan de forskellige ingredienser påvirker hinanden, f. eks. hvad der sker når den semifinale dynamik mødes og støder sammen med den nedefratruende.

Man kan synes, at de burde udelukke hinanden. Men det gør de tydeligvis ikke indenfor Hændelsens rammer. Her støder de frontalt sammen og foranstalter et svimlende paradoks. For Paul er Birger ikke et entydigt billede. Han repræsenterer en hel masse, der er svært foreneligt, men som han ikke desto mindre bliver en dækkende metafor for i kraft af situationens særlige karakter. Meget af det ville ikke have været muligt, hvis situationen havde været en anden. Det er udelukkende i kraft af en helt speciel ramme og en række usædvanlige forudsætninger, at Birger kan repræsentere så bredt, og dermed at Hændelsen overhovedet kan udspille sig.

Her er det også af nogen betydning, at det, der strengt følgerigtigt skulle komme efter semifinalen, nemlig finalen, delvis har fundet sted. Men vel at mærke som noget, der principielt er ugyldigt. At indsætte et semifinalt punkt kan derfor også opfattes som et svar på, hvorfor der ikke kom noget ud af finalen. Svaret bliver da noget i retning af, at der manglede noget, der var noget andet, som først måtte gøres.

Lidt som: Jeg lagde en række mursten, men min mur styrtede sammen. Hvordan kan det nu være? Svar: du skulle først have støbt et fundament, men det havde du ikke gjort.

At det er en slags svar på den tidligere situation, som strengt følgerigtigt skulle have været senere, forklarer i nogen grad, hvordan den semifinale og den nedefratruende dynamik spiller sammen i Hændelsen. Dermed også hvordan det overhovedet er muligt, at de kan forefindes på en gang som to sider af samme sag.

Dertil kommer i forhold til værdisætningen, at der indlysende er tale om en nedskrivning, når Paul først har haft en finaleplads, som derefter tages fra ham. I denne bevægelse ser man tydeligt det semifinale komme tilsyne som en trussel nedefra.

Jeg fastslog indledningsvis, at der ikke er tale om to modstridende forklaringer, hvor det enten må være det nedefratruende eller det semifinale, der er på spil, men at begge foreligger. Nu, hvor vi har set en smule nærmere på sagen, viser det sig, at det, der truer nedefra, netop er det semifinale.

Vi kan videre iagttage det parallelle forhold, at Rosalinde er blevet skudt ind imellem Paul og Frida. I det omfang man betragter det semifinale som en ugyldighedserklæring i forhold til det finale, kan der endvidere trækkes sammenligninger til den måde, Birger har væltet Pauls planer i forhold til Laila.

Således viser det sig, at så snart det semifinale ikke opfattes strengt bogstaveligt, men blot en smule i overført betydning, bidrager det væsentligt til at knytte forbindelser mellem alle de ting, der på den ene eller anden måde er på spil i Hændelsen.

Man fristes ligefrem til at hævde, at selve Hændelsens karakter og grundpræg er semifinalt. Dette vil dog være at gå en smule for vidt. Som jeg har påvist andre steder, kan der nævnes en lang række fænomener, der spiller en væsentlig rolle. Eftersom de alle er der og har en betydning, kan ingen af dem være det hele. Således gælder det også det semifinale, at det er en stor, tung brik i spillet, men ikke selve spillet i dets helhed.

Men i kraft af at være netop en stor, tung brik burde betydningen af at påpege det semifinale også gerne være tydelig. Jeg håber derfor, at man kan følge mig så langt som at indrømme denne påpegelse en relevans.

På dette sted har jeg ikke ret meget mere end netop påpeget. Der er ingen tvivl om, at der kunne siges uendelig meget mere derom. Det må blive en anden gang.

Afslutningsvis vil jeg derfor bare nævne en enkelt ting mere. Magnus-kapitlet var oprindelig noget længere. Som man kan se, er det et kort kapitel, der afsluttes ret brat uden egentlig afrunding. Når jeg valgte denne løsning, var det for at fremhæve tematikken omkring det uafgjorte. Jævnbyrdigheden imellem Paul og Magnus betyder, at ingen går ud af dysten som hverken vinder eller taber. Den afgørelse, der opnås, ophæver sig selv. Det uafgjorte bliver uafgjort i dobbelt forstand, og det var netop dét, jeg ønskede at demonstrere. Følgelig slettede jeg nogle afrundende afsnit, og lod blot en situation stå uden at rigtig føre til noget eller få enderne hæftet.

Mens jeg var særdeles bevidst om denne manøvre, tænkte jeg derimod ikke over, hvordan det uafgjorte forholdt sig til det semifinale. Det slår mig først nu, at der er et forhold her, som det kunne være interessant at udforske nærmere. Lad da dette være en lille appetitvækker til, når jeg på et eller andet tidspunkt nærmere får gennemtænkt denne dualisme, dynamik eller hvad det nu viser sig at være.

Lad mig så til allersidst komme med en ekstra appetitvækker. Ganske vist behæftet med et stort måske, for jeg ved ikke, om det vil lykkes mig at trænge dybere ind i dette spørgsmål. Som især Pauls tanker om Janus viser, men som det også antydes flere andre steder, opererer Paul ikke kun med, hvordan tingene rent faktisk foreligger og forholder sig. Han har tillige mange tanker om hvordan, det burde være, hvad der er “meningen”. For Paul er tingene ikke nødvendigvis sådan, som det er meningen, at de skulle være. Ved siden af den med fejl behæftede virkelighed, findes der noget andet, det rigtige. Det viser sig også i hans senere Birger-omdigtninger, der jo helt tydeligt ved siden af alt det andet, de også er, er et forsøg på at ændre de faktiske forhold og i tanken eksperimentere med en anden “virkelighed”, en søgen efter sådan, som tingene burde have været. Spørgsmålet er så, hvordan disse forestillinger om det ideelle - det, som er eller var meningen - forholder sig til det semifinale. Et forhold må der vel være. Men om jeg formår at udrede dette er et ganske andet spørgsmål.

Det er naturligvis åbenlyst, at Paul tilsyneladende i den faktisk foreliggende virkelighed kan kvalificere sig højere, end han selv mener, det var meningen, at han skulle, og at hans omdigtning ved siden af alle dens øvrige betydningslag også kan ses som et forsøg på at banke sig selv på plads dernede, hvor han hører hjemme ifølge sin egen opfattelse. Paul mener kort sagt ikke, at han burde have vundet semifinalen. Faktisk synes han at være dybt forpint over, at han ikke kunne tabe. Det handler netop om dette at ikke kunne. Pointen er blot, at problemet ikke er, at han ikke kunne vinde, for det kunne han jo. Problemet er lige modsat, at han ikke kunne tabe. En måde at overvinde denne vanskelighed er så netop at erklære dette resultat ugyldigt. Det gælder ikke, fordi det er i strid med sandheden og idealet. Det burde ikke have været sådan. Man kan således sige, at det semifinale også synes at være et punkt, hvor tingene skal sættes på rette plads. Ikke blot i forhold til deres indbyrdes forhold i det faktisk foreliggende, men også i forhold til det rette og rigtige, sådan som det burde være. Så meget giver sig selv.

Ligeledes gælder, at i forhold til vores tidligere betragtning om det semifinale som et punkt, man først må forbi, før man kan komme til det efterfølgende, kan man også sige, at hvis man ikke ønsker at komme videre - eller for nu at sige det sådan: er mere bange for at komme videre end for ikke at gøre det - kan det semifinale blive en slags beskyttelsesmekanisme.****

Endnu en indlysende omstændighed er, at det semifinale og det rigtige, der var meningen, kan ses som en tiltagende fjernen sig fra det strengt faktuelle, det faktisk foreliggende. Også her er det semifinale en mellemgraduation. For i grunden er det en abstraktion at indsætte Birger som det semifinale. Hvorfor er han det? Hvorfor netop ham? Hvis der er en formodentlig og sådan cirka jævnbyrdighed imellem Paul og Arne, er det vel også her, slaget står. At skubbe et ekstra led ind er sådan set noget kunstigt. Det forholder sig imidlertid så meget til det faktuelle, at det kalkulerer med den kendsgerning, at Birgers er mindre end Arnes, og det derfor må være rigtigt, at hvis man ikke kan slå Birgers, kan man slet ikke slå Arnes, hvilket så kan vendes på hovedet til, at man må slå Birgers, før man slår Arnes. Derved er man allerede ude i en slags abstraktion. Som næste skridt følger så at overhovedet ikke godtage det faktuelle, men afskrive dette som en fejl i konstruktionen, der ikke burde have været sådan.

Alt dette kan enhver uden videre se. Men det forekommer mig, at der tillige må eksistere et videregående og mere kompliceret forhold imellem det semifinale og det rigtige, som var meningen.

Til aller-allersidst vil jeg lige minde om, at når noget i den ydre verden opleves som vigtigt og påtrængende, er det fordi, at det afspejler noget i sindet. Det må naturligvis også gælde det semifinale. Måske er der noget i en, der ønsker at selv udgøre det semifinale punkt, eller en del af en er i en eller anden overført/symbolsk/metaforisk betydning semifinal, og kommer således i spil i og med at dette motiv dukker op. Ved siden af det kunstgreb at isolere det semifinale fra de øvrige ting, der er på spil, har vi her i nogen grad taget det mere for pålydende, end det reelt er. Dog antyder ting som værdisætningen nogle af de temaer, der er på spil i Pauls sind. Men man må huske, at det ikke er strengt korrekt, når vi taler om Birger som om, han i sig selv var bærer af disse betydninger. Det er betydninger, han tillægges af Paul, fordi de afspejler psykiske rørelser hos ham, hvorved Birger bliver ydre repræsentant for disse. Alt det, vi her har hævdet, at Birger er, er han altså ikke i egentlig forstand, kun i Pauls projektion. *****  

* Tænker man rent rumligt, kan noget naturligvis ikke samtidig befinde sig over og under en, på én gang foran og bagved. 

** Man kan ligeledes trække en parallel mellem det semifinale og stagnationstemaet. Det stagnerende har jo netop karakter af, at noget bremser det frie flow, hvilket kan opleves som, at noget stiller sig imellem, blokerer bevægelsen. Bemærk i den forbindelse også den rolle de såkaldte "bremseklodser" spiller i omdigtningerne.

***Jævnfør den lukkede dør i Beatrice-kapitlet.

**** I den forbindelse er det tillige interessant at betragte Pauls forbeholdenhed overfor nye udfordringer og det at “komme videre”, som netop er et af hovedproblemerne i hans liv på det tidspunkt, hvor omdigtningerne sætter ind.

***** Hvis Arne har en kæmpe en, må der jo helt indlysende være en masse andre, der er mindre. Så hvorfor skulle netop Birgers være vigtigere end alle de andre? Som det forhåbentlig er lykkedes at påpege, hænger det sammen med alle de andre ting, der er på spil i den foreliggende situation. Det er således mere selve situationen end en særlig kvalitet ved Birger, der udvirker dette.