Hvad er en nørd?

Sproget ændrer sig som bekendt hele tiden. Et ord, der har gennemgået en ret omfattende udvikling gennem de sidste 30-35 år er nørd. Oprindelig var det stærkt negativt ladet og betød noget i retning af en kikset særling. Det var klassens tykke dreng eller noget i den retning. Siden har ordet fået en mere positiv og anerkendende tendens. Særlinge har ofte særlige interesser, og dette har således medført en udvikling, hvor nørd er endt med at betyde noget i retning af at vide en masse om et eller andet. Det er således mere eller mindre blevet et nudansk synonym for en entusiast.

Personligt har jeg dog svært ved at helt være med på denne udvikling. For mig klinger der stadig noget ikke helt positivt til ordet. Jeg synes ikke det lyder særlig pænt eller rummer samme anerkendelse som ordet entusiast.

Det er lidt som hvorvidt man siger læsehest eller bogorm. Rundt regnet betyder det vel det samme. Men konnotationerne er forskellige. At være læsehest er mere positivt ladet. Det ligger også i valget af dyr i de to udtryk. En fyrig, galoperende hest: prægtig, aktiv og beundringsværdig, overfor en krybende, gnavende ådselsæder.

Hesten dukker også op i udtrykket “kæphest”, der unægtelig lyder pænere end “besættelse”, selvom disse begreber langt henad vejen, om ikke dækker helt det samme, så i hvert fald overlapper hinanden. Eller hvad med forskellen på at være “en kapacitet” og en “fagidiot”.

Nu vi er ved dyrene … Dyrehandler Clausen fra “Huset på Cristianshavn”. De fleste vil nok mene, at han ikke bare er dyreven i almindelig forstand. Det er overdrevent og ekstremt på en sådan måde, at det bliver lattervækkende. I den forstand er Clausen en nørd.

På en sammenlignelig måde føler jeg mig altid lidt krænket, hvis folk siger om noget, der optager mig, at jeg “har nørdet med det”. Nej, må jeg så være fri. Jeg har interesseret mig for det, jeg har fordybet mig i det. Det er aldeles ikke en særhed eller excentricitet at interessere sig for noget.

At fordybe sig i noget er at sætte sig ind i et stof. I mine ører klinger “nørdet” og “at nørde” af noget overdrevent, ekstremt - en sygelig, monoman optagethed, flueknepperi etc. Netop en som gnavende orm, ikke det aktive og levende, som “ivrigt interesseret”, “passioneret”, “lidenskabelig”, “entusiastisk” og “en hobby, man kan gå op i”.

Det nørdede lyder som noget, der er ude i et overdrev. I ordet “fordybelse” ligger en anerkendelse af, at der er blevet brugt tid på noget, og at man kan sit stof. I “nørdet” ligger en antydning af, at der klæber sig noget overdrevent og lidt sygeligt til denne fordybelse. Ordet “lidenskabelig” klinger af noget levende og aktivt, mens “nørdet” forekommer mig at smage af noget verdensfjernt og lettere mentalt forstyrret.

Der er forskel på at interessere sig for Napoleonskrigene, og så at kunne bruge en hel aften på at diskutere, om det er sandt eller bare en god historie, at Lord Nelson satte kirkkerten for det blinde øje.

Det forekommer mig, at hvis nogen ved en masse om et eller andet, så er dette et positivt aktiv. Det er noget, de kan fortælle andre om, noget, der kan lukkes op for og deles ud af. Ligeledes gælder det, at hvis man er lidenskabeligt interesseret i et eller andet, kan man finde interessefæller. Der er åbninger, der er grundlag for menneskelige møder.

At være et-eller-andet-nørd indikerer (i det mindste i mine ører), at det på en eller anden måde er en særhed eller excentricitet, noget, andre måske nok kan beundre og nyde godt af, men også noget, de forholder sig til med en eller anden grad af distance. Lidt sjovt og pudsigt at nogen går så meget op i det. Man tager det som et underholdende indslag, og netop derved mangler det den ligeværdighed og det reelle menneskelige møde, der ligger i et interessefællesskab eller at man udmærket indenfor en ligeværdig relation godt kan anerkende, at man ikke ved lige meget om alt, og netop derfor kan trække på hinandens viden og kompetencer. I alt dette er der respekt og anerkendelse, mens en et-eller-andet-nørd er et særtilfælde, som man forholder sig til med en større eller mindre grad af distance.

Det er sjældent jeg selv bruger ordet. Når jeg endelig gør, er det som regel om noget, der adskiller sig fra det passionerede, lidenskabelige, levende interesserede og entusiastiske ved at være på vej ud i et overdrev og blive for meget. Sådan klinger ordet nu engang for mig.

Jeg tror, at noget af det, der ligger i det for mig, er, at den sande kapacitet ikke bare udmærker sig ved en stor viden, men også evnen til at udskille det væsentlige, mens nørden fortaber sig i en mængde små detaljer.

Hvis jeg satte mig til at læse en biografi om Thomas Cromwell, ville jeg nok synes, det var en smule - nåh, ja - “nørdet”, hvis der blev brugt 20 sider på at beskrive farven på hans sokker (og i forhold til dette ordvalg, ville en ægte nørd straks korrigere mig og oplyse, at man dengang ikke brugte sokker, men strømper). Derimod mener jeg ikke på nogen måde, at der er noget (i den betydning af ordet) “nørdet” ved at gerne ville blive lidt klogere på en af tudorperiodens centrale personligheder.

Derfor bryder jeg mig absolut ikke om, at få at vide, at jeg har “nørdet med” noget, fordi jeg har fordybet mig i det. Jeg kommer altid til at føle, at folk åbenbart synes, jeg er lidt underlig, når jeg har brugt tid på et eller andet, jeg synes er spændende.

Men er det da en særhed, at interessere sig for ting? Er der noget mærkeligt ved, at man gerne vil vide noget om de ting, der interesserer en? Er der noget grænsende til sygelighed ved, at man bliver grebet af et emne? Og hvis man bliver grebet af et emne, er der så noget kikset ved, at man sætter sig til at læse en bog derom?

Som jeg indledte med at sige, ved jeg godt, der er tale om en sproglig udvikling, hvor ordet har ændret betydning. Alligevel kan jeg ikke frigøre mig fra en følelse af, at man lader det sunde og det overdrevne komme ud på et, forholder sig en smule distanceret til viden og kunnen, ikke helt viser anerkendelse og respekt for, at man altså ikke kommer sovende til at have godt hold på et stof.

Gennem alle ordets udviklingsfaser har nørden vel sådan set altid været ham, der sad med en bog eller ved sin computerskærm i stedet for at gå med til festen. Men er han en hest eller en orm?

Det kan godt være det er mig, der ikke kan følge med udviklingen og hænger fast i en tid, hvor nørd almindeligvis blev brugt stærkt nedsættende, nærmest som et skældsord. Men i mine ører lyder “nørd” altså stadig mere som en orm end en hest.