Slottet i Otranto

“Slottet i Otranto” af Horace Walpole er verdens første gotiske roman!

Hvis man er interesseret i genren, bør man bestemt også læse dette første forsøg i denne retning. Også selvom mange senere må regnes for forbedringer. Ikke desto mindre er det sjovt at se, hvor mange træk deri, som er brugt i senere gotiske fortællinger. Stort set hele galleriet af gængse virkemidler er tilstede. Dog undtaget maleriske beskrivelser af dystre landskaber.

Walpole siger det selv:

"Der er ingen falsk patos, ingen lignelser, sprogblomster, sidespring eller unødvendige beskrivelser. Alt fører direkte mod katastrofen."

Jeg ville nok snarere sige det sådan, at sproget virker en smule klodset og naivt, men fantasien fejler ikke noget. Der diskes op med et overflødighedshorn af voldsomme begivenheder. Man fornemmer samtidig at Walpole selv må have været revet begejstret med, og hans fortællerglæde er afgjort smittende.

Skønt karaktererne er en smule stereotype bliver man (eller i hvert fald jeg) alligevel interesseret i dem og tager del i deres oplevelser.

Der er ingen tvivl om, at både Walter Scott, Edgar Allan Poe, Robert Louis Stevenson og Bram Stoker må have læst denne bog, og alle - på hver deres måde - har ladet sig inspirere heraf.

Skulle jeg fremhæve blot et enkelt eksempel, hvor påvirkningen fra "Slottet i Otranto" er meget tydelig, så kunne det være Poes "Metzengerstien".

Walpole selv har tydeligvis været en stor Shakespeare fan, og låner åbenlyst fra forbilledet. Især er der klare mindelser om "Hamlet". Man skal dog ikke forvente et værk, der når shakespearske højder. Det er ren underholdning uden de store dybder. Men opfylder udmærket denne funktion.

Hvad gys og gru angår, skal der givetvis mere til at skræmme nutidige læsere. Den er mere sjov og fornøjelig end rystende, og det synes således passende fjerne u'et foran hyggelig. Men intrigen og handlingsforløbet er godt udtænkt og fungerer fint.

Jeg har været glimrende underholdt. Men alt i alt må "Slottet i Otranto" nok regnes for at primært være af historisk interesse. Det var sådan det hele begyndte. I 1765! Ann Radcliffe var et år gammel. Hverken Mary Shelley, Matthew "Monk" Lewis eller Poe var født endnu.