toner, ord og tanker
To Romaner
Faderfiguren i litteraturhistorien
belyst ved "Skatteøen" og "Manden i Tågen"
De fleste af den ældre litteraturs forfattere var mænd. Dermed var de nødvendigvis nogens sønner. Mange af dem var også nogens fædre. Således er det ikke videre overraskende, at en række fader/søn dualismer spiller en central rolle i litteraturen. Temaet findes allerede i de græske tragedier, og har endnu sin rolle i megen nutidig litteratur, f.eks. Khaled Hosseinis "Drageløberen". Men hvordan har temaet udviklet sig igennem tiderne? En længere historisk linie skal ikke trækkes her. Derimod har jeg i sinde at betragte tiden omkring det moderne gennembrud, hvor så meget andet ændrede sig markant i litteraturen. I det følgende skal gøres et forsøg på, at sammenligne Robert Louis Stevensons "Skatteøen" (1883) og Graham Greenes "Manden i Tågen" (1929). De respektive Handlingsforløb har mange fællestræk. Men knap 50 år skiller de to romaner, og det var en begivenhedsrig periode med mange omvæltninger. Derfor fornemmer man som læser, at der er en forskel i bøgernes ærinde. Det store spørgsmål bliver så, hvor de følges og hvor de skilles? Kortest sagt er "Skatteøen" en traditionel spændingshistorie om en dreng, der drager ud på eventyr, og vender hjem som en mand. "Manden i Tågen" forholder sig mere til et psykologisk plan og kampen med indre dæmoner. Imidlertid står faderfiguren centralt i begge bøger, hvilket jeg vil betragte i det følgende. For at kunne gå særligt i dybden med fadermotivet, vil en del andre elementer ikke blive berørt eller kun sporadisk omtalt. Der skal gøres et forsøg på at belyse emnet, dels ved en tekstnær læsning af bøgerne separat, dels ved en komparativ analyse og endvidere gennem inddragelse af historisk og biografisk stof, der giver nogle yderligere indfaldsvinkler til spørgsmålet, i en tolkning, der rummer både litterære, psykologiske og filosofiske aspekter.
Bøgerne, deres forfattere og deres tid
I perioden 1837-1901 var dronning Victoria Storbritanniens regent. Derfor kaldes perioden ofte victoriatiden. Med efterdønninger af romantikken og tiltagende industrialisering er perioden både præget af omvæltninger og forsøg på at fastholde status quo. Der kunne stadig sværmes på gammelromantisk vis, mens telefon, elektrisk lys og de første grammofoner viste sig.
Mens overklassen gik til baller og fine middagsselskaber, så livet ganske anderledes ud for underklassen. Overgangen fra land til by sendte hundredvis af mennesker ind i helbredsnedbrydende fabrikker og rærlige boligforhold. Forskellen på et mondænt borgerhjem og en arbejderfamilie i en baggård var enorm.
Bag det officielle London fandtes fattigdom og kvarterer, hvor anstændige mennesker ikke turde færdes efter mørkets frembrud. Slummen og prostitutionen i et usselt kvarter som White Chappel var noget, man talte mindst muligt om, indtil Jack the Ripper i 1888 med en række ualmindelig makabre kvindemord blev den voksende avispresses første store mediesensation.
Ellers holdt man på formerne og den pæne facade. Fik afløb for behovet for noget at gyse over i gotiske monsterfortællinger.
Den samme dobbelthed og fortielse kom til udtryk på seksualitetens område, hvor kun prostituerede og fulde sømænd, f.eks. i førnævnte White Chappel, syntes at have kønsdrift, mens borgerfamiliernes børn tilsyneladende kom med storken. Netop i mange af gyserromanerne kommer slet dulgt erotik til udtryk i de uhyggelige hændelser, der beskrives.
Overalt synes en dobbelthed at vise sig: pæne, anstændige facader og grusomme, dyriske skygger bagved. Som arbejderfamilierne gemt af vejen i fjerne, mørke baggårde var også enkeltindividets mørke drifter gemt væk i afsides skjul. Det officielle London var kvinder i flotte - men især tækkelige - kjoler og pæne herrer i stift, tilknappet antræk.
De, der ikke gik til lige så ekstreme yderligheder som Jack the Ripper for at få afløb for deres drifter, blev i nogen tilfælde forfattere, og lod orgier af makaberhed sprøjte ud igennem pennens blæk. Stevenson, der bl.a. skrev "Skatteøen" og "Dr. Jakel & Mr. Hyde", Bram Stoker, forfatteren til "Dracula", Rider Hagard, ophavsmand til "Kong Salomons Miner" og "Hun", Sir Arthur Conan Doyle, som skabte mesterdetektiven Sherlock Holmes og Wilkie Collins, især kendt for "Kvinden i Hvidt "og "Månestenen", var respektable borgere i dette modsætningsfyldte samfund. Fine, ulastelige herrer i jakke og vest, der ved deres blankpolerede skriveborde, skabte nervepirrende historier om makabre mord, okkulte forbandelser, blodtørstige vampyrer, vilde varulve, altfortærende kannibaler, nådesløse bødler, hærgende sørøvere og samvittighedsløse skurke.
Sådan har i det mindste mange valgt at læse den tids bøger. Især traditionen efter Freud har set sig blind på kamufleret seksualitet. Forsøget på at afdække skjult erotik har uheldigvis medført, at andre betydningslag er blevet tildækket.
Når den freudianske skole ensidigt læser den sen-victorianske roman, som et udtryk for at al den fantasi, der blev tøjlet i ægtesengen, fik frit løb på papiret, er dette næppe en udtømmende og fuldstændig tolkning. Det ville være både en grov generalisering og en undervurderen stoffets indholdsfylde at hævde, det hele ikke er andet end kamufleret sex og vold. Men det må dog regnes for hinsides enhver tvivl, at datidens engelske samfund var gennemsyret af undertrykt seksualitet, og at dette spiller en afgørende rolle, i såvel tidens litteratur som den enestående samling af morbid kriminalitet, der prægede perioden.
Robert Louis Stevenson blev født i England i 1850. Han var et svageligt barn, der en stor del af tiden lå i sengen. Der fik han læst højt af Bibelen. Senere kastede han sig med stor interesse over Shakespeare og Walter Scott. En særlig stærk fascination hos Robert var skibe, sømænd, havet og rejser. Hans far var fyringeniør, og det var meningen, at sønnen skulle være det samme. Men han gav sig til at studere jura uden dog nogensinde at gøre brug af dette studium, idet han helt helligede sig litterært arbejde. Stevensons far var streng og temmelig uforstående. Forholdet de to imellem var noget anspændt. Stevenson var fortsat forfulgt af dårligt helbred, flere gange døden nær. Han måtte søge mod varmere klima, men fik derved så opfyldt barndommens rejsedrømme. Hans tidlige skriverier havde karakter af journalistisk virksomhed og rejsebeskrivelser. Han blev gift med en kvinde, der havde et barn fra et tidligere ægteskab, og kom på den måde lidt sidelæns ind i at skulle udfylde en faderrolle. Hvad forholdet til hans egen far angik, viste hans hustru særlige evner som mægler, og det var frem for alt hende, der bragte de to Stevenson'er om ikke til fuldstændig forsoning, så til et varmere forhold end gensidig uvilje og væbnet neutralitet. I sit forfatterskab var Robert Louis en fremragende stilist, og da hans bøger tillige ejer handling og spænding, er de blevet oversat til mange sprog. Som en afspejling af Stevensons eget sindelag handler historierne tit om unge mænd, der drager ud på faretruende eventyr - ofte blandt barske søfolk. Men der findes andre sider af Stevenson. Et berømt eksempel er "Dr. Jekyl og Mr. Hyde" (1886), hvor der dels tegnes et psykologisk portræt af menneskesindets dobbelthed, og dels stilles etiske spørgsmålstegn ved videnskabens legen gud. Stevenson døde på en sydhavsø i 1894.
"Skatteøen" ("Treasure Island") fra 1883 er Stevensons populæreste og bedst kendte roman.
Historien fortælles af drengen Jim. Han er vokset op i kroen Admiral Benbov, der ejes af hans far. En dag kommer den gamle sømand Billy Bones til egnen, og slår sig ned i kroen. Med en aggressiv, højtråbende adfærd bliver Bones snart kroens hustyran, som Jims skrantende fader ikke formår at sætte sig op imod. Alle er bange for den gamle sørøver. Han på sin side er bange for en mand med et ben, som han sætter Jim til at holde udkig efter. Imidlertid er gamle Billys helbred ikke bedre end faderens, og da en række gamle skibskammerater - her iblandt dog ingen etbenede - dukker op med trusler og stævninger, får han en række slagtilfælde. Således dør piraten og Jims far næsten samtidig. Faderen er just begravet, da Billy Bones får det sidste, afgørende slagtilfælde og styrter død om på krogulvet. Imidlertid har en flok gamle skibskammerater inviteret sig selv til samme aften. Der står Jim og hans mor og ved ikke hvad de skal stille op. I den nærliggende landsby er der ingen hjælp at hente. En ung mand indvilliger i, at ride efter assistance. Men ingen vil ledsage dem til kroen. Jim og hans mor må gå alene tilbage, hvor liget af Bones stadig ligger på skænkestuens gulv, for at kigge i sørøverens ting, efter de penge han skylder. Under denne søgen finder de også en pakke, som Jim stikker til sig. De når lige akkurat at komme i sikkerhed, inden piratbanden dukker op. Mens piraterne er ved at rasere kroen, ankommer et hold toldbetjente, og jager banden på flugt. Overtoldbetjenten tager Jim med til egnens fredsdommer, doktor Livesey, og den lokale herremand, mr. Trelawney. Jim fortæller lægen og godsejeren om såvel sine oplevelser som den pakke, han har fundet. Pakken viser sig at bl.a. indeholde et skattekort. Dette får godsejeren til på stedet at beslutte, at de alle tre skal på skattejagt. Han køber et skib og hyrer en besætning. Til skibskok har en fået fat på Long John Silver, der kun har et ben. Da Silver imidlertid er en venlig og rar mand, kan Jim ikke tro, det var ham, Bones var bange for. Tilsyneladende har de tre venner da også fået en ideel støtte i Long John. Først umiddelbart før de når øen, viser det sig, at han er den frygtelige etbenede, som selv de mest hårdhudede pirater ryster og bæver for. Netop ved at være kultiveret og intelligent, er han langt farligere end en rå, dum bølle. En gennemgående (nærmest mytisk) figur i romanen er den afdøde sørøverkaptajn Flint. Det er Flins skat, jagten går efter, og det er hans gamle besætning, der ikke er indstillede på, at lade Jim og hans venner få den. Men da Flint er død, er det nu Long John Silver, som er piraternes øverstkommanderende, og således ham, der leder mytteriet. På øen forekommer der en lang række kampe og skiftende magtovertag mellem de to partier, hvor Jim får rig lejlighed til, at bestå en række halsbrækkende manddomsprøver. Inden den sidste, afsluttende skattejagt går ind, bliver Flints gamle hytte, øens bedste boplads og tillige et glimrende fæstningsværk, det, som kampen kommer til at stå om. Jim kommer flere gange væk fra sine venner. Det giver ham bl.a. lejlighed til at sikre sig skibet, som har været i piraternes vold. Endvidere møder han eneboeren Ben Gun, der også er gammel Flint-mand, men efter en uoverensstemmelse med den øvrige besætning er blevet efterladt på øen. Han har nu et regnskab at gøre op med sine tidligere skibskammerater, og bliver en vigtig allieret for Jims kreds. Samtidig er han den eneste, der ved hvor skatten i virkeligheden er, da han har flyttet den fra det på kortet mærkede sted. Trods disse fordele udgør Silvers kreds dog en ligeværdig modstander, der giver kamp til stregen. Til sidst er det imidlertid Jims venner, der drager af med skatten. Hele piratbanden er da enten døde eller bliver efterladt på øen. Long John er undtagelsen. Som den eneste slipper han væk. Jim møder aldrig Silver igen, men hjemsøges undertiden af ham i sine natlige mareridt. Det antydes således i bogens sidste linier, at der ikke hersker absolut harmoni. Den oprettede orden er skrøbelig! [1]
Omkring århundredeskiftet skete der en række gennemgribende forandringer med såvel vor verden som vores måde at se den. Marx, Darwin og Freud var tre af de toneangivende stemmer. Det gamle verdenssyn brød sammen!
Det var netop i året 1900, at Freud udgav sine første bøger. Det Wien han havde praktiseret i, adskilte sig ikke synderligt fra London. Således var han stødt på mange seksuelle fortrængninger hos sine patienter. Det medførte en overbetoning af det seksuelle i hans psykologi. Freuds tilhængere blandt litterater har især forgrebet sig på de victorianske gyser- og spændingshistorier ud fra det forenklede motto, at hvor der er hugtænder, er der fallossymboler. Ingen ægte freudianer kan overbevises om, at hugtænder måske også kunne symbolisere andre ting. Trods forenklinger og fejltagelser ydede Freud imidlertid et uhyre væsentligt bidrag til psykologiens udvikling. Da Nietzsche i 1893 havde erklæret Guds død, var mennesket blevet overladt til sig selv. Det måtte så med psykologiens hjælp prøve, at finde rundt i sin sjæls labyrint.
Nye opfindelser som film og radio så dagens lys. Men også videnskaben og menneskets evne til at gøre sig til herre over naturen syntes tvivlsom, og fik især et nederlag i forbindelse med Titanics forlis i 1912.
Malerne begyndte at lave sære, forvrængede billeder, der så ud som alt andet end landskabsfotografier. Komponisten Arnold Shöenberg, der var blandt de mest indflydelsesrige musikalske nytænkere, hævdede, at "havde vi levet i en normal verden, ville musikken have lydt anderledes". Som en tydelig ydre manifestation af den gamle verdens undergang brød Første verdenskrig ud i 1914.
Den fred, der blev sluttet i 1918, var indlysende skrøbelig og usikker. Med den konstante fare for en ny storkrig hængende over hovedet tumlede det moderne menneske rundt i tvivl og uvished, og havde svært ved at finde faste holdepunkter.
I en usikker, omskiftelig verden hvor intet længere syntes sikkert, oplevede også litteraturen et moderne sammenbrud. En væsentlig del af mellemkrigstidens litteratur kom til at kredse om tvivl, usikkerhed, angst og sjælelig opløsning, således som det ikke mindst kommer til udtryk hos Franz Kafka og Herman Hesse.
Udover at skildre mennesker, der famler rundt i usikkerheden, finder man i periodens litteratur tillige mange tilløb til nye former, såsom halvsyrede scenarier, ulogiske, abrupte spring og brud med den traditionelt fremadskridende handling. Med mellemlandinger hos bl.a. 50'ernes beatnikdigtere har disse nyskabelser fået stor indflydelse på senere litteratur, hvor det formbrydende og sprogligt eksperimenterende ofte prioriteres højere end spænding og kontinuerlige handlingslinier.
Den engelske forfatter Graham Greene blev født 1904. Hans far var fætter til Stevenson. Religiøse overvejelser fik i en ung alder Graham til at konvertere til katolicismen. Det kom til at sætte præg på flere af hans romaner, tydeligst "Magten og Æren"(1940) og "Sagens Kerne"(1948). Imidlertid insisterede Greene altid på, at han ikke var en katolsk forfatter, men en forfatter, der tilfældigvis var katolik. Det er ikke desto mindre en ofte antydet pointe hos Graham Greene, at mennesket måske alligevel ikke er helt alene i universet, og at samvittighedens stemme i den verden, der var blevet hærget af Nietzsche og Freud, stadig kunne tale med samme patos, som den havde gjort til Shakespeares og Dostojevskijs helte. Graham Greene forblev hele livet katolik, men ikke en ukritisk tilhænger, og i dele af hans forfatterskab forekommer således kritik og stillen spørgsmålstegn ved en række centrale katolske dogmer. I sine unge år var han bl.a. journalist, rejsekorrespondent og en overgang tillige tilknyttet efterretningstjenesten. Det sidste fornemmes i en række spionromaner, om end Greene altid selv hævdede, at disse udelukkende var fiktion. Forfatterskabet spænder fra letlæselig spænding over skildringer af menneskeliv i datidige politiske brændpunkter og diktaturstater (Sydamerika, Cuba, Haiti m.v.) til subtile skæbnefortællinger, der stiller etiske og eksistentielle spørgsmål på spidsen. Gennemgående træk over hele paletten er det moderne menneskes flertydighed og den ambivalente moral. Hos Greene er mødet mellem mennesker centralt. Mødet griber ind i et menneskes verden, forstyrrer dets faste antagelser og skaber en usikkerhed derved, at man i den anden både genkender sig selv og støder mod noget fremmed. Det kan udfolde sig med humoristisk lethed som i "Taberen Vinder"(1955) og "Farligt Otium"(1969), men antager form af en veritabel sjælsrystelse i f. eks. "Brighton Rock"(1938), "Konsulen"(1973) og "Den menneskelige Faktor"(1978). En særlig Greene-specialitet, der mere end noget andet udgør det "greene'ske", er forræderiet. I roman efter roman tvinges hovedpersonerne ud i loyalitetskonflikter, hvor de ikke kan være solidariske mod det ene uden at svigte det andet. Den typiske Greene-helt er en sjælsplaget rejsende, der i lige grad forfølges af ydre og indre fjender. Der er således tydelige spor af den moderne konflikt hos Greene. Derimod sjældent tiltag i retning af det mere eksperimenterende og ordlegende. Ved at fastholde den gode historie og den spændende handling er Greene midt i sin modernitet en gammeldags forfatter. I sin fortællerstil som oftest panoramisk orienteret, hvilket har medført, at en stor del af forfatterskabet er filmatiseret. Som de mest kendte eksempler på dette kan fremhæves "Den tredie Mand", "Vor mand i Havanna", "Maskespillet" og "Den tiende Mand". Graham Greene døde i 1991.
Graham Greene debuterede i 1929 med "Manden i Tågen" ("The Man Within" - også fordansket som "En Kryster"), der sikrede ham et solidt gennembrud. Bogen er en smuglerfortælling, som følger det højromantiske skisma. [2]
Hovedpersonen, Andrews, er vokset op under en voldelig fars tyranni. Den forhadte far var leder af en smuglerbande, der beundrede ham. Da Andrews efter faderens død hives med ud på smuglertogter, bliver han kun tålt af besætningen, fordi han er den elskede kaptajns søn. Derudover ser de skævt til ham, og anser ham for en svækling. Den eneste, der viser Andrews en smule velvilje, er den nye anfører Carlyon, som er mere oplyst og belæst end den generelt rå og primitive bande. Carlyon indvier Andrews i sine drømmerier om eventyrlige ting. Men trods sin følsomme side er Carlyon farligere end de andre smuglere. Andrews er for svag og fej til at sætte sig op imod Carlyon og hans bande, men ender dog med at angive dem til myndighederne.
Dette er et stykke forhistorie, som kommer frem i småbidder. Bogen begynder med at Andrews er på flugt fra smuglerbanden, der ved, at han har angivet dem. Nogle af smuglerne - der iblandt Carlyon - er sluppet væk, mens deres kammerater sidder fængslet og venter på en snarlig rettergang. I sit sind oplever Andrews et voldsomt kaos, hvor forskellige stemmer modsiger hinanden. Han ved med sig selv, at han er en kujon. Men han tror også på, at der kunne blive noget andet ud af ham. Således skiftevis håner og ynker han sig selv. Efter en lang dags løben gennem afsides egne når Andrews udmattet frem til en lille hytte. Lige sådan en hytte som han i sine segnefærdige feberfantasier har drømt om. Han forestiller sig videre en gammel kone, der tager sig af ham. Hytten viser sig imidlertid at være beboet af en purung kvinde, der hårdt og sammenbidt peger på ham med et gevær. Et yderligere chok er, at der ligger en død mand i stuen. Andrews besvimer og vågner først næste morgen, hvor han befinder sig i et redskabsskur. Pigen holder ham dog ikke fanget. Han er mere end velkommen til at forføje sig. Men så hurtigt skilles deres veje ikke. Mødet viser sig at blive skæbnesvangert for dem begge. Da der kommer besøg fra den nærliggende landsby, tvinger omstændighederne Andrews og pigen, Elizabeth, til at lade som om han er en slægtning, der er kommet i anledning af begravelsen. Elizabeth gør stærkt indtryk på Andrews. Især fordi hun forekommer ham ren og kysk. Bortset fra sin forslåede, mishandlede mor har Andrews ikke kendt andet end prostituerede. Hos disse har han kun oplevet tilfredsstillelse af øjeblikkets lyst, med efterfølgende væmmelse og tomhed. Andrews har en forestilling om noget andet. I Elizabeth ser han kvinden, der kan redde ham. Efter en indledende fase præget af gensidig mistro opstår der en fortrolighed. Det første skred kommer da Elizabeth spiller søster til Andrews. Hun har sit rygte og den lokale sladder at tænke på. Det letteste er derfor at sige, det er hendes bror. Ud af denne situation skabes det første grundlag for fortroligheden. Inden begravelsen fortæller Elizabeth Andrews, at hun ikke bryder sig om folkene i landsbyen, og at de kun deltager i begravelsen, fordi det er en begivenhed. Andrews på sin side har fortalt, at han er på flugt, men at det ikke er fra myndighederne.
Efter at have spillet rollen som bror ved begravelsen føler Andrews ikke, han har mere at gøre i hytten. Han lader sig opsluge af tågen, og begiver sig på vej. Han føler en vis krænkelse over, at Elizabeth ikke en gang har givet ham noget at spise. Men skønt han går og hidser sig op, kan Andrews ikke fortrænge et savn tilbage mod hytten, da det forekommer ham, at Elizabeth er i besiddelse af en egenartet fred.
I den tætte tåge er Andrews lige ved at løbe ind i favnen på Carlyon. Til sin forundring opdager han, at han midt i faresituationen ikke er nær så bange, som han hidtil har været. Han føler endog en vis ømhed for Carlyon, der jo er den eneste, som har vist ham venlighed. Da han listende flygter væk i tågen, er det med en tung følelse af sorg over et tabt venskab. Således drives han tilbage til hytten. Elizabeth lader ham komme ind, giver ham endvidere mad og the. Senere dukker Carlyon op. Elizabeth skjuler Andrews og dækker over ham. En gestus, der gør særlig indtryk på Andrews, er, at hun drikker af hans kop, for at Carlyon skal tro, det er hendes. Sætter sine læber mod koppen, forræderen har drukket af. Andrews er dybt bevæget. Senere fortæller han Elizabeth om sin opvækst og det umulige forhold til faderen, der bankede ham og moderen, men var en snu smugler, der endog kunne samle så mange penge sammen, at han kunne sende sønnen i skole. Andrews fik lærdom han ikke kunne bruge til noget. Moderen døde. Senere døde faderen og overlod alt til Carlyon, der dukkede op på skolen med en udstrakt hånd, der tilbød eventyr og spænding. Tiden på smuglerbåden, den øvrige besætnings foragt, lidelsen og alle nederlagene, de evige stiklerier til dette mislykkede afkom af den tilbedte smuglerkonge. Det stadige had til faderens minde. Alt det, der til sidst drev Andrews til at angive banden.
Bagefter fortæller Elizabeth sin historie. Hun har boet i hytten hele sit liv. Hun ved ikke hvem hendes far var, men levede sammen med sin mor. Ind imellem havde moderen logerende. Således den nyligt afdøde, der var toldbetjent, havde modtaget bestikkelser og derfor fået samlet en del penge. Siden tilbød han moderen at købe hytten, under de betingelser at hun bare kunne blive boende. Efter moderens død blev Elizabeth hos manden. Han var som sådan ikke slem. Dog pryglede han hende i ny og næ, men da han tillige var opfyldt af religiøs angst, var han mere interesseret i teologiske diskussioner end alt andet. I hvert fald indtil Elizabeth voksede til, og han en dag så hende let påklædt. Men hans religiøse skrupler kom Elizabeth til hjælp. Med bibelcitater, trusler om at forlade ham for stedse hvis han tog hende med tvang og halve løfter om en dag at komme frivilligt, holdt hun ham på afstand indtil hans død. Trods prygl, underkuelse og de sidste par års evigt lurende begær, mener Elizabeth, at han var en god forsørger.
I den videre samtale gør Elizabeth det klart for Andrews, at der ikke er nogen vej tilbage, men en vej frem. Han kan trodse sin fejhed ved at stå åbent frem og vidne i den forestående retssag. Hun får ham til at love, at han vil tage ind til byen, hvor sagen skal for retten. Næste morgen drager Andrews afsted. Det er langt fra lysten, der driver ham. Men han må fuldføre det, han er begyndt på, for at blive Elizabeth værdig.
Sent samme aften står han modvillig og skræmt i udkanten af byen. På et værtshus får han for meget at drikke, men hjælpes af en fremmed, mr. Farne, der tilbyder ham mad og husly. Mr. Farne viser sig at være advokat og medarbejder hos Sir Henry, der skal være anklager i retssagen. Andrews er stadig uvillig. Men hvad ædlere tilskyndelser ikke kan drive ham til, kan imidlertid det rå begær. Sir Henry har en billig veninde, Lucy, der byder sig til, og lover at gå i seng med Andrews, hvis han vidner. Således drives han til at gøre det rigtige ud fra de forkerte motiver. Andrews får ikke sovet den nat, og er derfor træt og omtåget, da han skal vidne. Han får imidlertid aflagt et klart vidnesbyrd. Det lykkes dog forsvareren at så tvivl om dets pålidelighed. Ydermere omtales Elizabeth. Folkene i landsbyen har set Andrews ved begravelsen, og det udlægges som en smudsig affære. Nævningene frikender de anklagede.
Smuglerne har under retssagen hørt om Elizabeth, og ved altså hvad de skal rette deres hævn imod. Indtil videre er Andrews beskyttet. Men hvad med Elizabeth? Og Lucy...Andrews får samme aften tilbudt sin belønning. Han overvejer, om han skal gå til Lucy eller forsøge at redde Elizabeth. Andrews ved at Carlyon højagter kvinder, og regner derfor med, at der ikke vil ske Elizabeth noget alvorligt. Hvorfor udsætte sig for en meningsløs fare, tænker han. Kujonen har atter overtaget i hans sind. Han ender med at bukke under, tilbringe natten med Lucy, og først bryde op hen ad morgenstunden. Andrews iler til Elizabeth fuld af væmmelse ved sig selv, for i det mindste at advare hende. Elizabeth vil imidlertid ikke flygte. Senere kommer det til kærlighedserklæringer imellem dem. Andrews tilstår Lucy-historien, som Elizabeth uden videre tilgiver.
Andrews går til brønden efter vand. På vej tilbage ser han en af smuglerne nærme sig hytten. Atter kæmper frygt og mod i Andrews' hjerte. Men hvad kan han stille op? Han prøver at få hjælp hos den nærmeste nabo. Det lykkes at overtale den modvillige bonde, til at ride til toldbetjentene og at låne Andrews en hest. Frygten og fejheden havde fået ham til at tøve, ja – tildels forårsaget flugten til nabogården. Men nu har Andrews fundet modet, og han rider det farefulde i møde, så hurtigt han kan.
I hytten finder han Elizabeth død og Carlyon ventende på ham. Men der er ikke længere vrede imellem dem. Det er ikke Carlyon, der har myrdet Elizabeth. Nu står de to, som engang var venner, over for hinanden. De har begge mistet alt, der betød noget for dem. I et erkendelsens øjeblik forstår Andrews, at han er sin fars søn. Som faderen lagde moderen i graven, er Andrews skyld i Elizabeths død. Hans far har levet i ham. Et opgør med Carlyon har der aldrig været tale om. De giver hinanden et forsonende håndtryk, og Andrews lader Carlyon forsvinde i natten inden toldbetjentene kommer. Andrews har endnu et opgør tilbage. Vreden, angiveriet og alt det andet var afmægtigt. Faderen kunne han ikke ramme. Den forhadte far har hele tiden levet videre i ham selv. Da toldbetjentene kommer, lader han sig modstandsløst arrestere, men ser sit snit til at snuppe et sværd fra en af betjentene og tage sit liv.
Dette referat af "Manden i Tågen" er blevet ret langt, for den er svær at genfortælle. I modsætning til den hårde action i "Skatteøen", der let lader sig referere, er der i "Manden i Tågen" en stor mængde indre tankestrøm. De ydre begivenheder og det, som sker inde i Andrews, er hele tiden i et nært forhold til hinanden, der synes at gøre alt, hvad der sker, såvel som alt hvad han tænker, centralt og vigtigt.
Fædre på spil
Faderen er en maskulin autoritet. I sit positive udtryk en garant for trygge rammer og et forbillede for sønnen. I sit negative udtryk hæmmende og straffende. I begge skikkelser et modspil til moderen, som er den favnende skikkelse ved hjemmets åbne dør. Faderen åbner døren udad. Enten for at skænke sønnen udsyn og muligheder, eller for at jage ham bort.
Når man opfatter faderbegrebet som ovenfor beskrevet, ser man uden videre at såvel "Skatteøen" som "Manden i Tågen" er gennemsyret af faderlighed og faderskikkelser. Men også et udtalt fadertab er på spil, da både Jims og Andrews oplevelser kan opsummeres som "hvad der skete dengang hans far døde, og hvad det førte med sig". Men pointen er, at den døde fader stadig spiller en aktiv rolle.
Dertil kommer en lang række stedfortrædende fædre. Jims historie er én lang løben spidsrod mellem forskellige maskuline autoriteter. Tilsvarende støtter Andrews sig til Carlyon, men da denne bliver hans fjende, finder han ly hos sagføreren sir Henry. Da Elizabeths liv er i fare løber Andrews til bonden på den nærliggende gård og råber om hjælp. Mens han prøver at flygte fra sin forhadte far, og hele tiden spørger sig selv, om der da slet ikke findes nogen måde, hvorpå man kan ramme og hævne sig på en død mand, søger han til stadighed en anden faderskikkelse at sætte i stedet.
Hav og skibe er i begge bøger de stærke og handlingsbærende feminine symboler. Ellers er stort set alle vigtige symboler maskuline: magt, lov, myndighed, forladen hjemmet, udelængsel, eventyrlyst, jagt, hærgen, hærværk, penge, skydevåben, sabler, stokke, trusler, landkort, retssager, straf og galger. Det metaforiske rum i begge bøger er i allerhøjeste grad et faderunivers, hvor kun moderskibets skuen mod hjemmet giver en smule feminint modspil.
Alene ved at betragte de overordnede handlingsstrukturer, ser man en række tydelige ligheder mellem "Skatteøen" og "Manden i Tågen". Det bærende tema i begge bøger er en drengs stræben efter mandighed. En lang række episoder i handlingsgangen er næsten identiske. Som grundliggende forudsætning for historien har vi en død kaptajn, og en dobbeltbundet figur, der forener noget højt, kultiveret med noget lavt, forrået, som har overtaget kommandoen. I "Manden i Tågen" er den hedengangne kaptajn identisk med den hensovede far, mens det i "Skatteøen" fremstår som to personer. Imidlertid er det begge steder faderens død, der sender sønnerne ud på havet. I "Skatteøen" er Billy Bones gæsten, der bliver hustyran. I "Manden i Tågen" er denne skikkelse spaltet i Andrews' far og Elizabeths forsørger. I begge bøger forekommer et lig i stuen som dramatisk virkemiddel. Ligeledes forekommer det, at afvente et angreb, og at ikke kunne få reel hjælp fra naboerne i den nærliggende landsby, der kun kan overtales til, at ride efter hjælp, men ikke vil gå aktivt ind i et forsvar. Jim finder støtte hos fredsdommeren doktor Livesey. Da Andrews indfanges af mr. Farne og sir Henry, føler han lettelse over, at kunne overgive sagen i de rette hænder. Da Andrews endelig finder modet og stormer afsted for at redde sin elskede, er det Carlyon han finder i hendes stue. Da Jim på et tidspunkt efter at være kommet væk fra sine venner kommer tilbage til Flints hytte, i den tro at dr. Livesey og kompagni befinder sig dér, er det istedet Silver han møder derinde. De dramatiske optrin, som former historierne, er stort set de samme, og blot anbragt i lidt forskellig rækkefølge.
Den tydeligste parallel blandt de to romaners persongalleri er helt indlysende Long John Silver og Carlyon. Ikke blot er det i begge tilfælde den nye leder, der løfter arven efter en afdød legende. Det er så at sige røverbandens svar på den hvide klovn: den kloge, der ved sin begavelse og elegance skiller sig tydeligt ud fra sine primitive kammerater. Begge beskrives som store, kraftige mænd, der legemsfylden til trods har megen lethed og graciøsitet i deres bevægelser. Silver mangler et ben, men hopper ubesværet omkring. Om Carlyon hedder det, at han ligner en abe, men har smukke, kloge øjne, der undertiden kan forandre det grimme ansigt. At denne finere skurketype dog ikke er mindre skruppelløs end resten af banden, er i begge bøger illustreret ved den listige grusomhed at dræbe en mand, der står med ryggen til.
Kunne man få fædre byttet, ville Andrews utvivlsomt gøre det. Atter og atter tænker han: "Hvis dog bare Carlyon havde været min far. Så ville alt have været anderledes". Forholdet understreges rent sprogligt ved den konsekvente brug af efternavnet, Andrews. At historiens hovedperson hedder Francis til fornavn, nævnes kun i forbigående. Bogen igennem står der både i den ydre verden og på det indre, sindslige plan to Andrews'er over for hinanden, der forsøger at realisere modstridende projekter.
Mens oprøret mod den forhadte far er allestedsnærværende i "Manden i Tågen", er fadertemaet mere skjult i "Skatteøen", hvor Jims far (tilsyneladende) kun spiller en birolle. At han er krofatter giver dog en vis alfaderlighed. Udskænkeren, der ud på de små timer må formodes at undertiden skulle agere skriftefader. Han er rar, men svag. Imidlertid bevæger spændingskurven sig igennem en række maskuline autoriteter. Billy Bones slår sig ned i kroen, og bliver snart husets reelle herre. En aften sættes han imidlertid på plads af doktor Livesey, der som myndighedsperson repræsenterer loven, og endvidere fremstilles som værdig og rolig. Ved at sætte den gamle pirat på plads bliver han en slags superfar, der optræder som stand in for den svage far, over for den onde far. Lidt senere kommer godsejeren ind i billedet. Han er overilet, ubetænksom og en gammel sladdertante. Men han er rig. Han er den far, som kan give gaver og sikre de materielle rammer. Om man vil, historiens rige onkel. Endelig er der den gnavne, men dygtige kaptajn Smollet. Alle disse figurer går op i en højere enhed hos Long John Silver, der driver en kro, er en gammel pirat, der har overtaget afdøde kaptajn Flints plads som leder, er begavet og charmerende og tillige har penge. Den foregående række af gode og onde fædre mødes i Long John. Vil man læse et ungdomsoprør ind i "Skatteøen", er det da også netop Silver, Jims opstand er vendt imod. I mange af sine modtræk over for sørøverbanden er Jim nærved at kopiere ham. Endvidere er Jim åbenlyst ambivalent i sine følelser over for den etbenede. Fascination og afsky blander sig så de kun vanskeligt kan adskilles. Dertil er det denne skikkelse, der mere end nogen anden spreder frygt. Smittet af gamle Bones' rædsel har Jim natlige mareridt om etbenede mænd, længe før han overhovedet har mødt Long John, og da det hele er overstået, er det Silver, som af og til dukker op i hans onde drømme.
En gammel talemåde siger, at når guderne vil straffe os, opfylder de vore bønner. Andrews ønskede sig Carlyon til far. På en måde får Jim opfyldt dette ønske! Derimod når Jim aldrig frem til, at genkende hverken den ene eller anden faderskikkelse i sig selv. I så henseende er hans manddomsudvikling ufuldendt. Han gennemlever en række strabadser, som er hærdebrede mænd værdige, men psykologisk set er der ingen større vækst at spore. Han begynder og ender sin åndelige udvikling med mareridt om etbenede mænd. [3]
Som en snedig symbolik har Long John Silver opkaldt sit kæledyr, en gammel papegøje, efter kaptajn Flint. I de afsluttende linier af "Skatteøen" bekender Jim, at han undertiden i nattens drømme stadig hører Kaptajn Flint (papegøjen) skrige: "Dukater! Dukater!"
Lige før Andrews vågner op i redskabsskuret efter at være besvimet i Elizabeths stue den foregående aften, har han en drøm, hvor hans far og Carlyon holder hinanden i hænderne, mens de danser rundt om ham. Men i den række af begivenheder, der afslutter "Manden i Tågen", bryder Andrews netop denne runddans. Efter det erkendelsens klarsyn han opnår ved Elizabeths lig, holder hans to maskuline autoritetsfigurer ikke længere hinanden i hånden, og Andrews kan da selv trykke Carlyon i hånden, og se ham i øjnene som en mand.
For at komme faderen til livs er Andrews imidlertid nød til at ofre sig selv, og derved udslette faderens "indskrænkede idé om udødelighed". Dette drastiske skridt tyer Jim derimod ikke til. Han vælger istedet at forvise sit fjendebillede til det ubevidste, hvorfra det bliver ved at angribe ham i drømme.
Et andet forhold, der bør tages under betragtning, er faderen som økonomisk garant. I forrige tider var faderens ultimative trussel at trække sin støtte tilbage, og gøre sønnen arveløs. Derved gjorde han sønnen afhængig af sin velvilje, og kunne f.eks. tvinge sønnen til en bestemt uddannelse.
I "Manden i Tågen" har smuglerhøvdingen Andrews senior netop fået skrabet så mange penge sammen, at han som ren prestige kan sende sin søn i en fin skole. Sønnen som person interesserer ham ikke, men er hans "idé om udødelighed". Samtidig betyder opholdet på skolen, at drengen skilles fra moderen. Ved denne fjernelse gør faderen drengen til sin søn uden for moderens rækkevidde.
I "Skatteøen" er det egnens rigeste og dermed mest magtfulde mand, godsejer Trelawney, der gør skattejagten økonomisk mulig. Han betaler endvidere generøst for istandsættelse af kroen, som piraterne har smadret. Men han hiver også Jim væk fra sin mor, akkurat som den nyrestaurerede Admiral Benbow forekommer Jim fremmed - det er ikke længere hans barndomshjem. Han bliver derved i dobbelt forstand revet væk fra det moderlige element, og sendt ud i en mandeverden, hvor der kæmpes på liv og død om kaptajn Flints arv - fars penge.
Mange steder i verdenslitteraturen forekommer skildringer af, hvordan begærlighed og stræben efter rigdom kan få det værste frem i mennesker. Vennerne, der drager ud for at grave guld, og ender som dødsfjender. Folkemængden, der tramper hinanden ned, da en sindssyg rigmand smider penge ud af vinduet. Til denne række af fortællinger kan også både "Skatteøen" og "Manden i Tågen" regnes. En af de mest centrale personer i den første hedder direkte Silver (sølv), mens hans modstykke i den anden bog hedder Carlyon, hvilket også er navnet på et yndet feriested ved de engelske kyster (læs = det forjættede land). Drømmen om et sted fuld af uudtømmelige rigdomme, der med et slag kan opfylde alle ønsker, ligger dybt i de fleste mennesker, og skaber et åndeligt slægtskab på tværs af kulturepoker og skiftende moder.
Paradokset er, at mens personerne i de eventyrlige fortællinger typisk drager ud på farefulde rejser i fremmede egne for at finde alverdens rigdomme, er den civilisation de lægger bag sig bygget på penge. Civilisationens fædrende ophav er noget så vulgært og barbarisk som guldet. Derfor er begæret og guldfeberen medklingende elementer i disse to fortællinger om drenge, der forsøger at frigøre sig fra fædrenes skygger og blive mænd. Den modning, som finder sted, er tilsvarende udtrykt derved, at noget andet end materiel velstand bliver det vigtige.
Skønt der i Jims tilfælde snarere er tale om en fortrængning end en bearbejdelse, kommer han ikke hjem som den samme. Åndelig talt når han ikke i mål, men tilbagelægger dog et stykke af vejen. Det han har opnået viser sig i forholdet til guldfeberen. Han ender med at føle dyb afsky for den ø, hvor der endnu findes mange efterladte rigdomme. Han hævder, at intet i verden kunne få ham til at tage tilbage. Altså: det er ikke paradis, men helvede! Selve ordet "dukater" står som det grusomme omkvæd i hans onde drømme. I stedet har han lært noget om ægte og falske venner, hvor en pointe er, at man ikke kan regne med det ydre skin. En flot og velsoigneret mand med en behagelig fremtoning kan lige så godt være en skurk, som en beskidt bølle.
Andrews på sin side vil når som helst bytte en festmiddag for en tør brødskorpe, hvis blot han deler denne med Elizabeth. Det særlige ved Elizabeth er, at hun appellerer til hans ånd frem for hans fysiske drifter. Skiller man sig af med alle ejendele, og står klædt af til skinnet, vil det sidste håndgribeligt-materielle man har tilbage, være sin krop. Helt i overensstemmelse med dette giver Andrews og Elizabeth den som Romeo og Julie, for derved at blive materien kvit og kunne forenes i ånden. Med sin fine skolegang og de anbefalinger sir Henry har lovet ham, kunne Andrews sandsynligvis have klaret sig ganske godt i verden, endog i en ufarlig bestilling, hvor hans fejagtighed ikke var noget problem. Men han vælger istedet det modige og dristige. Akkurat som Jim vil han ikke ud på flere rejser.
At både Andrews og Jim er børn af mammon er tydeligt. Den ene søn af en kroejer, den anden af en smuglerkonge. De finder hver sin vej ud af pengenes forbandelse, omend det i begge tilfælde virker som en halvt ulykkelig og ikke helt ideel løsning. Men Andrews har opnået en dybere erkendelse end Jim.
I "Skatteøen" forekommer to personer, der er ved muffen: Trelawney og Silver. Udover at være et gammelt engelsk overklassenavn, rummer Trelawney ordet law (lov). Dette burde vel antyde, at godsejeren er kommet til sine penge på hæderlig vis, i det mindste i forhold til gældende love. Formodentlig er der tale om en familieformue. Silver betegner derimod selve mønten, og et pengestykke kender ikke til samvittighed eller moralbegreber, kan blot være mere eller mindre blankt og skinnende. Dog er loven jo også beskyttelse af ejendomsret - begær og materialisme inden for fastsatte, legale rammer. Parret er loven og mønten grundpiller i civilisationen. Livesey, der rummer ordet live (liv), er et godt navn til en læge, svarende til hvis en dansk kollega hed dr. Rask. Men da planerne om skattejagten udkastes, er livet søgt hen til loven. Derved bliver det forblindet liv, der målrettet bevæger sig lige i favnen på den blanke, men skruppelløse mønt. Ovre på Silvers side støder man på navne som Bones (ben) og Flint (sten). Lutter ting, som peger i retning af død, skeletter og forstenelse. For at kunne blive en mand, må Jim forholde sig til begge dele, manøvrere frem og tilbage imellem det lovformelige liv og den forkrøblede stræbens blinde begær. Alligevel bliver han kun delvis bevidst, og må tage fortrængning til hjælp for at blive voksen. Spørgsmålet er derfor, om han ikke betaler en højere pris end Andrews?
Som påpeget i det foregående er der tungtvejende grunde til at formode, at Graham Greene har ladet sig inspirere af "Skatteøen", da han skrev "Manden i Tågen". Man kan derfor her litterært tale om fædrende ophav, eller at "Skatteøen" har stået fadder til "Manden i Tågen".
Undertiden kan man ligge i sengen med en roman, og efter flere timers læsning blunde hen, for så i drømme at opleve en sært forvrænget udgave af bogen. Det forholder sig på en lignende måde med "Manden i Tågen". Ved sit poetiske anstrøg og de store mængder indre tankestrøm har den en mere æterisk karakter end "Skatteøen", hvilket netop kan forekomme lettere drømmeagtigt. I mange af sine romaner viser Graham Greene sig som en mester i parafrasen, med de evangeliske transfigurationer i "Magten og Æren"(1940) som det ypperste eksempel. At han med sin debutroman ønskede at skildre den moderne konflikt ved hjælp af den højromantiske grundfortælling, er uden videre tydeligt. Men lige så sikkert er det, at han undervejs må have skævet til Stevensons klassiker. Netop som når en roman forfølger en ind i drømme, byttes der rundt på begivenhedernes rækkefølge, to eller flere situationer blander sig med hinanden, der vendes om på hvem, der siger og gør hvad, ogdog forbliver historien genkendelig. At operere med denne form for forvrænget spejlbillede er vigtigt, når man vil forstå forbindelsen mellem "Skatteøen" og "Manden i Tågen".
Den hårdkogte mandfolke atmosfære hvori "Skatteøen" udspiller sig, levner ikke megen plads til kvinder. Den eneste direkte medspiller i historien er Jims mor. Der falder nogle henkastede bemærkninger om Silvers negerkone, men hun er blot omtalt, ikke aktivt deltagende. Dette står i en tilsyneladende modsætning til "Manden i Tågen", hvor i hvert fald mindst to af adskillige optrædende kvinder må regnes for centrale, nemlig Elizabeth og Lucy. Men netop disse to kan indirekte udelades af hændelser og begreber i "Skatteøen". Et klokkerent eksempel på forvrænget spejlbillede er da Andrews har fået for meget at drikke, og påkalder sig opmærksomhed i værtshuset. I denne scene genkalder han den højtråbende, berusede pirat, der synger for på grove viser i Admiral Benbow. Da den gamle søulk får sit første slagtilfælde, smøger dr. Livesey hans ærme op, og finder på overarmen en tatovering med teksten "Billy Bones pige". Intet figurativt, blot skriften. I sin fuldskab vil Andrews tegne Elizabeth for de andre gæster i værtshuset, men kan ikke. Han kan kun opridse de to lysestager, der omkranser hende i hans erindringsbillede. Ligeledes gælder, at det er moderen, der kommer Jim til hjælp da Bones styrter, akkurat som Andrews besvimer for øjnene af Elizabeth. Dette svarer til den afsluttende erkendelse, at Andrews bærer rundt på sin far. Nogle barndomsminder om hans mor dukker op i løbet af historien. At de samlede og tørrede blomster, at faderen, der størstedelen af tiden var fraværende, var grusom og tyrannisk når han kom hjem fra sine togter. Andrews hos mr. Farne og Sir Henry minder dels om Jims besøg hos godsejeren og doktoren. Men der er ligeledes paralleler til, da Jim havner midt i fjendens lejr, da han tror at finde sine venner i Flints hytte, og i stedet traver lige i favnen på piraterne. For den freudianske læsning er en etbenet mand, der hedder Long John Silver, naturligvis en ren foræring, hvor de fallistiske tolkninger står i kø. Ligeledes kan man vælge at læse et ødipalt tema ind i, at Andrews går i seng med øvrighedspersonens kæreste. Snarere er der dog tale om et dybt fald, en nedsænkning i smudset. Således må det ødipale tema forstås i en verificeret, overført betydning: ved at udleve det svinske bliver Andrews sin far lig, akkurat som han er ude på eventyr og dermed væk hjemmefra. Men ude på eventyr er også hvor Jim befinder sig, fra det øjeblik han rider med toldbetjenten hen til godsejeren og doktoren. Dertil kommer Jims generobren skibet, et klart kvindeligt symbol. Carlyons store nederlag i "Manden i Tågen" er netop det, at toldbetjentene finder skibet. Både Andrews og Carlyon mister deres "pige". Jim er draget ud efter skatten, et ord man også undertiden bruger om en kær veninde.
Således leges der med symbolske forskydninger og sammenflydte situationer i "Manden i Tågen". Det kunne særdeles vel være den man drømte, når man døsede hen midt i læsningen af skatteøen!
Omsat til danske sprogtermer kunne man forestille sig at læse en bog, hvor der atter og atter forekommer noget med rigdom/penge og noget med land, hav og kyster, kyster, kyster. Hvad kunne da være mere oplagt, end at man under et øjebliks slummer havde en drøm om en hr. Rungsted, der rendte rundt og talte om store, smukke ting, alt imens han handlede lavt og usselt?
Men faktisk kunne man også forestille sig det modsatte, altså at man under læsning af "Manden i Tågen" drømte "Skatteøen". Man læser om begær og berigelse, om folk, der stikker lidt til side, men især læser man om sjælelig forkrøbling, om sind, der misdannes under negativ faderlig indflydelse. Hvad kunne da være mere oplagt, end at få en drøm om en krøbling ved navn hr. Krone?
Set i dette perspektiv kan man altså sige, at de to bøger er hinandens forvrængede spejlbillede, eller om man vil forestille sig en grundsamling af dramatiske optrin og karaktertyper, der frit kan sættes sammen i alle mulige kombinationer, ligesom blandinger af såvel figurerne som hændelserne lader sig tænke. Man kan altså forestille sig en ur-konstruktion bag de to litterære konstruktioner. [4]
Kronologien fortæller os, at Stevenson af indlysende grunde ikke kan have været inspireret af "Manden i Tågen", at den eneste mulige vej er omvendt. Men ser vi bort fra denne omstændighed og forestiller os, at "Skatteøen" og "Manden i Tågen" drikker af samme ur-kilde, bliver det kronologiske forhold underordnet. Mange år senere antydede Graham Greene indirekte denne omstændighed i novellesamlingen "På sporet af Virkeligheden" (1963), hvor "Skatteøen" direkte nævnes i en fortælling, "Under Haven", der lader tre begivenhedsforløb stå over for hinanden som en gådefuld spørgen om, hvad der egentlig skete. I det hele taget er det en greene'sk underfundighed, at tingene ofte slet ikke er sådan som man tror. Denne dobbeltskrue spiller en central rolle i bl.a. "Hemmelig Agent" (1939), "Den tredie Mand" (1949) og "Enden på Legen"(1951).
Går man ind på tanken om en ur-fortælling, leder dette uden videre til en ur-fader. For så vidt kan essensen af grundstrukturen føres helt tilbage til paradismyten, hvor den vrede Gudfader smider mennesket ud, hvorved det kommer til at drive omkring på tilværelsens hav. Det syndefald, der fordærver mennesket, har samtidig karakter af en ny indsigt. Men indsigten når sønnen gennem det kvindelige, d.v.s. det intuitive, Adam via Eva, akkurat som det er Jims mor, der partout vil tilbage til kroen for at gøre regnskabet op, og få de penge Billy Bones skylder, hvorved de finder skattekortet. Andrews bliver sig sit køds skrøbelighed bevidst gennem Lucy (navnet betyder lys!), der betegnende nok nægter at have sex i mørke, men han opdager også et højere lys, en åndens klarhed ved Elizabeth. Muligvis er navnet tænkt i forbindelse med Elizabeth d. 1. der havde tilnavnet "jomfrudronningen". Allerede før disse to centrale begivenheder har kærlighed til moderen og had til faderen bragt Andrews til at forråde sine kammerater, mens Jim har følt uvilje over for Bones' fortrolighed, forsøgt at hjælpe sin mor, og føler en skinsyg uvilje, da en anden dreng hyres til at hjælpe moderen i kroen under hans fravær. I alle disse tilfælde bliver noget kvindeligt/moderligt kilet ind i den maskuline verden. Men det er netop dette feminine intermezzo, der skaber rod i broderskabet, forrykker den herskende orden i en mande- og faderverden. I en verden uden mødre ville fædre og sønner principielt kunne leve i fordragelighed, således at forstå, at uden det skjulte, ville det tilsyneladende kunne tages for pålydende [5]. Uden det intuitive, det irrationelle, det eventyrlige og det mystiske ville verden være formindsket og nedskrevet til ren, tør snusfornuft - og ufred er ikke særlig fornuftigt. Freudiansk set er der tale om et ødipalt opgør: fædre og sønner kæmper om moderens gunst. Netop derfor bliver det overvejende et negativt faderbillede, der kommer til udtryk i de to romaner. Vrede, straffende fædre vogter skinsygt på mødrene og døtrene, og gør således alt for at hæmme og undertrykke sønnerne, der må forsøge at rejse sig i et oprør - hvad end det så er afmægtigt eller potent - gribe til modstand og forsøge at finde en vej ud af en pålagt indespærring. Jim hører Silver lægge planer med de andre banditter skjult i en tønde. Andrews kommer ud af en tæt tåge og er nær ved at støde ind i Carlyon. I begge situationer gælder det om, at ikke blive opdaget, krybe ind i sit skjul (moderlig symbolik = inde i mors mave) og derved undgå sanktioner. Set i det perspektiv er både "Skatteøen" og "Manden i Tågen" historier om onde, vrede fædre.
Som det har været nævnt i anden forbindelse, foreligger der et slægtskab mellem Stevenson og Greene, men langt ude, ikke nært. Det interessante spørgsmål er naturligvis, om man kan sige det samme om "Skatteøen" og "Manden i Tågen": beslægtede, men langt ude, ikke nært?
Måden faderfigurer er brugt som virkemiddel i "Skatteøen" svarer ganske godt til den faderkonflikt, der må siges at være hovedtemaet i "Manden i Tågen". Der er tydelige paralleler mellem Long John Silver og Carlyon. Den samme blanding af gentleman og monster. Værre end de andre, fordi han netop ikke er en rå, dum bølle, men tænkende, civiliseret, med evnen til at charmere, men dødsens farlig under overfladen. Dette er det centralt karakteristiske for både Silver og Carlyon. I handlingsgangen har vi i begge historier som vigtige punkter på vejen, den døde mand i stuen, som en kvinde og en dreng er alene med. Vi har besvimelsesanfaldene. Vi har den nærliggende landsby og dens beboere, som bl.a. har berøring med en begravelse. Vi har toldbetjentene og en flugt fra en vig. Andrews' møde på advokatkontoret har en lang række ligheder med Jims besøg hos godsejeren. Vi har et sted i baggrunden en gammel, afdød pirat, som kan skræmme alene ved, at hans navn bliver nævnt. Kampen med indre og ydre fjender er i begge tilfælde det, der til sidst gør en skræmt dreng til en handlende mand. Undervejs er især tåge, men også andre vejr- og klimabegreber, tilbagevendende symboler, der maler stemningen i de hastigt passerende situationer. At handlingerne ligger tæt op ad hinanden, og at en del af persongalleriet har udtalte lighedspunkter, lader sig næppe bortforklare. Men har selve ånden, intensionen og hensigten i de to romaner noget videre til fælles?
Mange vil givetvis være tilbøjelige til at hævde, at der kan være visse rent handlingsmæssige lighedstræk, men at de to bøger er ude i hver sit ærinde. De vil påpege, at Stevenson og Greene levede på hver sit tidspunkt, og således forholdt sig til forskellige perioder, ligesom der netop i tiden mellem 1880'erne og 1920'erne fandt en række af de mest gennemgribende udviklingsfaser i litteraturhistorien sted. Alt dette må man i hovedsagen sige er uomtvistelige fakta.
Alligevel vil der utvivlsomt være andre, som kiler et "ogdog!" ind, idet de vil hævde, at de to bøger ikke blot ligner hinanden i det ydre, men også i det indre. De vil fremhæve fader-temaet såvel som hele spørgsmålet om frygt og mod, og på dette grundlag argumentere for en parallel psykologi, hvor balanceforholdet blot er lettere forskudt, således at "Skatteøen" især lægger vægt på modet og handlekraften, mens "Manden i Tågen" sætter fokus på temaer som frygt og angst (således som man almindeligvis filosofisk skelner mellem de to begreber [6]), og at det udelukkende er i denne forskydning af vægtforholdet, at bogens "modernitet" kommer til syne. Ved at tippe balancen i "Skatteøen" over til den anden side - og kun derved - opnår "Manden i Tågen" sin eksistentielle (og ikke blot kronologiske) samtidighed med anden moderne litteratur.
Mellem de to synspunkter åbner der sig et spændingsfelt. Det er netop dette, det er spændende, at forsøge at trænge ned i. Ja og nej er blot strenge absolutter, som hurtigt er udtømt. Men den dirrende gråzone imellem dem, åbner op for en verden af spørgsmål og eftertanke. At bore sig ned i spændingsfeltet er ikke nødvendigvis let. Men det er her åbenbaringerne gemmer sig!
På dette sted er gjort et forsøg på at forfølge blot én af vævens mange tråde.
"Susan og Bliss brændte Susans far hvert år som et symbol på, at de slap ham og begyndte på en frisk. Det var i hvert fald meningen med det. Måske holdt de op med det, hvis det nogensinde lykkedes."
- Chelsea Cain
[1] Det er mig bevidst, at jeg som hale på en ellers ren genfortælling begynder at fortolke. Man bedes tilgive, at jeg med et lille kunstgreb forsøgte at få en sammenhængende overgang til det næste afsnit. På det symbolske plan er sagen netop den, at Silver slap fri, og så gik der kludder i det hele.
[2] I sin essens er den romantiske grundformel, at det unge par, der ikke kan få hinanden i livet, får hinanden i døden. (*)
[3] Man kan evt. mene at se en udvikling deri, at Jim i begyndelsen af historien ikke ved, hvem den etbenede er, men ved slutningen har fået sat et ansigt på.
[4] Med en blot lidt anderledes drejning på vinklen kunne titlen på nærværende arbejde også have været "Intertekstualitet i det moderne gennembrud". En tredie mulighed kunne være en mere tilbundsgående sammenligning mellem karaktererne Silver og Carlyon, der udelukkende beskæftigede sig med dette spørgsmål.
[5] I mange af Greenes romaner får man en fornemmelse af, at en mand, der står alene, befinder sig i et tomrum, hvor han hverken er frelst eller fortabt. Begge dele synes at være noget, han kun kan blive gennem en kvinde.
[6] Med J. P. Sartres formulering: frygt er, at kigge ned i en afgrund, og være bange for at falde. Angst er, når det går op for en, at man selv kan springe.
———
Note til note:
(*) Romantikken var den periode, der gik umiddelbart forud for det i nærværende arbejde skildrede tidsafsnit.
Der var tale om en opgør med oplysningstidens snusfornuft og materialisme, ligesom det var et udtryk for bekymring over den begyndende industrialisering. Livet var større end maskiner og kold fornuft. Bl.a. var der de store følelser, det sanselige, det mystiske og de store naturkræfter. Menneskesindet og det indadvendte blik kom i centrum. Der var tilløb til en begyndende udforskning af driftslivet, men som oftest var det de ædle følelser, som der var fokus på. Således optræder der i mange romantiske fortællinger to kvindetyper, der repræsenterer den sorte og den hvide dør, som helten tvinges til at vælge imellem. En særlig understrømning var den gotiske fortælling, forløberen for vor tids gysere.
Den gotiske fortælling oplevede en genblomstring i de sidste år af 1800-tallet, som især kom til udtryk gennem en række engelske forfattere. Fra Horace Walpole og andre tidlige "rædselsromantikere" i sidste halvdel af 1700-tallet går der en ubrudt linie til de victorianske gysere og underholdningsromaner 100 år senere. Således bl.a. R.L. Stevenson.
Blandt de typiske træk for en romantisk fortælling er der følelserne og kærligheden. Det har en eksistentiel baggrund: længslen efter ægthed, de store idealer, forestillingen om at der findes noget højere, og mennesket, der lever nede i den lave hverdagsverden føler sig fremmedgjort, fordi det føler savnet efter det tabte paradis. Den højere idealernes verden forstås her i overensstemmelse med Platons hulelignelse. Det vi kalder virkeligheden er kun en svag afglans af den egentlige virkelighed, men i sjældne inspirerede(eller forelskede) stunder, aner vi den rigtige virkelighed.
Der ligger i dette en gøren opmærksom på sanseligheden, at mennesket ikke kun er fornuft, og ikke altid handler fornuftigt, og heller ikke nødvendigvis bør gøre det. Undertiden er det rigtigere at handle ufornuftigt, fordi man derved følger sit hjerte og opnår autenticitet. Prisen for dette kan være høj, måske ligefrem koste en livet. Men så har man i hvert fald levet. Man har følt noget, været noget, og ved at trodse den kedelige fornuft, har man udvist modet til at kaste sig ud på lidenskabernes vilde hav. Dermed fødes individualismen. Det enkelte menneske har særlige eksklusive følelser.
Den typiske romantiske helt føler sig fremmed og ulykkelig i en materialistisk og følelseskold verden fuld af stive konventioner og manglende naturlighed. Han drager til Amerika og ser på indianerne. Fascineres af disse "naturbørn" i pagt med omgivelserne. Han ser det han har søgt efter, men ikke kan blive en del af, da han bærer kulturens byrde med sig. Hvis der så også lige er en sød lille indianerpige, med nogle kønne øjne, er vi lige ved at have hele batteriet kørt i stilling.
Men længslen er vigtigere end fuldbyrdelsen. Ikke noget fy-fy her. Det ville jo netop trække den højere idealernes verden ned i hverdagens trivialiteter. De romantiske helte kan pr. definition kun opleve ulykkelig kærlighed. Selv når fuldbyrdelsen indtræffer. For den er netop en svag afglans af de høje drømme. Kun i fantasien kan den elskede være fuldkommen, og man kan drømme om overnaturligt smukke elskovsnætter. Når det kommer til stykket, viser det sig naturligvis, at hun har kolde tæer og svedige armhuler ligesom alle de andre. Men følelserne og drømmene er ubegrænsede. Som de store naturkræfter med storme, der raser og vulkaner, der er i udbrud, kan det indre liv, præstere en lignende voldsomhed. Men disse voldsomme lidenskaber og deres uhæmmede, ukontrollerede art bryder i mange tilfælde med de almindelige borgerlige normer, og hvad man generelt forstår ved "god opførsel". Derfor står de borgerlige normer altid som fjenden.
En typisk fortælling: et ungt forelsket par må ikke få hinanden for deres forældre(læs: den borgerlige norm). De gør oprør mod autoriteten ved at stikke af sammen. De forsøger at sejle ud på en øde ø, hvor de vil leve sammen. Men under sejladsen bryder der et uvejr løs (aha! - Store naturkræfter) og båden går ned. Med andre ord fortæres de af deres lidenskabers voldsomhed, men samtidig er de evigt forenet på havets bund. Men vel at mærke uden at det nogensinde er kommet til en fysisk fuldbyrdelse af deres kærlighed. Gennem deres død har de virkeliggjort det utopiske ideal.
Selv samme fortælleskelet må siges at være den benyttede grundmodel til "Manden i Tågen", hvor den imidlertid bruges på en ny, anderledes og yderst "moderne" måde.
-----
N.B. Se også "Skatteøen" og "Manden i tågen".