toner, ord og tanker
For tiden har jeg flere gange ugentligt min gang på Vesterbro, og ja – netop lige i nærheden af Istedgade og Halmtorvet. Her er der imidlertid ikke længere som de associationer, der umiddelbart melder sig i forbindelse med disse lokaliteter.
I løbet af sommeren har jeg set flere børnehaver på udflugt end prostituerede. Ligeledes kan man komme gennem Halmtorvet og se studerende sidde og kigge i deres bøger eller unge par inde på midterdelen, mens den berygtede mur er helt tom og nøgen. Altså netop dér, hvor de i forrige tider stod på rad og række, og det var helt åbenlyst.
I lutter glæde og begejstring over det nye, mere familievenlige Vesterbro har jeg fremsat en del morsomheder, hvor jeg har pjattet lidt med netop den måde, det foregik helt åbenlyst førhen. At det var så tydeligt, hvad det drejede sig om, betyder retrospektivt, at det er morsomt at finde måder at bortforklare det. Der kan jo være så mange grunde til at stå og læne sig op af en mur. Det kunne jo være, at man pustede ud oven på en eller anden anstrengelse, f. eks. at man havde slæbt på noget tungt. Så måske var det bare flyttehjælp. Det er jo bare det, at højhælede sko, stramtsiddende nederdel og netstrømper måske er en smule upraktisk, hvis man skal have et klaver op på femte sal.
Men ak ... jeg havde glædet mig for tidligt, og virkeligheden selv skulle levere en besk-ironisk kommentar til mine morsomheder.
For en uges tid siden kom jeg ned af Istedgade og fik øjenkontakt med en kvinde, der sagde et eller andet uforståeligt. Det skulle vist forestille at være engelsk, men var så gebrokkent, at det ikke rigtig lod sig dechifrere. Men det kunne jo være at den stakkelse udlænding var faret vild, lige skulle pegees i retning af Rådhuspladsen, Enghaveplads eller hvor det nu lige kunne være, så jeg standsede op. Hun kom hen og fremkom med et par brokker mere, jeg ikke kunne forstå. Men så midt i al hugga-bugga-talen greb hun pludselig fat i min arm og der lød klokkeklart noget med ”a good fuck”. Jeg fik selv sagt meget tralvt med at friøre mig fra hendes greb, imens jeg sagde ”No, no no,” for så at skynde mig videre.
Det var virkelig et chok!
Nu havde jeg lige gået her og glædet mig over det nye Vesterbro. Som en mærkelig omvending af mine vittigheder om, at det er upraktisk med det typiske antræk, hvis man skal have et klaver op af en trappe, var hun overhovedet ikke klædt i noget der lignede. Bare cowboybukser og en vindjakke. Sidstnævnte lynet helt op i halsen. Overdelen i den klassiske uniform var en nedringet ting, der også var forsynet med en eller anden skubbe op funktion, så alt var tydeligt.
Det her var overhovedet ikke den klassiske uniform eller bare noget der ligner. Hende nede i supermarkedet, der står og kigger efter en eller anden vare. Ja, sådan så hun ud. Helt almindelig. Hun havde vist heller ikke nogen make up på. I så fald var det i hvert fald en diskret og afdæmpet en. Slet ikke den gængse krigsmaling. Nej – VIRKELIG: det kunne have været hende, man ser nede i supermarkedet.
I løbet af den lidt over en uge, der siden er gået, har jeg fundet ud af, at der er flere ”vindjakker”, der huserer på et bestemt stykke af Istedgade, og hvis man vil undgå dem, skal man for en sikkerheds skyld gå på den anden side af gaden. På den anden side af gaden har man også et udsyn og overblik, der betyder, at de er lette at få øje på. Går man på samme side kan man lettere blive overrumplet.
Jeg er ikke sikker på, at jeg synes dette er et fremskridt i forhold til dengang det vitterligt var helt åbenlyst. Dengang var det også lettere at parere udenom, og dem, der rent faktisk var interesserede i sådan noget, kunne let finde det, uden at der var risiko for forvekslinger. For der kunne jo også ske det modsatte: at det VAR hende fra supermarkedet. En kvinde, der bare skulle ned og købe en liter mælk, ikke havde handsker med, og så havde stukket hænderne i lommerner på sin vindjakke, og der så pludselig stod en savlende mandsperson og spurgte ”How much?”
Dengang var der faktisk orden og system i tingene. Det var ikke et tilfældigt geled ned ad Halmtorvet. De mindre pæne og dem, der var ved at blive lidt for gamle stod nærmest Hovedbanegården. Trinvis væk fra hovedbanegården blev de så flottere og dyrere. Evt. Interesserede kunne således rende lidt frem og tilbage, mens de foretog pristjek, og de tog med garanti ikke fejl af, om en given kvinde var eller ikke var.
Nu hersker det rene rod og kaos. Uskyldigt forbipasserende risikerer at blive antastet af en af disse vindjakker, der maser sig ind i folks synsfelt med et spørgende blik, som om de er faret vild. Bortset fra at være på et bestemt stykke på en bestemt side af gaden er der heller ingen orden i geledderne. Jeg har rent faktisk fra den anden side af gaden genkendt to, som jeg med få dages mellemrum har set stå i modsat rækkefølge.
Således – for nu at opsummere - står de altså i tilfældig rækkefølge og kaster sig over uskyldigt forbipasserende.
- Og så er de ikke engang reglementeret påklædt!!!