Kommentarer til De 20 fraktioner

Fraktion 1: Lak

Beskrivelse: Arkivets samling af lakplader. Der lægges primært vægt på formatet frem for nogen bestemt slags musik eller historiske bevægelser. Man får således smagsprøver på et bredt udvalg af musik, der tager udgangspunkt i noget så vidt muligt alment, alle kan forholde sig til, for i en fortsat bevægelse gennem lidt mere særprægede ting at føre frem til nogle prøver på klassisk musik, der burde kunne fungere som en indslusning for dem, der udelukkende er fortrolig med rytmisk musik. Således er denne samling nok først og fremmest en præsentation af et pudsigt medie, men har også en vigtig funktion i arkivet - især for dem, der ikke færdes hjemmevandt i den klassiske musik. En anden vigtig introduktion består i at få en første fornemmelse af, at der er en forskel på musik og musikoplevelse. Det sidste hænger sammen med meget andet og mere end blot musikken. Således også måden man hører musikken på. Herunder mediet/formatet. At høre en 78'er med en spilletid på 3-4 minutter og at rende rundt med en ipod, der kan rumme flere døgns musik, er på det nærmeste usammenligneligt. Dertil kommer, hvordan de forskellige ting ser ud. Der blander sig noget visuelt med det auditive. I virkeligheden er alle sanser i spil og ender med at påvirke oplevelsen. At beskæftige sig med noget, der er så anderledes end flertallet af de måder, man primært hører musik på idag, skulle gerne kunne fungere som en bevidstgørelse af alt dette.

Fraktion 2: Forberedelse

Beskrivelse: "Under Lyden" er en samling bøger og skrifter, der bidrager med væsentlige input til musikkens fænomenologi. Ved at indføre en sondring mellem musik og musikoplevelse kom vi allerede under gennemgangen af 78'erne på sporet af et "mere". Men det kan strækkes uendeligt meget længere. Musikoplevelse kan foregå på mange planer og niveauer fra det fuldstændig overfladiske til det særdeles dybdegående. Musik er ikke bare musik. Musik er mere end musik. Der er noget bag og under. Dette kan man særlig tydeligt erfare i forbindelse med den klassiske musik. Om denne gælder imidlertid, at pladeindustrien kun spiller en birolle, da størstedelen af denne musik fandtes, længe før der fandtes plader. Det gør omvendt den klassiske musik til noget mindre vigtigt i pladeindustriens historie. Mens det afgjort er den klassiske musik, der spiller hovedrollen i den samlede (vestlige) musikhistorie, er det den rytmiske musik, der har et særlig intimt forhold til pladeindustrien. I forbindelse med den rytmiske musik kan man tale om noget, der er opstået i en dialog med plademediet. Det kan man måske også hævde om visse moderne komponisters værker, men absolut ikke om de ældre.

Akkurat som i tilfældet film og teater. En filmhistorie begynder almindeligvis ikke med de græske tragedier. En kort, overordnet gennemgang af den klassiske musik hører sig dog til. Men netop fordi emnet er pladeindustriens historie (og ikke musikkens historie), kan den ikke blive mere end en indledning.

Den klassiske musik viser os, at der havde været masser af musik, længe før der var en pladeindustri. Den giver os et indblik i de århundreder, der går forud for det 20. århundrede. Derved udgør dette kapitel en uundværlig optakt. Men det kan ikke blive andet end en optakt, for det er ikke vort emne som sådan. Derimod viser det bagved og nedenunder, giver os mere fornemmelse for det "mere" vi allerede fik en første fornemmelse af, da vi hørte lakplader. Netop dette gådefulde "mere" er en af arkivets hovedpointer, og i det omfang man kan tale om, at noget er gået galt, så hænger det sammen med en udhuling, der har afskåret forbindelsen til de dybere lag. Med indførelsen af postmodernismen skete der en forherligelse af overfladiskheden, som fornægtede al bag og under. Arkivet er i den forstand anti-postmodernistisk i og med at lægge særlig vægt på bag og under. Endvidere er arkivet i hele sin art indbegrebet af det, postmodernister foragteligt kalder "en stor fortælling". Arkivet er en hyldest og kærlighedserklæring til den store fortælling, som derved også hævder dennes gyldighed.

Samtidig har såvel denne fraktion som de nærmest efterfølgende en vejvisende funktion, der modsvarer 78'ernes. Mens lakpladerne hjalp de rytmisk orienterede hen til den klassiske musik, vil den, der står fremmed over for den rytmiske musik gennem fraktionerne 2-4 få en begyndende og mest mulig smertefri indføring i den rytmiske musik. For rent klassisk orienterede kan det således anbefales at begynde rejsen gennem arkivet med fraktion 2.

Blandt den samling af klassiske lp'er, der findes i Fraktion 2, kan man følge vejen fra den gregorianske korsang op gennem middelalder og rennæssance. Bl.a. er der smagsprøver på nederlænderskolens polyfone korværker og ars nova. Videre går det op igennem barok og rokoko med de store komponister. En del er repræsenteret i større eller mindre grad, men der er især favoriseret på Bach og Mozart. Videre går det med romantikerne og nogle nyere ting. Herefter et lille guitarkapitel, der især har fokus på Andres Segovia og Django Reinhardt. Derved kommer man atter over i den rytmiske afdeling. Samlingen ender med nogle udgivelser i grænselandet mellem klassisk og pop.

Fraktion 3: overgang a

Beskrivelse: Tredie fraktion er i alt væsentligt et cd-supplement til den anden fraktion. Men en mere inddelt systematik betyder, at der fokuseres mere på særlige underemner, og at der derved trænges ind i nogle kringelkroge, der i fraktion 2 ikke er meget mere end antydet. Fra det overblik man har fået i den anden fraktion, er der således i den tredie mulighed for at gå lidt mere i dybden. Således kan Fraktion 3 betragtes som et kompendium.

Det afsluttende, ottende led, "Djangos Gypsies og andre Godtfolk", rummer en række bøger om Django Reinhardt, sigøjnere og sigøjnerliv, foruden en smule materiale om Andres Segovia. Således afsluttes der med nogle lettere etniske og eksotiske nuancer, der er af stor betydning for det videre forløb, ikke mindst Fraktion 4, hvor dette er et altdominerende ledemotiv.

Fraktion 4: overgang b

Beskrivelse: Efter en massiv indføring i Django Reinhardts musik og læsning af bøger som f.eks. Isabel Fonsecas "Den lange Rejse", vil mange nok have fået vakt nysgerrigheden og lyst til at stifte bekendskab med musik fra fjernere himmelstrøg.

I løbet af Fraktion 4 vil man få mulighed for at sætte sig ind i såvel at der findes helt anderledes musikformer uden for den vestlige kulturkreds, som at der findes en folkelig europæisk tradition ved siden af den klassiske.

Allerede middelaldertrubadurerne repræsenterede noget andet end den musik, der samtidig lød i kirken. I senere tider har forskellige europæiske lande udviklet særlige former for folkeforlystelser, der nok delvis har rødder, som kan føres tilbage til opera og operette, men har løsrevet sig herfra og dannet sin egen historiske linie. Det gælder f.eks. den franske cabaret og den engelske music hall. Ligesom man kan tale om helt andre kulturområder, kan man således også tale om særtræk for de enkelte europæiske lande. Traditionelt er den mest udbredte sondring imellem tysk, fransk og engelsk. En del af dette er naturligvis myter eller ligefrem noget, der har udspring i gensidige fordomme de tre lande imellem. Men visse træk træder ikke desto mindre umiddelbart frem som karakteristiske.

Samtidig får man via Fraktion 4 et indblik i en række af jazzens rødder. Med eksempler på både marcher, kvadriller, polkaer, foruden afrikansk og indisk musik såvel som spansk flamenco kommer man rundt om et bredt udvalg af former, der med større eller mindre ret tillægges en betydning for jazzens opståen. Disse spørgsmål er i det uendelige blevet diskuteret i diverse jazzbøger. For den almindelige læser er det sjældent videre gennemskueligt hvad der er fup og fakta, når diverse forfattere gensidigt beskylder hinanden for at være fulde af løgn. Her har man derimod mulighed for selv at vurdere via en direkte kilde: musikken selv.

Derved udgør Fraktion 4 en særdeles vigtig forberedelse til de næste fraktioner, hvoraf en stor del af materialet har fokus på jazzens historie. Hvor det ikke handler om jazz, handler det om ting som f.eks. country and western genren, radioen og de første popstjerner m.v. Man kan altså sige, at vi fra europæisk kultur i det videre forløb hopper over i amerikansk, og at det især er via dette vi får en egentlig gennemgang af pladeindustriens historie.

Gennem de fire første fraktioner har man fået en grundig fortræning til at give sig i kast med dette stykke historie. Blandt de fire må den første og fjerde siges at være dem, der knytter mest direkte an til det efterføgende. Men også i de to mellemste er der mange vigtige indsigter at hente.

Alene det at opdage hvor mange forskellige ting musik kan være, vil for nogen i sig selv være lidt af en åbenbaring. Naurligvis især dem, der tidligere kun har beskæftiget sig med et lille, afgrænset område, og i alt væsentligt kun har kendskab til én slags musik. For disse burde de fire første kategorier simpelthen have virket som en bombe, der har sprængt hele deres horisont i stumper og stykker.

For andre har oplevelsen naturligvis været betydelig mindre voldsom. Især hvis de i forvejen har et stort kendskab til forskellige musikformer. Men selv blandt de velbevandrede skal der nok være nogen, som undervejs har fået sig en lille øjenåbner eller to.

Folk kommer nødvendigvis til arkivet med vidt forskellige forudsætninger og musikalsk baggrund. Tilsammen skulle de første fire fraktioner gerne have skabt et fælles grundlag, så man i samlet trop kan begive sig ind i fraktion 5.

Fraktion 5: Tidlige Indspilninger

Beskrivelse: Med denne fraktion begynder den egentlige gennemgang af pladeindustriens historie. Det første led, "Den rigtige Begyndelse", rummer en række bøger, der giver nogle indfaldsvinkler såvel til pladeindustriens første år som selve begrebet begyndelse. Endvidere rummer leddet en række gode råd til lytteren. At forholde sig til nogle af de ældste eksisterende indspilninger, handler ikke kun om, hvad det er for en slags musik. Men også om at det er primitive indspilninger med en lydkvalitet, mange nutidige lyttere vil have svært ved at forholde sig til. At gå direkte fra det foregående til samlingen af tidlige indspilninger vil for de fleste være alt for drastisk et skift. Der er således brug for en introduktion til den tidlige lyd. Denne får man dels fra en række gode råd og tankevækkende debatoplæg, dels fra forskellige øvelser på kassettebånd. Således indviet kan man begive sig videre til de næste led i fraktionen, hvor man kommer godt rundt om pladeindustriens barndom, men også får et par smugkig ind i de efterfølgende år. Det sidste bereder vejen for det videre forløb.

I det foregående har man erfaret at musik er mange ting, at der findes en mængde forskelligt rundt omkring i verden, at der inden for den vestlige kulturkreds havde været en hel masse gennem adskillige århundreder før der var en pladeindustri. Nu stifter man derimod bekendskab med en musik, der har et langt mere intimt forhold til plademediet, og der præsenteres en række grundbegreber, der har spillet en central rolle fra de tidlige dage helt frem til nu. Netop for at gøre denne pointe klar er der i mange tilfælde trukket længdesnit over adskillige årtier. Disse modsvares så af tværsnit, der holder sig inden for en begrænset periode, men skuer bredt ud over denne.

En række vigtige grundbegreber introduceres. F.eks. noget så centralt som blues, der uden overdrivelse kan betegnes som en af pladeindustriens hovedhjørnesten. Denne spiller imidlertid en langt mere fremtrædende rolle i den næste fraktion. Derimod følger man relativt detaljeret jazzen fra de første indspilninger i 1917 og herfra adskillige årtier frem. Alt i alt får man en solid indføring i de grundliggende forudsætninger stort set alt senere har bygget videre på.

Ligeledes møder man her endnu engang Django Reinhardt, der således er en gennemgående person i de fem første fraktioner. På en lignende måde spiller en række centrale personligheder en vigtig rolle som gennemgående og sammenhængsskabende personificeringer gennem de senere fraktioner.

Netop derfor betegnes perioden som pionertiden. Det er her fundamentet bliver støbt, det er her plademediet definerer sig selv og her man finder grundlaget for det efterfølgende. Her banes en vej, trædes en sti. At give en forståelse for og et indblik i forbindelsen og den sammenhængende bevægelse fra de første skridt frem til idag er arkivets hovedærinde.

Det gælder endvidere de fem første fraktioner, at de står som forskellige reference-punkter, der talrige gange siden vises tilbage til. På en måde har man ikke fået én, men fem begyndelser. Men noget afgørende at forstå er, at de ikke er begyndelser på samme måde og i samme forstand. De er forskellige slags, der befinder sig på forskellige planer. Netop derfor er de ikke i modstrid med hinanden og kan aldrig komme det. Derimod er de fem faktorer, der for så vidt altid er tilstede i en hvilken som helst musikoplevelse. Alligevel er det i nogle tilfælde mest relevant at pege hen på en og i andre på en anden.

Ved at udgøre den egentlige begyndelse på pladeindustriens historie har Fraktion 5 i sagens natur en særlig og central betydning.

Fraktion 6: Fra pionertid til Centraltid

Beskrivelse: Denne fraktion udgør et uhyre vigtigt overgangsled. Her foretages bevægelsen fra det gamle til den centrale del af arkivet. Der trækkes endog meget lange linier gennem pladeindustriens historie. Denne fraktion spænder over syv-otte årtier, og der bliver således rig lejlighed til at trække de helt lange længdesnit. Samtidig udgør fraktionen en solid indføring i en række af arkivets centrale navne, de "historiebærende", d.v.s. dem, der har haft lange, stabile og indflydelsesrige karrierer, såsom Louis Armstrong, Miles Davis, Elvis Presley, Bob Dylan, Neil Young, Bruce Springsteen og Prince. Tilsammen kan disse navne stort set fortælle det meste af pladeindustriens historie. De inkarnerer - eller om man vil "sætter ansigt på" - en række centrale kapitler hver især, hovedsalig i forbindelse med deres respektive glansperioder. Men samtidig har deres karrierer strakt sig over så mange år, at de også spiller en rolle i andre tidsperioder. Derimod gælder det andre af de navne, der præsenteres i denne fraktion, at deres egentlige karriere var forholdsvis kort og knytter sig specifikt til en bestemt periode, men at de i løbet af denne korte tid satte sig så stærke og varige spor, at deres indflydelse og betydning har været enorm. Det gælder f.eks. Hank Williams og Jimi Hendrix.

Alene listen af navne ovenfor burde mere end antyde, at blues spiller en helt central rolle i Fraktion 6. Den blev introduceret i Fraktion 5 og dens betydning blev delvis antydet. Men her i den sjette fraktion tildeles den en suveræn hovedrolle, er mere end noget andet den røde tråd, der holder sammen på fraktionen, selve fraktionens ryggrad og indre lim.

Fraktion 7: Fra det gamle Danmark

Beskrivelse: I denne relativt lille fraktion gives nogle indfaldsvinkler til danske musikforhold. Der bliver mulighed for at iagttage hvordan alt det, der skete ude i den store verden gradvis kom til at påvirke den danske musik mere og mere. Men også hvordan "importerede" strømninger ofte har fået en særlig dansk drejning, der betyder, at en given dansk repræsentant for et bestemt stilistisk udtryk, som regel lige er lidt anderledes end de tilsvarende udenlandske.

Samtidig har fraktionen en funktion som tilvænning. Danske drejninger kan være på mange måder. Men ofte er der i den lidt mere udfordrende ende en tendens til blødgørelse, at de kradsbørstige ting tilføres mere forsonlige træk, gøres lidt mere spiselige. Netop derfor kan den danske variant af et givent fænomen i mange tilfælde være en god introduktion og bruges som et "træningsprogram", hvor man bliver forberedt på den hårde version af samme fænomen.

Derimod er mængden af tekst uhyre begrænset i denne fraktion. Som altid er der informative, inspirerende, debatskabende og provokerende noter på kasserne, der gerne skulle få lytterne til at tænke over den musik, de hører. Men de mere omfattende skriverier er fraværende i denne fraktion.

Fraktion 8: Ind i 50'erne

Beskrivelse: Vi kommer med denne fraktion ind på livet af det første af de tre store årtier. Fraktionens navn bør ikke opfattes strengt kronologisk som en gennemgang af de første år af 50'erne eller et ud af 40'erne - ind i 50'erne. Det er fraktionen ganske vist til dels. Men i højere grad er der dog tale om en indledende præsentation af en række centrale 50'er tendenser, hvor "ind" er at opfatte som "introduktion til" eller "ind på livet af".

Det betyder dog ikke, at fraktionen slet ikke har karakter af et "ud af - ind i". Det har den i høj grad. Under krigen var der tilsyneladende ikke sket de helt store musikalske nyskabelser. Det var der nu alligevel. Men de havde levet i det skjulte. Netop derfor væltede en mængde nyt frem efter krigen. Ligesom litteraturen havde oplevet et såkaldt moderne gennembrud omkring århundredeskiftet, kan man tale om et den rytmiske musiks eller pladeindustriens moderne gennembrud i årene efter Anden Verdenskrig, med be-bop som det mest oplagte eksempel. Men der var meget andet, og endnu mere var på vej. I løbet af få år ændrede musikken markant ansigt og karakter. Hvor de nærmest foregående årtier i alt væsentligt havde tilhørt jazzen, kommer rocken i 50'erne til som det nye og anderledes. Fraktion 8 indkredser en række faktorer vedrørende rockens oprindelse og opståen. Såvel rent musikstilistisk som samfundsmæssigt og socio-kulturelt.

Ligesom Fraktion 7 har fraktion 8 også en tilvænningsfunktion. Bortset fra eksempler på den allertidligste rock fra begyndelsen af 50'erne, er der hovedsaligt, altså for de tings vedkommende, der er lavet længere oppe i 50'erne, i nogen grad prioriteret de lidt blødere varianter.

Inderkredsen blandt 50'ernes jazztilhængere var generelt ret afvisende overfor rocken. Faktisk kan man finde en del eksempler på, at de næsten ordret gentog, hvad folk fra den klassiske lejr tidligere havde sagt om jazzen. Imidlertid er jazz og rock på mange måder nære slægtninge. Dette bliver ikke mindst belyst via et større rhythm and blues kapitel i nærværende fraktion.

Dertil kommer samtidigheden. 50'erne som tid, som en periode med en række særlige træk og karakteristika. Netop tiden som sådan er en af arkivets centrale grundtanker. Tiden kan så optræde i forskellig påklædning, forskellige inkarnationer. Men bagved ligger en grundstemning, der præger de forskellige fremtrædelsesformer.

Bøger om 50'ernes jazz har en tendens til at fortie, at der samtidig var noget, der hed rock and roll. På samme vis ignorerer bøger om den tidlige rock almindeligvis de ting, der samtidig skete inden for jazzen. Men at der rent faktisk var beslægtede træk i de to lejre, lader sig direkte påvise gennem pladerne.

Derudover skete der en række vigtige nyskabelser inden for pladestudiets muligheder i løbet af 50'erne. Brug af ekko og rumklang vandt frem. De første transistorer kom, og forskellige kombinationer af rør og transistorer førte ofte til overraskende resultater. Netop derfor kan man i høj grad tale om en særlig 50'er-lyd på den tids plader, men også om en enorm nuancerigdom. Hele den tænkning, der idag forbindes med begreber som pladeproduktion og såkaldt sound, tager sin egentlige begyndelse i 50'erne. Tidligere havde det udelukkende handlet om at gengive det, som blev spillet, så klart og tydeligt som muligt. At lydgengivelse ikke nødvendigvis er en "naturalistisk" gengivelse, men kan være mere end det, ja - ligefrem være stærkt manipuleret, var en hel ny tanke. Naturligvis var det samtidig også noget, der blev født ud af nye tekniske muligheder. Ideen om lyd som koncept, "sound", havde tidligere næppe kunnet lade sig gøre. Når de tekniske muligheder blev strukket til det yderste, kunne man opnå en god, klar gengivelse af musikken. Før 50'erne stræbte ingen efter mere end den gode gengivelse.

Alt i alt står vi her over for en særdeles vigtig fraktion. Pladen bliver for alvor et selvstændigt medie i egen ret, der lige så lidt kan sammenlignes med en koncert, som man kan vurdere en kunstudstilling og en tegneserie på samme måde og ud fra samme kriterier. Pladen bliver sin egen herre i 50'erne. Det havde den for så vidt allerede været længe. Men ikke som noget absolut adskilt fra koncertoplevelsen i forhold til idealer og kriterier. I 50'erne bliver de to former for musikoplevelse derimod usammenlignelige.

Efterkrigstidens begyndende forbruger-boom betød samtidig en voldsom ekspansion for pladeindustrien. Såvel antallet af indspillede produkter som salget af enheder steg voldsomt. Derved blev pladen en mere fremtrædende faktor i almindelige menneskers hverdag. Netop kombinationen af at mediet endegyldigt finder egne ben at stå på og at det får langt større udbredelse end tidligere gør det berettiget og forsvarligt at tale om en centraltid, om en årrække hvor plader var en særlig vigtig kulturfaktor og ydede en mærkbar indflydelse på en række samfundstendenser såvel som menneskers tænkemåde og livssyn.

Fraktion 9: Intermezzo

Beskrivelse: Denne lidt mærkelige og umage fraktion kan kræve lidt ekstra indsats, hvis den røde tråd skal blive synlig. Men den har så afgjort en funktion i den større sammenhæng.

Dels uddyber og supplerer den Fraktion 7 med en række kig på forandringer i dansk musik fra 50'erne og fremefter. Dels føjer den sig til Fraktion 8 med yderligere dokumentation for den skjulte dialog mellem jazz og rock.

Endelig har den en praktisk didaktisk funktion i forhold til arkivet, gøder i høj grad grunden, således at arkivets studerende bliver bedre forberedt på det, som siden skal komme. Dertil kommer styrkelse og befæstning af diverse forbindelseslinier. Fraktionen, der ved første blik og lyt kan virke en anelse forvirrende, bidrager ved nærmere studium i høj grad til afklaring og forståelse. De for arkivet så centrale begreber bevægelse og samtidighed træder her frem på en skærpet måde, der sætter en række pointer i relief.

Fraktion 10: Rock and Roll

Beskrivelse: Sådan set siger overskriften det hele. Det handler om rock and roll. Ikke om forstadier, men den fuldgyldige inkarnation. Ikke om de udglattede og opblødte varianter, men den rene, rå, ægte rock and roll. Den, der skabte bestyrtelse og forfærdelse hos samfundets reaktionære institutioner.

Således rummer fraktionen en del materiale fra små, uafhængige pladeselskaber. Der bliver undervejs lejlighed til at studere lokale nuancer i form af de lidt forskellige udtryk fra stat til stat.

Udover den lydbærende del er der i Fraktion 10 en stor mængde læsestof, der indkredser såvel fænomenet rock and roll som en række samfundsmæssige forhold i 50'erne.

En hovedfaktor og grundhjørnesten i stort set hele den senere pladeindustris historie bliver her sat under lup. Hvad var det den gjorde? Hvorfor er den så vigtig og central? Hvordan har noget, der i alt væsentligt fandt sted inden for en ganske kort periode, kunnet være en så vedblivende inspiration for senere musikergenerationer?

Fraktion 11: Supplement og opsummering på 50'erne

Beskrivelse: I naturlig forlængelse af de nærmest foregående fraktioner, forekommer her en række konklusioner omkring 50'erne og deres rock and roll musik. Samtidig kigges der lidt fremad på noget af alt det, rock and roll har ført med sig.

Fraktion 11 er endnu mere tekstdomineret end Fraktion 10, da den netop er stedet for overvejelser om det, der er blevet gennemgået i det foregående.

Således handler en stor del af kategorien også om, hvilke af de mange linier, der udgår fra rock and roll, der kan siges at have reel legitim ret til at kalde sig rock. Der har i stigende grad været en tendens til, at kalde stort set alt, der ikke er klassisk eller jazz for rock. Det gør begrebet udflydende. Hvis et ord kan betyde hvad som helst, betyder det dybest set ikke noget. Men allerede i sin oprindelse var rocken et sammensat og mangesidigt fænomen. Hvordan forholder man sig til dette?

Hvis f.eks. rock and roll snarere er navnet på en tidsperiode, årene 1954-59, end en stilart, så kan det heller ikke strækkes ud over denne begrænsede periode. Godtager man derimod, at det er en stilistisk betegnelse, så giver det vel mening at søge efter fællestræk for de forskellige ting, der prægede stilens periode.

Der var mange forskellige ting, men kan disse siges at trods forskellighederne have en række fællestræk? Det er arkivets påstand, at svaret er ja. Ud fra denne opfattelse kan man betragte senere strømninger og skelne mellem det, der i en organisk udvikling nok er blevet noget andet, men dog bevarer nogle af de centrale grundtræk, i modsætning til andre strømninger, der synes at bevæge sig i en helt anden retning, som det ville være ønskeligt, at man kaldte noget andet end rock.

Et fællestræk for størstedelen af den oprindelige rock var f.eks. energi. Man kan sagtens lave energisk musik, der ikke lyder det mindste 50'er agtigt. Hvis energi er kriteriet, behøver det ikke at være noget problem. Men der findes en stor mængde musik, som er blevet markedsført under prædikatet rock, der næppe kan siges at være særlig energisk, men snarere helt udpræget går efter et roligere, mere tilbagelænet udtryk. I et sådan tilfælde opstår der et problem. For hvis (hvis!) det er et ufravigeligt krav, at rock er energisk musik, så kan en ikke-energisk musik umuligt være rock.

Det er problemstillinger af denne type, der spiller en fremtrædende rolle i Fraktion 11. De indgår imidlertid som en naturlig del af en mere overordnet konkluderen på 50'erne og forberedelse til de efterfølgende årtier. Selvom der var sket meget - og meget afgørende og væsentligt - i 50'erne, skulle der ske langt mere i 60'erne. Her foregik forandringerne i et ekstremt hurtigt tempo, der får 50'erne til at ligne en relativt forsigtig optakt.

Tilsammen udgør 50'erne og 60'erne en fond af grundbegreber, der har haft kolossal indflydelse på stort set alt, der er sket siden. Netop derfor er der god grund til at standse op her på tærsklen mellem de to årtier og tage en lille tænkepause. Dette så meget desto mere fordi, at der findes mennesker, som har en tendens til at forveksle de to årtier. For at undgå den slags sammenblandinger bliver det i Fraktion 11 gjort klart, hvad det er vi forlader, og hvad det er, vi skal over til. Især det første. Det andet sættes der fokus på i

Fraktion 12: Overgang til 60'erne

Beskrivelse: Den afvikling af 50'erne og forberedelse på 60'erne, der begyndte i Fraktion 11, fortsætter her mere eller mindre ubrudt og flydende.

Mens pop/beat/rock-området har en lidt sløv periode lige i 60'ernes spæde begyndelse, sker der afgørende ting inden for jazzen og folkemusikken, som får stor betydning for den retning pop/beat/rock-området skulle tage senere i 60'erne, efter at Beatles atter havde vakt det til live.

De to kasser, der går under betegnelsen "Den bløde Afdeling" er arkivets mest koncentrerede og kontinuerligt sammenhængende samling af folkemusik og deraf afledte ting, som eksempelvis 60'ernes folkrock. Med udgangspunkt i 50'er fænomener som The Weavers og Burl Ives trækkes der en rød tråd gennem Peter Paul And Mary, The Seekers, Donovan, The Byrds, Fairport Convention og meget andet frem til 80'er navne som The Men They Couldn't Hang og Michelle Shocked.

Som allerede kassens navn afslører, er det på dette sted skildrede jazzkapitel betydelig mere periode koncentreret og således eksklusivt viet til overgangen fra 50'erne til 60'erne med de mange nye tiltag og ideer, der præger perioden.

Tilsammen skulle Fraktion 11 og 12 gerne betyde, at man føler sig tryg overfor at forlade 50'erne og en nysgerrig lyst til at lære 60'erne nærmere at kende.

I det foregående har man været igennem så mange forberedelser og indledende øvelser, at 60'erne umuligt kan virke som det helt store chok eller kræve en drastisk mental omstilling. Der er blevet gjort en stor indsats for, at alle kan opleve, at de fortsætter den hidtidige bevægelse i et naturligt, organisk flow.

Fraktion 13: The Beatles

Beskrivelse: En detaljeret gennemgang af Beatleshistorien fra barndommen i Liverpool til de fires solokarrierer. Rigtig mange både plader, bøger og egne skriverier, der tilsammen kommer rundt om emnet på mange måder og fra mange indfaldsvinkler.

Udover vel nok at være det populæreste og mest indflydelsesrige band nogensinde var Beatles frem for nogen 60'ernes inkarnation. Derfor har fraktionen også karakter af en række indfaldsveje til 60'erne, og en lang række mere almene 60'er træk tages op til debat.

Sådan set gennemgås 60'erne fra ende til anden i Fraktion 13. Man kommer rundt om alle periodens centrale faktorer. Men altså med Beatles som altdominerende omdrejningspunkt. Det er derfor ret begrænset, hvad der er med andre af de store 60'er navne. Det bødes der så på i de efterfølgende fraktioner.

Fraktion 14: The British Invasion

Beskrivelse: Et mere alment kig på den tidlige 60'er lyd med fokus på de nordengelske grupper. Men også med meget andet samtidigt, f.eks. et portræt af den hjemlige beatmusik og af centrale amerikanske navne som f.eks. Beach Boys.

Ligesom i flertallet af de foregående fraktioner trækkes der linier frem i tiden til noget af det, disse strømninger har ført med sig. Da der samtidig refereres tilbage til det foregående har vi her en central og sammenhængsskabende fraktion, der samler mange tråde.

Fraktion 15: The Second Wave

Beskrivelse: Med udgangspunkt i den mere eksperimenterende og progressive orientering, der sætter ind omkring midten af 60'erne, trækkes der her en række andre linier. Generelt lidt mere udfordrende end de linier, der blev trukket i Fraktion 14.

I alt væsentligt må man dog sige, at Fraktion 14 og 15 er særdeles nært forbundne, og at nærværende fraktion således lægger sig i direkte forlængelse af den forrige.

Fraktion 16: Supplement og Opsummering på 60'erne

Beskrivelse: Fraktion 13, 14 og 15 har i alt væsentligt gennemgået 60'erne. Herunder også årtiets betydning for senere musik. Alligevel er der en del mere at sige om den sag. Det gøres der her.

Videre bliver der konkluderet på årtiet og bragt et kort resumé. Netop fordi at en stor del af materialet kommer længere frem i tiden, kan der opstå en smule usikkerhed og forvirring. Hvor er vi egentlig henne? Det slås helt fast hen mod slutningen af fraktionen, hvor vi efter en lang række afstikkere ender med at lande lige omkring 1970.

Fraktion 17: Ind i 70'erne

Beskrivelse: Hvis man blot betragter omfanget af Fraktion 17 og den efterfølgende Fraktion 18, kunne det se ud som om, at det tredie af de store årtier er underprioriteret i forhold til de to første. Dette er imidlertid kun tilsyneladende.

Eftersom de fleste kasser i arkivet trækker lange snit gennem pladeindustriens historie, når de almindeligvis også helt frem til 80'erne. Derfor findes den overvejende del af arkivets 70'er-samling før de to fraktioner, som har særlig berøring med dette årti.

Faktisk bliver man slet ikke indført i noget egentligt nyt. Man er allerede indført. Den primære funktion for den syttende og attende fraktion er ikke indførelse, men befæstelse og indkredsning af samtidighed.

Når man en række forskellige steder i arkivet er blevet præsenteret for centrale 70'er fænomener, tænker man ikke nødvendigvis over, at disse var samtidige.

Derfor er behovet på dette sted at få dem anbragt i deres samtidighed, at få etableret perioden. Den studerende ved faktisk allerede det hele, skal blot lige mindes om hvad han/hun ved og så ellers have det anbragt på rette plads.

At begive sig ind i nyt land bliver der derimod ikke tale om, før vi når frem til 90'erne, og til den tid er de naturligvis også blevet så stærkt forvarslet, at det egentlig ikke vil føles synderlig revolutionerende.

De to hovedbegreber i arkivet - bevægelse og samtidighed - har i Fraktion 17 og 18 en stærk betoning på sidstnævnte, eftersom bevægelsen i virkeligheden allerede er gennemført. Men da bevægelsen er gennemført flere gange på flere forskellige måder, kan der let opstå usikkerhed omkring, hvor man egentlig er nået til. Dette samles der op på i den syttende fraktion, der svarer ganske godt til titlen på en berømt 70'er sang: "Herfra hvor vi Står".

Fraktion 18: Fra centraltid til Eftertid

Beskrivelse: Med denne fraktion bevæger vi os ud af den periode, hvor pladeindustrien var en helt central faktor, der spillede en aktiv rolle i forhold til tid og samfund.

Punk & new wave bølgen i sen-70'erne var på mange måder den sidste bevægelse, der direkte greb ind i tiden og dens mentalitet. Siden er musikken blevet en mere passiv medklang til tiden, der snarere fungerer som kommentator end aktiv medspiller.

Samtidig kan man hævde, at pladen er ved at forsvinde. Især med internettet og dets muligheder for at finde uanede mængder af musik begynder pladesamlinger at blive et aftagende fænomen. Men allerede fremkomsten af MTV i 80'erne introducerer en anden måde at opleve musik på. Pladen forstået som noget, man kan stå og holde i hånden, synes at være på retræte. Cd'ens fremkomst i 80'erne er for så vidt symbolsk, i og med at den er mindre end en lp: der blev mindre at holde i hånden. Herfra synes udviklingen at gå fra mindre mod slet intet.

I dette sporer man en stigende abstraktion. Ikke blot i forhold til at man ikke holder sin musik i hånden, men i forhold til en musik, der i virkeligheden slet ikke er noget sted. Sammenlignet med radioens ønskeprogrammer kan man også der tale om "ikke håndgribelig musik". Men man skriver eller ringer til et bestemt geografisk sted, hvor der befinder sig en håndgribelig pladesamling. Men hvor ligger Youtube? Det kan findes på internettet, men ikke på et landkort.

Dertil kommer en række faktorer omkring afspilningen af cd'er, der også må siges at udgøre en abstraktion, f. eks. at man ikke kan pege på et sted på en cd og sige, at det og det nummer ligger der, ligesom man på de fleste afspilningsapparater ikke kan se cd'en under afspilningen. Dette har et sidestykke inden for udbredelsen af computere. Hvor man i bogstavelig forstand kan siges at have skrevet noget på en bestemt skrivemaskine, bliver sagen straks mere kompliceret, når det dels lader sig gøre at begynde skrivningen på et tastatur og fortsætte på et andet, samt at det stykke papir, man ender med at printe, kommer ud et helt andet sted end der, hvor man har siddet og skrevet, og at dette meget vel kan ske længe efter, at skrivningen er afslutet.

Sideløbende har samfundsudviklingen betydet, at unge ganske enkelt har flere muligheder, flere ting, de kan interesserer sig for. Så længe valget i alt væsentligt stod mellem musik og sport, var musikkens betydning selvsagt kolossal. Men når musikken bliver blot en blandt mange valgmuligheder, må dens rolle nødvendigvis blive mindre markant.

Musikkens udbredelse er absolut ikke blevet mindre. Der laves og omsættes mere musik end nogensinde før. Men netop dette betyder en "selvkvælende" proces. En ny udgivelse med et af tidens centrale navne kan ikke for nutidens børn være en verdensbegivenhed og sensation på samme måde som det var for 60'ernes og 70'ernes børn. Det kommer der ganske enkelt for mange nye udgivelser til. Det er som forskellen på at sidde i en stue med en hel æske tændstikker, og så at stå i blæsevejr med én tændstik tilbage. Dertil kommer almindelig overmætning. Som forskellen på at gå og drikke kaffe hele dagen, og så at have været ude i flere timer, komme hjem og sige, at nu skal det gøre godt med en kop kaffe. Kort sagt: musikken ekspanderer stadig, men dens eksistentielle betydning er aftagende. Den vinder ikke længere terrain ved at blive mere og mere, men er begyndt at overbefolke sig selv.

Samtidig har udviklingen betydet, at enhver kan komme til at lave musik. Da computere er blevet hver mands eje, er hjemmestudier det i princippet også. Det har kulkastet tidligere perioders restriktive og elitære dørmandsmentalitet, der kun gav nogle få udvalgte adgang til pladestudiet. Således kan mange flere komme til ud med deres ideer. Bogstavelig talt alle har muligheden for at lave og offentliggøre et produkt.

Denne for så vidt positive udvikling har imidlertid en katastrofal bagside. Når der ikke er nogen form for kvalitetskontrol længere, føres musikkens demokratisering ud i det absurde. Der er budt op til amatørernes aften og alle er indbudt. Krav og kriterier er sænket til absolut intet. Derfor bliver mængden af musik nok større og større, men det virkelig gode og betydningsfulde bliver mindre. For det er ikke længere en nødvendighed, at man strammer sig an og yder noget særligt. Dette sker kun hos nogle få særligt samvittighedsfulde og disciplinerede, der motiveres af en indre kvalitetskontrol. For alle andre er det ligegyldigt, da ingen skal godkende deres produkt.

Man bør vogte sig for at sige, at alle af betydning vel har en sådan indre kontrolfunktion. Talent og dovenskab udelukker ikke hinanden. Selvom så var, ville der stadig være en enorm mængde dilletanterier fra folk helt uden musikalsk propertionssans, som ville udgøre hin berømte høstark, hvori nålen skjuler sig.

Når den håndgribelige plade forsvinder og musikken befinder sig på et abstrakt ikke-sted, hvor der er mere af den end nogensinde, men hvor dens eksistentielle betydning er mindre og dens generelle kvalitetsniveau dalende, må der siges at være belæg for at tale om en eftertid. Pladeindustrien er ganske enkelt ikke længere den kulturelle mammut, den engang var.

Men hvad var det egentlig, der skete? Fremkomsten af cd'er, MTV og senere internettet forklarer næppe alt. I det foregående har vi atter og atter kunne konstatere, at et givent tidspunkts mentalitet og tanker, åndelige habitus, hverdagens forhold, politiske mærkesager m.v. har stået i et intimt forhold til den samtidige musik i en fortløbende dialog. Det er derfor oplagt at antage, at en række socio-kulturelle forhold også spiller en rolle i disse afsluttende kapitler. Fraktion 18 stiller skarpt på spørgsmålene og indkredser en række faktorer, der må siges at have haft en betydning for udviklingen.

Men inden da skal der naturligvis lige samles op på 70'erne, eftertænkes og fremsættes nogle konklusioner, nøjagtig som vi tidligere har gjort det med 50'erne og 60'erne. Man kan således sige, at Fraktion 18 har en funktionel lighed med Fraktion 11 og 16. Kort sagt opsummeres der grundigt på hvert af de tre store årtier, samtidig med at bolden gives op til det efterfølgende.

For 70'ernes vedkommende har "det efterfølgende" imidlertid karakter af en kvalitativ nedgang og devaluering af plademediets betydning. Dette problematiserer forholdet. Det bliver simpelthen sværere at bevare entusiasmen og nysgerrigt spørge: "Hvad skete der så?". Det er allerede forlængst blevet tydeligt, at det, der nu skete, ikke var nær så interessant som det, der var sket.

Således står Fraktion 18 over for en pædagogisk udfordring, som 11 og 16 var lykkeligt fri for: at komme med en række tilstrækkelig gode grunde til at fortsætte og derved motivere til fortsat studium.

Fraktion 19: Fagre nye Verden

Beskrivelse: Fraktion 18 udgjorde en mere eller mindre flydende overgang fra central- til eftertiden. Her sættes der derimod specifikt fokus på netop eftertiden. Det handler ikke her så meget om, hvad det var, der skete i forhold til centraltidens ophør, men derimod om de tendenser, som har præget eftertiden.

Også 80'erne og 90'erne havde deres store, populære navne, som man med nogen ret kan hævde satte ansigt på tiden. Vist kan man ikke tale om en samlende faktor, der inkarnerer tiden, sådan som Elvis i 50'erne og Beatles i 60'erne. Men i det mindste til og med 80'erne er der i nogen grad belæg for at hævde, at tiden havde en lyd. I 90'erne spalter tingene sig imidlertid så meget, at det ikke længere giver mening at tale om tidens lyd.

Udviklingen inden for studieteknik er stadigt accelererende. Diverse udstyr er på det nærmeste forældet lige så hurtigt, som det indkøbes. Nogle vælger at bevidst gå imod denne udvikling og bruge primitivt udstyr. Men det korte af det lange er, at man ikke længere kan tidsbestemme udgivelser ud fra deres lyd. Mens man uden videre kan placere en 50'er eller 60'er plade med højst to-tre års usikkerhed (+/-), så bliver det fra slutningen af 80'erne og fremefter stadig mere umuligt at sige andet end det noget svævende, at "det er af nyere dato".

Samtidig forsvinder musikkens funktion som samfundsrevser og Rasmus Modsat. Den tidlige jazz og rocken frem til og med 70'erne havde altid rummet et oprørsk element eller en form for alternativ. Fra 80'erne og frem kan man derimod iagttage det etablerede og det alternative indgå et fornuftægteskab. Genvinsten har snarere været økonomisk end kunstnerisk.

Dertil kommer det allerede i Fraktion 18 skitserede nål-i-høstark-problem. Udvalget af musik er blevet fuldstændig uoverskueligt. Der laves stadig gode plader, men det store spørgsmål er, hvordan man finder frem til dem? Den stadigt tiltagende demokratisering betyder, at stort set hele pladeindustrien med alle de stilarter og udtryk, der har præget forskellige epoker dyrkes aktivt. Intet er så særinteresse, passé, corny og nørdet at der ikke et eller andet sted sidder nogen, og laver cd'er med lige præcis dét. Man måtte altså forvente, at der var noget for enhver smag. Men når man som lytter søger efter det, der lige rammer helt præcist ind i ens smag, hvordan finder man så frem til det imellem de tusindvis af udgivelser, der ikke gør?

Også dette bidrager til en devaluering af pladers betydning. Ingen kan med sikkerhed udråbe noget til at være særligt inden for sit område. For hvad med alle dem inden for samme område man ikke har hørt? Når man mener at have fundet mesterværket, er det altid med en tvivl, om det nu i virkeligheden kun er det næst- eller trediebedste.

Alt i alt tegner der sig et temmelig nedslående billede. Ved indgangen til det nye årtusinde er situationen konfus og uklar. Tiden har ingen lyd. Musikken sætter ikke en dagsorden. Der er masser af musik af enhver tænkelig slags. Alligevel gør det meste ringe eller intet indtryk. I en træt tåge famler mennesker sig frem, sløvet af en stadig strøm af musik, de ikke forholder sig til, men som bare er der. Musik er blevet til tonalt vaskepulver, og der er flere mærker på hylderne i det musikalske supermarked end nogen er i stand til at opremse. Det betyder i virkeligheden ikke noget som helst. Det er bare lyd.

Fraktion 20: Afslutning

Beskrivelse: Udover at rumme arkivets nyeste udgivelser udgør Fraktion 20 også en moderation. Den kulsorte konklusion på Fraktion 19 bør retfærdigvis nuanceres. Eller - hvis den skal stå til troende - blive uddybet og nærmere forklaret.

Om ikke andet så har de senere års udvikling ført nogle pudsige ting med sig. Afviklingen af den håndgribelige musik har betydet, at blandt dem, der netop ønsker musik, de kan holde i hånden, har der været en stigende interesse for vinyl-formatet. Efter nogle år i 90'erne, hvor lp'en var næsten forsvundet, er den vendt tilbage. Nu er det cd'en, der oplever en krise. Den bragede frem i 80'erne som noget let og hurtigt. Siden er der opstået en overhalingsbane af lettere og hurtigere, hvor cd'en forlængst er agtersejlet. I valget mellem den ikke-geografiske, "abstrakte" musiksamling og den håndgribelige synes stadig flere af dem, der hælder til det håndgribelige, at ville have så meget som muligt at holde om og røre ved. Cd'en rammer ned i et mellemområde, ikke helt let og hurtig nok - ikke helt håndgribelig nok.

En anden ting er, at det fænomen at hele pladeindustriens historie dyrkes aktivt, betyder, at den ihærdige med lidt held kan opspore pudsige og sjove udgivelser, der ganske vist ikke kan kaldes betydningsfulde i centraltidens forstand, men dog på sin vis er interessante og høreværdige. At opleve unge mennesker, der med lidenskabelig entusiasme kaster sig over at genoplive charleston og foxtrot, er selvsagt absolut ingen fornyelse, men det kan alligevel forekomme i det mindste underholdende og sympatisk, ligesom det vidner om, at der rundt omkring er en reel interesse for pladeindustriens historie.

Der kunne nævnes flere og andre uventede konsekvenser af udviklingen. Men ligesom vinylets genkomst og folk med interesse for "uddøde" stilarter synes flertallet af disse tendenser at rumme en nostalgisk kerne. Alt i alt er der en masse af det, der sker inden for musikken, som peger bagud, taler om en glorværdig fortid. Således udgår der fra musikken selv en påstand om, at det hele er forbi, at det egentlige har været.

Hvad end det var den unge Armstrong, swingorkestrene, be-bop musikerne, rock and roll generationen eller Beatles og deres samtidige, har musikken altid rummet et postulat om, at lige netop nu var det store øjeblik.

I 80'erne førte gruppen The Smiths sig som de første frem på et postulat om, at det bedste havde været, at nu'et var passeret. Det har stadig flere hævdet siden. Faktisk er det ved at blive lidt af et særsyn at opleve nogen hævde, at nu'et er indeværende og at de står midt i en stor tid.

Helt i overensstemmelse med dette er noget af det, der sælger bedst, genudgivelser. I sommeren 2010 lå en opsamling med Glen Miller i flere uger øverst på best seller listen. Med al respekt for Glen Miller kan han umuligt have været det mest præcise udtryk for verden anno 2010 og dens mennesker. Miller afspejler verden, som den så ud i 1939.

Hvis man kan læse noget som helst om tiden (2010) udfra den opsamling, så må det være, at uoverskueligheden omkring nye udgivelser er så omfattende, at folk med kyshånd tager imod noget, hvorom de kan sige: "Ham kender vi." Hvad der i øvrigt sker i tiden, om dens tendenser og åndelige understrømme kan en opsamling med Glen Miller i sagens natur ikke sige noget om.

Derimod fortæller det os noget om pladebranchen. Den skriver sin egen nekrolog og erkender indirekte, at det konsekvente og legitime ville have været, hvis den havde drejet nøglen om i begyndelsen af 80'erne. At den ikke gjorde er udelukkende et spørgsmål om kroner og ører. Der var ganske enkelt for mange penge involveret til, at man bare kunne lukke butikken.

Siden da er musikproduktionen - som tidligere beskrevet - mere eller mindre overgået til allemands hjemmestrik og genudgivelser på stort reklamebudget kan således ses som pladebranchens ophørsudsalg.

Men det er endvidere bemærkelsesværdigt, at det er en relativ lille del af den helt uafhængige produktion, der udgår fra de små hjem og lægges ud forskellige steder på internettet, som har en reel vilje eller lyst til at være nyskabende. En overraskende stor del af det, man kan finde rundt omkring, har tydeligt nostalgiske tendenser. I mange tilfælde hyldes ikke blot en svunden tids musik, men også dens påklædning m.v.

Den, der sidder udenfor pladeselskabernes formynderi og laver sin egen musik, har friheden til at tænke lige så vildt og alternativt, det måtte passe ham/hende. Når de ikke gør det, har det alså intet med udefra kommende krav at gøre.

Det tyder på, at der er dybereliggende årsager end en "magtovertagelse" til, at situationen ser ud som den gør. Skulle det regnestykke gå op, kunne det fint nok passe, at de skrantende pladeselskaber holdt den gående med de bedste aktiver fra bagkataloget. Men så skulle den primære del af det alternative musikmarked, der er opstået, bestå af ting, der var så vilde, langt ude og avantgardistiske, at intet pladeselskab ville turde udgive det.

Når situationen snarere er den, at man kan få genudgivelser med den ægte vare og så i øvrigt finde utallige efterligninger rundt omkring på internettet, så synes noget at tale om en endestation. Det er ikke bare en forældet produktionsform, som er forbi. Det hele er forbi!

De første udtryk for en udpræget nostalgisk dyrkelse kunne iagttages i 70'erne, hvor tv-serien "Happy Days" og filmen "Grease" forherligede 50'erne og fremstillede perioden i et sorgløst og uproblematisk lys uden atomangst, maccarthyisme og kold krigs paranoia. En endeløs dans i måneskin. Siden har nostalgien grebet om sig. Den før omtalte dyrkelse af gamle stile, hvor intet er absolut passé, synes at afspejle den holdning, at alt er godt, bare det er gammelt.

En så konsekvent og massiv afvisning af samtid og fremtid kan umuligt have udelukkende musikalske årsager. Der må nødvendigvis stikke noget under. Kunne dette noget være en åndelig fallit, hvor en psykisk åndenød foranlediger, at de gamle plader bruges som mentale iltapparater? Søger vor tids menneske efter sin tabte sjæl? Med dette spørgsmål - og en nytolkning af "Riders In The Sky" - slutter arkivet.