Dage vi aldrig glemmer

Var det mon en hjælp?

Jeg har tidligere anmeldt Oscar Plougmands "Strategier". Med "Dage vi aldrig glemmer" har denne fine bog fået et betydningsfuldt supplement!

Oscar Plougmand har samlet 25 tidligere anbragtes beretninger, hvor de fortæller ud fra en række faste spørgsmål. Det handler mest om, hvordan det begyndte og endte. Alligevel får man et tydeligt indtryk af, hvordan det, der var ind imellem, var.

Enkelte har haft en god oplevelse. Men for de fleste har det været et mareridt med mange barske oplevelser.

Mange ting er rystende at læse om. Men det, der gør stærkest indtryk - i det mindste på mig - er de små lysglimt. Når nogen fortæller om et familiemedlem eller en ansat på institutionen, der gjorde noget godt for dem. Mosteren med retfærdighedssans, der rent faktisk prøvede at adoptere barnet (men ikke fik lov). Den rare doktor, der gik tur i skoven og fortalte. Der er noget dybt gribende over disse små beretninger, der i mange tilfælde blot kommer frem i en sidebemærkning.

Det er som sagt ikke det, der er mest af. Forfærdelighederne fylder på en foruroligende måde. Udover hvad der fandt sted på diverse institutioner også selve det, at mange af bidragyderne ikke med sikkerhed ved, hvorfor de blev anbragt.

I en af beretningerne fortæller en kvinde, at hun selv bad om at blive anbragt på grund af ulidelige forhold i hjemmet. Også i andre af fortællingerne kigger man ind i forfærdelige hjem. Men i en del tilfælde får man det indtryk, at der ikke skulle meget til, og at nogle få småforseelser kunne resultere i en anbringelse, der for den anbragte dårligt kunne opleves som andet end en straf.

Men bogen er også et indblik i en særlig verden. En kultur, et sprog og en særlig mentalitet. Anbragt og tidligere anbragt som en identitet. Mange år senere er et institutionsbarn - eller i hvert fald en del af det - stadig institutionsbarn. De mange små og større forskelle på en opvækst i en familie og på en institution præger for livet!

Oscar Plougmand indleder af afslutter med skarpe kommentarer, der i høj grad vækker til eftertanke, og er med til at gøre bogen til et vægtigt indlæg i en stadigt fortløbende debat, der - heldigvis! - har opnået øget fokus i de senere år. Det korte af det lange er, at der endnu er lang vej igen derhen, hvor børn i en svær situation får den hjælp, de har brug for.

Mellem beretningerne er der uddrag af indberetninger og andre sagsakter. Disse fylder ikke meget i bogen. Men ind imellem er det alligevel tankevækkende at få smagsprøver på officielle bedømmelser. Således hedder det et sted om en elev, at denne gør fremskridt og er rar at have i skolen. Faldt det mon nogen ind at spørge ham, om han syntes, det var rart at være der?