Når der således i mennesket findes både en stræben/vilje imod at blive ren ånd befriet fra kroppen og at være krop i helt ekstrem grad, kan det ikke undre, at der opstår en indre splid og splittelse.

Det er en noget overfladisk og kun delvis rigtig påstand, at flertallet af mænd ønsker sig en større penis. I virkeligheden ønsker de snarere enhver anden penis end netop den, de har. De er ofre for en "græsset er altid grønnere"-neurose, hvor netop deres penis er udtryk for det ringest tænkelige helt uagtet dens faktiske mål.

Så nej - mænd ønsker sig ikke en større penis. De ønsker sig en bedre penis.

Derimod er det rigtigt, at der ofte sker en forveksling af det kvalitative og det kvantitative, således at bedre opfattes som lig større. Hvad man kunne kalde en mental oversættelsesfejl.

Denne fejloversættelse er imidlertid langt mere udtalt og generel i den maskuline mentalitet end noget, der begrænser sig til penisser. Typiske mandlige måleenheder er størrelse, styrke, mængde og tempo, hvor større, stærkere, mere og hurtigere regnes for lig med bedre.

Man må her forstå, at ønsket simpelthen knytter sig til en følelse af utilfredshed. Der er således ikke tale om, at han står med et konkret ønske om, at den skal være sådan og sådan. Tvært imod er der tale om blot fornemmelser og den anden/bedre penis, han ønsker sig, har han således kun diffuse og tågede ideer om. Men hvordan får man klarhed over noget, man ikke ved, hvad er? Hvordan gør man det ukendte kendt? En uhyre udbredt genvej er at sammenligne med noget velkendt.

Jeg hører om et eller andet, jeg ikke har fjerneste begreb om, hvad er, kommer til at tænke på noget velkendt og fortroligt, og spørger så: "Kunne det mon være noget i den retning?"

Eller man hører om et fjernt, fremmed land, og om forskellige forhold der. Mange vil så typisk om et eller andet specifikt område spørge, hvordan det er i forhold til Danmark. Ved at sammenligne med det velkendte, prøver man at danne sig en forståelse af det ukendte.

Når en mand således oplever ønsket om en anden/bedre penis, men ikke selv forstår hvad han mener med det, griber han til en række vaneforestillinger, hvorved oversættelsesfejlen sker, idet han svarer: "Større".

I virkeligheden er det slet ikke det, han ønsker sig. Han ville med kyshånd tage imod en mindre, hvis bare det var en andens. Men netop grundet de indgroede vaneforestillinger bliver han uhyre let hvirvlet ind i et selvbedrag, hvor han er fuldt og helt overbevist om, at hans højeste ønske i denne verden er en større penis.

At han i den grad kan blive ført bag lyset, har at gøre med den måde mænd grundliggende tænker på.

Det eneste mulige alternativ er en konkret model. Hvis f. eks. en homoseksuel mand er voldsomt forelsket i en anden, vil han formodentlig ønske sig dennes penis. Tilsvarende vil en heteroseksuel mand, der nærer voldsom beundring - eller ligefrem heltedyrkelse - for en anden typisk ønske sig dennes.

Det forlyder, at Napoleon havde en nærmest latterligt lille penis. Men en fanatisk Napoleon-dyrker ville gladeligt bytte sin større penis for Bonaparte lemmet.

Man må her huske på, at det er en mental fejloversættelse, når en mand kigger ned af sig selv og siger: "Den er for lille." Hvad han i virkeligheden mener er: "Den er forkert."

Men at have kejserens penis, generalens penis, erobrerens penis, heltens penis … Ja - den må da være rigtig.

Kun hvor en sådan konkret model dukker op, vil det dæmre svagt for en mand (og da som regel kun i en kodet/maskeret form) at spørgsmålet ikke er om stor/lille, men rigtig/forkert.

Hvor der ikke er en konkret model, vil en mand nødvendigvis tænke i de fastlåste rammer, han er indskrænket af og fanget i. Han kan ganske enkelt ikke se udover disse. Altså foretager han fejloversættelsen stor/lille.

Det kvantitative knytter sig til det maskuline. For den typiske mand er en kvalitativ tænkning noget, der må læres med stort besvær og under voldsom indre modstand.

Det feminine princip kan gøre sig nok så store anstrengelser. De når sjældent ned og ramme dér, hvor opfattelser ændres.

"Jamen vil du da ikke hellere have ét kilo kartofler end fem kilo kartoffelskræller?"

Jo. Det vil han måske nok.

- Med sin forstand.

Men ikke i sine følelser og grundliggende overbevisning.

Her er mænd blindt fanget og taget som gidsler af den kvantitative tænkning.

Urforestillingerne får således et opbakkende medspil af den maskuline mentalitet, når der skal protesteres over forskningsresultaterne.

Disse begrænser sig som oftest nemlig ikke til at blot fremsætte tal. Tal, som urforstillingerne har svært ved at forlige sig med. Nej - samtidig fremsættes en række velmente betragtninger, som forsøger at afdramatisere al størrelsessnakken, men i realiteten får det modsatte resultat: optrapper konflikten.

Den kvantitative maskuline tænkning farer i flint, når nogen hævder, at det ikke kommer an på størrelsen. Det er simpelthen en bombe under hele den mandlige verdensopfattelse, præget som den er af sportspræstationer, der hele tiden handler om at overgå, om store biler, der kan køre så hurtigt som muligt, om diverse hobby-betonede samlinger, der helst skal være så omfattende som muligt.

Mænd elsker at tale om rekorder. Rekorder, der kun sættes, for at en ny kan blive sat.

Man ser her et ekspanderende princip, der nøje svarer til en penis, som udvider sig under tiltagende erektion.

At hævde, at det ikke kommer an på størrelsen, er et frontalt angreb på noget fundamentalt i hans maskulinitet, og des årsag vil han pr. automatik optræde som et genstridigt og kværulerende brokhoved.

Når dette træk drager ud på protestmarch hånd i hånd med urforestillingen, er der ikke noget at sige til, at forskningsresultaterne bliver betragtet med et vantro "Kan det virkelig passe?"

Dobbeltkomplekset

Der forekommer tilfælde, hvor mænd, der er udrustet langt over gennemsnittet, er særlig hårdt ramt af tvivl og usikkerhed. Paradoksalt nok er det ofte dem, der har mindst grund til det, som er mest bange for, at de ikke er store nok.

Jeg har tidligere ment, at dette kan forklares sådan, at netop de veludrustede føler, at der ligger en forventning til dem. De skal kunne fremvise noget særligt imponerende.

Jeg er i de senere år gået væk fra denne forklaring. Den er blot en overfladekrusning. Det er blot en variant i ydre fremtrædelsesform af de genvordigheder, mindre veludrustede mænd oplever.

Men som fremtrædelsesform kan den for så vidt godt gøres gyldig!

Kort kan dobbeltkomplekset forklares på følgende måde: det er lettere at bære et nederlag, hvor man ikke har et fortin, end hvor man har. En ordblind kan godt leve med, at en litteraturprofessor er mere belæst. For litteraturprofessoren derimod, kan det rumme et stænk af ydmygelse at møde en større kapacitet indenfor sit fag.

En veludrustet mand føler sig på lignende vis "forpligtet" til at have den største, hun har set, når han er sammen med en kvinde.

Havde han haft en gennemsnitlig størrelse eller derunder, ville han ikke føle sig forpligtet til at have den største. Der ville ikke i situationen ligge et krav derom. Netop derfor kunne det akkurat som at have en større være en løsning at have en mindre. I så fald havde han ikke haft et særligt fortrin og skulle følgelig heller ikke gøre sig gældende her.

Problemfeltet opstår netop, når man har et fortrin, der ikke kan gøres gældende som fortrin, ikke har gyldighed og ikke kan bringes i spil. Ligesom når litteraturprofessoren reduceres fra førende ekspert til en, der bare har læst nogle bøger. Den ordblinde har derimod ikke noget i klemme.

Ingen er jo absolut og universel mester. Hvis en bokser vinder en afgørende kamp, får han titlen champion. Men det er han kun, indtil en anden banker ham i gulvet.

Der ligger derfor et stadigt pres på mesteren for at præstere og vinde.

Alt dette anser jeg for indlysende og uimodsigeligt. Når jeg alligevel er gået bort fra denne forklaring, er det fordi, at det er en forklaring, der forholder sig til ydre omstændigheder, til sammenligninger og rivaliseringer.

Dermed overser denne forklaring det interne forhold mellem penissen og dens indehaver.

For en ydre betragtning kan det hele sådan set gøres gældende. Især i et konkurrencesamfund, hvor der ofte tales om statistikker.

Men det er så at sige et tæppe hængt op foran det egentlige. Først når tæppet rives bort, kommer det egentlige til syne.

Alligevel vil jeg mene, at ideen/tanken om dobbeltkomplekset er værd at have med. Den kan hjælpe forståelsen på vej og perspektivere en række centrale spørgsmål. 

Uddrag af min roman "De skal ta´s i tide" (1996)

... På et sted, der var så stærkt præget af magtkamp som Hesteholm, havde vi alle brug for noget at hævde os med. Men intet var mere farligt end netop vores styrke. Just den største styrke var det, der først kunne blive svaghed. Det er klart, at vi alle til den uendelige gennemskuen og listeføren hinanden havde brug for noget, der kunne skrives på plussiden. Men mesterskab er noget, der skal forsvares. Man bliver ikke champion én gang for alle, for tid og evighed, og derfor er intet så sårbart som ens styrke. Den gælder nemlig kun, til man møder sin overmand, og til den øvrige tætte atmosfære af angst føjer sig magtkampen, den stadige uro for at blive besejret på sit særlige felt. Netop elskovsudstyret var noget af det, der scorede meget høje point, og det var derfor ikke svært for Børge at skaffe sig publikum, men hans publikum lige meget beundrede og misundte, elskede og hadede ham, og her naturligvis først og fremmest hans nærmeste konkurrenter. Dette var Børge midt i sin sejrsrus sig uhyggeligt og smerteligt bevidst, og netop Børge var blandt de ivrigste til at håndhæve den regel mellem eleverne, at en ny dreng på afdelingen skulle vise den frem for overhovedet at kunne komme i betragtning til optagelse i kammeratskabet. Hvor der var uvilje til at følge statutterne, var Børges iver og opfindsomhed nærmest tegnefilmsagtig. Kort sagt var han fuldkommen paranoid over for enhver tanke om potentielle konkurrenter.

Men igen har tingene mere end en side. Børge betroede mig engang, at han faktisk ønskede at blive slået. Det kunne jeg ikke forstå dengang. Jeg syntes, det måtte være herligt at have den største. Han sagde, at man blev træt af at altid have haft den største. Hvordan kunne man blive træt af det? - Idag tror jeg godt, jeg forstår, hvad han mente!

Dels gør der sig nemlig det gældende, at lykkedes det ham at finde sin overmand, var det værste ligesom overstået, så havde han fred, så behøvede han ikke bekymre sig om det længere. Hans mesterskab ville være forbi, men også hans sorger og bekymringer. Dernæst tror jeg han savnede noget, der kunne give ham en forsonende følelse af normalitet. Børges legendariske børge var ikke blot større end det, vi andre havde, den var anderledes, der var en klasseforskel, et mere end blot det at være større, og det fik ham til at føle sig (således tror i det mindste jeg, det hænger sammen) noget i retning af vanskabt.

Hans iver for at bevise sin overlegenhed over for alt og alle var således i virkeligheden en målrettet jagt efter sin overmand. Når man dertil føjer, hvordan Hesteholm i enhver af os uundgåeligt knyttede tætte bånd mellem angsten og seksualiteten, vil man forstå, at den pinagtige tale om en overmand må have pirret Børge, været en art masochistisk nydelse for ham!

Når jeg bruger så kradse udtryk som "pinanagtig" og "masochistisk", er det naturligvis fordi, at ønsket om at bevare sin status var lige så stærkt i ham. Faktisk sagde han det direkte til mig engang. Han udtrykte det således, at tanken om en overmand eller det, at en anden med stor bestemthed hævdede, at hans var større, fik hans mave til at trække sig sammen i en art - så vidt jeg kunne forstå - smertekramper, der samtidig var behagelige, skønne. En smerte bedre end alt andet, som han intet havde at sammenligne med. "Jamen hvordan føles det?" spurgte jeg i min 12 årige naivitet.

"Som at blive slået i maven og kildet rigtig dejligt på maven samtidig", svarede han, og jeg var lige klog. Den slags unddrager sig naturligvis forklaringer, men hovedsagen er, at Børge havde en art dobbelt-kompleks, der atter og atter fangede hans seksualitet i en fuldkommen selvmodsigelse!

Derfor tror jeg på en måde, at alle målekonkurrencerne har været meget mere smertefulde og nedværdigende for ham end for taberne, og jo mere jeg tænker derover, jo bedre forstår jeg, at det netop var derfor, han var den ivrigste til at opsøge dem ...

Det hjemløse H

Men hvad med dem, der er knap så voldsomt udrustede, som "den legendariske Børge med børgen"?

Hvad med dem, der bare er på vej derop af?

I forlængelse af dobbeltkompelset sværmede jeg en tid for en teori om det hjemløse H.

Jeg vil her lige gøre opmærksom på en særhed ved bogstavet H. Det er ens, lige meget hvordan man vender det.

Et spejlvendt M ligner stadig et M. Men vend det på hovedet, og det bliver til et W.

Et B kan vendes på hovedet og stadig se uforandret ud. Men spejlvend det, og det ser besynderligt ud.

H´et derimod kan man både vende på hovedet og spejlvende. Det forandrer sig ikke!

Et skema

Large-området (de store) :

A: Topscorer (de aller, allerstørste)

B: Ekstremt stor

C: Meget stor

D: Stor

E: Relativt stor

F: Halv-stor

G: I underkanten af large

---

H: Grænsezone mellem de store og de almindelige

---

Medium-området (de almindelige):

I: I overkanten af medium

J: Velvoksen medium

K: Medium

L: Kneben medium

M: I underkanten af medium

---

N: Grænsezone mellem de almindelige og de små

---

Small-området (de små):

O: I overkanten af small

P: Halv-lille

Q: Relativt lille

R: Lille

S: Meget lille

T: Ekstremt lille

U: Bundrekord (de aller, allermindste)

Hårdt at være et H (essay fra omkring ca. 2011)

Det er hårdt at være et H. For så er den hverken almindelig eller stor. Havde den været blot en lille smule større, kunne man rose sig af at have en stor en og være stolt af det. Havde den været blot en lille smule mindre, kunne man finde sig til rette i, at den var ganske almindelig og så opnå en accept af dette.

Men en H'er kan ingen af delene. Han kan blot stå der lige i skæringspunktet og ikke passe ind hverken det ene eller andet sted. Ikke en gang hvad en pige vil synes/tænke/mene kan han være sikker på. Det afhænger helt af, hvad hun ellers har set, hendes sammenligningsgrundlag.

Den ene vil synes, den er helt almindelig, omkring en J-K stykker, den anden at den er stor, omkring en E-F stykker, i visse sjældne tilfælde vil det endog kunne forekomme, at den ene synes den er enormt stor (B-D), og den anden synes den kun knap og nap er medium (L-N).

Alle fyre står naturligvis over for, at pigen har en række erfaringer, som udgør et sammenligningsgrundlag, der ikke nødvendigvis svarer helt nøjagtigt til deres strengt statistiske placering, og altså kan medføre at de i pigens skema bliver anbragt lidt højere oppe eller lidt længere nede, end hvor de strengt taget hører hjemme.

Eller også hører de netop hjemme der. Det er jo ikke en statistisk tabel eller sandsynlighedsberegningskurve, de skal gå i seng med, men netop pigen.

Men statistik og sandsynlighedsberegning giver dog et fingerpeg. Dem, der statistisk set ligger fra F og opefter, vil næsten alle synes er store, og dem inden for J-L området vil langt de fleste opfatte som almindelige. Afvigelser fra opfattelsen er almindeligvis små nuanceringer, der sjældent tager sig så voldsomt ud, som antydet ovenfor. Som regel vil en afvigelse i bedømmelse ikke gå mere end et højst to trin op eller ned.

Men når man er et H, får de små nuancer i opfattelse en afgørende betydning. Den erfaringsbaserede bedømmelse vil tippe snart til den ene, snart til den anden side, således at den ene synes man er stor, den anden at man er helt almindelig.

Det er det smertefulde ved at være et H. Man kan hverken finde ro i accepten af at være ganske almindelig, eller føle sig sikker på, at man er ud over det sædvanlige. For i virkeligheden er man ingen af delene, og derfor er det utrolig svært at skabe sig en "udrustnings identitet".

Man hører ikke for alvor hjemme hverken det ene eller det andet sted, er hverken sædvanlig eller usædvanlig. En ubetydelighed mere eller mindre og man ville have fundet hjem enten det ene eller andet sted.

Den, der er almindelig og gennemsnitlig kan måske nok drømme om, at have en kæmpe en, ønske sig at være ud over det sædvanlige, finde sin almindelighed lidt kedelig og trist, men han kan også finde ro og hvile i sin gennemsnitsudrustning, forholde sig til at han er fuldstændig normal og som folk er flest, og derfor ikke skal hente sine point hjem på den konto.

Den, der er rigtig stor, kan om han vil være stolt af dette. I hvert fald kan han have en vished om at være ud over det sædvanlige og vide at han, hvis han vælger det, kan føre sig frem på dette område, hente sikre point her. Helt sikkert kan han også føle en usikkerhed. Mesterskab skal forsvares, og han lever derfor altid med risikoen for, at en anden er endnu større.

For den ene er kampen og det, der kan blive et sandt helvede altså, at han ikke kan udmærke sig, for den anden modsat, at han skal udmærke sig. Men et H må gennemleve begge dele på én gang.

Det er muligt, at det at skulle acceptere at man simpelhen ikke er med i kampen inden for denne disciplin er en beskere pille at sluge for dem, der er mindre end H, men der er en hvile at finde deri. Det er ligeledes muligt, at kampen er hårdere for dem, der ligger over H, fordi de er de reelle deltagere, som skal forsvare deres status, men de har til gengæld også bedre forudsætninger for deres deltagelse i kampen, og kan med lidt held vinde.

Når man som H står med begge konflikter på én gang, er de ganske vist sandsynligvis begge i en formildet form, men de er der altså så til gengæld begge to.

Helt almindelig bliver et H aldrig. Et H er lige præcis en ubetydelighed for stor til at kunne finde ro og accept i sin almindelighed, samtidig med at lige præcis være en ubetydelighed for lille til at kunne gøre sig gældende i kampen. Man er således tvunget til at gå ind i en kamp, man har tabt på forhånd.

Man vil aldrig helt kunne forsvinde i mængden, bare se ud som de fleste af alle de andre. For det har man lige præcis en anelse for meget til. Men omvendt ikke nok til at gøre sig gældende.

Pigen vil altså hverken synes, at det bare er sådan en, der ser ud som sådan en, eller give et gisp fra sig og måbende udbryde: "Er du gal hvor er den stor." For det er hverken en "bare sådan en, der ser ud som sådan en" (d.v.s. som de fleste andre) eller en "Gisp! Er du gal hvor er den stor" (d.v.s. betydelig større end de fleste andre). Det er noget lige nøjagtig - gadunk! - midt imellem.

Dette er H'erens helvede. Han er hjemløs, fanget i et ingenmandsland, et grænseområde. Han kan aldrig blive lukket ind som fuldgyldigt medlem hverken det ene eller det anden sted. Derfor kan han heller aldrig finde en fuldgyldig udrustningsidentitet.

Men han er samtidig nød til at kæmpe med begge de konflikter, der knytter sig til hvert af de respektive områder han næsten - men netop kun næsten - tilhører.

Uddrag af mit digterværk "Sære dialoger" (2012)

Dialog nr. 4

 - Er din penis meget lille?

 - Nej, ikke meget lille.

 - Men altså ikke særlig stor.

 - Faktisk er den overhovedet ikke lille.

 - Jamen er den stor da?

 - Nej, heller ikke.

 - Almindelig? En medium størrelse?

- Arh, lidt mere end det.

 - Jamen så er den vel stor.

 - Nej, ikke rigtig stor.

 - Jamen hvordan så?

 - Det er netop det. Den er ikke rigtig noget.

 - Noget må den vel være.

 - Ja. Men ser du. Den ligger lige i skæringspunktet mellem medium og large.

 - O.k.

 - Havde den været bare en lille smule mindre, ville den være helt almindelig, havde den været bare en lille smule større, ville den være stor. Men den ligger lige på grænsen og er således ikke rigtig nogen af delene.

 - Nå!?

 - Ja. Jeg har faktisk haft det lidt svært med det.

 - Ja, så.

 - Ja, jeg mener, at den ikke rigtig er noget. Det er ikke sådan, at jeg nødvendigvis ønsker mig en kæmpe en. Jeg ville bare ønske, at den var enten en lille smule større eller en lille smule mindre. Det kunne netop lige så godt være en smule mindre. Jeg mener, så var jeg bare almindelig, helt normalt, havde sådan en, som sådan nogle er flest. Færdig arbejde. Så var der ikke så meget med, at den ikke er helt som sådan nogle er flest, men alligevel heller ikke noget særligt. Enten det, eller også en anelse større, så jeg faktisk kunne tillade mig at sige, at den var noget særligt.

 - Men måske er det netop noget særligt, at ligge sådan lige på grænsen.

 - Ja, det er det naturligvis. Men det gør mig hjemløs i forhold til kategorierne.

 - Kategorierne?

 - Ja, jeg mener small, medium, large. Jeg er noget særligt på den måde, at jeg ikke hører til nogen steder.

 - Jamen er du helt sikker på, at det er sådan.

 - Ja, det er jeg faktisk ret sikker på.

 - Hvordan kan du være det?

 - Dels har jeg studeret statistikker i den helt store stil. De modsiger forøvrigt hinanden. Men dertil har jeg jo været sammen med en række piger, der har givet udtryk for deres opfattelse af min størrelse, og endvidere deltaget i adskillige målekonkurrencer.

 - Men fører det så til det grænseresultat, du taler om.

 - Ja. Helt og aldeles. Prøv en gang at tænke på forskellige du har set, og som du kan huske størrelsen på. Tænk på en, der er så almindelig og gennemsnitlig, som den overhovedet kan blive, simpelthen mr. average. Tænk så på en, der er stor. Ikke kæmpe stor. Ikke en enorm en, ikke den største du nogeninde har set, men en der bare er stor punktum. Hvis man kan sige "almindeligt stor". Godt! Når du så har billedet af de to, mr. average og den, der er stor uden at være enorm, så forestil dig noget, der ligger lige præcis gadunk midt imellem. Så har du min.

 - Er det ikke bedre, end en der er lille eller at være mr. average?

- Jeg ved det ikke. Måske. Men den lille og mr. average hører i det mindste hjemme et sted.

 - Ja, men ikke nødvendigvis dér, hvor de ønsker sig et høre hjemme.

 - Det har du naturligvis ret i. I øvrigt tror jeg, at hver størrelse har sine særlige problemer. Der er ikke noget, der er helt godt eller helt skidt, bare forskellige fordele og ulemper.

 - Det tror jeg, du har ret i. Men så handler det vel om, at du lærer at blive glad for den.

  - Ja, selvfølgelig gør det det. Det har jeg bare ikke fået lært.

 - Skaber det mange problemer for dig? Jeg mener, omkring hvordan du har det og den slags.

 - Rigtig, rigtig mange, ja.

Måske en malplaceret hjælp (?)

Et sted på nettet findes et forum, der hedder "Is It Normal". Derinde kan man spørge om alle mulige ting, som man måtte have det på den ene eller anden måde med.

Jeg har ved en enkelt lejlighed blandet mig i en af disse snakke. Måske skulle jeg have ladet være. Jeg forsøgte at hjælpe. Men måske handlede det om noget helt andet. Måske var fyren slet ikke forpint af det. Måske var der slet ikke tale om noget indenfor PDD-spektret eller i dettes nabolag. Måske var det bare slet og ret et såkaldt "kink" (= lyst, tilbøjelighed, pirringsfaktor). Jeg ved det ikke.

Rent personligt er jeg imidlertid overbevist om, at en PDD også kan vise sig forklædt som et kink. Dermed ikke sagt, at det altid er dette, der er på spil, og således ved jeg ikke, om det var det i hans tilfælde eller ej.

Hans indlæg var som følger:

Is it normal to wish my penis was smaller?

I know it says not to ask about this, but I'm pretty sure they meant the other way round xD;

I'd say I'm just a bit above 'average' when it comes to penis size. I'm also highly submissive when it comes to sex... so is it normal to want people I go out with to look down on me and taunt me because my penis isn't big enough to pleasure them? I like the idea that it would automatically make me inferior... just like how I wish I was short, but I'm not >.> 

Is it normal...?

---

Naturligvis studsede jeg over det. Men om jeg reelt fik skrevet noget til ham, han kunne bruge, ved jeg ikke. I hvert fald svarede han ikke på det.

Jeg fyrede en hel bredside af kommentarer af. De følger her:

1) It was really interesting to read that. Because I feel ecsactly the same way. Just like you I'm just a little bit over average, and just like you I get exited by the thought of being below.

I have given it a lot of thoughts why. But this will be a very long comment, if I should explain all my theories. But the button line: yes, I think it is normal but of course a bit unusual.

2) After thinking a bit more, I would like to share some of my ideas and theories about the subject. Maybe it can be helpful for others in the same situation.

Let's start with something quite simple and not too complex: there is a categorial question somewhere in this matter!

Guys like us, who are slightly above average are kind of homeless - neither medium or large, but somewhere in-between. There is comfort and safety connected to belong somewhere, and therefore it is sometimes very unpleasant not to.

Standing there you can look in one or the other direction. Because a bit less, and you would be safe home among the medium species, and a bit more in good company of the large species.

It is commonly known that most in that situation wish they were up in the large-category. But why should it be less natural to long for the medium-category? That is actually where most of the penises are to find!

3) I have made the categorial point: caught between medium and large. 

I mentioned that most in that situation longs for large.

Let's give it a thought why.

It must have something to do with competition. That is not surprising. The western civilisation is extremely competetive in a lot of ways. Actually most things end up in a question of being best, and in most cases best are translated to biggest, fastest, highest, strongest and so on. So not much of a surprise there.

But there is a problem connected to winning. What about next time?

Some boxing fighter make a fabulous knock-out and he is the champion, Until the next fight ...

You can never be sure!

That goes for penises too. Unless it is extremely enormous (which is in fact quite unpractical, and a problem for those few who actually is) there always will be someone even bigger. It is a road without end.

So instead of joining the fight it DOES make sense not to. Especially when you are in the border-category. Because if it is not definite big but somewhere close to, it is like being forced to competition, but not able to. More than medium means you are in the fight, but less than true large means you can't win. That's quite a bore!

But as I just stated: even if it IS big, you are not sure to win, and to be sure you need something that would be more like deformed than well-equipped.

So looking the other way is just saying: "Let me out of the boxing ring. I don't want to fight."

4) In previous explanations about this phenomena I realize that I haven't said anything about being turned on by the thought of being small.

I will get to that in this paragraph.

A turn-on is a tension, and not that different from other tensions. It might be more pleasant than most other tension, such as being nervous or scared. But in fact there isn't that much of a difference.

Some of the ingredients (among many others!) in ANY tension is oppositions and lose of control.

Those actually ARE among the things, not only to scare and frighten you, but also to turn you on. No matter what kind of kick/kink a person may have, look closely and you will find those elements hidden somewhere in it!

5)This time I will say a bit more about tensions! 

If all tensions are very much alike, it must be possible to change one with another. And sometimes that may offer you a way out of something horrible.

Instead of going into a state of complete panic, you get a hard on, masturbate and finds peace.

But using that method is a disguise. So you are disguising your panic and anxiety as something sexy.

Is that posible? Yes!It actually is.

But let's talk about panic and anxiety for a moment. Besides making you feel very unpleasent, they tell you that the world is a dangerous place, that you are all alone, that you are up against terrible enemies, that things can't go right but surely will go wrong and so on, and so on. 

Remember what I said about disguises!

Well! If it is those things mentioned above you mask up as something sexy, it is not surprising to find some kind of masochistic element in the fantasies you go into. And YES - that may very well be: "All the other guys got a lot bigger penis, and they are laughing at me, because mine is so tiny."

Afterwards you might be a bit surprised about your self and thinking: "Why does that turn me on?"

But look at it this way: It is better to be turned on by such a fantasy, than being scared to death.

6) I stated the points of the category, the competition and the tensions.

Before I move further to other areas, I would like to say a bit about combinations of those three and how they work together.

I told you about the opposition-element in tensions. Well here's important: that border-position between two categories (medium and large) actually IS a kind of oppositions, simply because you are caught in the middle between two different things, and can't find shelter in any of them.

In the paragraph about competition I've talked about the problem of being forced into take part in the game but not able to. That surely is a tense field of oppositions.

So you see - these things are linked together in many ways.

They do not explain everything about the subject. But they surely explain something and uncovers at least a part of this phenomena.

7) This time I will say a bit about control and how this works with the other elements.

I mentioned control, when I told you about tensions, saying that loosing control is a part of a tension. But not just losing - gaining as well. Because if you are about to loose control, you will try to hold on to it, and be sure that if you are trying to establish control, it is because you are about to loose. Else you won't need to! - So there you got oppositions again.

A way of securing control is to make things worse than they are. Everybody who has been unsecured about what some might say, to some kind of work they have done, has used the trick of being an extremely hard critic on them self. "Oh, that is some shit. Not good at all." That is a way of getting control. Because if you are hard enough on yourself, nobody can say something worse. You know better than anyone what would hurt you the most. So repeating the most hurting thing up in your head again and again, you are on the safe side. No one can reach you with their criticism.

Remember what I said about penis size being like a boxing fight? And even more I said, that guys like us are kind of forced into the game without a chance to win.

Well, being thrown into a boxing ring against your will and then knocked-out as soon as the fight begins is not much fun. So using the same system as against criticism you say: I am no fighter. I am weak, I am slow, I don't know the techniques of a good punch and so on. You are out of the ring. By making yourself even more weak and slow you move further away. You might add a handicap or two to make sure, and move even further away.

At last at safe distance … you are in control!

It is exactly the same with penis size. If you are just slightly above average, there might me just a glimse of a chance, it is the biggest she have ever seen (though it is highly unlikely). Why put yourself through that hell? If it is so small, that there is not one bit of a chance it is the biggest she have ever seen, you are on the safe side and completely in control.

You can't compete, but you don't have to either!

And that's the point: you're getting out of that awful situation, where you are forced to compete, but can't. You don't have to. You are free and out of trouble!

That's a kind of security-system. But how can this be something that makes you horny?

Because of the tensions and oppositions!

And maybe one more thing (or rather: another opposition): to gain control you have to loose something else (a part of your size). Actually the system requires that you go to a lower position, moving further away from the champion. And be sure: that WILL cause tension!

8)As I go further into the discussion of the subject, it will be a bit more complex ideas. But let's begin with something quite simple.

Maybe sometimes you feel that your size not suits you, do not reflect what kind of person you are. In your statement you tell, that you are submissive when it comes to sex. Thinking about what kind of concepts are usually connected to penis sizes, a big penis is usually not considered the signature of a submissive person. So it may be a bit like introducing yourself by handing out someone elses business-card.

I said maybe. I don't know you, and I' not trying tot analyze you. I'm just saying "maybe". Maybe you look at it and think: "That is not who I am."

Then again - maybe you don't. I don't know. My reasons for saying this was just a short cut to something a bit more complicated.

Well, here it comes …

If at least you can deal with the thought of seeing a penis as a reflection of the person it belongs to, it shouldn't be that difficult to think of a penis as symbol. Not necessarily a sexual symbol, but a symbol of whatever it could mean and reflect to somebody.

It seems there are basically two kinds of penis-owners: those who are REALLY fond of it, and those who are definitely NOT. Very few are neutral. For most it is either love or hate.

Personally I think, that the reasons for that, is a matter of what it symbolizes for that person. If it symbolizes something positive, he love his penis, if it symbolizes something negative, he hates it.

In both cases he will be reminded of whatever it symbolizes, every time he sees it. That means several times everyday, unless he is staring up at the ceiling when he's peeing. So a lot of reminders of something either positive or negative.

Now let's focus on the group for which it is symbolizing something negative. If you feel that way about your penis, you may not be able to divide your physical penis from what it symbolizes. An important point about this is, that it IS your specific penis, that symbolizes that. Not any other. Not even others that look a lot like yours. It is exactly THAT one and only copy that symbolizes that.

Therefore you can fall into a kind of "grass is always greener". Since no other symbolizes those unpleasant matters you are seeing in your own, everyone else seems better.

Believe me, it is possible to envy ANYTHING. Once a girl told me, that she always had very clean skin, so in her teenage years she envied the other girls' pimples. Simply a matter of what she had not - "the grass is always greener".

In this case the problem is, that concrete and symbolic are not separated enough, but mixed up with each other. You have some kind of problem, sorrow, worry or whatever it is, and you see your penis as a picture of that. Then comes the misunderstanding: you think you can get rid of whatever bothers you and solve the problem by replacing your penis with another.

Let's face it: that is not the way. Your penis is innocent of what ever it is, it just reminds you of it. If you got another one, that one would feel just as stressful.

Remember: it is NOT the problem. It is just a symbol of it. A new one will be exactly the same. You got to look at the problem it self to solve it.

To understand this in connection to get turned on, you must remember what I said about shifting tenses. Being reminded of something unpleasant is a tension. But turning your frustrations and fear to arousal, well like I told you: you get peace.

Well, at least for a while.

The problem isn't solved, and that damned penis will keep on reminding you about it. This is a tension too, and a matter of opposites as well: there is something, you don't want to think about, and you are constantly being reminded of it. That is truly stressing. It is not surprising if you feel, that your penis is driving you mad. But give it a go, and there's peace for a while.

But still - the problem is not solved. It is like taking a pill for pains. The pains are still there, and will come back as soon as the effect of the pill is over.

So - you are actually in some kind of mental prison.

Is there a solution?

I will get back to that question!

9) Before I go into the search of a useful solution, I would like to say a bit about solutions I think are down right idiotic, because they simply doesn't help.

All that talk about liking your penis and being satisfied with the one you got. Well, that is exactly the problem. If only we were able to do that. But we are not. It is like saying to a person who's afraid of heights: "Oh, you shouldn't be. Just go up into that tower." But the person IS afraid of heights and doesn't dare to go up in that tower.

Some would then say. "Take it step by step. You stand on a newspaper, then on a book and so on".

It is stupid!

The reason why?

Because it doesn't come anywhere near the true problem.

Maybe that person actually might get cured for fear of heights. But just as soon as it is gone, it would get a new phobia.

I heard about this little child who had all kinds of inflammations. The doctor just gave it penicillin, penicillin and more penicillin. Until the parents found out, the child had allergy against milk.

That silly doctor is not the only one. That is how most people - especially so called experts - try to deal with any kind of illness.

That is NOT a solution!

For a real cure you need to find the actual problem.

And let there be no doubt: neither for you or me the actual problem is the size of our penises.

Believe me when I say, that I know how you feel and how painful that is. Some might think it is just some kind of funny little game you got going, that giving you some great and enjoyable fantasies. I do not! I know how you are suffering and feel that you are eaten up inside by that extra inch or two. There might be just a dash of pleasure somewhere in the puzzle, but probably you are suffering the most, when the hints of pleasure peaks. Believe me - I know!

But you must believe me about this too: that is NOT the case. It just seems like the case, because you have mixed up the concrete and symbolic.

So in the next paragraph we will go on a search for what is buried behind the mask of the symbol ...

10) Well, here's at thing of importance - as I said before: the penis is not the problem, it is a symbol of the problem.

But not just any random symbol!

It is a symbol of the problem because it actually can be used for drawing a metaphorical picture of the problem. That means that we can get some knowledge of the problem be analyzing the symbol.

What do we know from earlier?

1) We found out, that guys like us, who a slightly above average, might feel homeless and like we doesn't belong anywhere, because we are neither medium or large.

2) Then we found out, that we are forced to compete, but can't and doesn't even want to.

3) Further more we saw the aspect of control. In our position everything is uncertain. Another guy could have a bigger or a smaller. There's no way of knowing. Only doubt and to many possibilities. But … if we had a penis, that was barely average or even quite small, we could almost be sure, that the other guy had a bigger one. By knowing that for a fact, we would be in control.

4) Last but not least we found out, that our penis might not reflect our personality. Even though we have border-penises that are not definite big, they are to close to big, for someone who doesn't feel like a big-penis-person.

That should tell us a bit about the problem.

About 1): Maybe in other aspects of life we feel like we doesn't belong. We might think we are different in some way.

About 2): Maybe in our daily life there are expectations and claims we feel unable to live up to, meet and fulfill.

About 3): Maybe there are some difficult uncertainties in our lives. Or maybe too many situations we feel unable to control.

About 4): Maybe we have difficulties about showing other people how we really are. Or maybe we feel misjudged by other people. There are some similarities in those things. Perhaps we have often been misunderstood? Perhaps we think the world is chaotic, feel a little lost in it and longing for some kind of order/system?

Please be aware, that I said "maybe" and "perhaps" about all those things. It could be like that. Or it could be in another way.

But at least it should demonstrate, that there actually ARE clues in the symbol about the nature of the problem. I am just not sure I read the clues right or even managed to found out what the clues are. But I do not doubt, that there ARE clues, and that they actually CAN reveal the true nature of the problem.

So the solution?

That's simple: Finding out what the real problem is and what to do about it!

Off course - that goes for myself as well. We can both sit for the rest of our lives and dream about having this nice little penis and try to masturbate the fear out of the body, every time we are afraid that the one we got could be bigger than someone we think it might suit to be better equipped than us.

Or …

We can follow the signs beyond the symbol and walk down the path that lead us to the true matter and then do something about it.

Hjælp? Eller lidt for nidkært, nævenyttigt og konkluderende? Bare at få fyret mine egne teorier af?

Jeg ved det ikke!

Ønsker og ængstelser i "Hændelsen"

Min roman "Hændelsen" følger skridt for skridt vejen til afdækning af det egentlige problem. Dét, der skjuler sig bag alverdens ønsker og ængstelser. Bag det pirrende ved ydmygelsen, bag den illusion om kontrol nederlaget kan rumme.

Lag for lag pilles alle forklædninger og falske forklaringer af, indtil man til sidst når ind til sagens kerne.

det elvte ud af 21 kapitler er ikke blot det midterste nummer. Det er også i anden henseende centralt. 

Hvert kapitel har sit særlige lag at pille af løget, sit særlige chok at føje til mosaikken. 

Alligevel repræsenterer kapitel 11 en særlig rystende afsløring.

Dels bliver det åbenbart, at tingene hænger sammen på en helt anden måde, end man hidtil har troet, og dernæst står vi her overfor en særlig smertefuld oplevelse i hovedpersonens liv.

Paul (hovedpersonen), der allerede i de præpubertære drengeår er i fuld gang med at udvikle en PDD af alvorligste karakter, er anbragt på en institution, hvor seksuelle overgreb er en hverdagsbegivenhed.

Han forsøger at beskytte en lille pige, Laila, imod de ting, der foregår. Hans magtersløshed viser sig imidlertid, da hun betror ham, hvad der sker efter skoletid nede på hendes afdeling (kontroltab!).

Birger, der bor på afdeling med Laila, er i fuld gang med at gøre alt det ved Laila, andre tidligere har gjort ved Paul. Netop dét, Paul ville forhindre.

Skønt chokeret over det, hun fortæller, kan han alligevel ikke beherske sig for at spørge til Birgers penisstørrelse.

Derved kommer Paul i nogen grad selv til at bidrage til Lailas fald. 

Men spørgsmålet er, om der ikke i virkeligheden er tale om en forsvarsmekanisme, at Paul straks går ind i en størrelsestænkning, fordi han ikke kan udholde at se i øjnene, hvad der er overgået Laila?

I forhold til betragtningerne ovenfor er det endvidere et åbent spørgsmål, hvordan Paul har det med Birgers størrelse, som ifølge Laila ikke er overvældende.

Ligger der mest ænstelse eller ønske i Pauls spørgsmål? Er han bange for at Birgers er større end hans egen, eller håber han i virkeligheden, at den er? Udløser Lailas svar skuffelse eller lettelse?

Begge dele synes at være til stede i et paradoksalt spændingsfelt. Men hvad er der mest af?

Virker det ikke som om, Paul ville have foretrukket, at Birgers var større end hans?

Det skal endvidere nævnes, at man har hørt om Birger tidligere i romanen. Han spiller en helt central og afgørende rolle i den hændelse, titlen referer til. Det er netop i forhold til dette, at Lailahistorien vender det hele på hovedet, så alting pludselig fremstår i et helt nyt og anderledes lys.

Begrebet forestilling

Definition af begrebet forestilling (sådan som jeg bruger ordet):

Ligesom en tryllekunst. Hvis man får afsløret tricket, forsvinder magien.

Eller med Oscar Wildes elegante formulering:

”Det er usikkerheden, der betager én. Et tågeslør gør tingene så vidunderlige.”

Således er pirringen netop knyttet til den skjulte - ikke afslørede - brug af mekanismerne, som på linie med tryllekunsten virker, netop fordi der skabes et illussionsnummer.

----

Som en del af den totale afsløring lagde jeg således vægt på at være særdeles specifik i "Hændelsen".

Ironisk nok medførte det, at visse læsere troede, romanen var ment som pirringslæsning.

Det var et mærkeligt morgenmåltid for os alle. Vi prøvede at være fornøjede og opmuntre hinanden, og Mina var den gladeste og muntreste af os. Da det var overstået, rejste Van Helsing sig og sagde:

“Nu, mine kære venner, gå vi igang med vores frygtelige foretagende. Er vi alle bevæbnet, som vi var den første nat, vi besøgte vor fjendes hule, bevæbnet mod åndelige såvel som kødelige angreb?” Vi forsikrede ham allesammen om det. “Så er det godt. Nu, fru Mina, De er i hvert fald helt sikker til solnedgang, og inden da kommer vi tilbage - hvis - vi kommer tilbage! Men før vi går, lad mig da sørge for, at De er bevæbnet imod personlige angreb. Jeg har selv, efter at De kom ned, truffet forberedelser i Deres værelse ved at anbringe de ting, vi allesammen ved om, så han ikke kan komme ind. Lad mig beskytte Dem selv. Jeg berører Deres pande med dette stykke af den hellige hostie i Faderens, Sønnens, og den - “

Der lød et frygteligt skrig, der næsten fik vore hjerter til at fryse til is. Da han havde anbragt oblaten på Minas pande, havde den brændemærket den - havde brændt sig ind i kødet, som om den havde været et stykke hvidglødende metal. Min stakkels elskedes forstand opfattede betydningen heraf lige så hurtigt, som hendes nerver følte smerten, og de to ting i forening overvældede hende sådan, at hendes overanstrengte sind fik luft i det forfærdelige skrig. Men hun fandt hurtigt ord for sin tanke. Ekkoet genlød endnu i luften, da reaktionen kom, og hun sank ned på knæ på gulvet, forpint af ydmygelse. Hun trak håret hen foran sit ansigt, som en spedalsk i gamle dage gjorde med sin kappe og klagede:

“Uren! Uren! Selv den Almægtige skyr mit besudlede kød! Jeg må bære dette skændselsmærke på min pande til dommedag.” Alle tav. Jeg havde kastet mig ned ved siden af hende, forpint og hjælpeløs af sorg, og lagde mine arme fast om hende. Et par minutter bankede vore sorgfulde hjerter sammen, medens vore venner rundt om os vendte deres øjne bort, hvorfra stumme tårer flød.

- Bram Stoker

Kontroltabet

Kontrol og kontroltab er velkendte og i den psykologiske litteratur ofte omtalte fænomener. Alle har vel prøvet i en situation, hvor noget stod på spil, at være urimelig hårde i deres selvkritik og på den måde beskytte sig imod, hvad andre kunne finde på at sige.

Måske (?) sker der noget lignede for Paul i situationen med Lailas betroelse, hvor han begynder at spørge om Birgers størrelse. Situationen er i hvert fald helt indlysende ude af kontrol. Der sker noget nede på Lailas afdeling, som Paul ikke har indflydelse på, ikke kan gøre noget ved. Den beskyttelse, han kan give Laila, er yderst begrænset. Netop derfor kan spørgmålene om Birgers størrelse ses som et forsøg på at etablere kontrol.  

Når Paul oplever det som en tvingende nødvendighed, at han simpelthen MÅ vide det, så er det i hvert fald klart, at der foreligger en voldsom indre spænding. Man kan så selvfølgelig have lidt forskellige opfattelser af, hvad dette skyldes og hvad, der ligger bag. Men i hvert fald står der noget på spil. 

Selvom man måske skulle have et andet bud, så lad os i det mindste som et eksperiment forsøge at undersøge denne påfaldende intensitet som en kontrolmekanisme og/eller et forsøg på at håndtere et kontroltab.

Så meget er jo i hvert fald sikkert, at der i denne situation bryder noget uventet ind i Paul-Laila relationen. Han er uforberedt. Hvor naivt det end kan synes i lyset af hans egne oplevelser, har han overhovedet ikke forestillet sig, at noget sådan kunne ske. 

Derimod har han for sig selv defineret relationen til Laila, hvad den er, og hvad den indeholder. Der er således etableret noget, han har styr på og overblik over. Men lige med ét bryder så dette fremmede og uventede ind og vælter hele konstruktionen.

Dette kan med et ord beskrives som kontroltab!

Hvis man vælger at betragte tingene på denne måde, må man nødvendigvis også opfatte Pauls reaktion som en strategi, der har til hensigt at genoprette kontrollen eller i det mindste håndtere tabet deraf.  

Det ytrer sig på det bevidste plan som en følelse af, at det på det nærmeste er livsvigtigt at få styr på Birgers størrelse.

Jeg har mangfoldige andre steder påpeget, at ved at “forvandle” situationen til en målekonkurrence mellem de to drenge, kan Paul så at sige skubbe Laila ud på sidelinjen, hvor hun så kan stå ren og uberørt. Dette ligner i høj grad det fænomen, der med et velkendt (og lidt dumsmart) låneord og modeudtryk kaldes “damage control”. På et pænt og ordentligt dansk vil man sjældent tale om “skadeskontrol”, men som regel “skadesbegrænsning”. Derved er der en nuanceforskel i forhold til det den engelske glose, der helt specifikt nævner kontrol. Også selvom det at begrænse omfanget af en skade naturligvis er, at få tingene under kontrol. Det oplagte eksempel må vel blive en skovbrand.

Så kan man tale om et forsøg på skadesbegrænsning/damage control, hvis man tolker Pauls intense nødvendighedsfølelse i forhold til at kende Birgers størrelse, som en måde at holde Laila udenfor: Stedet er giftigt og ødelægger folk. Javel! Men det vedrører ikke hans lille uskyldsblomst. Hun er uberørt? Eller er vi her i gang med at undskylde og bortforklare, at Paul rent ud sagt er en pervers grissebasse?

Der er i den forbindelse nogle ting, der må tages med i betragtning. I alt, hvad vi ved om Paul før dette, er der ikke noget, der taler for et desperat ønske om at have kendskab til alt og alles præcise størrelse. Han synes at forholde sig til dem, der konkret og synligt kommer ind i hans liv. Tendensen til at spekulere sig halvt vanvittig over dem, han ikke har set, synes at være noget, hvor Hændelsen er udslagsgivende. 

Han har vel givetvis i forbigående haft strejftanker om den ene og anden og tredje, men ikke den maniske kredsen, hvor det bliver det eneste afgørende og vigtige. Endvidere viser det sig siden, at endnu på den anden side af Hændelsen kan han være relativt ligegyldig overfor disse spørgsmål. Tydeligst da Ole kommer og fortæller, at Jacob render rundt og viser den frem. 

Paul spørger ikke, og begrunder overfor sig selv dette med, at han nu går i udeskole og derfor skal være stor og fornuftig. Men var det ikke også lige præcis dét, han forsøgte at være overfor Laila? Og i relationen til Ole er det med tissemænd og deres størrelse i hvert fald ikke et nyt emne. Havde Paul følt, at hans liv afhang af at få afklaret Jacobs størrelse, så havde han næppe kunne affeje spørgsmålet så let. Men sagen er, at han her blot oplever en overfladisk nysgerrighed. Ja, han ville da gerne se den og vurdere dens størrelse, men så er det heller ikke vigtigere. Fint nok, men det er ikke livet om at gøre. Det, Paul tænker mest over, er Jacobs ændrede adfærd, at dette er noget nyt, som ikke har været der før. Deri genkender han sig selv og tænke noget i retning af: “Jeg var heller ikke så optaget af min tissemand, før jeg kom på PIlehushjemmet.” Det er således mere institutionens giftige og fordærvende atmosfære, der optager ham, end Jacobs størrelse.

”Ind imellem var det også rigtig svært, at han ikke rigtig kunne finde sin plads på afdelingen længere. Selvom han fik de vigtigste nyheder, var han ikke altid klar over, hvorfor, hvornår og hvordan med tingene. 

Som da Jacob, hans i begyndelsen forholdsvis fornuftige nye nabo, blev fjollet. Hvad der var sket med ham, vidste Paul ikke. Men i hvert fald begyndte Jacob at flippe ud. 

- Jacob render rundt og viser sin pik frem, fortalte Ole en dag. 

Paul tog sig i at stille det oplagte spørgsmål. Sådan noget spørger man ikke om, når man går i udeskole. Det var også overflødigt. Ole ville have fortalt, hvis der var grund til at blive imponeret. Alligevel kunne Paul mærke den gamle nysgerrighed vågne. 

Især en aften, hvor han kunne høre Jacob ude fra gangen, åbenbart stående i døren til sit værelse. 

- Vil du se min tissemand? spurgte han Bente, en af de nye pædagoger. 

- Nej, det vil jeg ikke, svarede Bente. For det er bare en ganske almindelig lille drengetissemand, så den er ikke særlig interessant. 

Paul følte sig krænket på Jacobs vegne. Hvordan fanden kunne hun vide, om den var ganske almindelig og ikke særlig interessant, når hun ikke havde set den? I hendes sted ville Paul have været stærkt fristet til at sige ja. Men han ville nok blive nød til at sige nej. Ligefrem bede om at se den, kunne han i hvert fald ikke. Men måske hvis han kom tilfældigt forbi, når Jacob viste den frem. Så kunne han jo ikke gøre for det. 

Samtidig noterede Paul sig forandringen. At Jacob pludselig var kommet på det trip, en optagethed, han ikke havde, da han flyttede ind. Han huskede, hvordan han selv i sin tid var blevet opmærksom på sin diller og optaget deraf på en måde, han ikke havde været før. Der var et eller andet ved Pilehushjemmet, der gjorde det. Vækkede noget giftigt og forkert i en. 

Det var nu ikke dét, der optog Pauls tanker. En stor del af tiden, vidste han overhovedet ikke, hvad det egentlig var. Der var bare denne her sorg og surhed derinde. Denne her fornemmelse af, at det hele kunne være lige meget, og at der ikke sådan rigtig var noget ved noget. I hvert fald gjorde det altid en lille smule ondt at være Paul.” 

Det er således det fordærvende, Paul har fokus på. Han går med en smerte indeni og føler sig tydeligvis beskadiget. For så vidt er Jacobs ændrede adfærd analog til Lailas betroelse: giften er begyndt at virke. Men Paul har ikke samme fokus i de to situationer. 

Eller måske har han, og så ytrer det sig blot på forskellig måde. 

Han har ikke involveret sig i Jacobs sag på den måde, han i sin tid gjorde i Lailas. Han står på afstand som en betragter, der ikke har noget videre i klemme. Derved bliver det mindre smertefuldt at se giften åbent i øjnene som slet og ret gift. I tilfældet Laila stod der på ganske anden vis noget på spil, og erkendelsen blev derved så frygtelig, at en afledningsmanøvre var nødvendig.

Alligevel kunne Paul ikke undvige erkendelsen. I det mindste en del af ham så og forstod nøjagtig det samme, som senere på mere direkte vis blev registreret og taget til efterretning i forhold til Jacob. Så alt i alt kan man sige, at der er en høj grad af analogi mellem de to situationer.

Alt dette rokker imidlertid ikke ved, at der er en væsentlig forskel på spændingens voldsomhed. Der er ikke tilnærmelsesvis lige så meget tryk på i det andet tilfælde. Mens Lailas betroelse på det nærmeste udløser en paniktilstand af manisk desperation, kan Jacobs ændrede adfærd ikke udvirke mere end pirrende nysgerrighed og stille sorg. Dertil kommer, at en af Hændelsens centrale gåder er, at Paul jo rent faktisk opnår at se Birgers, hvorved sagen jo skulle være afklaret, men netop ikke er det alligevel. Omvendt gælder, at det ikke synes at forfølge Paul senere i livet, at han aldrig fik set Jacobs. I alt, hvad vi hører om Pauls senere liv, nævnes der intet om, at Paul skulle have følt så meget som bare en smule ærgrelse over, at han aldrig fik set den. Derimod ligger der helt tydeligt noget presserende og uafklaret i forhold til Birgers, selvom han har set den.

Netop derved er analogien kun delvis. Der er tydelige ligheder. Se blot på de to meldinger - Laila’s og Oles: “Birger nede på min afdeling viser mig hele tiden sin tissemand”  respektivt “Jacob render rundt og viser sin pik frem”. Men der er en markant forskel på den emotionelle voldsomhed i Pauls reaktioner.  Derfor må der næsten nødvendigvis for Paul ligge mere i den første situation og stå mere på spil. Der sker så nogenlunde det samme i de to situationer. Men de betyder ikke det samme for Paul. 

Hvad er det da for en betydning, som gør, at der er langt mere tryk på i den første situation?

Som just påpeget var Paul langt mere involveret i Lailas sag. Derfor stod der også mere spil, han havde i den situation på en helt anden vis noget at miste. 

Alt taget i betragtning virker det ikke helt ude i skoven at se det som et kontroltab. 

Man må her også huske på, at konstante forsøg på at bevare kontrollen kan være utrolig krævende og opslidende. Hvor der er et stærkt ønske om at have kontrollen vil der derfor som regel som et mere skjult tilstedeværende også eksistere et ønske om at slippe kontrollen. Blive fri for alt det besvær. Noget sådan synes antydet i Pauls syn på Rosalinde. Babyen, der intet formår, men uden videre får den kærlighed og omsorg, Paul længes efter. 

Denne omvendte mekanisme, ønsket om at slippe kontrollen, er særdeles tydeligt til stede i de situationer, hvor Paul føler et ønske om at afgive sit mesterskab, så han ikke længere behøver at forsvare det.

Det er en måde at skabe kontrol. Men det er samtidig også afgivelse af kontrol. I den forstand er der en tydelig dobbelthed på spil, som måske (?) forklarer noget af det selvmodsigende og de modsatrettede spændinger, vi har betragtet i det foregående. 

Eller man kan måske sige det sådan, at det ideelle ville være, at slet ikke have brug for kontrolmekanismer. Overgivet til kontrollens betingelser er man indviklet i et udmattende og opslidende spil, der bruger enorme mængder psykisk energi og kræver ens konstante bevågenhed. 

Tænk hvis det ikke var nødvendigt …

Det er således fuldt forståeligt, at jo mere desperat man higer efter kontrol, desto mere ville man ønske, at man ikke behøvede at gøre det.

Men fanget i denne strategi opleves den som strengt nødvendig, og man benytter sig konstant af alle de tricks, strategien tilbyder. 

På sin vis kan man hævde, at Rosalinde antyder (ikke verbalt, men ved sin blotte tilstedeværelse) at den højeste grad af kontrol er, at ikke behøve kontrol.  

Ligeledes gælder - som ovenfor påpeget - at de situationer, hvor man særligt forsøger at etablere kontrol, er, når man er ved at miste den. Det er selvsagt i oplevelsen af kontroltab, at det bliver magtpåliggende at få den genoprettet og stabiliseret. 

Her kan man vel dårlig nok tale om dobbeltheder, men blot at behovet aktualiseres. Ligesom hvis alle køkkenskabene er tomme, og jeg føler sult. 

Hele spørgsmålet om større eller mindre kan ses på en lignende måde. Hvis man er bange for, at den ikke er stor nok, vil der helt uundgåeligt være en fascination af dem, der er større. I udgangspunktet som noget, man misunder og eftertragter, gerne selv ville have. Men når man des årsag beundrer disse andre, er der ikke så særlig langt til at ønske sig mindre for at kunne beundre desto mere. Man kan sige, at det er et behov for heltedyrkelse, der her kommer til syne.

Dette er nært koblet sammen med hele kontrol-spørgsmålet. En helt kan for så vidt defineres som en person, der har styr på tingene og kan klare det hele. Men vil man så gerne være helten, eller vil man gerne have en helts hjælp og beskyttelse?

Det kræver noget at være helt. Han får ikke sine hædersbevisninger og æreskranse for ingenting. Derimod kan man på sikker afstand ganske trygt være vidne til, at andre klare skærene. Der er faktisk en hel del, man er lykkeligt fri for. 

Men det kunne jo på den anden side set også være rart at være den, alle de andre beundrede og hyldede …

“Man kan ikke både blæse og have mel i munden”, lyder det kendte ordsprog. Nej. Men der er intet til hindring for, at man kan ønske sig at blæse med mel i munden. Når et sådan ordsprog overhovedet findes, er det jo netop, fordi vi mennesker ofte ønsker os uforenelige ting. Vi “vil have både i pose og sæk”, hvad der vel ikke nødvendigvis er uforeneligt. Men vi vil mere end det: vi vil blæse med mel i munden. 

Det gælder ikke mindst alt, hvad der er særligt og usædvanligt. Det udmærker en person at være noget særligt. Men det gør også vedkommende anderledes, får dette individ til at skille sig ud fra mængden. Derfra er der ikke så synderlig langt til at føle sig unormal og forkert. I hvert fald kan det ofte gøre livet mere indviklet og besværligt, hvis man ikke bare er som alle andre. 

Derfor er en oplagt og hyppigt forekommende “blæse med mel i munden”-ting at både ville være helt almindelig og noget særligt.  Det lader sig ikke gøre. Men som sagt: man kan sagtens ønske sig det alligevel. Ønsker forholder sig ikke nødvendigvis til, hvad der lader sig gøre. De ønsker bare. Ønsker alt muligt i en uendelighed.

Men bemærkelsesværdigt for helt almindelig/helt særlig modsætningen er, at både forestillingen om at være ligesom alle andre og at være det absolut usædvanlige rummer et element af sikkerhed og kontrol. Helt almindelig, ligesom alle andre: man kan dermed hævde sin absolutte normalitet og finde tryghed i mængden. Helt særlig, det absolut usædvanlige: man er udmærket ved styrke og beundringsværdige egenskaber, der gør en i stand til at klare det hele, være en helt. Således kan kontrollen anes som noget fælles bag disse tilsyneladende modsatte positioner. 

Så ønsker man egentlig at blæse med mel i munden, eller ønsker man simpelthen kontrol?   

Generelt kan man sige, at psykiske strategier er forsøg plat håndtere svære situationer. 

“Strategi. Ordet kommer af det græske ord “strategia” og betyder “feltherrekunst”. En feltherre er jo så en strateg. Begrebet strategi bruges i utallige sammenhænge, og især hvor en eller anden form for magt, det være sig fx en stat, en virksomhed eller en person, vil nå et mål og i den anledning udtænker en metode, hvormed målet kan nås.

Vi såkaldt “almindelige mennesker” lægger også hver vores strategi for at kunne klare tilværelsen. Det gælder jo ikke mindst hvis vi kommer i særligt truende situationer.”

 - Oskar Plougmand

Hvis man fastholder den definition og særligt det med at klare “særligt truende situationer”, så kan man forstå en strategi som et forsøg på at etablere kontrol. Naturligvis hvor man vel at mærke absolut ikke har det. 

Den beskrivelse passer temmelig præcist på et institutionsbarns situation: anbragt uden selv at have valgt det, underlagt en pædagogik, som kan være mere eller mindre hensigtsmæssig, men selv i de bedre tilfælde ofte vil opleves af barnet, som at der skaltes og valtes med dets liv, uden at det har nogen indsigelsesret. Dertil er der rigtig mange ting at skulle forholde sig til, hvis der er tale om mere end et lille hus med nogle få børn. Det typiske er at være blandt rigtig mange andre børn. Langt flere end selv i ret store søskendeflokke. Man har ikke en naturligt given værdi. Man er mere et stykke arbejde end et individ. Opmærksomhed - og dermed omsorg - er noget, der må kæmpes for at opnå, og sådan kunne jeg fortsætte længe. Men det har jeg til overmål udbedt mig om så mange andre steder, at jeg vil undlade det her.

Når et sådan miljø er at regne for PDD-truende, er det ikke mindst, fordi børn, der lever under sådanne vilkår, hele tiden må se sig selv i forhold til andre. Fremfor værdi i sig selv, bliver værdi noget, de har i forhold til andre. Så og så meget bedre eller dårligere. Dertil er situationen ustabil og i stadig forandring. I det daglige med personalets vagtskift. Ikke faste omsorgspersoner, men folk, der får fri, sætter sig ud i deres bil og kører deres vej, hvorefter børnene skal forholde sig til nogle andre personer. På blot lidt længere sigt den fortløbende forandring af børnegruppen med ind- og udflytninger. De andre, barnet hele tiden skal se sig selv i forhold til, er altså ikke engang de samme hele tiden. I løbet af en længere anbringelse kan der forekomme flere totale udskiftninger, hvis flertallet af de øvrige børn har et korte forløb. Så hvis man f.eks. vil føre sig frem på, at man er god til at tegne, må man gøre det igen og igen og igen.

Det er indlysende, at hele situationen involverer en ekstrem grad af kontroltab. Hvis der så forekommer overgreb og/eller særlige sexuelle aktiviteter, vil kontroltabet ofte blive tolket i lyset af dette. Hvis en lille dreng lider af angst, har anlæg for dysmorfofobiske lidelser og/eller har et mindreværdskompleks i forhold til en beundret, forgudet far, er han for så vidt allerede i kraft af dette stærkt PDD-truet. Men et institutionsmiljø af den ovenfor beskrevne type må i høj grad regnes for en faktor, der mangedobler risikoen. 

Det er svært at se, at man i denne opstilling skulle kunne komme udenom kontrol-spørgsmålet. Det synes tvært om at mase sig på med stor styrke på en hel række måder og planer.

Hele situationens overordnede præg er et kontroltab. Barnet er udsat og i en svær situation. De strategier, det derfor benytter sig af, er i større eller mindre grad altid en form for “damage control”. Enklest sagt: hvordan kommer barnet nogenlunde helskindet igennem det med færrest mulige ar på sjælen? 

I forhold til strategi er der kun delvis tale om et valg. I det mindste uhyre sjældent et egentligt bevidst valg. I forhold til enkeltspørgsmål og bestemte situationer, kan man naturligvis tale om, at man erfarer, at hvis man gør sådan og sådan (eller undlader dette), kan man undgå visse vanskeligheder og ubehageligheder. Men i det mere overordnede og generelle må man snarere sige, at man simpelthen reagerer som det menneske, man nu engang er - gør det, man kan - bruger, hvad man har. Man griber til det, som er muligt. Kontroltabet er med andre ord så omfattende, at man ikke engang frit kan vælge, hvordan man vil skabe en illusion om kontrol. Det bliver i rigtig mange tilfælde noget, der tilfældigt byder sig til som en brugbar mulighed. 

Alt afhængig af barnets anlæg, gemyt og temperament kan der naturligvis være mange varianter over dette i praksis. Men det er som regel ret gennemskueligt, at vi her har et lille menneske, der kastes forsvarsløst rundt i tilværelsen og des årsag desperat prøver at på en eller anden måde få blot en smule fast grund under fødderne. Uanset hvilken konkret strategi barnet så måtte gribe til.

Ofte vil man se, at barnet forsøger at skabe en “sikker zone”. Det kan være et sted indeni sig selv, eller det kan være en ydre lokalitet, hvor man føler sig tryg. I forhold til Laila synes Paul at ville skabe en sikker zone i en relation. For ham er der noget imellem de to, der står udenfor alt det andet. Det er så lige præcis dét, Lailas betroelse fortæller, at det alligevel ikke gør. 

Famlende prøver Paul at forstå og forholde sig til dette. Men det er simpelthen en for stor mundfuld at skulle sluge. Han bliver skræmt, provokeret og alt mulig andet. Herunder vel også forvirret, tvivlende, undrende og usikker. Pauls spørgsmål om Birgers størrelse kan for så vidt også tolkes som et forståelsesforsøg. Jamen, hvorfor gør Birger det? Har han noget usædvanligt at prale med? 

Der ville også være en slags “damage control” i, hvis Birger kunne negligeres til en kuriøs genstand på en kunstudstilling. Så ville han alligevel ikke sådan rigtigt være Lailas Janus. Det ville bare være, som hvis Laila havde set en film med nogle mennesker, der kunne flyve eller sådan noget. Men det virkelig smertelige og samtidig det egentlige kontroltab er netop, at Birger helt præcist og nøjagtigt ER Lailas Janus.   

I denne læsning bliver Pauls uddybende spørgsmål afgørende. Den måde han ihærdigt forsøger, at få Laila til at sprede fingrene noget mere og vise et større mål. 

Jamen, jamen, jamen … 

Når den er rigtig stiv. Helt stiv. Meget stiv. Det allerstørste, den kan blive. 

Men der er ikke noget at gøre. End ikke det optimale mål kan præstere noget aldeles enestående, og dermed er Birger følgelig ikke nogen kuriøs udstillingsgenstand. Han er lige præcis dét, Paul ikke vil have, han skal være: en fysiologisk set nogenlunde gennemsnitlig dreng, men mentalt med den uheldige tilbøjelighed, at han godt kan lide at påtvinge andre sine kønsdele.

Man kan så videre sige, at hvis Laila kunne forklare Paul, hvorfor Birger har denne særhed, ville hun samtidig have forklaret Janus’ tilfælde, og med større forståelse og indsigt ville en form for kontrol være opnået. 

Men alle veje er lukkede. Der er kun de nøgne kendsgerninger. De lader sig ikke bortforklare, og de bagvedliggende årsager ikke tyde. Kort sagt: der kan ikke etableres kontrol! 

Men hvis ikke Paul kan få Birgers større, så må han jo prøve at gøre sin egen mindre. Det kan man så sige, at han efterfølgende bruger mange år af sit liv på. Men betegnende nok uden at opnå det, han egentlig gerne ville, hvilket i bund og grund netop er kontrol. 

For Paul opleves det som ufred sindet. Omdigtninger i fantasien skaber en energiladet intensitet, men absolut ikke sjælefred. Endnu mange år senere kan Paul stadig ikke finde en vej ud af den labyrint, han har fået forvildet sig ind i!

Helt karakteristisk og symptomatisk dukker omdigtningerne op med gradvis stigende intensitet på et tidspunkt i Pauls liv, hvor han af andre grunde føler, at kontrollen vakler, og at han atter er ved at blive kastebold for tilværelsens vilkårligheder. For at mod sin vilje skulle tvinges til at finde et andet sted at bo, må vel også være at regne for et kontroltab. 

“My home is my castle” siger englænderne! Altså atter etablering af en såkaldt “sikker zone”. Men nu har tilværelsen (personificeret af den halsstarrige værtinde) altså sat sig for at fordrive borgherren fra sin fæstning, helt på linje med, da man ville tage Pauls elskede hytte fra ham. Føj hertil den måde, Paul klamrer sig til sine minder og diverse souvenirs, som understøtter disse.

Det er alt i alt ikke svært at se, at kontroltabet går som en stadig understrøm gennem hele Pauls livsforløb. Det er ganske enkelt et hovedmotiv!

Dette kommer på en særlig måde til udtryk i Lailas betroelse og den efterfølgende hændelse (HændelSEN), og ytrer sig så siden som det, der har givet navn til dette opslag: det modsatte ønske. 

I frit fald og famlende i tæt tåge uden fast holdepunkter forsøgte Paul at gribe om sin store penis, fordi det var det eneste, han havde at gribe om og til. Det gav ham imidlertid ikke noget holdepunkt, men gjorde blot ondt værre. Det forekom derfor oplagt at så i stedet ty til “det modsatte ønske”. 

Hvis det absolut skulle nægtes ham at være sikker på, at den var større end alle andres, kunne han så ikke i det mindste få lov at være sikker på, at den var mindre, således at der trods alt var noget, han kunne være sikker på?

Et brølende: NEJ!!!

Tilværelsens usikkerhed og tvivl blev ved at mase sig ind på Paul og dermed konstant og kontinuerligt bekræfte kontroltabet. 

Ser man lidt nærmere på parallellen mellem hytten og hybelværelset kan man også vælge den omformulering, at hvis det kunne forklares som en velfortjent straf for et eller andet, så var det måske mere tåleligt, eller i det mindste forståeligt. I denne læsning bliver “det modsatte ønske” således en metafor for noget strafbart. For de fleste mænd er en lille penis noget skamfuldt, pinligt og ynkværdigt. Derfra er der i grunden ikke langt til noget kriminelt. Det, man skammer sig over og forsøger at skjule, er jo netop dét, der ikke tåler dagens lys, og hvor man lever i stadig frygt for afsløring. Derved er der visse lighedstræk mellem det ynkelige og det kriminelle. 

Man kan her atter iagttage den kontrolmekanisme at være helt urimelig hård i sin dom over sig selv, for at have sikret sig, forberedt sig på det værste og tænkt det ud i sin yderste konsekvens. For det er jo sådan set lige præcis det, Paul forsøger på. 

Han gør sig store anstrengelser for at overbevise sig selv om, at hans penis er latterligt lille. Netop: latterlig. Så lille, at hvem som helst, der så den, ville falde om af grin. Herunder naturligvis også naboen og hendes deforme kæreste. 

Nå, ja - deform og deform … 

Det kan godt være, at han har en grim røv. Men han har også en stor, dejlig pik, der får hende til at hyle og grynte af fryd, alt imens en skamfuld Paul sidder på den anden side af væggen, hvor han vogter over sin frygtelige og pinlige hemmelighed. Så på sin vis er han vel mere deform end ham med den grimme røv.

Altsammen naturligvis forskruet hjernespind i Pauls hovede. Men helt klart en form for hjernespind, hvor noget med kontrol, nødvendigvis må være involveret. Ja, ikke blot involveret, men spillende en central og fremtrædende rolle. Alt det her lugter jo langt væk af kontrolmekanismer.

Netop - atter og igen-igen - den med at forestille sig det værste og dermed have garderet sig. For hvis man er bange for, at ens penis ikke er stor nok, hvad forestiller man sig så, når man vil gardere sig imod det værst tænkelige?

Det er muligvis at trække den for vidt, men måske (?) kan dette også gøres gældende i forhold til den voldsomme pirringsværdi, som det har på Paul at blive truet nedefra. Truslen nedefra antyder en forrykkelse, en ændring af tingenes orden. Mens den regulære overmand for så vidt bekræfter en tingenes orden, noget, der ligger fast. Det er bare sådan, det er. Truslen nedefra er derimod noget, der måske/måske ikke er sådan. Det er noget, hvor ting synes at kunne ændre sig, og hvis ting kan ændre sig, så kan man jo netop ikke være sikker på noget som helst. Sikkerhed er betinget af, at tingene er fastlagt. Fastlagt én gang for alle. 

Som tidligere nævnt, er det netop denne usikkerhed, der i voldsom grad præger institutionsbarnets liv. Alting ændrer sig hele tiden, og man kan ikke regne med noget som helst. Ikke andet end nogle rigide regler, som man ikke nødvendigvis synes, giver særlig meget mening. I alt det, man tillægger betydning og vigtighed, synes et fortløbende skred at være et livsvilkår.

Se også:

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/449971913

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/446498124

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443271336

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/444158134

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443294620

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/450283279

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443254430

https://www.facebook.com/profile.php?id=100083578203405

https://www.facebook.com/groups/1508769252886926

https://www.facebook.com/groups/736605837550810

https://www.facebook.com/groups/9033231740024013