toner, ord og tanker
Pibefolkets spektrum
- En kritik af den dualistiske piberygeropfattelse
Engang for efterhånden mange år siden læste jeg en morsom og underholdende aviskronik, med overskriften "Piberygere - enten barbarer eller tosser".
I den videre tekst var der med et fint glimt i øjet beskrevet de to stereotyper: dem med den ene sønderrøgede snade fuld af ting, der lugter af bolsjer og kirsebærblade versus dem med den store, dyre pibesamling, der ryger engelske latakiamixtures.
Enhver, der har læst P. C. Olriks bøger, genkender uden videre hans opdeling i røgforbrugere og piberygere. Artiklen gik dog til emnet med en noget mere humoristisk indfaldsvinkel, som samtidig i nogen grad så sagen fra begge sider, og således netop brugte de betegnelser, som de to lejre angiveligt bruger om hinanden.
Kort sagt: en artikel til underholdning, ikke til belæring.
På en hjemmeside om pibetobak ( http://piberyger.dk/index.php/den-foerste-tobak/ ) kan man læse følgende - lige i arven efter Olrik - om begynderens første pibe:
"Der findes to helt overordnede typer af pibetobak: God tobak og dårlig tobak – og her er der ikke blot tale om en ”smagssag”, men om en konkret kvalitetsvurdering.
Dårlige tobakker sælges for 90 procents vedkommende i 38 grams plast-lommeposer, består af maskinforarbejdet tobak af mere eller mindre ukendt oprindelse og er ofte sødet og/eller tilsat diverse smagsessenser. Hvis man starter sin piberygerkarriere med en tobak af dén slags, går det formentlig galt, og man snyder i hvert fald sig selv for nogle af de største fordele ved piberygningen. Og man oplever aldrig at blive mæt af tobak, men er udmærket i stand til at pulse non-stop dagen igennem.
God tobak sælges med meget få undtagelser i blikdåser og er forarbejdet med omhu af gode råvarer – hvilket sådan set er det eneste helt generelle, der kan siges om denne type tobak, som kommer i et utal af forskellige mærker og typer, afhængigt af tobakssort, lagring, skæring, blanding osv. Og det er netop dét, der gør det så unikt at ryge pibe: At man kan variere sine smagsoplevelser i forhold til tidspunktet på dagen, lejligheden eller humøret og i øvrigt prøve sig frem gennem – bogstavelig talt – en hel verden af dufte og smagsoplevelser."
På sin vis går han et skridt videre end Olrik. Hvor P. C. nemlig hævdede, at alle stod til at redde, hvis blot de var parat til at gøre den fornødne indsats, bider jeg mærke i, at den skribent skriver om det at komme skævt fra start, at så "går det formentlig galt". Er man da allerede fortabt, hvis man er begyndt med slavetobakkerne? Kan det ikke rettes op? Kan man blot få nogle spredte glimt af, hvad man kunne have opnået, hvis man havde grebet tingene ret an, og er det så lidt som med den lille havfrue, at man må betale for disse glimt med efterfølgende tab af evnen til at smage?
Opdelingen i forbrugere og rigtige piberygere - eller "barbarer"/"vandaler" versus "tosser"/"snobber", som de ofte benævner hinanden - er alt for firkantet og enøjet. Det er ikke bare kirsebærblade mod latakia og så er sagen dermed udtømt. Der er jo en mængde mellemgraduationer.
Ligeledes kan man tale om en række grænsetobakker.
På en lignende måde gælder det pibefolket, at det er et bredt spektrum, med mange graduationer.
Jeg behøver jo ikke at gå længere end til mit første og oprindelige pibeidol, min farbror. Han havde en flot samling af fine, dyre piber. Han var om dem med omsorg og piberensere, og han røg sin pibe med ro og forstandighed. Men han røg folketobakker hele sit liv. Først Princeton i en masse år, og derefter Porterhouse i en masse år.
Andre har mindre fine piber, men ryger bedre tobakker. Nogen opbygger en samling af relativt billige piber, som de imidlertid omfatter med kærlighed og passer med moderlig omsorg.
Ja - og også både piberne og tobakkerne har deres graduationer.
Der findes jo en del imellem Real Briar og Sweet Dublin på den ene side og Dunhill og Dunhill på den anden.
F. eks. er rød Orlik en pudsig mellemtobak. Den huserer blandt de lidt mere kræsne og økonomisk velbeslåede forbrugere, men er samtidig tålt og medtaget blandt omtalen af de gode tobakker, omend det almindeligvis sker med en smule forbehold, der især kritiserer den for at være for sød.
Så jo - man kan faktisk tale om mange stadier. Det er ikke så enten-eller.
Begynderstadiet må enhver igennem. Uerfaren tager man de første vaklende skridt. I den forbindelse tillader jeg mig at betvivle den ovenfor citerede hjemmesides lost case opfattelse. Jeg er ikke enig i den vurdering, at alt er tabt, hvis man kommer galt fra start. Meget kan rettes op henad vejen.
Al begyndelse er svær, og alle begyndere begår fatale fejl. Men allerede i udgangspunktet kan man så afgjort sigte højt eller lavt, og således stræbe efter forskellige pladser i hierarkiet. Jeg mener så bare også, at dette kan ændre sig. Man kan såvel opgradere som falde af på den.
Således er man ikke nødvendigvis i kraft af udgangspunktet dømt til evigt at tilhøre et bestemt på forhånd givet stadie. Givet er det dog, at man let kan havne et sted i systemet, hvor man bliver.
Typisk er det vel, at man går efter det velkendte. Man køber den tobak, som ens far, onkel, storebror eller hvad det nu måtte være ryger. Det er jo heller ikke sikkert, at den lokale kiosk har særlig stort udvalg. Men familiens mærke føres. For det køber jo både far, onkel og storebror.
På samme vis, når piben stoppes og tændes. Man er ganske naturligt farvet af de kulturmønstre, man er vokset op i. Piberygning er det, som far, onkel og storebror gør og på den måde, de gør det. Spørgsmålet er så, om far, onkel og storebror er barbarer eller tosser?
Her er det, at man kan tale om en række typer:
Forbrugerne
Allernederst har vi den arketypiske barbar, en vaskeægte proto-vandal med sin majspibe i brystlommen og pakken med Mac Baren Mixture i baglommen. Dette er hierarkiets absolutte bund. Dybere kan man ikke synke!
Men lad os et øjeblik forsøge et se sagen fra barbarens side. Hvordan tager tingene sig ud set gennem hans øjne? Sagen er vel i bund og grund den, at det at ryge pibe for ham hverken er en interesse eller lidenskab. Det er bare noget, han gør. Uden entusiasme som bagvedliggende drivkræft giver det ganske enkelt ikke mening at gøre tingene sværere end nødvendigt.
Selvom han måske stræber en kende højere end majspiben og faktisk anskaffer sig et ordentligt rygeredskab, giver det for ham ingen mening at ofrer formuer på det.
Det er et faktum, at man kan få en udmærket pibe for tre-fire hundrede kroner. Hvorfor så give det tidobbelte for en pibe, bare fordi, der sidder en hvid prik på spidsen?
Ligeledes synes han, at hans "maxtyre" smager udmærket. Så hvorfor købe en tobak, der koster det dobbelte? Eller ydermere: en hel bunke af de der dyre nogen, der så også skal luftes og hældes på glas. Pokkers til besvær, når man bare kan have en pakke i baglommen, hive den frem, stoppe piben og sætte fyr på.
Hvad skal alt det andet pjat gøre godt for?
Alle kender modargumenterne. De er blevet fremsat så ofte, at jeg ikke ser nogen grund til at gentage dem her.
Hvad jeg vil frem til er, at set fra hans synspunkt, virker den modsatte position vitterlig tosset. Når barbaren taler om "tosser", så mener han, at vi er tossede. Komplet, ragende bindegale. Når jeg i det følgende bruger ordet tosse, er det ment som en kærlig hædersbetegnelse. Men barbaren mener det ganske ligefremt.
Det kan man strengt taget ikke fortænke ham i. For når det med at ryge pibe bare er noget, han gør, og som han ikke ser nogen grund til at gøre et stort nummer ud af, så har han ganske enkelt ikke forudsætningerne for at sætte sig ind i den helt anden indfaldsvinkel, som er motiveret af lidenskab. Brændende, entusiastisk lidenskab.
Herregud! Det er jo bare en pibe tobak. Ja - for ham. For andre er det en hel del mere. Udfra hans forudsætninger giver det imidlertid god mening at resonere, som han gør.
Men at udelukke at han skulle kunne skifte mening, at der kunne indtræffe det ene eller andet i hans liv, som fik ham på andre tanker, og således uden videre afskrive ham som en lost case forevigt dømt til det laveste dynd, finder jeg i høj grad betænkeligt.
Det er bedre at tænke, at da vi møder ham på vor vej, befinder han sig på dette stade, så dybt nede i dyndet som vel muligt. Det er slet ikke sikkert, at han bliver der. Det er bare, hvor han er lige nu.
Et trin højere oppe har vi en forbrugertype, som er ret mådeholden og ukritisk i sine krav. Han synes typisk, at såvel de bedre piber som de bedre tobakker er for dyre. Men han vil omvendt også have noget for sine penge. Han har en pibe eller to i den knap så dyre ende, men ikke nødvendigvis den allerbilligste. Hans tobaksvalg er ikke just udtryk for den mest forfinede smag, men han holder sig trods alt for god til at ryge Mac Baren Mixture. Han er kort sagt inkarnationen af den med Real Briar og Sweet Dublin.
Atter et trin højere oppe møder vi en type, der ikke adskiller sig voldsomt fra de to første, men hos hvem man dog fornemmer lidt mere omtanke og kritisk sans. Man kunne kalde det "den gode forbruger" eller "forbrugeren med potentiale for at avancere til tosse". Potentialet anes undertiden i glimt, men bliver som oftest ved potentiale uden at realiseres.
Mellemgruppen
Lidt højere oppe bliver billedet mere komplekst, da man her kan tale om en række overgangstyper, som er vanskelige at placere i forhold til hinanden. Nogle lægger mest vægt på gode piber, andre på gode tobakker. Pibesamlingen kan være alt mellem fire-fem piber og et batteri af tosse-omfang, ligesom disse piber kan være af alle prisklasser. Nogle har ligesom min farbror en imponerende samling af gode piber, som de stopper Princeton og Porterhouse i. Andre har måske knap så fin en samling af piber, men ryger i disse grænsetobakker som f. eks. Singleton, Dark Twist og rød Orlik. I forrige tider kunne det også have været blå Edgeworth.
Således er billedet her noget sammensat og mindre entydigt. Alt efter om man dømmer og vurderer udfra valget af pibe, valget af tobak eller måden disse omgås og bruges på, bliver klassificeringen forskellig. Derfor giver det bedre mening at lade disse stå som tre separate parametre, der så kan kombineres på alle tænkelige måder. Visse kombinationer er dog hyppigere forekommende end andre. Enhver vil udfra de tre parametre kunne tegne silhuetter af en række piberygende personer, de har mødt i løbet af deres liv.
Pibeparametret gælder såvel typen af pibe som antallet!
Allerede her kan man tale om en flertydighed. En enkelt, men virkelig god pibe. En større samling af billige piber. Fem til ti piber i mellemprisklassen. Fem til ti piber i den dyrere ende. En samling, der ikke giver tosser og snobber noget efter. Hele spektret kan findes derude blandt menneskene.
Således er der blandt disse folk mennesker, der kun ved ubetydelige detaljer adskiller sig fra de lavere typer, og modsat andre, der med fine, velpassede pibesamlinger næsten til forveksling kan ligne de bedre pibefolk. Det er ofte kun bitte små, næsten usynlige træk, der afslører, at pibefolk af denne type befinder sig en smule længere oppe eller nede, end man umiddelbart ville vurdere.
Set rent og isoleret i forhold til valget af pibe og antallet deraf, er hele spektret fra det højeste til det laveste repræsenteret. Det gælder tillige rent teknisk, at det spænder lige fra elendige rygere til virtuost dygtige.
Om en given pibemand tilhører det brede mellemfelt eller har hjemme andetsteds kan således i mange tilfælde kun afgøres via de to andre parametre.
Skulle man alligevel vove pelsen og forsøge at tale om noget typisk, så måtte det vel netop blive alt det mellemste: mere end én pibe, men ikke en stor samling. Mellemste prislag, diverse kompromisser mellem forsømmelse og optimal pleje. Piben får sin regelmæssige piberenser, men bliver måske ikke fræset særlig tit. Den ser ikke ligefrem ud, som om den er hevet op af en skraldespand, men er omvendt heller ikke et skinnende, højpoleret syn.
Det kører på det jævne, nogle ville nok sige middelmådige. Ikke helt dårligt, men heller ikke helt godt. Mellem, mellem, mellem. Det ville være at regne for prototypen.
Men virkelighedens verden byder på langt flere variationer og nuancer. Således også pibefolk, der nok tilhører mellemfeltet, men slet ikke passer på den definition, at alting her er "mellem".
Som oftest ryges kun én fast tobak. Det er relativt sjældent, at nogen på dette niveau har sans for variationens fryd. Snarere sætter man en ære i at have fundet sit faste mærke, som man holder fast ved.
Dette kan så være alt muligt. Helt nede fra Sweet Dublin og Black Ambrosia henover Primerose, Virginia Rose, Porterhouse, Princeton og Singleton til ting som Dark Twist og Rød Orlik, eller evt. en lidt mere eksklusiv tobak, f. eks. en af de to Capstans.
Dette sidste er dog ikke så almindeligt. Den udbredte smag i denne gruppe, går mod det mere søde og mellemeuropæisk aromatiske. Engelske virginiatyper er således kun sjældent det foretrukne. Endnu mindre klassiske mixtures (blandt rygere indenfor dette spektrum omtales latakia ofte som "kamelgødning").
I forrige tider var den herskende smag generelt nok mere straight og robust end idag. Således var f. eks. Edgeworth tidligere en udbredt og populær grænsetobak. Siden er den brede smag i stigende grad gået imod det udpræget sødlige, næsten vamle.
Tidligere ville man således også en smule oftere kunne opspore enkelte strejf af latakia blandt mellemgruppens foretrukne mærker. Idag er det imidlertid uhyre sjældent forekommende. Hvis der helt og absolut undtagelsesvis skulle være en enkel mixtureryger i selskabet, er det typisk en lettere mixture, der foretrækkes, f. eks. Grøn Wattson.
Den røde (uden latakia) er dog langt mere udbredt, da den i smag og aroma ligger noget nærmere prisgruppen under, og rent faktisk har en del til fælles med Porterhouse, men dog er knap så harmløst blød og blid, har mere karakter og særpræg, hvorfor mange af dem, der befinder sig på mellemtrinet, vil mene, at der er noget underligt ved den eller at den ikke er helt rar.
Langt mere udbredt er det, at der ryges udpræget søde og stærkt aromatiske tobakker, f. eks. hvid Orlik eller des lige. Her kan der så til gengæld godt vise sig en god portion kritisk sans, der ikke bare slår sig til tåls med alt, hvad der smager af karameller og bolsjer.
Derfor giver visse rygere med smag for det mellemeuropæiske gerne en pæn sum for en blanding, hvor chokolade/karameller/lakrids/bolsjer/etc. ikke bare ytrer sig som varm luft på en flad, fad og pappet måde, men folder sig flerdimensionelt ud i flere lag.
De holder sig således for gode til ting som Black Ambrosia og hedengangne Smugler, foretrækker i stedet f. eks. nogle af W. Ø. Larsen tobakkerne (trods en ret pebret pris!).
En klokkeklar eksemplificering af forskellen på den pappede og den flerdimensionelle version, kunne man i sin tid få, mens Orlik Silver & Black var at finde på markedet. Mac Baren Black Ambrosia og Orlik Silver & Black var i henhold til smagsretning på nøjagtig samme kurs. Men lige så flad og fad Black Ambrosia er, lige så lagdelt, nuanceret og raffineret var Silver & Black.
Eventuelle eksperimenter frem for et fast mærke vil typisk finde sted blandt disse folk, der snart sværger til kirsebærblade og snart til sød lakrids. Får de derimod undtagelsesvis fat i noget, der smager af tobak, synes de enten det er kedeligt eller mærkeligt.
Man må imidlertid ikke overse, at der rundt omkring blandt disse folk er en oprigtig interesse for smag - at der rent faktisk er forskelle mellem forskellige fabrikater. Lad så være, at det som oftest handler mere om kirsebærblade end latakia. Hellere have dårlig smag end slet ingen smag. Ved en interesse for, hvad det er for en røg og aroma, der kommer ud af piben, ses et klart forstadie til de højere stadiers smagsbevidsthed.
Atter er paletten bred, fra temmelig tankeløse pulsere over alle tænkelige mellemstadier til ret så forstandigt-eftertænksomme pibesmøgere.
Ligeledes kan måden, de behandler deres piber, spænde fra det mest skødesløse og hårdhændede til en rørende omsorg og påpasselighed. Billedet kompliceres så yderligere af, at det ikke nødvendigvis er den, der ryger med størst eftertænksomhed, der udøser den mest altfavnende moderlighed overfor sine piber, og heller ikke nødvendigvis det værste osehoved, som er mest brutal overfor sine rygeredskaber.
Der kan ofte forekomme overraskende kombinationer af den adfærd, der udvises overfor den tændte pibe, og den, der viser sig i forhold til at passe godt på den og f. eks. rense den regelmæssigt.
Endelig må man ikke glemme, at de jo er mennesker, og således omfattet af den almindelige variation og forskellighed. Helt på tværs af det øvrige kan de således af gemyt og temperament være mere eller mindre eftertænksomt og selvransagende anlagt respektivt overfladiske. Ligeledes er nogle mennesker fra naturens side blevet skænket mere ro og ligevægt end andre.
Hos nogle af disse folk på mellemtrinet vil man således kunne iagttage tydelige tegn på begyndende bevidstgørelse. Hos enkelte endog en hel del mere. Der gives således tilfælde indenfor dette spektrum, der udviser mange af de forstandigt besindige karaktertræk, som ellers er de højere stadiers adelsmærke.
I den forbindelse bør det nævnes, at det gælder samtlige stadier, at de er præget af almindelig menneskelig variation. Det er ikke en udtømmende karakteristik af et menneske, at det står på et givent trin i pibehierarkiet. Det belyser blot nogle få, bestemte sider af dets personlighed. I forhold til alt mulig andet, kan to på samme niveau være vidt forkellige.
Det gælder som sagt hele vejen fra det dybeste dynd til den højeste sfære. Når der er særlig grund til at nævne det her, skyldes det mellemfeltets diversitet, hvor mangfoldigheden er særligt udtalt.
Engang i et s-tog havde jeg en snak med en hyggelig, rar og sjov mand, der røg Virginia No. 1, og som på en spøjs lidt ironiserende måde distancerede sig fra de rigtige piberygere. Sådan en var han ikke. "Rigtige piberygere ryger heller ikke Virginia No. 1. Det er sådan en begynder tobak. Det er nu ikke for det. Jeg har efterhånden røget i en del år. Men er jo ikke sådan en. Rigtige piberygere kan jo også få et stop til at vare flere timer. Et stop Virginia No. 1 holder ikke mere end 20-25 minutter." Han var rigtig festlig! Et af mine mest mindeværdige togkupé- pibemøder.
Når man husker på, at hvad som helst fra et af de tre parametre kan kombineres med hvad som helst fra et af de to andre og dette så atter kombineres med hvad som helst fra det sidste, bliver det uden videre tydeligt, hvor komplekst og mangesidigt billedet er.
Man kunne forestille sig nærmest utallige forskellige typer, som er stort set umulige at placere i en rangfølge. Man må i stedet under ét tale om en bred, sammensat og alt andet end homogen mellemgruppe i grænselandet mellem de bedre forbrugere og de ringere tosser.
Tosserne
Fra mellemtrinet kan vi stort set flydende bevæge os videre til den laveste af tosse-typerne. Denne kunne passende kaldes eksperimentatoren.
Han er på en søgende og forsøgende færd, hvor han strengt taget ikke har meget begreb om, hvad han foretager sig. Men han er vældig interesseret, synes det hele er utrolig spændende, og er ikke bange for at tage tegnebogen op af lommen.
Han er et muntert legebarn, der kan lide dyrt legetøj. Måske ikke videre bevidstgjort. Men han har det sjovt.
Refleksionen er ikke videre højt udviklet.
Han er på rette vej, men mere udfra en intuitiv tilgang, hvor han ledes af fornemmelser og spontane indfald snarere end dybere overvejelser. Heldigvis for eksperimentatoren har denne type som regel en særdeles sikker fornemmelse for det rigtige, som kompenserer for den manglende eftertænksomhed.
I nær slægtskab med eksperimentatoren har vi en type, der kunne kaldes wanna be. Ikke helt i den betydning, man ellers bruger udtrykket. Mere sådan at forstå, at det ikke rigtig vil lykkes for ham.
Det er sådan en som mig selv, der åh så gerne vil. Prøver og prøver, forsøger alt muligt, men lige meget hjælper det. Døren til de næste stadier synes lukket og låst for ham (læs: mig).
På den ene eller anden måde ender det altid med at gå galt, hvilket kan medføre en opgivenhed, hvor det i modsætning til umuligheden af at nå de højere stadier, viser sig alt, alt for let at glide ned på de lavere. Selv hvis han har tilstækkelig selvdisciplin til at holde niveauet, kommer han ingen vegne. Det bliver ved lutter tilløb.
Han har det undervejs på sin færd heller ikke nær så sjovt som eksperimentatoren, og ofte er han endog en teknisk dårligere ryger end denne. Når han alligevel må placeres en lille tak højere, skyldes det udelukkende, at han er langt mere bevidstgjort. Rent faktisk ved han en masse om, hvad han foretager sig. Det kniber bare med at få teorien omsat i praksis.
Ligeledes er hans forsøg alt andet end tilfældighedsprægede. Ofte er de tværtom udtryk for en nøje gennemtænkt langtidsplanlægning. Alligevel går der som regel et eller andet galt.
Det egentlige wanna be element i udtrykkets mere gængse betydning er vel det, at han i grunden stræber højere, end hans evner rækker til. Man kunne også betegne denne type som klumpedumpen.
Det vigtige at få fat i er imidlertid, at han afgjort tænker over tingene. Han tænker endog rigtig, rigtig meget over tingene, og kan således ses som det første primitive udtryk for den dybe eftertænksomhed, der er et fremtrædende træk på de højere stadier.
Et trin over wanna be'en har vi snobben par excellence. Rent faktisk er også han en wanna be. Men en dygtigere og snedigere en af slagsen, mere gennemført, bedre til at holde stilen og niveauet.
Det er typisk Dunhill over hele linien. Den hvide prik går igen henover alle pibestativerne. Piberne skinner og funkler. Der er ikke en finger at sætte på noget. Oppe i glassene med lufttætte låg står typisk alle aktuelt tilgængelige Dunhill-tobakker på markedet (de kommer og går henover årtierne, en ny introduceres og tages ud igen, en anden, der har været ude af produktion i årevis kommer pludselig på markedet igen. Men der har til stadighed været 10-15 forskellige Dunhill-tobakker på markedet. Blot ikke altid de samme. Flagskibene 965 og Royal Yacht er vel så nogenlunde de eneste absolut sikre og faste på repertoiret).
De er naturligvis blevet luftet og har opnået den perfekte fugtigheds/tørheds-grad til at blive stoppet omhyggeligt i piben og antændt med det rette rituelle touch. Alt synes gennemført og helt rigtigt.
Men der indgår et væsentligt element af facade deri. Snobben vil gerne gøre indtryk, overbevise andre om at han er helt rigtig. Han spiller spillet mere af forfængelighed og for at virke overbevisende end af ægte glæde og lyst. Mere for at dupere andre end for sin egen skyld. Hans drivkraft og bevæggrunde er således noget blakkede. Det forkerte motiv til at gøre det rigtige så at sige.
Dog er det ikke lutter facadespil. Når det betyder noget for ham at gøre det rigtige indtryk, er dette også udtryk for et ægte engagement i sagen og en dybfølt forståelse af dens betydning. Dertil ville han slet ikke kunne være nået så langt, hvis han ikke befandt sig på et reflektionsniveau, som mindst kan matche det nærmest foregående stadie, og som regel også lige ligger en tak over.
Over snobben har vi den ægte tosse. Mens snobben er wanna be'ens storebror, er den ægte tosse en mere fuldbefaren slægtning til den eksperimenterende.
Man mærker sig, at rangfølgen her er modsat af blandt deres lillebrødre. Det skyldes tossens renere motiver. Han er en bevidstgjort eksperimentator, der sagtens kunne diskutere indsigtsfuldt med de to foregående stadier, men samtidig har han bevaret den eksperimenterendes glæde og legelyst.
Det er engang blevet sagt, at det at være filatelist er at samle på frimærker på den måde, man bedst kan lide. Det tilsvarende gælder den ægte tosses forhold til sin pibe- og tobakshobby. Han gør det på den måde, han bedst kan lide. Han gør det af glæde og lyst - ikke for at overbevise nogen om noget.
Udover Stanwell'er, 3 b'er og meget andet godt finder man formodentlig også adskillige hvide prikker i hans pibestativer. Men det er slet ikke utænkeligt, at hans yndlingspibe er en ganske billig en, som han af uransalige og excentriske grunde har fattet en særlig kærlighed til.
På hans hylde med glas finder man naturligvis 965, Royal Yacht og mere til, i godt selskab med McConnell, Rattray og andre hæderskronede fabrikater. Men hvad er nu det? Ja - bliv ikke forbavset, hvis der også er et glas eller to med regulær, vulgær slavetobak. For tossen gør lige hvad fanden det passer ham, og blæser på hvad andre måtte tænke og mene. Men som bevidst og smagsudviklet ryger, går hans smag formodentlig mere i retning af Early Morning Pipe end Virginia No. 1.
Ligeledes er han alt andet end dum og den undertiden noget aparte adfærd må ikke forveksles med tankeløshed. På dette dannelsestrin har en uhyre eftertænksomhed indfundet sig, ligesom det kræver et usædvanlig højt intelligensniveau at nå så langt op i systemet.
Tossens tosserier er således udtryk for et bevidst og gennemreflekteret valg.
Som næste trin har vi de professionelle. Dem, der ved det hele, kan det hele, gør alting rigtigt og som regel også af de rigtige grunde. Folk som P.C. Olrik og Jacob Groth.
Deres viden er stor og derfor bestemt også værd at øse af. Det ville være synd og skam om de holdt den for sig selv. Således skriver mange af de professionelle bøger til stor glæde for deres mindre bemidlede åndsfrænder.
Andre foretrækker den fortrolige snak på tomandshånd, hvor de i en atmosfære af venlig gemytlighed og ophøjet ro deler ud af deres viden og erfaringer. De er altid parate til at give et godt råd, men kun hvor samtalepartneren selv beder derom. De undlader at missionere, og kan således sagtens have en lang, hyggelig snak, der elegant viger udenom den andens pipologiske mangler og i stedet finder hen til emner, de i ligeværdigt fællesskab kan tale om med glæde og til gensidigt udbytte.
Rent parantetisk kan det her anføres, at det i det hele taget er almindelig pli blandt pibefolk, at man aldrig går offensivt til værks i en samtale, ved f. eks. at kritisere modpartens valg af pibe og tobak. Det er en del af hele kodekset og konceptet, at samtaler mellem pibefolk er noget hyggeligt og rart.
Ligesom den almenmenneskelige diversitet, der blev omtalt i forbindelse med mellemgruppen, men gælder hele vejen, er også denne pibesnakkens uskrevne takt og tone gyldig fra top til bund.
Jeg har andetsteds nævnt min hyggelige samtale i et s-tog med en sjov og rar mand, der røg Virginia No. 1.
Men det er på sin plads at særligt fremhæve kodekset i forbindelse med dette stadie, hvor den store ro og de udpræget eftertænksomme samtaler er rykket helt ind i det centrale fokus. Primitive argumenteringskrige, hvor man bare prøver at få ret, er simpelthen utænkelige oppe på dette niveau.
Derimod udspiller der sig en fredsommelig udveksling af tanker, hvor man opmærksomt lytter til hinanden, overvejer, begge lærer og beriges, mens tingene får lov at bundfælde sig under lange, tavse pauser.
Man skal ikke nå noget eller skynde sig fra dette videre til noget andet. Det er heller ikke tilfældig og ligegyldig snak bare for at sige noget. Situationen er og udbreder sig, de samtalende er i den, finder sig til rette deri med masser af tid til at give tanken lov at udfolde sig og blive betragtet fra flere sider.
Endelig har vi på øverste trin Piberygeren i snævereste og strengeste forstand, med stort forbogstav og i bestemt ental. Det er de udvalgte få. De særlige. Dem, der er kommet helt frem til vejs ende og nu troner dér i alfaderlig majestæt.
Det sidste trin på trappen, som end ikke en Olrik eller en Groth kan nå, har de besteget.
En række skildringer af barndomserindringer kunne tyde på, at Olriks far måske var en af de få udvalgte. Det er i øvrigt typisk, at det som oftest er i erindringsfortællinger og des lige, at man rundt omkring læser om pibefolk, der muligvis kunne tænkes at have tilhørt denne elite. Piberygeren i pointeret forstand er så sjælden, at det er et helt usædvanligt privilegium at have kendt sådan en.
Langt de fleste må nøjes med at have hørt om disse særlige mennesker, der sidder oppe i de evige latakiatåger, hvor det sidste pust af kirsebærblade forlængst har fortonet sig. De er nået hjem og helt i mål, og sender et kærligt-overbærende smil ned gennem geledderne til alle de andre, som blot er på vej.
Smiler deres filursmil til Olrik og Groth. Smiler det hele vejen ned gennem rækkerne, helt ned til ærkebarbaren.
Herregud. Vi er jo alle kun mennesker, og selv Piberygeren har måske engang for længe, længe siden taget et enkelt sug eller to af en majspibe med Mac Baren Mixture i. Selv om han så ikke har, ser han ingen grund til fordømmelse og forfølgelse.
Når man har nået det højeste, ser man tingene i et andet perspektiv. Mangt og meget, der engang syntes vigtigt, afslører sig nu som petitesser. Når man er suverænt overlegen, er der ingen grund til at opføre sig overlegent. Når man har nået det højeste, ikke kan nå højere og ikke har grund til at misunde nogen, må man i stedet fatte kærlighed til alle dem, der ikke er nået lige så langt.
Det kan vel smerte dem, at deres kluntede småbrødre bruger så megen tid på at skændes om ligegyldige ting. Men Piberygeren har set og lært for meget til for alvor at lade sig gå på af noget som helst.
Fra sit ophøjede stade vinker han venligt og imødekommende ned til alle dem, der haltende, væltende og vraltende er på vej, på samme måde som en mor med ømhed ser sit barn tage de første usikre skridt.
Piberygeren venter på os!