Puslespillet

Den centrale begivenhed, der gav navn til romanen og - omend knap så pointeret - også spiller en central rolle i rockoperaen.

Vi er nået så vidt, at vi skal til at samle hele Hændelsen. Dette gådefulde puslespil, der på en eller anden måde rummer noget afgørende. Eller i hvert fald har gjort det for Paul.

Vi har lige i epilogen fået hans løsningsforsøg. Han har opdaget samtidigheden med de store tab, og at Hændelsen fandt sted i en pause mellem andre sexuelt orienterede begivenheder. 

Vi har også set, at han forsøger at frigøre sig fra denne binding. Han er snublende nær på at formulere, at det er den indre penis, der har været alt for stor. Den indre penis forstået som tankemylderet. Det ville han naturligvis have fuldstændig ret i. Han når bare ikke helt frem til denne formulering.

Men Paul når så vidt, at han kan tro på, at der trods alt er et håb for ham. Det er i forhold til Pauls tilfælde at være nået langt!

Partnerdannelse tør han ikke sætte næsen op efter. Det, mener han, er alt for ambitiøst. Men han tør håbe på glæde og meningsfylde. Det er da trods alt noget.

Man kunne så overveje for og imod Pauls antagelse om at være udelukket fra partnermarkedet. På den ene side er det rigtigt, at han nok ville få svært ved at finde en. På den anden virker det som om, han stadig er lidt fanget i en præstationstænkning. Han mener, at han skal være kvalificeret, opfylde en række kriterier. At nogen kunne være interesseret i ham med alle hans fejl og mangler, er netop dét, han hverken kan eller tør tro.

Måske er det en realistisk vurdering. Det kunne det meget vel være. Egentlig har man ikke indtrykket af, at han overhovedet ville kunne finde ud af at gå ud og finde en kvinde. Det er jo også en del af alt det, han aldrig har fået lært, alt imens han har brugt alle sine kræfter på bare at være til og at være Paul.

Det afgørende er ikke, at han ikke er ung længere. Det ville ikke nødvendigvis være en hindring. Ikke desto mindre går man galt i byen, hvis man begynder at pege på andre, der har fundet en sent i livet og disker op med “det er aldrig for sent”-klichéer. For Paul er det menneske, han nu engang er, med de udfordringer han nu engang har. Dertil gælder det almindeligvis dem, der i en sen alder finder en, at de er noget mere erfarne på partnermarkedet end Paul. Der har været en række andre før, og de har ikke været helt ude af den verden i flere årtier.

Alt det kan man sige. Men man bliver også nød til at spørge, om det ikke er Pauls gamle “det er jo håbløst”-mundheld, det her stikker næsen frem. Måske gør han det sværere og mere uopnåeligt, end det reelt er.

Man kunne her oplagt se på Kierkegaard og Dostojevskij. Begge komplicerede naturer, der sloges med et svært sind, hvor det lader sig gøre at trække paralleller til Paul. 

Kierkegaard kaldte det med stilling, kone og børn for at “realisere det almene”. Det ville han gerne, men kunne ikke. Faktisk mente han, at man ligefrem var forpligtet dertil, men betragtede sig selv som en undtagelse.

Dostojevskij giftede sig derimod med Anna Grigorjevna. Tog sin ludomani og jalousi med ind i ægteskabet uden at være helbredt. I Paul-termer var han sådan set ukvalificeret. Men det blev hans redning, at han alligevel gjorde det. Med kærlighedens langmodige udholdenhed drev hun langsomt, men sikkert alle hans dæmoner ud. 

Her må man imidlertid ikke glemme det ovenfor nævnte forbehold. For Kierkegaard var det Regine og nicht weiter. Der havde derimod været en del andre kvinder i Dostojevskijs liv, før han mødte Anna Grigorjevna. Det er i det mindste én afgørende forskel! 

Måske var Dostojevskij også opfyldt af en mere grådig livsappetit, der gjorde ham mindre forbeholden end Kierkegaard. På linje med Paul var spørgsmålet for Kierkegaard langt henad vejen, hvad han overhovedet kunne byde et andet menneske. Om han ikke bare ville gøre hende ulykkelig, ja - både hende og sig selv? - Det synes ikke at have bekymret Dostojevskij. I hvert fald ikke i samme grad. En del tyder på, at hans livstørst gjorde ham en smule hensynsløs. Men alt i alt var det jo godt, at han gjorde det. På længere sigt viste det sig at være det rette.

Så er Paul en kierkegaardsk undtagelse, for hvem det ville være katastrofalt at indlade sig på “det almene”? Eller ville det bedste, der kunne ske, være, hvis der kom en Anna Grigorjevna og reddede ham?

Det hedder et sted i epilogen om Pauls forsøg på at forklare nogen om sit problem, at “Folk fik ikke øje på smerten, hvor uendelig pinefuldt det var.”  Det skulle læseren derimod gerne få en fornemmelse af, når de løber igennem samlingen af puslespillet. Det var i hvert fald en væsentlig del af hensigten med at opsummere hele Hændelsen til sidst. Det er den altomfattende håbløshed heri, der er helt afgørende og central.

Det er samtidig dét, der står i markant kontrast til den afsluttende indsigt og det nye håb. Også selvom dette har sine mangler.

Man må lade Paul, at han gennemskuer mange ting: Konkurrencesamfundet, udpegningens tveæggede sværd og mere til. Men bruger han disse indsigter fuldt ud, når han kigger ind i sig selv, eller anvendes de med filter?

Der synes at være i det mindste god vilje til klarsyn, når det hedder:

“Han var vokset op i misforståelsen, og den havde hængt ved. Det var tydeligt nu, da masken var faldet. Det handlede i virkeligheden om noget helt andet - et alternativt koncept hinsides præstationer. Men han havde brugt hele sit liv på at nå frem til denne erkendelse.”

Imidlertid svinger Pauls tankebaner tydeligvis hid og did, frem og tilbage. Han er hele tiden lige ved at blive indfanget i de gamle mønstre igen.

Men igen: der er noget oprigtigt over det, og noget, der ligner god vilje, og i hvert fald munder det jo ud i et håb, hvor Paul faktisk tør tro på, at der ER muligheder, at han endnu kan få noget godt ud af livet. Også selvom han altså afskriver en række ting, som han anser for urealistiske mål.

I grunden er det afgørende vel ikke, om disse mål strengt taget er urealistiske eller ej, men derimod selve dét, at Paul overhovedet mener, at der er håb om noget som helst. At han ikke afskriver alt som utopier ER vitterlig modigt. Det er et udtryk for en livsvilje, der oprigtigt ønsker sundhed og helbredelse.

Joh - alt i alt må man sige, at Paul har taget det første afgørende skridt på rette vej. Men samtidig må man fastholde, at det netop kun er det første. Der er endnu lang vej. Men netop derfor er det så meget desto mere modigt, at han overhovedet påbegynder rejsen.

“Hvad var det dog for et spild, han havde brugt sit liv på?” Lyder det. Det har Paul da i hvert fald set helt klart. Men det får ham ikke til at sige, at nu kan det være lige meget, nu er det hele kørt galt, står ikke til at redde, og at det jo også kan være lige meget, da alting alligevel er for sent, og så ellers en stribe “det er jo håbløst” gentaget som et stadigt mantra.

Det er jo netop dét, han IKKE gør. Han FINDER modet!!!

Tilbage står at vurdere den måde, Paul selv forklarer Hændelsens gåde. Han har en række pointer. De forekommer fornuftige og plausible, men derimod ikke udtømmende. Det er måske også ligegyldigt. Hvis Paul kan stille sig tilfreds med den forklaring og bruge den konstruktivt i sin fortsatte stræben efter at slippe fri af sine indre dæmoner, er det vel fuldt tilstrækkeligt.

For Paul, vel at mærke!

Vi andre kan tænke videre. Med alt det, vi har været igennem i løbet af romanen, er vi allerede et god stykke længere fremme end Paul i tydningen af Hændelsen. Vi har set forbindelser og lag, der overhovedet ikke falder ham ind.

Det må forblive et åbent spørgsmål, om det overhovedet er muligt at nå til en endegyldig og absolut udtømmende forklaring, der har løst gåden så helt og aldeles, at der ingen yderligere spørgsmål bliver tilbage. Der vil nok altid være nye spørgsmål, man kan stille, og nye lag man kan trænge ned i.

Derfor må man sige, at vi har set, hvor meget forklaring, Paul behøver, hvad der er nok for ham. Herefter må alle hver især gøre op med sig selv, hvor meget forklaring de behøver, og hvad der er nok for dem.

Uanset om man vil grave videre i gåden eller ej, må det være en passende afrunding at lige få samlet og opsummeret Hændelsen. Få hele forløbet i sammenhæng. Hele optakten, hvor Paul går og er sur og ked af det. Alt det han tumler med. Det er jo på den baggrund, såvel kommodescenen som bilturen må ses. Det er alt det foregående, der kulminerer her.

Så vidt det efter fattig evne er lykkedes mig at beskrive det, skulle man i denne opsummering af Hændelsen gerne få et indblik i, hvordan det føles indeni Paul: den altomfattende smerte, han har levet med, siden han var en lille dreng.

Her kan man så også mærke sig kontrasten til den foregående epilog. Det er netop derfor, jeg mener, at Paul er modig. Når man har haft det sådan indeni gennem et helt liv, så ER det modigt, at kunne finde bare en smule tro og håb på, at det kan blive anderledes. 

Som det vel uden videre fremgår af de stadigt gentagne “altid” og “aldrig”, ligger en del af lidelsen også i den oplevelse, at sådan er det uforanderligt bare, og der er ikke noget at gøre ved det. Derfor HAR Paul vitterlig flyttet sig, når han tilsidst tør sige, at der måske alligevel er noget at stille op, og at det ikke er sikkert, at det med tvingende nødvendighed behøver at være så pinefuldt at være Paul.

Det har indgået i Pauls selvopfattelse, at der er råd i roden, en fejl helt inde i selve kernen af fundamentet. Derfra er der et betydeligt spring til at “han så sig selv komme ud på en dejlig blomstereng, kigge op imod himlen og nyde solskinnet. For første gang håbefuld!”

Det er et helt nyt kapitel af Pauls liv, der dermed begynder!

Men hvad var det, der skete under Hændelsen?

I hvert fald var det smertefuldt og ubehageligt, så meget er sikkert. Måske er det dét, man skal holde fast i. Den, der kan føle ind og mærke lidt af Pauls smerte, har formodentlig forstået mere end den, der formår at forklare det her. Sådan set er det vel netop forklaring nok, at det var uhyre pinefuldt. Alene i kraft af den intensitet, der ligger i smerten, bliver situationen oplagt at siden bruge som et koncentreret billede på det ubehag, der var knyttet til anbringelsesoplevelsen. 

Også selvom der skete væsentligt værre ting! 

Her må man skelne mellem indre og ydre. Det ydre er en bagatel i forhold til mange af de andre ting. Men på det indre plan gælder, at Paul her har en særlig voldsom og intens oplevelse! 

I de mest dramatiske situationer trak Paul så at sige stikket ud og registrerede kun lige akkurat, hvad der fandt sted. I Hændelsen gælder modsat at alt opleves med ekstra voldsom styrke.

Kan også findes:

https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl30TTcM6NXbMt0jqeOFDu-OJ