Progressionen 9 | grubler-ved-tasterne.dk

Niende periode

The Kinks: "Something Else" (15. September) The Beach Boys: "Smiley Smile" (18. September) Procol Harum: "Procol Harum" (September) Eric Burdon And The Animals: "Winds Of Change" (September) 13th. Floor Elevators: "Easter Everywhere" (September) Captain Beefheart: "Safe As Milk" (September) The American Breed: "American Breed" (??) The Doors: "Strange Days" (25. September)

Fjerde kvartal:

Singler: Procol Harum: "Humburg" b/w "Good Captain Clack" (Oktober) The Yardbirds: "Ten Little Indians" b/w "Drinkin' Muddy Water" (Oktober) The Kinks: "Autumn Almanac" (a-side) (13. Oktober) The Who: "I Can See For Miles" b/w "Someones A Coming" (14. oktober) Classics IV: "Spooky" (a-side) (Oktober) The Electric Prunes: "Everybody Knows" b/w "You Never Had It better" (November) Pink Floyd: "Apples And Oranges" b/w "Paintbox" (18. november) The Beatles: "Hello Goodbye" b/w "I Am The Walrus" (24. november) Rolling Stones: "In Another Land" b/w "The Lantern" (2. december) Beach Boys: "Darlin'" (a-side) (11. december) The Easy Beats: "The Music Goes Round My Head" b/w "Come In You'll Get Pneumonia" (14. December) The Electric Prunes: "Long Days Flight" (a-side) (December) The Herd: "Paradise Lost" (a-side) (December) Donovan: "Wear Your Love Like Heaven" (a-side) (December) The 1910 Fruitgum Company: "Simon Says" (a-side) (??) Georgie Fame: "The Ballad Of Bonnie And Clyde" (a-side) (??)

Albums: Bonzo Dog Band: "Gorilla" (Oktober) Nico: "Chelsea Girl" (Oktober) Buffalo Springfield: "Again" (30. oktober) Hank Mobley: "Hi Voltage" (Indspillet 8. oktober - udgivet ??) Cream: "Disraeli Gears" (2. november) The Monkees: "Pisces, Aquarius Capricorn And Jones" (6. November) Moody Blues: "Days Of Future Passed" (10. november) Love: "Forever Changes" (November) Country Joe And The Fish: "I Feel Like I'm Fixin' To Die" (November) The Zodiac: "Cosmic Sounds" (November) The Hollies: "Butterfly" (November) The Beatles: "Magical Mystery Tour" (27. November) Jefferson Airplane: "After Bathing At Baxters" (30. November)

Se oversigten i "Progressionen 1" for en mere overskuelig liste.

Det smukkeste Efterår

1967 fortsatte sit triumftog gennem årets sidste måneder. Mange af efterårets plader var måske nok knap så løssluppent-begejstret-legesyge som sommerens hovedværker, men kunstnerisk set fuldt på højde med dem. 60'erne var stadig glade og budskabet kærlighed og store muligheder. Men en antydning af eftertanke havde indfundet sig. Det gav mange af de sen-psykedeliske værker en helt særlig og smuk tone.

Dog var ikke alt lutter fryd og gammen. Beatles' manager, Brian Epstein, døde. Hans reelle betydning i Beatleshistorien er omdiskuteret, men mange har bemærket, at mens han levede, lykkedes alt for The Beatles. Efter hans død kunne de stadig lave væsentlig musik, men alt andet gik galt for dem!

Ovre i Californien sad Beach Boys' primus motor, Brian Wilson, i en kæmpe sandkasse og var ved at forsvinde helt ind i sin egen verden. Den længe ventede efterfølger til "Pet Sounds", med arbejdstitlen "Smile", var blevet bearbejdet og ombearbejdet i månedsvis. Wilson var stadig ikke tilfreds. Projektet blev skrinlagt. Men et udtræk opfyldte de kontraktlige betingelser, og hed "Smiley Smile" som en antydning af, at det havde noget med sagen at gøre, men alligevel ikke var det rigtige værk, ikke "Smile". Den kom først mange, mange år senere! "Smiley Smile" er nu bestemt ingen dårlig plade. Den lægger sig fint i forlængelse af "Pet Sounds" og udforsker videre i de samme egne. At de to a-sider "Heroes And Villains" og "Good Vibrations" er inkluderet på albummet gør det endnu bedre.

Beach Boys og Bob Dylan i USA, Beatles og Stones i England. Indtil dette punkt var det frem for alt disse fire, der havde tegnet 60'ernes front-profil. Men på forskellig vis var det begyndt at gå lidt skævt for dem alle. Fra efteråret '67 og fremefter havde en række andre navne større betydning for den fortsatte udvikling. De fire kolosser havde vist deres storhed ved at kunne hænge på og fastholde en førende position ud over den tidlige periode først i 60'erne, mens mange af deres oprindelige kolleger ikke havde formået at følge med tiden. Men progressionen var nu nået et til punkt, hvor det var dem, som var ved at blive agtersejlet. De sidste toner havde dog ikke lydt fra de fire grundpiller. Men herom senere. En række andre navne udgav en stribe plader henover efteråret som i betydning og rækkevidde rager op på linie med Beatles og Dylan.

Man skal ikke færdes særlig længe i kirkelige kredse for at støde på den opfattelse, at når Gud er nær er djævlen det også. "Sorrig og glæde de vandre til hobe" som det hedder hos Kingo. Når en tid fyldes og rummer særlige åndelige muligheder, vil der også være destruktive kræfter, som er mere aktive end ellers. Når englene gør sig ekstra ulejlighed for os mennesker, tager dæmonerne på overarbejde! Derfor er ting som de ovenfor nævnte, hvad man kunne forvente. Mere overordnet betragtet var det en intet mindre end fantastisk periode.

Procol Harums første single, "A Whiter Shade Of Pale", havde vakt stor opsigt. Der var derfor en del forventninger til deres første album. Men de blev til fulde indfriet. "A Whiter Shade Of Pale" var baseret på Bachs "Air On The G-String" og på albummet lå der en gennemgående undertone af klassisk inspiration, der gav pladen en seriøs og ambitiøs lyd, men samtidig virkede musikken imødekommende med træfsikre popmelodier og rockede rytmer tilsat krydderier, der spændte fra vaudeville over blues til psykedelia, samt ikke mindst nogle ordentlige doser fræsende el-spade. En spændende udgivelse med højt til loftet og plads til det hele. Tillige et af de albums, der var med til at definere den symfoniske rock som genre. Inden for jazzen havde man efterhånden en 10-15 år benyttet begrebet third stream for en musik, der trak både på jazz og klassisk. Nu gik der et symfonisk sus igennem popmusikkens geledder. Beatles havde naturligvis været der med "Yesterday" og deres flirten med avantgardekunst på de seneste plader, men på dette tidspunt slog det langt mere gennemgribende an, som et logisk skridt videre fra det frirum den psykedeliske musik havde skabt. Pepper og Piper havde vist, at alt var muligt og udtrykskraften ubegrænset, at - som man jo siger - kun fantasien sætter grænser. Nu begyndte tanken om de uendelige muligheders musik at forgrene sig i flere sideløbende strømninger. Blandt disse var den symfoniske linie særlig tydelig i efteråret '67.

Moody Blues, der et årstid tidligere havde fået alle til at nynne med på "Go Now", var ikke til at kende igen på deres symfoniske opus "Days Of Future Passed", en af de første plader, der eksperimenterede med at forene klassisk og pop ved at lade et symfoni- og et beatorkester spille op imod hinanden. De kommende år skulle man komme til at høre meget mere af den slags, og oppe i 70'erne blev det ligefrem en af tidens dominerende strømninger. Tilbage i '67 var det afgjort at regne for noget nyt og overraskende. Den æterisk-vemodige variant af bluesrock, der havde gjort den første plade med Moody Blues så liflig og unik, var derimod forsvundet ned i et dybt skjul et sted mellem strygerne og studieeksperimenterne, og dukkede aldrig siden op igen. Man kan med god grund begræde dette tab, men dog ikke benægte, at "Days Of Future Passed" er et mesterværk af sjælden kaliber, eller at det forrygende afslutningsnummer, "Nights In White Satin", har sin naturlige og logiske plads på en top tusind over bedste popsange nogensinde. Det er kompromisløst flot og sangene er en ren perlerække. Dertil hviler der en lidt vemodig regnvejrsstemning over "Days Of Future Passed", der trods alt knytter en forbindelse tilbage til "The Magnificent Moodies". Forskellen er slet ikke så absolut, som den kan synes. Den stilistiske linie er lagt om, men der er noget af den samme atmosfære. Her var helt klart et af tidens spændende navne. Efter to vidt forskellige - men på hver deres måde fuldbårne og dybt ambitiøse - plader var der god grund til at have store forventninger til kommende udgivelser med Moody Blues.

Den symfoniske bølge var imidlertid blot én blandt flere sen-psykedeliske strømninger. 13. floor Elevators fortsatte deres skramlede eksperimenter, og blev ledsaget på denne vej i det sen-psykedeliske landskab af bl.a. Captain Beefheart og Golden Dawn. Sådan set endnu et karakteristisk eksempel på de typiske forskelle på engelsk og amerikansk. Cliff vs. Elvis, Beatles vs. Dylan og så som næste skud på stammen Procol Harum vs. Captain Beefheart.

Helt så firkantet kan man imidlertid ikke stille tingene op. Der foregik så mange ting og så meget forskelligt i såvel engelsk som amerikansk musik på det tidspunkt, at en sådan skematik ville være fuldkommen urimelig. Amerikansk musik var - som nævnt - også Beach Boys, og den engelske scene kunne rumme både The Who, Kinks og Rolling Stones. Visse nationale særtræk er imidlertid karakteristiske, og kan iagttages henover en bred pallet af stilistiske udtryk. The Peanutbutter Conspiracy var måske nok mere forfinede og mindre robuste i deres udtryk end John Mayal's Blues Breakers. Alligevel var de det umiskendeligt på en særdeles amerikansk måde, mens Mayal modsat havde en typisk engelsk tilgang til det mere rå og jordbundne. Endvidere er der belæg for at hævde, at ting som Love og Buffalo Springfield på meningsfuld vis udfylder hullet mellem 13. Floor Elevators og The Peanut Butter Conspiracy. Der gælder her noget tilsvarende til at kunne høre tiden i dens vidtforskellige manifestationer. Også det, der er knyttet til nationale særtræk, går på tværs af simple spørgsmål om stil og genre. Hvor og hvornår lavede man bluesplader? Ja, det har man gjort siden 20'erne og gør det stadig i dag, og i de sidste mange, mange år, er der blevet spillet blues utallige andre steder end i sydstaterne. Men en bluesplade fra 30'erne, en bluesplade fra 60'erne og en bluesplade fra 90'erne lyder helt åbenlyst forskelligt, akkurat som der er opstået en række særlige "dialekter" af blues uden for dens oprindelige kerneområder. Det er i bund og grund ikke mere indviklet end det.

Et band på den amerikanske scene, der til stadighed unddrog sig alle etiketter, var The Doors, der udsendte deres anden plade, "Strange Days", som er uhyre tæt på at matche debutalbummet. Der bydes på perler som "You're Lost Little Girl", "Love Me Two Times" og den overjordisk smukke "People Are Strange". Den særlige Doors-kraft er der fuldt ud så stærkt som på den første plade. Atter tager man sig i at tænke, at her er nogen i en klasse for sig. De rummede elementer af alle tidens tendenser på en så velintegreret måde, at det indgik fuldkommen naturligt og organisk. Men de lød altid mest af alt som The Doors, hvilket vil sige ikke som nogen andre. Der er en vægt her af overældende styrke, som burde være umulig at overhøre, uanset hvor man står rent smagsmæssigt.

En helt, helt anden side af tiden var humoristiske plader, en gammel tradition, der tilbage i pionertiden bl. a. havde vundet berømmelse via Spike Jones. Tendensen kom til ny ære og værdighed med Bonzo Dog Band, det naturlige led i engelsk humor mellem The Goons og Monty Pyton. Når man betænker, i hvor høj grad det senere er blevet idealet, at samfundssatire skal være sarkastisk, ondsindet og nådesløs, hvor udleverende og hånlige parodier ofte kan blive, og i hvor høj grad brug af tabuemner er blevet et mål i sig selv, er det betegnende for den tid, at humoren er påfaldende uskyldig, parodierne kærlige og hele atmosfæren blottet for ondskab. Det er varmhjertet underholdning beregnet på at kalde smilet og latteren frem, ikke at håne eller nedgøre nogen. Humor af den type ville i dag blive kritiseret for at mangle skarphed, men ikke desto mindre vil de færreste kunne lytte til "Gorilla" uden at more sig. Den holder, og er stadig lige så morsom i dag, som den var i '67. Men når man sammenholder med senere tendenser, får den for en nutidig lytter tillige et skær af noget rørende over sig. Noget tyder på, at "Gorila" stadig bliver spillet rundt omkring. I hvert fald har et nutidigt band opkaldt sig efter sangen "Death Cap For Cutie".

Nico var blevet kendt som en del af The Velvet Underground i forbindelse med hendes medvirken på bananpladen. På "Chelsea Girl" kunne man så høre Nico uden Velvet Underground. Sådan da! Faktisk medvirker de som studiemusikere og har også leveret nogle af sangene. Man fornemmer således Reeds og Cales musikalske temperamenter et sted i perspektivet. Men det er absolut ikke, hvad man almindeligvis vil forstå ved en Velvet Underground plade. En pudsig lille frakørsel, der viser en helt anden mulig vej videre fra bananpladen end den, verden et par måneder senere skulle komme til at høre på gruppens anden plade uden Nico. "Chelsea Girl" er et lidt tilbagelænet album helt uden trommer, hvor der på de fleste af numrene er masser af luft og gives rummelig plads til de enkelte instrumenter, hvoriblandt de hyppigste er guitar, strygere og fløjte. Generelt er udtrykket knap så umiddelbart tilgængeligt som Nicos bananindsatser såsom "I'll Be Your Mirror" og "Femme Fatale". Men det er ikke som sådan en svær plade. Man behøver bare at læne sig tilbage og opleve. Der er en stor skønhed i disse sange, og "Chelsea Girl" må betegnes som et projekt af høj kunstnerisk lødighed, der sammen med tidens psykedeliske og symfoniske bestræbelser leverer en central byggesten til art-rockens udtryks vokabular. Men den er tillige beslægtet med tidens fornyelser af folkemusikken, og visse passager har påfaldende lighed med Cy, Maia & Roberts "Out Of Our Time".

Alt dette bidrog til at gøre efteråret '67 ufattelig smukt. Det, og så en masse andet. The Who leverede med den gådefulde og voldsomt eksperimenterende "I Can See For Miles" en af deres karrieres mest intense og spændende a-sider. "Hello Goodbye"/"I Am The Walrus" var endnu en charmerende Beatles-single, der ikke lod nogen i tvivl om, at the fab four stadig var med oppe iblandt de bedste. Hank Mobley viste, at jazz på én og samme tid kan være hypermoderne og umiddelbart publikumsvenlig. Country Joe And The Fish tilførte anti-Vietnam bevægelsen humor og ironi med et muntert kvad om at blive slået ihjel, som især gjorde tykt nar af værgekampagner ("bliv den første i din gade, der får din søn bragt hjem i en kiste"). The Zodiac bød på kosmiske klange på en plade, der ifølge en note på omslaget, skal høres i mørke. Det var 1967, det var efterår og pladeindustrien holdt sig endnu en lille stund oppe på højdepunktet.