toner, ord og tanker
Trinvis lige frem
De sidste ting, jeg nåede at lave, inden det hele gik tabt. Et teknisk sammenbrud betyder, at jeg desværre ikke vil kunne færdiggøre "Paul".
Øv, øv, øv!!!
Som spillelistens titel antyder, var jeg netop begyndt at arbejde mig fremad bid for bid og således færdiggøre projektet i en kontinuerligt fortløbende bevægelse, bogstavelig talt takt for takt. Det nåede jeg desværre ikke særlig langt med.
Her er den smule, jeg nåede.
I tilgift - som en bonus - er der længere nede på listen nogle nye ideer til "Forvrænget linse", jeg sideløbende havde syslet lidt med.
Så indtraf sammenbruddet. Dermed blev også listens emne/form (trin for trin) brudt. Men jeg havde nogle stumper til hittet!
En forvrænget linse
trækker ud af form.
Stille, blide vinde
bliver til en storm.
Eller er det omvendt?
Hvem kan sige det?
- Når det hele drejer
uden sikkerhed.
Hvem kan se i mørket?
Hvem kan finde svar?
Kan man have noget,
som man ikke har?
Ude fra havet kom nogen ind:
fire pirater og en vestenvind.
I et fremmed land, hvor de vilde bor,
flyver fugle rundt og tror,
at
nogen har åbnet for en ny kanal,
men det er en fælde, den er helt fatal.
Rør og tunneller, kravle op og ned -
midt imellem drøm og en slags virk'lighed.
Mareridt i metermål!
Stammen tænder bål!
- Og ude i en fjern sfære synker der en sol.
Ja, ude i en fjern sfære synker der en sol.
En forvrænget linse
går påny igang -
skaber sære farver
af en gammel sang.
Oppe fra reolen
falder der en bog.
Bogstaverne bruges
i et heksekog,
som
skaber nye former
ingen før har set;
men det er en snyder,
det er dødens dræt.
Ude fra havet kom noget ind:
fire pirater og en vestenvind.
I et fremmed land, hvor de vilde bor,
flyver fugle rundt og tror,
at
nogen har åbnet for en ny kanal,
men det er en fælde,
den er helt fatal.
Rør og tuneller -
kravle op og ned,
midt imellem drøm og en slags virk'lighed.
Mareridt i metermål,
stammen tænder bål,
og ude i en fjern sfære synker der en sol.
Gaderne er våde -
det har regnet dagen lang,
imens en affekteret abe
sang en vuggesang.
Der er kommet pletter
på bord og stol,
og ude i en fjern sfære synker der en sol.
En forvrænget linse
roterer igen.
Gør dig ør i ho'det,
den er simpelthen
ved at spænde spindet
ud i hver en krog.
Her i mørket hersker
kun løgnens lov.
Men som insektet,
der drages mod ild,
bliver du narret
og farer vild.
Ude fra havet kom noget ind:
fire pirater og en vestenvind.
I et fremmed land, hvor de vilde bor,
flyver fugle rundt og tror,
at
nogen har åbnet for en ny kanal,
men det er en fælde, den er helt fatal.
Rør og tuneller, kravle op og ned,
midt imellem drøm og en slags virk'lighed.
Mareridt i metermål -
stammen tænder bål,
og ude i en fjern sfære synker der en sol,
ja - ude i en fjern sfære synker der en sol.
... ude i en fjern sfære synker der en sol ...
Det er naturligvis utrolig ærgerligt, at projektets musikalske højdepunkt kun nåede at blive så løseligt og rudimentært skitseret, inden det hele forliste.
For mange er det sikkert svært at forstille sig, hvordan der skulle kunne komme et hit og højdepunkt ud af det.
Jeg håber den følgende række vidoer kan bibringe en forestilling om, hvad det er, jeg hører inde i hovedet.
En af mine gamle ting, som er lidt i samme boldgade ...
Som en lille ekstra-ekstra bonus kan der jævnføres med kapitel 16 i ”Hændelsen”, der modsvarer ”Forvrænget linse”.
Men det var jo bare fordi, Anne Marie var en helt igennem sød pige. "Et venligt ord til alle og en mønt til tiggeren," havde det heddet om en brav hædersmand i bogen. Sådan var det også med Anne Marie. Hun var et ædelt og renhjertet væsen, der ikke glemte at kaste en mønt til tiggeren.
Dont stand so, don't stand so, don't stand so close to me
Kværnede en medbragt ghettoblaster inde fra stuen. Paul kunne i nogen grad tilslutte sig. Selvom det var rart, var det også svært. At være så nær sine drømmes mål og dog så uendelig langt fra.
Hun var bare sød, og sådan var det.
Også mens de dækkede bord. Rigtig, rigtig sød. Hun smilede flere gange til ham. Hun blev heller ikke sur, da han tabte en tallerken. Lavede bare lidt sjov med det.
- Kan du ikke holde fast på tingene, Paul?
Det kunne han ikke altid. Der var sket noget mærkeligt på det seneste. Han var blevet så klodset. Men Anne Marie tog det på en ganske afslappet måde. Fik på en eller anden måde fremtryllet en lille kost og en fejebakke. Paul fik hold på skårene. Snart var alt i orden, og de kunne kalde sammen til middag.
Paul tog kun en smule del i den livlige munterhed under måltidet. I stedet sendte han stjålne blikke til sin medkok. Skønt det havde været ulideligt at gå i køkkenet sammen med Anne Marie, var han nu bagefter ked af, at det var forbi.
At have haft denne stund alene sammen med hende. Måske kunne han have sagt eller gjort et eller andet. Han vidste det ikke. Havde blot en følelse af et forpasset øjeblik.
(...)
Paul rejste sig stille og gik ud i den lyse sommeraften. Han tog et par dybe indåndinger for om muligt at få en smule ro på sig. Det hjalp lidt. Det var en smuk aften, hvor naturen fik et rødligt skær i skumringen.
Men de martrende tanker lod ham ikke i fred. Jeg er et frygteligt menneske, jog det igennem ham. Gennemfordærvet og bærende rundt på "for lidt".
Han anede det salte pust nede fra stranden, håbede på dets opfriskende virkning og gik i den retning. Væltede rundt mellem knudrede sten og blødt sand. Det lagde for et kort øjeblik beslag på hans opmærksomhed. Men snart var tankerne tilbage. Masende sig frem hulter til bulter imellem hverandre uden sans for køkultur. Dog stadigt kredsende om det ene og samme.
(...)
Der var i det mindste ro på nu. En tungsindig, melankolsk ro, men dog en ro. Ro hos en ensom, ulykkelig mand uden chancer i livet. Sat uden for tilværelsens muligheder, dømt til evigt at kæmpe mod sine indre dæmoner og lide det ene nederlag efter det andet.
Paul havde svært ved at skjule sin sindsstemning, da han atter kom tilbage til huset. Han sad tavs uden at tage del i snakken.
Anne Marie kom hen til ham og lagde armen omkring hans skuldre.
- Er der noget i vejen, Paul? Du er så stille. Skal du ikke have en kop the?
Søde, søde Anne Marie. Tænk hvis han kunne fortælle hende det hele. Men det lod sig ikke gøre. Han måtte bære sin byrde alene.
- Jeg er bare lidt træt. Jeg tror, jeg skal tidligt i seng.
Anne Marie smilede sit søde smil og accepterede forklaringen. Det var heller ikke helt løgn. Faktisk følte han en stor, tom udmattelse og havde mest lyst til bare at krybe ind i sin seng. Det ville ikke blive en af de sene aftener for hans vedkommende.
Da han lidt senere listede ind på drengenes sovesal, følte han sig ganske vist splittet. Lyset og snakken inde fra stuen, syntes at kalde ham tilbage, mens han klædte sig af i mørket. Det lokkede med en blød varme, der fik ham til at føle, at han nu gik glip af noget. Men han orkede ikke at skulle mande sig op til snak og latter. Så hellere krybe sammen i sengens skjul. Alene og forladt af alle.
Tankerne kørte rundt i et kaotisk sammensurium, som han opgav at holde styr på. Langsomt gled han væk i søvnen, og hørte ikke, da de andre drenge kom ind på sovesalen. Sansede i det hele taget ingenting, før en stikkende morgensol ramte hans ansigt som en utidig afbrydelse af det ophold i drømmeland, han gerne ville forlænge lidt endnu.
(...)
Ydmygelsen blev siddende i kroppen flere timer efter. Paul mælede næppe et ord ved frokosten, men trak sig stadig længere væk fra det hele og ind i sig selv. Så snart det var ham muligt, uden at det virkede alt for påfaldende, gik han ud for sig selv og rundt i landskabet. Båden trak som en magnet. Han måtte derned. Ned til det endelige nederlag og bekræftelsen af, at hans værste angstforestilling var blevet til virkelighed.
Han gik i retning af stranden. Kunne vist modstå lidt endnu. Men han vidste den sitrende fornemmelse ville komme. Han havde ikke modstandskraft til at standse processen. Ønskede det egentlig heller ikke. Der var trods alt også et element af nydelse deri, og bagefter ville den ligegyldige sløvhed komme og skænke ham fred.
Trods selvforagten og samvittighedsnaget var det alligevel bedre at give efter. Han holdt ud lidt endnu. Holdt sig på afstand af båden. Begyndte endog at begive sig væk fra stranden igen. Følte endnu ikke liderlighedens anmarch. Var derimod plaget af, at det frygtelige virkelig var sket.
(...)
En smerte som om hans indvolde blevet trukket fra hinanden og skiftede plads fik ham næsten til at knække sammen. Paul hev efter vejret.
Fy for satan! - Fy for satan! - Jeg er et svin. Jeg er grim. Jeg er ond.
Paul kom atter ud fra sit skjul. Bare jeg kan lade være et stykke tid nu. I det mindste resten af dagen. Helst resten af ugen.
Det var noget mærkeligt noget at være med på den tur. Der herskede en rar og hyggelig stemning i huset. Men Paul var hele tiden så frygtelig liderlig. Blev ligesom trukket ned til det forbudte under båden.
Da han endelig begav sig op imod huset, gik han ganske vist oprejst og målrettet, men følte selv snarere, at han kravlede famlende afsted. Alt var trukket ud af ham. Ikke blot spændingerne og energioverskuddet. Men simpelthen alt. Han var forvandlet til en tom skal, der bare lignede et menneske og lod som om.
Som han nærmere sig huset, syntes dog en smule af hans menneskelighed at vende tilbage, og med en genvundet rest af sans og samling trådte han ind blandt de levende.
(...)
- Hvad står du derovre og glaner for, spurgte Martin henne fra sofagruppen. Kom dog hen og sæt dig sammen med os andre.
En nådesbevisning fra menneskenes fællesskab. Paul tog imod den og satte sig på en ledig plads lidt i yderzonen af flokken.
Paul lyttede til snakken, men blandede sig ikke. Det var svært at hænge på. Det kørte så frygtelig hurtigt hele tiden. Når der var noget, Paul ville sige, kunne han ikke finde et hul, hvor han kunne bryde ind. Et øjeblik efter var de kommet over til at snakke om noget helt andet, og så var den forpasset.
Der var sikkert heller ikke nogen, der var interesseret i, hvad han havde at sige. De havde bare været venlige og ladet ham sidde med. Det var pænt af dem. Men det fik ham til at føle sig endnu mere udenfor, end når han bare tussede rundt for sig selv.
Alligevel holdt Paul sig tættere til de andre den eftermiddag og aften, deltog endog i et slag kort, hvad han ellers aldrig gjorde.
Næste dag var solen forsvundet. Det lignede mere en efterårsdag end noget, der hørte sommeren til. Det var slet ikke badevejr. En kold blæst jagede henover stranden. Men René ville have sin daglige svømmetur. Han kom op igen fra vandet. Rystende og tændersklaprende. Drengen havde fået et regulært kuldechok.
(...)
Billedet af Anne Marie, som var en pæn pige, der ikke gjorde sådan noget, blev ved med at klikke indover og blande sig med alt det grimme. Alle de forvirrede tanker modsagde hinanden. Ingenting passede sammen. Snurrede bare rundt.
Paul vidste dårligt, hvordan det lykkedes ham at komme op til huset igen. Men til sin overraskelse fandt han lidt senere sig selv siddende ved frokostbordet.
Det var Paul og Anne Marie, der skulle vaske op efter frokosten.
- Hvad er det med dig, spurgte Anne Marie, mens de ryddede af bordet. Du virker så stille og trist. Kan du ikke lide at være her? - Jo, jeg er glad for, at jeg kom med på turen. - Jeg synes også, det er rigtig godt, at du er med. Du skulle bare være lidt mere sammen med os andre.
Hvor var hun dog sød. Også da hun fyldte vand i opvaskebaljen, og fik plasket lidt rigeligt, hvorved hun fik sat stilen for den videre opvask. Hele køkkenet sejlede.
- Skal i ud og svømme? spurgte Martin drillende, da han kom ud i køkkenet for se, om der var en kop kaffe. - Sådan er det, når jeg vasker op, grinede Anne Marie. Men jeg gør det ordentligt, så tingene bliver rene.
Selvfølgelig gjorde hun det. Der var ikke noget at udsætte på hendes opvask, kunne Paul se, efterhånden som han tørrede tingene af. Ikke én eneste skulle en ekstra tur i baljen. Der blev lidt efterfølgende arbejde med at tørre op. Men det klarede de sammen med godt humør. På et tidspunkt, mens de vred klude op, var Anne maries læber faretruende tæt på hans. Det var lige ved.
Vejret fik hele flokken til at rykke nærmere sammen, og det blev en rigtig hyggelig eftermiddag. Mens regnen silede og vinden ruskede, var der varmt i stuen. Helt på tværs af madhold og andre planer lavede Linda og Nina kakao og lunede boller i ovnen.
Paul følte sig lidt mere som en del af det hele, og formiddagens begivenheder fortonede sig. Der var sket så meget siden. Blandt andet havde han vasket op med Anne Marie og sad nu i hyggeligt selskab, mens han drak kakao. For en kort stund var det næsten godt at være Paul.
Der blev ryddet op efter traktementet. Alle hjalp til. Anne Marie ville til at fylde opvaskebaljen.
- Nej, vi skal ikke have flere svømmebassiner idag, indvendte Martin. Jeg skal nok vaske.
Sådan blev det. De andre tørrede af og satte på plads. Køkkenet så pænt ud, da Henrik og Linda skulle igang med aftensmaden.
Det blev den bedste aften på hele turen. Stemningen var rar og hyggelig. Der blev fortalt vittigheder og muntre historier. Paul følte sig afslappet og godt tilpas. Han grinede en del den aften. Anne Marie sad lige i nærheden af ham og viste sig fra sin sødeste side. De talte også lidt sammen. Bare et par bemærkninger ind imellem.
Næste dag vendte solen tilbage, omend formiddagen var en anelse kølig. Mens vejret gradvist klarede op, sad de fleste inde i stuen. Der var stille. Nogle læste, andre skrev brev hjem.
Nina kiggede op fra det blad, hun sad med.
- Nej, nu skal i altså lige høre det mest utrolige. Det er en sand historie. To der havde været naboer i 30 år og vanvittig forelskede i hinanden. Der er et billed af dem. Se!
Billedet viste et smilende, aldrende par.
- Der står her, fortsatte Nina, at ingen af dem troede, den anden var interesseret. - Det minder lidt om den der sang, indskød Henrik. Hvad er det nu den hedder? Et eller andet med Alice. - Living Next Door To Alice, fastslog Paul. Her var endelig noget, hvor han kunne være med.
Syntes de ikke det var mærkeligt? De havde nok ikke set det. Det var nu ellers ret tydeligt. Måske ville nogen blive sure, hvis de opdagede det. Tro, at det var noget, han gjorde. Men Paul anede ikke, hvordan det gik til, og blev frygtelig forskrækket over det sære fænomen.
Jeg må hellere skynde mig væk fra spejlet, før nogen opdager det.
... Eller er det omvendt? ...
... Syntes de ikke det var mærkeligt? De havde nok ikke set det. Det var nu ellers ret tydeligt. Måske ville nogen blive sure, hvis de opdagede det. Tro, at det var noget, han gjorde. Men Paul anede ikke, hvordan det gik til, og blev frygtelig forskrækket over det sære fænomen. Jeg må hellere skynde mig væk fra spejlet, før nogen opdager det ...