Desillusionen

Vedrørende "Hændelsen", kapitel 19

“Han blev stående og så ned på hende, og der var ingen tvivl mulig, dette var noget, der engang havde været Gulnare, nej, noget der havde sat sig på hans ungdomsdrøm, et væsen der ganske uretmæssigt kendte den lige så godt som han selv. Denne kvindelige bølle havde aldrig været Gulnare, for så måtte det hellere være løgn altsammen, det der dengang var hændet. Hun havde ingen som helst ret til at sige, at hun var Gulnare, det var en opblæst, afskyelig tilsnigelse. “

- Aksel Sandemose

Kan også findes :

https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl31UwpO7NT5KnJP8n4JARac0

Det nittende kapitel af “Hændelsen” skildrer Pauls chok og desillusion, da virkelighedens Anne Marie viser sig at være alt andet end en skønjomfru fra en ridderroman. Som Don Quijote opdagede, at hans hjertes udkårne lugtede fælt af hvidløg, må Paul konstatere, at det, han anså for et æterisk, ophøjet væsen er en særdeles kødelig skabning, der endog er grov og brutal i udøvelsen af sin seksualitet.

Men der gemmer sig meget andet deri!

En vigtig oplysning er, at Paul nyligt har anskaffet en Miles Davis plade. Vi fandt tidligere ud af, at vi skulle holde et vågent øje med Pauls musikalske præferencer, om tendensen gik i retning af bevægelse eller stagnation. Vi kan nu konstatere, at der er bevægelse og udvikling. Måske ikke i form af at afsøge alle kringelkroge af samtidens strømninger. Men i hvert fald en fortsat nysgerrighed, der hele tiden bevæger sig ind på nye områder. Efter at hele sin barn- og ungdom have været strikt pop/beat/rock-orienteret, er Paul nu begyndt at flirte med jazzen (der almindeligvis regnes for en sværere forståelig musikform!).

Dette har måske også noget at sige i forhold til den måde, gensynet med Anne Marie forløber. Om hun direkte har stået i stampe er svært at vurdere. Men i hvert fald får man indtrykket af, at Paul har gennemgået en større og mere omfattende udvikling. Vist er der stadig meget, han hænger fast i. Men han synes at være på vej imod bedring. Det viser sig også deri, at Paul (JA - Den konservative, reaktionære Paul!) rent faktisk kan gennemskue, at fortiden er fortid, mens Anne Marie er blind overfor dette.

Trods de syge og forkrampede tilstande/forhold, der præger kapitel 16, er der trods alt enkelte spredte glimt af en relativ væren på bølgelængde mellem Anne Marie og Paul. Der forekommer nogle få, spredte øjeblikke, hvor de kan snakke og/eller grine sammen. Her møder vi derimod to mennesker, der taler to forskellige sprog. Vist betjener de sig begge af danske ord. Men det kunne lige så godt have været henholdsvis arabisk og russisk.

Trods det hængedynd, der hæmmer og sinker Paul, har han rent faktisk gennemløbet en udvikling. Måske er han virkelig ved at nå til et punkt, hvor han er færdig med fortiden. Men netop som han nærmer sig sundhed og normalitet, viser det sig, at fortiden ikke er færdig med ham.

Man må her ikke overse den omstændighed, at Anne Marie tilhører det afsnit af Pauls liv, hvor han var allermest syg!

Der er simpelhen tale om en uventet, sen nattefrost, der ødelægger en marks afgrøder, netop som de er lige ved at være modne.

Uheldigvis er Paul ikke i stand til at sige fra, men får en af sine momentane handlingslammelser. Det er Hændelsen om igen!

Det er et af de punkter, hvor Paul endnu ikke er modnet. Det gælder som tilforn, at stillet overfor svære konfrontationer går han i baglås. Som i Ejner-Vibeke-konflikten, Hændelsen og flere andre situationer formår han ikke at komme med en klar melding. Man kan hævde, at han forsøger. Men det er betegnende, at han betjener sig af omveje og nærmer sig sagen indirekte, fremfor at tale lige ud af posen.

Det er svært at overse den omstændighed, at Pauls mor på det nærmeste optræder som rufferske. Det synes at afspejle den negative side af moderarketypen, “den grusomme moder”, der er udviklingshæmmende og -lammende.

Netop som Paul måske er på vej imod at blive voksen, formidler den onde moder kontakten til noget, der reelt må regnes for hendes stedfortræder: et hun-uhyre klar, parat til at opsluge Paul, og dermed bremse al videre vækst.

På sin vis er det lidt ærgerligt, at man slet ikke får noget at vide om, hverken hvordan Paul efter kortere eller længere tid slipper af med Anne Marie, eller hvilken musik han lytter til i den efterfølgende periode. Men det tilhører strengt taget en anden historie. Det afgørende i denne sammenhæng er, at der sker noget, som fastholder ham i Hændelsens spind. Dét, man kan tyde ud fra senere begivenheder, er, at fangeskabet forlænges i en årrække, hvor Paul forbliver domineret af Hændelsen og alt, hvad dertil hører.

Men herom senere …

På dette sted giver det mere mening at spørge den modsatte vej: hvilke lag skrælles her af løget? På hvilken måde gør gensynet med Anne Marie os klogere på Hændelsen?

Man kan naturligvis sige, at vi får bekræftet, at den stadig kan aktualiseres. Men skal kapitlet da forstås som en ren magtdemonstration (“ du troede vist lige …”)?

Får vi ikke på en eller anden måde noget mere at vide om, hvad Hændelsen egentlig er, hvori dens skjulte indhold består, og HVORFOR den er så magtfuld?

Inden vi forsøger at besvare dette, kan vi indledningsvis fastslå, at der forekommer noget parallelt i form af den lille ordveksling om Pauls størrelse. Akkurat som i sin tid med Hændelsen, står vi overfor et undtagelsestilfælde, hvor Paul er kort for hovedet og ikke videre interesseret i at diskutere sit yndlingsemne.

Man kan naturligvis sige, at eftersom Paul ikke længere er interesseret i Anne Marie, har han heller ikke brug for hendes accept og godkendelse. Den har han ikke noget at bruge til. Man kan måske ligefrem strække den og spørge, om vi her har fat i noget á la “I must love what I destroy/and destroy the thing I love” (“Moon Over Bourbon Street!)? - Det ville nu nok være at strække den lige lovlig vidt.

Men formodentlig ville ordvekslingen have udartet til en længere diskussion, hvis Paul havde haft følelser for Anne Marie. Dette bør dog snarere forstås helt enkelt, som at han i det tilfælde ikke bare ville ønske sig fri for det hele og langt væk fra det.

Det er netop her, den lille ordveksling er fuldstændig parallel til Hændelsen: det er en ubehagelig situation, som Paul forsøger at undvige. Derfor har han heller ikke lyst til at snakke om noget som helst - uanset hvad.

Vi har flere gange fået bekræftet, at Paul slet ikke ville med på den tur. På nøjagtig samme måde kan man sige, at det her er noget, der slet ikke skulle være sket. Følgelig skal Anne Marie heller ikke synes, den er stor eller lille. Hun burde slet ikke have fået lejlighed til at synes noget som helst.

Pauls skæren af (“Årh, hold op!”) er således helt klart et udtryk for hans væmmelse og ubehag, ligesom der ikke er tvivl om, at havde han befundet sig anderledes i den situation og haft varmere følelser for Anne Marie, ville han også have sagt noget andet.

“Ja, ja, ja - hvis den så bare havde været så stor,” sagde han i sin tid til Birger. Man får indtrykket af, at det i den slags pinefule situationer ikke gør den store forskel, om det er en andens eller sin egen, han taler om. Når situationen er ulidelig, vil han åbenbart til enhver tid med kortfattede, sure ytringer forsøge at benægte sig ud af den. Og hvad skulle han i grunden ellers gøre? At gå længere ind i en snak, at ikke bare sige “nej, nej, nej” ville jo være at anderkende situationen, sige ja til at befinde sig i den.

Man kunne godt anstille en lang række forestillinger om, hvordan den samtale kunne have udartet sig under andre omstændigheder. Det ville dog kræve en mængde hvis’er. Først og fremmest, at Paul stadig havde haft følelser for Anne Marie. Dernæst at han i højere grad havde fået lov at bestemme farten frem for at blive ædt levende. Dertil formodentlig også, at hun ikke havde været en helt grotesk umulig elskerinde, men nogenlunde o.k. og så bare havde haft et lille uheld, hvor hun fik taget lidt for hårdt. Kort opsummeret: at Paul nogenlunde velvilligt var gået ind i situationen, og at denne var nogenlunde tålelig.

Hvis alle disse hvis’er havde været opfyldt, ja - så havde den snak utvivlsomt udartet til noget mere. Det er muligt, at de samme ord var faldet som indledning. Men “Årh, hold op” kunne typisk være blevet fulgt op med “Konrads var da garanteret meget større.” I så fald kan man ganske vist sige, at Paul stadig protesterer. Men det ville være en anden slags protester. Frem for at forsøge at protestere sig ud af situationen, ville Paul være gået aktivt ind i en diskussion. Frem for korte, irriterede udbrud ville han formodentlig have udfoldet al sin ordrigdom.

Hvis Anne Marie holdt lige så stædigt på sit, uanset hvilke argumenter Paul forsøgte, ville det være forventeligt, at han ville beskylde hende for at omdigte de faktiske forhold. Det ville naturligvis være en projektion. Det er jo lige præcis dét, Paul gør i sine egne fantasier. Nu ville han så få en mulighed for at udleve et af sine perverse scenarier. Beruset af det pirrende falsum ville han bevæge sig ud i stadig mere absurde urimeligheder.

Man kan snildt forestille sig Anne Marie feje Konrad og andre tidligere elskere af bordet, Paul tænde lyset og desperat sige: “Se nu lige på den. Den er altså kun sådan her!” Anne Marie svare, at “det er da også meget,” hvorefter Paul offensivt fremturer: “Det var dog utroligt, som du kan få tryllet selv de allerstørste bittesmå, og når det så endelig lykkes dig at finde en lille en, skal den åbenbart lyves så stor som muligt.”

En sådan bemærkning ville helt tydeligt have været en variant over Pauls hændelsesfantasier. At Paul dermed ville være igang med at iscenesætte et perverst manuskript er derfor også uden videre indlysende.

Således ville det heller ikke være en ubetinget trækken sig ud af situationen. Snarere et forsøg på at få lov at styre situationens indhold, sætte dens dagsorden. Det ville ikke være at sige: “jeg vil ikke være med.” Det ville være at sige: “Jeg vil gerne være med, men jeg vil have lov at bestemme.”

Måske (?) er netop dét, det afgørende. Enighed er vel kun delvis at have fået lov at bestemme. Absolut magt er at kunne insistere på det helt urimelige og så på tværs af al fornuft kunne gennemtrumfe sin vilje.

I så fald er sejr ikke et spørgsmål om at have den største, men at vinde diskussionen. Netop ved at tabe målekonkurrencen vinder Paul en langt mere afgørende sejr.

Hænger hans perverse manuskripter sammen på den måde? Er det derfor, falsummet er så pirrende?

Et af de centrale elementer i Hændelsen var et utvetydigt “jeg vil ikke være med”. Pauls vilje blev dengang overtrumfet, han havde ikke noget at skulle have sagt om den sag. Sådan set kan man vel heller ikke kalde det et valg, at han vandt målekonkurrencerne. Også det var sådan set noget, han ikke var herre over. Så at drømme om at tabe dem kan vel siges at være et forsøg på at få lov til at kunne vende op og ned på alting, nøjagtig som det passer ham.

Det er vel sagtens også derfor, han behøver forestillingen. Heri ligger netop muligheden for at digte frit. Et faktum er altid noget uomgængeligt. Det afgørende er ikke, om dette falder sammen med hans ønsker. Hvis noget foreligger som kendsgerning, er det bare sådan. Det er ikke noget, han har valgt. Det kan forekomme, at det tilfældigvis passer sammen med hans ønsker. Men det bliver det ikke hans valg af. I forestillingen kan han derimod vælge og vælge om frem og tilbage utallige gange uden nogensinde at støde imod et bremsende faktum.

Ingen interesserede sig for, hvad den lille dreng syntes og ville. I den frie, faktumløse forestilling kan den voksne mand hævne sig. Uden begrænsninger kan han synes og ville hvad som helst!

Vi har kun et yderst begrænset kendskab til Anne Marie. Men så vidt det lader sig afgøre på dette spinkle grundlag, ville hun næppe gennemskue, at den eneste måde at standse diskussionen ville være at “indrømme”, at hun syntes den var utrolig lille, og at hendes mislykkede kærtegn var et forsøg på, om hun ikke kunne gøre den lidt større. Det er snarere forventeligt, at hun ville føle omsorg og bekymring. “Han er slet ikke klar over, hvor stor den er. Han tror, den er lille-bitte.”

Det ville så heller ikke være helt forkert. Det tror Paul jo virkelig. I hvert fald en del af ham gør. Han er dybt viklet ind i sine vrangforestillinger, overbevist om sine fikse ideer. Men alligevel er det på anden vis en misforståelse. Vist tror Paul, at det forholder sig sådan. Men han tror det på en sært bagvendt måde. Han tror det, fordi han hverken kan, tør eller vil tro dét, han et eller andet sted godt ved.

Det er netop denne inkonsekvens og dobbelthed, der gør det hele så betændt. Det er en knude, som er umulig at løse op. Hvad Anne Marie end forsøger, vil det blot stramme knuden og gøre ondt værre.

Det betyder samtidig, at uanset hvordan samtalen udarter sig, vil Paul på den ene eller anden måde få iscenesat et perverst manuskript. Men det er en bitter sejr. Den, der vinder slaget, er ikke Paul, men sygdommen!

Som sagt: uanset hvad! Altså også, hvis Anne Marie fremkom med “indrømmelsen”. Det ville Paul formodentlig blive endnu mere ophidset af end hendes benægtelser. Det ville jo netop være den endegyldige iscenesættelse!

Anne Maries udbytte af “indrømmelsen” ville bestå i at få standset diskussionen og i stedet opnå en fyrig elsker. Derimod ville hun ikke på nogen måde have hjulpet, endsige helbredt, Paul. Ved at gå ind på hans vrangforestilling ville hun have bekræftet den, og dermed rakt SYGDOMMEN (ikke Paul!) en hjælpende hånd.

Sådan går det imidlertid ikke.Heldigvis! En mere skjult analogi er mellem den grebne samvittighed og Miles Davis pladen. Paul ER rent faktisk på vej videre, på vej mod bedring. Derfor forsøger han at undvige alt, der trækker ham ned i mørket. Kampen for at afparere såvel Hændelsen som natten med Anne Marie må betragtes som et sundhedstegn. Det er en fange, der hiver i sine lænker. Afmægtigt, ja. Men med en reel vilje til fremgang.

Desværre kan vi samtidig konstatere, at sygdommen blander sig i snakken, forvirrer og vildleder ham, og derved ender med at få ham lokket længere ned i dybet. Men det rokker ikke ved, at det dybest set er livsviljen, der protesterer over noget urimeligt, når Paul siger: “Jeg vil ikke være med.” For sund livsvilje kan ikke acceptere urimeligheder. Den må nødvendigvis fremsætte en protest.

Protesten kan være nok så spag og kraftesløs. Men den ER der! - Og er den der, viser det, at der er både liv og håb. Også selvom dette kan være særdeles godt skjult!

Der er imidlertid en helt anden side af denne sag, som må tages i betragtning. Den desillusion, Paul her oplever i forhold til sin teenagedrøm, strækker sig videre end til blot Anne Marie.

Hvad med andre piger fra hans fortid?

For nu at tage det ultimative eksempel: hvad hvis han mødte Beatrice igen? Den fire-fem årige pige, Paul husker, er på dette tidspunkt blevet en nogen og tyveårig kvinde. Hvordan har hun udviklet sig? Det er jo rent faktisk muligt, at Paul ville synes, hun var ganske forfærdelig.

På den vis er hele Pauls historie og alle hans minder truede. De mennesker, han har savnet, kan kun bevares i en mindernes tidslomme. Et gensyn vil være en katastrofe. Eller kunne i hvert fald let blive det.

Omkring et år eller to tidligere mødte han Norman og Rosalinde ved et busstoppested. Han følte, at han trængte sig på, trængte ind på steder, hvor han ikke havde noget at gøre. På sin vis var han glad for, at alle de mennesker, han huskede fra fortiden, fandtes et sted derude. Men han erkendte også i nogen grad, at netop deres eksistens derude betød, at de var underlagt forandringens lov. Spædbarnet var blevet til en 10-11 årig pige!

Det element af ængstelse eller ligefrem rystelse, oplevelsen var forbundet med, ville givetvis have været langt voldsommere, hvis det havde været Frida selv fremfor hendes familie. Eller hvad nu, hvis han havde mødt Laila? Eller Ejner?

Ligesom den blot kuriøse anden akt af Hændelsen, der i erindringsbevægelsen ledte tilbage til den langt mere energiladede første, var oplevelsen ved busstoppestedet en mindre rystelse, der indirekte foregreb det langt mere desillusionerende gensyn med Anne Marie.

Når det på en eller anden måde lykkes Paul at slippe af med Anne Marie, vil der formodentlig følge en periode, hvor han har det svært - sværere end ellers. De minder, han i så høj grad klynger sig til, vil han opleve som værende truede. Alle de mennesker, der er blevet en del af hans indre liv, har en genpart et eller andet sted derude. Men denne genpart svarer ikke til hans erindringsbillede. Et gensyn kan kun blive en skuffelse.

Mon ikke Paul tit har forestillet sig at se dem allesammen igen? - Alle dem, der fylder så meget i hans tanker. Nu må han se i øjnene, at det måske ville være det værste, der kunne ske. Det ville ikke være at vinde noget. Det ville være at miste alt.

Måske kan man endog give den en tak til. Hele sit liv har Paul været skeptisk overfor fremtiden og taget sin tilflugt til fortiden. Men nu er det på sin vis fortiden, der skuffer ham. Hvad er der så overhovedet tilbage? Er desillusionen ikke dermed total?

Man må ikke undervurdere betydningen og omfanget af dette. Det er et frygteligt slag, der her rettes imod Paul!

Dermed kastes der også et nyt lys tilbage på kapitel 16. Det var dengang, Paul gerådede i det rene vanvid. Men er det overhovedet genfortalt, som det var? Hvad er det egentlig, vi fik fortalt i det kapitel? Er det, hvad der skete (når man ellers kalkulerer med, at dette skete er set gennem vanviddets briller)? - Eller er det en omdigtning, Paul senere foretager? Måske var alt det med René slet ikke samtidig.

Måske er der kun en ubetydelig overlapning i form af en situation, hvor Paul følte et stænk af jalousi, fordi han bevidnede en situation, hvor Anne Marie og René forekom ham at være på lige lovlig venskabelig fod.

Måske fyldte det med René slet ikke så meget på noget som helst tidspunkt. Måske var det bare nogle korte øjeblikke.

Måske var hverken Anne Marie eller René med på den tur. Måske er det tre forskellige ting, som nok ligger indenfor samme periode, men ikke helt samtidige, han senere sammenblander.

Det blev under gennemgangen af kapitel 16 fastslået, at dette kapitel er dunkelt og gådefuldt, fordi det er et stykke galskab. Men måske har det en ekstra drejning, vi først kan se nu. Måske er det ikke bare verden oplevet gennem vanviddets øjne, den oplevelse den forrykte havde. Måske er det en senere omdigtning, hvor Paul hævner sig på Anne Marie. Måske var han selv i sit vanvid langt mere regelret, end kapitel 16 giver indtryk af. Måske ville den Paul, der endnu værnede om mindet, og endnu ikke havde oplevet Christina overtage Anne Maries plads, have fortalt en helt anden historie. En historie om noget smukt og rent.

Det er ikke svært at forstille sig, at der kan have været en tur til et sommerhus, hvor Paul har tusset meget rundt for sig selv, opfyldt af besynderlige tanker af mange slags. Forfulgt af de traumatiske erindringer om Hubert, der kom til udtryk via tvangsprægede sexfantasier. Men at dette overhovedet ikke havde nogen berøring med hverken Anne Marie eller René. Det kan have været lidt tidligere eller lidt senere. Rent psykologisk set er det nok mest plausibelt, at det har været lidt tidligere. Det har været de ting, som forårsagede Pauls sammenbrud.

Ind på scenen træder så Anne Marie. Paul bliver voldsomt forelsket i hende, og flere år frem i tiden står denne forelskelse for ham, som en af hans smukkeste og største oplevelser. Måske i en sådan grad, at den kan anbringes oppe på linje med Beatrice.

Hen mod slutningen kommer René indover. En enkelt lille episode, hvor Paul i en eller anden situation føler et stænk af jalousi. Anne Marie er imidlertid på vej ud af systemet, Paul betror hende sine følelser, og Anne Marie (som det hedder i kapitel 19) “tager det pænt”.

For Paul selv gælder, at den tid, der er gået, har bragt ham en smule længere frem i sin pubertet og manddomsudvikling. Derfor bliver den kommende periode præget af ængstelser for fremtiden, som især handler om hans mandighed og manderolle. I svømmehallen lurer han på de andre drenge og sammenligner. René er her blot en af mange, som han måske i virkeligheden slet ikke var særlig optaget af. Det er først i en senere omdigtning, at René hives frem som den primære anden, rivalen, i kraft af en ubetydelig episode, der sammenbinder ham med Anne Marie.

Så var kapitel 16 dét, den 14 årige Paul oplevede i sine vanvidståger? Eller er det en senere konstruktion, den nogen og tyveårige foretager som en hævn over Anne Marie?

Det kunne godt være det sidste!

Dette er naturligvis en vidtgående tolkning, der frit bevæger sig udover, hvad teksten strengt taget kan siges at give belæg for. Men den er alligevel værd at have in mente, simpelthen fordi der ikke kan være tvivl om, at hele Pauls syn på Anne Marie umuligt kan være det samme før og efter gensynet. Dertil kommer, at den rystelse, gensynet bevirker, er langt mere vidtgående end noget, der kan isoleres som kun Anne Marie og begrænses til dette. Det er hele Pauls syn på minder, mennesker og gensyn, der her bliver rystet. Derfor må rystelsen forstås så radikalt og ud i yderste konsekvens som muligt.

Men naturligvis kunne også det modsatte være tilfældet. Anne Marie historien er i mindet blevet mere og mere forskønnet, lige til gensynet indtræffer. Det er blevet så sødt og rent og uskyldigt, at hverken Paul eller Anne Marie overhovedet har en seksualitet, ja - dårligt nok kroppe i denne version. Det kan bære, så længe det er et minde, der plejes. Da dette indhentes af virkeligheden, bryder det sammen.

I denne tolkning ville det altså forholde sig lige modsat: kapitel 16 afslører nådesløst, hvad der i virkeligheden skete. Paul har siden sorteret i begivenhederne, så mindet om Anne Marie kan bevares så smukt som muligt, hvorefter denne konstruktion bryder sammen.

I den umiddelbare læsning af kapitel 16 - altså når man går ud fra, at dette er, hvad den 14 årige Paul oplever, og ikke hvad en senere Paul erindrer - er det jo i hvert fald en oplagt tolkning, at René fungerer som beholder for alt det, Paul må frasortere for at opretholde et rent og ophøjet billede af Anne Marie.

Tilbage i kapitel 12 var vi vidner til, hvordan den hilsen Fritz overbringer, så at sige lægger to Paul’er indover hinanden. Der er den otte til tiårige, der oplever, og den 12 årige, der mindes. I dette kapitel er det åbenlyst. Men hvad med de øvrige? Hvornår er det en Paul, som er jævnaldrende med begivenhederne, der oplever, og hvornår er det en senere Paul, som mindes?

Det er nogle ret svimlende tolkningsperspektiver, der åbner sig, når man kalkulerer med denne usikkerhed. Eller hvad nu, hvis det hverken er oplevelser eller minder - hvad hvis det hele er én stor konstruktion?

Her er vi VIRKELIG ude i noget svimlende!

Dette har tillige stor betydning for romanens hovedspørgsmål: Hvordan skal Hændelsen forstås? For om Hændelsen gælder i hvert fald, at den siden tolkes og omfortolkes på måder, der ligger langt udover den autentiske oplevelse. Det er ikke gætværk. Det kan påvises direkte i teksten. Det er stadig en smule uklart, hvorfor Paul udvælger netop den episode og hvilket formål, det tjener. Men vi har fra et tidligt tidspunkt i romanen kunne konstatere, at den er ladet med en helt særlig betydning.

At helt præcist indkredse denne betydning og forstå hvorfor, Hændelsen tildeles denne, er svært, og vi sidder hele tiden med en fornemmelse af at gribe efter noget, som bliver ved at smutte fra os. Derimod er der ingen tvivl om selve dét, at Hændelsen bliver tildelt en særlig betydning, som ligger langt udover dens pålydende.

Dette i sig selv kan godt forekomme en smule svimlende!

Tilbage i “De skal ta’s i tide” (1996) hed det om det svimlende:

Kender De ikke også det, at det pludselig kan synes Dem umuligt at ikke gøre dem skyldig i virkelighedsflugt, fordi det pludselig går op for dem, at lige meget hvor, De befinder Dem, kunne De i teorien befinde Dem et andet sted, og lige meget hvad, De foretager Dem, kunne De hypotetisk set foretage Dem noget andet, og alt dette ville i sidste ende betyde, at virkeligheden, sådan som De tager del i og præger den, kunne være en lille smule anderledes. Ved De, at når man slår en tone an på et instrument, er det umuligt at gøre det 100% ens to gange i træk. Hver eneste tone, der nogensinde er spillet, er unik, kun spillet den ene gang. To toner kan umiddelbart lyde nøjagtig ens, men med det fine apparatur, moderne teknologi har til rådighed, kan man ved en grundig analyse påvise forskellen. Tænk Dem så, at man kan sætte en gammel plade på og høre lige præcis den enestående tone - lige præcis dén en eneste gang spillede tone - som en bestemt musiker spillede i 1935. En tone fra fortiden vælter ind i stuen. Men der føjer sig endnu mere til. Ikke alene er denne tone enestående. Deres oplevelse deraf er det samme. Afhængigt af sindsstemning, humør, ja - sågar vejret og årstiden, vil De opleve den forskelligt fra gang til gang, de hører pladen.

Jeg kan ikke selv tænke på den slags, uden at det svimler for mig. Men midt i denne svimlen, indser jeg, at kun ved at fastholde denne svimlen kan man gribe virkeligheden. Derfor kan meget af det, jeg i det følgende vil sige, nok lyde en smule underligt, men det er, som jeg allerede har sagt, fordi det er sproglige tilnærmelser til det uudsigelige, og netop derfor må man undskylde mig mine private fordrejninger af kendte ord og begreber.

Hvilken betydning for tolkningen af den senere roman (“Hændelsen”, 2019) får det, hvis man lægger disse betragtninger indover den?

Hvor meget af det skildrede er del af en “svimmel digtning”, der med sproglige tilnærmelser forsøger at indkredse det uudsigelige?

Dobbeltsynet i kapitel 12, de mange urimeligheder i kapitel 16 og nu dette gensyn i det nittende kapitel kunne tyde på, at vi ikke skal tro på alt, hvad vi læser - eller i det mindste ikke tage det for pålydende. Vi bør derimod skride til tolkningen med varsomhed. Vi vil tydeligvis let kunne træde forkert og fare vild.

Lad mig for en ordens skyld, så der ikke opstår misforståelser, lige nævne, at en roman naturligvis altid er en konstruktion. Jeg har som forfatter udtænkt og arrangeret stoffet og dermed skabt en konstruktion. Men min hovedperson jages sagesløst rundt i denne konstruktion, som jo netop ikke er hans. Men hvad nu hvis han ikke er sagesløs? Hvad nu, hvis romanen ikke er en konstruktion, der beskriver Pauls liv, men en beskrivelse af Pauls egen konstruktion?

At der er tale om en Pauls konstruktion hvad angår Hændelsen, er naturligvis åbenlyst. Men alt det øvrige skulle jo så være forklaringen på, hvorfor han foretager denne konstruktion, og hvori den overhovedet består. Men er det muligt, at også alt det øvrige er konstruktioner? - Igen: ikke mine konstruktioner som romanforfatter, men Pauls egne.

Hvis man forfølger dette spor, begiver man sig ud i noget tolkningsmæssigt farligt, da det vil gøre alt usikkert. Man kan lige pludselig ikke regne med noget som helst. Dermed mister man alle faste holdepunkter, hvorefter stort set enhver tolkning lader sig gennemføre, men derimod ikke føles videre tilfredstillende.

Men hvis man blot holder sig muligheden for øje som noget, der får lov at ligge og simre et sted i baggrunden, kan det i stedet blive en genvej til at forstå Pauls tvivl og usikkerhed bedre, vel at mærke indenfor rammerne af en tolkning, der godtager flertallet af begivenheder som noget, Paul reelt oplever (uagtet hvor objektivt reel oplevelsen så måtte være eller ikke være), undtagen hvor det direkte siges, at dette ikke er tilfældet. F. eks. når Paul omdigter Hændelsen.

Det afgørende at forstå i en ligefrem læsning af kapitel 19 er, at der er tale om en altomfattende desillusion. Ikke bare skuffelse over noget bestemt (Anne Marie), men at alt er sønderrevet i stumper og stykker, hvorefter intet synes til at regne med.

Hvis Paul herefter skal finde et fast holdepunkt, må han blive religiøs, gribe til troen. Gør han det? Hvis ja: er hans tro stærkt nok til at kunne bære nye slag og skuffelser? Eller gælder det modsat, at han finder en falsk sikkerhed i sin tro, og ligesom forventer, at nu hvor han er blevet religiøs, må alt, der tilstøder ham nødvendigvis også uden videre forekomme meningsfuldt? Hvad vil der i givet fald ske den dag, han oplever noget, som ikke giver mening, men bare gør ondt?

Denne overvejelse er i høj grad værd at have i baghovedet, når man skrider videre til kapitel 20, hvor vi er hoppet omkring fem til syv år frem i tiden. Hvad der er sket i disse år, får man intet at vide om. Men man har jo lov at gætte.

Se også:

https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl32olNUY7ltxE1b4sYLG8wnO

https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/443252465

https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/443582184

https://www.facebook.com/profile.php?id=100083578203405

https://www.facebook.com/groups/1508769252886926

https://www.facebook.com/groups/736605837550810

https://www.facebook.com/groups/9033231740024013

https://www.facebook.com/groups/1508769252886926/permalink/1619202651843585

https://www.facebook.com/groups/1508769252886926/permalink/1619879801775870

https://www.facebook.com/groups/1508769252886926/permalink/1620978244999359

https://www.facebook.com/groups/1508769252886926/permalink/1621369994960184

https://grubler-ved-tasterne.dk/443151327/448324586

Special Bonus

Det foreslås i "T.H. 198", at Miles Davis-pladen kunne være mesterværket "Kind Of Blue" (1959), der af mange regnes for noget af det ypperste overhovedet.

Et alternativt forslag kunne være den på det tidspunkt nyeste Miles-udgivelse. I så fald er der formodentlig tale om "Amandla" (1989):

https://www.youtube.com/playlist?list=OLAK5uy_n9hzKxyx5fZQgaRGVg88p2iJojtWGy19o