toner, ord og tanker
Retraumatisering
Omkring min roman "Hændelsen".
Efter at have hørt om forbindelseslinjerne, der tegner et samlet forløb, og de periodiske besættelser fra barndommen og videre gennem resten af livet, kommer det her til at handle om nogle af de "triggere", der bevirker, at Paul ind imellem skrider helt ud i overdrevet.
Man hører mere om, hvor meget Paul senere i livet hænger fast i alt det fra dengang, hvor meget det fylder, og i hvor høj grad det styrer hans tilværelse.
I kapitel 5 møder vi de to store pestilenser i den 10 år ældre Pauls liv: den trættekære, halsstarrige værtinde og den fjantede, promiskuøse nabo.
Kapitlet fortæller om sammenstødene med værtinden og naboen, pladen med The Smiths og de ubehagelige lyde, der trænger gennem væggen. Endvidere om den uholdbare, letgennemskuelige arrogance Paul forsøger at stille op som skjold og forsvar, men som tydeligvis er et udtryk for afmagt og sårbarhed.
Hvor meget de to ubehagelige kvinder end kan gå Paul på nerverne og i forskellige situationer forekomme intimiderende, udtrykker de imidlertid samtidig nogle rammer og markeringer for høre til/ikke høre til, indenfor/udenfor, fastholdelse/forandring o.s.v., der tydeligt afspejler den svære, spændte situation 10 år tidligere, og derfor har en åbenlyst retraumatiserende virkning. Den unge Paul bliver mindet om et af sin barndoms store krisepunkter. Han synes at være havnet samme sted igen. Atter med en følelse af at verden skrider i en række fortløbende forandringer, der efterlader ham agtersejlet, kastes Paul direkte tilbage i knuderne og de uhelede sår fra dengang.
I “Til Hannah”-serien forsøgte jeg især at perspektivere med mit “Symbol eller centimeter”-causeri (se dette), hvori der bl.a. indgår novellen “Da Benny blev bange” og den forfængelighedsmodel, som Elisabeth Bathory er et rystende eksempel på.
Mon ikke vi alle kender det i det små? Kan nogen oprigtigt sige, at de aldrig er havnet i den fælde, hvor man går skævt af målet, derved, at man gerne vil have folk skal kunne lide en, som man er, hvorefter man begynder at lave om på sig selv, for at folk bedre skal kunne lide en? Skal vi være helt ærlige, gør de fleste af os en masse for at gøre et godt indtryk. Endvidere også en del for at overbevise os selv om, at vi er nogenlunde o.k. og gangbare mennesker.
Men springet fra dette over til f. eks. en Elisabeth Bathory (eller bare en Benny!) synes ikke desto mindre voldsomt. I den slags tilfælde er vi ude i ekstreme varianter. Forfængeligheden ER frygtelig. Vi har alle oplevet, at den kan vildlede og narre os. Men vi rummer da heldigvis også andet og mere end det. Impulser til at bryde og stræbe efter at blive netop os selv, og den bedst mulige udgave af os selv, og altså netop ikke en forfalskning.
Man kan sige meget om forfængelighedens farer og om at hovmodet er den af de syv dødsynder, der kan være mest lumsk. Det kan altsammen være nok så rigtigt. Men det forklarer strengt taget ikke, hvad det er, der sker, når en menneskesjæl i dén grad forkvakles af disse kræfter, at det hele synes at være lutter forfængelighed, og der slet ingen sunde, naturlige impulser er tilbage. Når et menneske er kommet ud i det overdrev, hvor alting er endt i overspændte spekulationer og fikse ideer.
Hvad er det helt præcist, der sker inde i et menneske, når det går så galt, og hvilke faktorer kan forårsage, at dette sker?
Ligeledes mangler der en forklaring på det konkrete udtryk, denne yderste vrangtilstand antager hos et givent individ. Man kan jo ikke tale om en række helt bestemte symptomer. Der er åbenlyse forskelle på Bennys beregninger og Bathorys blodbade. Så hvad forårsager den konkrete fremtrædelsesform?
Når vi herfra vender tilbage til "Hændelsen", finder vi os stillet overfor en række tilsvarende gåder. Der er mangt og meget, som vækker forundring.
Vi har tidligere berørt den mulighed, at Pauls fantasi kunne forstås som et forsøg på at opnå godkendelse og indlemmelse. Man kunne også lægge trykket på, at Birger synes at repræsentere fremtiden. Forsøger Paul at få del i denne ved hjælp af underkastelse og leflen?
Det paradoksale er så, at dette i givet fald sker på et tidspunkt, hvor denne fremtid i mellemtiden er blevet til fortid. Man kan så måske hævde, at Paul mener, at hans fremtidsudsigter blev fastlagt dengang, og at det altså er dette, han vil drage tilbage og lave om, at fortiden må ændres for at gøre nutid og fremtid mulige.
Hans aktuelle situation har mange ligheder med situationen 10 år tidligere (forandringer, ind- og udflytning, pres og krav m.v.). I det omfang den 10 år ældre situation opleves som fremkaldt og søsat af Hændelsen, giver det god mening, at Paul vil have Hændelsen omskrevet, ganske enkelt ønsker, at tingene skal gå på en anden måde denne gang.
Men trods alle udlægninger og fine forklaringer bliver der stadig megen mystik og forundring tilbage. De forsøgte forklaringsmodeller virker kun delvis tilfredstillende. Der ligesom hele tiden mangler noget. Der synes at være brug for nogle helt andre indfaldsvinkler til at kaste lys over tingene.
Det centrale er naturligvis savn, tab, følelse af at være udenfor o.s.v. Men vi ser også, hvordan sorgen skjuler sig under vrede, og angsten forklæder sig som seksualitet.
Vi kigger videre på "bremseklodserne", det, der forhindrer hans fantasi i at flyde frit. Måske er det blot en afspejling af, at han føler sig stagneret. Men der kunne evt. også ligge andet deri. Netop de ting, der fungerer som "bremseklodser" er af en særlig beskaffenhed, der forekommer påfaldende. Det er vel for så vidt her, at den egentlige sammenligning mellem de to situationer viser sig for Paul. Men vel at mærke uden at dette bliver ham bevidst.
For læseren er parallellen naturligvis indlysende!
Kapitlet ender i en køren ud i en alternativ tilstand, der har tydelige ligheder med såvel Filip-feberen, som de gale streger, han dengang følte, var noget en anden gjorde. Der er samme præg af at blive overfaldet bagfra af skyggen. For den unge hybel-Paul kulminerer det i et ekstremt billede, hvor han ikke blot skal straffes, men være taknemmelig for at blive straffet.
Hvad er det, der sker her?
Hvad går der af ham Paul?
Med Filip-kapitlet (kap. 4) i frisk erindring kan vi i hvert fald fastslå, at det ikke bare handler om at blive overgået/slået. Der må nødvendigvis være nogle helt andre betydningslag i det her. Hændelsen og omdigtningerne af denne handler om noget andet.
Men hvad?
Vi må famle os videre frem i mørket, mens vi håber at noget før eller senere falder på plads og giver tingene gennemsigtighed. For indeværende har de det absolut ikke!
Men om ikke andet, må det nødvendigvis være centralt og væsentligt, at den unge hybel-Paul oplever en marginalisering og yderposition i forhold til fællesskabet, som har mange lighedspunkter med den oplevelse/følelse institutionsbarnet Paul stod med. Godkendelse og indlemmelse må simpelthen med tvingende nødvendighed spille en rolle i alt det her. Det kan diskuteres hvilken rolle og i hvilket omfang. Men det må under alle omstændigheder indgå i blandingen.
Det er umiddelbart indlysende, at de centrale følelsestilstande er ensomhed og anderledeshed!
Analogien mellem de to tidspunkter er konsekvent gennemført med det bærende forandringsmotiv negativt opfattet (tab frem for gevinst), således at der konstant dukker billeder op af at blive agtersejlet, efterladt, kasseret o.s.v.
Men for at blive agtersejlet og efterladt, må der nødvendigvis være noget eller nogen, der agtersejler og efterlader en, og derfor må der også være en “hører til/hører ikke til”-tematik indover. Det, der spyttes ud og kasseres, må være dét, der ikke hører til, enten aldrig har gjort det, eller har opbrugt sin værdi og derfor ikke længere gør det.
En del af Pauls forandringsfjendtlighed synes at hænge sammen med, at han opfatter tilhørsel som noget, der er betinget af en statisk tilstand. Forandring udsluser og ophæver dermed tilhørsel, mener Paul.
Man kunne måske også tænke i den mulighed, at det, Paul beundrer og efterstræber, i virkeligheden ikke er udstrækning og volume, men noget helt andet. I så fald er omdigtningerne nærmest at regne for en skinmanøvre. Denne er imidlertid nødvendig, fordi Paul ikke selv ved, hvad det i virkeligheden handler om. Det hænger fint sammen med denne uvished, at den, der tilsyneladende kan levere det ønskede, er en fremmed dreng, som Paul kun kender yderst sporadisk. Det falder endvidere fint sammen med begrebet om “forestilling” såvel som brugen af omdigtninger. Det, man ikke ved, hvad er, kan kun udtrykkes negativt, ved at forlange/ønske, at noget, der ikke er som dette, skal være anderledes.
Nogle ting, der kunne være en nærmere overvejelse værd, er ting som optiske bedrag, flyttet fokus og des lige. Paul er ikke nogen særlig god iagttager. Ikke kun p.g.a. regulære visuelle udfordringer, men også som et psykisk filter, hvor hans mentale forstyrrelser udtrykker sig i uklare synsoplevelser.
Dernæst den sære fantasi, hvor han kræver af sig selv, at han skal være taknemmelig for at blive straffet, og hvordan dette knytter sig følelsen af marginalisering og ekskludering. Det er følelsen af at være udenfor og ikke høre til, der kommer til udtryk som selvforagt og selvfornedrelse. Desperationen kræver et udtryk. Men raseriet imod omgivelserne er magtesløst og impotent. Derfor vender det sig i stedet indefter.
Og hvilken rolle pladen med The Smiths spiller i dette?
"It’s time the tale were told/of how you took a child and you made him old”
Disse ord fra The Smiths' “Reel Round The Fountain” er for så vidt lige så centrale som edderkoppespindet.
Men naturligvis også alle hentydninger til tabt uskyld, forandringer, at tvinges videre o.s.v.
Man kan også overveje tidsparallellen, at de to situationer (måske?) sker med nøjagtig 10 års mellemrum og derved fuldender en cyklus, som vel at mærke er et lukket forløb i tomgang. Noget, Paul er spærret inde i.
Pauls uvished er også vigtig som påmindelse om, at hans forklaringsforsøg netop er den måde den karakter/figur i historien ser og opfatter verden. Det er absolut ikke en facitliste til den rette tydning. Hvad det angår, må læseren hele tiden være skeptisk overfor Pauls udlægninger.
Men i hvert fald har vi som læsere en forundring fælles med Paul. Hvordan skal vi forstå og opfatte det her?
Trods alle paralleller mellem de to situationer må man alligevel spørge: hvorfor Hændelsen? Hvorfor Birger? Hvorfor ikke alt mulig andet? Det er jo så også lige præcis dét spørgsmål, Paul selv ender med at stille, og dermed give bolden op til det efterfølgende intermezzo.
I intermezzo 5 får vi så at vide, hvad der skete et par uger senere, og på hvilken måde dét var en speciel og særstående oplevelse. Denne “Hændelsen, anden akt” (hvis man vil kalde den det) er så omvendt kronologisk den første, der er blevet genkaldt i erindringen.
Det er ligheden/slægtskabet imellem de to drenge, og så dét, at dette viser sig i et forskudt perspektiv, der først er blevet husket. Ligheden og forskellen, det fælles og det variable er det, der genkaldes. I kølvandet på dette følger så tvivlen, angsten og anelserne. Det autentiske forløb var i modsat rækkefølge. Men det giver psykologisk mening, at en overraskende afsløring efterfølges af et svimlende tankekaos.
Dette gælder naturligvis blot så meget desto mere, når man kalkulerer med, at de to episoder rummer en mangfoldighed af skjulte betydningslag.