Kan PDD være en senfølge?
"It's time the tale were told
- of how you took a child and you made him old."
- The Smiths
Kort om senfølger
*Senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen er kendetegnet ved en lang række psykiske og sociale problematikker i voksenlivet.
Blandt de hyppigst forekommende senfølger nævnes posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD), angst og depression. Ved siden af disse nævnes lavt selvværd, tvangsforestillinger, problemer med krop og seksualitet, spiseforstyrrelser, stofmisbrug samt selvskadende, suicidal eller seksualiseret adfærd.
"Et traume udgøres enten af en enkelt, afgørende voldsom påvirkning eller af et kompleks af ideer og emotioner, der kan sidestilles med et psykisk sår. Alt, hvad der kommer i nok så let berøring med dette sår, afstedkommer en voldsom reaktion, en regulær emotionel eksplosion."
- C. G. Jung
Hvad med PDD?
Jeg er personligt overbevist om, at PDD kan være en af de måder, senfølger ytrer sig på. Jeg vil endog mene, at det er en ret oplagt variant.
Hvis man googler senfølger efter seksuelle overgreb, vil man på en del netsider kunne læse om, at en af de mest almindelige og typiske er at have et dårligt forhold til sin egen krop. Kropshad er et hyppigt forekommende udtryk. Nogle særligt hårdt ramte beskadiger direkte deres egen krop.
Selv i de tilfælde hvor det ikke er så voldsomt og udtalt gælder, at meget få, der har oplevet overgreb i barndommen, kan lide deres egen krop.
Når man ikke bryder sig om sin egen krop og føler en uvilje imod den som følge af overgreb, hvad er da mere oplagt, end at vreden og uviljen i særlig grad vender sig imod den del af kroppen, der har relation til de ting, der skete?
På samme måde som man kan have det skidt med noget ved sig selv, som man er blevet drillet med som barn, ja - så kan ens kønsdele være en ubehagelig påmindelse om de overgreb, man har oplevet.
Jeg vil ikke dermed påstå, at PDD altid og nødvendigvis har noget med senfølger at gøre. Det kan have det. Men har det ikke nødvendigvis.
Derimod vil jeg mene, at diverse former af BDD uden undtagelse altid er udtryk for et misforhold mellem en person og dennes krop. Hvis man havde det godt med sin krop, ville man jo netop ikke opleve nogen former for dysmorfofobiske lidelser.
Ligeledes vil jeg mene, at dysmorfofobiske lidelser som regel - om ikke altid - har forbindelse til ens opvækst og baggrund.
Dette kan imidlertid være på mange måder. Hvis f. eks. ens forældre har været ekstremt perfektionistiske. Det kan helt indlysende blæse synet på en minimal ufuldkommenhed helt ud af proportion.
"Fejlen ligger i din egen skrækkelige natur, for alle mændene er ens, og alt ondt i verden kommer fra den lille tingest, som mændene skjuler under deres lændeklæde, fordi de skammer sig over den, og jeg undrer mig slet ikke over, at de skammer sig."
- Mika Waltari
"Tryghed og visheden om tryghed hører fortiden til. Så længe jeg bor her, er der kun en ting at håbe på: at jeg ikke må blive sindssyg, hvis ikke jeg allerede i virkeligheden er blevet det. Hvis jeg er normal, så er det minsandten til at blive vanvittig over, at af alt det modbydelige, der lurer på dette forhadte sted, er greven for mig det mindst frygtelige, hos ham alene kan jeg søge sikkerhed, selv om den måske kun vil vare, så længe jeg kan tjene hans formål."
- Bram Stoker
En anden faktor ved siden af kropshadet er det at være blevet konfronteret med noget, man ikke forstår og ikke har noget begrebsapparat til at håndtere.
Når et barn konfrontereres med en voksen seksualitet, er det lidt, som det ville være for os andre, hvis en UFO pludselig landede foran os.
Det ligger nu en gang til os mennesker at forsøge at forklare det, vi ikke forstår.
Hvad tænker et barn så om overgreb?
Det har noget at gøre med dét dernede, og med den, der befinder sig i det område. Så meget har man da fattet. Det oversættes så til størrelser for at gøre det mere begribeligt. Størrelser er konkrete. Så og så meget. Det er til at forstå.
For et barn, der lever med kroniske overgreb er tilværelsen forvirrende og fuld af paradokser. Målene er en måde at bringe orden i noget diffust og uforståeligt. På liniealen ligger tallene pænt på rad og række.
Således kan der let opstå PDD i overgrebsmiljøer.
Netsider om senfølger
Uddrag af min roman "De skal ta´s i tide" (1996)
... For den, der er opvokset med tvangen som en del af sin dagligdag, er seksualiteten forbundet med angst og væmmelse, hvor meget end alle lovpriser den. Hvis man tvangsfodrede et menneske med kager, til det kastede op, ville det næppe senere have megen forståelse for andres tale om "lækre" kager.
For os - afgrundens børn - føles moderne seksualhåndbøgers tale om det "helt naturlige" derfor som en hån. En hån vi ofte tager vredt til genmæle imod. Sådanne stakkels menneskevrag udskælder man da for snobbede og sygeligt moralske. Men dette er grundet på en sproglig misforståelse. Ofte vil disse ødelagte være tilbøjelige til at sværme for gammeldags opbyggelseslitteraturs fordømmelsestaler, og egentlig kan det ikke undre. Kun her føler de at stå over for nogen, der ville tage dem alvorligt, som ville forstå lidt af hvad de slås med, og de bøger, der har skræmt livet halvt af andre i forrige tider, bliver dem en venskabelig imødekommenhed og svalende lindring.
Dernæst finder de her det eneste eksisterende sprog, der ligner noget af det, de tænker og føler.
Derfor kan det vel egentlig ikke undre, at de benytter sig af dette sprog. Det eneste alternativ er psykologers tale om "sygelige angstkomplekser", og det lyder unægteligt som noget grimt noget, noget man bør skamme sig over!
Men man må ikke lade sig narre af disse menneskers sprogbrug, som er i mangel af bedre. For dem har ord som "synd", "fordærv", "besmittelse" og "dæmonisk natur" helt andre betydninger end for de gamle moralister. For dem betyder det, at de gamle moralister ville have taget dem alvorligt, mens moderne psykologer kun har en henkastet hånlatter til overs for dem!
Hvad de nemlig erfarer hvergang de konfronteres med deres egne drifter, er en form for "dæmonisk natur". At masturbere er for dem selvbesmittelse, for det viser, at de rummer det samme, som fik kammerater til at gøre dem ondt. Denne kim til deres livs største lidelser findes i dem selv, og det var altså hypotetisk og teoretisk muligt, at de selv kunne have påført et medmenneske disse ubeskrivelige smerter. Derfor betyder seksualdriften for dem, at det ikke er overstået. Seksualitet og angst bliver for dem en og samme sag.
Men de har også levet under en anden tortur: den at måtte have noget at byde på, at være gennemskuet og ført på listen, der beretter om deres styrke og svaghed, og netop i deres kønsdele finder de symbolet for magt og afmagt. Derved kommer en ny dimension i følelsen af "synd" til syne. Når de kæler for deres begyndende rejsning, og skal have den "pumpet helt op", bygger de på deres personlige babelstårn, således som enhver, der føler sig uelsket og uelskelig må gøre, og derved forstærke sin egen selvforagt. Det eneste de ønsker er, at nogen ville sige, at de elskede dem, uden at de behøvede at præstere noget for denne kærlighed, men en sådan mulighed er dem så utopisk, at de ikke tør håbe derpå, og derfor er præstationen deres livsvilkår ...
" ... føler sig ofte forvirret ... følelsen af at være ved at blive skør ... forstyrret kropsbillede ... følelsen af ikke at være til stede i sin krop ... "
" ... problemer med at elske sin krop ... kropsligt ubehag og unaturlighed ved kroppen ... kropsfikseret ... unaturlig stor blufærdighed ... selvdestruktiv adfærd ... seksuel ængstelse ... tvangstanker omkring sex ... en usædvanlig seksuel adfærd og seksuelle identitetsproblemer ... overdreven onani ... "
" ... lavt selvværd ... følelse af magtesløshed ... følelse af at være anderledes ... hader sig selv ... "
" ... Tilknytningstraumatiserede personer udvikler ofte stærkt forvrængede selvbilleder. De ser sig selv som hjælpeløse, dårlige, skadede, forkerte, mærkelige og uattraktive mennesker ... "
"Jeg følte mig forrådt af min egen krop."
( - En tidligere misbrugt om at opleve seksuel opstemthed i forbindelse med at mindes overgrebene)
Bemærkning
Måske vil nogen mene, at det her sagte er i strid med min påstand om, at PDD ikke er et seksuelt problem.
Her gælder det imidlertid om at forstå tingene ret. Hvis der er tale om senfølger, er der naturligvis ingen tvivl om, hvad der er den oprindelige årsag.
Men her kan man til sammenligning tænke på at blive påkørt af en bil og få et benbrud. Naturligvis er det påkørslen, der har forårsaget benbruddet, men man kan vel ikke kalde et benbrud et trafikalt problem, og i forhold til at få benet til at hele, er det ikke sagkundskab om hverken motorer eller færdselsregler, man har brug for.
Således må man skelne mellem udvirkende årsag og fænomenet selv.
Romanforsøget "Hændelsen"
Mere end 20 år efter "De skal ta´s i tide" prøvede jeg igen.
"De skal ta´s i tide" skildrer primært livet i et barskt institutionsmiljø, og kommer kun sporadisk ind på "senere i livet".
I den nye roman, "Hændelsen", klippes der derimod frem og tilbage mellem hovedpersonens anbringelse og hans senere liv.
Det demonstreres, hvordan ting fra dengang genaktiveres - "trickes" - af senere begivenheder, og hvordan hovedpersonen, Paul, fanges i gamle mekanismer, hvergang han står i en situation, der presser ham eller vækker minder.
Derved udforskes og analyseres forholdet mellem senfølger og PDD indgående. Man får indsigt i det miljø, der får en PDD til at "blomstre" allerede under anbringelsen, og man bliver vidne til, hvordan PDD´en siden kommer til at indtage en central plads i Pauls senfølge-syndrom.
Udover seksuelle overgreb oplever han også mere gængse omsorgssvigt. Han kommer talrige gange til at føle sig efterladt og kasseret.
Dette kommer til at farve hans PDD stærkt. Hans følelse af forladthed forplanter sig i sindet som et "de kan ikke lide mig"/"jeg er ikke god nok", hvilket via det overseksualiserede miljø og dets ekstreme fokus på kønsorganer i stigende grad bliver til et "min penis er ikke god nok".
Når han senere i livet oplever situationer, hvor han føler, at han ikke bliver påskønnet, at folk ikke kan lide ham eller des lige, foranstalter det en dobbelt reaktion, hvor han føler voldsom vrede imod omgivelserne, men ender med at rette vreden imod sig selv i form af selvafstraffende handlinger.
Se også:
Seneste kommentarer
04.09 | 07:12
Tak skal du have!
04.09 | 05:19
Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!
Del siden