Perversionernes psykologi 3-b

' - Fortsat fra 3-a

(Som bør gennemgås, før man skrider videre til den redegørelserne nedenfor)

Det er bemærkelsesværdigt, at Kaplan mener, at en del af den perverse strategi er et forsøg på at eliminere forskellen på barn og voksen såvel som på mand og kvinde.

Betegnende er det også, at Kaplan betragter hadet - og dermed fravær af kærlighed - som noget centralt for en perversion. Som en forlængelse af Freuds tanke om det polymorft perverse barn mener Allen, at den nyfødtes tilstand er altdomineret af had, der i løbet af opvæksten gradvis forvandles til kærlighed og således kulminerer med det, han betegner som “det fuldkomment voksne menneske”. Graden af modning skulle således være proportional med hvor meget had, der er transformeret til kærlighed og dermed hvor meget perversitet, der er et overstået stadium.

Hvis man ikke pure afviser tanken som nonsens, men er villig til at gå med på den et stykke af vejen, kunne man måske snarere end had tale om basal overlevelse. Efter at have tilbragt ni måneder i et lille, trygt rum mases man igennem en smal kanal og kommer derefter ud i noget fremmed, ukendt og skræmmende. De reptile instinkter slår til, ganske enkelt fordi, verden opleves som fjendtlig og farlig. Det første møde med verden kan dårligt opleves som andet end et tab af ens tryghedsbase. Herefter erfarer man langsomt og gradvis, at der også kan være rart i verden. Hvis man ikke forundes at opleve verden som et rart sted, vil man derimod bevare en større eller mindre grad af fjendtlighed overfor den.

Ligesom med barn/voksen problematikken, synes også had/kærlighed-spørgsmålet at være noget, man ikke kommer udenom, og de forskellige forskeres opfattelse således ikke er forskellige i forhold til, om de mener dette spiller en rolle, men derimod i forhold til hvilken rolle, det spiller, og hvilken plads det har i opstillingen.

Ind imellem kunne man næsten savne lidt mere uenighed!

Trods de mange overensstemmelser i grundopfattelse er det nu alligevel spændende at læse videre i Kaplans bog, hvor der trods alt tilbydes lidt nuancering i vinklingen på de gængse spørgsmål.

“ … Idet pigen opfatter sig selv som genitalt underlegen, idealiserer hun forældrene og misunder dem deres kønsdele. Hun udlægger sin udelukkelse fra det, der foregår mellem far og mor, som en strid mellem dem, der har, og dem, der ikke har. Hendes misundelse og raseri over at være udelukket er spaltet: misundelsen rettes mod forælderen af samme køn, den, der får de små børn, og en penis; raseriet rettes mod forælderen af det modsatte køn, den, der uddeler disse “trofæer” og forholder hende dem. Nogle gange er det omvendt. Pigen er ikke ophørt helt med at have lyst til at fremme sit kærlige forhold til moderen, og i dette scenarie misunder hun faderen, at han besidder det imponerende kønsorgan, som gør ham tiltrækkende i moderens øjne, og er rasende på moderen, fordi hun ønsker det, faderen kan give, og fordi hun behandler hende som et nul, der ikke har noget at give.

Moderens kønsdele bekræfter hendes seksuelle og forplantningsmæssige evner og den ildehørte nyder om forskellen mellem barne- og voksengenerationen. Faderens kønsdele idealiseres som symboler på den magt og autoritet, som udelukker barnet. Endvidere forestiller hun sig, at hans penis er en kropsdel, som kan tages af og overdrages fra den ene til den anden som et trofæ på lyst og beundring. Den penis, den lille pige misunder faderen, er en fiktiv penis - en fallos. Det er den fantaserede og idealiserede penis, som hun ønsker at stjæle fra ham, så moderen igen vil elske hende, og kun hende. Det er denne idealiserede penis, som hun forestiller sig, at moderen får af faderen, og som hun ønsker at stjæle fra moderen.

I sin krænkelse over at være outsideren i denne udveksling af genital-erotisk nydelse og erotisk potens retter den lille pige det vilkårlige, diffuse raseri, som hun følte under separation-individuationsfasen, mod moderens og faderens forhadte kønsdele, som hun misunder dem. Hun frygter også forældrene pga. Deres moralske overlegenhed. Hun er den onde, slemme, som fortjener straf.

(…)

Selv om disse barndomsfantasier om gengældelse er frygtindgydende, er det bedre, mere stimulerende for narcissismen, at opfatte sig selv som en rival, som det er umagen værd at besejre, end som en ubetydelig, genitalt ufuldkommen outsider … “

Der er noget ved alt det med rivalisering, nederlag, skyld og straf, der vækker til eftertanke, og får mig til at spørge, hvordan det mon forholder sig til nederlagsoplevelser senere i livet?

Jeg har i anden forbindelse luftet tanken om, når en udtænkt virkelighed bliver mere virkelig end den objektive, og man derfor mener, at det står langt værre til med en, end det reelt gør, og som følge af denne virkelighedsforskydning ligefrem kan klamre sig til tanken om, hvor galt det står til. Men hvoraf kommer det? Hvorfor har man en så voldsom trang til, at det skal være helt galt fat med en? [1]

————

[1] Se også “Den farlige impuls”, “Tvivl”, “Hærværk” (under Gode bøger) og “The Undead” (under Arkoff)

“Kjær løftede sit tunge hoved. Det lignede en oldings. Og i et kort glimt af et sekund syntes han at være klar og nikkede.

De to tjenere løftede ham op fra stolen, som om han var en krøbling. Han vaklede i deres arme og stirrede rundt med et mat, nærsynet blik; men pludselig flammede der et hvidt lys i hans øjne, kinderne pustedes op, som om han skulle kvæles, og hans svære korpus svajede over mod venstre og truede med at knuse den lille tjener under sig.

Jastrau for sammen og ventede med sammenknebne øjne et dødsfald lige nu.

“Min stok,” gispede Kjær halvt besvimet.

Den lille støttede ham stadig og rakte ud efter en tyk, knortet stok, der hang på en knage.

Og så knugede Kjær med en ubevidst desperation om den, så at den tykke hårdt bulnede, stemte stokken sejt i gulvet, rettede sin kolos af en krop og begyndte at stolpre af på tre ben. Tjenerne fulgte vagtsomt med på hver side af ham for at gribe ham, hvis det blev nødvendigt, og invalideprocessionen forsvandt.

“He, Kjær er præcis,” bemærkede Lille P. med et kynisk kvæk. “Nu er klokken halv fem.”

Men den tykke Lundbom sukkede bag sin disk: “Ja, ja, ja, ja. Det er synd, for det arv eller sådan et dejligt menneske.”

Hans bedrøvede fiskeøjne var ved at rinde ud af hovedet.

“Var Kjær allerede fuld?” spurgte Jastrau. Han var blevet bleg af hjertebanken.

“Arr, han kommer herned i aften igen,” svarede Lille P. uanfægtet og tjattede med sin blege hånd. “Sådan er han hver dag, regelmæssig, som et urværk. Men den Lundbom cocktail er også hård. Gin og absinth. Vil du forresten ikke have en med?”

Jastrau kiggede forlegent hen på ham: “Nej, du, jeg drikker ikke mere - ikke whisky da,” føjede han forundret til, for hvad var det? Han følte forfærdet et tomt dyb åbne sig foran ham. Eden, edsformularen havde kun omfattet whisky, den havde en sprække, og sprækken åbnede sig lydløst, den blev større og større. Jamen meningen havde været al slags spiritus. Meningen, meningen, javel. Men meningen måtte være drysset bort. En ed var ord, magisk ordlyd, og det, der var uden for de ord, ramtes ikke af forbandelsen. Trolddom er meget pedantisk.

“Det er ikke whisky, mester. Det er kun absinth og gin,” grinede Lille P.

“Nej, du, nej, og når man nu ser på Kjær - “

“Ja, ham, men han drikker jo, og det er noget ganske andet,” svarede Lille P. forarget. “Men skal vi så alligevel ikke tage en cocktail. Vi kan jo tænke om den.”

Han tog nogle tændstikker op af tændstikbeholderen og rakte Jastrau tre.

“Jamen jeg må have noget fast føde,” indvendte Jastrau.

“Det trænger jeg sg’u forresten også til, mester. Men skal vi så ikke tage og tænke om et stykke med bøf tatar?”

Jastrau protesterede svagt. Den lille tjener havde imidlertid hørt samtalen og dukkede op med spisesedlen.

“Skal jeg ikke hjælpe hr. Jastrau af med overfrakken, “ spurgte tjeneren samtidig og bøjede sig ind over Jastraus skulder.

“Nej,” kom det heftigt.

“Hvad, mester?” sagde Lille P. og studsede; men pludselig galede han: “He, he, i evening-dress endnu, he. He.Nå, det er sådan fat med dig? Men så trænger du s’gu til en Lundbom cocktail.”

Jastrau krøb sammen under Lille P.s forstående blik. Her sad han ligesom med et skilt på brystet. Tak for øl. Og han skævede med en forvrænget mine over til ham og skubbede sig længere ind i overfrakken.

Et øjeblik efter stod to glas med grøn cocktail foran dem.

“Skål, du.”

Hvor fejt, hvor let gik det ikke at snige sig uden om eden! Var det bevidst? Var han beregnende? Men det smuttede så glidende hen over forpinthed og nedværdigelse. Og det krøllede kjolebryst, det tilsølede kjolesæt, narredragten glemte han. Det virkede befriende, det lysnede. Den næste time klar. Og så, så ville han ringe hjem.

“Men jeg drikker ikke whisky,” betroede han Lille P.

(…)

Kryger tændte sin cigar. “Er du forelsket?”

“Næh,” svarede Jastrau medet smil; og pludselig vovede han det. Det strammede op. Det var som at stemme et instrument. “Det skulle da være i don kone.”

“Så, så,” svarede Kryger, og øjnene åbnede sig. Et glimt. Så smilte han ironisk: “jeg tror for resten ikke, t du forstår at elske. Det har jeg aldrig troet.”

“Tror du ikke?” Sagde Jastrau lurende og pludselig med en desperat latter. “Du har for resten ret, Kryger.”

Kryger nikkede forstående.

“Kvinder er for mig så tydeligt adskilt i to grupper, dem, man elsker, og dem, man tilbeder, fortsatte Jastrau. Han følte en trang til at være nærgående ærlig over for denne mand, som han havde bedraget, flå sig selv, bekende, være hensynsløs, og alligevel smutte udenom. “Der er Marie Magdalene, og der er Madonna, og det er mig umuligt at få de to til at smelte sammen.”

“Du har da været gift?” spurgte Kryger med ét.

Jastrau nikkede.

“Og hvorfor blev du egentlig skilt?”

“Ja, jeg ved det snart ikke. Var det mig, der var utro, eller var det hende?” Jastrau stirrede frem for sig med et tomt blik. “Jeg savner min dreng sådan,” tilføjede han.

Men Kryger havde taget cigaren ud af munden og fløjtede.

“Og din moder?” spurgte han.

“Holder du krydsforhør?” svarede Jastrau ondt.“Ja, jeg ved det snart ikke. Var det mig, der var utro, eller var det hende?” Jastrau stirrede frem for sig med et tomt blik. “Jeg savner min dreng sådan,” tilføjede han.

“Nåh nej, nåh nej,” svarede Kryger venligt, næsten ømt. “Du må meget undskylde mig, gamle dreng, du må. Det var blot noget, jeg sad og tænkte på, og så forglemte jeg mig selv. Jeg ville ikke såre dig. Jeg ville netop ikke såre dig. Det er ikke derfor, jeg er kommet, du kære, gamle idiot.”

Og han lagde hovedet hjerteligt på siden og så venskabeligt på Jastrau. De lange, følsomme læber var milde som en kvindes.

Men Jastrau støttede panden mod hånden, stirrede ned på dugen og var lige ved at græde. Det ville have lettet. Men havde det været andet end spiritustårer og hovedpine og uværdig anger?”  

- Tom Kristensen (af “Hærværk”)

I forhold til snakken om udviklingsfaser, tror jeg, at man almindeligvis vil kunne konstatere, at når der sker noget stort, voldsomt og afgørende i et menneskes liv, så kan det anskues og fortolkes i både et oralt, et analt og et ødipalt perspektiv. Det afgørende er ikke de forskellige tolkninger, dette medfører, men at disse tolkningsmuligheder viser, at mange personlighedslag berøres. Selve det at de forskellige perspektiver er mulige, giver en del af forklaringen på oplevelsens voldsomhed. Det siger sig selv, at jo flere lag i sindet, der berøres og bringes i spil, desto voldsommere vil det afstedfundne opleves af det pågældende menneske.

Lad mig her for en ordens skyld slå fast, at det netop er den individuelle, personlige oplevelses styrkegrad, det handler om. Der er ikke nødvendigvis tale om nogen udefra set stor og voldsom begivenhed. Det kan fra et objektivt synspunkt være en ren bagatel. Men åbenbart gør den voldsomt indtryk på en eller anden, hvilket er ækvivalent med, at mange lag af psyken er bragt i spil hos dette menneske, og en række forskellige (alle principielt rigtige, men tillige ufuldstændige) tolkningsmuligheder derfor byder sig til. Det berørte menneskes egen tolkning vil naturligvis være noget andet, end at reaktivering af en række udviklingsfaser flyder sammen. Det er derimod ikke usædvanligt, at mennesker kan have en oplevelse af, at en given situation ligesom koncentrerer hele deres liv i et enkelt, intenst billede.

Noget lignende kan gøres gældende den modsatte vej: Vi har denne gang været rundt om rigtig mange ting, og der er en lang række svære spørgsmål, man kan tænke videre over. Men stort set det hele vil man kunne se genspejlet i Gundersens tragiske historie, når man læser videre i “Dybet”. Vi har her tidligere hørt om moseeringdringen, som man snildt kunne begynde at køre alverdens psykologiske modeller af på. Der er ligeledes ingen tvivl om, at den opdukkende erindring for Gundersen udgør et koncentreret øjeblik. Det er så nær han kan komme på at forklare det uforklarlige, et fortolket billede, der på en for ham ikke helt forståelig måde udtrykker det skete i mytisk form, og er en slags svar på, hvorfor han kunne handle på en måde, der er kommet helt bag på ham, og som han kort forinden ikke ville have troet var mulig. Han mærker den intensitet og energiladning, der udgår fra erindringsbilledet, men formår ikke at tyde det.

“ … årsager - som jeg, hvis det kan forklares, ikke engang selv er klar over …”

“ … Det er ikke så slemt, når en voksen bliver slået ihjel … i hidsighed og sådan … og heller ikke så slemt, når det går udover et voksent pigebarn. Voldtægt har jo da sådan set en rimelig årsag … “

Gundersens selvforståelse vakler. Han er gift. Han har børn og fast arbejde. Han er ikke en “sod”, der lusker rundt i skumle sidegader iført en fedtet overfrakke. Men …

“ … Inderst inde har du altid været sådan, blev den lille smerte ved. Du ved det godt selv … nu ved du det … og du er bange … Du ved, at du må myrde igen … Du ved, du en dag vågner op … vågner op som i går morges … og så kan du læse i en avis, hvad du har gjort … en ny pige … en ny pige … et andet barn, som die drifter udsletter … Du har det i dig … Du ved det … Du er unormal … Du er pervers … Du kan ikke have en kvinde mere … det kunne du engang, men ikke mere … Du tager et barn … Du tager et barn … og så dræber du! … “

To selvbilleder står overfor hinanden i krads kontrast. Set i det lys er det såre forståeligt - næsten forudsigeligt - at han tager ind til byen for at bevise, at han er en normal og rigtig mand, der kan og gør, hvad normale og rigtige mænd kan og gør. Han skal finde og begære en voksen kvinde. Derefter skal han gennemføre kønsakten med hende. Han skal dementere “den lille smerte” ved at gøre det, der har “en rimelig årsag”, frem for det hvis årsager, han “ikke engang selv er klar over”.  

“ … Han tog en ren skjorte og rent undertøj på. Han talte pengene i sin tegnebog. Så gik han … “