Spejlinger i en forvrænget linse

Kan også findes:

https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl31T0dwnbYUhgwxzeiqbalZ8

Ang. min roman "Hændelsen" med særlig hensyn til kapitel 16, hvor man hører om Pauls psykiske sammenbrud som teenager.

I skildringen er der især fokus på delirier og forstyrrede virkelighedsbilleder.

Inde i psykosens tåger tror Paul, at de unge piger omkring ham er heltinder fra ridderromaner, alt imens han hos sig selv opdager nogle ikke særlig romantiske tilbøjeligheder.

Med sangen "Forvrænget linse" (vel nok "Paul"-projektets mest oplagte hit!) valgte jeg til rockoperaen en lidt anderledes indfaldsvinkel til stoffet end i romanen.

Hovedsagen er imidlertid (begge steder), at man her møder en Paul, der befinder sig langt ude i vanviddets tåger.

Med det kendskab, vi på nuværende tidspunkt har til Pauls barndom, er det ikke svært at forstå, hvordan han er havnet der. Det er derfor et mere interessant spørgsmål, hvordan han siden kommer ud af vanviddet og tilbage til virkeligheden. Hvis han da overhovedet nogensinde gør det (?).

Men for at tage tingene i den rette rækkefølge, må vi først nærmere studere arten af Pauls galskab og fikse ideer. Det bliver der lejlighed til her!

I gennemgangen (især i T.H.-serien) ser vi på forbindelsen og bevægelsen fra kapitel 15, henover intermezzo 15 til kapitel 16.

Nogle af de bærende temaer er tvivl, fejlsyn og forvrængning.

Den indledende køkkenscene viser Pauls usikkerhed, og hans manglende tiltro til, at han på nogen måde skulle have en chance hos Anne Marie, hvorfor han konsekvent omfortolker alle hendes tegn på interesse.

Der berettes en del om Pauls længsler efter Anne Marie, og om de HELT andre ting, der rumsterer rundt i hans sind: de tvangsprægede sexfantasier, selvforagten og straffemekanismerne. Hubert spøger i baggrunden, alt imens Paul befinder sig i en konstant vekslen mellem søde drømme og selvafstraffelser, der betjener sig af teenagealderens uterlige hormoner. En konstant kamp mellem højere stræben og lave drifter.

Paul føler ikke, han fortjener en rigtig kæreste. Mener, at han i stedet skal gøre ligesom under anbringelsen. At det er det, han er, det, han kan bruges til, det, han må få. Selvom tankerne om René optræder som pirrende, er der formodentlig tale om en maskeret trussel om straf. Der vil ske noget forfærdeligt, hvis han drister sig til at gøre tilnærmelser til Anne Marie.

Men han oplever samtidig en uvilje og protest overfor dette, fordi “det er forkert”. Det skal næppe forstås sådan, at Paul er homofobisk. I hvert fald ikke mere end de fleste teenagedrenge var tilbage i begyndelsen af 80’erne. Det er ikke her, vægten ligger.

Det afgørende er den magnetiske dragning, han føler imod noget, han tidligere har oplevet som forbundet med tvang og væmmelse. Dragningen er der. Men det er væmmelsen også. Men det hænger jo ikke sammen. Netop deri består problemet og forvirringen!

Romanens baglæns afslørende opbygning betyder, at dette kapitel byder på mange gåder og en masse, man ikke lige forstår. Det fremgår af sammenhængen, at Paul må have været vidne til Huberts pubertet, og at dette har virket voldsomt skræmmende.

Men hvad er det helt præcist, der er sket mellem afdelingernes deling og denne galeanstalten på feriekoloni knap tre år senere? Selv med al husken på de enorme mængder angst og paranoia, der knytter sig til Pauls peniskompleks, synes det ikke helt nok, at han ved en eller anden lejlighed har kunne foretage den observation, at Hubert havde fået form som en mand. Man synes, der må være noget mere. Men hvori dette mere består, får man først at vide i det efterfølgende kapitel. Der står således en undrende og gådefuld parentes omkring kapitel 16.

Denne usikkerhed frister til at fremsætte en række gæt. De kan så være rigtige eller forkerte. Men de vil under alle omstændigheder bidrage til vores hovedprojekt: at nå til en dybere forståelse af Hændelsen. Dette handler jo netop om at gætte en gåde.

Vi er på nuværende tidspunkt blevet en hel del klogere på Hændelsen. Alligevel er der stadig meget derved, som forekommer besynderligt. Vi drives frem af forundring og spørgsmål, kæmper os skridt for skridt frem imod en forståelse. Netop derfor er der brug for masser af undren. Det får man så i fuldt mål i dette kapitel. For hvad er det hele for noget, og hvordan i al verden hænger det sammen?

Det er dog ikke alt, der er dunkelt og uklart. Spørger man f. eks. hvorfor den mindste skal gøres til den største, er det vel uden videre klart, at det er den, som der er størst sandsynlighed for, at Paul kan slå. I forhold til at kunne pine og plage sig selv med forestillinger om absolut underlegenhed, er det således René, der udgør den farligste trussel om en dementi. Derimod fremgår det ikke heraf, hvorfor Paul har behov for dette ekstreme selvpineri. Vi kan blot fastslå, at det er umådelig vigtigt for ham at fastholde en selvopfattelse som nul og nix og intet værd. Hvis vi uden spørgsmål godtager denne præmis, følger det også med tvingende nødvendighed, at den mindste i flokken er den primære rival. Det er enklest udtrykt barndommens målekonkurrencer vendt på hovedet, så det nu gælder om at have den mindste. I denne omvending bliver René en slags kombineret Filip og Valde. Eller rettere: et sted inde i Paul, er han i tvivl om hvilken af delene, René er.

For at komme udover denne usikkerhed forsøger han derfor at gøre René til omvendingens Jesper. Paul ville simpelthen ikke kunne bære den tanke, at René sandsynligvis har en mindre penis end han selv, og at nogle af de andre drenge måske også har. For Paul vil straffes og ydmyges!

Omkring den forundring, dette vækker, må man naturligvis også til stadighed huske på, at vi befinder os i vanvidsland. Her er det ikke den sunde fornuft, der hersker!

Det er vel uden videre indlysende, at Paul vil straffes, fordi han anser sig selv for et forfærdeligt menneske. Når vi forsøger at læse kapitel 16 i lyset af kapitel 15, kunne det se ud til, at den samvittighedens vågnen, vi dér var vidner til, dette sundhedstegn, der fornemmede, at “noget ved det her er ikke rigtigt”, siden er perverteret til en forskruet og formålsløs masochisme.

Men hvordan er det så gået til? - Det må vi vente lidt med at få at vide. I mellemtiden har vi jo så lov at gætte!

Et stærkt fremherskende tema i både kapitel og intermezzo 15 er tvivlen, angsten og uvisheden. Skal vi forsøge at læse i lyset af dette, bør vi nok huske på Pauls alder i kapitel 16. For næsten alle mennesker er puberteten stærkt præget af tvivl og uvished, og man kunne med nogen ret hævde, at den alder i sig selv er en psykisk randtilstand. Derfor skal der ikke så meget til, før den kammer ud i det ekstreme. Vi ved, at den var gal med Paul allerede som barn. Følgelig måtte det næsten nødvendigvis gå helt galt, da en overkammet dreng blev en overkammet teenager.

Men måske er der også noget helt andet på spil. Vi har om drengen Paul kunne konstatere, at han har svært ved at navigere i institutionsmiljøet, især at hele tiden have andre så tæt på. Vi har endvidere set den unge voksne Paul holde andre på afstand med en påtaget arrogance. Man kan således påpege en generel usikkerhed overfor fællesskaber.

Selvom Paul på en måde føler sig tiltalt af turens præg af fælleshygge, har han stadig brug for at trække sig lidt tilbage. Han er formodentlig også usikker overfor, hvad der foregår, hvordan spillereglerne er og des lige. Ikke bare i forhold til Anne Marie og hvorvidt, der er noget imellem hende og René eller ej. Men mere generelt. Hvordan skal man gebærde sig her? Hvordan undgår man at komme galt afsted? Hvad er tilladelig adfærd og hvad er ikke?

Det eneste tætte samliv med andre mennesker, Paul kender og har lært noget om at færdes i, var institutionen. Dette er tydeligvis noget andet, der fungerer på en anden måde og følger andre spilleregler. Den sære klippen frem og tilbage mellem søde drømmerier og noget, der synes at referere tilbage til institutionen, kan meget vel være udtryk for en forvirring. Hvad skal Paul gøre? Hvordan skal han forholde sig til disse mennesker? Midt i den rolige hygge er der noget, som for Paul virker kaotisk og skræmmende.

Det er vigtigt, at man til stadighed husker på, at Paul på dette tidspunkt slås med nogle overmåde store psykiske vanskeligheder, sandsynligvis så store, at han har en diagnose af en eller anden art. Derfor er det ikke alle sjælsrørelser hos ham, der giver lige meget mening for en rationel forstand. Dertil kommer, at Paul har svært ved at skulle være så meget og så tæt sammen med en masse andre mennesker.

Han forsøger forgæves at placere sig selv i forhold til de andre. Det er en klar refereren tilbage til institutionen, at han primært gør det i form af penisstørrelser. At han absolut vil have den allermindste ligner et forsøg på at opnå kontrol, bringe orden i tingene. Den usikkerhed, han føler overfor fællesskabet søges overvundet ved at tildele sig selv den lavest mulige plads.

Der er simpelthen for mange mennesker, for mange folk, der siger ting, Paul ikke er sikker på, hvad de mener med. Hvorfor siger han nu det? Hvorfor gør hun nu sådan?

Vi hører også om Pauls oplevelse af, at han ikke kan komme ind i samtalerne. Det går for hurtigt. Han føler sig overrumplet og tromlet ned. Sommetider vil han gerne deltage, men er hele tiden lidt bagefter. Løber forpustet efter en samtale, han ikke kan indhente.

Ind imellem er det måske ikke bare, at Paul ikke kan finde et lille ophold, hvor han kan sparke sin replik ind. Nogle gange er det måske først flere timer - eller endog dage - senere, at det slår ham, hvad han kunne have sagt i et given situation.

Det er ikke som dialogen i en bog, helt uagtet om vi taler ridderroman, socialrealisme eller noget helt tredje. Her kan man standse op, lige tænke efter, læse et afsnit flere gange, måske lægge bogen væk en stund til fordel for en længere tænkepause. Men det kan man ikke, når man sidder rundt om et sofabord med en flok andre mennesker. Der er ingen stand-by knap. Snakken kører bare videre.

At der f.eks. er fælles sovesal betyder, at Paul ikke har noget eget værelse, hvor han kan lukke sin dør. Derved er han på sin vis endnu mere udleveret til fællesskabet end på institutionen. At gemme sig under en båd og onanere er den eneste form for privatliv, han kan tiltuske sig. Dette opleves imidlertid ikke som et åndehul og et frirum, men er stærkt belastet af skyldfølelse og selvbebrejdelser.

Turene ned til båden giver således ikke det mentale frikvarter, Paul især kan finde i musik. Lukke sin dør og sætte en plade på. Den mulighed er der ikke. Derimod betyder medbragte ghettoblastere, at Paul tvangsindlægges til andres musik, som snarere virker invaderende end befriende på ham. Under den hyggelige overflade (som Paul i øvrigt ikke er blind for) er den tur rent faktisk en temmelig pinagtig oplevelse. Således må mange af de besynderligheder, der huserer i Pauls sind, simpelthen betragtes som et udtryk for desperation.

Men tillige en slags opgivelse. “Hvorfor sker der aldrig noget godt for mig?” Spørger Paul. Det spørgsmål har sådan set forfulgt ham hele hans liv, og han er nu nået til et punkt, hvor han slet ikke kan forestille sig, at der kunne hænde ham noget godt.

I slutningen af kapitel 16 kommer den centrale svømmehalsscene med spejlsymbolet, hvor Paul får et kig ind i de andres virkelighed - og forfærdet flygter!

Det er et reelt fænomen, at der forekommer et optisk bedrag (såkaldt forkortning), når man kigger ned af sig selv. Ens penis ser mindre ud for en selv, end den gør for andre, og således også, som den vil tage sig ud i et spejl. Men i Pauls tilfælde er dette udsat for en psykisk betinget forstærkning, hvor der bliver tale om at se to helt forskellige ting.

Dette handler om meget andet og mere end bare penisstørrelser. Det er et udtryk for, at Paul generelt oplever, at han lever i en verden, de andre i en anden. Han forstår ikke dét, der sker i den anden virkelighed. Er konstant i tvivl om andres motiver og bevæggrunde - hvad der ligger i en udtalelse eller handling. Det er lige præcis dét, man har været vidne til under hele den foregående hyttetur.

Det er forståeligt og forklarligt. Alligevel er der et eller andet, der stadigvæk får os til at spørge, hvad hulen der foregår i dette besynderlige kapitel, hvor vi betragter en verden filtreret gennem vanviddets tåger.

Vi får fastslået nogle overordnede pointer. Videre kan man f.eks. overveje, hvordan Paul tager sig ud for omgivelserne. Er han påfaldende? Synes folk, at han opfører sig mærkeligt? Eller formår han selv under sin sygdom at opretholde en facade?

Der er en del ting, som er rimelig klart og tydeligt. Men samtidig er der rigtig, rigtig mange spørgsmål, som man først får svaret på i kapitel 17. Ikke mindst omkring Hubert og dennes pubertet.

Dertil kommer det hul der er i Pauls biografi fra han er 14 til han er 21. Hvad kunne der tænkes at være sket i denne periode?

Der er et vigtigt spor i det, vi har fået at vide om den 21 årige, nemlig at han er Pete Townshend fan. Det var drengen Paul ikke. Han var mere til Beatles end Who. Det er naturligvis ikke til at vide præcis hvornår, dette skift i idoler har fundet sted. Men i forhold til nogle mere generelle betragtninger om musikalske præferencer, lader det sig gøre at komme med et gæt.

I “T.H.”-serien perspektiverer jeg med mit causeri om The Who og "Tommy". Det har rent faktisk været en del af baggrunden for karaktertegningen af Paul. "Tommy"-inspirationen var indover, længe før romanen blev lavet om til en rockopera!

Men hvilken betydning har Pauls musikalske præferencer for de spørgsmål, vi søger efter svar på? Naturligvis er der en forbindelse imellem Pauls personlighed og musiksmag. Men vel ikke i en sådan grad, at man kan løse Pauls gåde ved at studere hans valg af musik. Nej. Men det er en brik i puslespillet, et blandt mange spor, der må sammenholdes med hverandre for at når frem til sagens opklaring.

Endvidere er det vores bedste mulighed for at få en idé om, hvad der er sket i de syv ubeskrevne år. Dermed har dette stor betydning for at nå frem til en så komplet biografi som muligt, og således studere Pauls vej igennem livet som en sammenhængende bevægelse.

"Go to the mirror, boy" hedder det I "Tommy". Det er det, Paul undflyer i slutningen af kapitel 16, men som i høj grad præger hans genkaldelse af Hændelsen som 21 årig. Hvis det er rigtigt, sådan som Who-causeriet hævder, at det typisk er den 16-17 årige, der finder hen til The Who, så kendte den 14 årige Paul ikke "Tommy", og vidste derfor heller ikke, at han skulle gå hen til spejlet. Han troede tvært om, at spejlet var noget farligt, han skulle undgå. At det ikke er ganske ufarligt, viser sig så siden, da den 21 årige gør forsøget, men bliver fanget midt imellem de to verdener på hver sin side af spejlet.

Et andet causeri, som der trækkes på i “T.H.”-serien er “Den grimme lugts gåde”, som opererer med en sondring mellem regelrette og ikke-regelrette fantasier. Kort sagt: alt det, jeg nærmere har gjort rede for i "Angst og seksualitet".

Se: https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/443294620

Det ikke-regelrette kommer tydeligt til udtryk i kapitel 16. Paul banker sig selv oven i hovedet og vælter sig i nederlaget.

Derimod er Hændelsen på dette tidspunkt endnu ikke blevet til Hændelsen. Er de ting, teenageren Paul oplever, med til at gøre Hændelsen til Hændelsen?

I hvert fald kan man hæfte sig ved den konsekvente dyrkelse af nederlaget, som præger kapitel 16. Da siden Hændelsen bliver til Hændelsen, synes omdigtningernes primære formål at være at få et nederlag ud af den.

Men der findes såvel i sygdommen som gendigtningerne en stræben mod sundhed, normalitet og helbredelse. Det egentlige ligger i en dualisme mellem fremgang og undergang.

Kapitel 15, 16 og 17 er nok især er de tre kapitler, folk har stejlet over. Måske netop især 16, fordi det her kommer til at virke særlig forvrænget, usundt og perverst. Men det er jo, fordi Paul på dette tidspunkt er alvorligt syg. Dermed kommer vi til at færdes i et mærkværdigt univers fuld af overspændte tanker og fikse ideer, der falder helt udenfor normalitetens parametre.

En af de ting, jeg selv har overvejet omkring det kapitel, er, om det bliver tydeligt nok, at det er det, der er tale om. Der gives mængder af spor/hints, men det siges faktisk ikke direkte på noget tidspunkt, at Paul er brudt sammen og kommet under ungdomspsykiatrien.

Men selvom dette muligvis ikke er blevt tydeligt nok, er der i hvert fald så meget gods og substans i det kapitel, at det ikke er retfærdigt at bare feje det væk som en omgang tjuh-bang for husarerne.

Jeg offentliggjorde på et tidspunkt kapitlets indledning (køkkenscenen), som en lille novelle. Det blev dengang tydeligt, at der kan siges en masse om bare denne lille passus. Hvad så med hele det lange kapitel? - For slet ikke at tale om romanen i sin helhed!

At der kan siges så meget om en ganske kort, lille passage fra den roman, må tjene som bevis for, at der er en hel del at finde deri. Problemet er ikke romanen, men forjagede, sjuskede læsninger.

I forlængelse af dette er det værd at nærmere eftertænke, hvordan det foregående intermezzo lægger op til kapitlet. Det gennemgående tema er at kunne se eller ikke. Livets forskellige tilskikkelser, alt det, der sket omkring Paul, så at sige opfordrer ham til at se. For det er vel på sin vis, hvad der sker, når verden udspiller sig omkring os. Vi opfordres til opmærksomhed og nærvær.

"Se selv!"

Men Paul kan ikke se. Han er netop IKKE opmærksom og nærværende. Han er fjern og fantaserende. De ydre stimuli, der trænger igennem bliver omfortolket i lyset af noget, der ikke er virkeligheden og intet har med denne at gøre.

Derimod handler det rigtig meget om en altomfattende angst, der har taget styringen i Pauls liv, og derved gør ham ude af stand til at føle håb og mod.

Derved bliver det oplagt, at kigge lidt nærmere på dysmorfofobi, også kaldet BDD. Herunder især PDD, d.v.s. Penile dysmorphorbic Disorder, herhjemme bedre kendt som penisskam eller størrelsesangst.

Så vidt jeg ved, har ingen tidligere skrevet en PDD-roman, og meget tyder på, at det er lidt af et tabuemne.

Da PDD er et af hovedtemaerne i "Hændelsen", ja - for så vidt hovedtema-ET, er det vigtigt, at vi får ordentligt greb om begrebet.

Især er det vigtigt at gøre sig klart, at der er tale om et alvorligt problem. Det er ikke bare pjat og teenagefnidder. Der er rent faktisk folk, der har selvmordstanker p.g.a. utilfredshed med deres penis. Mens negative tanker og forpinte fornemmelser kører indeni, har det samtidig en stor betydning for det ydre, sociale liv. Nogle har det så dårligt med deres penis, at det ikke blot bremser dem i forhold til partnersøgning og seksualliv, men også i mere almene sociale aktiviteter, selvom deres penis på ingen måde er involveret heri. Angsten, usikkerheden og det lave selvværd fører til isolation og manglende kontakt med andre.

Det er således bestemt ikke en lidelse, man skal negligere eller tage let på. Det kan for nogen synes mærkeligt og svært forståeligt, at det kan fylde så meget hos nogen. Men det GØR det, og for de ramte personer er det en kilde til frygtelig pine!

Ikke desto mindre kan der argumenteres for, at senfølger efter seksuelle overgreb, må regnes for et mere relevant emne i forhold til Paul, da hans PDD symptomer jo helt indlysende er en form for senfølger.

Det kan være svært at forstå, at Pauls senfølger ytrer sig på netop den måde. Ligeledes er det for mange uforeneligt, at noget angstfyldt og noget lystfyldt kan følges så tæt. Men på nuværende tidspunkt - med alt hvad der tidligere er blevet gennemgået - skulle det gerne begynde at forekomme mere forståeligt.

I forhold til generelle/typiske senfølger, er det heller ikke helt så usædvanligt, som man måske skulle tro.

Se i den forbindelse også: https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/443250452

I forhold til kapitel 16 er det vigtigt at huske på, at det er her, det står allerværst til. Da vi ser tingene gennem Pauls øjne, betragter vi derfor her tilværelsen gennem et par helt særlige briller, der er stærkt præget af en fuldstændig forvrænget virkelighed.

Det kan fastslås hinsides al tvivl, at en PDD virkelig kan være en senfølge!

Mest oplagt kan det ses som Pauls forsøg på at forklare noget, han ikke forstår. Den forklaring, han så finder, kommer til at volde mange bryderier. Men måske er det alligevel på længere sigt dét, der reder ham.

Der er op- og nedture undervejs. Kapitel 16 beskriver et tidspunkt, hvor det er gået helt galt. Mørket indeni har han kendt, siden han var fire år. Senere støder så en række ekstreme oplevelser til.

Men sideløbende har Paul hele tiden et håb og en drøm om, at der findes noget andet og bedre. Dette kobler tilbage til Beatrice. Paul mister aldrig helt troen på, at det tabte paradis kan genvindes.

I “T.H.”-serien perspektiveres med et stykke af Walter Scotts "Talismanen". Ridder Kenneth, der længselfuldt sukker efter den skønne prinsesse Edith, ville være en oplagt identifikationsfigur for Paul.

Det er i den slags træk man midt i perversionerne finder hans blidere/blødere side!

Det er indsigtsgivende at sammenholde Walter Scotts "Talismanen" med Pauls forelskelse i Anne Marie. Har den slags overromantiserede ideer bidraget til Pauls sygdom og forværret hans tilfælde? Eller har det i virkeligheden bidraget til at rede ham?

En af Jungs centrale pointer er, at vanvid ikke bare er vanvid. Vanviddet har et konkret indhold. Man kan altså ikke bare f. eks. tale om forfølgelsesideer. Hvad indbilder folk sig at være forfulgt af? Den gales fantasier er ikke bare gale fantasier. De er meningsfulde meddelelser, som må tydes på rette måde.

I det hele taget er det oplagt trække på Jung. Det kan i høj grad bidrage til at perspektivere, især i forhold til at forstå, hvad der sker indeni en syg sjæl.

Derved klargøres det bl.a. at indre, psykologiske virkeligheder, rent faktisk HAR en realitet, også selvom de ikke svarer til de ydre forhold.

I “T.H.-serien kommer jeg ind på skønlitterære fremstillinger af disse indre virkeligheder. Som eksempler "Johnny Panic og drømmebiblen" af Sylvia Plath og "Hjertet, der sladrede" af Edgar Allen Poe.

Disse to historier rager op i verdenslitteraturen blandt de bedste skildringer af en indre virkelighed præget af galskab.

“Johnny Panic” er en af de mest berømte skildringer af en vanvittig bevidsthed i verdenslitteraturen. Med næsten umærkelige glidninger kommer vi fra den tilforladelige sekretær til det mere og mere rablende.

Der er mange muligheder i forhold til, hvordan den ydre genpart kunne se ud. Men måske er det ikke så vigtigt. Måske skal man bare forholde sig til denne indre virkelighed SOM en indre virkelighed. For den får vi jo i hvert fald at vide, hvordan er.

Det er lettere at gætte sig til den ydre genpart i tilfældet Poe/hjerte end Plath/panic. Hele forløbet lader sig rekonstruere. Eller gør det? For kan man egentlig være sikker på, at han overhovedet har slået den gamle mand ihjel? Måske er vi for hurtige til at fæstne lid til hans fortælling og tro, at der nødvendigvis må foreligge en ydre genpart, der er sådan og sådan. Man kunne vel også forestille sig, at han bare er brudt sammen og herefter TROR, at han har slået en gammel mand ihjel. En gammel mand, der muligvis kun eksisterer i hans fantasi.

Det synes plausibelt, at han i hvert fald har en stærk sensibilitet overfor sanseindtryk. Kan se sig blind på en lille bitte detalje eller blive drevet til hysteri af en ganske svag lyd. Dette er ikke usædvanligt i forbindelse med nervelidelser. I en faresituation går kroppen i alarmberedskab og sanserne skærpes for at orientere sig. Mange nervelidelser går groft sagt ud på, at kroppen konstant befinder sig i alarmberedskab - også når der ikke på mindste måde er fare på færde. Men når der foreligger en sådan hybersensibilitet overfor indtryk, der konstant overdriver alt ud i det ekstreme, og hvor der tillige kan være tale om rene indbildinger (indtryk, som overhovedet ikke har været der), hvem siger så, at der ikke også kan være indbildte handlinger?

Historien åbner med spørgsmålet om, hvorvidt han er gal eller blot usædvanlig nervøs. Svaret på dette spørgsmål må vel netop afhænge af, hvorvidt han kan skelne mellem fantasi og virkelighed. En irritabilitet overfor et urs tikken kan måske være overdreven. Men hvis der rent faktisk findes og foreligger et tikkende ur, er det ikke galskab. Hvis man derimod er overbevist om, at uret i virkeligheden er en bombe, og at fjendtlige efterretningstjenester prøver at komme en til livs, så er ens virkelighed ved at skride ud. At denne overskridelse under alle omstændigheder finder sted, er givet. Men finder den sted på den måde, vi forledes til at tro?

Nej - den tilsyneladende så let konstruerlige ydre genpart er slet ikke så sikker endda. Måske er det dét, der er sket. Måske ikke.

Mest af alt må historien vel regnes for en frit fabulerende fantasi over talemåden, at "hvad hjertet er fuldt af, svømmer munden over med", på samme måde som "Brillerne" kan regnes for en ditto over, at "kærlighed gør blind".

Jeg skal gerne erkende, at det kan virke som overkill, at benytte to relativt lange historier som perspektivering. Men den eftertænksomme læsning af disse to mesterværker kan i bedste fald give en brugbar indfaldsvinkel, som er generelt anvendelig overfor "vanvidsfabler" - uanset disses lødighed eller mangel på samme. Det afgørende er usikkerheden over for ydre genparter og de glidninger, der skildrer en vaklende virkelighedsoplevelse.

Det er oplagt at komme til at tænke på det velkendte fænomen, at forbrydere efter sigende har en trang til at tilstå, betro sig. Nøjagtig som den forelskede føler trang til at bekende sine følelser, findes der hos forbryderen en drift imod at afsløre sig selv.

Det er en overvejelse værd, hvordan disse ting forholder sig til kapitel 16 af "Hændelsen". Man kan tale om sansninger og sansebedrag, og i den forbindelse også komme ind på begrebet forkortning: det faktum, at der forekommer et optisk bedrag, når man kigger ned af sig selv, således, at ens penis virker mindre, end den er.

Videre kan man se på dobbeltgænger- og skyggefiguren i litteraturen. Hoffmann, H. C. Andersen og Dostojevskij foregreb sådan set Jung!

"Kroppen er en højst tvivlsom ven, for den producerer ting, vi ikke bryder os om; der er alt for mange ting ved kroppen, vi ikke kan omtale. Kroppen optræder meget ofte som personifikationen af Jegets skygge. Sommetider udgør den skeletterne i skabet, og vi ønsker naturligvis alle at komme af med den slags ting."

- C. G. Jung

Måske er det også værd at hæfte sig ved, at der i Poes novelle også er en fiksering på enkelte, bestemte legemsdele. Det er den gamle mands øje, jeg-personen ikke kan lide. Man siger som bekendt, at "øjet er sjælens spejl". Jeg-personen ser noget i det spejl, han ikke bryder sig om. Det kommer så videre til at ytre sig i form af hjerter og hjerteslag!

Det er næppe tilfældigt, at Poe har valgt netop øjet som det, der fremkalder en voldsom reaktion, fordi det forekommer utåleligt. Det ville ikke være det samme, hvis det var den gamle mands næse eller hår.

Andre litterære relateringer kunne f. eks. være Alladin/Noureddin-dualiteten, som er sammenlignelig med forskellen på René og Paul.

Det forekommer dog stadig mest oplagt at tale om dobbeltgænger- og skyggefigurer i litteraturen, således som man bl.a. finder det i Hoffmanns "Djævleeliksiren".

Som noget særlig betydningsfuldt må fremhæves Dostojevskijs “Dobbeltgængeren". Det er et af de betydeligste stykker psykologisk litteratur nogensinde. En bjergtinde, der endog får Plaths og Poes vanvidsfabler til at blegne. Den indtrængende skildring af en sjæls opløsning står for sig og kan kun sammenlignes med andre Dostojevskij-mesterværker. Ikke med nogen anden forfatters arbejde.

Men i hvilke omfang kan man tale om små detaljer i kapitel 16, som afslører Pauls sindstilstand? Det fører os tilbage til spørgsmålet om at se, ikke kunne se, vide, tro, formode - virkelighedsbilleder.

I forlængelse af dette om udsagn, der gemmer sig en historie bag, og at udsagn med tilbagevirkende kraft får en udvidet betydning.

Videre om nogle af de ting, vi får at vide i løbet af kapitlet. F. eks. at Paul må have bevidnet, at Hubert kom i puberteten. Da Hubert er en ret ubehagelig person, kan dette meget vel have virket skræmmende. At Hubert pludselig havde en meget større penis end tidligere, kan af Paul være blevet tolket, som at han nu var endnu farligere. Dette er det oplagte at tro, når man læser kapitel 16.

Her gælder atter dét med noget, der gemmer sig en historie bag. Som vi tidligere har oplevet det med have-leget-med-Arne og den-jævnbyrdige-Magnus får vi hele historien om Huberts pubertet i kapitel 17.

I kapitel 16 er det derimod Pauls egen pubertet, det handler om. Denne skrider ud over de almindelige teenage-vanskeligheder og udtrykker sig som en regulær fremmedgørelse og udflydende virkelighed.

Det vigtige gemmer sig i de små, subtile pointer. Når man gransker en tekst, handler det om at være opmærksom på de helt små detaljer.

I nærværende afsnit taler vi om de små detaljer i kapitel 16, som afslører Pauls sindstilstand. Om at se, ikke kunne se, vide, tro, formode - virkelighedsbilleder.

I forlængelse af dette om udsagn, der gemmer sig en historie bag, og at udsagn med tilbagevirkende kraft får en udvidet betydning.

I nærværende afsnit taler vi om de små, subtile pointer i en tekst. Når man gransker en tekst, handler det om at være opmærksom på de helt små detaljer.

Herefter opsummerer/afrunder vi omtalen af kapitel 16, og begynder så småt at lægge op til kapitel 17.

Det er her, det bliver vigtigt at huske på alle de små hints i det foregående, der påpeger forskellen på verden set gennem henholdsvis barne- og voksenøjne. Der er formodentligt intet usædvanligt ved Huberts udrustning. Det er bare en voksen mands udstyr set gennem en drengs øjne. En voksenpik skal være helt usædvanlig lille, for ikke at fremstå som stor og voldsom i sammenligning med en drengetissemand.

Rent in passant kan det nævnes, at der med de allermindste mandeformer og de allerstørste drengeformer forefindes overlapninger. Men disse er uhyre sjældne. Næsten alle voksne mænd vil tage sig ud som voldsomme eller ligefrem skræmmende for næsten alle små drenge.

Formodentlig vil 99,9% af alle mænd kunne imponere 99,9% af alle drenge!

Da både de største og de mindste er sjældne (den overvejende majoritet ligger indenfor eller nærved gennemsnitsområdet), kræver det ikke blot et usædvanligt tilfælde, men to (og således et særligt sammentræf) at drengen løber af med sejren. Og selv i disse tilfælde vil andre indikatorer som regel tydeligt vise hvad, der er hvilken form.

Vi har tidligere været omkring, at det er tvivlsomt, om Filip reelt er så veludrustet, som Paul antager. Måske er han bare ultra-shower. Paul er jo rent faktisk selv i tvivl. Men hvis der er noget om snakken, er Filips muligvis en af de ganske få, helt usædvanlige drengeformer, der ligger nær en gennemsnitlig mandeform. Dog i så fald med en anderledes form, farve og formodentlig også tykkelse. Selvom længden skulle svare til en mindre eller ligefrem gennemsnitlig voksenstørrelse, må man altså formode, at den i sammenligning med en sådan virker tynd og bleg med et infantilt design, hvorved det samlede indtryk bliver mindre foruroligende.

Dette er en uhyre vigtig indføring i fortolkningsområdet, når man læser kapitel 17.

Se også:

https://psyke-sex.dk/debat/viewtopic.php?f=22&t=10122

https://adamogeva.dk/artikel/fra-dreng-til-mand

https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/julianemarie/vaekst-og-reproduktion/undersoegelse-og-behandling/Sider/sen-pubertet-hos-piger.aspx

https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl33bfgC2wnnBXSNXoUZx7Wqr

https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl313p825Q-NBnOhHhOArzaH3

https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl33jFBjekFw2BU23MGz3070p

https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl32WvDwWlY0kk6TnmvWW9-8h

https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl32C_tH1S8f4788d0HoMkZTh

https://psyke-sex.dk/debat/viewtopic.php?f=22&t=10130

https://psyke-sex.dk/debat/viewtopic.php?f=22&t=10134

https://psyke-sex.dk/debat/viewtopic.php?f=22&t=10135

http://www.psykeogsex.dk/penis01.htm

https://psyke-sex.dk/debat/viewtopic.php?t=3143

https://www.femina.dk/liv/kaerlighed-og-sex/sandt-eller-falsk-7-myter-om-sex

https://www.information.dk/indland/2017/05/pik-100-maend-afsloerer