Og så var der hyblerne ...
I relationen til tvillingeprojekterne "Hændelsen" (roman) og "Paul" (rockopera).
Vedrørende de unge år!
Pauls stürm-und-drang-periode. Hvis man da overhovedet kan tale om, at han har en sådan (?).
“Jeg kunne tale dybt om døden og drikke billig vin
Jeg krævede sandhed og kun sandhed og vild adrenalin
Nu er jeg dobbelt så gammel, og jeg taler af erfaring
Den erfaring, der betyder: jeg har glemt mange af svarene
Men jeg sidder her igen - jeg vender stadig ord
Og prøver på at fange den lette gang på jord.”
- Michael Falch
Det er begyndelsen af Pauls voksenliv, og måske (??) er det derfor, at han på dette tidspunkt oplever en række særlig påtrængende og intense retraumatiseringer.
Mens andre må tage afsked med en god tid, har Paul dårlig nok haft noget, der kan kaldes en barndom. Hvordan har det forberedt ham på voksentilværelsen? Kan der komme noget godt ud af den, eller er han simpelthen for ødelagt?
Sturm und Drang og PTSD ...
- Hyblerne er begge dele!
Kan også findes:
https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl32olNUY7ltxE1b4sYLG8wnO
Bonus!
Endagsmillionær - rudimentær råskitse demo
Et af de numre, der i det mindste nåede så langt, at der forelå en skitse, som det burde være muligt for andre end mig selv at finde rundt i, altså at ideen er gennemskuelig, men jo langtfra færdiggjort.
Mon ikke det skulle være muligt at sådan cirka forestille sig, hvad jeg havde i tankerne?
Som vist enhver, der kender "Tommy", kan høre, var inspirationen/forelægget "Sensation", der så skulle slå over i noget á la "There's A Doctor".
Efterfølgende gjorde jeg mig en del overvejelser om skiftet/overgangen, og hvordan den kunne komme til at fungere.
Teksten handler at være i pengebekneb.
Vi befinder os i 80'erne. Men det kunne lige så godt have været idag.
Dengang hed det bistandshjælp og sultecirkulære. Idag hedder det kontanthjælp. Dengang kom man til samtale på bistandskontoret. Idag på jobcentret.
Men forskellen er til at overskue!
Det er sørgeligt, men sandt, at en ret stor del af den generation, der var unge i 80'erne har tilbragt det meste af deres liv på overførselsindkomst. Naturligvis ikke alle (så ville samfundet være brudt sammen). Heldigvis har rigtig mange fået gode jobs, og er også lykkedes med andre ting, f.eks. ægteskab og børn.
Men procentvis flere end fra de foregående og efterfølgenge årgange er endt som Paul'er med et liv, hvor intet lykkedes, hvor intet blev til noget, hvor alt løb ud i ingenting, og der aldrig var råd til noget som helst.
Man kan ikke opnå alt her i livet. Alle må vælge til og fra. Alle kan også komme ud i en krise, hvor de tvivler på, om der overhovedet er noget af alt det, de har bedrevet, som er noget værd. Men mange vil trods alt kunne pege på reelle resultater og opnåede mål.
Værdien af dette kan givetvis diskuteres. Måske var det slet ikke det, de egentlig ville og havde håbet på. Men det er i det mindste mere end ingenting.
Derimod findes der ude i virkeligheden (ikke bare i en fiktion som "Paul"!) mennesker, som aldrig har opnået noget som helst. Mennesker for hvem det hele løb ud i ingenting.
Noget, hvor der rent faktisk ER en betydelig forskel på dengang og nu, er, at såvel lovgivningen som synet på førtidspensioner (i 80'erne kaldet invalidepension) har ændret sig betydeligt.
I 80'erne kunne man relativt let få en pension, idag er det betydelig sværere!
Det betyder så, at en del personer fra 80'er generationen, da de var unge, endnu havde håb og kampgejst, og troede, at det hele nok skulle lykkes på en eller anden måde, sagde nej tak, da de fik tilbudt pension, og så kan ærgre sig idag, hvor de sidder 10 år før pensionsalderen med et forspilt liv fuld af ung i arbejde (og det, der ligner), hjælpekurser, alternativ beskæftigelse, aktiveringsforløb, praktikker, jobsøgningskurser og des lige og der bare SKAL findes en eller anden løsning med flexjob eller lignende.
Tænk hvis de var blevet forskånet for det. Havde fået fred for hele det cirkus, og i tilgift havde haft bare en lille smule luft i økonomien igennem alle de år, hvor de i stedet mere eller mindre sultende har været under konstant pres og oplevet en stadig strøm af skuffelser.
Når nu alligevel det hele har været frugtesløst og spildt ...
I 80'erne var der så også nyrige, stræbere og yuppier - dem, der fik den rigtige idé på det rigtige tidspunkt, fandt et smuthuld, fik deres store chance. Mon ikke mange af dem, der måtte bruge de fleste af deres kræfter på at slås med et sårbart sind, gik og drømte om, at deres store chance en dag ville vise sig?
Det skete måske måske også for nogle få. Men for de fleste blev det ved drømmen. Også fordi det kræver en hel anden - mere hårdhudet - støbning at kunne udvise den kynisme og opportunisme, der reelt er påkrævet. Når psyken gør knuder, er man almindeligvis også ømskindet, ligesom der sjældent er mentalt overskud til større initiativer.
Det på en gang tragiske og forudsigelige resultat er et liv, der løber ud i sandet.
Udover alle de andre temaer, som er i spil, er det jo et eller andet sted også dét, "Hændelsen"/"Paul" handler om. En historie om et liv, hvor der ikke bare forekommer kriser, men som er en lang krise præget af lutter begyndelser og nyttesløse bestræbelser.
I så henseende må denne lille, uanseelige sang anses for vigtig og central!
Rent musikalsk set er der ikke meget at komme efter.
- Men sangen har noget på hjerte!
Ny musik og universel orden - rudimentær råskitse demo
Det er den første i måneden, og Paul er ude og købe nye plader. Det har han slet ikke råd til. Men han ligger under for et trøstespiser-syndrom:
"Hjertesorgens hårde knyst
files ned af den materielle trøst"
Resultatet er, at Pauls liv former sig som en fast pendulfart mellem indkøb, han ikke har råd til, de første dage af måneden, og mangel og knaphed resten af tiden.
Men musikken fylder en masse i Pauls liv. Han har læst Peter Bastians "Ind i musikken" og Miles Davis' selvbiografier. Det har fyldt ham med ideer om hemmelige dybder og verdener bag verdener. Ihukommende barndommens oplevelser, hvor musikken var Pauls flugtvej og han anede "sprækken i hverdagens lærred", mener Paul, at han altid har været lige på grænsen til at opdage noget afgørende.
Reelt er Paul en uforbederlig drømmer og trøstespiser. Men det kan man vel reelt ikke undre sig over, når man betragter det ikke særlig sjove liv, han har haft.
Men måske sker der tilsidst noget afgørende for Paul, sådan som rockoperaen ender med at antyde. Netop når alt fejler i det ydre, tvinges man til at se indefter og kan måske virkelig komme på sporet af en stor indsigt. I hvert fald må man sige, at den, der søger indefter har en reel chance for at når ud over materialisme, overfladiskhed og tomme fornøjelser. Når alt kommer til alt, ved Paul jo godt selv, at han lever et erstatningsliv.
Dersom noget i den retning tilsidst skulle lykkes for Paul, må man konkludere, at så har hans liv alligevel ikke været det meste forspildte af alle forspildte liv.
I forhold til det musikalske synes jeg selv, at disse to sange hører til de bedre. Der er - når sandt skal siges - en del af de udkast og skitser jeg lavede til Paul-sange, som der ikke er ret meget kød på. Her er derimod noget, der måske (?) kunne være blevet til et par rigtig gode sange, hvis der var blevet investeret tilstrækkelig arbejde i at færdiggøre dem.
Hinsides hyblerne
Manddomsårene og hvordan de forløber.
- Desværre primært med en række nederlag!
Her knyttes forbindelsen fra ungdomstiden til de begivenheder, der finder sted i Pauls modne år.
Det er lidt nedslående at måtte konstatere, at der egentlig ikke er særlig meget, der ændrer sig. Paul har lært og læst en masse, han har “tænkt og spekuleret”. Men i bund og grund er han stadig den fireårige dreng foran den lukkede dør.
I mellemtiden er han så blot blevet belastet af en række barske oplevelser, som han (også!) hænger fast i.