Om Cross | grubler-ved-tasterne.dk

Om Cross-teorien (Lemerche)

Charles Allen Lechmere, også kendt som Charles Cross, var en bilmand fra østsiden af London, som arbejdede for firmaet Pickfords i mere end 20 år. Han er af nogle mistænkt for at have været Jack the Ripper.

En kommentar til Cross-teorien

De fem kanoniske ripper-mord fandt sted indenfor et lille, tætbefolket område. Derfor må nødvendigvis en del mennesker have haft deres gang i kvarteret/nabolaget og sjældent befundet sig særlig langt væk, når et af mordene blev begået. Det taler imod almindelig sandsynlighed, at ikke mindst et af ofrene skulle blive fundet af en af de mange, der fast færdedes i området. Hvad ville der f. eks. ske, hvis man gav sig til at nærmere undersøge beboerne i den ejendom, hvor Martha Mabrams lig blev fundet? Mon ikke indtil flere af disse havde deres mere eller mindre faste gang på ripper-ruten?

Cross kan naturligvis ikke udelukkes. Men hvis vi antager, at det ikke var ham, kunne man sige, at hvis han den morgen vr gået en smule senere hjemmefra og Robert Paul en smule tidligere, ville det have været sidstnævnte, der havde fundet liget.

Noget, man skylder at tage i betragtning, er, at Bucks Row ikke havde nogen sidegader, hvilket begrænser flugtvejene. Mangel på egentlige flugtveje udelukker dog ikke gemmesteder. Dertil kommer, at liget blev fundet nær enden af vejen. Morderen havde altså ikke behøvet lang tid for at nå hen til enden af vejen og forsvinde, inden Cross kom forbi.

Men som mange har påpeget, udviste Cross rent faktisk mistænkelig opførsel, primært i form af løgnagtige udsagn. Derfor kan han ikke bare stryges af listen over mistænkte. Tvært imod lader det sig vanskeligt nægte, at han ligger ret højt oppe på listen, rangerende på linie med Kosminski, Chapman/Klosowski, Szemeredy og Sickert.

I det mindste for mig at se, er disse fem de mest sandsynlige. Herefter kan det kun blive gætværk, og hvem man vælger som sin hovedmistænkte er i sidste ende nok i højere grad et spørgsmål om tilbøjelighed, sympatier og antipatier end reel bevisbyrde, og siger således måske mere om den, der mistænker, end den, der mistænkes.

Dertil kan man ikke absolut udelukke, at det ikke er nogen af dem. Måske har den virkelige gerningsmands navn aldrig været nævnt blandt de mistænkte.

Den lange liste af diverse mistænkte - herunder også en del lidet sandsynlige - kunne tyde på, at mange ripperologer jungiansk set jagter deres egen skygge. For ikke at falde i samme fælde afholder jeg mig rent personligt fra at udpege en yndlingsmistænkt.

Imidlertid kan jeg ikke undgå at bemærke de forskellige indfaldsvinkler og arbejdsmetoder hos dem, der udkaster teorier. Mens f. eks. Patricia Cornwell begyndte med en teori og derefter brugte 20 år på at forsøge at bevise den, gælder det lige modsat den svenske journalist Christer Holmgren, ophavsmanden til Cross-teorien, at han havde forsket i sagen i 30 år og først derefter kom med sit bud.

Ligeledes forsøger Holmgren heller ikke at retfærdiggøre sin interesse for sagen ved at skilte med politisk korrekthed og rigtige meninger. I dokumentarfilmen, hvor han fremsætter sin teori, fremstår han som rolig og seriøs uden store armbevægelser.

Naturligvis bør en teori ikke vurderes på, hvor øretæveindbydende kontra tillidsvækkende dens ophavsmand er. Men i et så ekstremt tilfælde som Cornwell er det svært at se uhildet på teorien.

Indvending mod Cross-teorien

Selv for en super-psykopat forekommer det mig lige i overkanten at "bare lige sprætte en luder op på vej til arbejde". Man må formode, at forbrydelserne har haft et psykologisk såvel for- som efterspil. Der har været en gradvis byggen op til begivenheden, og en påfølgende efterreaktion. De relativt få mord taler ligeledes for, at det ikke bare har været en hverdagsbegivenhed, og at den slags for Jack the Ripper har været som når andre køber et stykke chokolade eller pakke cigaretter. Hvis Lemerche (Cross) skulle være identisk med Jack the Ripper, skulle han have været i stand til at møde på arbejde umiddelbart efter en af sine blodudgydelser og ganske uanfægtet tage fat på dagens gerning. Selv hvis man går med til, at han kunne have været i stand til dette, passer det dårligt sammen med den kendsgerning, at der er tale om relativt få mord, og at de - med undtagelse af "the double act" - fandt sted med intervaller, der kunne variere med op til flere uger. Netop intervallerne taler for, at der har været en art opvarmning og en efterreaktion. Det har med andre ord været særlige begivenheder, ikke bare som indkøbet af slikposen eller cigaretpakken, men en slags kulminationspunkter eller "fejringer". For at passe sammen med billedet af en, der lige ordner en på vej til arbejde, burde der have været væsentligt flere mord. Det kunne naturligvis være selvbeherskelse, at der ikke var flere, erkendelse af, at hvert mord ville øge risikoen for afsløring. Men hvis han var smart nok til at indse risikoen ved at bare gå til den, skulle han så ikke også have været smart nok til at lade det foregå steder, hvor han ikke dagligt kom forbi? Teenagedrenge køber almindeligvis ikke et pornoblad i deres lokale kiosk. Tvært om findes der mangfoldige anekdoter om at være travet langt pokker i vold for at foretage det snuskede indkøb. Kort sagt: noget ved Cross-teorien forekommer mig psykologisk usandsynligt.

Betragter man nærmere Nichols-mordet, går argumentationen på, at Cross/Lemerche har været længere tid alene med hende, end han hævdede. Eksperter mener ikke, at mordet og lemlæstelserne skulle have krævet mere end nogle få minutter. Men inden udførelsen har han jo også skulle have kontaktet hende. Det scenarie at de tilfældigt skulle være kommet i hver sin retning, og han så uden indledning/optakt af nogen art bare har grebet fat i hende og udført drabet er svært at forestille sig. Derimod ville der ikke være noget mærkeligt i, at et uskyldigt vidne er blevet chokeret og skræmt og des årsag har mistet fornemmelsen af tiden, således at han har rendt usikkert rundt omkring liget nogle minutter uden at gøre sig klart, at det var så længe. Endvidere hævder alle samstemmende, at skridtene fra en anden, der kommer nærmere, ville have kunnet høres længe før de nåede frem. Således advaret ville det oplagte være at fjerne sig i en fart snarere end at spille rollen som vidne.

Den Lemerche-skikkelse, teorien vil have os til at tro på, er i flere henseender upsykologisk. De foreliggende fakta om hans adfærd passer bedre sammen med en skræmt mand, der har været bange for at blive blandet ind i sagen og så i forsøget på at holde sig udenfor netop er kommet til at gøre mistænkelige ting.

Det rokker naturligvis ikke ved, at han som den eneste, der direkte kan placeres på et gerningssted, befinder sig oppe i top-5 klassen blandt de mistænkte. Inden man bestemmer sig for at tro på Cross-teorien, bør man blot eftertænke det, der kunne tale imod den.