Laila, det store chok

Ang. min roman "Hændelsen" med særlig hensyn til kapitel 11, hvor man stifter bekendskab med Laila - den tredje linje, som vender op og ned på det hele!

Generelle perspektiver

Laila. En hidtil ukendt forbindelse mellem Paul og Birger. Længe før de havde befundet sig i samme lokale eller vekslet et eneste ord, havde der via Laila været en forbindelse imellem dem.

Endvidere trænger vi med dette dybere ind i hele spørgsmålet om overgreb, forulempelse, fald, uskyldstab m.v.

Det kunne se ud til, at Paul har helt andre grunde til at være forbeholden og afvisende overfor Birger. Nye interaktioner og skjulte forbindelser kommer tilsyne. Endvidere styrkes på associationsplanet parallellen mellem Janus og Birger.

Enklest sagt bliver Birger Lailas Janus. Men hvad er det lige, der sker i forhold til Pauls reaktion? Er det en form for dissociation? Og hvorfor bliver Laila fjern? Sidder de begge og dissocierer?

I hvert fald udgør det lille optrin en forløber for Hændelsen. Her synes banen at blive kridtet op til det, der senere skal ske. Derved viser der sig også en forbindelseslinje, der på sin vis er endnu mere direkte end Arne-historien.

I det hele taget kommer alt pludselig til at stå i et nyt lys, og tolkningen slår en koldbøtte!

Badeværelsesscenen og historien om de forbyttede lem var en følge af Janus' sammenbrudte udeskole. Det var Janus, som begav sig ud i verden med en postuleret større penis, end han havde. Men det er Paul, der belastes med denne følelse/selvopfattelse.

Men hvad så, når Birger, der har en vag lighed med Janus, begynder at postulere? Og hvad med parallelen mellem de overgreb, Paul og Laila har oplevet? Identificerer Paul sig i situationen med Laila? Er det mentalt set slet ikke den veludrustede dreng, der oplever dette, men den lille, penisløse pige?

Og jævnfør historien om de forbyttede lem, er Birgers så Birgers rigtige eller en ombytning? Hvis det er den rigtige, mens Pauls er stjålet, er det så måske et spor, at Birgers ligner Pauls så meget? Kommer Pauls stjålne eksemplar fra en slægtning til Birger? - Og når nu Pauls rigtige (ifølge Janus) er betydeligt mindre end det stjålne eksemplar, kan der så være tvivl om, at den også er mindre end Birgers?

Og hvis de begge er forbyttede? - Jamen så bliver det jo en umulighed at finde ud af, hvordan forholdet mellem deres rigtige er. Man kan i givet fald kun fastslå, at de begge er mindre end de to stjålne. Men hvilken af dem, der er mindst, lader sig ikke afgøre, da man jo ikke kan finde frem til de rigtige.

Så vidt vi kan skønne, har Paul ikke bevidst sådanne tanker under Hændelsen. Men han har omkring et par år tidligere hørt Janus' historie, og den har gjort indtryk på ham. Følgelig rumsterer den også rundt et eller andet sted i systemet. Derfor kan den meget vel være en skjult medvirkende og forstærkende faktor i den voldsomme angst, Paul oplever.

Mere bevidst er det forestillingen og true-nedefra-fænomenet, der ytrer sig. Men spørgsmålet er, om det ikke bare er to udtryk for - eller billeder på - det ene og samme?'

Vi har i andre situationer oplevet, at Pauls ængstelser og foruroligelser omkring alle mulige ting har det med at gribe over på hans penisspekulationer. Er det også dét, som sker her? Er det så ubærligt for ham, at Laila nu også er en del af den gængse omgangsform, at han forsøger at omdigte dette. Så at sige skubbe Laila til side, så hun kan stå uberørt på sidelinjen, mens Paul har en målekonkurrence med Birger?

Eller er han i virkeligheden ligeglad og kun optaget af, hvordan hans sag står i forhold til Birger?

Situationen er drilsk og flertydig. Man har mistanke om dissociation. Men kun så frem i fald Paul rent faktisk dissocierer fra noget og ikke blot fokuserer på sit interesseområde.

Det er dog svært at komme udenom, at det må være et chok for Paul at høre om dette. Man har i det foregående hørt om, hvordan han netop forsøger at beskytte Laila, skærme hende imod alt det grimme. Nu ser han sit projekt kuldsejlet. Det må være hårdt for ham. Akkurat som de fleste læsere også må formodes at finde det rystende, at en lille pige udsættes for den slags.

Vi står her overfor noget, der er så ufattelig ondt, at det næsten ikke er til at bære. Det er alt det, der har gemt sig under overfladen i det foregående. Her trækkes mørket frem i lyset, og de undergravende elementer viser sig for fuldt blus.

Der er rigtig mange ting i det her. Jeg når ikke rundt om det hele. Men nogle overordnede hovedpointer bliver gennemgået.

"How could I be this way,

when I pray to God above?

- I must love what I destroy,

and destroy the thing I love."

- Sting ("Moon Over Bourbon Street")

Der er ingen tvivl om, at vi hermed er nået til et afgørende kernepunkt i historien!

Men er dette så det sidste chok? Er vi nået til løgets inderste lag? Nej! - Det skal vise sig, at der gemmer sig mere i dybet.

Den choktilstand kapitel 11 hensætter os i, kan let få hjernen til at gå i baglås. Man er for berørt til at kunne gennemføre nøgterne tolkninger, aner ikke, hvilke spørgsmål, man skal stille. Det er alt for frygteligt til, at man bare kan tage et par kølige, analytiske briller på. Man har simpelthen brug for lige at synke det her, fordøje chokket.

Når man er faldet lidt til ro, kan man til en begyndelse fastslå, at de linjer, der mødes i Hændelsen (Frida, Arne, Laila) alle på en eller anden vis har at gøre med tab, hvorved der danner sig en mærkbar undergangsstemning omkring Hændelsen.

Vi begynder så småt at forstå, hvorfor Hændelsen er en så voldsom oplevelse for Paul og bliver ved at forfølge ham senere i livet. For det er simpelthen den ultimative katastroferapsodi, der her orkestreres.

Skønt der på overfladen næsten ikke sker noget, er Hændelsen et metaforisk udtryk for alt det, der gjorde anbringelsen smertefuld og traumatiserende. Det hele vælter indover Paul og invaderer hans sind. I grunden ikke sært, at han bliver stort set handlingslammet og blot kan ytre nogle små, spredte kvæk, der vel nærmest kan udlægges som "nej", "hjælp", "hold op".

Til alt muligt med tab, smerte, savn, nederlag, fiasko og forfald føjer der sig således også magtesløshed. Ligesom Paul hverken ved eksemplarisk opførsel eller trodshandlinger kan ændre på, at Frida holder op, kunne han heller ikke redde Laila. Man kan derfor også sige, at Paul ganske enkelt bliver handlingslammet, fordi han ikke kan stille noget som helst op. Ikke andet end vente på at stormen driver over. Afmagt, kontroltab, indespærring og ufrihed blander sig i en bitter cocktail.

Men nøgternt analytisk talt: hvor har vi dog fundet ud af meget! - Siden det første møde med Hændelsen i prologen har den fuldstændig ændret karakter, og vi ser nu ting deri, som vi dengang ikke havde den fjerneste anelse om. Fra en banal episode, det dårligt nok var værd at ofre et skuldertræk på, står den nu for os som en rystende skæbnebegivenhed!

Det, som Birger - først på kommoden og siden i bilen - henleder Pauls opmærksomhed på, er helt bogstaveligt og konkret det instrument, der er blevet brugt til at gøre Laila ondt, hvorved det diabolske redskab også er udtryk for det utilstrækkelige i Pauls beskyttelsesforsøg. Pauls bestræbelser slog ikke til! I en vis forstand HAR Birger derfor vundet over Paul. Allegorisk talt ER Birgers større, mens Paul (læst i samme relativitet) er stumpet, impotent og uformående.

Dette ondskabens værktøj! - Man begynder at forstå, hvorfor Paul aldrig kommer sig over, at det i forhold til type og model (dog ikke størrelse) er en tro kopi af hans egen. Og når Pauls så er et nummer større ....

 - Det er sådan set ikke mærkeligt, hvis han gerne vil have den byttet til noget andet!

Lailahistoriens betydning for tolkningen af størrelsesproblematikken

Også størrelsesproblematikken får en anden betydning, når den ses i lyset af Lailahistorien. Faktisk kommer der en hel række nye lag tilsyne.

For nu at tage fat et sted, kan vi begynde med Pauls svar til Birger under kommodescenen “jeg ved det godt”. Hvad er det egentlig, Paul ved? Tilsyneladende det med Arne. Han har jo ikke “leget på den måde” med Birger. Men han kender en, der har, og har fået fortalt derom. Det er altså ikke første gang, han hører om, hvordan Birgers er.

Faktisk kunne man udlægge det som to udsagn og to svar:

- Den er sådan her.

- Jeg ved det godt ( = Laila har fortalt om det).

- Arnes er sådan her.

- Jeg har leget med Arne på den måde.

Birgers to udsagn kunne også sammenfattes til slet og ret, at hans ikke er lige så stor som Arnes. Til det kunne Paul med nogen ret svare, at det er han udmærket klar over.

Indirekte har han nemlig “leget på den måde”, i og med at han har sammenlignet sig selv med Lailas mål. Det, Laila viste, var mindre end Pauls. Så hvis Paul og Arne er nogenlunde jævnbyrdige med en minimal forskel til enten den ene eller anden side, ja - så må Birgers jo nødvendigvis også være mindre end Arnes.

Der er imidlertid et stort problem forbundet med denne opfattelse/udlægning. Hvis Birger udelukkende bekræfter ting, Paul allerede ved, hvori består så det chokerende og overvældende? Hvordan kan dette forfølge Paul flere årtier senere?

Hvis jeg lige har set avisen dumpe ind ad brevsprækken, og nogen så oplyser mig om, at “avisen er kommet”, er det så ikke det mest ligegyldige af alt?

Det er indlysende, at man efter Lailahistorien kan vende op og ned på dialogen under kommodescenen og udlægge den på en mangfoldighed af alternative måder. Men den banalisering, der reelt er tale om ovenfor, kan ikke bruges. Den bidrager ikke til forklaringen på, hvorfor den situation forbliver stærkt energiladet i Pauls erindring.

Vi må en anden vej rundt!

Både under kommodescenen og i anden akt benytter Birger formuleringen “den er”, endog i begge tilfælde i sætninger, hvori der indgår “så stor”. Der er en åbenlys lighed mellem sætningerne “Den er så stor her” og “den er lige så stor”. Især da når den første efterfølges af “Arnes er sådan her” og den anden af “som Arnes”.

Vi har tidligere været omkring det afgjorte og skråsikre i Birgers udtalelser, brugen af “er”, der, som vi har set, under bilturen modereres til “tror”. Men det, man let overser, men som nu kommer tilsyne, er, at Paul under kommodescenen også taler absolut og afgjort: “Jeg ved” og “jeg har”. Ingen formodninger der!

Både i kommodescenen og anden akt spejler Paul og Birger i en vis forstand hinanden. Men her handler det netop ikke om sikker viden. Det handler om, hvad de gensidigt tror, tænker, formoder og forestiller sig om hinanden. Også selvom de formulerer sig i absolutter!

Men hvad ved de, når det kommer til stykket? Under kommodescenen har Birger i hvert fald ikke den ringeste mistanke om Pauls størrelse. Så ville han ikke have pralet på den måde og i den grad. Det kan synes, at Paul er bedre informeret. Men er han nu også det?

Svarer det mål, Laila har vist, til det, Birger sidder og viser på kommoden?

Det er der en del, som taler for, at det absolut ikke gør!

Parallelen i “De skal ta’s i tide” lyder: 

Børge havde nær fået ødelagt hele det perfekte oplæg til den næste tids spekulationer over maskulin fysiognomi, Lise havde skænket ham, og kun takket være en anden tilskikkelse, blev det endnu mere fuldkomment for ham.

Jeg må bede læseren leve sig ind i en temmelig forskruet tankegang, hvis de skal gøre sig forhåbning om at forstå dette. For mig, der har kendt Børge, og kendt ham godt, for mig, der endog holdt temmelig meget af ham, er sagen ganske enkel og ligetil. Men jeg indser udmærket, hvor uforståeligt det kan fremstå for mangt og mange.

Børge spurgte nemlig Lise om, præcis hvor stor den var, og hun viste så noget udspilede fingre, der ikke kunne true ham, og sagen var således egentlig bragt i bero, kun med den lille usikkerhed, at Lise ikke var nogen særlig fremragende iagttager og temmelig upræcis med sine gengivelser. Efter hendes beskrivelse skulle Birgers være lidt over middel, men et godt stykke under Børges. Imidlertid hændte det kort efter, at Birger og Børge nogle få minutter var alene i samme lokale, hvor Birger begyndte at tale om at bolle piger og om sin udrustning, og viste et “den er så stor”, der var temmelig chokerende, og nu var spændingsmomentet perfekt for Børge. Lise var garanteret stærkt upræcis, og Birger var garanteret meget pralende. Men hvem var nærmest sandheden?”

Nu skal man naturligvis passe på. Selvom det er varianter over den samme historie, er det altså immervæk netop varianter. “De skal ta’s i tide” foregår på Hesteholm, hvor man hører om Lise, Edward og Børge. “Hændelsen” foregår på Pilehushjemmet, hvor man hører om Laila og Paul. Man kan derfor ikke direkte overføre ting fra den ene til den anden roman. Heller ikke selvom den centrale person i bataljen tilfældigvis hedder Birger i begge historier.

Men i hvert fald er det sandsynligt - eller i det mindste muligt - at Lailas mål er i underkanten, mens Birgers er i overkanten, og hvor imellem de to ligger så sandheden? Der føjes en ny dimension til alle de Paul-spekulationer, vi har hørt om. Det kunne se ud til, at han rent faktisk har fået modstridende oplysninger fra sine kilder.

Dette er der rent faktisk også belæg for i “Hændelsen”, hvor det hedder:

“Han havde hele tiden haft en mistanke om, at den var meget større, end Laila havde sagt.” 

Måske kan man endog strække dette så vidt, at man tillægger det en betydning for anden akt, som jo ellers skulle tjene som afgørelse.

Men hvor meget og hvor sikker afgørelse er der egentlig tale om?

Paul ser den kun i nogle få sekunder. Den er stukket ud imellem benene på en action man (hvor meget gemmer der sig bagved?), og endvidere ser Paul den oppefra og ned i fugleperspektiv, hvilket kan have fået den til at se mindre ud, end den er.

Omvendt ser Birger Pauls i frøperspektiv, hvilket kan have fået den til at fremstå mere imponerende, end den reelt er [1]. Dertil kommer overraskelseseffekten. Birger synes at have taget Hændelsen til indtægt for, at Pauls er ret lille. Han forventer altså absolut ikke noget oppe i den klasse. Så betyder hans “lige så stor som Arnes”-udbrud i virkeligheden snarere “næsten lige så stor”?

Det er vitterlig tænkeligt, at han overdriver, fordi han er blevet duperet. Det hedder jo rent faktisk:

“Der syntes at ligge et skjult "øv" under Birgers imponerede udbrud, som havde han regnet med at skulle imponere Paul. Lade sit pragteksemplar fremstå som ekstra imponerende ved at blive betragtet side om side en ganske lille en. Nu syntes han i stedet blive lidt forlegen, trak stritværket til sig og lukkede bukserne.”

Der er grænser for, hvor langt usikkerheden kan strækkes. Der synes ikke at kunne være nogen mulig tvivl om, at Pauls er større end Birgers. Men måske er forskellen mindre, end man umiddelbart tror. Hvis Pauls kun er NÆSTEN lige så stor som Arnes, mens Birgers modsat er en anelse større, end den ser ud til, så begynder de at nærme sig hinanden. Dermed opstår der et grundlag for den true-nedefra-mekanisme, som vi jo ved, at Paul er uhyre pirrelig overfor.

Når anden akt ses i lyset af Laila og true-nedefra-mekanismen, bliver den snarere en bekræftelse end en dementi. Nogle måneder tidligere er den af Laila blevet beskrevet som ikke videre bemærkelsesværdig. Nu fremstår den som en i det mindste nogenlunde pæn størrelse. Stor nok til, at Paul er nød til at se sin egen for at være sikker på, at den er større end Birgers.

Er den da vokset i mellemtiden?

Birger sidder på sengen, og befinder sig dermed under Paul. Men hvad nu hvis han rejste sig op?

Han er naturligvis en mindre dreng, og ja: han har også et mindre lem. Men man kunne forestille sig et bevægelsesflow af den type, man kan opleve i drømme. Birger, der rejser sig op fra sengen, og vokser simultant med bevægelsen. Gror til en stor, overvældende skikkelse, der rager op over Paul, ligesom han også er i besiddelse af et enormt lem.

Man må her ikke glemme, at en helt central del af problematikken, er det, Paul kalder “de nye tider”, ja - endog “disse skrækkelige nye tider”. Dette er udtryk for en oplevelse af at blive agtersejlet, og at begivenhederne er ved at vokse over hovedet på ham. Det er netop dét, Birger tjener som metafor for.

Det, Laila har fortalt, betyder endvidere, at Birger i en vis forstand har besejret Paul. Han har forgrebet sig på Pauls pige, og han har dermed også saboteret Pauls beskyttelsesprojekt. Det, Paul ville, nemlig at værne om Laila, lykkedes ikke. Birger er så netop årsagen til, at projektet forliste. Dermed har Birger fået en sejr, scoret point i en dyst med Paul. Paul har tabt slaget!

I den forstand kan man altså sige, at han ikke slog til, ikke var nok.

Det ville således ikke være helt hen i vejret at tolke de senere omdigtningsfantasier som et forsøg på at forlige sig med dette. Det mislykkede forsøg, der dels er en form for undermineret status/prestige, men formodentlig også, at Paul endnu så mange år efter føler en form for skyld. Det var hans opgave at redde Laila, og han fejlede. Dette er imidlertid så smertefuldt, at han ikke formår at direkte stille sig selv til regnskab. Han er nød til at omgås det på en række sære måder, hvor han kun indirekte berører det ømme og betændte sår.

I det hele taget gælder, at jo mere man betragter Lailahistorien, desto flere nye lag kommer der tilsyne, samtidig med at alt, hvad vi tidligere har erfaret, vendes på hovedet og fremstår på en ny, anderledes måde.

- - -

[1] Man kan tilføje, at han ikke blot sidder under og kigger op på den. Når Paul stikker den ud mellem benene på en action man, må denne befinde sig på oversiden. Således er hele undersiden blottet for Birger uden forkortende elementer. 

Seneste kommentarer

04.09 | 07:12

Tak skal du have!

04.09 | 05:19

Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!

Del siden