Pepperismer

Pet Out

De største fornyere er almindeligvis folk, der har suget til sig af forskelligartede indtryk, og derefter formået at sammenfatte det i et hele på en dybt personlig måde. Det gælder Louis Armstrong, det gælder Elvis, og det gælder i allerhøjeste grad The Beatles.

Inspirationskilderne til "Sgt. Pepper" er utallige. Ikke blot var Beatles i denne periode nysgerrigt optaget af alt hvad der foregik, de var også formet af deres egen historie. "Sgt. Pepper" er konsekvensen af alt, de havde gennemgået. Således rummer den ikke blot et destillat af alt, der skete på det tidspunkt, den rummer også elementer af alt hvad Beatles havde lyttet til fra deres tidligste barndom. Den er alt hvad de nogensinde havde hørt, og alt hvad de hen ad vejen havde lært! Det ville derfor være en umulighed at optrævle alle forudsætninger for "Sgt. Pepper".

Til trods for dette, kan der fremhæves inspirationskilder, der spiller en særlig central rolle. To plader vides med sikkerhed at have stået fadder til "Sgt. Pepper", nemlig "Freak Out" m/Mothers Of Invention" og "Pet Sounds" m/ The Beach Boys. Dette dog ikke sådan at man kan tage numre fra disse plader og direkte sammenligne med numre fra "Sgt. Pepper". Inspirationen har en mere overordnet karakter. Det var helhedsindtrykket af disse udgivelser, der ydede en stærk påvirkning på The Beatles. Derfor er det en vigtig del af "Sgt Pepper"-studiet at lære disse plader at kende. Men man er ude i en misforståelse, hvis man under lytningen hele tiden sidder og tænker: "Minder det der måske lidt om 'Lovely Rita'? Eller måske snarere om 'Lucy In The Sky With Diamonds'?" Det er på ingen måde sådan, at "Sgt. Pepper" egentlig burde have heddet "Pet Out". Slet, slet ikke. Man må en anden vej rundt.

Dels konkurrerede den tids førende navne i den helt store stil. At være med oppe i fronten indebar, at man hele tiden prøvede at gøre tingene bedre end de andre. Det, "Freak Out" og "Pet Sounds" først og fremmest repræsenterede for The Beatles, var således udfordringer. Efter sigende skrev Rider Hagard "Kong Salomons Mine" efter at have indgået et væddemål om, hvorvidt han kunne lave noget bedre end Stevensons "Skatteøen". Dette bør naturligvis ikke få læseren til at lave direkte sammenligninger mellem handlingsgangen i de to romaner. Det handler i stedet om, hvorvidt den ene historie kan overtrumfe den anden. Det er på en lignende vis, at "Sgt. Pepper" må ses i forhold til "Freak Out" og "Pet Sounds".

Udover konkurrence-elementet har "Freak Out" og "Pet Sounds" dog også på en mere direkte måde inspireret "Sgt. Pepper", og det er naturligvis dét, der gør dem væsentlige i sammenhænget, og trods alt knytter dem nærmere til "Sgt. Pepper" end "Skatteøen" til "Kong Salomons Miner". Blot må jeg endnu en gang advare imod at foretage alt for direkte sammenligninger, for det er ganske enkelt ikke sådan, tingene hænger sammen. Man kan godt være stærkt inspireret af noget, og så ende et helt andet sted. I sin selvbiografi fortæller Miles Davis om nogle af sine oprindelige intensioner med mesterværket "Kind Of Blue", og om hvad der havde givet ham de ideer, og tilføjer så at det endelige resultat blev noget helt andet. Mange af de ting han nævner, kan man nu ikke desto mindre godt ane en slags transformeret omrids af på "Kind Of Blue".

Ser man rent umiddelbart på det, er "Pet Sounds" den af de to, der ligger nærmest "Sgt. Pepper" i stil og lydbillede. Begge plader er perfektionistisk producerede udgivelser, med en klart gennemtrængende ekko-mættet lyd. I modsætning hertil er "Freak Out" langt mere rå og upoleret. Faktisk kan det være ret svært at få øje på lighedstræk. Man ender let i sådanne ting, som at der på begge plader præsenteres en person specielt opfundet til lejligheden, respektivt Susie Creamcheese og Billy Shears. Man kan så give den en tak til ved at opholde sig ved den lydlige lighed imellem ordene cheese og shears, måske også argumentere for en vis parallelitet imellem navnene Susie og Billy. Rent umiddelbart vil dette for de fleste stort set være, hvad der falder dem i ørene som beslægtede træk. I virkeligheden er det ikke ret meget mere, man uden videre kan presse ud af "Pet Sounds". Derfor burde det være indlysende, at man er nød til at gå langt mere grundigt til værks, hvis det skal tilføje noget til tolkningen at indføje "Freak Out" og "Pet Sounds" deri. Ellers kan man lige så godt lade være. Skal der være nogen som helst idé i det, således at det virkelig for alvor reelt uddyber forståelsen af "Sgt. Pepper", er det ikke nok at rode en smule på må og få i overfladen.

Vejen til Pepperland

"Sgt Pepper" var en konsekvens af alt, der var gået forud. Derfor er "Revolver" en mindst lige så vigtig forløber for den som de ting af andre kunstnere, der i større eller mindre grad har ydet inspiration. Med "Revolver" havde Beatles skabt et overvældende stærkt statement. Hvis de derefter kunne overgå sig selv og overtrumfe "Revolver", ville det være en helt enestående bedrift.

Den oprindelige idé til "Sgt. Pepper" var en hyldest til hjembyen Liverpool, fuld af barndomsminder, steder og personer. Netop derfor må man sige, at den har en særlig tilknytning til det, der var gået forud.

Hvis man ikke vil begynde forfra med "In Spite Of All The Dangers", kunne et passende sted at begynde være "In My Life" fra "Rubber Soul", da det netop er en sang om minder, personer og steder. "Sgt. Pepper" skulle som nævnt have været en slags "In My Life" udvidet fra en sang til en hel langplade.

Man bør her ikke lade sig forstyrre af, at ideen hen ad vejen ændrede karakter. For i bund og grund ændrede den sig slet ikke så meget, som mange tror. Omslaget med de to udgaver af Beatles, illustrerer på en fin måde, at en bevægelse er blevet foretaget, en vej tilbagelagt. Derfra og hertil. Bag disse Beatles x 2, ses så alle deres helte. Et billede på inspirationsflowet og kreativiteten. Det handler i høj grad om personer og steder, blot er det blevet udvidet langt ud over Liverpool. Netop derfor myten om Pepperland, der vel i alt væsentligt kan udlægges som en slags fantasiens bolig. De mange personer på omslaget er alle folk, der på forskellig vis har udvist opfindsomhed, kreativitet og fantasi. Således har de på hver deres måde været med til at bygge Pepperland.

I den forstand blev der en kerne af den oprindelige idé tilbage, blot i en stærkt ombearbejdet form.

Derfor er der en hel klar idé i at benytte Ian MacDonalds fortrinlige gennemgang af Beatles' indspilninger i bogen "Revolution i Hovedet" fra og med "In My Life" og fremefter, som en slags "Vejen til Pepperland".

The Making Of

Et er at få ideen til et mesterværk. Noget andet at rent faktisk virkeliggøre ideen. Hvem som helst kunne vel ønske sig at lave et mesterværk. Men kun de færreste ville være i stand til at gøre det. Netop derfor kan der være al mulig grund til at benytte alt, hvad der findes af materiale, der gør det muligt at komme bag kuliserne, og se, hvad det helt konkret var, at Beatles gjorde, da de lavede "Sgt. Pepper". Det tager på ingen måde storheden fra den. Tvært imod får man mere respekt for den.

I de senere år er der kommet en del udgivelser på markedet, der giver mulighed for at kigge Beatles lidt over skulderen i den kreative arbejdsproces. Udover kolossen "Anthology" en komplet serie "the alternative..." af samtlige Beatles albums. Ydermere findes der en udgivelse kaldet "The Making Of Sgt. Pepper". Endnu flere ting kunne nævnes. Meget af dette materiale overlapper hinanden. Alligevel får man ligesom en ny brik til puslespillet, hvergang man får fat i en ny af den slags udgivelser. Hver eneste gang opdager man nye lag i og aspekter af "Sgt. Pepper".

Avantgarde Pop

Et sidste spørgsmål, der bør behandles i forbindelse med "Sgt. Pepper", er en mulig anledning til begrebsforvirring.

Hvis man hører til dem, der opfatter tingene sådan, at avantgarde er noget eksperimenterende, uigennemskueligt og mere eller mindre mærkeligt, mens pop er noget umiddelbart, letfængende og medrivende, kan et udtryk som avantgarde-pop ikke undgå at fremstå som en selvmodsigelse. Den, der sætter sig nærmere ind i "Sgt. Pepper", vil måske nok alligevel kunne få en fornemmelse af, i hvilken forstand og på hvilken måde denne plade på én og samme tid er avantgarde og pop, hvordan den netop i enestående grad er avantgarde-pop. Men det forhindrer ikke at udtrykket stadig kan virke generende. Naturligvis er musikken selv vigtigere, end hvad man vælger at kalde den og muligvis blot kalder den i mangel på bedre udtryk. Men sagen er imidlertid den, at vi her har at gøre med et tilfælde, hvor den påklistrede stil-mærkat er mere end bare et sådan klistermærke. Forfølger man begreberne lidt nærmere, har vi her en ekstra indfaldsvinkel, der kan blive en væsentlig kilde til forståelse af værket. Men det kræver at man får begreberne rigtigt på plads.

Avantgade betyder helt præcist fortrop. Altså det, der fører an, det, der er det nye. Pop er en forkortelse for populært (af engelsk: popular). Når man således ser begreberne i deres egentlige betydning, er der i virkeligheden ingen modsætning. Der er jo intet til hindring for, at den seneste nyskabelse kan fænge an og opnå berømmelse. Det er ofte blevet fremhævet, at "Sgt. Pepper" i ideel grad var identisk med tidsånden. Der er dem, der ligefrem mener, at den skabte tidsånden, netop var på forkant, foregreb og så ramte med utrolig præcision, og derved vakte en begejstring uden sidestykke. Noget sådan kan man vel næppe finde et mere rammende udtryk for end netop avantgarde-pop. Det må vel være lige præcis dét, det er.

Så langt så godt. Men for yderligere at udnytte hvad denne sproglige/begrebsmæssige indfaldsvinkel kan skænke fortolkningen, må man gå længere ind i den. Når man tænker den populære sang som synonym med den fængende ørehænger, så havde Beatles i de tidlige år udviklet netop dette til perfektion. Siden var de blevet noget andet, deres stil havde ændret karakter. Men de var stadig populære. Altså må man sige, at de med en ændret stil, men vedholdende popularitet, var blevet til en anden slags pop. Netop det med noget andet og en anden slags er en hovedpointe i denne sammenhæng. Det er i dette hamskifte, i denne forvandling, at "Sgt. Pepper" kan sættes på fælles formel med ting, der for de fleste mennesker vil forekomme betydeligt sværere tilgængeligt end Beatles.

Det radikale skridt, der sætter skel mellem før og efter, synes at være en hændelse, der før eller siden finder sted inden for enhver stilhistorie. Hver gang naturligvis på en ny måde, der er knyttet til særlige omstændigheder vedrørende den pågældende stil. Det udelukker dog ikke, at der også kan være visse lighedstræk, når man sammenligner de forskellige stilhistorier med hinanden.

 Det man kunne kalde det andet hovedspor i den rytmiske musik ved siden af jazzen - og i daglig tale almindeligvis betegner som pop, beat eller rock - fik med "Sgt. Pepper" sit sidestykke til den frie jazz og den moderne kompositionsmusik.

Collage-kunst

I "Træk af den vestlige verdens Musik" skriver Kjeld Overgaard og Finn Roar:

Med engelske forbilleder som The Beatles og The Rolling Stones dannedes der fra 1963 et utal af grupper bestående af solo-guitar, rytme-guitar, bas-guitar og trommer. Både Beatles og Rolling Stones startede som en r'n'r-efterklang, begge indspillede Chuck Berry- temaer(f.eks. "Roll Over Beethoven") og begge vedgår deres gæld til B. B. King og Muddy Waters.

Lennon og McCartney har dog ret hurtigt vist et originalt ansigt med en udpræget evne for velskabte melodier og har produceret en mængde sange, der er iørefaldende uden at være forudsigelige. Den musikalske stil er collagens med et vidt forskelligt inspirationsgrundlag (det være sig amerikansk musical-tradition, verdslig farvet musik, indisk musik, konkret musik m.m.) og undertiden med en opgivelse af den symmetriske sangform: 8+8+8... Ingen af kvartettens medlemmer er/var fremragende instrumentalister, men deres bedste produkter har været medvirkende til at fjerne beat'en fra den rene funktionsmusik(dansemusik) og indeholder elementer af såvel respektløs banalitet, skruppelløs naivitet som - i denne sammenhæng - mere overraskende melodiske og harmoniske vendinger.

Udover de citerede ord, er der en række nodeeksempler hentet fra sangene "Norwegian Wood", "Nowhere Man", "Eleanor Rigby" og "A Day In The Life".

Et ord, der virker påfaldende, er betegnelsen collage-stil. Det kan næppe siges at passe på hele Beatles' produktion, men det passer udpræget på "Sgt. Pepper", hvis omslag også er brugt som illustration.

Citatet er hentet fra den overordnede historiske gennemgang. Derudover kan man i bogen lave særopslag på en række af de vigtigste navne, herunder naturligvis også Beatles. Slår man dem op, står der bl.a. :

Efter de første års slagkraftige popmelodier med "dreng-møder-pige"-tekster, indtræder en ændring i 1965 med "RubberSoul", som er påvirket af Bob Dylan's lyrik. Fra og med "Rubber Soul" over "Revolver"(1966) mærkes en stigende modenhed og differentiering i såvel det tekstlige som det melodiske og harmoniske udtryk. En udvikling, der vel kulminerer i "Sergeant Pepper Lonely Hearts Club Band", som med sin blanding af noget umiddelbart folkeligt og noget raffineret - med inddragelse af visse elektroniske eksperimenter - er et hovedværk i det 20. århundredes collage-musik.

Disse betragtninger om en blanding er tankevækkende. Noget af det særlige ved Beatles er jo netop, at de trods vidtgående eksperimenter aldrig helt glemte den gode melodi. De førte an i 60'ernes avantgarde, men gennem hele karrieren blev de samtidig ved at lave ligefremme sange, alle kunne sige du til.

60'er-musikken udforsker, bryder nye veje og fornyer. Men netop når man sprænger rammerne og underlægger sig nyt territorium, forekommer der uundgåeligt mellemfaser, som lyder rædselsfuldt. Man trænger ind på et nyt område. Her er alt vildnis og kaos. Først efterhånden får man trukket ukrudtet op, behandlet og opdyrket jorden og dermed skabt kontrol og orden i det nye stykke land.

En stor del af sen-60'ernes musik er mærkeligt og lyder egentlig ikke særlig godt, men der er dog en art mening i galskaben. Det er ikke et meningsløst kaos. Der er substans, der er metode. Det udarter undertiden til støj, men aldrig uorganiseret, ukonstruktiv støj. En højere stræben tilfører substans til selv de mest yderliggående eksperimenter. Men derfor kan det alligevel undertiden virke ufremkommeligt på visse lyttere.

Peppers styrke er, at den netop ikke giver slip på velklangen. De herrer Lennon og McCartney's varemærke - den gode melodi - er stadig intakt, ligesom mange af de mere progressivt-eksperimentelle træk er indarbejdet i helheden og passet ind i et sammenhæng. Det bliver aldrig et splittet og forrevet univers. I hvert fald ikke i samme grad som mange andre ting, f.eks. Vanilla Fudge. "Sgt. Pepper" er langt mere afrundet og integreret.

Kunstrock - ikke rock and roll

Hvis man ud fra en progressivt historisk opfattelse vil betragte ting som "Sgt. Pepper" og andre eksperimenterende plader fra '67, f.eks. Cream's "Disraely Gears" og debutudspillene fra Doors og Vanilla Fudge som rock, er det vigtigt at gøre sig klart, at det er her rocken definitivt går over i en ny udviklingsfase, og bliver til en form for kunst-musik. Men kunst er netop kunstig, og dermed forlader vi den naturlige musik. Udviklingen gennem de foregående år betyder, at man allerede længe havde været på vej væk fra den, men nu gøres det endelige skridt i sin fulde konsekvens. Årtiet var åbnet med en tragisk lammelse af den naturlige rock and roll. Nu fik den nådeskuddet! Allerede i sin ramme tager "Sgt. Pepper" den fulde konsekvens med et drastigt kunstgreb.

Skuespilleren Cary Grant hed egentlig Alexander Achibald Leach. Han udtalte engang i et interview, at han skabte en rolle/karakter/figur, der hed Cary Grant, og tilsidst blev han den person. "Sgt. Pepper" foretager netop dette Cary Grant-kneb i sin grundidé. Det er Beatles i forklædning. Det er Beatles, der lader som om, de er et helt andet band. Det er Beatles, der har opfundet et orkester, som hedder Sergeant Pepper's Lonely Hearts Club Band, og så leger, at de er dette orkester. En fiktiv person kaldet Sergeant Pepper antages for virkelig, såvel som det utopisk-mytiske fantasiland Pepperland. Drømmen gøres til virkelighed, fantasien får frit spil, det uvirkelige gøres virkeligt, det kunstige bliver til i en fri strøm af kreativitet, der lader uvirkelighed blive virkelighed.

Dengang i '67 gik der sågar rygter om, at man ud fra forskellige tal, der findes på pladen, dens serienummer, antallet af sange, antallet af opstillede personer på omslagsbilledet og tal i teksterne, kunne opstille et kompliceret regnestykke, og derved nå frem til et telefonnummer, der skulle være den direkte linie til Pepperland, og rygtet gik, at en havde ringet dertil og var forsvundet.

Omslaget er en kæmpe opstilling af en lang række kendte personer. De fire medlemmer af beatles havde hver lavet en liste over deres helte. Det var alle dem, et sammensurium af musikere, skuespillere, digtere, malere, politikere m.m. der blev afbilledet i kolagen. Det var således alle fantasiens venner, inspirationskilderne, dem, der havde sat drømme i gang, dem, der havde skabt Pepperland. Da de endvidere tilhørte forskellige tidsperioder, var det et selskab, der ikke ville have været muligt i virkeligheden. Centralt og forrest i billedet står The beatles selv, så hele galleriet kommer til at virke som en kraft bag dem, den kunstnerisk skabende kraft, der fører dem frem. Beatles står der gange to. I deres pepper-uniformer og ved siden af som de så ud i de tidlige dage. Således at kan man faktisk sige, at både Beatles og Pepperband er tilstede. Men hvem er hvem?

Det var som de så ud i de tidlige dage, at de havde opnået deres første berømmelse. Det var det utallige mennesker verden over forstod ved begrebet Beatles. Men i den store kollageopstilling af papfigurer og dukker, er beatles i pepperuniformerne de eneste levende modeller. De fire med det tidlige look er voksfigurer. Hvor begynder utopien og hvor hører realismen op???

I fantasiens drømmeland er intet umuligt. Man kan gøre hvad som helst, blive hvem som helst, udrette lige hvad det skal være. Men kan drømme blive til virkelighed?

Fire drenge fra Liverpool havde haft en drøm. En drøm om at lave musik og blive berømte. deres drøm var blevet virkelighed, og sideløbende havde de været med til at sætte en ideologisk bevægelse i gang, der netop bekendte sig til en på én og samme tid naiv og spekulativ tro på de store drømme.

Der var sket meget, siden Bill Haley And His Comets indspillede "Rock Around The Clock", og det at lave en plade var blevet til noget helt andet end bare at gengive, hvad et orkester spillede. Det var netop realiseringen af utopien om at gøre det uvirkelige virkeligt. Studiet var blevet til en work shop, et laboratorium og i vid udstrækning en legeplads, hvor man gjorde ting, der ikke kunne lade sig gøre i virkeligheden, d.v.s. spille på en scene. I studdiet blev det abstrakte Pepperland konkret. Det var begyndt i Les Paul's garage, det var det første Pepperland. Men der var sket meget siden.

I forhold til de tidlige albums, er det så afgjort en anderledes Beatles-plade, og dobbeltopstillingen af gruppen på omslaget, dels i grå museham og dels i festligt farvestrålende kostumer, derfra og hertil, er et særdeles rammende billede. De er virkelig blevet et helt andet band, ligesom det ikke kan nægtes, at pladen vitterlig er festlig og farvestrålende med sine eksperimenter, sjove lyde, nyskabende harmoniuniverser og mangeartede gennemspilninger af temaerne tro, håb og drømme fra forskellige indfaldsvinkler. Samtidig undgår pladen i det store hele at komme alt for langt ud i det fortænkte og søgte, så joh - den står afgjort stadig som noget smukt og helstøbt.

Sangene

"Sgt. Pepper" åbner med et præsentationsnummer, der byder velkommen til forestillingen. Dernæst følger "With A Little Help From My Friends", - med lidt hjælp fra vennerne -, det skal nok gå altsammen, bare man får lidt hjælp og støtte henad vejen. Så følger "Lucy In The Sky With Diamonds", en særpræget surrealistisk digtning, sat i drømmende malerisk musik. "It's Getting Better", det bliver bedre og bedre. "She's Leaving Home", en sang om en pige, der stikker af hjemmefra. "The Benefit Of Mr. Kite", en sang om en cirkusforestilling, om artisterne i den magiske manege, der således betyder at side 1 både begynder og ender med en art præsentation/reklame.

"Hov - fejl!" vil kendere brøle. Det er fuldstændig rigtigt. Det var med vilje. De indviede vil bemærke, at jeg sprang "Fixing A Hole" over. Bedre kan sangen næppe illustreres. Jeg reparerer et hul, der hvor regnen trænger ind. Udfylder manglen, får tingene til at virke og fungere, sætter noget ind dér, hvor noget mangler. "Fixing A Hole" ligger mellem "Getting Better" og "She's Leaving Home".

Dette udgør pladens ene side, og lad nu være - åndsvage kværulanter - med at sige, at det er der ikke noget, der hedder, for det er at vende tingene på hovedet. Det forholder sig lige modsat: dengang "Sgt. Pepper" blev lavet, var der ikke noget, der hed cd'er!

Den anden side åbner med George harrison's "Within Without You", en spirituel meditation i indisk emballage. Så følger den hyggelige "When I'm Sixty Four". Kan drømmen bære evigt? Håb og optimisme for fremtiden. Så følger "Lovely Rita", "Good Morning", "Sgt. Pepper - Reprise" og den berømte "A Day In The Life".

Denne sangcyklus når rundt i en lang række stilistiske dialekter. Men det gennemgående træk er en særlig og indtrængende stemning, der forjættende indhyller lytteren. Man føler virkelig, at man er i en anden verden, i Pepperland. Klangene gør det uvirkelige virkeligt og siger det uudsigelige, og det handler altsammen om den store drøm. Men også på konkretplanet udfolder temaet sig tydeligt og eksplicit.

Pepper bobler af begejstring og ungdommeligt livsmod i farvestrålende jubelråb. Der skues fremad med forventning om en stor, fantastisk fremtid fuld af glæde, kærlighed og kreativitet. Optimismen mærkes allerede i sangenes titler: "With A Little Help From My Friends", "Getting Better", "Fixing A Hole", "When I'm Sixty Four". Skaderne skal udbedres, fejlene rettes, så bliver det hele fuldstændig fantastisk. Hvis bare vi giver hinanden en hjælpende hånd, går alting godt, og når vi bliver gamle, kan vi glade og livsmætte smile efter en vellykket indsats. Verden er grundlæggende et godt sted at være, og livet er basalt set en god ting. Hvis noget ikke er godt, kan man derfor bare lave det om, og så bliver alting i orden.

Eftermæle

"Sgt. Pepper" blev længe regnet for højdepunktet i Beatles' pladeproduktion. Den blev straks ved udgivelsen udråbt til at være den bedste popplade, der nogensinde var lavet. Snart var den i hvert fald den mest fortolkede og overfortolkede. Senere skulle den blive den mest omdiskuterede i en debat, hvor stadig flere satte spørgsmålstegn ved dens mesterlighed.

Sagen er den, at "Sgt. Pepper" ramte sin tid, som ingen anden plade har gjort. Den ikke bare ramte tiden, den var tiden. Derfor måtte begejstringen i dens samtid nødvendigvis være ublandet. Man talte om "et afgørene øjeblik i den vestlige civilisations historie". Overalt hvor der var en pladespiller, blev den spillet uafbrudt om og om igen. Unge mennesker sad andægtigt lyttende i noget, der kunne ligne bøn og meditation, mens de lyttede til den. Det var tidsåndens absolutte og eksakte stemme, der talte ud af denne musik.

Men netop fordi, at Pepper i dén grad var et med sin samtid, måtte den nødvendigvis blive hørt med andre ører af eftertiden. Dens styrke var samtidig dens indbyggede svaghed. Mens andre Beatles-albums, måske især "Rubber Soul" og "Revolver", har vist sig at besidde samme egenskaber som ædle vine til at blive bedre og bedre med årene, har tiden ikke været god ved "Sgt. Pepper". Dertil er den for intimt knyttet til sit udgivelsestidspunkt.

En god sang er eviggyldig og uden holdbarhedsdato, men eksperimenter og studietekniske finesser er dømt til snarlig ubetydeliggørelse. "Sgt. Pepper" satte helt nye standarder på studieteknikkens område, udviste en kreativ fantasi og originalitet, der var svimlende, og gjorde med ét slag popplader til noget helt andet, end det hidtil havde været. Men alt dette er selvsagt senere blevet overtrumfet utallige gange. Hvad der var radikalt og banebrydende i 1967, er forlængst blevet ikke blot almindelig standard, men også noget agtersejlet.

Det, der derfor er tilbage, er pladens bedste numre, den måde pladen hænger sammen og danner en form for helhed og så en særlig stemning, der må betegnes som ret så unik. Det betyder alt i alt, at d

Imidlertid virker den stadig helstøbt, og numrene står for de flestes vedkommende som ting, man ikke synes kunne være anderledes.

Dens ophobninger af special-effects kan der derimod være delte meninger om. På det senere album "Abbey Road" er en stor mængde effekter indarbejdet i det musikalske udtryk på en mere integreret måde som et diskret krydderi. Mange steder på "Sgt. Pepper" kan de virke påklistrede og uden organisk forbindelse med musikken. Netop her har vi et af de mest konkrete og direkte udtryk for den tid. I en opløftet stemning af triumf, skulle der være fest og farver, et sprælsk fyrværkeri, der strittede og struttede til alle sider.

Derfor står "Sgt. Pepper" i kontrast til en senere opfattelse, der i højere grad satser på at alt indarbejdes i et mere blandet og sammenfiltret hele, hvor enkeltdelene ikke stikker ud, men holder sig inde på plads. Men derved illustrerer man også lydligt en afgrænsning.

Som et udtryk for det ubegrænsede måtte "Sgt. Pepper" nødvendigvis stikke ud til alle sider. Denne flyden ud over alle breder stemmer dårligt overens med en senere tids idealer vedrørende pladeproduktion. Men man må her huske, at den senere opfattelse ikke nødvendigvis behøver at være mere rigtig.

Den mere ædruelige holdning, der var en uundgåelig følge af 70'ernes krise, har sat et skel mellem "Sgt. Pepper" og den nutidige lytter, der vanskeligt kan overvindes. Dens naive legesyge og højstemte optimisme kan ikke rigtig forliges med de sidste 30-40 års vokskende desillusion. I det mindste med hensyn til et optimistisk og tillidsfuldt livssyn betegner den et højdepunkt. Men atter nede på jorden virker dette svært at tro på.

Men man kan vel lige så godt hævde at det er eftertidens fejl. Svagheden ligger ikke nødvendigvis hos "Sgt. Pepper". Måske skal vi snarere finde den hos os selv.

Litani

Er vi allesammen blevet nogle mavesure nihilister? Forholder det sig monstro sådan, som George Harrison hævdede på det efterfølgende Beatles-album, at vi trænger til et ordentlig lag tæsk? Åbenbart er vi jo ikke længere modtagelige overfor kærtegn, men afviser dem vredladent og uvilligt. Er vore ører tilstoppet med ondskab? Hvordan er det kommet så vidt, at en respekteret Beatlesskribent har betegnet Pepper som en overpyntet kage? Er hans hjerte af sten? Er dit? Er mit?

Sæt den på igen og prøv at høre - virkelig høre. Ikke bare lytte til den, men høre den. Har du ingen hørelse tilbage? Intet hjerte? Intet lys? Er du blevet lutter mørke? Hvis du besidder den mindste rest af menneskelighed, kan du ikke virkelig høre, og samtidig hævde, at det er en gang overpolstret pynt og pragt. Nej! - Det er et stykke ånd. Et stykke ånd, der tilhører en anden - rigere, smukkere, gladere - tid, men stadig kan nå os og varme her i kulden og mørket.