Ørerne

Jeg havde store stritører. Det blev jeg drillet med gennem en stor del af min barndom. Der var allerede nogle tilfælde i børnehaven. Men det blev langt værre, da jeg begyndte at gå i skole.

Jeg husker engang - jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, men det var før jeg begyndte i skole - hvor jeg havde været ked af drillerierne, som jeg egentlig ikke forstod, for jeg havde hidtil ikke syntes, der var noget usædvanligt ved mine ører. Men så stod jeg og kiggede mig i spejlet. Det havde jeg gjort så tit. Studeret mine egne ansigtstræk, lavet sjove frisurer, klædt mig ud og betragtet resultatet. Men det, der skete i den situation, var, at jeg ligesom fik øje på mine ører. Disse to enorme strittende stykker hud på hver side af mit ansigt. Sådan havde jeg aldrig set dem før. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet havde set dem, eller bare været optaget af det, der var imellem dem, som jeg egentlig var ganske godt tilfreds med. Jeg havde vel bemærket dem. Tror jeg. Men i den situation fik jeg øje på dem på en ny måde, der føltes som at opdage dem for første gang, og jeg syntes, de var helt grotesk store. Pludselig forstod jeg, hvad det var, de andre drillede mig med. Det gjorde det ikke lettere.

Jeg kan huske, at jeg også lagde meget mærke til andres ører. Især hvis nogen havde store stritører. Engang hvor min far havde jubilæum, og en masse af hans arbejdskammerater kom på besøg og lykkeønskede, var der iblandt dem en mand med helt enorme ører. Dem, husker jeg, var jeg vældig optaget af.

Jeg tror, den mest intense periode var årene, da jeg var mellem seks og elleve år. Det var i den periode, at drillerierne var mest massive. Og ikke altid kun ord. Jeg har oplevet folk, der knipsede mig på ørerne, ja - endog forfulgte mig med kæppe og slog mig på ørerne.

Som en naturlig følge af disse forfølgelser, var det også den periode, hvor jeg tænkte mest over mine ører, var mest forpint omkring det og græd mange tårer på den konto.

Der var ting siden. Men overvejende af en mildere karakter. Dertil mindre konstant. Fra omkring tolvårsalderen og fremefter var kurven stødt og roligt nedadgående. Ind imellem oplevede jeg ubehagelige ting. Men slet ikke i samme omfang eller med samme hyppighed som tidligere.

Det var ikke særlig rart, da jeg engang i puberteten efter en tur i svømmehallen, hvor mit våde hår var strøget tilbage og mine ører derved trådte (endnu) tydeligere frem, oplevede, at en kammerat lige skulle komme med en “frisk” bemærkning. Det var heller ikke sjovt nogle år senere, da en pige, jeg var vanvittig forelsket i, sagde, at jeg egentlig var en pæn fyr, men at det altså ikke så pænt ud, at mine ører strittede sådan.

Det skete ind imellem, at folk, der ellers var mine venner, fik sagt noget sårende. Sikkert ikke i nogen ond mening. Bare ungdommelig tankeløshed. I den pure ungdom tænker de færreste over, hvor dybt ord kan såre, og der kan i ren kådhed blive sagt ugennemtænkte ting.

I takt med at jeg blev ældre, blev folk omkring mig det også, og efterhånden som mine omgivelser blev mere modne, hørte diverse kommentater op. Det hjalp noget. Men den periode, hvor de havde stået massivt på, var jo så bare den mest følsomme og sårbare del af livet: som barn, teenager og med nogle sidste krampetrækninger i de tidlige 20’ere.

I de sidste mange år har jeg ikke tænkt særlig meget på mine ører. Ind imellem har jeg endog selv lavet sjov med det. F. eks. Sagde jeg engang, hvor jeg fortalte en forsamling om jazzhistorie, at hvis de nogensinde havde set et billede af - eller filmklip med - en trompetist, der havde kinder, som jeg har ører, så var det formodentlig Dizzy Gillespie.

Men der er også en forskel på, når man selv siger det, og når andre gør. At bruge humor kan være en måde at omgås det på, eller at komme andre i forkøbet. Det er anderledes, når det kommer udefra. Så går det direkte ind og prikker i såret.

Jeg har ikke i mit voksne liv oplevet, at folk har kommenteret på mine ører. Med undtagelse af nogle få enkeltstående tilfælde. Disse har ikke været af en provokerende karakter. Måske til en vis grad intimiderende, sådan at forstå, at det var folk, der ikke holdt sig tilbage med, hvad de spurgte om. F. eks. Oplevede jeg på et tidspunkt en, der spurgte, om min hørelse var anderledes end andre menneskers. Når nu jeg havde sådan nogle store ører, så måtte de vel virke som en slags tragt. Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg ved ikke, hvordan andre hører. Det virkede lidt hæmningsløst. Men der var jo ikke noget ondt i det. Alligevel har jeg i den slags situationer kunne konstatere, at jeg stadig er sårbar overfor emnet. Og ja - jeg tuder stadig, når jeg ser Disney-tegnefilmen “Dumbo”.

I almindelighed tænker jeg som nævnt ikke synderligt over det. Måske har jeg i nogen grad fortrængt al den smerte, jeg følte igennem min barndom. Jeg ved det ikke.

Men ind imellem tænker jeg, at jeg måske har forvist smerten til andre kropsområder, der er lettere at skjule. Jeg ved, at nogle mennesker forsøger at skjule ar, uregelmæssigheder i deres ansigtstræk m.v. ved hjælp af kosmetik.

For mig ville ækvivalenten være at rende rundt med nogle underlige hatte, der ville have været endnu mere påfaldende end det, de skulle skjule. Så måske lå der en (delvis nød-)løsning i, at flytte fokus til steder, folk ikke ser. Det er imidlertid ikke nogen særlig heldig løsning. For selvom jeg ikke begræder mine ører, render jeg så bare i stedet rundt og har det skidt med andre ting.

Hvordan det nu end hænger sammen, kan jeg i hvert fald konstatere, at der er et mere eller mindre proportionalt forhold, således at i takt med at jeg er blevet mindre optaget af mine ører, har jeg følt en tiltagende uvilje, smerte, angst og fremmedgørelse overfor andre legemsdele.

Netop fordi mine ører har været udsat for så meget had og forfølgelse, tror jeg, at jeg har følt en forpligtelse til at vise dem omsorg og kærlighed, “tage mig godt af dem”. Men ind imellem tænker jeg, at det kun delvis er lykkedes. For smerten og barnegråden sidder stadig i kroppen, og sammen med den alt det, jeg i løbet af min opvækst gav mine ører skylden for. Min egen vrede, mit eget had. Det forsvinder ikke bare. Det flytter sig derimod andre steder hen.

Man kan vel sige, at venligere/modnere omgivelser gav mig lov til at glemme mine ører. Men kroppen huskede!