Antitesen

Det er ikke altid let at danne sig et indtryk af en sag. Især ikke hvis den er af en mere kompleks natur. Det siger vel så sig selv, at jo mere sammensat og kompliceret en sag er, desto sværere er den også at få et sikkert greb om.

Når man læser “Hændelsen” kan Pauls karakter umiddelbart forekomme en smule udflydende. Han er så uendelig modsætningsfyldt, så meget alle mulige ting, at han ikke rigtig er noget bestemt. Man kan savne noget, der ligesom sætter ham i relief og trækker nogle konkrete linier op for, hvad han er og ikke er.

Hvad indkredser Paul? Hvad hører med? Hvad ligger udenfor? Man famler rundt for at få et ordentligt greb om denne sære karakter.

Et spørgsmål, der derfor forekommer mig værd at stille, er, hvordan Pauls antitese ville være. Kan man overhovedet opstille en modsætning til noget i sig selv så modsætningsfyldt?

På en eller anden måde må Paul vel udgøre et punkt i et spektrum. I så fald burde der også eksistere et modsat punkt. Nogen ville nok sige, at dette kun er tilfældet, hvis Paul er det yderste punkt på en linie. Hvad nu hvis han befinder sig midt på linien? Men forestiller man sig en cirkel i stedet for en linie, må der være et overfor, en modpol, til et hvert tænkeligt punkt.

Men på hvilken måde udgør Paul et punkt i en cirkel? Og hvilket punkt kunne placeres overfor som dets modpol?

Er f. eks. Birger en modpol? Birger synes i hvert fald at opleve en glæde og tilfredshed ved sin krop, som er ganske fremmed for Paul. Men er dette det centrale og afgørende?

Man kunne naturligvis også hæfte sig ved den rent fysiske side og hævde, at hvis Paul er udrustet lidt over gennemsnittet, må den naturlige modpol være udrustet lidt under.

Jeg har talrige gange advaret imod at tage det rent fysiske for pålydende. Det afgørende er ikke Pauls placering i forhold til gennemsnittet. I hvert fald kan dette ikke betragtes isoleret, men må ses i sammenhæng med hans psykologiske profil. Det er overvejende i forhold til denne, at det giver mening at lede efter Pauls antitese. At fastslå, at nogen er gennemsnitlige, nogen mere og andre igen mindre er jo en simpel konstatering. Den er principielt uinteressant, så længe man ikke går ind på hvilken betydning, man tillægger dette.

Sagen er jo netop den, at der er tale om tillagt betydning, en værdiladning. Man kunne jo også være revnende ligeglad med, hvordan man stod i forhold til gennemsnittet. Måske er det det, Pauls antitese er (?). Hvis der derimod finder en værdiladning sted, altså at ens placering i forhold til gennemsnittet tillægges en betydning, så må denne nødvendigvis have tilknytning til ens gemyt og sind, såvel som en given tolkning af hvad henholdvis gennemsnitlig, over og under betyder. Altså betyder som værdiladning, ikke bare at det er så og så mange centimeter. Disse er blevet tillagt en værdi. F. eks. at så og så meget er godt, mens noget andet er mindre godt eller evt. bedre. Eller at det symbolsk afspejler en bestemt mandetype. Eller hvad som helst, der hævder, at det skulle være andet og mere end blot et givent antal centimeter.

Man kan hurtigt fastslå, at Paul værdilader i en helt ekstrem grad, hvor der næsten ikke er nogen grænser for den betydning, en minimal forskel kan have. Den oplagte modpol synes altså umiddelbart at være den ligeglade, der overhovedet ikke tillægger det nogen som helst betydning. Her kan man rent faktisk tale om en linie, hvor Paul udgør noget nær det yderst tænkelige punkt, og man således uden videre kan opstille den modsatte yderlighed: totalt ligeglad, skænker det aldrig en tanke.

Hvis man derimod vil forestille sig en linie, der går på forskellige tillagte betydninger, bliver spørgsmålet straks sværere. For kan man overhovedet koge Pauls tolkning ned til essensen? Anser han f. eks. Ejners for at være idealeksemplaret? Eller går denne tolkning i højere grad på, at Ejners passer til Ejner, således at der er tale om noget afstemt balanceret, således at det ideelle i højere grad end eksemplaret selv går på, at det harmonerer med den øvrige fysiognomi?

Mener Paul overhovedet, at hans eget eksemplar er forkert i sig selv? Eller synes han bare ikke, at det passer til ham, men sådan set kunne være fint nok til en anden? Hans tankeflugt om de forbyttede lem kunne faktisk antyde noget i den retning.

At Paul har en voldsom længsel efter harmoni og at ting passer sammen, kommer til udtryk på en mængde andre måder. Alene hans maniske hang til systemer peger i den retning.

" ... Hvis mit liv ikke er mit eget, må en anden jo have taget mit ... "

På hvilke andre måder kan man tale om, at Paul repræsenterer en given position, og hvad bliver så her den logiske modsætning?

I forlængelse af Pauls hang til harmoni og balance, kan man sige, at dette hænger sammen med en længsel og en mangel. Det er jo netop dét, Paul savner. Der er alt for meget i Pauls liv, som ikke hænger sammen.

Spørgsmålet om en antitese er netop des årsag svært at besvare, eftersom Paul er så sammensat, at han rummer elementer af stort set enhver tænkelig position.

Man kunne så naturligvis sige, at det overordnede bliver netop det sammensatte, det splittede, det paradokse. Antitesen skulle så være det hele, det afrundede, det sammenhængende. Men hvordan og på hvilken måde?

Hvis det centrale og essentielle ved Paul er fraværet af harmoni, sammenhæng og balance, må hans modsætning vel være tilstedeværelsen af dette, at have fundet og besidde alt det, Paul savner.

Imidlertid er det indlysende, at disse to positioner er fælles om et værdisæt, hvad der er det eftertragtelsesværdige. Man kunne vel også mene, at det var noget andet, som var det afgørende at finde og opnå. Altså: skal modsætningen opstilles som forholdet mellem at have nået og ikke nået, eller om forskellige syn på, hvad det er, man skal nå?

Man kunne også - som allerede antydet - sige, at eftersom Pauls peniskompleks er så udtalt og i så ekstrem grad styrer hans liv, måtte antitesen vel være en dreng/mand helt fri af den slags spekulationer. Sagen er imidlertid ikke helt så enkel.

Som det jo atter og atter viser sig i “Hændelsen”, ligger der andet og mere i det kompleks end som så.

Vist er det en plage, en pine og kilde til konstant lidelse. Men som man jo også ser en stribe af eksempler på, er det samtidig en flugtvej. I mange svære situationer står det som den lille pine, der kan aflede opmærksomheden fra den større.

Som det efterhånden bliver tydeligt i løbet af “Hændelsen”, er det i udpræget grad dette, der gør sig gældende i den centrale situation, titlen refererer til. Der er langt mere smertefulde ting på spil, som Paul mere eller mindre holder udenfor sit opmærksomhedsfelt ved at fokusere på det bare lidt svære, det bare lidt pinefulde.

En variant over dette, som også gentagne gange viser sig, er, at Paul bruger det som et middel til selvafstraffelse og ydmygelse.

Jeg kalder det en variant fordi, det i virkeligheden har meget til fælles med at bortlede opmærksomheden fra det rigtig svære ved hjælp af det blot lidt svære. Dels er også selvafstraffelsen en bortleden opmærksomheden. Når Paul føler, at han ikke kan magte tingene, at han ikke slipper så heldigt fra det ene eller andet, træder mekanismen ind. Også her bliver der tale om at ikke se ting i øjnene. Der er denne dobbelte bevægelse, hvor han på den ene side flytter fokus fra det, der nager og kravler ind i et beskyttelsesrum, hvor noget andet lægger beslag på hans opmærksomhed. Men samtidig tager han det nagende med derind i en kamufleret form. Netop derved bliver der tale om en paradoksal tilstand. Den reagerer og reagerer ikke på situationen, flygter og konfronterer på èn gang.

Dertil kommer, at der også er et selvpinerisk element i, når det lidt svære får fokus frem for det meget svære. På et eller andet plan bebrejder Paul sig selv netop det, at der er ting, som er svære for ham. Det udlægges som manglende suverænitet, at ikke være situationens herre.

Et bud på en antitese kunne derfor måske også være en, der var optaget af de ting på en positiv måde, og hvor det rummede et element af belønning at gå ind i det univers. Ligesom når man synes, at man efter en stor arbejdsindsats fortjener en afslappende hyggestund. I det mindste rent hypotetisk kunne man vel forestille sig, at det på denne vis også kunne være et rum man gik ind i, netop når man følte, at man magtede tingene.

Det er det helt tydeligt ikke for Paul. Han søger ikke trøst, belønning og glæde her. Han søger straf, nedværdigelse og lidelse. Pauls absolutte modsætning kunne altså - i det mindste i teorien - søge noget glædeligt.

Men på hvilken måde?

Inden jeg går nærmere ind på dette spørgsmål, vil jeg lige kort påpege en detalje omkring personernes navne i “Hændelsen”. Vokalerne a og u, findes også i navnene Janus og Magnus. Andre har den ene, f. eks. Hubert. Skulle man rent sprogligt opstille Pauls modsætning, måtte navnet blive Luap. Det navn findes ikke. Jeg er nu også ret tvivlende i forhold til, om det overhovedet lader sig gøre at opstille en absolut modsætning. Det ender formodentlig med at blive en variant, hvor et enkelt eller nogle få væsentlige og centrale træk er ændret. F. eks. En slags gladere og mere tilfreds Paul, der så måske kunne hedde Lau. Frem for det konsekvent omvendte har vi slutningskonsonanten som begyndelsesbogstav, men vokalerne i samme rækkefølge. Dertil er navnet kortere. Det er med andre ord en ufuldstændig figur, et fragment, som måske oven i købet ved nærmere eftersyn også kan findes inde i Pauls modsætningsfyldte sind.

Hvis vi altså tænker os en slags gladere Paul, bliver det afgørende at få fastslået noget om denne glædes art. Er det en generel livsglæde, tilfredshed med tilværelsen? Eller gælder den noget mere specifikt? I det sidste tilfælde: hvad og hvordan?

En af de forklaringsmodeller, Paul selv benytter, er, at han ser sig som et offer for en konkurencementalitet, hvor alt handler om point, og hvordan man står i forhold til de andre. Man kan her vanskeligt have en værdi i sig selv. Værdi er noget man har i forhold til de andre og på disses bekostning. Derved ændrer værdi sig konstant afhængig af situationen. Det bliver aldrig bare værdi punktum. Det ville netop kræve en værdi, man har i sig selv.

Overfor dette kunne Lau - “den glade Paul” - måske være en, der hvilede mere i sig selv og troen på eget værd. En, der ikke nødvendigvis betragtede andre som rivaler og konkurrenter, men bare som nogen, der var, som de nu var. I så fald ville han også kunne forholde sig anderledes til, når nogen udmærkede sig i særlig grad. Det ville ikke være en trussel imod hans værdi. Det ville være noget, han kunne anerkende og påskønne. Han ville kunne være en såkaldt brudgommens ven.

For at forstærke billedet kan vi sådan set godt tilføje den fysiske modsætning, at mens Paul er i overkanten af gennemsnittet er Lau i underkanten. Derved gives der netop et spillerum for positionen som brudgommens ven.

Psykologien i bred almindelighed er tilbøjelig til at mistænkeliggøre denne position. Men hvorfor skulle den ikke kunne være reel og ægte? Behøver der nødvendigvis at være en misundelse indblandet i al beundring? Kan man ikke beundre en dygtig musiker uden nødvendigvis selv at ønske, man var så dygtig? Kan man ikke i rolig, jævn beskedenhed være godt tilfreds og så bare glæde sig over dét, der er særligt og usædvanligt? Behøver man absolut ønske, at man selv havde del i det? Er det ikke i bund og grund et produkt af et konkurrencesamfund, når man tænker, at dette ikke lader sig gøre? Eller er det simpelthen fordi, at det er så sjældent, på en vis måde så ideelt, at man finder det nødvendigt at udsætte det for en streng efterprøvning?

De fleste ligger jo netop under for en konkurrencetænkning. De fleste vil gerne hævde sig. At være så frigjort fra dette, så meget hævet over det, at man simpelthen kan glæde sig over det bemærkelsesværdige, at være så hvilende i sig selv at man kan se det bemærkelsesværdige uden at det betragtes gennem mindreværdskompleksets briller. Det er sjældent. Derfor er de fleste nok tilbøjelige til at mene, at det ikke kan forholde sig sådan.

For visse enkeltområders vedkommende kan man så nogenlunde acceptere, at det kunne forholde sig således. Men modsat er der så andre enkeltområder, hvor det forekommer de fleste, at dette er særlig umuligt. Men hvorfor skulle det i grunden være mindre muligt i forhold til det ene end det andet?

Mange vil kunne gå med til, at man måske nok kan beundre stor musik, uden nødvendigvis at gå med et hemmeligt ønske om at være en stor komponist. Tager vi metaforen med brudgommens ven bogstaveligt, så er det vel ikke alle forlovere, der er hemmeligt forelsket i bruden. Det synes plausibelt, at man må kunne glæde sig på sin vens vegne over, at han har fundet den store kærlighed, og i øvrigt ikke nærer nogen personlig interesse i denne kærligheds genstand. Men når det kommer til penisstørrelse, vil de fleste protestere og hævde, at det ikke lader sig gøre at være brudgommens ven. Men hvorfor egentlig ikke?

Og hvad med de kvinder, der ønsker sig en veludrustet mand? Er det så fordi, at de i hemmelighed ønsker, at de var blevet skabt som mænd?

Som jeg andet steds har været omkring, kan der sagtens gemme sig noget andet bag dette. Men behøver det nødvendigvis at være tilfældet?

Jeg ved det ikke.

Som det vel uden videre er tydeligt, er jeg her ude i et tankeeksperiment, der anskuer tingene på en anden måde end de modeller, jeg almindeligvis benytter. Jeg har i en række af mine seneste indlæg forsøgt at anstille mig tvivlende og kritisk til mine hidtidige forklaringsforsøg.

Således er jeg i denne betragtning også helt åbenlyst på kollisionskurs med noget helt centralt i min egen teori, nemlig det, at utilfredshed simpelthen er utilfredshed, at dette intet har med den ydre fremtrædelsesform at gøre, da denne har udelukkende symbolsk betydning, i grunden intet med sagen at gøre.

Forholder det sig sådan, skulle man altså ikke kunne have det bedre med en anden fremtrædelsesform. Denne skulle ifølge teorien blot blive genstand for samme utilfredshed i en moduleret version, hvor man blot omfortolker utilfredsheden i lyset af tingenes (ændrede) tilstand.

Det holder muligvis - muligvis ikke - stik. Men det kræver i hvert fald, at der reelt er og foreligger en utilfredshed.

Hvad nu, hvis man overhovedet ikke er utilfreds? Skulle det ikke være muligt?

For enhver, der blot nogenlunde opmærksomt har læst “Hændelsen”, er det tydeligt, at Pauls livskonflikt og kompleksområde er af en sådan art, at han næppe ville kunne finde sig tilfreds med noget som helst. En utilfredshed ville dukke op, uanset hvilke omstændigheder, der gjorde sig gældende.

Hvis det holder stik, er det klart, at brudgommens ven vitterlig er en antitese til Paul. Men lad os forestille os en ubetydelig variant af Paul, hvor hele forskellen bestod deri, at der frem for den grundliggende utilfredshed, der under alle omstændigheder ville ytre sig, var tale om en oprigtig opfattelse og mening om tingene. Hvis Paul virkelig fuldt oprigtigt mente, at det helt almindelige, lidt uanseelige - statistisk gennemsnitlige, men som synsoplevelse forholdsvis lille - lem var det ideelle, så ville en tilfreds indehaver af et sådan vel i grunden ikke være Pauls antitese, men snarere en heldigere Paul. De ville være enige om, hvad der er det ønskelige. Faktisk ville de være rørende enige om stort set alt. Forskellen ville da netop bestå i den ydre fremtrædelsesform, som jeg jo ellers hævder, overhovedet ikke gør nogen forskel.

Det er med forbehold, jeg går så langt i retning af at modsige min egen teori. Som allerede påpeget, kan det næppe helt forholde sig sådan med netop Pauls tilfælde.

Men er det så fordi, at Paul helt nede i sin grundkonstruktion har et problem? Eller er det et spørgsmål om graden af indsigt og erkendelse, at han ikke i tilstrækkelig grad har gennemskuet konkurrencesamfundets illusioner?

For så vidt handler det vel heller ikke dybest set om ydre fremtrædelsesform, men om synet på denne. Holdningen dertil. At være tilfreds eller utilfreds er jo netop en indre værdiladning af den ydre fremtrædelsesform.

Pauls vanskelighed synes at ligge i netop dobbelthederne, ikke mindst i forhold til Kierkegaards forståelse af angsten. Det er altid det, der på en gang tiltrækker og frastøder, som gør sig gældende hos Paul. Han kan ikke ønske noget uden at samtidig frygte det, og ikke frygte noget uden samtidig at ønske det. Men Paul er vel ikke repræsentativ for hele den samlede menneskehed. Der findes andre gemytter og typer.

Eller man kunne sige, at netop fordi angsten er dobbeltbunden, både rummer en frastødning og en tiltrækning, må der også være to sider at se den fra. Den hyppigste betragtningsmåde ser på det afskrækkende, frastødende. At noget skræmmer og gør en bange. Det lader sig gøre at isolere dette og opridse et rent rædselsscenarium. Men da det jo samtidig tiltrækker og fascinerer, må det ligeledes være muligt at betragte denne side isoleret. Lader det sig gøre at tale om det skræmmende uden at medtage det fascinerende, må det også kunne lade sig gøre at tale om det fascinerende uden at medtage det skræmmende.

Biler kører på veje. Men man kan godt tale om biler uden at tale om veje, og om veje uden at tale om biler. Således kunne Lau figuren altså også opfattes som en udskillelse af den anden side, der muliggør en isoleret betragtning af denne.

Lad os altså forestille os denne Lau. Hvem er han? Hvordan er hans liv? Hvordan ser han på tingene?

Vi kan jo prøve at lade ham selv få ordet. Så får vi i hvert fald at vide, hvordan han selv opfatter sin situation. Så kan vi jo altid siden udsætte dette for en kritisk efterprøvning. Hvis vi overhovedet mener, at der er grund til dette. Det kunne vel også tænkes, at vi uden indvendinger kunne godtage hans opfattelse, uden at heri se manglende selvindsigt, afvigelsesmanøvrer og livsløgne.

Hvordan taler og tænker Lau? Jeg forestiller mig nogenlunde som følger:

Jeg er dybt fascineret af store pikke. Kan godt lide at finde billeder på internettet eller pornografiske klip, hvor en eller anden flot kvinde slikker på en ordentligt børge. Eller at kigge mig omkring i et omklædningsrum. Jeg nyder synet af et fyldigt, velvoksent lem. Jeg tilstår det gerne: jeg er ret vild med den slags. Vel at mærke så længe de sidder på andre. Jeg ønsker mig ikke sådan en.

Jeg er glad for min egen. Det er frydefuldt og glædeligt hvergang, jeg ser på den eller rører ved den. Den er ikke særlig stor. Men jeg synes selv, at den er pæn. Den er tilstrækkelig til at kunne opfylde diverse funktioner, og det - mener jeg - er stor nok. Hvis jeg får rejsning, kan jeg tydeligt mærke, at den er dernede. Men der er rigeligt plads til, at den kan være der. Når jeg rører ved min erektion, nyder jeg, at den er der. Bare er der, uden at strække sig ud over det hele. Det tror jeg ikke, at jeg ville synes var rart.

Det er sjovt at se på billeder og betragte folks ansigtsudtryk. Nogle af dem, der har sådan en, der rigtig strækker sig ud, ser glade og stolte ud. Men ikke dem allesammen. Der er også indimellem nogen, der ser næsten lidt forlegne ud. Eller ligefrem skamfulde.

Det er da fint for dem, der er glade for, at de har sådan en. Men jeg tror ikke, jeg ville synes, at det var rart, hvis den fyldte så meget og man skulle forholde sig til sådan et langt stykke. Det ville heller ikke på samme måde kunne være ens egen lille pirrende hemmelighed. Med mindre man gik i usædvanligt løstsiddende bukser, ville alle kunne se en ordentlig bule. Jeg elsker at kunne have min helt egen private lille hårde klump i bukserne, min spændende hemmelighed, som er der, men ikke strækker sig ud. Bare er der. Er der i tilstrækkelig grad. Men ikke udover det nødvendige.

Den er koncentreret!

Jeg fik engang lov at røre ved en kammerats svulstige kæp. Naturligvis var det spændende at prøve at røre ved sådan en stor en. Men på en måde virkede den også forkert. Den lange udstrækning virkede som noget udflydende, jeg er lige ved at sige ufokuseret. Der var netop ikke det her, at den var der. Der var så meget af den, at den på en måde netop ikke var der. Jeg nægter ikke, at jeg var vildt fascineret af den. Men jeg ved ikke, om jeg egentlig syntes, han var heldig.

Nej - ærlig talt. Jeg ved virkelig ikke, hvor heldige, jeg synes, de veludrustede er. Der er noget, de har mere af. Men jeg tænker tit, at der er så meget andet, de - netop derved - har mindre af. De kan aldrig blive rigtig imponerede, ikke beundre. Det giver jo ikke rigtig mening at sige: “Er du gal hvor er den stor!” Hvis ens egen er lige så stor eller endnu større. De kan aldrig rigtig opleve glæden ved at begejstres.

Det er jo heller ikke sikkert, at de altid ønsker at blive lagt mærke til. De kan ikke være i fred i et omklædningsrum. Der er altid nogen, der stirrer på dem. Dertil kommer, at de ligesom skal imponere. Derfor ligger der også altid et pres på dem for at rent faktisk kunne.

Hvis de sidder i et selskab sammen med en masse andre fyre, tror jeg, at de har det forfærdeligt. For der er hele tiden et prestigespørgsmål indover om hvorvidt, de nu også rent faktisk kan slå alle de andre, eller om der er en potentiel overmand tilstede. Jeg behøver ikke spekulere over den slags. Hvis jeg sidder sammen med en flok andre fyre, så ved jeg ganske sikkert, at mindst halvdelen er større end min. Jeg behøver aldrig at spørge, om min nu virkelig er den største af dem allesammen, for det ved jeg, at den ikke er.

I selskab med en enkelt anden, kunne hans vel være mindre end min. I særlige tilfælde kunne vi vel også være en trio, hvor begge de to andre var mindre. Men det ville være tilfældigheder og sammentræf. Ikke et krav. Derfor behøver jeg slet ikke bekymre mig om det indbyrdes forhold imellem os. Ifølge almindelig sandsynlighedsberegning er det endvidere næsten helt sikkert, at var vi fire, ville mindst en af de andre være større. Det mest sandsynlige er faktisk, at jeg ville have den mindste af de fire.

Men jeg ligger ikke under for omvendt præstationsangst. Jeg er ikke bange for, at en anden skal være mindre end min. Det må den gerne være. Det ændrer sådan set ikke noget ved mit selvbillede. Det gør heller ikke noget på anden måde. Jeg ærgrer mig ikke over, at jeg ikke kan gøre den til genstand for beundring. I modsætning til dem, der har en masse at vise frem, er der masser af andre, jeg kan beundre. Så at der ind imellem er en, der ikke kan bruges til formålet, er ikke et problem for mig.

At jeg kan finde nogen at beundre får mig til at føle, at jeg på en måde har noget forud for dem, der beundres. Det kan de jo ikke finde.

At der så også er nogen, der ikke kan bruges til formålet, er sådan set komplet ligegyldigt.

Det er netop det, der er forskellen: mens det er et problem for de store, hvis nogen er endnu større, er det overhovedet ikke et problem for mig, hvis nogen er endnu mindre. Jeg render ikke rundt og er bange for, at min skal være større end den eller den. Jeg ved, at der er nogen, der er mindre end min. Jeg har endda set nogle stykker, der var væsentligt mindre. Det generer mig overhovedet ikke.

Jeg elsker virkelig min egen pik, nøjagtig som den er. Jeg ønsker den ikke på nogen måde anderledes, og ville ikke bytte den med nogen anden.

Når jeg er så fascineret af de store og gerne vil beundre dem, er det udelukkende fordi, at jeg synes, de er interessante og spændende. Jeg bliver enormt benovet og henrevet, ofte også liderlig af at se på dem, og det gør voldsomt indtryk, at de er så store. Men når jeg griber i bukserne efter den hårde klump, som er der, netop er der, er der uden at vælte ud over alle breder, er der koncentreret og fokuseret, så er jeg lykkelig for, at jeg ikke har sådan en, der strækker sig ud.

Det er jo heller ikke sådan, at den er så lille, at pigerne får et latteranfald og derefter sparker mig ud af sengen. Ingen af mine kærester har klaget. Egentlig har ingen rigtig sagt noget. Men nogle af pigerne har med deres kærtegn og des lige givet mig det indtryk, at de var glade for den. Der var især en, som i den grad hele tiden ville gøre ting med og ved den, at jeg ikke kunne få andet indtryk, end at hun var temmelig vild med den.

Det er også derfor, jeg tør sige så sikkert, at der er nok af den til at klare det funktionelle. Hvorfor skulle jeg så være utilfreds? Når man har lige nøjagtig den mængde, man skal have, og hverken for meget eller for lidt, jamen så kan man da kun være glad.

Jeg ved godt, at der nok er mange, som ikke vil tro på mig. Men helt ærlig: hvorfor skulle jeg ikke være glad? Jeg har en dejlig, lille pik, som pigerne gerne vil have. Når jeg befinder mig i et lokale med en mase andre fyre, ved jeg, at en masse af dem er større. Netop derfor behøver jeg ikke at bekymre mig om det. Jeg lever ikke med en frygtelig tvivl, ikke disse pinagtige måske´er.

Jeg tror virkelig oprigtig talt, at det er hårdt for dem, der hele tiden sidder og tænker: “jeg har en stor en, Men er den nu også stor nok? Kan jeg nu virkelig være sikker på, at den er større end alle de andre? Hvad med ham den høje fyr derovre med de store hænder? Han har sikkert en ordentlig en. Hvad nu, hvis jeg ikke kan slå den?

Det kan da ikke være særlig sjovt. Så er det da meget bedre at sikkert vide, at mindst halvdelen er større end min. Der er ingen grund til tvivl og spekulationer. Der er ikke sådan noget med, om jeg kan slå den ene eller anden. Det kan jeg sandsynligvis ikke. Mange af dem kan jeg i hvert fald helt sikkert ikke. Dem er der for mange af til at det kan få en betydning, om jeg eventuelt kan slå lige den og den. Den usikkerhed forsvinder imellem alt det sikre. Skulle der så være en enkelt eller to, jeg rent faktisk kan slå, har det ikke noget at sige. Det bekræfter bare, at min er, som den skal være.

Jeg tror ikke, jeg ville bryde mig om, hvis den ligefrem var rekord-lille. Det ville heller ikke være godt. Den er netop, som den skal være. Vist nok en anelse under helt nøjagtig middel og gennemsnit. Men stadig helt rigtig og hverken for stor eller lille. Selvom 60-65% er større, er der trods alt stadig 35-40%, der er mindre. Den er så at sige lille på en normal og middelstor måde, hvis man kan sige det sådan. Den er virkelig pæn og velformet, og som nævnt er pigerne godt tilfredse med den.

Jeg behøver ikke at konkurrere og forsøge at bevise noget. Her er noget, hvor man kan sige, at det er den for lille til.

Gudskelov for det!

Jeg er lykkeligt fri for hele det ræs. Jeg er ikke fanget i hele det spind af sejr og nederlag. Jeg kan med lykkelig sindsro gå ud og bolle pigerne med min smukke lille pik, og jeg kan kigge beundrende på alle de enorme køller på samme måde som andre nyder en god middag eller et smukt stykke musik. Den fascination og kilde til begejstring ville jeg meget nødig være foruden.

Men den er jo netop betinget af, at min egen ikke ligefrem er overvældende. Det må være trist for dem, der deler min passion, men er for voldsomt udrustede til at kunne finde nogen at beundre.

Jeg er heller ikke sikker på, at beundringen altid føles lige smigrende og bekræftende. I offentlige omklædningsrum og bade må det undertiden være ubehageligt, at alle kigger to gange. I hvert fald passer det mig fint, at jeg kan være i fred for evindelige blikke. Nogle skæver naturligvis. Men det er kun et hurtigt blik, så er deres øjne allerede på vej videre. Jeg tror, jeg ville føle mig udstillet, hvis alle gloede måbende på mig.

Sådan tænker og taler Lau!

Hvis man herefter vil forholde sig kritisk til hans statement, kan man vel især synes, at han virker lige lovlig glad, tilfreds og hvilende i sin opstilling og tillige er lidt for sikker på dens rigtighed. Det er svært at se, at han på nogen måde skulle være i stand til at forholde sig kritisk-tvivlende til, om alt det, han siger, nu også er helt rigtigt. Er han nu også virkelig helt tilfreds med sin egen? Eller prøver han i virkeligheden at overbevise sig selv derom? Er han ikke bare lidt misundelig på de store, og kunne det ikke i virkeligheden handle om sure rønnebær?

Det er èn måde at forholde sig kritisk til Lau. En anden kunne være at godtage hans statement, men spørge, hvad der kunne tænkes at ligge bag. Godtager man det, kan der jo netop ikke være tale om misundelse og personlig utilfredshed. Han siger selv, at det kan sammenlignes med at nyde kunstgenstande eller des lige. Det kan det muligvis også. Men det afspejler jo samtidig et menneskes personlighed, hvilke kunstgenstande det er særligt betaget af.

Kort sagt: fascinationen synes at skyldes noget andet, end at han gerne ville have sådan en. Men hvad er så dette andet for noget?

Man kunne også vælge, at helt og holdent godtage Laus statement. Da ville der blot være tilbage at spørge, om dette gør ham til Pauls antitese?

Det synes det strengt taget ikke at gøre. Faktisk ligner de hinanden en hel del og er enige om det meste. Godtager man opstillingen ukritisk, må man vel snarere sige, at Lau er en mere heldig variant over Paul. Han har nået det mål, Paul sætter sig, at kunne sige “min”. Men samtidig har han derved opnået en sjælefred, der gør det muligt for ham at sige “de andres” uden at dette er noget forpint, og i øvrigt uden egentlige sammenligninger.

Ganske vist er det en vigtig pointe, at hans egen ikke må være større, fordi det ville stille sig i vejen for beundringen af de andre. Men der er ikke tale om sammenligning i en konkurrende forstand. Blot om konstatering af en forskel, der konstateres med glæde.

Man kunne også sige, at mens Paul gør de andres til det referencepunkt, der skal afgøre sagen for hans egen, lader Lau modsat sin egen være det centrale referencepunkt.

Men igen: gør det ham til en antitese? Er han ikke snarere en slags idealiseret Paul - dét, Paul gerne ville være?

Således er Paul og Lau da også fuldstændig enige om, hvad der er de tre primære fordele ved at have en lille en, nemlig at man (1) kan beundre de store, og at man (2) undgår udpegningen, samt endelig (3) at man er fri af de evindelige rivaliseringer.

Selvom Lau bruger nogle lidt andre ord end de termer, vi her er nået frem til, benytter han nogenlunde de samme kategorier og forstår dem på samme måde. Således kredser han en hel del om udpegningen, blot uden at kalde den sådan. I forlængelse af udpegningen har han ligeledes et fint blik for freakshowet. Faktisk kan man kalde ham den ideelle tilskuer til dette, og dermed er han atter bestemt som det, Paul gerne ville være.

Det leder frem til spørgsmålet om, hvordan Paul ville have haft det, hvis han havde ligget i underkanten af gennemsnittet fremfor i overkanten. Vi er her på kollisionskurs med en af vore helt centrale antagelser, nemlig at det ydre er uden betydning og blot et slør foran det egentlige, idet at det overhovedet ikke handler om den rent fysiske side, men en symbolsk tolkning af denne.

Det ligger da også lige for at mene, at Paul har en sjælskonflikt, der ikke bare vil kunne løses med et andet lem, som det ligger nær at antage ville blive offer for samme utilfredshed, det evige “græsset er altid grønnere …”

Men man kunne vel trods alt forestille sig, at Paul kunne have valgt et andet symbol, dersom det havde været en anden kropsdel, der markerede sig. Valget af samlende ydre metafor for det indre problemfelt er vel ikke et helt tilfældigt og vilkårligt valg.

Det er uhyre udbredt blandt folk med en mere almen BDD at mene, deres forskellige kropsdele ikke passer sammen. Det ene er for stort, det andet for småt, det ene for kantet, det andet for rundt og så fremdeles. Som oftest er dette mere eller mindre indbildninger eller groteske overdrivelser af helt ubetydelige disharmonier.

Det sker dog immervæk, at man møder mennesker, der ser ud som om de er sat sammen af umage dele, at f.eks. over- og underkrop kunne have tilhørt to forskellige mennesker. Men det er ikke nødvendigvis disse mennesker, der lider under en BDD. Mange af disse ser for omgivelserne ret almindelige ud. Men det reelle og den psykiske lidelse kan i visse tilfælde falde sammen.

Når man husker, at Paul var en lille, grim, svag og langsom dreng, der ikke kunne alle de her drengeting med at kaste med sten, løbe stærkt og kravle højt op i træerne, men samtidig kunne konstatere, at hans køn var særlig tydeligt markeret, er det vel i grunden ikke overraskende, hvis han syntes, at tingene ikke helt passede sammen.

Endvidere er det jo tydeligt, at hans hovedanklage imod sit lem går på, at det ikke passer til hans personlighed. Han er ikke den slags mand, der har den slags penis. Dermed siger han jo strengt taget ikke, at der er noget i vejen med den. Den kunne måske være helt rigtig, hvis bare den sad på en anden.

Samtidig gælder så, at den netop benyttes som metafor og ydre udtryk for hans konflikt. På en måde passer den altså snarere alt for godt til hans sind. Men vel at mærke de dele han ikke vil stå ved og ikke vedkende sig. Det, den ikke afspejler, er hans idealiserede jeg, den Paul, han gerne ville være.

Hvis den havde gjort det, ville han muligvis have valgt en anden legemsdel som repræsentant for sin konflikt. Derved kan Lau atter køres på banen. For at han har det godt med sin penis, udelukker vel ikke, at han kan have det skidt med andre ting.

Alt i alt forekommer Paul og Lau snarere at være nære slægtninge end modsætninger.

Det kunne man diskutere længe og indgående. Men om ikke andet er Lau i hvert fald et pudsigt alternativ til ham, der er ked af at have en lille en, og ham, der er stolt af at have en stor en. Lau er påvisningen af et alternativ til disse, en mulighed mere.

Inde i den sammensatte og psykisk invaliderede Paul findes vel i grunden alle opstillingerne side om side med hinanden, ivrigt indviklet i en rasende diskussion, hvor ingen af dem for alvor kan sætte sig igennem.

Således er det tvivlsomt, om vi har fundet antitesen. Det har vi formodentlig ikke. Men vi har altså derimod fundet en lidt kuriøs position, der formodentlig er relativt sjælden. Den fordobler sig automatisk og genkalder Pauls på overfladen primære position. Overfor ked af lille og glad for stor, får vi ked af stor og glad for lille.

Dermed kommer vi tilbage til en kritisk efterprøvning. Holder den vand? Er han nu helt ærlig, ham Lau? Eller stikker der noget under? I givet fald: hvad?

Her er der som nævnt to forskellige veje at gå. Den, hvor man for så vidt godtager det, Lau siger, som et ærligt udtryk for, hvordan han har det, og så blot spørger til noget bagvedliggende: hvorfor har han det sådan? Dertil den model, hvor man i højere grad anser det sagte for mistænkeligt og ikke fuldt ud tror på ham, men snarere anser det sagte for et forsøg på at overbevise sig selv.

Hvis Lau bare bluffer og smålyver er det vel i grunden ikke videre interessant. Så kan man jo ikke gøre ret meget andet end bare at feje det sagte væk som et røgslør. Hvis han derimod er ærlig i sin fremstilling, lukkes der op for nogle spændende perspektiver. Hvorfor er Lau sådan indrettet?

For at svare på det ville jeg blive nød til at skrive en ny roman, der lag for lag afdækkede Laus psykologi. Det har jeg ingen planer om at gøre.

Derfor vil jeg begrænse mig til at stille spørgsmålet. Herefter kan alle hver især komme med deres bud på svaret. Derved har jeg måske haft held til at vække til eftertanke. Det ville i det mindste glæde mig.

Et par spørgsmål, der i den forbindelse er værd at stille er, hvordan den absolutte adskillelse, der her har fundet sted mellem konkurence og beundring nærmere bestemt tager sig ud? Lau ønsker ikke at konkurrere. Men som han direkte indrømmer, har han en stor trang til at beundre. Hvad kunne der tænkes at ligge bag denne? Er sagen virkelig udtømt, når man har trukket sammenligningen til at lytte til et smukt stykke musik eller betragte en flot udsigt? Eller ligger der mere bag? Hvori består i givet fald dette mere? Hvis det reelt er lykkedes at gennemføre en absolut adskillelse mellem konkurence og beundring, betyder det så, at der vitterlig er tale om to helt forskellige fænomener, der blot ofte sammenblandes, men i virkeligheden har helt forskellige karakteristika? Hvordan skal man i så fald opfatte, forstå og beskrive deres respektive fænomenologi?

Som jeg andet steds har gjort rede for, var min oprindelige idé med at udstyre Paul med en stor penis netop at understrege, at det rent fysiske er uden betydning. Kort sagt: at der ikke var tale om et banalt mindreværdskompleks: ked af at have en lille en. Pauls størrelse fastslår helt tydeligt, at det ikke kan være det, han er ked af.

Jeg har her strukket dette faktum til det yderste. Samtidig med at forholde mig kritisk til min egen teori, har jeg på sin vis understreget den centrale pointe. For hvis komplekset ikke nødvendigvis handler om at være ked af at have en lille, handler tilfredsheden modsat heller ikke nødvendigvis om at være glad for at have en stor. Hele dette forhold kan uden videre vendes på hovedet.

Hvis man spørger, hvad det egentlig er, Paul er ked af, er svaret jo heller ikke bare så enkelt, at han er ked af at have en stor. Sagen er langt mere kompliceret og modsigelsesfyldt.

Paul er ked af det fordi, det er svært at være Paul. Dette vælger han så et ydre symbol for. Han kunne lige så godt have valgt et andet.

Hvis han i mere konkret forstand er ked af sin penis, er det strengt taget ikke dens størrelse, der generer ham, men derimod at han føler sig fremmed overfor den, at han ikke kan sige “min”.

Dette svarer ganske nøje til hans kaotiske indre, hvor han sådan set også render forvirret rundt og leder efter sig selv.

Det bemærkelsesværdige ved Lau er, at han har fokus på samme kropsområde og er akkurat lige så optaget af det som Paul, men med positivt fortegn. Han synes rent faktisk at kunne sige “min”.

Men er der en “min”, er der nødvendigvis også nogle “de andres”. Dem synes han - i det omfang man tror ham på hans ord - at forholde sig til med interesse og nysgerrighed, men uden den angst, der gennemsyrer Pauls liv.

Vi talte tidligere om den mulige modsætning til paul, at det kunne være en, der var ligeglad. Men måske kan det også være en, der netop ikke er ligeglad, men forholder sig til sagen på en modsat måde. Det er så den mulighed, vi her har afprøvet.

Pauls dobbelthed knytter tæt an til den kierkegaardske forståelse af angsten, det, der på én gang tiltrækker og frastøder. Frem for at kalde Lau en glad Paul, ville det derfor måske være mere præcist at tale om en Paul uden angst.

Vi har her kunnet se, at forholder det sig sådan, så ville det ikke nødvendigvis medføre helt andre interesser. Det kunne også tænkes, at de samme emner kunne betragtes med helt andre briller.

Bliver vi klogere af det? Har vi på den måde fundet ud af noget nyt?

Jeg ved det ikke.

Jeg er tilbøjelig til at mene, at vi i det mindste har fået uddybet et af sagens aspekter.

Men det rejser samtidig et afgørende spørgsmål: af hvilken art er forholdet imellem angsten og penisfikseringen?

Lau-skikkelsen antyder en penisfiksering uden angst. En stor mængde andre tilfælde vil kunne påvise angst uden penisfiksering.

Det forekommer i det lys nærmest tilfældigt, at disse to fænomener optræder sammen. Det lader til, at de ikke nødvendigvis gør det, men snildt kan forekomme hver for sig.

Tidligere har vi i nogen grad forklaret Pauls penisfiksering med hans angst. Men forholder det sig som just skitseret, kan dette ikke være tilfældet.

Det kan forstsat være rigtigt nok at tale om angst, der har forplantet sig i skridtregionen.

Men åbenbart kunne den lige så godt have forplantet sig alle mulige andre steder, og ligeledes kunne der være andre bevæggrunde for en optagethed af skridtregionen.

I så fald kan disse to fænomener ikke forklare hinanden. Der er tale om et sammenfald af to ting, der lige så godt kunne forekomme hver for sig.

Dermed får vi brug for en ny forklaring på Pauls penisfiksering. Den skyldes åbenbart noget andet end angst.

Samtidig er det indlysende, at den i Pauls tilfælde har slået sig sammen med angsten, og at disse to er blevet godt og grundigt viklet ind i hinanden. Det er netop derfor, man let fristes til at ville forklare det ene med det andet.

Idet vi indser, at det ikke kan hænge sådan sammen, har vi vitterlig fundet frem til noget nyt og er nået et skridt videre.

Hvad der nu må gennemtænkes er, hvordan tingene så kunne tænkes at forholde sig, når de altså ikke forholder sig sådan, som vi hidtil har troet.

Vel at mærke: hvis det ikke forholder sig sådan. Det kræver, at man tager Laus statement for gode varer.

En anden mulighed er, at Laus beundring dækker over en angst. Man taler om et eksempel til skræk og advarsel. Når Lau atter og atter betoner, at han er glad for, at han ikke er skabt sådan, behøver en kritisk tvivlen ikke at gå i retning af sure rønnebær. Det kunne lige så vel være, at han er rædselsslagen ved tanken om, at han i princippet kunne have været skabt sådan, og beundringen således er hin berømte “skrækblandede fryd”, hvormed vi er kommet direkte retur til Kierkegaard og Philip P. Hallie.

I så fald er Lau overhovedet ikke noget, der kommer bare i nærheden af en antitese. Han er derimod det modsatte ydre udtryk for nøjagtig det samme, og vi taler således om et fænomen - et helt bestemt, specifikt fænomen - der på overfladen kan ytre sig på to - tilsyneladende modsatte - måder.

Uanset om man hælder til at mene det ene eller andet, rejser det i hvert fald en lang række spørgsmål, der kræver en gennemtænkning.

Hvis vi ikke for alvor har fundet ud af noget nyt, så har vi i det mindste fundet ud af, at der endnu er meget tilbage at finde ud af, før sagen er udtømt!

Inden vi erklærer os helt på bar bund, synes jeg imidlertid, at en række forhold må tages i betragtning.

Udfra definitionen “angst, der har forplantet sig i skridtregionen” og bemærkningen ovenfor om, at angsten lige så godt kunne forplante sig alle mulige andre steder, synes jeg, at “Hændelsen” giver en rimelig forklaring på, hvorfor den har forplantet sig netop der. Det har i alt væsentligt at gøre med de ting, der er tilstødt Paul i løbet af hans liv. Hertil kan man føje, at der i nogen grad også er et - omend spinkelt - fysisk grundlag derfor. Disse to: det tilstødte og fysiognomien mødes så i udpegningen, der spiller en central rolle. Men ikke suveræn og enerådende. Udpegningen er blot én blandt en række afgørende faktorer.

Vi har kun løseligt skitseret Lau. Derfor har vi ikke et dækkende indblik i hans psykologi. Men i forhold til spørgsmålet om de regelrette og de ikke-regelrette fantasier kunne noget tyde på, at Lau i højere grad end Paul benytter regelrette fantasier.

Han fortæller om at have masturberet på en kammerat, ligesom han nævner en række piger, han har været sammen med. Han synes med andre ord ikke ligefrem at være tilbageholdende.

Derfor må man som udgangspunkt gå ud fra, at der for Lau ikke er særlig meget forskel på ting, han kan finde på at fantasere om, og ting, han ville have lyst til i virkeligheden. Noget tyder på, at disse to løber mere eller mindre ud i ét.

Hvis det holder stik, er der i forhold til det regelrette en markant modsætning imellem Paul og Lau.

I forlængelse af det just sagte må jeg endvidere slå ned på netop det forhold, at vi kun har en løselig skitse af Laus psykologi. Der er derfor noget lidt skævt i alle forsøg på sammenligninger med Paul, som vi modsat har tegnet en detaljeret profil af.

Derfor er det højst tænkeligt, at vi bliver forvirrede og usikre af selve det, at vide en masse om den ene (Paul) og kun en smule om den anden (Lau). Det fører uværgeligt til usikkert gætværk, hvor den smule, vi ved om Lau, forlænges ved hjælp af Pauls profil. Den metode er uvederhæftig.

Det går ikke at sige, at her har vi to mennesker. Den ene kan bedre lide grøn end rød, mens den anden foretrækker rød for grøn. Hvis man så herefter får at vide, at den ene er vældig glad for frikadeller, kan man ikke bare gå ud fra, at “så bryder den anden sig nok ikke om det”. At de har modsatte farvepræferencer er aldeles ikke ensbetydende med, at der er afgørende forskelle på, hvad de kan lide af mad.

Som allerede sagt: en tilbundsgående profiltegning af Lau ville kræve, at jeg skrev en ny roman.

Lad os derfor vogte os for at udbrede os om ting, vi ikke ved noget om, men forblive på sikker grund uden at forfalde til alt for dristige konklusioner.

Tager man Laus statement for gode varer, synes der at eksistere en ret så vigtig modsætning mellem ham og Paul, nemlig at Lau tilsyneladende har det godt med tingene. Det er jo netop dét, Paul ikke har.

I så henseende synes Lau at ligne Birger, der er den person i “Hændelsen”, som så vidt det lader sig vurdere, synes at have det godt både med sådan som han er skabt og at kunne fascineres over, hvordan andre er skabt.

I forhold til at have det godt eller skidt med tingene kan man altså rent faktisk hævde, at Birger og Lau er på en fælles kurs, der står i et antitetisk forhold til Paul.

Netop dette - hvordan man har det med tingene - må vel siges at være ret så afgørende. Er noget en plage eller en glæde?

Hvad Lau illustrerer er vel i bund og grund det, at det ikke er tingen i sig selv, som er et problem, men det forhold man har - eller kan have - til den pågældende ting.

For så vidt er intet et problem, hvis man har det godt med det. Derimod kan stort set alt være et problem, hvis man har det dårligt med det.

Alle former og underformer af BDD handler i bund og grund om at have det dårligt med sin krop, ikke kunne lide den.

Da langt størstedelen af kroppe har små eller større ufuldkommenheder, vil enhver også kunne finde på noget at kritisere ved sig selv.

Men netop fordi der er ufuldkommenheder ved stort set enhver krop, behøver man ikke nødvendigvis at hæfte sig ved disse eller opfatte dem som en anormalitet. På sin vis er diverse afvigelser vel netop et udtryk for, at man er normal.

Hertil kunne man videre sige, at netop de små afvigelser kan betragtes som noget interessant. Er det i grunden så eftertragtelsesværdigt at være skåret til efter en standardskabelon?

Det ville naturligvis løse en mængde problemer omkring misundelse og mindreværdskomplekser, hvis vi allesammen så fuldstændig ens ud.

Men igen: misundelse og mindreværdskomplekser skyldes ikke, at vi ser forskellige ud, men hvordan man forholder sig til dette faktum. Rent faktisk kan man lige så vel glæde sig derover som ærgre sig derover.

Spørgsmålet er derfor også, om det i virkeligheden og dybest set ville være en løsning, at vi ikke var til at skelne fra hverandre, eller om dette blot ville skjule det egentlige problem?

Dette er for så vidt ikke et nyt perspektiv. Det er blot en omformulering af det helt centrale i “Hændelsen”, nemlig at man ikke på en gang både kan være fuldstændig almindelig og skille sig ud, men derimod sagtens ønske sig begge dele samtidig.

Det er jo netop her, vi har nøgleproblematikken, som vi nu atter er havnet i.

Kan vi så sige noget om den, vi ikke har sagt før? Eller har vi bare løbet cirklen rundt i et lukket system?

Jeg ved det ikke. Men måske har vi i det mindste fået uddybet visse aspekter af sagen.

I forhold til vores indledende spørgsmål om det lidt udflydende ved Pauls karakter, og hvordan man mest præcist kan beskrive denne, er vi i det mindste kommet frem til det mulige bud på et svar, at han overhovedet ikke har det godt med noget som helst reelt foreliggende, men altid længes efter noget andet. Den eneste glæde, han kender til, er forbundet med beskuelsen af utopier.

Essensen af Paul skulle ifølge dette være, at han ikke kan lide at være Paul.

Hvad antitesen til dette så ville blive, siger vel sig selv.

Atter kan man sige, at det er der vel sådan set ikke noget nyt i. Og atter kan man samtidig håbe, at det måske er lykkedes at uddybe spørgsmålene en smule.

Har det været rent tidsspilde, at jeg har skrevet dette, og at du har læst det? Eller er vi på en eller anden måde kommet en smule videre?

Jeg ved det ikke!

Seneste kommentarer

04.09 | 07:12

Tak skal du have!

04.09 | 05:19

Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!

Del siden