Progressionen 7 | grubler-ved-tasterne.dk

Syvende periode

David Bowie: "The Laughing Gnome" b/w "The Gospel According To Tony Day" (14. April) The Trogs: "Love Is All Around" (a-side) (15. April) The Move: "I Can Hear The Grass Grow" (a-side) (April) Jimi Hendrix: "The Wind Cries Mary" b/w "Highway Chile" (5. Maj) The Kinks: "Waterloo Sunset" (a-side) (5. Maj) Manfred Mann: "Sweet Pea" (a-side) (5. Maj) Procol Harum: "A Whiter Shade Of Pale" b/w "Lime Street Blues" (12. Maj) The Electric Prunes: "Dr. Do-Good" b/w Hideaway (Maj) Scott McKenzie: "San Francisco" (a-side) (13. Maj) Beach Boys: "Then I Kissed Her" (a-side) (Maj) P. P. Arnold: "First Cut Is The Deepest" (a-side) (Maj) Van Morrison: "Brown Eyed Girl" (a-side) (1. Juni) Cream: "Strange Brew"(a-side) (Juni) Pink Floyd: "See Emily Play" b/w "The Scarecrow" (16. juni) The Easy Beats: "Heaven And Hell" b/w "Pretty Girl" (22. Juni) Jefferson Airplane: "White Rabbit (part 1 & 2)" (a-side) (24. Juni)

Albums: The Electric Prunes: "I Had Too Much To Dream Last Night" (April) Country Joe and the Fish: "Electric Music For The Mind And Body" (April) John Coltrane: "Interstellar Space" (??) Jackie McLean: "New And Old Gospel" (??) McCoy Tyner: "The Real McCoy" (??) Jimi Hendrix: "Are You Experienced" (12 maj) The Monkees: "Head Quarters" (22. Maj) The Mothers Of Invention: "Absolutely Free" (26. maj) The Red Krayola: "The Parable Of Arable Land" (?) Miles Davis: "Sorceror" (indspillet 16.-24. maj - udgivet?) Steppeulvene: "Hip" (1. Juni) The Beatles: "Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band" (1. Juni) David Bowie: "David Bowie" (1. Juni) The Hollies: "Evolution" (Juni) Moby Grape: "Moby Grape (Juni) Pearls Before Swine: "One Nation Underground" (??) The Immigrants: "Love Me Now" (??)

Tredie kvartal:

Singler: The Kinks: "Death Of A Clown" (a-side) (7. juli) The Beatles: "All You Need Is Love" b/w "Baby You're A Rich Man" (7. juli) David Bowie: "Love You Till Tuesday"b/w "Did You Ever have A Dream" (14. Juli) The Yardbirds: "Ha Ha Said The Clown" b/w "Tinker Tailor" (Juli) James Brown: "Cold Sweat" (a-side) (Juli) Diana Ross And The Supremes: "Reflections" (a-side) (24. Juli) Beach Boys: "Heroes and Villains" (a-side) (24. juli) The Electric Prunes: "Wind Up Toys" (b-side) (Juli) Keith West: "Excerpt From A Teenage Opera" (28. Juli) Small Faces: "Itchycoo Park" (a-side) (4. august) Pink Floyd: "Flaming" b/w "The Gnome" (5. august) The Herd: "From The Underworld" (a-side) (August) Donovan: "There Is A Mountain" (a-side) (August) Rolling Stones: "We Love You" b/w "Dandelon" (18. august) The Move: "Flowers In The Rain" (a-side) (September) The Bee Gees: "Massachusetts" (a-side) (September) Nancy & Frank Sinatra: "Something Stupid" (??) The Seekers: "When Will The Good Apples Fall" (a-side) (16. September)

Se oversigten i "Progressionen 1" for en mere overskuelig liste.

Kærlighedssommerens psykedeliske Farver

Sommeren '67 er på mange måder at regne for den ultimative klimaks, topen af toppen, højdepunktet af højdepunktet, hvor den musikalske sol stod i zenit.

Ud over alt mulig andet 1967 var, var det også et godt jazzår. Gamle Ellington bød på mesterværket "Far East Suite" og unge løver som Coltrane og Tyner skabte en række plader, der står centralt i jazzens historie.

Se også kategorien/rubrikken "Den frie form"

Som det fremgår af denne gennemgang, havde jazzen allerede i flere år været på en søgende kurs, hvor vilde ideer blev prøvet af. Det nye, der sker omkring midten af 60'erne er, at også pop/beat/rock begynder at blive mere eksperimenterende og innovativ end tidligere. Efter de første forsigtige skridt gik det hurtigere og hurtigere. Fremme ved årsskiftet 66/67 var tempoet blevet helt afsindig hurtigt. Der skete så umådelig meget på ganske kort tid, at det i dag kan være svært at helt forstå. Musikken forandrede sig på det nærmeste fra dag til dag! Poppen halede med syvmileskridt ind på jazzen. Endvidere blev der mindre tætte skodder mellem de to scener. Mange træk pegede i retning af stadig mere flydende grænser. Musikken som helhed - på tværs af genrer og stilarter - var i intim berøring med tidens ånd og tog intuitivt-inspirative fotografier af de skjulte kræfter, for derefter at fremkalde dem i billeder af lyd.

Da 13. Floor Elevators introducerede psykedelia i en musikalsk sammenhæng i november '66, var det endnu ikke en genrebetegnelse. Det var det imidlertid blevet fem måneder senere, hvor den nu noget nøjere definerede stil fik sit første gennemførte og ubetingede mesterværk i form af The Electric Prunes' "I Had Too Much To Dream Last Night", en rent ud fantastisk plade og sikker favorit for alle, der interesserer sig for 60'ernes musik. Hver eneste nummer er en fuldendt perle, præget af såvel overraskende spænding og modige eksperimenter som "gammeldags" kvaliteter, såsom kønne melodier og medrivende rytmik. Præget af tidens muntre begejstring er fremherskende, men tilsmagt og afrundet med en undertone af melankoli. I et stemningsmættet rum mødes alt i en atmosfærerig forårsnat af usædvanlig skønhed. Hvis nogen er i tvivl om, hvad psykedelia kan, når det er bedst, så sæt "I Had Too Much To Dream" på og svæv op i de højere sfærer sammen med Electric Prunes. Dengang i april '67 blev der sat en ny standard!

Derefter fulgte det ene psykedeliske mesterværk efter det andet i en lind strøm. Inden for en periode på 15-20 uger havde stort set et hvert navn af nogen betydning udsendt en kunstnerisk og kreativ kraftpræstation af sjælden kaliber inden for det psykedeliske genreområde.

Dermed ikke sagt at de alle var inspireret af Electric Prunes. Mange af pladerne havde været længe under forberedelse rundt omkring i studierne, og den indbyrdes uafhængighed er dermed påviselig. Den psykedeliske bølge er om noget et udpræget eksempel på et fænomen, der lå i tiden, som intet enkeltnavn kan tage æren for. 13. Floor Elevators var ganske vist de første til at bruge ordet inden for musikkens verden. Men både Byrds og Beatles kunne deres Timothy Leary mindst lige så godt som Elevators. Næste gang ordet viste sig i en pladetitel var hos Jefferson Airplane med deres "Psychedelic Pillow". Men et er navn, et andet gavn! Iøvrigt hedder pladen faktisk "Surrealistic Pillow" og ikke "Psychedelic". Men surrealistisk eller psykedelisk, det handlede i bund og grund om det samme: at finde alternative indfaldsvinkler, opfattelser og måder, såvel i musikken som i liv, livssyn og livsførelse. I den forstand, var "surrealistic" blot en omskrivning.

Den stil og lyd, der efterhånden blev defineret og mere eller mindre var et resultat af, at musikerne tog en masse lsd, var mindre kontant end dens tidlige forløbere, men til gengæld langt mere eksperimenterende. Det var en blid, drømmende musik, ofte præget af en påfaldende skønhed og poetisk stemning, men tillige guffet op med alle de lydeffekter og studietricks den overhovedet kunne slæbe, som regel med et yderst særpræget resultat til følge. Dette møde mellem noget yndefuldt, sart og noget outreret, ekstremt førte - når balanceakten ellers lykkedes, hvad den ikke altid gjorde - til en række fantastiske plader, der troner blandt de højeste tinder i pladeindustriens historie.

Det nærmeste jeg kunne finde på den rigtige.

Den rigtige udgave. Men i stærkt nedsat lydkvalitet og med en underlig baslyd (måske en, der spiller sammen med pladen).

Forårets måske mest bemærkelsesværdige album lå dog en smule uden for det i snæver forstand psykedeliske. De to singler, Jimi Hendrix tidligere havde udsendt, gav store løfter, men "Are You Experienced?" kunne mere end indfri dem. Aldrig før havde man hørt en sådan tilgang til bluesrock og hård beat. Dog endnu mindre sådan noget guitarspil. Her var en kunstner, som var i en klasse for sig!

Find albummet på Spotify eller gå ud og køb det!

April var blevet til maj, og maj smed en lind strøm af mesterværker efter pladekøberne. Næppe havde Jimi hendrix Experience sat ny standard for power-trio, før Frank Zappas opfindsomme mødre erklærede total frihed og flippede endnu mere ud på deres anden plade, end de havde gjort på den første. Den frie, helt ubundne kreativitet fik også lov at folde sig ud hos Red Crayola.

Og så ...

D. 1. juni 1967 indtraf begivenheden, der siden har stået som den centrale i pladeindustriens historie, det store midtpunkt: "Sergeant Pepper's Lonely Heart's Club Band".

At vi i denne gennemgang lader Pepper indgå som en del af et længere flow, betyder, at man - indlevet i den tid og dens stemning - i nogen grad bliver befriet for eftertidens vildfarelser, og kommer tættest muligt på at opleve pladen sådan, som man hørte den i '67.

"Sgt. Pepper" ramte sin samtid som ingen anden plade før eller siden har gjort det. Man talte begejstret om "et afgørende øjeblik i den vestlige civilisations historie", og alle vegne, hvor der fandtes en grammofon, kørte den non-stop. Siden har Pepper været offer for en del uvenlig kritik. Men som ingen, der vågent og opmærksomt har fulgt nærværende studium, kan være i tivl om, er det eftertiden - og ikke "Sgt. Pepper" - der har taget fejl.

En af de ting, der bliver helt tydeligt, når man genindsætter Pepper i sin samtid, er, hvor eminent den forener pop med avantgarde og får alt til at gå op i en højere enhed. Som vi har set i det foregående, kunne man i nogen grad skelne mellem tidens regulære popplader på den ene side og så de voldsomt eksperimenterende avantgardeplader på den anden. Men i Pepperland er begge verdener smukt forenet! Her mødes den frie kreativitet med det fængende omkvæd, her går det yndefulde smil hånd i hånd med den kradse klang. Her høres selve tiden med alle dens facetter sat på rette plads som de forskellige flader i en diamant.

"En sonde stukket ned i tidsånden."

- Dan Schøidt

"Sgt. Pepper" bobler af begejstring og ungdommeligt livsmod i farvestrålende jubelråb. Der skues fremad med forventning om en stor, fantastisk fremtid fuld af glæde, kærlighed og kreativitet. Optimismen mærkes allerede i sangenes titler: "With A Little Help From My Friends", "Getting Better", "Fixing A Hole", "When I'm Sixty Four". Skaderne skal udbedres, fejlene rettes, så bliver det hele fuldstændig fantastisk. Hvis bare vi giver hinanden en hjælpende hånd, går alting godt, og når vi bliver gamle, kan vi glade og livsmætte smile efter en vellykket indsats. Verden er grundlæggende et godt sted at være, og livet er basalt set en god ting. Hvis noget ikke er godt, kan man derfor bare lave det om, og så bliver alting i orden.

Den oprindelige idé til "Sgt. Pepper" var en hyldest til hjembyen Liverpool, fuld af barndomsminder, steder og personer. Man bør her ikke lade sig forstyrre af, at ideen hen ad vejen ændrede karakter. For i bund og grund ændrede den sig slet ikke så meget, som mange tror. Omslaget med de to udgaver af Beatles, illustrerer på en fin måde, at en bevægelse er blevet foretaget, en vej tilbagelagt. Derfra og hertil. Bag disse Beatles x 2 ses så alle deres helte. Et billede på inspirationsflowet og kreativiteten. Det handler i høj grad om personer og steder, blot er det blevet udvidet langt ud over Liverpool. Netop derfor myten om Pepperland, der vel i alt væsentligt kan udlægges som en slags fantasiens bolig. De mange personer på omslaget er alle folk, der på forskellig vis har udvist opfindsomhed, kreativitet og fantasi. Således har de på hver deres måde været med til at bygge Pepperland.

Skønt Pepper naturligvis stråler over alt, må man retfærdigvis sige, at der ikke blev udgivet blot én særlig bemærkelsesværdig plade den dag, men tre!

En dengang ukendt David Bowie albumdebuterede. Ganske vist uden at vække synderlig opmærksomhed. Det var først et par år senere, at han for alvor bed sig fast i lytternes bevidsthed, for så at blive en af 70'ernes vigtigste skikkelser. At hans debutalbum udkom selv samme dag som 60'ernes store manifest og generationsplade, virker næsten profetisk.

Se også kategorien/rubrikken "70´er arkitekter 1"

Der var hektisk aktivitet alle vegne. Også herhjemme hvor dansk beat for alvor trådte i karakter med Steppeulvenes legendariske "Hip". The Donkeys havde vist, at man kunne synge beat på dansk. Nu viste Steppeulvene, at man kunne synge progressiv beat på dansk. Det musikstilistiske udtryk befandt sig et sted mellem Bob Dylan, Velvet Underground og 13. Floor Elevators, men med en national drejning, der gjorde det muligt, at se det som et kraftspring i forlængelse af de foregående års pigtrådsgrupper. Teksterne brugte modersmålet på en helt ny, dybt original måde. Det var ungt, frækt og anderledes. Hidtil havde Danmark konsekvent haltet bagefter udviklingen. Men med "Hip" indhentede den nationale beatscene tiden.

Se også kategorien/rubrikken "Tre bokse 1"

Endelig bør det for fuldstændighedens skyld fremhæves, at det også var d. 1. juni, at Van Morrisons store solskinshit, "Browneyed Girl", udkom på single.

I det hele taget gælder det akkurat som de tidligere dele også denne, at man skal huske på, at striberne af henholdsvis singler og albums er samtidig. Hvor fuldstændig enestående perioden maj-juni-juli-august '67 var, får man en idé om, når man tager et kig på nedenstående sammensatte liste:

The Electric Prunes: "I Had Too Much To Dream Last Night " (April)

Jimi Hendrix: "The Wind Cries Mary" b/w "Highway Chile" (5. Maj)

The Kinks: "Waterloo Sunset" (a-side) (5. Maj)

Procol Harum: "A Whiter Shade Of Pale" b/w "Lime Street Blues" (12. Maj)

Jimi Hendrix: "Are You Experienced" (12 maj)

Scott McKenzie: "San Francisco" (a-side) (13. Maj)

The Mothers Of Invention: "Absolutely Free" (26. maj)

Van Morrison: "Brown Eyed Girl" (a-side) (1. Juni)

The Beatles: "Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band" (1. Juni)

Cream: "Strange Brew" b/w "Tales Of Brave Ulysus" (Juni)

The Hollies: "Evolution" (Juni)

Pink Floyd: "See Emily Play" b/w "The Scarecrow" (16. juni)

Jefferson Airplane: "White Rabbit (part 1 & 2)" (a-side) (24. Juni)

The Kinks: "Death Of A Clown" (a-side) (7. juli)

The Beatles: "All You Need Is Love" (a-side) (7. juli)

The Yardbirds: "Ha Ha Said The Clown" b/w "Tinker Tailor" (Juli)

Beach Boys: "Heroes and Villains" (a-side) (24. juli)

The Yardbirds: "Little Games" (24. juli)

Small Faces: "Itchycoo Park" (a-side) (4. august)

Pink Floyd: "Piper At The Gates Of Dawn" (5. august)

The Electric Prunes: "Underground" (August)

Big Brother And The Holding Company: "B. B. A. T. H. C." (12. August)

Procol Harum: "Procol Harum" (September)

At The Beach Boys i deres tidlige dage havde været et letvægtsband, var der ingen spor tilbage af på den utrolig sofistikerede a-side "Heroes And Villains", der lægger sig smukt i forlængelse af "Pet Sounds" og "Good Vibrations", som et sidste himmelstræbende højdepunkt fra den kant. Beach Boys var nået langt. Men det havde haft alvorlige personlige omkostninger. Efter "Heroes And Villains" mistede Beach Boys deres relevans."Heroes And Villains" var sammen med ting som The Bee Gees' "Massatusuats" og The Seekers' "When Will The Good Apples Fall", med til at give eftersommeren en blød, rund skønhed, der lige en ekstra gang pointerede, at dette - rent plademæssigt set - havde været sommeren over alle somre.

Når man vurderer ting, anlægger man - bevidst eller ubevidst - en række kriterier og måler på forskellige parametre. Brugte man andre kriterier/parametre ville resultatet selvsagt blive et andet. Men i det omfang det overhovedet er muligt at fastslå et objektivt pladeindustriens højdepunkt, må det helt indlysende blive denne periode. Vi har i det foregående set, at i forhold til udadvendt energi og direkte publikumsappel havde der været en jævnt nedadgående kurve siden midten af '66. Men dette var en nødvendig del af en bevægelse fra materien op i de højere sfærer, og således dybest set også et udtryk for, at en klimaks var umiddelbart forestående. Den fulgte så med overvældende styrke og skønhed. Det var sommeren '67, solen stod i zenit og ånden var iblandt os!

Men for at få fuldt udbytte af dette må man, som vi tidligere har været omkring, justere det mentale modtagerapparat, da det ganske enkelt ikke lader sig gøre at høre en progressiv 67-plade på samme måde, som man lytter til de gode, gamle. Musikken havde ændret natur i så gennemgribende grad på dette tidspunkt, at den også krævede en helt ny tilgang og oplevelsesmåde!

Får man stillet ind på den rigtige bølgelængde, er der noget at hente for alle. Uanset smag. Det handler nemlig ikke om, hvad man kan lide. Det handler om ånd, kraft, inspirativt niveau. Det handler om det, man kan få gennem denne musik. Hvis man lider af vitaminmangel, nytter det ikke at spise wienerbrød, bare fordi man tilfældigvis bedre kan lide wienerbrød end grøntsager. Man må suge kraft dér, hvor kraften er!

Men det kræver naturligvis, at man er på kommunikativ højde med tingene. Ellers gør det mere skade end gavn at ville gennemtvinge processen. Hvis nogen derfor oplever, at de ikke længere kan hænge på, kan det være en god idé at hoppe tilbage til et tidligere trin i progressionen.

Mentale processer er sårbare størrelser, og åndelig vækst kan ende i misvækst, hvis man forcerer tingene. Derfor skal man passe på, at man ikke går for hurtigt frem. Det er ikke udviklende at have en konstant strøm af lyd kørende. Det virker lige modsat sløvende og fordummende. Det er derimod udviklende at tage intime brydetag med et stykke lyd, gerne et lille, begrænset stykke, som er til at overskue, hvor man oplever at dialogen kan komme i stand.

Dermed ikke sagt at tingene skal køre fuldstændig glat og ubesværet. I så fald bliver processen passiv. Dialog kræver altid en aktiv indsats, stiller krav til en. Hvad man blot skal være opmærksom på er, når kravene overstiger ens evner, således at man netop falder tilbage i en passiv ligegyldighed, der ikke længere kæmper med stoffet. Så har man ikke fat, og må derfor tilbage til et punkt hvor man kan få fat. Det er intet nederlag at gå lidt tilbage. Det sandt store er ikke at nå til vejs ende, men at vide hvor man er.