Hændelsen 7

" ... Han kiggede på fliserne. Så fik han ideen. Fandt en sten. O.k. - hvis den ryger et lige antal fliser, bliver det bedre engang. Ryger den et ulige, bliver det hele ved på samme måde. Paul sparkede. Han talte. Stenen var røget et ulige antal fliser! ... "

Kapitel 17

Paul var i det store hele tilfreds med tingenes tilstand. Den lille afdeling var tryg og rolig med et fint kammeratskab. Selv Filip var ved at blive en naturlig del af dens liv. Blev i hvert fald ikke drillet så meget mere.

Uroen inde på den anden afdeling, der ofte kunne fornemmes gennem væggen, var noget ganske andet. De kendte udmærket børnene derinde. Så dem hver dag oppe i skolen. Med undtagelse af Hubert var de allesammen flinke nok. Men der var noget galt inde på den afdeling.

En aften havde det været særlig voldsomt. Bulder, brag, råb og skrig kunne høres på den gennem væggen. En utryg stemning bredte sig på Pauls afdeling. Den vagthavende pædagog samlede de skræmte børn i stuen i den anden ende. Langt fra gangen og dermed skillevæggen til den anden afdeling.

De fik the og kage. Pædagogen forsøgte at berolige. Det hjalp lidt. Der herskede stadig en ængstelig uro. Men ikke den panik som tidligere.

   - Jeg prøver lige at gå ind ved siden af og se, sagde pædagogen. Jeg kommer igen lige om lidt.

Hun forsvandt smilende ud af stuen. Børnene sad tavse og trykkede tilbage. De rykkede tættere sammen. Gav afkald på de vanlige krav til råderum. Paul sad ved siden af Filip, og kunne mærke, at han rystede. En spontan omsorg dukkede op i Paul. Fornemmelsen var ham ikke ubekendt. Han havde haft det sådan før. Bare ikke overfor Filip - råkostpisseren, lemmedaskeren. Men lige meget hvor langstrakte Filips lemmer var, lige meget hvor stor hans tissemand var og hvor højt et nummer han brugte i sko, virkede han lige nu meget, meget lille. Paul lagde armen om Filip, selvom han lugtede lidt af tis.

   - Bare rolig, der sker ikke noget.

Det var ikke fordi, at Paul selv følte sig videre tryg. Men så meget vidste han dog: væggen skulle nok holde. Det var solidt murerarbejde. Døren var heller ikke af den slags, man bare sparker ind. Den var massiv og ville forblive låst. Hvad der foregik derinde var en anden verden og vedrørte ikke deres afdeling.

Aftenen endte i nogenlunde harmoni, og der herskede stilhed på begge afdelinger. Meldingerne næste dag i skolen var modstridende og forvirrende. I det mindste det, Paul fik opsnappet. I grunden interesserede det ham heller ikke synderligt. Så længe de bare holdt det derinde.

Skoledagene gik som regel fredeligt. Der kunne være enkelte små episoder. Men som regel ikke noget alvorligt.

En morgen, hvor de havde talt om de forskellige marcher og traveture i forbindelse med et skema, de havde fået, hvor kilometerantallet blev skrevet op, blev Paul opmærksom på, at der stod, man også kunne notere private ture.

De talte lidt om, hvordan man kunne finde ud af, hvor langt man havde gået. De blev enige om, at et stort skridt svarede nogenlunde til en meter. Paul blev straks optaget af denne mulighed.

   - Så kan man se Paul nede i byen, drillede Robert godmodigt, trehundredefireoghalvtreds, trehundredefemoghalvtreds, trehundredeseksoghalvtreds ...

Paul grinede. Efterhånden kunne han rigtig godt lide Robert. Nu hvor de hverken havde Dan eller Frida længere.

Paul satte straks sine planer i værk på vej op til skolen. Talte hvert skridt højt og tydeligt. Dér stod så Hubert og begyndte at sige alle mulige tal for at forvirre ham. Paul standsede op. Forsøgte at fastholde, hvor han var nået til. Hubert blev ved med alle mulige tal.

   - Femoghalvtreds, syvoghalvfjerds, femogfirs, otteoghalvtreds, fireogfyrre, syvogtres, seksoghalvtreds ...

Typisk Hubert. Altid skulle han ødelægge. Heldigvis stod Valde lige i nærheden. Gode, gamle Valde!

   - Det var syvoghalvtreds, du var nået til, fastslog Valde.

Paul sendte ham et taknemmeligt smil.

Paul blev altid lidt ked af det og ofte også vred, når der skete den slags. Men det var småting. Slet ikke nær så plagsomt som dengang, han boede på afdeling med Hubert. Lad dem bare have deres helvede inde på den anden side af væggen, tænkte han. Hvad rager det mig.

Ind imellem rykkede det nu lige lovlig tæt på ...

Der var en ny pædagog, som var blevet ansat inde ved siden af. Paul kendte ham ikke sådan rigtigt. De få gange, han havde talt med ham, virkede han flink. Men dem inde ved siden af kunne vist ikke lide ham. De kaldte ham alpe-Joe og sagde, at han var en idiot.

En dag kunne Paul fra vinduet i spisestuen se, at alle drengene inde fra den anden afdeling stod ude på græsplænen og tilsyneladende var ved at komme i slagsmål med alpe-Joe, der så forskræmt og forsvarsløs ud. Han var ikke et stort muskelbrød, men en lille, spinkel mand. Han ville ikke have en chance, hvis de allesammen kastede sig over ham på én gang.

Hvor Paul ellers altid automatisk ville have stået på andre elevers side, hvis der var en konflikt med en medarbejder, var der noget ved de andre drenges overmagt, der krænkede hans retfærdighedssans. Det forekom Paul, at det bare var fordi, alpe-Joe ikke var lige så bestemt, som de andre gokker. Han var svag, og så skulle det gå ud over ham.

Det var sådan, det altid var. Også eleverne imellem. Man ordnede dem, man kunne klare. Det var måske ligefrem rigtigt, hvad pædagogerne sagde. Paul havde ellers altid ment, at de hellere skulle være søde ved børnene. Når en ny og flink medarbejder skiftede stil og blev streng, havde det ofte bedrøvet Paul. Han havde også påtalt det.

   - Du var så rar i starten. Nu er du hele tiden så sur og skælder ud.

   - Jeg har bare fundet ud af, hvordan i skal ta's, var det vanlige svar.

Så blev Paul som regel endnu mere ked af det, og syntes, det var helt forkert. Nu begyndte han for første gang at tvivle. Måske var det alligevel nødvendigt. I hvert fald syntes han, at det var synd for alpe-Joe.

Nogle dage senere var der larm inde ved siden af midt om natten. Paul var vågnet, men faldet hen igen. Stemningen var lidt trykket ved morgenbordet, men det virkede ikke som om, der var noget særligt på færde. Ikke før de var på vej op til skolen.

Paul var lige kommet ud fra sin afdeling, da han løb på Gert, som boede inde ved siden af.

   - Prøv at se, sagde Gert og trak op i sin bluse.

Hans ryg var fuld af hudafskrabninger.

   - Hvad er der sket?

   - Det var Nordtoft. Ham og så Mugge kom ind på afdelingen i nat. De var skidefulde og råbte af os. Nordtoft kørte mig hen af væggen, mens han stod og skreg ind i hovedet på mig: "KAN DU SÅ LÆRE DET, KNÆGT!" Jeg havde kun underbukser på, så det var den nøgne hud mod væggen. Det gjorde pissenas.

Paul var chokeret. Nordtoft var institutionens viceforstander. Rendte han virkelig rundt og drak sig fuld og overfaldt eleverne om natten?

Der blev hvisket meget den morgen. Ingen vidste rigtig, hvad de skulle tro. Jesper, Ole og Paul søgte konstant hinandens blikke, hvergang Lone kiggede den anden vej. De havde alle fået historien på vej til skole, og Nordtoft var så afgjort Pilehushjemmets mest forhadte person den morgen.

Midt i den anden time kom netop han - Nordtoft - ind i deres klasse. Paul kunne ikke se nogen tegn på, at han havde haft en ordentlig kæp i øret. Han så ud, som han plejede.

   - Jeg kommer for at fortælle jer noget lidt alvorligt, som vil medføre nogle forandringer, begyndte viceforstanderen. Der har jo været nogle problemer inde på den anden afdeling.

   - Ja tak! Vi ved godt, du har mishandlet Gert, røg det ud af Paul.

   - Paul dog, sagde Lone mildt irettesættende med et forskrækket blik i øjnene.

Paul følte selv, at han var faldet ud af rollen som Lones ældste og dygtigste elev. Men han havde set hudafskrabningerne på Gerts ryg.

Hvad viceforstanderen videre fortalte var, at nogle af eleverne derinde ville blive sendt andre steder hen. Frits, der nyligt var begyndt i udeskole, kom ned på den anden afdeling. Et par stykker kom på et andet hjem. Men det meste af afdelingen ville blive slået sammen med Pauls. En håndværker var allerede i gang med at foretage nogle ændringer.

   - Så tingene ser lidt anderledes ud, når i kommer fra skole idag, sluttede Nordtoft af.

Det var alt, hvad der nogensinde blev sagt fra officiel side om den sag. De tidligere elever fra den sammenbrudte afdeling kom indimellem med sammenligninger, især når der var noget, de var utilfredse med. Pædagogerne valgte som regel at overhøre disse bemærkninger. Personalet ville helst lade som om, at det hele aldrig var sket, at der ikke havde været den anden afdeling, og at der ikke var sket en væsentlig forandring med Pauls afdeling i form af, at den var blevet dobbelt så stor.

Men forandringen var ikke desto mindre mærkbar. Efter sammenlægningen var afdelingen ikke blot blevet større, men også mere kaotisk. Det var ikke bare larmen og uroen. Paul syntes, det hele virkede uoverskueligt.

Helt nede i den anden ende lå det, der havde været den anden afdelings opholdsstue. Nogle gange om aftenen sad de dernede. Men det føltes som et fremmed sted.

Det var lidt på samme måde med de værelser, der lå i den nederste halvdel af gangen. Der var Paul ikke vant til at rende ud og ind. I begyndelsen var han ikke en gang sikker på, hvem der boede hvor, og var ind imellem lige ved at gå forkert. Det fandt han dog snart ud af.

Men der var så meget andet. F. eks. havde de nu et ekstra badeværelse. Det føltes fremmed på samme måde som den nederste stue. Hørte ligesom ikke med. At bruge disse faciliteter mindede om at gøre noget forbudt, snige sig ind, hvor man ikke hørte til.

Nu havde Paul ikke spor imod forbudte ting, tvært imod. Almindeligvis syntes han også, det var spændende at snige sig ind fremmede steder. Men det fremmede måtte stå overfor noget kendt. Når det hele blev rodet sammen, var det bare frygtelig forvirrende og ærlig talt lidt skræmmende.

Dertil var der de elever, Paul var kommet til at bo på afdeling med. Det var fint nok med Valde. Sådan set også de andre. Bare ikke Hubert.

Han havde nu ikke været så slem de første dage. Faktisk var Paul og Hubert kommet så nær på en kammeratlig fod som nogensinde; var endog begyndt at betro hinanden hemmeligheder. Gammel nag var glemt, og de begyndte på en frisk.

Som en del af betro-hinanden-hemmeligheder-pagten foreslog Hubert en dag, at de skulle sove sammen den aften, for han havde noget helt særligt, Paul skulle se.

Man kunne godt få lov at sove sammen, hvis bare man aftalte det med nattevagten. Så flyttede den ene elev sin madras ind på gulvet på den andens værelse, og så kunne man ligge og snakke.

Nogle gange fik man også lov at have lyset tændt lidt længere end ellers. Når lyset skulle slukkes, og man fik at vide, at nu skulle man sove, lå man som regel og hviskede videre i mørket. Det kunne godt blive rigtig sent, så man var noget mat næste dag.

Hubert foreslog Pauls værelse. Det var fint nok med Paul. Så slap han for bøvlet med at flytte sin madras. Alt blev ordnet og var klar, så de kunne gå lige i seng efter aftenkaffen.

De var kommet ned, havde klædt sig af og stod nu begge i underbukser. Hubert faldt ned på knæ på sin madras lige foran døren, så ingen kunne komme ind. Han hev ned i sine underbukser og frem tittede en ordentlig javertus. Det lignede slet ikke Huberts himstergims.

Efter et øjebliks måben tog Paul imidlertid resolut udfordringen op. Faldt ned på knæ foran Hubert og de målte. Det var kun lige akkurat, at Paul kunne slå den. Den var uhyre tæt på hans egen længde. Samtidig var den blevet enormt tyk. Den var over dobbelt så tyk som hans egen. Der var også kommet rigtig mange hår på, og den var blevet sært mørk i farven. Det lignede slet ikke en almindelig en. Skønt den stadig var en anelse mindre end Pauls, lignede det en af de forvandlede.

Den så vitterlig ud som sådan en voksen-en. Bare mindre. Det virkede også ret voldsomt med den kolossale tykkelse og den sære mørke farve. Faktisk var den en lille smule uhyggelig. Sådan en tyk, mørk sag, der væltede i lange baner ud af Huberts underbukser.

Skønt målekonkurrencen havde vist, at forskellen var ganske ubetydelig, syntes Hubert den efterfølgende tid tilbøjelig til at overbetone den. Kom de ind på at snakke størrelse, var han altid hurtig til at sige, at hans ikke var lige så stor som Pauls. Fik han rejsning ude på badeværelset, lænede han sig som oftest fremad, så den forsvandt ind i kroppen og virkede mindre, end den var.

   - Hubert, er det ikke også rigtigt, at ... begyndte Paul en dag, hvor det var noget helt andet, han ville fortælle en ny elev.

   - Joh, afbrød Hubert, at du har afdelingens største.

   - Det var nu ikke dét, jeg ville sige. Det har jeg i øvrigt heller ikke.

   - Hvem skulle ellers ha' det? Min er altså ikke ...

   - Filips. - Hvordan er den da?

   - Typen minder om min. Bare meget større.

   - Hold da kæft mand!

Bortset fra at give Paul denne anerkendelse, var Hubert bestemt ikke særlig sød. Han genoptog mange af sine gamle numre, endog i en forstærket form. Hvor han tidligere nøjedes med at tirre Paul, kørte han den nu længere ud og sigtede som regel efter at skræmme ham mest muligt.

En dag havde Hubert fået Paul ud på det lille badeværelse, der havde hørt til den anden afdeling. Han truede ham med en kniv og fortalte om de ting, han ville gøre. Med ord og gebærder fik Hubert gradvis Paul bragt i en tilstand af regulær rædsel. Paul endte med at kravle ud af vinduet. Selvom han var i underbukser, og det sneede udenfor. Paul fik en del besvær med at forklare sig overfor den vagthavende pædagog, da han kom ind ad hoveddøren. Blev skældt ud. Men i det mindste var han sluppet fra Hubert.

Men værst af alt var Norgesturen ...

Det hele gik galt lige fra begyndelsen. Som et ondt varsel var der masser af politi omkring havnen p.g.a. en terrortrussel, som dog viste sig at være falsk alarm. Alligvel syntes det at varsle fare og sige "går galt".

Galt gik det. Allerede på båden, hvor Paul og Hubert blev snuppet med smøger, hvorefter Paul blev smidt i seng i stedet for at komme op i natklubben og høre orkestret. Det var det, Paul havde glædet sig allermest til ved hele turen. De kunne ikke have straffet ham hårdere. Det var imidlertid småting i forhold til, hvad der ventede i hytten.

Paul kom til at ligge i et firemandsrum sammen med Hubert, Gert og Ole. Hubert instalerede Paul i den ene overkøje og tog underkøjen. Så var der styr på det, og Paul kunne hverken komme op eller ned uden Huberts tilladelse.

Det var allerede den første aften, at Hubert lå og onanerede og lettede på dynen, hvorefter Ole, der lå i underkøjen overfor, kom med sit udbrud.

   - Er du gal! Den er større end Pauls!

Paul lå og led oppe i overkøjen. Dog uden dengang at vide, hvor langstrakte ekkoer dette udbrud skulle efterlade i hans sind. Eller bare at dette var overturen til resten af den tur.

Trods al ængstelse for overmænd og indskrumpning - såvel som en mængde andre fobier - havde Paul indtil dette punkt trods alt så nogenlunde fastholdt en "stor"-selvopfattelse. Når han senere i livet frem for at se tingene som forløb, bevægelse, proces og glidebane - sådan som det jo egentlig var, hvad han udmærket vidste - skulle forsøge at indsætte et skillemærke, hvor han gik fra selvopfattelsen "stor" til selvopfattelsen "lille", så var det afgjort denne Norgestur.

Da et par knoer knaldede ned i hans baghoved klokken fem næste morgen, og han blev kommanderet ned i underkøjen, fik han dokumentation for Oles udbrud. Den var helt klart vokset siden målekonkurrencen. Endog så meget at en ny var overflødig. Det var fuldt tilstrækkeligt at se på den eller holde om den, for slet ikke at tale om, da Paul lå med hovedet mellem Huberts ben og var ved at blive kvalt i den.

Paul tog dog ikke synderlig notits af hverken Huberts størrelse eller de ting, han blev tvunget til at gøre. Dertil var han alt for træt. Det mest plagsomme ved det hele var faktisk, at han ikke kunne få lov at sove.

Ole og Gert begyndte at vågne. Hubert slap Paul fri. Oppe i sin egen køje fik han en kort blund. Men snakken og livet omkring ham kaldte. Gradvis fortog søvnigheden sig. Før han vidste af det, var han selv en del af det, der foregik. Under busturen til hytten den foregående dag havde chaufføren spillet et bånd, og de havde allesammen bidt mærke i et nummer, hvor en sjov robotstemme hele tiden gentog "I am an automatic lover".

Snart efter blev der blev der trommet på vægge og sengestolper, mens fire drengestemmer lød:

I AM AN AUTOMATIC JOMFRUTRØSTER, I AM AN AUTOMATIC JOMFRUTRØSTER, I AM AN AUTOMATIC JOMFRUTRØSTER ...

Det var ikke Paul, der havde sat den igang. Han syntes heller ikke selv, at han havde råbt højere end de andre. Så han følte det dybt uretfærdigt, da Svendsen kom farende ind i rummet, greb fat i hans arm, slæbte ham gennem stuen og smed ham ud i sneen til afkøling. Svendsen havde bare havde taget den, der var nærmest og lettest at få fat i. Sådan opfattede Paul det i hvert fald, og følte, at han blev gjort til syndebuk.

Dermed var et andet af turens hovedtemaer anslået. De fleste af dagene, tilbragte Paul mere tid udenfor end indenfor, når de kom hjem fra dagens løjpe. Snoren var helt klart kortere for hans vedkommende end de andre. Den mindste ytring og han røg ud til afkøling. Efterhånden som turen skred frem følte Paul i stigende grad uretfærdigheden ved den særligt hårde linie, der blev kørt overfor ham. Han var således i et ondt lune, der gjorde det endnu sværere for ham at opfylde kravene til den adfærd, der gav ham lov at være inde. Sommetider følte han et regulært had imod Svendsen. Mere end imod Hubert.

Hubert var jo bare Hubert. Ondskabsfuld og uberegnelig som altid. I tilgift nu med en pikstørrelse, der havde overhalet Paul indenom (Hvem sagde "true nedefra"?). Men det var så, hvad det var. Huberts uberegnelighed kunne jo af og til også give sig venlige udslag. Nogle dage fulgtes de på skiturene og talte ganske hyggeligt sammen. Det var sært og selvmodsigende, men sådan var det bare. Det var vilkårene og Paul havde i nogen grad accepteret dem.

Det var noget andet med Svendsen. Han, der var voksen og som pædagog vidste noget om børn - eller i hvert fald burde gøre det - bar sig efter Pauls mening helt forkert ad. Paul syntes ikke, der var nogen grund til at hele tiden være efter ham. Jeg må jo nærmest ikke sige noget som helst, tænkte Paul. Jeg skal bare kues og knækkes.

Helt galt gik det en dag, hvor Paul for at få lidt læ havde sat sig op på lokummet og dér fandt en æske tændstikker. Med sine røde, stivfrosne fingre kunne han næsten ikke stryge tændstikken. Men det lykkedes da tilsidst. Han satte ild til en rulle toiletpapir for at få lidt varme. Det hjalp ikke særlig meget.

Senere blev resterne af den afbrændte toiletrulle fundet.

   - Kender du noget til den her? spurgte Svendsen.

   - Ja. Men jeg har ikke røget.

Både for elever og personale var koblingen tændstikker og smøger nærliggende. Det var vigtigt for Paul at få gjort helt tydeligt, at han hverken havde haft eller røget smøger. Hvad kunne Svendsen ellers finde på? Ville han lade ham fryse ihjel ude i sneen? Eller som det næstværsttænkelige heller ikke lade ham komme op i natklubben på hjemturen?

   - Men det er altså dig, der har lavet det her? fortsatte Svendsen forhøret.

   - Ja. Men jeg har ikke røget.

   - Hvorfor brændte du den toiletrulle af?

   - For at få varme.

   - For at få varme? -

    Ja. Du havde jo kylet mig udenfor, og jeg frøs ad helved til. Jeg ville bare have noget varme.

   - Du må lære, at det eneste sted, der er varme, er herinde i hytten, og her får du kun lov at være, hvis du kan opføre dig ordentligt.

Det vidste han sådan set godt altsammen. Det kneb bare med at opføre sig ordentligt. Så også de efterfølgende dage blev det til en række afkølinger. De helt slemme dage nåede Paul kun lige at komme ind, før han fik sagt eller gjort noget forkert og røg ud igen.

Det var også så som så med Pauls størrelse efter en halv time eller mere i 20 graders kulde i skjorteærmer, uden vanter, og i visse tilfælde endnu lettere påklædt. Nogle gange lignede det mere Valdes end hans egen. Kontrasten trådte tydeligt frem i forhold til Hubert, der det meste af turen syntes at have kronisk erektion.

Morgenerne var frygtelige. Især når Hubert ville tage ham bagi. Det gjorde ondt. Også selvom Paul var så træt, at han dårligt kunne sanse, og des årsag havde en højere smertetærskel end ellers. En trefoldig pine bestående af Pauls dødsens træthed, ubehag ved de ting, Hubert ville og forskræmthed over hans voldsomme størrelse. Allerede dengang med målekonkurrencen havde den virket en lille smule uhyggelig. Nu var den decideret skræmmende. Effekten blev yderligere forstærket ved mindet om, hvordan den oprindelig havde været, dengang den var meget mindre end Pauls. At den var vokset så meget og så eftertrykkeligt havde overhalet ham indenom.

De daglige ture var heller ikke gode. Skønt Paul efter flere års ture til Norge efterhånden var en habil skiløber, kunne han ikke få sin langrend til at glide. Der var noget skævt med balancen, så han hele tiden faldt. Han syntes, det hele var koldt og væmmeligt. Ville bare gerne hjem til hytten og varme sig foran pejsen. Senere på dagen krævede det så al hans selvbeherskelse at ikke få sagt et eller andet, der fratog ham retten til dette.

Trods de tidlige opvågninger og mange kilometers langrend havde Paul svært ved at falde til ro om aftenen. Der var alt for mange tanker. Selvom han havde været halvbedøvet det meste af dagen, var han som regel den sidste, der faldt i søvn om aftenen. Men søvnen kom dog tilsidst. Nogle velsignede timer i drømmeland indtil knoslaget vækkede ham og han måtte nedenunder.

Et par af morgenerne fandt Hubert som et ekstra raffinement på, at Paul skulle sendes på rundtur, når de andre vågnede.

Her viste Ole sig imidlertid som en kammerat.

   - Ned og sut, Paul, kommanderede han højt. Bare sov, tilføjede han hviskende, og Paul tog taknemmeligt en lille lur under Oles dyne.

I det hele taget var Huberts succes med den idé begrænset. Gert var som regel slet ikke interesseret. Det var kun, hvis Paul faldt rigtigt hen nede hos Ole, lå der længe og begyndte at snorke. Så følte Gert sig - nærmest modvilligt - forpligtet til at få sat lidt liv i sovetrynen.

Mest blev det til smugslumren hos Ole. Det meste af tiden ikke rigtig søvn. En sær halvblund, der undertiden havde en vis lighed med feberfantasier.

I et grænsetilstand, hvor Paul var halvt blundende, halvt vågen, fik han hvilet en smule, alt imens de særeste, fragmentariske tanker røg gennem hovedet på ham. Hjernen flimrede og kørte elevator i speedway mellem mentale niveauer, klippede i konstant flakken på en karusseltur af skiftende situationer. Han troede, han havde været ude på løjpen og skulle have sit overtrækstøj af. Så opdagede han, at han lå under dynen, kastede et søvnigt blik på Oles underbukser og halvslumrede igen. Havde en halvt digtet historie i hovedet, han ville fortælle. Glippede med øjnene. Så Oles underbukser. Troede et øjeblik, han var ved at spise morgenmad. Indså at den røde farve var Oles underbukser og ikke marmelade.

... Løjpen ... Marmelade på franskbrød ... Den anden slags skivoks ... De har taget det forkerte ... Den anden vej ... Igår var idag imorgen ... Overtrækstøj ... Koldt udenfor ... Ikke sige noget, så bli'r jeg kylet ud i kulden ... De har helt galt fat i det ... Ligger jeg her? ... Jeg skal i skole ... Hemmeligheder ... Norge ... Skiskole .... Nej. Regning i første time ... Syv plus otte er femten ... Sukker ... Skivoks ... Har vi været ude på tur? ... Vi er igennem løjpen og hjemme. Det var godt det blev klaret. Nu skal vi snart have aftensmad ... Bøf Stroganoff ... Passe på hvad jeg siger ... Ryger ud i sneen ... Bare hyggesnakke ... Hvis Beatles nu gik sammen igen og lavede en ny plade ... Ikke tale for højt ... Ikke råbe ... Endelig ikke råbe ... Bliver smidt ud i sneen ... Der er noget i sneen ... Vi skal på tur ... Løjpe ... Jeg fryser og vil hjem ... Bare ligge her ... Sukker ... De har det i butikken ... Bruger skistavene ... Stor pik ... Ned ad bakken ... Forkert ... Hvornår er vi færdige? ... Ryde op ... Koppen skal vaskes af ... Koldt udenfor ... En anden slags ... Det er sådan, man siger ... De har hørt det før ... Karameller ... Kemi ... Sære lugte ... Mand i hvid kittel ... Der er hemmeligheder i klokketårnet ... Ude i kulden ... Farlige forsøg ... De gør det igen ... Frost ... Sne ... Jeg bliver kylet ud igen ... Ikke med op i natklubben ... Huberts pik bli'r større, min bli'r mindre ... Leverpostej ... Er vi kommet hjem? ... Ikke stor mere ... Er vi stadig i Norge? ... Min pik bli'r mindre og mindre ... Hvor er mine sko ... Der er sket et eller andet ... Huset brænder ... Er det Oles underbukser, jeg kan se? ... Sne ... Norge ... Det er en sammensværgelse ... Oles underbukser ... Kemi i klokketårnet ... Ham i kitlen har været der før ... Bule ... Bilerne kører på vejen ... Oles pik er min og min er Oles, men det betyder ikke noget ... Marmelademad ... Skrumper helt ind og forsvinder ... Kemisk karamel ... Hvem har taget den sidste frikadelle? ... Hemmelig karamel i kittel ... Oles underbukser og jeg kan se den er indeni ... Bule ... Ikke som Huberts ... Huberts er vokset ... Vokset igen ... Den er trådt ind i forvandligen ... En anden slags ... Kylet ud i kulden ... De forvandlede er forkerte ... Ikke godt ...Noget galt med Hubert ... Bedre at være som Ole ... Kold kittel-karamel ... Bliver kylet ud igen ... Bule ... Morgenmad ... Kaffe ... Sne .. Sammensværgelse i sovsekanden ... Bule ... En anden slags ... Koldt udenfor ... Fuglen er fløjet ... Underbukser ... Er indeni ... Marmelade ... Ole og mig er samme slags ... Ens ... Helt ens ...Også lige store ...

Fra det springende og helt usammenhængende fokuserede tanken gradvist klarere på dette mysterie. For mystisk var det. Pauls væsentligt større havde altid ligesom været en anden slags end Oles. Men det var den ikke mere. Ikke nu, hvor Huberts var vokset så meget. Efter den seneste forøgelse var det helt tydeligt, at Hubert var trådt ind i forvandlingen. Det var hverken Paul eller Ole. Det vedrørte naturligvis ikke den indbyrdes forskel imellem dem. Den var som tilforn. Alligevel var den ikke. Huberts forvandlinger greb på en eller anden måde ind i forholdet. Forsskubbede det. Når Paul halvsovende lå med udsigt til Oles bule, tænkte han gentagne gange, at den var ligesom hans egen, at de lignede hinanden. Ikke bare var samme slags - almindelige, uforvandlede - men også lige store. I en halvt sløvet, halvt skærpet bevidsthedstilstand trådte Paul over i de smås kategori. Han og Ole var magen til hinanden. Hvordan det end forholdt sig med den konkrete forskel, og hvor ofte Paul end siden lagde vægt på denne i en mere dagligdags bevidsthedstilstand, var skiftet dog sket dybt i hans indre. Spiren plantet. Den spire, der langsomt ville vokse op som en ny selvopfattelse for til sidst at kvæle og erstatte den gamle. Det kunne jo også være, at der var begyndt at ske noget med Oles. Bare det første lille ryk. I hvert fald så bulen stor ud, når den befandt sig lige ud for hans næsetip, og han så den helt tæt på.

Den del af Pauls bevidsthed, der kendte Oles nøjagtige størrelse og vidste, hvor meget hans egen var større, blev koblet fra, når han gennem søvndrukne øjne så på bulen i underbukserne foran sit ansigt. Den så fyldig, flot og velvoksen ud. Mindst lige så stor som hans egen, syntes Paul. På en eller anden måde "rigtig", selvom Paul ikke helt forstod, hvad han egentlig mente med det. Det var den bare. En rigtig, rigtig pik, der havde en rigtig, rigtig volume, og sendte et   ... Oles underbukser ...Ens .. Lige store...Eller måske er Oles større end min ... Den ser stor ud ... Stor og rigtig ... Rigtig, rigtig ... Måden ... Den rigtige måde ... Fremtoning ... Er som den skal være ... Indtryk ... Pondus ... Ser ud som ... Rigtig ... Bule ... Formet godt ... Fyldig ... Vældig fyldig ... Flot ... Ikke så stumpet og pjevset som min ... Har ligesom noget andet ... Bedre ... Stor ... Større ... Absolut velvoksen ... Sådan en rigtig en ... Virker på en anden måde ... Gør et bedre indtryk ... Fremstår ... Virker ... Flot ... Fyldig ... Rigtig bule ... Stor pik ... Rigtig ... Oles underbukser ... Fyldig bule ... Større end min ... Rigtig ...  igennem hans tågede morgentanker.

I sin omtågede tilstand vidste Paul kun det, han i det givne øjeblik kunne se. Det gjorde heller ikke noget. Når bare han fik lov at sove. Det var rart at ligge og småblunde under Oles dyne, og skønt bulen var velvoksen, var den ikke uhyggelig sådan som Huberts. Den var tværtimod tryg, rar og hyggelig. Rigtig, rigtig Morgen-råhygge-hyggelig.

Som regel havde Paul glemt alle sine flimrende strejftanker en time senere. De eksisterede kun i et særlig rum. Levede deres eget liv i en aflukket verden, som Paul almindeligvis ikke havde adgang til. I stedet var det almindelige ting som strabadserne på løjpen, ømhed i kroppen, en bidende vind, der kunne mærkes i kinderne, at skiløb ikke just var hans yndlingsbeskæftigelse, og at han hellere ville have siddet hjemme foran pejsen med en kop kakao, der rumsterede rundt i hans hoved.

For mange af de andre børn var det alletiders tur. For Paul var det et mareridt. Han var lykkelig for at skulle hjem igen, da de 10 dage var gået, og han fik endda lov at komme op i natklubben under sejlturen.

Tilbage på institutionen fyldtes Paul af en sjælden glæde, da han trådte ind på sin værelse. Det føltes som at gense det efter flere år. Alle hans kære ejendele og de gamle, slidte plakater. En plade på grammofonen, og så ellers bare ligge og slange sig på sengen.

Hvad der var sket i Norge, lod han blive i Norge. I hvert fald tænke han ikke på det lige efter hjemkomsten. I grunden heller ikke senere. Ikke en gang da det blev klart, at der i og med den tur var etableret en ny verdensorden. Det havde han allerede indset og taget til efterretning. Det havde som så meget andet fået "sådan er det bare"-stemplet.

Hubert var nu den suveræne pikkonge. Han var ogå den største og stærkeste dreng på afdelingen. Han havde simpelthen sat sig på det hele. Ingen af de øvrige elever var rigtig noget længere. I det højeste enten tilhængere eller modstandere af Huberts regime.

Sådan var det bare!

Det ville sådan set heller ikke gøre noget, hvis ikke Hubert havde været så uberegnelig, at man aldrig rigtig vidste, hvor man havde ham. Det var ofte et problem for Paul, eftersom der på en eller anden mærkelig måde stadig var et særligt bånd imellem dem. Det meste af tiden ville Paul nok snarere have sagt, at han var Huberts yndlingsoffer. Men det meste af tiden er ikke det samme som hele tiden. Det meste var dog immervæk det meste og fyldte pænt i landskabet.

Som nu den fredag eftermiddag, hvor de begge skulle på hjemmeweekend og fulgtes ad. De havde købt sig hver en sodavand hos købmanden. Uheldigvis havde ingen af dem en oplukker. Hubert fik sin kapsel slået af på en hård kant ved en havemur.

   - Gider du også at åbne min? spurgte Paul.

   - Du skal bare sætte kapslen imod kanten og slå til, svarede Hubert.

Paul forsøgte. Det lykkedes. De drak deres sodavand, mens de ventede på bussen. Paul fortalte om den forretning, der lå lige i nærheden af hans forældre, og den flinke indehaver, der havde lagt en plade til side til ham, som han skulle ud og købe den eftermiddag. Paul glædede sig.

Paul var næsten færdig med sin sodavand, da Hubert henledte hans opmærksomhed på, at der var røget en lille flig af glasset i flaskemundingens overkant.

   - Sådan et lille glasskår, kan skære maven op. Du kan ikke mærke det, hvis det er nede i sodavanden. Det ryger bare ned. Men så skærer det mavesækken op, og så dør du. Så bliver der ikke nogen ny plade. Du lever slet ikke længe nok til at komme ud og købe den. Det er allerede ved at ske.

   - Jamen tror du virkelig? Måske er det ikke røget ned i flasken. Måske er det kommet ved siden af, eller sidder i kapslen.

   - Nej, det er på indersiden. Det er røget ned i flasken, og sådan nogle små skår er utrolig skarpe. De sprætter maven op som ingenting. Der bliver ingen plade, Paul. Du er allerede ved at dø. Du når nok ikke engang helt hjem. Det sker på vejen i toget.

Paul vidste ikke helt, om han troede på det. Hubert havde talt i et roligt, sagligt tonefald. Det lød ikke som et forsøg på at drille. Bare en konstatering. Men Paul havde oplevet denne nøgternt forklarende tone før, og vidste, at han ikke nødvendigvis kunne tage den for gode varer. Hubert var ikke sådan en, der drillede ved at stå og række tunge og skære grimasser. Han drillede ved at sige ting, man ikke kunne lide at høre. Sige dem stille og roligt.

Paul syntes ganske vist allerede, at han kunne mærke en underlig fornemmelse nede i maven, da de sad i bussen på vej til stationen. Så måske var det alligevel rigtigt nok. Måske. Måske var det ikke helt sikkert, at man døde. Måske var det noget med, hvordan skåret landede nede i maven. Måske ville han klare den. Måske - måske ikke.

Var det mon rigtigt, hvad Hubert sagde?

Måske - måske ikke ...

Det var tydeligt, at Hubert kunne lide at gøre ham bange. Det havde han jo oplevet så tit. Eller i mangel på dette bare ked af det. Ikke bare sådan almindeligt drilleri og ind imellem. Det var en del af deres omgangsform. Det var netop dét, der var så mærkeligt og anderledes ved Hubert.

Det viste sig også i det andet. En masse udenomsting, der gik ud på at skræmme og såre. Det var slet ikke som de andre. Janus var som regel bare kommet ind på hans værelse, smækket døren i, hevet den frem og sagt "Sut min pik!". Ofte i stort hastværk.

I sammenligning virkede det nostalgisk og hygge-vemodigt at genkalde billedet af Janus, når han kom farende med en stivert, der ikke kunne vente, men altså bare skulle slikkes "NU!" Det var mere ærligt og ikke nær så ondt.

Hubert havde aldrig travlt. Han var omhyggelig, metodisk og gav sig god tid til forberedende ceremonier.

Da de sad i toget, syntes Hubert imidlertid at have glemt, at Paul var ved at dø. I stedet gled snakken over til det andet. Hubert udbredte sig om tissemandslegenes velsignelser. Paul protesterede ivrigt. Han syntes, det var forkert.

   - Det er helt naturligt, og alle gør det, hævdede Hubert.

   - Vel ikke alle, protesterede Paul.

   - Jo.

   - Det ved du da ikke. De må jo også have hørt om det et eller andet sted.

   - Det har man jo.

   - Det er da ikke sikkert.

   - De hører om det fra andre.

   - Det er da ikke sikkert. Hvis nu en eller anden er et sted, hvor de ikke har hørt om sådan noget.

   - Så finder de selv ud af det. Det sker bare.

   - Det gør det da ikke. Der må da findes ordentlige mennesker.

    - Det har ikke noget med det at gøre. Det er helt naturligt.

   - Det synes jeg ikke.

   - Jamen det er det altså.

   - Det er ikke rigtigt at gøre sådan noget. Det er forkert.

   - Nej, det er normalt. Det er også godt at gøre det. Sundt.

   - Det er det da ikke.

   - Den vokser af det. Bare se på min. Den er vokset helt kolossalt.

   - Ja, så skulle jeg måske alligevel ind i mellem ... Jeg synes nu stadig ikke, det er helt i orden.

   - Det er i orden.

   - Jeg ville gerne være et ordentligt menneske.

   - Det har ikke noget med det at gøre.

   - Det synes jeg. Jeg tror heller ikke, at alle gør det. Der må da findes ordentlige mennsker et eller andet sted.

Det kørte på bedste beskub, og hver holdt fast ved sit. En mærkelig snak at sidde og have i en togkupé, faldt det strejftankevis Paul ind. Også selvom der ikke var andre passagerer derinde. Han havde en fornemmelse af, at Hubert sagde ham imod bare for at provokere, misforstod med vilje for at drive ham til desperation. Men Paul var fast besluttet på, at ville bevare roen. Det her var jo bare endnu et Hubertspil, der skulle gøre ham vred og ked af det. Ligesom Paul ikke rigtig troede på, at hans mave var ved at blive sprættet op af et glasskår, troede han heller ikke på det andet. Hverken vokseværket eller alverdens svinskhed. Det måtte være forvandlingen, der var sat ind, hvad det første angik, og for det andets vedkommende, kunne det ikke passe, at alle uden undtagelse var sådan. Paul havde jo selv i sin tid vist Hubert de lege, sådan som han havde fået dem vist af Janus. Pilehushjemmet var en ond og giftig verden. Udenfor var menneskene bedre. Ligeledes holdt mavesækken stand, og senere samme eftermiddag sad Paul lyslevende og hørte sin nye plade.

Den efterfølgende uge fik Paul endnu en særlig prøve på Huberts luner ud over de almindeligt daglige. Hubert havde fået en del penge af sin mor, var den glade giver til alle sider og bød således i et frikvarter Paul på en smøg.

   - Hvor skal vi gå hen, spurgte Paul.

   - Vi kan gå ned i frøkælderen, svarede Hubert.

Blandt de mange sære lokaliteter, som enhver Pilehusunge kendte, var der denne sælsomme lille bygning fældet ind i en bakketop. Den var engang i tidernes morgen blevet lavet til opbevaring af kartofler. Siden havde den stået tom. Kom man den anden vej fra nedenfor bakken, lå den i horisonthøjde. Her var der længe en indgang. Men den var blevet spærret, og den eneste vej ind var oppe fra toppen, hvor der var et hul i taget, man kunne kravle ned igennem. Den lille hule var primært tilholdssted for frøer. Deraf navnet. Men det var også et yndet gemmested, når der blev leget skjul, og så naturligvis til smugrygning.

Det havde tidligere været et af Pauls yndlingssteder. Men efter at indgangen var blevet spærret, kunne han ikke komme ned og op uden hjælp. Nogle af de andre havde stablet en bunke bildæk op, der lettede vejen ind og ud. Men det krævede stadig en del armkræfter og en vis legemsstørrelse at gøre det.

   - Jeg kan ikke komme op og ned af det hul, forklarede Paul.

   - Jeg skal nok hjælpe dig med at komme derned.

   - Og hvad så, når jeg skal op igen?

   - Jeg skal nok hjælpe dig.

   - Det kunne ligne dig at bare efterlade mig dernede.

   - Nej. Jeg skal nok hjælpe.

   - Hvorfor er du så ivrig efter, at vi skal lige derned? Kan vi ikke gøre det et andet sted.

   - Jeg skal nok hjælpe dig. Se her!

Hubert hev sin tegnebog frem.

   - Jeg har fået en hundredkroneseddel af min mor. Du får den, hvis jeg ikke hjælper dig.

Det overbeviste Paul. Hubert var flink og hjælpsom med at komme ned igennem hullet. De fik deres smøg i god kammeratlig forståelse med tilhørende hyggesnak. Der lod ikke til at være lusk i affæren. Ikke før de var færdige med at ryge, og Hubert kravlede ud af hullet i loftet.

   - Hey. Du lovede at hjælpe mig.

Hubert kiggede ned igennem hullet med et drillende smil.

   - Gjorde jeg det?

   - Ja, og ellers skal jeg have den hundredekroneseddel.

   - Ja. At se på!

Hubert hev tegnebogen op af baglommen og tog sedlen frem. Foldede den omhyggeligt helt ud og viste den oppe fra friheden.

   - Se Paul. Det var det, jeg lovede dig. Så se nu rigtig godt på den. Se! Nu vender jeg den. Her er den anden side. Se nu rigtig godt på den.

Hubert forsvandt, og dér stod Paul. Hvad i al verden skulle han gøre? Kunne han kæmpe sig op ved egen kraft?

Udtrykket "levende begravet" passerede igennem hans hoved.

Hvad nu, hvis det ikke lykkedes at komme op? Mon der ville komme nogen forbi? Men hvornår? Han blev nød til at prøve.

Det blev en lang, sej kamp. Alene at komme op på bunken af bildæk var svært. Men herefter begyndte først de egentlige vanskeligheder. Det smertede i armene, da han forsøgte at hive sig op. Forpustet og udmattet røg han ned igen. Bunken af bildæk skred og måtte stables op på ny. En gang til! Paul lagde alle kræfter i, mens han bed smerten i sig. Ignorerede den skarpe kant, der skrabede imod hans inderarme. Op, op, op. Jeg skal klare den. Det blev til flere mislykkede forsøg, men omsider kom han op. Udmattet og svimmel satte han sig ved siden af hullet og pustede ud. Han havde klaret det. Det var så dét og kunne smides over i bunken til alt det andet. Nu bagefter føltes det som ingenting.

Paul lod roligt hullet bag sig og gik op til skolebygningen. Nåede døren til klassværelset. Bankede på og listede ind.

   - Undskyld jeg kommer for sent.

   - Jamen Paul, timen er næsten gået, bemærkede Lone.

   - Jeg legede så godt. Jeg glemte helt tiden.

Lone kiggede undrende på Paul, men sagde ikke mere. Paul fandt sine bøger frem og bladrede tilfældigt i dem uden at kunne samle sig om noget. Flere gange kunne han mærke, at Lone kiggede på ham. Men han lod som om, han ikke havde set det.

Det var også noget værre møg, at Hubert altid skulle finde på numre. Det var nok en dårlig idé at ryge sammen med ham. Det var meget bedre med Valde. Ham kunne man stole på. Der var aldrig noget.

Heller ikke med det andet. De gjorde ikke sådan noget sammen. De talte ind imellem om den slags ting. Mest hvis der var noget, de spekulerede over. Det skete ind imellem for dem begge, at de var bekymret over et eller andet. Hvis en af dem havde fået et sår på den, eller sådan noget. Dertil var Valde bange for, at hans var for lille. Paul forklarede ham gentagne gange, at det bare var, når den var slap. Når den blev stiv, var den faktisk en af de største.

   - Men hvad når jeg bli'r voksen, spurgte Valde en dag, hvor de sad sammen på Pauls værelse. Så får jeg nok bare sådan en lille en.

   - Jeg tror, den bli'r rigtig, rigtig stor, svarede Paul. Jeg tror, stiverten styrer og bestemmer mere en slaskeren. Slaskeren viser nok mere, hvor meget den kan vokse. Så når den kan vokse så meget, fra slap til stiv, så betyder det, at den kommer til at vokse rigtig meget fra barn til voksen.

   - Tror du?

   - Ja. Den bliver garanteret meget større end min.

Det troede Valde nu ikke, at den ville blive. Han var virkelig bekymret for, hvordan det skulle gå. Så bekymret at han for fremtidige problemer helt havde glemt de nærværende. Dem kom han lidt efter i tanke om.

   - Hov! Jeg havde helt glemt. Jeg har smøger. Men hvordan skal vi få dem med udenfor?

Det var på den tid et af de helt store problemer. Pædagogerne havde på det seneste sat hårdt ind overfor smugrygningen, så hvis man ville udenfor, skulle man først kropsvisiteres. De to kammerater prøvede at finde på noget. Paul fik omsider en idé.

   - Har du nogen poser?

   - Det tror jeg nok. Hvorfor?

   - Hvis vi nu hænger en pose ud af vinduet og så lister om i baghaven, når vi er kommet ud.

Den blev vedtaget. De lod sig således med sindsro kropsvisitere, omend med et stænk af uro overfor tanken om posen, der hang deromme og ventede. Alt gik imidlertid efter planen. Posen hang som den skulle, og ingen så dem.

Paul og Valde sad nede på byggelegepladsen og havde fået tændt sig hver en smøg, da de på den anden side af buskadset hørte Huberts stem

   - Svendsen er på vej herned.

I hast forsøgte de at få skoddet smøgerne og løbe bort i den anden retning. Svendsen måtte have løbet. Alt hvad han kunne. For de nåede ikke væk. De var på vej væk, da Svendsen indhentede dem og snart havde fat i nakkeskindet på dem begge. Han nåede også at se de to halvt røgede cigaretter, før de fik dem kylet væk. Der var ikke noget at gøre.

Svendsen halede dem op på afdelingen. Mødte Robert i døren.

   - Ja, de sad selvfølgelig og smøgede den nede på byggeren. Og vil du tro det! Hubert tog sin cykel og strøg ned over græsplænen for at advare dem. De holder sgu sammen som ærtehalm, gør de.

Paul noterede sig bemærkningen. Det med at holde sammen lød i hans ører mere som en hyldest end en kritik.

Det blev da også til en kollektiv skideballe til dem alle tre efterfulgt af en af de evindelige, opslidende forhørssituationer, hvor sagen skulle pindes ud i alle detaljer. Hvor havde de smøger fra? Hvordan havde de fået fat i pengene? Hvor længe havde de haft dem? Hvor mange vidste noget om det? Hvordan kendte Hubert til det? Havde han været med i det? osv. osv. osv. Ingen detalje var for lille til at blive vendt og belyst.

Omsider fri af forhørsdomernes pindehuggeri var de tre slukørede drenge på vej ned ad gangen til deres værelser.

   - Kom lige med ind til mig et øjeblik, sagde Hubert. Jeg skal lige fortælle jer noget.

Næppe var de trådt ind, før Hubert havde fået låst døren og stoppet nøglen i lommen. Paul forudså, hvad der skulle til at ske. Valde var åbenlyst desorienteret. Havde vist ikke prøvet det før. Kiggede sig om med flakkende blikke, tydeligt usikker på den opståede sitation, og bange for, hvad der mon ventede. Han kom ikke til at befinde sig i uvished længe.

   - Valde først, kommanderede Hubert. Læg dig på sengen og træk bukserne ned.

Valde så meget bange ud. Men adlød. Turde ikke andet. Han vidste ikke, hvad der skulle til at ske. Forventede nok noget slemt. Men ikke det. Paul opfangede et kort glimt af Huberts lem, før det forsvandt mellem Valdes baller. Han så udtrykket i Valdes ansigt. Forskrækkelse, smerte, vantro, chok. Regulær rædsel stod at læse i Valdes ansigt, da Hubert masede den længere ind og lagde sig tungt oven på ham. Han gispede efter vejret. Hans øjne udvidede sig i chok. Så trak de sig sammen i smerte. En uartikuleret lyd undslap ham. Derefter et formeligt hyl.

   - Hold op med at skabe dig, Valde.

Der undslap Valde endnu et gispende smertehyl, da Hubert stødte til.

   - Hold så op med at skabe dig, Valde. Paul plejer ikke at jamre så meget.

Hubert pulede løs for fulde gardiner.

   - Av! Av! Av! Av!

   - Hold så op med at skabe dig, for helvede, Valde. Det er sgu da ikke noget at hyle sådan for.

Valde forsøgte forgæves at bide smerten i sig. Klynkede stille. Af og til, når der kom et særlig hårdt stød, kunne han ikke tilbageholde en højere lyd, der hvergang blev efterfulgt af en irettesættelse fra Hubert. Valde græd. Men henad vejen mere stille.

Paul vidste ikke, om han klarede det bedre, da det blev hans tur. Det gjorde ondt, og ind imellem undslap der ham en lyd. Han græd vist ikke. Ikke hvad han var sig bevidst. Prøvede at lide så stille som muligt. Han kunne ikke se Valde. Faktisk kunne han ikke se ret meget andet end madrassen. Men han fornemmede Valdes tilstedeværelse og hans nervøse trippen rundt i værelset.

De talte ikke om det bagefter. Der var egentlig ikke noget forandret. De talte om de ting, de plejede at tale om. Men der var sket noget med Valde. Han var blevet bange for Hubert. Bange på en anden måde, end Paul var. Når Hubert var i nærheden mindede Valde om en mellemting imellem en kuet hund og en fanget rotte, der leder efter en flugtvej.

Heldigvis skulle Hubert begynde i udeskole, og flyttede snart efter ned på den anden afdeling. Det var klart til gavn for afdelingens sociale miljø og dynamik. Især for Paul og Valde var det en stor lettelse. Nu gjaldt det bare om at undgå ham på institutionens fællesarealer.

En dag, hvor Hubert og Frits begge skulle møde sent, kiggede de op forbi institutionens skole i det første frikvarter. Paul hørte dem tale om, at de "edderma'me havde haft det hyggelig den morgen". Paul kunne levende forestille sig af hvilken art, den hygge havde været. Det undrede ham bare, at Frits gjorde sådan noget. Han var ellers sådan lidt fin på den. På den anden side kunne Paul huske engang, hvor Frits havde taget en plastikfigur med en lang, bøjelig hale og vendt halen den anden vej med et sigende smil. Nu smilede Frits igen på den måde. Åbenbart havde Hubert fundet sig en forbundsfælle på sin nye afdeling.

Fint, tænkte Paul. Lad det blive dernede, så kan de gøre, hvad de vil.

Pauls fornemmelse sagde ham, at de vist bare havde ligget under dynen og småpillet ved hinanden. Hygge-nulren. Havde Hubert skruet grovfilen på, ville Frits næppe have smilet det samme smil som dengang med figuren.

Henad eftermiddagen gik Paul rundt sammen med Valde lige i nærheden af byggelegepladsen. De havde ingen smøger, men kiggede på jorden i håb om et finde et skod. Pludselig stod de næsten lige overfor Hubert. Valde stivnede.

Hubert stod med en legetøjspistol. En særlig slags, som man kunne købe nogle specielle knaldhætter til. De var på den tid ret populære. Hubert fyrede et skud af. Viste så cigaretpakken i jakkelommen.

   - Skal i med ned og ha' en smøg?

   - Og det er kun en smøg? Spurgte Paul skeptisk.

   - Ja, bare en smøg.

   - Så gør du ikke noget? lød Valdes forskræmte spørgsmål.

    - Nej!

    - Og hvorfor skulle vi tro på det? tog Paul atter fat.

Valde var for skræmt til at sige mere. Han var trådt et skridt tilbage og gemte sig bag Paul, der førte ordet for dem begge.

   - Jeg gør ikke noget.

   - Den har jeg hørt før.

   - I får den her pistol og knaldhætterne med, hvis jeg gør noget. Vi ryger bare en smøg.

   - Ja, ja. At se på. Jeg kender dine numre, Hubert.

   - Nej. Rigtigt, at holde i hånden, at eje og beholde.

   - Det garanterer du?

   - Ja.

Smøgerne trak. Hvis de bare turde stole på ham.

   - O.k. skal vi, Valde? Bare en hurtig smøg?

Valde nikkede, mens øjnene for forvildet rundt i hovedet på ham. De satte sig i overetagen af den største af hytterne. Byggeren var efterhånden en spøgelsesby. De færreste huskede længere hvem, der havde bygget hvad. Paul kunne fortælle om det. Men det spillede ingen rolle. Han var den sidste egentlige hytteejer. De andre var mere eller mindre fællesbenyttede rester fra en anden tid.

Valde pulsede kraftigt løs og røg sin cigaret hurtigt. Han holdt sig hele tiden på længst mulig afstand af Hubert. Da han havde røget smøgen ned til filteret, var Paul kun lidt over halvvejs igennem sin.

   - Skal vi ikke gå nu, Paul?

   - Jeg er ikke færdig.

   - Kan du ikke bare skodde den.

   - Jeg er færdig lige om lidt.

   - Skal vi ikke gå nu?

   - Vent nu lidt.

   - Jeg går altså nu. Kommer du ikke med?

   - Bare gå. Jeg kommer om lidt.

Valde listede af.

   - Jeg gør ikke noget, sagde Hubert lidt efter. Jeg skal bare lige spille den af.

Hubert lagde sig et stykke væk og onanerede. Den var vokset en del siden sidst og var nu endnu større. Det så helt vildt ud.

Et øjeblik senere så Paul den hvide stribe drive ned over kolben. Hubert kunne virkelig sperme. Sådan rigtigt. Janus havde engang sagt, at han kunne. Men det havde bare været tis.

Bagefter ville Hubert absolut pille ved Pauls. Begyndte bare uden videre at åbne hans bukser.

   - Vi havde en aftale.

Hubert pegede på pistolen og knaldhætterne med en sigende bevægelse.

Paul var fanget. Det var ubehageligt. Dobbelt-ubehageligt. Ikke bare fordi, han var nød til at finde sig i det. Men for første gang nogensinde skammede han sig over sin størrelse og følte det ydmygende, at den blev set. Ikke bare i tanken og forestilligen. Men i situationen, hvor det skete. Situationen, som ellers altid opløste tankerne. Men denne gang lå det pinlige netop i situationen, og han græmmede sig. Det havde han aldrig før haft grund til. Men den var komplet latterlig i forhold til Huberts.

   - Se, hvor lille den er. Kan du huske, at din engang var endnu mindre.

   - Hhhhmmmm. Jeg synes, du har en fin lille pik. Ligesom jeg også synes, at Frits har en fin lille pik.

   - Er Fritses lige så lille som min?

   - Tjah - det er vist nogenlunde det samme.

Paul huskede, at han engang havde set Frits' i svømmehallen. Den havde set rigtig, rigtig lille ud. Nærmest mikroskopisk. Kunne han virkelig ikke slå den?

Forskellen virkede måske bare ubetydelig, når man havde sådan en stor en. Paul havde jo heller aldrig selv gået synderligt op i forskellen på alle dem, der var mindre end hans.

Alle dem?

Det var vist i grunden ikke ret mange. Det var jo bare Jesper, Ole og Gert, der havde sådan nogle bitte-små nogle. Det kunne man ikke regne med. De talte ikke.

Udover det?

Paul kunne lige akkurat slå Valdes. Alle de andre var meget større. Fritses var sikkert også større. Måske næsten lige så lille. Men nok lige en tak eller to udover Pauls.

Hubert holdt op med at pille og slikke og lagde sig om på ryggen. Pegede ned på sine stadig halvåbne bukser. Paul var godt klar over, at han ikke slap. Omend modvilligt greb han ned i Huberts underbukser efter den ondsindede, muskuløse negerarm, som gemte sig deri, og tog så meget han kunne ind i munden.

Mens Paul forsøgte at gabe højt, ladede Hubert pistolen med en knaldhætte, og skød af. Derefter endnu en. Paul begyndte at synes, det var lige i overkanten. Hubert havde jo foræret ham den.

   - O.k. en mere, sagde Paul, da han et øjeblik måtte have fræseren ud for at trække vejret, men så vil jeg altså godt have min pistol.

   - Din pistol?

   - Ja! Det var, hvad du sagde!

   - Med fingrene krydsede på ryggen, grinede Hubert og pressede Pauls hoved nedefter.

Paul gjorde som forlangt. Da han næste gang lige skulle trække vejret et øjeblik, forsøgte at han tage mål af Hubert med fingrene. Men han måtte have gjort det forkert, for det var ikke nær så vildt, som han havde tænkt sig. Han kunne både se og mærke, at det ikke kunne passe.

   - Den er altså enormt stor, fastslog Paul. Det må være den største på hele Pilehushjemmet.

   - I hvert fald en af de største. Fredes er vist også ret stor. Men jeg tror ikke, den er lige så stor som min.

   - Det kan den da heller ikke være. Ikke så stor.

   - Nej, den er jo nok noget mindre.

   - Er det virkelig rigtigt, at Fritses er lige så lille som min?

   - Njah, det kan godt være, den er lidt større, kom Hubert Paul i møde med et underfundigt smil.

Det gav Paul noget at tænke over de kommende dage. Nu hed det "lige så stor som Huberts og lige så lille som Pauls". Engang havde det været lige modsat. Det tog energi og koncentration fra skolebøgerne, og det var ikke godt. Lone terpede nemlig benhårdt med Paul på det tidspunkt. De var blevet enige om, at det var på tide at sætte sig nye mål. Efter et par temmelig fjerne dage lykkedes det heldigvis Paul at tage sig sammen og mose på.

Frem imod det helt store mål!

Det forår begyndte Paul i udeskole. Men blev dog foreløbig boende på den samme afdeling. Han var stolt over at være nået så langt. Var egentlig også godt tilfreds med at blive på sin gamle afdeling. Især så længe Hubert boede nede på den anden. Uheldigvis gik Hubert på den samme skole. Paul mærkede dog ikke meget til ham. Det var en stor skole, men opdelt i flere små, overskuelige huse. Huberts hus lå i den helt anden ende. Derimod kom Frits - der også gik på den skole - en dag hen for at hilse i et frikvarter. Det var hyggeligt nok.

Det var i det hele taget rigtig rart. Paul var kommet flyvende fra start. Lone havde kørt ham ud til skolen den første dag, så der ikke blev noget med at finde det. Tillige for at fortælle hans nye klasse lidt om Pilehushjemmet, hvad det var for et sted og skolegangen der.

De var kommer ind i den bygning, hvor Pauls klasse lå. En flok jævnaldrende drenge stod i det store fællesrum.

   - Er det dig, der hedder Paul? spurgte en af dem.

   - Ja. Så er i måske mine nye kammerater?

Det var lige, hvad de var. De tog ham straks til sig og hjalp ham til rette. Paul oplevede en åbenhed og varme, der gjorde dybt indtryk på ham. Det overgik hans vildeste forventninger og fejede med en enkelt bevægelse alle hans ængstelser til side. De virkede allesammen utrolig søde og rare.

Det var en god tid, der fulgte. Paul fandt sig hurtigt til rette i klassen. Det gik fint med at snakke med de andre, og han kom ikke galt afsted. Der lå en antydning af uro under det hele, fordi han var bange for at komme til at sige eller gøre noget forkert. Men han opdagede hurtigt, at rigtige børn også kan være fjollede og finde på dumme ting. Det fik ham til at slappe mere af. Der faldt en ro over tingene, hvor Paul forsigtigt nærmede sig forskellige klassekammerater og gjorde tilløb til kammeratskab. Ind imellem tussede han vanen tro også en del rundt for sig selv. Men det var der ingen, der sagde noget til. Så det var åbenbart i orden. Ingen syntes at opfatte ham som særlig forkert eller mærkelig. Selvfølgelig undrede de sig lidt over, at han boede på det sted. Mange spurgte også om forskelligt. Men kun på en venligt interesseret måde.

På institutionen blev tingene også lidt anderledes. Oppe til lektielæsningen om eftermiddagen sad han sammen med de andre udeskolebørn, og kom på den måde lidt mere i kontakt med nogle af dem nede fra den anden afdeling. De havde også et betydeligt bedre musikanlæg dernede end oppe på hans egen afdeling, så dér var en tungtvejende grund til at komme på besøg.

Paul havde altid godt kunne lide at besøge den afdeling. Følte sig rimelig stedkendt. Det var kun nede bagved, som til stadighed var forblevet en fremmed, fjern verden. Både i den tidlige periode med de unge, og siden med de små. Udeskoleafdelingen var en hyggelig og rar nabo, hvor der var mere roligt end oppe på hans egen.

Der var så desværre også Hubert. Men det første stykke tid skabte det ingen problemer. Faktisk oplevede Paul en dag, hvor han havde været ude og købe en ny plade, og kom ned og spurgte, om han måtte høre den på afdelingens gode anlæg, at han havde en rigtig hyggelig stund sammen med Hubert, der vældig godt kunne lide den plade. Hubert stillede sig endog på Pauls side, da der kom nogen og ville sætte noget andet på.

En anden dag, hvor Paul kiggede ind, og en del af eleverne var i fællesrummene, kunne han høre noget tiltalende musik inde fra afdelingens stue. Han spurgte, hvad det var. Det var Hubert, som svarede. Et bånd med en plade, han havde fået overspillet. Han luftede videre muligheden for at handle med det. Ved et par senere besøg hørte Paul flere af sangene på båndet. De var gode. Nogle gange oppe til lektielæsning nævnte Hubert også båndet i forbifarten. Om Paul var interesseret?

Paul havde ikke de bedste erfaringer med Hubert-handler. Der var en tendens til, at uanset hvilke aftaler, man havde indgået, endte det altid med, at Hubert havde penge til gode. Dertil havde Paul en lille betænkelighed i forhold til det, han havde hørt af musikken. Det var ganske vist lige sådan noget, som Paul kunne lide. Men en lidt mere hårdtslående variant.

   - Er det ikke meget vildt? spurgte Paul, da Hubert en dag igen havde nævnt båndet.

   - Noget af det er. Ikke det hele. Det skifter sådan frem og tilbage, svarede Hubert.

En dag, hvor Paul kiggede ind en halv times tid før lektielæsningen, spurgte han Hubert, om han ikke måtte høre lidt mere af det bånd. Nogle andre var ved at høre noget i stuen, og Paul lod sig lokke med ned på Huberts værelse. I samme øjeblik døren blev lukket og låst, vidste han, at det var en fejltagelse.

   - Jeg har altså slettet det musik, forklarede Hubert. Men der er noget meget bedre. Jeg har optaget, da pædagogerne havde møde. Det er bare lidt svært at høre.

Hubert satte båndet på. Paul kunne ikke høre noget som helst. Han syntes også, det så ud som om, at Hubert havde skruet helt ned for sin båndoptager.

   - Kan du ikke skrue lidt op?

   - Den er oppe på det højeste.

Sådan så det ikke ud. Knappen var i den forkerte ende. Der var skruet helt ned. Paul indså, at uanset hvad der var på det bånd, måtte Hubert have gang i et af sine spil. Det med personalemødet var sikkert fis. Hvorfor kunne Hubert ikke bare spille det, der var på båndet?

   - Vi må jo også være forsigtige, så ingen hører det, fortsatte Hubert.

   - Jamen jeg kan slet ikke høre noget.

   - Båndoptageren var skjult i den anden ende af rummet, så de sidder langt væk. Jeg tror, de måske har opdaget det. De kommer nok og vil have båndet. Det får de ikke.

Båndet spillede videre med volumeknappen i bund. Det bankede på døren.

   - Lektielæsning lige om lidt, lød pædagogens stemme udenfor den låste dør.

   - I får bare ikke det bånd, erklærede Hubert.

   - Hvilket bånd? lød det desorienteret på den anden side af døren.

Paul og Hubert så på hinanden.

   - Måske har de ikke opdaget det alligevel, hviskede Hubert. Så kan du stadig komme til at høre, hvad de taler om til mødet.

   - Det er lige meget med det bånd, svarede Paul og rejste sig.

Godt der snart var lektielæsning. Så skete der nok ikke noget. Han ville slippe denne gang.

   - Låser du døren op?

I stedet for at blive lukket ud, blev Paul løftet op i luften og smidt på sengen. Madrassen tog kun delvis for. Halebenet knaldede lige mod sengebunden. En smerte jog op igennem ryg og baghoved. Dansende prikker for øjnene.

Han nåede ikke at komme sig ovenpå den hårde landing, før Hubert sad overskrævs oppe ved hans hoved og trak sin kæmpe pik ud af bukserne.

Den var større end nogensinde, men Paul følte ingen misundelse. Den var alt for monstrøs og uhyggelig til at være noget, han ville ønske sig. Han ville bare gerne være fri for at skulle have med den at gøre.

Den passede alt for godt til Hubert!

Hubert, der altid skulle overdrive, ødelægge, forgrove og gøre sjovt til ondt. Hubert, der altid gik udover grænsen. Hubert, der på det seneste havde fået en masse bumser i fjæset, som ikke just gjorde ham kønnere.

Ligesom dengang med det elektriske hegn på kanoturen. Ligesom tusind andre Hubert-ting, lige fra dengang på Bornholmerbåden, hvor han havde trukket i Pauls forhud og fremefter. Det var det samme igen og igen.

Således også krabaten!

Den havde aldrig været pæn. Men engang var den i det mindste lille, sjov og i det store hele nogenlunde som andres.

Allerede dengang lidt for mørk og lidt for grim. Men ikke tilnærmelsesvis i den grad som nu. Fraregnet nogle få noter og straffepoint havde det været en ganske almindelig en, som alle mulige andre.

En standardmodel!

Men sådan en kunne Hubert naturligvis ikke nøjes med. Lige så lidt, som han kunne nøjes med at mærke de små klik i den fugtige jord fra det elektriske hegn. Som han dengang havde bygget en konstruktion til at give biller og insekter stød, skulle han selvfølgelig også have et rædselsvækkende torturredskab mellem benene.

Yderspidsen af uhyret dunkede imod hans læber. Paul strammede munden til af al kraft. Hubert pressede på.

   - Du får båndet.

   - Ja, at se på, hvæsede Paul ud gennem sin sammensnørede mund.

   - Nej, rigtigt. På ære du får det.

   - Jeg kender dig, Hubert. Du er fuld af fup.

Den stædige rambuk masede sig videre frem, udnyttende den åbning, Paul ikke kunne undgå opstod, hvergang han hvæsede et svar ud. Det sorte tårn var nået på den anden side af læberne, men kunne ikke forcere de sammenbidte tænder. I stedet masede den sig vej langs indersiden af kinden. Paul mærkede, hvordan hans kind blev spilet ud. Det mindede lidt om at være til tandlægen og have munden stoppet ud med vattamponner. Huberts høvl kørte nådesløst op og ned mellem hans tænder og kind. Det gjorde ondt. Det føltes som om huden var ved at revne.På en eller anden måde måtte Hubert have fået tvunget temmelig meget ind på den begrænsede plads. Paul kunne mærke, hvordan kinden var tvunget ud til bristepunktet. Alligevel kunne han stadig øjne uanede mængder af tyk, mørk pik, der befandt sig udenfor hans mund. Ville hans kind holde? Eller ville mundvigen simpelthen krakelere i et bogstavelig talt flækket grin?

   - Kom nu, for fanden, Paul. Se! - Her er mine hænder. Jeg krydser ikke fingre eller noget. På ære og Ama'r. Du får det bånd.

   - Sikker?

   - Ja. Sut nu for helvede.

Paul åbnede. Monsteret krøb ind.

Flakkende tanker. Fjerne associationer. Tandlæge. Kvælning. Lanseturnering mellem riddere. Udstopning af et dyr. Tilstoppede afløb i badeværelset. Et grådigt måltid. En for stor mundfuld mad i munden. Noget galt i halsen. Mere tandlæge. Bore et hul. Olieboretårn. Cobra. Kvælerslange ...

Flimrende glimt. Glidende fragmenter.

Bare forbipasserende billeder i brøkdele af sekunder, mens en del af hans bevidsthed hele tiden så, mærkede og smagte. Glimtene så korte at han ikke nåede at opfange dem. Situationen tvang ham konstant tilbage i intenst nærvær.

Tilbage til overfladen ....

Tilbage til Huberts enorme lem ...

     Ufattelig lang!

     Ufattelig tyk!

     Ufattelig væmmelig!

For meget, for meget, for meget ...

Bagefter gav Hubert ham båndet og indrømmede samtidig, at det bare var fis med den hemmelige optagelse. Det var den overspillede plade, Paul tidligere havde hørt. Det var Paul nu i virkeligheden også mere interesseret i. Så han var godt tilfreds.

Det gjorde stadig lidt ondt i halebenet, da han sad oppe til lektielæsning. Også senere, da Paul hørte båndet. Alligevel syntes han, at han var sluppet relativt billigt. Det var også rigtig god musik. Han tænkte ikke særlig meget på, hvordan han havde fået båndet. Det var overstået og smidt hen i "sådan er det bare"-bunken. Spøgte en smule i ydermarginalerne af hans bevidsthed. Men Paul var langt mere optaget af at høre musikken og lære sangene bedre at kende.

Der gik et stykke tid uden videre konfrontationer. Såvel i skolen som på institutionen så han bare af og til et glimt af Hubert på afstand. Til gengæld gik det ret voldsomt for sig, da en ny nærkontakt indtraf.

Bagefter kunne Paul ikke huske, hvordan det var begyndt. Han havde vist været på vej ind på sin afdeling og var tilfældigt rendt på Hubert udenfor. Hvem havde sagt hvad, og hvad var der i det hele taget sket? Han vidste det ikke med sikkerhed. Havde Hubert bare uden videre overfaldet ham?

I hvert fald fandt han sig selv liggende på jorden, med Hubert siddende ovenpå sig.

   - Lad mig være, hvæsede han. Jeg skriger, så alle kan høre det.

Han havde næppe udtalt ordene, før Huberts hånd lå hårdt henover hans mund.

   - Skriger du højt, lille Paul? Jeg synes ikke, jeg kan ikke høre noget. Der blev vidst ikke meget af det skrig.

Deri havde Hubert ret. Det var kun nogle uartikulerede lyde, der trængte ud gennem Huberts hånd. Slet ikke nok til at tilkalde hjælp. Paul forsøgte at stritte imod. Men der var ikke noget at gøre. Han kunne heller ikke nå at slippe væk, da Hubert rejste sig.

Han mærkede, at han blev vendt om. Mærkede Huberts tag omme bag kraven på hans jakke, og kanten af lynlåsen, der strammede mod struben. Han vidste, at han blev slæbt ned over græsplænen, men oplevede det kun i spredte glimt. Det måtte gøre ondt. Men sært nok mærkede han ikke smerten.

Kartoffelsæk, hundehvalp, der skal druknes, røg det gennem hans hoved. Græsset. Taget i bag i hans jakke. Hubert, der trak afsted med ham.

Glimt - glimt - glimt.

Der var bålpladsen. Han mærkede den udbrændte aske i næseborene. Der var stengærdet. Han fornemmede, at han blev løftet op over. Skete det her? Var det en drøm?

Dér var det hule træ. En gammel, væltet træstamme. Et af de yndede steder til smugrygning. Han mærkede sig selv blive smidt derind, som var han en død last. Han opdagede dårligt nok, at Hubert trak hans bukser ned. Men den smertende følelse i endetarmen var tydelig nok.

Stød efter stød fulgte, mens han atter blev forvandlet til en død ting. Hårde, nådesløse dunk. Han mærkede det, og mærkede det alligevel ikke.

Han vidste godt, hvad der skete, men havde forlængst opgivet al modstand. Han lod Hubert gøre sig færdig, mens han bare ventede. En sløv ligegyldighed havde besjælet ham. Der havde været andre gange, hvor det gjorde mere ondt.

Af en eller anden grund mærkede han det ikke særlig meget. Hverken Huberts tunge kropsvægt ovenpå ham eller de kontinuerlige ind og ud i hans bag. Hans mund var fuld af visne blade. Han forsøgte at spytte dem ud, men forholdt sig ellers passivt. Kiggede ind i et dulgt mørke. Syntes et øjeblik han anede noget derinde.

Så var det forbi.

   - Du skal ikke ta' dig af, hvis du kan mærke noget drive ud, forklarede Hubert. Det er bare sperm. Måske bløder det også lidt. Men det betyder ikke noget.

   - O.k. Jeg kan godt mærke, jeg er lidt våd bagi.

   - Det betyder ikke noget.

   - O.k.

Side om side gik de sammen op ad græsplænen. Der var stille et øjeblik.

   - Du siger ikke noget, vel? spurgte Hubert.

   - Nej. Selvfølgelig ikke.

   - Hvad nu hvis de ser noget, og spørger?

   - Jeg siger ikke noget.

   - Jeg må være sikker.

   - Du får min pladespiller, hvis jeg sladrer.

Det var den bedste garanti, Paul kunne give, og det vidste Hubert også godt. Han var også tilfreds dermed. Paul var ingen sladderhank. Han kunne roligt love Hubert sin pladespiller. Han havde vist også fået ham overbevist nu.

De standsede op et øjeblik udenfor Pauls afdeling inden de skiltes.

   - Du ved godt, at jeg har haft en af samme mærke, ikke?

   - Jo. - Hvis du mangler en pick-up, eller vil have en reserve, så vil jeg godt sælge den.

   - O.k.

Der blev ikke sagt mere. De nikkede indforstået til hinanden. Hubert gik ned imod sin afdeling, og Paul ind på sin. Han havde allerede næsten glemt det, der var sket. Han var mere optaget af, at han havde overbevist Hubert om, at han ikke var nogen sladderhank.

Men den klamme fornemmelse i underbukserne og den silende stribe ned ad benet var en påmindelse. Det var lidt ulækkert at have Huberts sperm drivende ud af sig. Paul skyndte sig i bad. Han sad længe i badekaret i fjerne tanker. Havde nogen spurgt ham, hvad han tænke på, ville han være blevet svar skyldig. Han befandt sig i en fjern tåge.

Hubert og Paul talte ikke om det skete sidenhen. Ikke en eneste gang. Blot blev Paul forsigtigere og gjorde mere for at undgå Hubert. Han tænkte ikke så meget over det, der var sket. Opfattede blot endnu mere end tidligere Hubert som noget farligt. Det var ikke til at vide, hvad han kunne finde på. Hubert havde altid været uberegnelig. Men det var værre ting, han fandt på nu end tidligere. Paul forsøgte at beskytte sig bedst muligt mod truslen.

Lige til den aften ...

Det var weekend. De var ikke særlig mange. Ikke på Pauls afdeling. Der foregik vist nok et eller andet nede på den anden afdeling. I hvert fald var de fleste der den weekend.

Hubert var der også. Han havde lige været et smut inde fredag eftermiddag for at give en eller anden besked, havde i forbifarten kigget ind til Paul et øjeblik og fyret en remse af om, at han ville stikke et glødende jernstang op i røven på Paul og videre op igennem hans tarme og mavesæk. Paul havde bedt ham skride. Hubert havde overraskende nok forladt hans værelse uden videre. Havde dog lige pillet lidt ved nogle af hans ting.

Havde han også pillet ved hans pladespiller? Paul syntes, den lød lidt mærkeligt.

De spiste tidligt til aften om lørdagen. Bagefter var Paul gået ned til sig selv for at høre en plade. Smut sagde det, og færdig var nålen.

NEJ!!!

Hvis der var noget, Paul ikke kunne undvære, var det musik. Alt andet. Paul havde været i lidt trist humør den dag. Netop sådan en dag behøvede han musik. Masser af musik.

Hubert havde en nål til salg. Det havde han selv sagt. Lige meget om Paul havde kylet ham ud fra sit værelse dagen før. Forretning var forretning, og var der noget, Hubert var, så var det forretningmand.

Hvad havde han at tilbyde i bytte? Samlede Hubert stadig på frimærker? Ville han måske have det lille frimærkealbum?

Nej. Paul vidste godt, hvad Hubert ville have. Hvis Paul skulle have fat i den pick-up, var der ingen anden udvej.

Det var jo også lige meget. En gang fra eller til. Hvilken forskel gjorde det?

Han kendte rutinen. Det var bare at få det overstået.

Pædagogen var ingen steder at se. Han havde jo heller ikke udgangsforbud eller noget. Paul smuttede ud og gik ned til den anden afdeling. Han løb på Hubert, netop som han kom ind.

   - Hej Hubert. Må jeg lige snakke med dig?

   - Ja, det må du godt. Kom med.

De gik ned på hans værelse.

   - Ja?

   - Den pick-up, du snakkede om. Har du stadig den?

    - Ja.

Hubert fjernede nålen fra de smadrede rester af en pladespiller, og viste den til Paul.

   - Jeg har det her frimærkealbum. Vil du bytte?

   - Det har jeg ikke så meget brug for. Måske sammen med noget andet. Har du flere ting?

   - Nej.

Hubert stoppede nålen i brystlommen.

   - Vent lidt. Jeg skal lige se.

Hubert åbnede døren og kiggede ud. Der var tomt på gangen.

   - Hurtigt. Kom med her.

Paul fulgte med. Toilettet lå lige skråt overfor Huberts værelse.

   - Hvorfor her? Har du ikke nøgle til værelset mere?

   - Det er bedre her. Det er mere sikkert.

Hubert trak bukserne ned. Han var absolut kampklar. Den stod lige op i luften som en stenstøtte, da han satte sig på toiletsædet og lænede sig tilbage. Med spredte ben og enden helt ude på kanten af sædet, mens ryggen halvt liggende hvilede imod cisternen.

   - O.k. Kom igang.

Paul tog fat med hænder og mund. Hubert betragtede ham med et sløvt smil, mens han sad henslængt tilbagelænet med halvlukkede øgleøjne. Kom ikke med særlige instruktioner, men overlod til Paul at underholde ham.

Paul gjorde sit bedste, og også ret længe.

   - Er det nok nu?

Hubert syntes at overveje. Besluttede omsider at lade Paul slippe.

   - Kravl ud af vinduet og pas på, der ikke er nogen, der ser dig.

   - Jamen de har jo set mig komme ind på afdelingen.

   - Det tænker de ikke på. De har glemt det eller tror, du er gået, mens de ikke så det. Men hvis nogen ser os komme ud fra toilettet sammen, så gætter alle det.

Paul kravlede ud af vinduet. Hubert betragtede ham indefra, hev nålen op af brystlommen og rakte ham den.

   - Værs'go.

Paul rakte ud efter den. Hubert trak hånden tilbage.

   - En femmer.

Paul skulle til at protestere. Men Hubert skar ham af.

   - Jeg vil skide på, om det er uretfærdigt. En femmer, o.k.?

Han havde gjort alt, hvad Hubert forlangte. Der havde ikke været nogen snak om ekstra betaling før nu. Men han måtte have den nål.

   - En femmer, o.k.?

Paul nikkede og fik nålen. Han blev stående et øjeblik, mens Hubert lukkede vinduet. Indefra kunne han høre Hubert trække ud i toilettet, så alle ville tro, han bare lige havde været ude og tisse. Sporene var slettet.

Paul holdt krampagtigt fast om nålen hele vejen op til sin afdeling. Det ville være ubærligt at tabe den i mørket. Men han kom sikkert indenfor, fik den installeret på pick-up armen, og snart lød musikken ud i værelset. Toner, der bar ham langt væk. Det andet var forsvundet.

Paul begyndte at omarrangere sin opslagstavle. Skiftede billeder ud. Ændrede lidt på deres placering. Det kunne blive flot, når han lige fandt ud af at få det hængt helt rigtigt.

Paul var helt væk i en anden verden og fik et chok, da pædagogen stak hovedet ind for at fortælle, at der var aftenkaffe. Paul stirrede med åben, måbende mund på hende, som var hun et eksotisk dyr. Han kunne et øjeblik slet ikke orientere sig. Det var ikke bare en almindelig forskrækkelse. Han følte sig taget på fersk gerning midt i noget slemt og forkert. Fanget! Men han sad jo bare og var ved at hænge en tegning op. Hun kunne jo ikke se ...

... Hun havde slet ikke opdaget, at han havde været væk, men troede, at han hele tiden havde været på sit værelse ...

          ... ikke se ...

... Hun vidste ikke engang, at der havde været noget galt med hans pladespiller ...

          ... ikke se ....

Alligevel følte han sig afsløret. Han havde end ikke givet et spjæt fra sig. Tvært om! Paul sad helt forstenet, da de to situationer faldt ind i hinanden og han et kort øjeblik ikke kunne holde dem adskilt.

Skyldig! Fanget!

Det han havde gjort. Han var kommet selv. Selvom han vidste, hvad det indebar. Han havde også været lidt imponeret og i smug forsøgt at tage mål. Den var ubegribelig stor. Utroligt som den blev ved at vokse. Paul var ikke sikker på, at han egentligt ønskede det for sig selv. Sådan en forvandlet en så forkert ud. Lignede noget andet.

Alligevel havde det vakt en art beundring i ham. På en måde kunne det være fedt, hvis man havde sådan en. Men på den anden side set var den også utrolig væmmelig, og i det hele taget måtte der være noget galt.

Der fulgte vist også andre forandringer med. Hubert havde altid været led. Men ikke sådan som han var blevet. Engang kunne han ind imellem være flink. Det var der intet tilbage af. Det var de værste sider af Hubert, som var vokset sammen med hans lem. Jo større den blev, desto ondere opførte han sig. Efterhånden var alt, hvad han gjorde, modbydeligheder.

Om mandagen i 10-frikvarteret dukkede Hubert op. Han skulle lige snakke med Paul. Der var et lille rum, hvor man kunne sidde inde.

   - Herinde kan vi snakke, sagde Hubert.

Paul vurdere situationen. Hubert ville ikke finde på noget her. Det ville være for risikabelt. Altså ville han bare snakke.

   - Se, lille Paul, sagde Hubert i et overpædagogisk tonefald, som talte han til en femårig, du skylder mig jo nogle penge. Du kan jo nok se, at når man skylder penge, bliver man nød til at betale dem.

   - På torsdag, når det er lommepengedag.

   - Der er jo flere dage til. Så løber der renter på. Tror du overhovedet, at du kan skaffe de penge, lille Paul?

   - Jeg siger jo på torsdag, Hubert. Hold nu op.

    - Det bliver med renter, lille Paul. Det bliver dyrt. Men øh ...

Hubert lod med en sigende bevægelse en hånd køre op ad inderlåret.

   ... Du kan jo også betale dem sådan her.

Paul havde pengene klar om torsdagen. Hele den tier femmeren i mellemtiden var blevet til.

Men Hubert var intet sted at finde. Heller ikke de næste par dage. Først om tirsdagen dukkede Hubert op. Forklarede hvor mange renter, der nu var løbet på. Paul forsøgte at forklare, at han havde ledt efter Hubert. Hubert tyssede på ham og fejede ham af med sit tale-til-en-femårig- tonefald.

- Du kan jo nok se, lille Paul ...

Men der var jo også den anden mulighed. Den var Paul imidlertid fast besluttet på at undgå. Det lykkedes ham at skaffe beløbet trods Huberts ågerrenter og få sagen bragt ud af verden. Det bragte ham lidt mere fred.

Lidt!

Ind i mellem oplevede Paul sære strejftanker. F. eks. at der trods alt var en form for orden og system i det med Hubert. Tingene passede sammen. Det gjorde de bestemt ikke altid. Hvis man fik tæsk, var det af en, som var stærkere. Blev man belært, var det af en, som var klogere. Men sådan var det ikke altid med størrelserne og hvem, der forgreb sig på hvem. Ofte var det noget værre rod og utrolig forvirrende.

Omkring det tidspunkt begyndte Paul også at tænke mere end hidtil over de ting, der sker med kroppen, når man bliver ældre. Det var noget mærkeligt noget. Huberts havde absolut ikke været stor før forvandlingen. Men den var blevet det. Kunne man overhovedet regne med, hvordan den almindelige havde været? Det var åbenbart usikkert. Man måtte vente og se. Ind imellem, når Paul så en større dreng, med en bule i bukserne, som måtte skyldes forvandling, også selvom den måske ikke var så voldsom endda, tænkte Paul, at han var heldig, fordi han kendte sin dom. Det måtte være dejligt. Uanset hvordan dommen var faldet ud. Kendte man sin dom, havde man fred og behøvede ikke spekulere mere.

Men da Paul et års tid senere opdagede, at han var begyndt at få kønsbehåring, var hans første tanke: Nu bliver jeg snart psykopat!

Pauls tro på sin egen størrelse føltes som en tynd is, og han mærkede noget andet tone frem under den gennemsigtige overflade. I et splitsekund syntes en scene fra "Bennys Badekar" at udspille sig nede i dybet. Paul huskede den her krabbe, der havde en klo, som var havenes skræk, og som han måtte dække med en vante, for at folk ikke skulle blive bange. Men da vanten så kom af, var kloen ikke længere, hvad den havde været engang. Den var helt lille, død og indtørret - ikke længere havenes skræk. Han blev til grin. Alle hånede ham.

Lige nu føltes der også dødt og indtørret mellem Pauls ben.

Var den ved at forkrøble ligesom krabbens klo? - Blev den mindre og mindre, mens Birgers blev større og større.

Nej, det kunne ikke passe. Ikke endnu i hvert fald. Så hurtigt kunne den ikke visne. Den var bare ikke rigtig i hopla. Det betød ingenting.

Den må da være dernede et sted. Men den er vist blevet helt lille. Valborg behøver bare at sige: "Hun lå i en seng og kneppede", så stritter Birgers helt vildt. Der sker ikke noget med min.

Jeg kan ikke en gang få en ordentlig stivert på. Men hvis den blev stiv. Så er min da større end Birgers. Er den ikke? Den der kan jeg da slå bare med min halvstivert, ja - min storslasker. Kan jeg? - Selvfølgelig kan jeg det. Min er meget større. Det ved jeg jo. Men hvad nu hvis den er blevet mindre?

En let dirren føjede sig til uroen i systemet. En sprække i en mur åbnede sig og små onde kryb myldrede ud.

Nej. Min har altid været den største, og det er det stadig. Jeg vinder jo altid. Hvergang!

Hæse, skrigende lyde inde i Paul, som blev en ældgammel dør åbnet og en mængde spindelvæv inde i en forfalden ruin kom til syne.

Bag visheden om urørlig storhed hørtes en hvisken fra helvede: den er større end din, den er større end din, den er større end din ...

Er den? spurgte Paul den hånende djævel. Ja, svarede djævelen leende, meget større. Du bliver til grin ligesom krabben.

Jeg kunne godt tænke mig at se den, når den er rigtig stor og stiv. Gad vide, hvordan det ser ud? Se bulen! - den når helt derop til. Tænk hvis han tog den frem. Hev den ud af bukserne. Jeg ville gerne se den.

Nej. Ikke alligevel. Det er lige meget. Rend og hop. Det er en værre dum møgpik, og den er ikke særlig stor. Birger er bare en lille, dum lorteunge med en latterlig lille tissemand.

Støjen fra ruinenerne og helvede og alle de andre steder blev højere. Som tusinder af maltrakterede violiner, der spiller klagende kattejammer på en slagsmark med bomber bragende omkring sig. Ulidelig larm, forpint fræsen - sønderknusende sug i mellemgulvet.

Djævelen skar igennem støjen og overdøvede alt med sine skingre råb:

DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN!

NEJ, NEJ, NEJ! - GU' DEN EJ, skreg Paul tilbage. Naturligvis kun inde i sig selv. (Udadtil var han tavs, sammenbidt og surmulende)

Se nu rigtig på den bule, formanede Paul sig selv. Den er altså ikke særlig stor. Det ligner sådan som mange af de andre også ser ud, hvis de har stivert i bukserne.

Djævelen grinede en rå latter nede fra sin afgrunds dybder. Hvem prøver du at narre? Det nytter ikke noget. Indrøm det nu bare. Den ER større end din. Fes den ind? - DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN!

Suget i maven var ulideligt. Paul kunne ikke holde det ud. Han hadede Birger, og hadede især hans selvglade hoveren. Han ville ikke tro det. Nægtede simpelthen.

Eller gjorde han? - Nej. Paul var sur, sur, sur. Utilnærmelig. Han havde jo slet ikke villet med på den her tur. Ville hellere være blevet hjemme.

Rend og skid allesammen. Især Birger og hans åndssvage pik.

- Ja, ja, ja, vrissede Paul af Birger, hvis den så bare havde været så stor.

Kapitel 18

Jesper trak Paul til side.

   - Jeg skal fortælle dig noget, hviskede han.

   - Ja?

   - Jeg har bollet med pigerne fra nede bagved! Både Laila og Bianca. Flere gange. Mest med Bianca. Men Laila har også gjort det med nogle af de andre.

Paul vidste ikke, hvad han skulle svare. Det her var nyheder udover det sædvanlige. Ikke bare hvem, der havde smøger eller smadret en rude, og så havde det oven i købet stået på nogen tid, og flere af de andre været i gang, uden at han havde vidst noget om det. Han var vist begyndt at miste følingen med tingene, efter at han var kommet i udeskole, og alting handlede mest om det.

   - Jamen hvor gør i det henne? forsøgte Paul, for blot at forstå en smule af det hele.

    - Nede på byggeren.

   - Alle madrasserne er jo plaskvåde.

   - Vi ligger ikke ned. Vi står bare op.

   - Kan man det?

   - Ja, ja. Der er flere, der har stået der med Laila. Hun gør det, hvis du spø'r hende. Det er fedt! Du skulle prøve det.

Paul vidste ikke, hvad han skulle sige til det. Nu hvor han gik i udeskole. Lone havde gjort det helt klart, at der ikke måtte være noget finkeri. Det gjaldt om, at være stor og fornuftig nu.

Han var allerede faldet lidt ved siden af i sommerferien. Han og Jesper havde været der i en uge sammen med Laila, og en dag havde de begge på skift tungekysset med hende. Nu var det åbenbart drevet videre. For vidt, tænkte Paul.

Det var ikke så længe siden, det med tungekyssene. Knap en måneds tid. Nærmest som en forlænget bevægelse. Men han havde ikke været med. Var blevet sat af. Nu da han gik i udeskole.

Paul fik stadig jævnligt lidt sladder fra Ole og Jesper. Men han var ikke længere en del af det hele på samme måde som før.

Joh, ind imellem. Det var blandet og både-og. Han snakkede med de andre hver dag og deltog i afdelingslivet. Alligevel var der en forskel, og nu var de andre nået til noget, han slet ikke forstod.

   - Ole og Gert har også prøvet, brød Jesper ind i Pauls tankerække. Og så selvfølgelig nogle af dem, fra hendes egen afdeling. Birger og sådan. Jeg kan godt spørge Laila for dig, hvis du vil have det.

   - Måske. Jeg ved ikke. Jeg tænker lige lidt over det.

    - O.k.

Jesper lod ham i fred. Kendte tilstrækkeligt til Pauls tænkepauser til at vide, at samtalen var forbi.

Paul tænkte. Ikke så meget på skal-skal ikke, som hvordan det var kommet dertil. Det forekom ham at være en fjern, mærkelig verden. Gådefuld. Han følte nok en nysgerrighed. Men det var alt for fjernt og mærkeligt. Tænk at Laila gjorde det med alle mulige. Og de vidste allesammen hvordan det var at være sammen med en pige og gøre det rigtigt.

Gåder, gåder, gåder ...

Men det var jo forkert. Hvorfor var det gået så galt for Laila? Hvornår var hun blevet sådan en? Det var nok fordi, hun var så dum. Hun forstod ikke, hvad det var, hun gjorde. Det var efterhånden sjældent, at de talte sammen. Men når de gjorde, virkede hun stadig sød. På den måde var hun ikke blevet anderledes.

Paul forstod heller ikke, at Jesper tog det så let og muntert. Han var jo ikke dum. Han kunne også tænke over ting. Men han virkede sært ubekymret omkring de her ting. Det var som om, det ikke var noget særligt.

Jesper havde vist nok heller aldrig haft det sådan rigtig skidt med deres tissemandslege, og selvom han havde en lille-bitte en, var han aldrig bange for at vise den.

Var Paul den eneste, der havde det sådan? Syntes, at der var noget galt? Men det måtte der jo være. Paul var dybt overbevist om, at han havde ret. Når han var så sikker på, at der var et eller andet forkert i det her, så kunne det ikke være rigtigt. Ikke helt rigtigt i hvert fald. Der var noget, de andre ikke havde forstået.

Men Paul ville aldrig have været i stand til at forklare det til nogen. Fornemmelsen sad bare i ham uden at kunne blive til ord. Det var den vanskelighed, han jævnligt stødte imod. Også med andre ting. Alle de tilfælde, hvor det hele bare endte i "Jeg ved ikke hvorfor. Det er noget, jeg ikke kan forklare. Det er noget med følelser." Sådan var det tit. Indeni kunne der godt være de rigtige ord. Men de kom aldrig ud på den rigtige måde.

Lige nu var det hele så forvirrende og fyldte ham med så mange modstridende ting, at han ikke en gang vidste, hvad han følte og syntes. Ikke udover at der var noget ved det her, han ikke brød sig om. Men der var ingen gode ord. Heller ikke indeni.

Derved blev det indtil videre. Rygterne svirrede fortsat. Om alle dem, der bollede Laila nede på byggeren. Paul holdt afstand til finkeriet. Han gik i udeskole.

Paul anstrengte sig virkelig for at være stor og fornuftig. Det gik godt i skolen, og han var glad for sin klasse. Han kunne begå sig mellem de rigtige børn. Det var han glad for. Men ofte gled han tilbage i sin gamle rolle, når han kom hjem. Eller noget andet, der var værre, fordi det var ude af trit med alting, ikke faldt sammen med livet på afdelingen, som han på én og samme tid var for stor og for lille, for fornuftig og for ufornuftig, for klog og for dum til at glide naturligt ind i. Han var udeskolebarnet, men ind imellem også den mest umodne og problematiske af dem allesammen.

Afdelingen var atter i forandring. Der var kommet et par nye elever. Paul havde fornylig fået en ny nabo, Jacob. Han var o.k. - flink nok. De havde talt lidt om musik. Jacob var ikke helt så fjollet, som nye plejede at være. Ind imellem var han lidt. Så måtte Paul trække sig. Når nu han gik i udeskole. Så kunne han ikke køre med på de dumme ting, Jacob fandt på. Ikke særlig tit i hvert fald.

Der var også kommet et par nye pædagoger. Igen!

Men alt i alt var tingene ikke værre end før. Denne gang havde han oplevet forandringerne sammen med flere af de andre, og de var sammen om at kende til før og nu. De to nyeste pædagoger var o.k.

De nye elever var også o.k. Godt at de var sluppet af med Hubert. Lidt trist med nogle af de andre. Men der var jo heldigvis stadig Jesper og Ole. Og Valde. Kliken var nogenlunde intakt.

Dagene gik. Paul var mest optaget af sin skole. For første gang i lang, lang tid var der noget, han var glad for. Der gik bare så mange kræfter til det. Når han kom hjem, gad han ingenting, og det gik ikke særlig godt på afdelingen. Men det var det værd.

Efter alle de år, hvor han og Lone havde taget deres ture, gik han nu i en rigtig skole og havde kammerater blandt rigtige børn. Han havde været med hjemme hos nogle af dem. Mødt deres forældre.

Han havde også været til klassefest. Han havde haft nyt tøj på, og nogle af de andre havde sagt, at det var pænt. Han havde danset med Berit. Smukke Berit med de store Bambi-øjne. Han havde set lige ind i dem, og hun havde smilet. Det var helt specielt! - VILDT!

Berit var ikke en finke. Hun var en rigtig pige. Hun gjorde garanteret heller ikke de der andre ting. Sådan var det ikke ude i dén verden. Det var bare Pilehushjemmet - den verden, der var forkert.

Men den verden var der også. Der skete ting og sager. Paul vidste det, selvom han var trådt lidt udenfor det hele. Laila havde været til en mærkelig undersøgelse hos en eller anden speciellæge. Nogle sagde, at det var efter, at hun havde bollet med Filip. Det havde gjort ondt, og hun havde blødt. Så var Laila kommet hen til den der læge. Mere vidste man ikke.

Laila ville ikke tale om det. Blev hun spurgt, hævdede hun, at det ikke havde noget med det at gøre. Pædagogerne lod som ingenting. Ingen blev skældt ud eller bare formanet. Det mindede lidt om dengang, de to afdelinger blev slået sammen. Det her med at lade som om, der ikke var sket noget.

Laila var heller ikke holdt op med bolleriet. Hun gjorde det ikke helt så meget som før. Men hun gjorde det engang imellem.

Selvom Paul var glad for sin skole, var den skjulte smerte indeni alligevel blevet større på det seneste. Hvorfor vidste han ikke. Men sådan var det.

Der var selvfølglig det med den ubehagelige hilsen fra Ejner, Frits havde overbragt. Den sved stadig.

Ind imellem var det også rigtig svært, at han ikke rigtig kunne finde sin plads på afdelingen længere. Selvom han fik de vigtigste nyheder, var han ikke altid klar over, hvorfor, hvornår og hvordan med tingene.

Som da Jacob, hans i begyndelsen forholdsvis fornuftige nye nabo, blev fjollet. Hvad der var sket med ham, vidste Paul ikke. Men i hvert fald begyndte Jacob at flippe ud.

   - Jacob render rundt og viser sin pik frem, fortalte Ole en dag.

Paul tog sig i at stille det oplagte spørgsmål. Sådan noget spørger man ikke om, når man går i udeskole. Det var også overflødigt. Ole ville have fortalt, hvis der var grund til at blive imponeret. Alligevel kunne Paul mærke den gamle nysgerrighed vågne.

Især en aften, hvor han kunne høre Jacob ude fra gangen, åbenbart stående i døren til sit værelse.

   - Vil du se min tissemand? spurgte han Bente, en af de nye pædagoger.

   - Nej, det vil jeg ikke, svarede Bente. For det er bare en ganske almindelig lille drengetissemand, så den er ikke særlig interessant.

Paul følte sig krænket på Jacobs vegne. Hvordan fanden kunne hun vide, om den var ganske almindelig og ikke særlig interessant, når hun ikke havde set den? I hendes sted ville Paul have været stærkt fristet til at sige ja. Men han ville nok blive nød til at sige nej. Ligefrem bede om at se den, kunne han i hvert fald ikke. Men måske hvis han kom tilfældigt forbi, når Jacob viste den frem. Så kunne han jo ikke gøre for det.

Samtidig noterede Paul sig forandringen. At Jacob pludselig var kommet på det trip, en optagethed, han ikke havde, da han flyttede ind. Han huskede, hvordan han selv i sin tid var blevet opmærksom på sin diller og optaget deraf på en måde, han ikke havde været før. Der var et eller andet ved Pilehushjemmet, der gjorde det. Vækkede noget giftigt og forkert i en.

Det var nu ikke dét, der optog Pauls tanker. En stor del af tiden, vidste han overhovedet ikke, hvad det egentlig var. Der var bare denne her sorg og surhed derinde. Denne her fornemmelse af, at det hele kunne være lige meget, og at der ikke sådan rigtig var noget ved noget. I hvert fald gjorde det altid en lille smule ondt at være Paul.

En dag, da de havde en mellemtime i skolen, rendte Paul lidt rundt for sig selv, og tænkte over, om det hele måske engang ville blive bedre. Under sin planløse gåen omkring var han kommet hen til en afsides flisegang.

Han kiggede på fliserne. Så fik han ideen. Fandt en sten.

O.k. - hvis den ryger et lige antal fliser, bliver det bedre engang. Ryger den et ulige, bliver det hele ved på samme måde.

Paul sparkede. Han talte. Stenen var røget et ulige antal fliser!

Det ville altså aldrig blive bedre. Det havde han strengt taget heller ikke forventet. Han syntes bare lige, han ville gøre et forsøg, inden han opgav det hele.

Måske var det derfor, han kort efter begyndte at blive mere ligeglad med tingene. Om han fik lavet sine lektier, om han huskede at være stor og fornuftig. Han savnede lidt det gamle kammeratskab med Jesper og Ole, og begyndte at snakke lidt mere med dem igen. Især Jesper.

Da Jesper en aften havde en aftale med Bianca nede på byggeren, og Laila var i forvandet, lod Paul sig overtale.

Jesper og Bianca trak over i det ene hjørne af hytten, mens Laila stillede sig i det modsatte, blottede sit underliv og afventede Pauls indtrængen.

Han hev den frem. Den var halvstiv. Han maserede den lidt og den begyndte at stritte rigtigt. Nu skulle det så prøves. Hvorfor kunne han egentlig ikke se. Det måtte vel føles på en eller anden måde, når han stak den ind, eller der ville ske et eller andet med ham. Men det virkede bare ikke så særligt. Ikke nær så spændende som at danse med Berit. Laila stod bare der og ventede. Hvad skulle det hele gøre godt for?

Nå, joh - han skulle bolle en pige. Sådan rigtigt! Det var jo det. Det var det, alle talte om, og det, som det gjaldt om. Men hvorfor egentlig? Sådan var det bare. Nu skulle det altså være.

Han gik tæt hen til hende.

   - Så gør vi det, Laila?

   - Hmm

   - Os to?

    - Hmm

   - Er du klar?

   - Hmm

Laila kiggede smilende ned på sit underliv. Paul forsøgte at trænge ind i hende. Men han var stadig ikke hård nok. Det var lidt koldt, han var temmelig nervøs, og så var der jo det med Filip. Han havde været der. Mon hun sammenlignede?

   - Er den lige så stor som Filips?

   - ja, svarede Laila på en sært åndsfraværende måde. Paul var ikke sikker på, at hun overhovedet havde hørt, hvad han sagde.

Han prøvede på ny at presse den op. Det gik ikke. Den var ikke hård nok. Jo mere Paul prøvede, desto blødere blev den. I begyndelsen havde den ellers strittet godt nok. Gjorde det tildels stadig. Men når han pressede den op mellem Lailas ben, gled den ikke ind. Den bøjede, når han prøvede. Det var ikke spor rart. Åbenbart skulle den være meget hård, for at det kunne lade sig gøre.

Der lød støj ovre fra Jesper og Bianca. Hun ville vist ikke alligevel. Bag sin ryg kunne han fornemme, at de trådte ud fra deres hjørne. Paul, der kendte Jespers størrelse, tænkte, at det nok var lettere at få sådan en op i en pige. I hvert ville det her ikke lykkes for ham. Men kunne Paul ikke komme op, så kunne han da prale. Han gik lidt væk fra Laila. Stod og pillede ved den.

   - Jeg skal lige have den helt stiv!

Paul pillede videre. Han kunne se, at Bianca kiggede på den. Forskellen måtte være tydelig i forhold til Jespers. Bianca kiggede virkelig yderst intenst på den, og så samtidig tankefuld ud.

   - Jeg har set Huberts, sagde hun så pludselig.

Satan og Helvede, tænkte Paul. Som om det ikke var nok med Filip.

Det var i det hele taget noget værre dumt noget. Ikke nær så spændende som at danse med Berit.

   - Det kunne være fedt at bolle nogle piger.

Uddrag af privat journal

4/7

Den gamle "der er aldrig nogen, der hører efter"-følelse genaktiveret. Det er vel sådan set det hele.

Det er så bare påfaldende, at det jo lige præcis er den følelse, jeg skildrer i "Hændelsen" og fremstiller som direkte forbundet med Pauls fald og forvildelser.

Netop derfor føles det lidt, som hvis nogen skrev om at være bange for edderkopper, og der derefter var en eller anden drillepind, der smed en edderkop ind ad deres brevsprække.

Formodentlig en falsk anklage. Men slaget kan være lige tilintetgørende, hvad end det er forsætligt eller uforsætligt.

Fakta er under alle omstændigheder, at jeg nu står lige præcis dér, hvor jeg af al kraft må forsøge at afbøde slaget, sætte alle kræfter ind på "damage controll". Her gør folks motiver hverken fra eller til. Min kamp for at begrænse skaden er den samme.

Det her kan jeg godt mærke, at jeg ikke er færdig med. Men i det mindste har jeg da nu så nogenlunde fået præciseret, hvad sagen overhovedet drejer sig om.

Den konstrutive version: hvad kan jeg gøre?

Jeg kan skrive en rasende besked, hvor jeg skælder ham ud. Næppe en god idé.

I det hele taget gælder det om, at få sagen vendt rigtigt. Der gælder nøjagtig det samme, som for de mekanismer, jeg skildrer i "Hændelsen": at ikke forveksle indre og ydre.

Det er inde i mig, der er noget galt. Det er således også her, det må ordnes.

Altså ikke noget med at skælde nogen ud. Det kommer der intet ud af. I hvert fald ikke noget godt.

Altså er noget helt andet påkrævet. Men hvad?

Lad mig begynde med at fastslå, at det allerede er et væsentligt skridt på vejen, at jeg så præcist har formået at indkredse sagen og nå frem til, nøjagtig hvad det drejer sig om. Det betyder, at jeg kke bare rager rundt i en diffus tåge og hverken aner ud eller ind.

Diagnosen er stillet. Det burde gøre det lettere at finde frem til, hvad der så skal gøres.

Føler mig næsten afslappet og godt tilpas her med min pibe og kop kaffe. Det er muligvis usundt. Men kun for kroppen. Hvis det kan rede min sjæl, så skidt med legemet.

Gad vide om aseksuelle læsere ville fange alle de små vink om, at Paul er om ikke strikt aseksuel, så grænsende op til, grey area. En af de mere lumske pointer i "Hændelsen" er den kamuflerede aseksuelle propaganda. Paul har i virkeligheden ingen dybere forståelse af det seksuelle koncept. I sine forsøg på at forstå det har han skabt en pseudo-seksuel bevidsthed, der blot er et tyndt overtræk. Det viser sig særlig tydeligt i hans voksne/modne år. Der står direkte, at det ikke var, hvad han havde forventet og håbet på, men en stor skuffelse.

Mon ikke mine venner i foreningen ville bide mærke i den oplysning?

Jeg har ikke desto mindre mine forbehold overfor at præsentere "Hændelsen" for dette publikum. Jeg tror simpelthen, at det vil være alt for skrap kost for dem. Dertil kommer - som skrevet står - at raske ikke har brug for læge.

5/7

Så en temmelig tam og forudsigelig film i fjernsynet i aftes. Men sød, rigtig sød. Har haft en rolig nat og sovet godt. Føler mig nogenlunde rolig og afbalanceret her i denne morgenstund.

Får ikke rigtig gjort og foretaget mig ret meget i disse dage. Har forskellige småting, jeg satser på at klare idag.

Føler mig trist til mode. Men som jeg nyligt var omkring er sorgen bedre end vreden. Efter gårsdagens analyse ved jeg endog præcis, hvad jeg er ked af. En følelse af at ingen vil høre, at ingen tror på, at jeg har noget væsentligt på hjerte, men alle som en bare fejer mig af bordet som en vrøvlehoved.

Det er jeg ked af

Er det da slet ikke muligt at råbe nogen op, hvad man end gør? Er alle bestræbelser nyttesløse? Det ser sådan ud, og ja - det er faktisk ret trist.

Det stiller også sagen på en lidt anden måde. Jeg kunne godt give mig til at analysere mit fortællebehov op og ned ad vægge og stolper, veje mine motiver på en guldvægt i en uendelighed.

Men kan sagen helt igennem gennemføres som et internt projekt? Når jeg nu en gang har det sådan, at der er noget, jeg gerne vil fortælle, når jeg nu vitterlig er dybt overbevist om, at det er af betydning og vigtighed, at relevansen ikke bare er noget, jeg bilder mig ind, men at sagen modsat er, at der er noget, andre ikke har forstået.

Måske er det en fiks idé. Men jeg kan ikke slippe den. Der er noget, som skal og bør fortælles, og det er ikke bare noget ligegyldigt vrøvl. Men hvad nytter det, at jeg kan argumentere for dets vigtighed, når ingen vil høre?

Det ender jo med at være lutter spildte kræfter, når alle nægter at lytte. Så kan der være nok så mange gode argumenter for væsentlighed og relevans. De forvandles til ingenting, når hele verden nægter at forholde sig til dem.

Jeg er sendt i skammekrogen og udråbt til vrøvlehoved. På den måde er alt, hvad jeg har at sige, gjort til intet.

Det gælder om at finde på noget nogenlunde fornuftigt at foretage mig. Det gælder om i aften at kunne sige, at jeg har brugt denne dag på en god måde. Det er det eneste, der kan hjælpe.

At råbe, skrige, morse, hejse signalflag, sende røgsignaler og tusind andre ting til en blind og døv verden vil blot gøre mig endnu mere trist og opgivende. Hvis jeg kan finde på noget, der på en gang føles meningsfuldt og opmuntrende at foretage mig, så kan der måske komme noget godt ud af denne dag.

Jeg har gjort gode ting for mig selv! Satset på opmuntring og undgået alt, der ligner selvafstraffelse. Mest af alt trængte jeg til et bad. Øbrohallen holder ferie, så jeg tog ud i Emdrup Badet. Tidligt på dagen, så der var næsten ikke nogen. Havde det stort set for mig selv, og så intet, der kunne vælte mig. Travede hjemad. Undgik at kigge ind på Bisbebjerg Hospital og se min gamle afdeling. Jeg vurderede, at det ville være en dårlig idé. Ikke mindst med al den fornyelse. Hvis de nu har revet bygningen ned. Den bygning, der spillede en så stor rolle i min ungdomstid, nærmest var dens centrale omdrejningspunkt. Det ville jeg slet ikke have kunnet tåle at se. Det ville med garanti have været et syn, der havde slået mig omkuld. I stedet så jeg mig om efter et sted at få noget at spise. Det lykkedes imidlertid først ret langt fremme på turen. Men det lykkedes, og jeg hyggede mig ganske godt.

Hvor er jeg glad for, at tingene lykkedes på den måde. Også trods al det omfattende traveri. Det har med garanti været godt og sundt for mig. Jeg kan sige, at jeg har haft en vellykket morgen/ formiddag.

Gudskelov at tingene lykkedes.Ellers ville de mislykkede forsøg formodentlig have forstærket impulsen til selvafstraffelse. Jeg ville have siddet og sagt at ikke en gang det, kunne jeg finde ud af, og der kunne jeg jo bare se, hvad jeg var for et komplet udueligt fjols.

Den undgik jeg, og i stedet fik jeg gjort nogle rare ting for mig selv. Det er her, jeg kan sige, at jeg lige er nået lidt længere end min hovedperson. Paul ville med garanti være faldet i.

Om jeg orker ret meget mere idag efter den lange travetur, ved jeg ikke. Gør jeg ikke, gør det sådan set ikke noget. Jeg har det så utrolig meget bedre, end jeg havde i morges, og føler, det er en fuldt ud velfortjent pibe tobak og kop kaffe, jeg sidder her med.

Måske er sådan en større krise også at foretrække frem for de mindre. Jeg kunne ikke undgå at blive bevidst om det, og dermed er jeg også i højeste alarmberedskab. En mindre ting, som knapt bliver registreret, kan være langt mere lusket. Overliste en.

6/7

Har lige set et afsnit af Special Victims Unit, hvor en, der havde voldtaget to små piger blev frikendt p.g.a. en teknikalitet. Den ene død. Den anden stod frem, men havde været illegal indvandrer. Hun bliver snuppet af immigrationsmyndighederne, mens han går fri. Politimanden, der har efterforsket sagen kunne ikke tag afgørelsen og lavede en regulær henrettelse. Så er det ham, der bliver retsforfulgt. Hvor er retfærdigheden henne i det? Det overlende offer gjort til dobbelt-offer. Jeg ligefrem ryster af raseri. Jeg havde sgu også skudt det svin.

Det griber jo også ind i alt det her. Ofre mistroet. Ofre gjort til dobbeltofre. Det er jo også det jeg selv - omend i mildere grad - har oplevet på det seneste.

Undergraver vores troværdighed, tier os ihjel, gør nar af os, forfølger os, piller rundt i juridiske fiksfakserier. Sådan gør man ved os alle. På den ene eller anden måde.

Jeg er nået til en grad af raseri, hvor jeg tænker frygtlige tanker og forsvarer ting, jeg almindeligvis ikke ville forsvare.

Jeg har været ved at koge op hele dagen. Så tidligere et afsnit af Unge Morse, der drejede sig om nogle drenge på en institution. Det rigtig dumme svin blev nakket. Men den selvretfærdige mokke til hans enke, der begyndte at postulere hans uplettethed. Kors hvor havde jeg lyst til at give hende et par på kassen.

Her ville man bare tage sig en sløve og slappe af dag med uforpligtende tv. Så kommer det naturligvis lige til at passe, at der kommer en hel stribe af ting, der griber ind i alt det her, jeg står i.

Jeg er så frygtelig vred. Vred på den måde, hvor det fylder hele kroppen.

Det er naturligvis fordi, at det minder så meget om det, jeg har oplevet på det seneste. Jeg har bare fortalt, hvad der skete, hvorefter det er mig, der beskyldes for både det ene og det andet.

Det er en gammel kendt sag, at sandheden altid er ilde hørt. Men i den grad? En så massiv fornægtelse, at man bare bruger et hvert middel. Endog at gøre det til en diskussion om genrer. De gamle profeter blev stenet, jaget ud af byer og forfulgt. Men der var da i det mindste ingen, der begyndte at rette på deres grammatik, hvilket ville have været en grovere hån imod budskabet end at rejse sig i åben vrede imod det. Vreden viser da trods alt, at man på en eller anden måde forholdt sig til budskabet.