Ind i "Please Please Me"

"Please Please Me" var den første LP The Beatles udsendte. 10 numre kom i kassen i løbet af en marathon session. Dertil blev føjet a- og b-sider af  Beatles' to første singler. De 14 sange udgør en energisk kavalkade af eksplosiv rock and roll og iørefaldende pop, der sendte et foryngende pust af munter livlighed ind på en engelsk musikscene, som generelt var domineret af blødere ting. Udgivelsen af "Please Please Me" regnes af mange for dateringen af, hvornår 60'erne for alvor kom i gang.

Når man betragter sangene på "Please Please Me"-albummet kan det være af nogen betydning at gøre sig klart, at de ikke er indspillet i den rækkefølge de forekommer på pladen. Skønt den almindelige påstand er, at man på det tidspunkt endnu ikke var begyndt at tænke på lp'en som en sammenhængende arbejdsflade, men bare som en samling sange, er der ikke desto mindre tænkt i en opbygning, hvor man har overvejet hvad, der skulle komme efter hvad. Dertil kommer, at Beatles ved samme lejlighed indspillede nogle yderligere numre, som ikke kom med på pladen. At der er blevet valgt og tænkt i sammensætning er således påviseligt.

Mange nutidige udgivelser begynder med at fyre de to eller tre oplagte hits af, for at få solgt produktet, og så står den ellers på fyldkit for resten. Blandt de mest sjældne ting overhovedet nu om dage er således et afslutningsnummer, der virkelig flytter noget. Det regnes for en given ting, at folk på dette tidspunkt enten har afbrudt cd-spilleren eller forlængst er holdt op med at høre efter. 

Hvor helt anderledes er det da ikke at høre "Please Please Me"-albummets forrygende finale med "Twist And Shout", sangen, der for masser af mennesker dengang lød som fanfaren til en helt ny tid. Det er et af pladens tre-fire mest berømte numre, tiltrods for at det slet ikke er en original Beatles-sang. De havde planket den fra The Isley Brothers, men ombearbejdet den i betydelig grad. I originaludgaven er det en festlig, men lidt ligegyldig partyplade, stærkt domineret af et noget påtrængende blæserarrangement. Beatles strammede sangen op, droppede blæserne og spillede i stedet det bærende riff på guitar. Guitar og bas hamrede til gengæld riffet an, så det kom til at stå langt mere klart og tydeligt frem. Hen over dette brølede og skreg John Lennon. 

Historien om at dette sidste nummer på pladen også er det sidst indspillede, og at Beatles her simpelthen gav alt, er velkendt. Men historien er lige fascinerende hver gang, den bliver fortalt. "Vi mangler et nummer, noget der virkelig kan slutte af med et brag," bedyrer George Martin. "Der er 'Twist And Shout' . Det er den vildeste, vi har, og den plejer at vække jubel til koncerterne," svarede Beatles. George Martin godkendte valget. Man holdt en kort pause. En halvforkølet John Lennon med ondt i halsen spiste pastiller og drak mælk med honning. Men så skulle forsøget gøres. Men hvordan komme i den tændte, animerede stemning som til koncerterne? - Godt! - Der var George Martin og hans teknikere ude i buret. De måtte gøre det ud for publikum. John smed skjorten, stillede sig op med bar overkrop klar til at holde koncert for dem, bag studiets glasrude, og så fik den ellers hele armen. Den var i kassen. For en sikkerheds skyld ville man have et ekstra take, men Beatles havde givet alt og kunne ikke mere. Det er således take 1, der findes på pladen.

Mens de øvrige numre på "Please Please Me" kom i en anden rækkefølge end de var indspillet, er "Twist And Shout" således rent faktisk sidst indspillet, og et helt bevidst forsøg på at sætte et punktum, der sluttede pladen af med manér. Man må sige, at det til fulde lykkedes. En sådan slagkraft og utæmmet vildskab var aldrig før hørt hos en engelsk gruppe. Ja, at en hvid mand kunne synge sådan vakte chokblandet begejstring overalt. 

Utallige mennesker, der var unge og musikinteresserede i '63, har fortalt om hvor overvældede de blev, og hvordan de forsøgte at efterligne John Lennons skrig. Det gjorde adskillige andre af tidens populære bands også. Således konkurrenten fra Decca-historien, Brian Poole And The Tremeloes, der i kølvandet på Beatles' første lp, skyndte sig at smække et album sammen, der havde "Twist And Shout" som både titel- og åbningsnummer. At deres version ikke når op på siden af Beatles' er vel næsten unødigt at nævne. Men vil man være flink, kan man dog kalde den et hæderligt forsøg. 

Siden dengang har utallige bands taget "Twist And Shout" på repertoiret. Ikke under indflydelse fra The Isley Brothers, men derimod The Beatles.

"Twist And Shout" var forståeligt nok fast på Beatles' live-repertoire, og vakte altid begejstring som et af de helt store slagnumre. Men ydermere opnåede sangen en status af manifest og symbol - en samlende metafor for den brusende glæde og ungdommelige friskhed, som prægede den tidlige britiske beat. En ny tid fuld af fremadstormende ungdom og vital energi, gjorde op med al tristhed og stivhed, tændte håbet hos selv de mest sortsynede og stormede ud i verden som kampråbet for en ny fantastisk epoke. 

Endnu i dag står "Twist And Shout" som en slags de tidlige 60'eres fanebærer, og der er ved utallige lejligheder blevet spillet på denne symbolik. For at nævne blot et enkelt eksempel, sluttede The Who deres afskedskoncert i Toronto (1982) med en sjusket nu-kan-i-sgu-rende-os-i-røven-version af "Twist And Shout". Ballet var forbi. 60'erne var ikke mere. Efter 70'ernes nedtur og kriser lurede fremtiden med udvendiggørelse af musikken og MTVs syntetiske univers. Den sidste ærlige musikalske ytring måtte derfor nødvendigvis være en surt vrængende udgave af et af de stærkeste billeder på glæde, der nogensinde er indspillet. Da lysene blev slukket den aften i Toronto (det var den 17. december, 1982), burde pladeindustrien have drejet nøglen om. Intet - jeg gentager: intet! - af det, der er sket siden, har været i besiddelse af sand gyldighed. Men Lennons skrig fra '63 holder endnu. 

Ydermere er "Twist And Shout" en central del af en historisk vandre-struktur i musikken. Først var der en række mexikanske og latin-amerikanske sange, hvoraf den bedst kendte er "Guantanamera", som findes i adskillige versioner med forskellige latinamerikanske orkestre, og nord for den amerikansk/mexikanske grænse bl.a. er indspillet af The Weavers. Ritchie Valens, der var fra Californien, men havde mexikanske aner, kom på sporet deraf hvilket særlig tydeligt kom til at præge hans hit "La Bamba", men mindre udtalt også kan spores i f.eks. "Come On Let's Go". Siden tog bl.a. Trini Lopez "La Bamba" på sit live-repertoire. Da man i 1987 lavede en film om Ritchie Valens liv, kom den til at hedde "La Bamba", og gruppen Los Lobos antydede i deres version sangens rødder. Men allerede lige ved indgangen til 60'erne var strukturen vandret videre. Således f.eks. til The Isley Brothers og originaludgaven af "Twist And Shout", som Beatles efterfølgende lavede en mere overbevisende tolkning af. I samme periode havde The Drifters et betydeligt hit med "Sweets For My Sweet". Mens Beatles tog sig af Isley Brothers' sang, var det en anden Liverpoolgruppe, The Searchers, der skænkede den britiske beat en tolkning af "Sweets For My Sweet". Disse to bud på brug af hvad, der i alt væsentligt var samme grundstruktur, dannede forbillede for en lang række senere parafraser. Det kulminerede i 1965, hvor varianter af grundriffet syntes at dukke op alle vegne. Typiske eksempler er The McCoys' "Hang On Sloopy", der samme år blev indspillet af The Yardbirds, og Wayne Fontana And The Mindbenders' "The Game Of Love". I '66 fulgte The Trogs trop med "Wild Thing", der senere blev tolket af Jimi Hendrix. At strukturen dog er mere eller mindre uopslidelig, fremgår uden videre af, at sangen "Summer Nights" fra filmen "Grease" så sent som i 1978 blev et kæmpe hit. Men man kan jo også spille de gamle sange igen. Således lavede The Sharing Patrol i 1986 deres helt egen udgave af "Hang On Sloopy", i '87 leverede Jeff Beck en gang "Wild Thing" og så sent som i 2006 kom The Brandos med et bud på "Guantanamera". Læg hertil at Shubiduas fordanskning af "Twist and Shout" - "Stærk Tobak" - i årevis var et af deres mest populære numre. Pophistorien skylder en stor tak til en eller anden ukendt latinamerikaner!

Men tilbage til foråret 1963. Udover at være en usædvanlig potent kraftudladning, er "Twist And Shout" samtidig en forbilledlig illustration af, hvordan Beatles typisk fortolkede andres sange, hvad det var, de i deres bedste øjeblikke kunne tilføre et allerede lanceret nummer. Det var især energi og slagkraft. Der blev ikke fyldt på og tilføjet raffinementer. Der blev lige modsat skrabet ned til essensen. Ved at undgå al unødig pynt, men til gengæld råbe og skrige, blev der etableret en særlig intensitet, der til trods for udtrykkets voldsomt ekspressive karakter, også kunne rumme intime og indsmigrende aspekter. I mange tilfælde blev tempoet (grundpulsen) hævet, for at give en mere hurtiggående fornemmelse end hos originalversionen. Det var dog ikke altid tilfældet. Undertiden blev modsat en sænkning af tempoet brugt til at give en mere sej og rå fornemmelse. Men i begge varianter handlede det om at intensivere rytmen i retning af en hårdere, mere tørtæskende opfattelse. Ringo sikrede den gode, jævne rytme og de gennemslagskraftige bank som underlag. Ovenpå klang guitarerne. Netop guitarerne. Noget helt karakteristisk er, at blæserriffs, stryger-linier og des lige blev overtaget af guitarerne. Dette er særlig tydeligt i forbindelse med de mange Tamla-Motown sange, som Beatles fortolkede. I sin essens var der tale om at spille soul som om det var rock and roll. Tidligere på "Please Please Me" kan man således høre "Anna", "Chains", "Boys" og "Baby It's You" få en nært tilsvarende behandling, mens "A Taste Of Honey" stikker en anelse ud fra det gængse mønster. Dog ikke mere end at det sammenlignet med Lenny Welsh, helt tydeligt er et rock and roll bands bud på en "A Taste Of Honey". 

Den typiske rytmiske intensivering med hårdtbankende trommer tilføjet lyden af klingende guitarer i et iøvrigt relativt nøgent lydbillede, medførte i en række af de mest vellykkede tilfælde, at nummeret fremstod med ny friskhed og virilitet. Visse Beatles-tolkninger er så autoritative i så henseende, at man næsten kan glemme, det ikke er rigtige Beatles-sange. Visse uoplyste eksistenser tror rent faktisk, at det er Beatles, der har skrevet og oprindelig lanceret "Twist And Shout". Fejlen er tilgivelig. Den ret så enestående sangskrivning fra de herrer Lennon og McCartney kan dels give indtryk af, at de kunne have skrevet en hvilket som helst sang det skulle være, og dernæst har denne storhed tiltrukket sig en opmærksomhed, der betyder, at mange slet ikke har gjort sig klart, hvor gode fortolkere Beatles var. Beatles var dem, som skrev de her fantastiske sange. Ja, det var de så afgjort. Men de var også dem, der kunne spille andres sange, med en vægt og autoritet så det blev deres. Dette er netop kernen i en Beatles tolkning: de kunne gøre en andens sang til deres egen. John Lennon omtalte ved flere lejligheder Rosie And The Originals' "Angel Baby" som en af sine yndlingssange. Da han mange år senere selv indspillede nummeret, måtte enhver der ikke vidste bedre tro, at det var en original John Lennon sang.

Udover de eksempler på en typisk Beatles-behandling man finder på "Please Please Me", er oplagte eksempler blandt senere indspilninger, The Marvelettes' "Please Mr. Postman", Smokey Robinson And The Miracles' "You Really Got A Hold On Me", The Donays' "Devil In His Heart", Little Richards "Long Tall Sally", Buddy Hollys "Words Of Love" og Chuck Berrys "Rock And Roll Music". Opskriften var rundt regnet den samme hver gang, og kan i sin essens udtrykkes som: mere kul på! Dertil et: pil udsmykningerne af!

Det er her betegnende, at Beatles holdt helt op med at forsøge sig i fortolkningens kunst, da deres egne sange begyndte at rumme mange udsmykninger. Mens "Please Please Me" er nær ved at være en punkplade (to år før The Who's "My Generation"!), udviklede Beatles sig som bekendt siden i retning af det mere subtile og sofistikerede. Lige så primitiv, beskidt og upoleret den første plade er, lige så underfundige og raffinerede skulle Beatles siden blive.

Visse træk blev dog bibeholdt. Således grundlagde "Twist And Shout" en tradition for, at slutte pladerne af med noget særlig bemærkelsesværdigt, en le grande finale. I det mindste frem til og med "Sgt. Pepper" (herefter bliver det mindre entydigt) skulle man ikke regne med at have hørt alt, før man nåede til sidste nummer. Uanset hvad der var gået forud, hvor overrasket man var blevet, hvor meget der var blevet vendt op og ned på alle ens musikalske begreber, skulle afslutningsnummeret nok tilføje noget mere.

I sommeren '63 har flertallet blandt det pladekøbende publikum formodentlig været ude af stand til at forestille sig, at noget som helst skulle kunne overtrumfe "Twist And Shout". Efter den tids målestok har den været at regne for den ultimative vildskab. Men Beatles formåede ikke desto mindre senere på året at gå et skridt videre. Deres andet album, "With The Beatles", blev afsluttet med en direkte skræmmende fortolkning af Barrett Strongs "Money". I modsætning til The Isley Brothers lidt lasede originaludgave af "Twist And Shout", var der saft og kraft i Barrett Strong. Originaludgaven er et sublimt stykke r&b, i øvrigt uden synderlig staffage. Rå og nøgen står den som et markant stykke negro-amerikansk musik. Svært at skulle leve op til. Men med en ekstra understregning af sangens grundriff i et tæt samspil mellem piano og guitar, et ildevarslende sænket tempo og en sindsygt skrigende Lennon i front, lykkedes det at skabe en atmosfære af dæmonisk uhygge og ondsindet brutalitet. Benhård, stinkende rå og direkte voldeligt forgribende sig på lytterens ører, ligner "Money" på det nærmeste en tidlig forløber for heavy metal. Husk vi befinder os i efteråret '63. Dengang har "Money" givetvis været det vildeste, der nogensinde var udgivet på en engelsk popplade. Den satte ny rekord! Samtidig med sobre guitarmelodier fra The Shadows og Billy Fury indsovset i store strygeorkestre uddelte Beatles disse tørre tæsk i diabolske skygger. "Twist And Shout" er højenergisk rock and roll og en vild sag. Men den er ikke som sådan foruroligende. I "Money" føler man derimod helvede åbne sig og Fanden le. Ved sin dæmoniske uhygge peger den langt frem i gruppens udvikling. Indirekte varsler den "Come Together". Nummeret havde længe været på gruppens repertoire. Men at de havde intensiveret dramatikken deri og arbejdet sig frem til en sjældent ildevarslende atmosfære, fremgår tydeligt, når man hører det bud på en "Money", der findes blandt indspilningerne fra den ulyksalige Decca-session, og derefter "With"-versionen. I den sidste udgave har Beatles fået noget helt andet frem i det nummer. Noget nyt og anderledes, som ingen tidligere tolkning af "Money" kan bryste sig af.

Efter at have skræmt livet af deres lyttere måtte selv Beatles opgive at nå videre ud ad "Twist And Shout"/"Money"-ruten , og i stedet finde en anden vej rundt om tingene. Således er afrundingen på "A Hard Days Night" en hel del blidere. Her afsluttes en Beatles-plade for første gang med et selvskrevet nummer frem for en fortolkning, i form af "I'll Be Back", en Lennon/McCartney-komposition, der tydeligvis overvejende er af Lennon. Med denne relativt blide og indsmigrende sang, viser Beatles vej til en ny måde at afrunde et album: den bløde landing. At slutte af med et brag var langt henad vejen den tids gængse konvention. At Beatles så to gange havde gjort det med en råstyrke og potens ingen andre kunne matche, er en anden sag. Det var trods alt inden for systemets rammer. Den bløde landing var derimod lidt af en nyskabelse. Dertil kommer, at det er en selvskreven sang præget af en ikke ubetydelig originalitet. Når det gælder "Twist And Shout" og "Money", kunne man med nogen ret citere Rolling Stones: "It's Only Rock 'n' Roll". Men "I'll Be Back" er på sporet af en helt ny type popsang, som endvidere når man hører "A Hard Days Night"-albummet i sin helhed ganske rammende danner en slutpointe på pladens tendenser. En ny inderlighed har her fundet vej til Beatles' sangskrivning, og derved løsrevet dem fra den intime forbindelse til det foregående årtis rock and roll. Velkommen til 60'erne, nu skal der nye boller på suppen!

Så meget desto mere overraskende er det, at "For Sale" afsluttes med Carl Perkins' "Everybody Trying To Be My Baby", en tilbagevenden til rock and roll covers, og med George Harrisons i forhold til Lennon noget spinkle sang, endog en temmelig forkølet en af slagsen. Men denne betragtning skyldes, at man ikke har forstået, hvad det er "For Sale" bidrager med til gruppens udvikling. Det ligger ikke så meget i sangene som sådan, ikke engang deres fremførsel i snæver forstand (sang+spil). Det ligger i langt højere grad i lyd, produktion, sound, feel. På "For Sale" begynder Beatles for første gang at lege med lyd-effekter. I det små og næsten umærkeligt. Men de gør det. I forhold til renheden på Perkins' originaludgave af "Everybody Trying To Be My Baby", virker det overdrevne ekko på Beatles-versionen som overgreb og svineri. Det lyder næsten som en parodi på de 50'er-plader, hvor ekkoet er over gevind, f.eks. Elvis' "Heartbreak Hotel" eller Eddie Cochran's "Sittin' In The Balcony". Men det har en pointe. Netop ved at lade nummeret fare vild i en skov af ekko, får tolkningen et egenartet særpræg. I forhold til tekstens historie om at være mere omsværmet, end godt er, kan ekkoet ligefrem udlægges som den horde af kvinder, der jagter sangens jeg. I betragtning af, at Beatles bogstavelig talt blev jagtet af sådanne flokke, hvor de end viste sig, får sangen endog en personlig dimension, der svarer ganske godt til hele projektets idé. Husk at pladen hedder "For Sale", altså til salg. Men ekkoet kan også tolkes som et indre rum, en psykologisk størrelse. Set sammen med teksten skulle det så handle om, at ikke kunne finde rundt i sine egne følelser. Fortabt i sjælens labyrint. Set på den måde er "Everybody Trying To Be My Baby" ligefrem at regne for et første varsel om den psykedeliske periode. Dertil er det en driven tingene videre. Nok havde man hørt et overstyret ekko før, men ikke så ekstremt. I forening med Harrisons lidt spinkle stemmepragt får man fornemmelsen af en lille, bange dreng nede i en mørk tunnel, der prøver at kalde på nogen, men kun svares af den store tomhed. Det "til salg" pladen kredser om, og den fornemmelse af træthed og/eller tristhed, der flere gange undervejs titter frem, drives her til en drastisk konklusion: umættelige horder - i har gjort et barn fortræd! Vi er i '64. At lade produktionen og special-effects som ekko og rumklang være bærere af budskabet i højere grad end tekst og musik var en helt ny idé, der foregriber nymusik- og electronica-bølgen 30 år senere.

"Dizzy Miss Lizzy", der afslutter "Help" ligger betydelig nærmere finalen på de to første plader. Sammenligner man med Larry Williams originalversion, er opskriften på en Beatles-behandling rundt regnet den samme som før. Alligevel var der sket noget. Et eller andet. Vanskeligt at forklare, men enhver kan høre det. Beatles havde siden deres to første plader været ude i andre egne og dér høstet nye erfaringer, som de nu tog med sig tilbage. Forfatteren Lampadusa skriver et sted, at "alt må forandres, for at blive som det var". Det er "Dizzy Miss Lizzy" i nogen grad et udtryk for. - Og så alligevel ikke! - Noget er endegyldigt forandret og ikke det samme som før. Nye nuancer har føjet sig til, og skønt den rent formmæssige opskrift på hvordan Beatles fortolker overfladisk set er den samme, bliver resultatet et andet. "Dizzy Miss Lizzy" viser nye erfaringer føjet ind i de gamle rammer, og spiller derved en særlig central rolle som bærer af udviklingen. Derudover er det i sjælden grad et eksempel på, hvor autoritativ en Beatles-tolkning kan være. Næsten alle senere udgaver vælger at se bort fra Larry Williams og bygger på Beatles. Således f.eks. Tyggegummibandens fordanskning "Du gør mig hidsig lille Lisie". Da der siden opstod et dansk band, der direkte hed Dizzy Miss Lizzy, var dette ikke ment som en cardout til Larry Williams, men derimod The Beatles.

Men de tidligere høstede erfaringer kunne føres videre til noget mere nytænkende. "Run For Your Life", der afslutter "Rubber Soul", står som en spøjs halvfætter til "I'll Be Back", der har hentet rock and roll energien fra "Dizzy Miss Lizzy" ind som en integreret del af det blødere udtryk. Ordene "I rather See You dead little girl/than to be with another man" er planket fra Elvis' "Let's Play House" og en fremtrædende rockabilly-fornemmelse præger da også nummeret, hvilket knytter en forbindelse til "Everybody's Trying To Be My Baby". Og dog er det ikke rockabilly. Eller rettere: det er opdateret rockabilly, flyttet fra midten af 50'erne lige ind midt i 60'erne med Dylan-Donovan'sk akustisk guitarlyd, halvskæve små mellemspil og en lidt hårdt klingende flerstemmighed på omkvædet. I sit samlede udtryk fuldstændig væsensforskellig fra det, der blev lavet på Sun 10 år tidligere, men uden at fornægte dette. Alle erfaringer er samlet, forenet i en overbevisende syntese og så ført et par mærkbare skridt ind i fremtiden. Noget afgørende nyt klinger i "Run For Your Life", og varsler at det helt store skift er umiddelbart forestående.

Således følger da også den absolut radikale omvæltning med den psykedeliske klassiker "Tomorrow Never Knows" fra "Revolver", og endnu en total omvæltning med den monumentale "A Day In The Life" på "Sgt. Pepper". Man bedes huske på, at disse forvandlinger og progressive længdespring var sket på kun fire år! - En præstation uden sidestykke i pladeindustriens historie.

Da John Lennon i 1969 spillede den berømte "Live Peace"-koncert i Toronto med sit Plastic Ono Band, lagde han ud med en stribe sange, som kunne ligne en opsummering af de år, der var gået. Ballet blev åbnet med "Blue Suede Shoes", Carl Perkins' berømte rock and roll standard, som man må tage for givet, at Beatles har spillet tilbage i de helt tidlige dage. Den efterfulgtes af "Money" og "Dizzy Miss Lizzy", inden John kastede sig ud i "Yer Blues" fra det langt senere "White Album" og afrundede striben med "Cold Turkey", en af hans første solo-singler. Med denne veloplagte og medrivende kavalkade trak han et rock and roll snit gennem sin personlige musikhistorie, og man kunne få det indtryk, at den til stadighed havde stået på simpel godtkøbsrock. Ikke mindst når man sammenholder det med, at hans gamle makker så sent som i 2007 på live-maxisinglen "Amueba's Secret" foretog en parallel manøvre. Paul åbner med "Only Mama Knows" fra sit umiddelbart foregående studie-album "Memory Almost Full". Derefter hopper han omkring 20 år tilbage i tiden, og spiller sin veloplagte reggae-rocker "C'moon", der er fra engang i 80'erne. Så tilbage til nutiden og endnu et nummer fra "Memory Almost Full", "That Was Me", inden der rundes af med "I Saw Her Standing There". En række sange, der er hentet fra et tidsrum, som spænder over mere end 40 år. Alligevel føjer de sig fint sammen, uden at forskelle i stil og tidsperiode bliver synderlig påfaldende. Bestræbelserne synes aldrig at nå nævneværdigt ud over en basal rock and roll opfattelse. Man kan derfor få det indtryk, at der altid er blevet satset på ærlig, jordbunden sved og aldrig stræbt højere. Det er imidlertid ukorrekt. Beatles havde i dén grad stræbt højere. Trods en anelse ujævnhed og en tendens til i ny og næ at slå et sving væk fra hovedkursen, får man ikke desto mindre en klar fornemmelse af et forløb og en bevægelse, når man hører "Twist And Shout", "Money", "I'll Be Back", "Everybody Trying To Be My Baby", "Dizzy Miss Lizzy", "Run For Your Life", "Tomorrow Never Knows" og "A Day In The Life" lige efter hinanden. De danner en progression, der siger noget helt afgørende om Beatles' udvikling gennem de otte første plader. 

Dette modsvares ganske naturligt af pladernes åbningsnumre. I forhold til "Please Please Me"s karakter af en tour de force gennem et rock and roll landskab sprængfyldt af veloplagt friskhed og højladet energi med ungdommens uforfærdede gå-på-mod, var "I Saw Her Standing There" et ideelt valg af åbningsnummer. Fortællingen 1-2-3-4 siger så tydeligt som noget, at nu går vi i gang. Så brager det løs. Fra første færd bliver det slået fast, at dette er varen.

 Med tællen for (1-2-3-4) og høj energi var "I Saw Her Standing There" et oplagt valg til pladens åbningsnummer, der kunne få den sparket i gang med et brag. Samtidig pointerede den, hvad der inden for rammerne af en rock and roll kontekst må betegnes som niveau og klasse. Det var naturligvis bare rock and roll. Men det var god rock and roll. Rigtig god endda. Især betragtet i en britisk sammenhæng. 

Engelsk rock and roll var mildt sagt kommet skævt - for ikke at sige ynkeligt - fra start med Tommy Steeles "Rock With The Caveman" (1956). Men senere kom der bedre hold på tingene, og med Cliff Richards "Move It" (1958) fik engelsk rock sin første originale klassiker. Cliff genbrugte sin første succesopskrift på efterfølgende hits som "High Class Baby" (1958) og "Mean Streak" (1959), inden han søgte over i et lidt blødere udtryk med ting som "Living Doll" og "Travelin' Light" (begge '59). Siden fulgte Johnny Kidd And The Pirates med "Please Don't Touch" (1959), "Feeling" (1959) og "Shakin' All Over" (1960). Især sidstnævnte føjer sig helt naturligt til "Move It" som den anden store britiske rock and roll klassiker. Med "I Saw Her Standing There" leverede Paul McCartney den tredie. Trekløveret "Move It", "Shakin' All Over" og "I Saw Her Standing There" er simpelthen den engelske rocks grundpille og blue print. Hvor primitive disse indspilninger end kan virke i nutidige ører, er de ikke desto mindre det reelle udgangspunkt for hele den senere udvikling. Den, der vil gøre sig håb om at forstå, hvad britisk rock overhovedet er og hvorfor, må begynde her. Disse tre sange er intet mindre end beatmusikkens ABC og lille katekismus! Med dem får England en selvstændig stemme, anderledes end amerikansk rock and roll, men ligeværdig. Dette er netop hvad der adskiller dem fra tåbeligheder som forgængerne Tony Crombie og Tommy Steele, der leverede flade, blodfattige og indlysende underlødige efterligninger af den amerikanske lyd. Med "Move It", "Shakin' All Over" og "I Saw Her Standing There" kom der nye boller på suppen. 1-2-3-4 her er varen! 

"With The Beatles" åbner lige så energisk med "It Won't Be Long", der end ikke har en fortælling eller for den sags skyld et forspil, men uden varsel brager løs. Men samtidig er det en langt mere overraskende sangstruktur. Det er ikke bare ren rock and roll. Det er ofte blevet sagt om Beatles, at de kunne lave sange, der var iørefaldende uden at være forudsigelige. "It Won't Be Long" er et glimrende eksempel på dette. Fængende og medrivende er den unægtelig. Men strukturen er spidsfindig og ikke helt let at finde rundt i. Overraskelse dynges på overraskelse, og det kræver noget mere end bare én gennemlytning, at få et tilfredstillende overblik over sangens forløb. Den er klart noget andet end bare en straight rock 'n' roller.

Endnu mere radikal er "A Hard Days Night", der åbner pladen af samme navn. Allerede den indledende akkord er dybt særpræget. En højt opbygget sus-farvet klang, som man snarere ville forvente at høre på en jazzplade end en popplade. Som den anslås kommer den endvidere til at minde om en gong-gong eller kirkeklokke. Det er et brag. En kasten bomben, der lige så godt kunne være indledningen til en klassisk symfoni. Men hvad den reelt sætter i gang er en tre minutters popsang. Dog ikke en helt gængs en af slagsen, idet der forekommer overraskende skift og brud deri, ligesom lydbilledet er diskret garneret med forskellige underfundigheder, tydeligst koklokken på b-stykket. Den er samtidig produceret med en lidt anderledes lyd/sound end det, der indtil da, havde været at regne for typisk Beatles-lyd. Lydbilledet er knap så luftigt, til fordel for en mere fortættet klang. Ligeledes er der knap så tydeligt præg af ekko/rumklang, hvorved lyden bliver lidt mere tør.

Denne tendens til en mere tør lyd videreudvikles på "For Sale", der åbner med "No Reply". Den sætter nok brat i gang, men er ikke et brag. Det er en mere stille sang, der åbner forsigtigt for så et stykke inde i nummeret at arbejde sig op til en dramatisk klimaks. Lydbilledet er snarere akustisk end elektrisk. Den kan virke en anelse flad sammenlignet med åbningerne på de foregående plader, men er dog tillige samtidig helt tydeligt en ny farve på Beatles-paletten. Dertil kommer den sære, lidt skæve rytme. Tag ikke fejl! - Der er mange ideer på mange planer, der afprøves i dette tilsyneladende lidt slappe nummer. Det er netop kun tilsyneladende. Lige et spadestik under overfladen er der foruroligende meget nyt i dette nummer.

Med "Help!" fra pladen af samme navn, vendes der tilbage til åbning med energisk og farverig karakter. Men hvor uendelig anderledes er det ikke? Dette landskab af forskudte korstemmer, der ligger og karter rundt i hinanden og skaber en næsten skizofren stemning. I forhold til al forudgående Beatles-kor, er det noget helt nyt og anderledes. Det relativt simple call-responce mønster på "It Won't Be Long" kan overhovedet ikke sammenlignes med det. Det her er så radikalt, at det er direkte skræmmende. Eller måske bare en smule forvirrende. Humoristisk indstillede mennesker vil nok kalde det sjovt og mærkeligt. I hvert fald er det fuldstændig anderledes end alt, hvad Beatles tidligere havde lavet. Om ikke før så i hvert fald her, havde de definitivt taget afsked med det, der havde været deres stil lige omkring gennembruddet. Det er et helt nyt Beatles, der klinger i denne sang. Det her er ikke primitiv rock and roll fra klubberne i Liverpool og Hamburg, det er raffineret og nyskabende popmusik.

Dette leder så videre til "Drive My Car" fra "Rubber Soul". Man mærker tydeligt et markant stilskift. Den skingre falsetsang, der løfter sig op over det seje, tungt rockende riff er simpelthen en helt anden verden, end alt hvad der er gået forud. Samtidig lyder det meget mere nutidigt uden de lettere nostalgiske konnotationer, der præger de foregående numre. Med dette nummer grundlagde Beatles en ny type åbningsnummer, den tunge, seje sag med fjedrende funky beat - hård, stram, tung og typisk i mellemtempo. Bundet op på sit riff og sin rytmiske styrke mere end melodiske egenskaber (det meste af melodilinien er gentagelser af samme tone!). 

Strukturen blev stærkt viderudviklet på den efterfølgende plade, "Revolver", hvor riffet i åbningsnummeret, "Taxman", benhårdt bankes igennem. Samtidig optræder sangen i et helt nyt lydunivers. Der tælles for, men ikke med den åbne, spontane råben som på "Please Please Me". At vi står over for en ny begyndelse fastslås med en bevidst konstrueret og studieagtig fortælling. Sangen begynder og indvarsler fra første takt en ny klangverden. Sådan havde ingen plade nogensinde lydt før. Som understregning af dette nye univers vælter nummeret sig rundt i special-effects. Det stadigt bankende riff baner sig vej gennem en jungle af lydkollage, og efterlader lytteren fuldstændig chokeret. Hvad er dette? 

Beatles havde fundet en slagkraftig formel på åbningsnumre. Man kan til en vis grad synes, at de genbrugte den på "Sgt. Pepper". Efter at orkesteret har stemt sine instrumenter og publikum tier, brager der endnu en af disse mellemtempo-rockere løs. Men den er langsommere, tungere og sejere, og et stykke inde skifter den totalt karakter, slår over i vaudevillestil, hornorkester og en sjovt haltende b-stykke for flerstemmig vokal. Intet kan regnes for sikkert her. Alt kan ske, ingen regel eller konvention har nogen gyldighed. Vi er kastet ud i et musikalsk landskab så nyt, så anderledes at vi er helt uden faste holdepunkter, og blot afventende må se hvad der sker. Der givers intet kompas, intet landkort. Det behøves heller ikke. Derimod er der brug for masser af nysgerrighed. Har man det, må man samle alt sit mod, og kaste sig ud i det store, frie fald hvor alt kan ske.

Med trekløveret "Drive My Car", "Taxman" og "Sgt. Peppers Lonely Heart's Club Band" havde Beatles skabt en særlig type åbningsnummer, som utallige plader siden hen har levet højt på. Hør den første med Jimi Hendrix ("Are You Experienced"), Creams "Disraelly Gears" og fortsæt så ellers op igennem historien. Overvej f.eks. hvad det egentlig er, Sanne Salomonsen har baseret hele sin karriere på? Beatles skabte noget, som andre har gjort til en skabelon. Men det var det ikke fra Beatles' side. De tre sange træder tydeligt i selvstændig karakter som forskellige numre, der ydermere som de foreligger på pladerne har hver sin særlige lyd, og som de fremstår i deres respektive produktionstekniske "påklædning" har en vital betydning som appetitvækkende indfaldsvinkler til det, der følger senere på pladerne.

Man kan således sammenfattende sige, at en typisk Beatles plade åbner med noget, der manifesterer albummets univers, introducerer lytteren til det, der nu skal ske, og skærper forventningerne til, at dette "det" er noget ganske særligt. Universet folder sig ud i en betydelig bredde med mange nuancer, som afprøver landskabets omfang og spændevidde, for så til sidst at sætte kronen på værket med en storslået finale. Denne model kan allerede registreres på "Please Please Me".

Side 1 er opbygget på en pudsig måde. Efter det indledende brag med "I Saw Her Standing There", bliver det lidt blødere med "Misery". Med "Anna" sættes tempoet mærkbart ned. Beatles havde dette nummer fra Arthur Alexander, og tolkningen har den vanlige karakter af brutalisering. Over for den vemodigt-inderlige originalversion står en nærmest desperat version, med en udkrængende Lennon i front. Men det foregår i lavt tempo, og giver derfor denne virkning af, at nu være dykket ned oppe fra den maniske flyvetur. Tilsvarende til denne kogen ned, følger derefter en parallel kogen op. Tempoet stiger atter med "Chains". Denne indspilning er måske ikke ligefrem udtryk for Beatles' allermest inspirerede øjeblik, men deres bud på en "Chains" er ikke desto mindre mere livlig og energisk end originaludgaven. Rytmen er gjort mere rocket, med en hældning i retning af Chuck Berry, tempoet sat en anelse op og blæserriffet overtaget af guitaren, hvorved den orkestrale orientering erstattes af et kammergruppe præg. Dette er ikke en vokalgruppe, med et stort ensemble bag sig. Det er et lille, intimt band, der gør det hele selv. Endvidere er valget af dette nummer, endnu et vidnesbyrd om Beatles' utrolige kendskab til grupper og sange. Der er helt sikkert mange, som vil sige: "Hvem fanden har nogensinde hørt om The Cookies?". Ja - det havde Beatles altså åbenbart. Beatles, der i enestående grad, altid havde antennerne ude i alle verdenshjørner. Ingen plade, der besad blot et minimum af høreværdighed og/eller originalitet, synes at have forbigået deres opmærksomhed.

Når man ser på forhistorien med helnatskoncerter i Hamburg osv. må man spørge sig selv, hvornår i al verden de har fundet tid til at gøre sig fortrolige med denne enorme bunke plader? 

Med "Boys" kommer vi over i noget, der ligner "I Saw Her Stamding There". Dette er endnu et nummer hentet fra en amerikansk vokalgruppe. Denne gang The Shirelles. Atter er der også tale om at gøre rytmen hårdere og give mere los. Ringo er ikke verdens største sanger, men han gør et godt forsøg. Hvis det ikke er finesserne, men den solide rock and roll energi man går efter, så er vi her atter oppe hvor "I Saw Her Standing There" satte festen i gang. Denne sommerfugleform gennem de fem første sange, er helt afgørende. Det opsætter en ramme mellem hurtigt og langsomt, hårdt og blødt, der fastlægger pladens univers. Mellem to højenergiske rock and roll sange, ligger et blødere, knap så hurtiggående intermezzo . "Ask Me Why" lægger op til en gentagelse af mønsteret. Da der på et centralt sted i sangen faktisk forekommer ordet misery, peger den tydeligt tilbage på pladens andet nummer. Men frem for en fortsat nedkogning følger så det energiske titelnummer. Det er imidlertid ikke en ren rock and roll sang på samme måde som "I Saw Her Standing There" og "Boys". Det er snarere et mere kraftfuldt og gang-i-den-orienteret sidestykke til ting som "Misery" og "Ask Me Why". Derved udgør den en syntese, forener det rockende med "det andet", og virker således som en konklusion på side 1. Derved er den første side allerede et helt, sluttet værk, gennemført og afrundet. Det store spørgsmål bliver da, hvad side 2 så er? Et andet værk? Et appendix? En tidlig forløber for cd-mediets evindelige bonus tracks? En forkælelse eller en overflødighed?

Disse spørgsmål er naturligvis stillet ud fra et tankeeksperiment, der leger, at vi hører pladen for første gang, og altså endnu ikke kender side 2. Mange pladekøbere kan rent faktisk finde på, når de kommer hjem med en ny plade, at høre side 1 om og om igen, og således udskyde studiet af den anden side, fordi den første simpelthen sidder lige i øjet. Vi leger altså at dette er tilfældet. Vi har aldrig før hørt "Please Please Me" i sin helhed. Vi har fornyelig stiftet bekendskab med side 1, og har i en manisk begejstringsrus spillet denne ene side igen og igen.

Den dag vi beslutter os for at ville høre, hvad der er på den anden side, står vi således over for at gå fra syv sange, vi nu har lært at kende, til syv helt nye sange. Første gennemspilning vil næsten ikke kunne undgå at skuffe. Det er en forladen det fortrolige og kære til fordel for noget nyt, som man ikke kan lade være at sammenligne med det andet. Men efter nogle gange begynder man så også at kende de syv andre sange. De er ikke så fremmede og forstyrrende længere. De er trådt frem i selvstændig karakter og har frigjort sig fra sammenligning med de syv første sange. Det er slet ikke utænkeligt, at man vil ende med at bedst kunne lide side 2. Når man først lærer den at kende, står den i hvert fald ikke tilbage for side 1. Men den er lidt anderledes. Med undtagelse af de to sidste numre, er den lidt mere afdæmpet og blødt orienteret end den første side. Efter at have kørt racerløb vandrer vi gennem en frodig, grøn dal. Indtil vi får omstillet os, kan det virke som lidt af et anti-klimaks. Hvor smukt der er i den dejlige dal, skal man lige have lidt tid til at opdage. Men så snuser man til gengæld blomsterduften ind med livsalig fryd.

Nedkogningen i begyndelsen af side 1 tages op til fornyet overvejelse. Mens vi et øjeblik puster ud og tørrer sveden af panden, bliver der tid til fordybelse, eftertanke og glimt af inderlighed. En boren os ned i det, der blev anslået med "Anna" på den første side, en udforskning af nuancerne og facetterne i dette univers.

Sådan set er det jo a- og b-siden af beatles første single, der åbner side to. At side 1 blev afsluttet med den anden single signalerer således en træden et skridt tilbage, der tolket på et symbol-psykologisk plan, svarer til den lidt mere rolige fornemmelse på side 2. Samtidig bindes "Please Please Me" og "Love Me Do" sammen af mundharpen. De to lp-sider forenes således gennem de første singlers varemærke. men man fornemmer også et skift. Fra de berusende højder i "Please Please Me" kommer vi ligesom ned på jorden igen. At der samtidig springes en single baglæns giver en det-var-jo-egentlig-det-vi-kom-fra-fornemmelse. Således åbnes den anden side med noget, der på en og samme tid skaber sammenhæng og antyder at vi nu skal i gang med noget lidt andet, samtidig med at det både fører videre og peger bagud. At følge "Love Me Do" op med "P.S. I Love You" er ikke bare at give lp-køberne den sær-service at de kan høre hvad der svarer til singlen uden at skulle vende pladen. Dels er de to sange på en pudsig måde tematisk filtret ind i hinanden. Den oprindelige single viste det tydeligt. Først beder vi om at blive elsket, for så i et p.s. at tilføje, at vi selv elsker. Der er antydningen af et første og anden del motiv, der gør det næsten tvingende, at ikke skille de to ad. Samtidig er der klangligt set en afgørende forskel på de to sange. Uanset hvor mange gange man har hørt pladen, bryder "P.S. I Love You" ind som en overraskelse. Den klinger på en anden måde, har en anden farve, synes at komme et andet sted fra, som udgik de to sange fra hver sit univers. Selvom begge numre naturligvis benytter begge kanaler, kan man næsten have en fornemmelse af, at "Love Me Do" lyder fra den ene højtaler, hvorefter "P. S. I Love You" svarer fra den anden. At sidstnævnte sætter så brat i gang uden forspil forstærker fornemmelsen. Med et hop er vi et helt andet sted. Filmen klipper, fjernbetjeningen zapper, uden overgang springer vi til nye omgivelser. "P. S. I Love You" har en let og luftig fornemmelse, der ligesom "løfter op" fra "Love Me Do", og med McCartneys ekko-badede stemme lader en sommerbrise komme ned oppe fra bjergene.

Trods den kun moderate succes ved udgivelsen (Beatles' første single nåede kun op til en 17. plads på de engelske hitlister) må man i alt væsentligt sige, at det var en stærk single, hvor de to sider på ypperligste vis supplerede hinanden. At bibeholde pladens single-status på "Please Please Me"-albummet som en indskudt åbning af side 2, var et snedigt valg, der har afgørende betydning for pladens dynamik og indre sammenhæng. 

Med "Baby It's You" (ligesom "Boys" hentet fra The Shirelles og derefter givet standard behandlingen) foretages et nyt spring. Eller mere korrekt: en landing efter "P.S."-svæveturen. Stemningen skifter farve. Om muligt endnu mere indtrængende, men på en anden måde. Efter den vindfyldte lethed får vi straks fra første "sha-la-la" fast grund under fødderne igen, og kroppens vibrationer omstiller sig, så vi ubesværet gynger med på den seje, næsten bluesy fornemmelse, der afløser den rapfodede cha-cha.

kaldet fra bjerget vender atter tilbage med introen til "Do You Want To Know A Secret", der synes at dirre fra en gondol i Venedig, men så sætter i gang på fast rytme, med en melodi, der er let at nynne med på, og så de her små, drilske akkords fill-ins. Den får en yderligere tak i andet vers hvor "du-a-uh" koret sætter ind, for så at arbejde sig op til en klimaks i b-stykket. Det lille, lækre lick, der fører tilbage siger helt åbenlyst hvad det gør: fører tilbage. Nu skal vi på verset, hjem igen. "Listen - du-a-uh". Det kører. Omend i en noget blødere form er vi ved at komme tilbage på sporet fra side 1. Man har ofte påtalt George Harrisons manglende stemmepotentiale i forbindelse med "Do You Want To Know A Secret". Men ærlig talt: who cares - så længe det fungerer.

Væsentligt er det også at huske på, at energien ikke forsvinder igennem disse lidt mere afdæmpede sange. Der er hele vejen igennem dette pust af friskhed, ungdommeligt vovemod og uspoleret enfoldighed, der giver pladen sin særlige stemning.

"Please Please Me" er ikke kun en god plade i kraft af materialets substans. Det er dens atmosfære, den bestemte måde den lyder på, det præg, som hviler over den, det den synes at udtrykke, den bestemte klang, dette unikke mood. Andre plader er fuldt ud lige så gode samlinger af en række mere eller mindre rock and roll orienterede sange med små afstikkere til andre boldgader. Det, som ikke ret mange andre plader kan matche er en helt særlig stemning og en unik klang. Det er dette, mere end sangene i sig selv, som er "Please Please Me" og giver den sin sjældne slagkraft. Derfor rammer man ved siden af, når man begynder at diskutere, hvad der er albummets henholdsvis stærke og svage numre. Dertil er den alt for meget en helhed. Den er et udtryk, et statement. Den er lyden af en ny tid, der begynder, og som sådan må den opleves. En ung og fyrig energiudladning, der midt i al sin ubehjælpsomme naivitet indfanger noget smukt og storslået.

Således også det længselsfuldt dragende suk på pladens mest tilbagelænede nummer, "A Taste Of Honey", der emmer af havnestemning. Skønt ingen sådan lydeffekt er indlagt på nummeret, er man overbevist om at have hørt fjerne færger tude og bølger slå mod stranden. Inderligheden og klangen oppe fra bjergene antager her form af en længselsfuldhed, der næsten bliver fysisk smerte. Det lyder som en forelskelse. Nummeret er komponeret af Bobby Scott som titelmelodi til et teaterstykke fra 1960 (filmatiseret '61).

Oprindelig er det et instrumentalnummer. Både blandt jazz- og underholdningsorkestre blev den hyppigt fortolket omkring 60-62 bl.a. af Victor Feldman og senere Herb Albert. Sammen med Rick Marlowe skrev Bobby Scott siden en tekst, specielt med henblik på sangeren Lenny Welch, der lavede den første vokalversion af nummeret i 1962. Det var den, der gjorde indtryk på Beatles, eller i hvert fald Paul McCartney, som lægger stor inderlighed for dagen. Skønt der ikke brøles og bankes her er drejningen grundliggende set den samme som altid. Det helt afgørende er, at få noget, der lyder som sanger eller sangere ledsaget af orkester, til at lyde som et samarbejdende band, hvor stemmer og instrumenter indgår i organisk forbindelse og ikke bare som vokal med akkompagnement. Dertil det, at instrumenteringen udpræget er lagt an på lyden af guitarer, ikke strygere eller andet fra den skuffe. McCartney sender sine blide honningkys ud mellem klangen af elektriske guitarer, der lige præcis er så meget skruet ned, at den øverste kant af forvrængning er væk. Hvor korstemmen på Welch' version synges af et damekor, giver John og George det her en mere mandhaftig drejning, og ændrer det oprindelige "uu-u-hu-hu" til det mere stakerede "du-du-du-du". Skønt "A Taste Of Honey" ofte afvises som et fyldnummer, må man således erkende, at det også her lykkes Beatles at tilføre et personligt touch.

Efter dette stille suk skruer vi atter op i de helt høje omdrejninger med den forrygende "There's A Place". I kraft af de flerstemmige vokalharmonier og endnu et indskud fra den nordengelske mundharpe fastholdes dog samtidig præget af noget indtrængende, manende, noget, der kalder, noget, der har et eller andet på sinde, vil noget. Men den blide sværmen er ikke desto mindre passeret, og der gives los med et imponerende overskud af vaskeægte rock and roll energi. Alene den måde John Lennon kan synge: "I lo-u-ove o-only you-u-u". Forrygende!

Vi er nær kogepunktet, og det synes næppe muligt, at komme højere op i gear. Men her tager man fejl. Som en ekstatisk, bragende eksplosion vælter "Twist And Shout" ud i hovedet på lytteren. Vi har kysset, vi har kælet, vi har krammet. Nu følger orgasmen på ekstasens højeste tinde. Larm og ballade. Bulder og brag - og til allersidst et langt vislende bækkenslag. Tag den!

En ny tid var oprunden og midt iblandt menneskene. Den er nu forlængst et svunden suk. Men endnu den dag i dag bliver den igen fuldt tilstedeværende hvergang man sætter "Please Please Me" på. 1-2-3-4 nu kommer varen. Og 35 minutter senere må man erkende, at ja - det var lige, hvad den gjorde. En pragtparade af sjæl, nerve, glød og gnist.

Efter således at have sparket den nye tid i gang med et brag gik Beatles videre fra den ene epokegående milepæl til den anden. De blev hele tiden bedre, udviste en konstant voksende opfindsomhed og blev i løbet af ganske få år uendelig meget mere end "bare nogle rock 'n' roll drenge".

Allerede deres andet album, "With The Beatles" vidner om en betydelig udvikling. I meget af det, der er skrevet om Beatles, kommer "With The Beatles" til at fremstå som en direkte, ubrudt fortsættelse af "Please Please Me", der byder på en række gode sange, men ikke for alvor føjer noget nyt til. "Mere af samme slags" er en hyppigt forekommende vending. Intet kunne være mere forkert. Man spørger sig selv, om folk overhovedet har ører i hovedet? 

"Please Please Me" er så godt som live i studiet, med et minimum af overdubs, der blot sætter nogle spredte prikker over et par i'er hist og her. Enhver blot nogenlunde grundig nærlytning viser tydeligt, at "With The Beatles" er en langt mere produceret plade. Lyden er fyldigere og instrumenteringen mere varieret. Hvad selve sangene angår, behøver man bare at høre åbningsnummeret, "It Wont Be Long". Med sit høje energiniveau lægger den sig ganske vist i naturlig forlængelse af "Twist And Shout". Men det er vist så nogenlunde, hvad de to sange har til fælles. "It Wont Be Long" er proppet med overraskelser. Åbnende med et omkvæd, der benytter det nye varemærke, der kort før albummets udgivelse var stormet til tops på hitlisterne med "She Loves You"-singlen: "yeah, yeah, yeah". Den havbrusende mundharpe har fundet en mere slagkraftig afløser. Guitarfiguren leder over til verset, der kun er ca. halvt så langt som man forventer. Andet omkvæd . Så kommer vi til b-stykket hvor sangen helt ændrer karakter. Og så fremdeles. Overraskelse er dynget på overraskelse. Sætter man "Please Please me" og "With The Beatles" parallelt over for hinanden, altså åbningsnummer mod åbningsnummer har vi allerede tidligere set, at "It Wont Be Long" ikke er straight rock and roll på samme måde som "I Saw Her Standing There", men en langt mere fiffigt sammenskruet sang, der blot bæres frem af rock and roll energi. 

Lader man "With The Beatles" stå som et spejlbillede af "Please Please Me" kommer man til samme resultatet. "Twist And Shout" over for "It Wont Be Long" viser netop den enkle, ligefremme sang over for det mere overraskende og uforudsigelige nummer. Både melodibevægelse og akkordsammensætninger gør konstant det uventede, og slipper godt fra det. I tilgift forekommer også flere rytmeskift, der understreger de forskellige passagers skiftende stemninger. Alle tre musikalske hovedparametre er gået amok. Ingen sang på "Please Please Me" har en så overraskende konstruktion, intet steds gennemføres en så underfundig bevægelse. Flertallet af sangene er lige ud ad landevejen, og de få steder hvor der i en langt mere beskedent omfang end på "It Wont Be Long" gøres tilløb til det overraskende, kan logikken virke en anelse haltende. "It Wont Be Long" gennemfører derimod de mest abrupte brud og skift, men får dem til at lyde ganske naturlige og selvfølgelige. Det er John Lennon i topform, der er vokset siden han skrev "Please Please Me" og "There's A Place". Nu både kan og tør han mere, og hvirvler uforfærdet lytteren ind i disse auditive hårnålesving. 

Efter denne næsten maniske opvisning i overraskelsens kunst følger den anden, mere indadvendte side af Lennon, i form af den inderlige "All I Got To Do". Åbnende med en en dirrende plus-klang, der lige får lov at hænge et øjeblik, og hensætte lytteren til en tilrøget jazzklub. "When ever I-i-i..." går vi så i gang. Halte-luntende på en pudsig, lidt skæv rytme, der synes at slentre gennem tomme gader på en regnvejrsdag. Men efter blot nogle få takter strammer hele strukturen sig op, retter sig. Men kun for et øjeblik - så lander vi igen, slentrer lidt videre i regnen, inden vi atter retter os op, og denne gang arbejder os op til patos og slagkraft. Denne sang er ved sine dramatiske spændinger, det lurende, skulende mod det voldsomt råbende, det hvilende mod det spændte og sin næsten jazzede atmosfære noget helt og aldeles unikt, der fuldstændig adskiller sig fra alt, hvad Beatles tidligere havde lavet. For den, der kun kender til "Please Please Me"-Beatles vil dette nummer komme som et chok. Kan de også sådan noget?

Efter disse to dybt originale John Lennon sange, følger så Pauls perle, "All My Loving", pladens bedst kendte nummer. Ikke ganske ufortjent. Denne mesterligt konstruerede sang er ved sin medrivende rytme og sikre melodibevægelse noget nær det perfekte popnummer. Vi er kun lige begyndt på pladen, men den har allerede gjort og vovet langt mere, end "Please Please Me" overhovedet kommer i nærheden af. Det her er ikke "bare rock and roll". Det er muligvis også rock and roll, men ikke kun. Ikke i ren form. Det her er en gruppe, der er begyndt at skrive deres helt egne sange på deres helt egen måde. Originalt, personligt, brydende med faste vaner og konventioner.

Efter denne pragtopvisning af tre skarpe skud følger "Don't Bother Me", George Harrisons første forsøg som sangskriver. Meningerne om den er delte. Nogen sætter stor pris på den, andre mener, at den er forfejlet. Men i grunden er det af underordnet betydning, hvor helstøbt eller ufuldkommen "Don't Bother Me" er. Uanset hvad, indfører den Harrison som medskriver af Beatles-sangbogen. Da det dengang var lidt usædvanligt, at man selv skrev sit materiale, var en gruppe med tre aktive sangskrivere simpelthen noget fuldstændig enestående. Derfor er selve det faktum, at George havde lavet en sang, udtryk for en ny landevinding. Man kan så bagklogt tilføje, at George siden - akkurat som John og Paul - udviklede sig i betydelig grad, med et voksende potentiale, der fik en væsentlig indflydelse på gruppens udvikling. Iøvrigt nærer jeg rent personligt megen sympati for "Don't Bother Me", og kan ikke rigtig se, hvad det er, der skulle være så mislykket ved den.

Nogle oplagte nedslagspunkter senere på pladen er i den rækkefølge de forekommer "Little Child", hvor John Lennon bruger sin mundharpe på en anderledes måde. Det er en helt anden spillestil end den, der havde udgjort en særlig Beatles-signatur på "Love Me Do", "Please Please Me" og "From Me To You". Frem for havgusen, der suser i vinden og færgen, der tuder i havnen, er vi kommet over i et helt andet udtryk. Det er mindre længselsfuldt kaldende, mere kontant vrængende. Samtidig har det nye udtryk mere fylde og kraft end den lidt spinkle nordengelske stil. John Lennon har tydeligvis hørt Rolling Stones og muligvis (?) også Bob Dylan. I hvert fald afviger han tydeligt fra sin tidligere stil på "Little Child". Denne udvikling fortsætter på de efterfølgende plader gennem numre som "I Should Have Known Better" og "I'm A Looser". 

Det er endnu et tegn på Beatles' udvikling, at de udskiftede deres varemærker så hyppigt, og at det gik hurtigere og hurtigere. Den særlige mundharpe-stil, der prægede de første indspilninger, er faktisk kun benyttet på fem originale kompositioner, og "Yeah Yeah"-råbene, der blev det andet gimmick, forekommer reelt på blot tre sange (der sendes dog en hilsen tilbage til "yeah Yeah"-dagene på den langt senere "Polythene Pam"). Publikum nåede kun lige akkurat at observere et visitkort, så var Beatles allerede hastet videre til det næste.  

"Till There Was You" er ganske vist ikke et originalt Beatles-nummer, men en tolkning, og sammenlignet med Peggy Lees version, der tjente som forlæg, måske ikke Beatles' mest fantasifulde. Ikke desto mindre udfolder den et lydbillede med akustisk guitar og bongotrommer, som er helt anderledes end noget som helst på "Please Please Me". Nærmeste sammenligninger må vel blive "Do You Want To Know A Secret" og "A Taste Of Honey". Disse antyder noget i den retning, og lader delvis et akustisk lydbillede manifestere sig, men tager ikke skridtet fuldt ud. "Till There Was You" gør helt op med den vanlige klang af elektriske guitarer og trommesæt til fordel for akustisk lyd og bongos. En klar indføjelse af et nyt aspekt. Denne nye farve på Beatles-paletten kan delvis betragtes som det første, spinkle skridt i den udvikling, der siden skulle føre sin vej gennem "And I Love Her", "Yesterday", "Michelle" og "Here There And Everywhere". 

"Roll Over Beethoven" er tilsyneladende en parallel til ting som "I Saw Her Standing There" og "Boys". Fælles med førstnævnte har den understregning af rytmen ved hjælp af håndklap. Men mens "I Saw Her Standing There" benytter de traditionelle rock and roll markeringer på to slaget, og'et efter toslaget og fireslaget, klappes der på "Roll Over Beethoven" direkte på alle fire taktslag. Det giver en anden fornemmelse, knap så swingende og rytmisk, mere metrisk. Om det er bedre eller ringere er en smagssag. Men i hvert fald var det efter datidig standard mere usædvanligt. 

På "You Really Got A Hold On Me" - endnu et kopinummer - er elpianoet en helt central medspiller, der i høj grad præger indspilningens stemning/feeling. Rundt omkring på "Please Please Me" havde George Martin tilføjet et par små klimt, men slet ikke noget, der har en tilnærmelsesvis så fremtrædende og afgørende rolle, som det er tilfældet her. På den måde, kan indspilningen ses som en indirekte forløber for ting som "In My Life", "Good Day Sunshine", "For No One" og "Lovely Rita". Endelig er "Not A Second Time" - også her med et centralt elpiano i lydbilledet - blandt de mest særprægede og nyskabende af Lennons tidlige sange, langt mere radikal end nogen af hans bidrag til "Please Please Me". 

Betragtet i sin helhed har "With The Beatles" en lidt mere fyldig og produceret sound end "Please Please Me", tydeligvis med flere overdubs, der tilføjer en række forskellige nuancer til lydbilledet, og ofte byder på små og større overraskelser. "With the Beatles" er ikke så lige ud ad landevejen som "Please Please Me". Måske er det bare p.g.a. omslagsbilledet, men det har altid forekommet mig, at den ligesom har en lidt mørkere klang. Ikke i betydningen dyster, men ligesom noget mere skumrende eller en dybere glød, hvad man nu vil kalde det. Ikke helt så lys og ren som "Please Please Me". Der ligesom lurer mere i "With The Beatles". Inspirationen fra den rene rock and roll er neddæmpet til fordel for en mere mærkbar indflydelse fra soul/r&b/Motown. Nye instrumenter, nye lyde, større rytmisk variation. Stort set er den lidt klodsede cha-cha rytme på "P.S. I Love You" den eneste virkelige afvigelse fra straight forward rok og rul på "Please Please Me", mens "With The Beatles" opbyder langt flere og mangeartede varianter såsom Tamla-Motown accentueringen på "Please Mr. Postman", den lettere Bo Diddley-agtige rytme på "I Wanna Be Your Man" (som Lennon/McCartney skrev til Rolling Stones)  og de latinamerikanske anstrøg på "Devil In Her Heart".

Hørt med nutidige ører, hvor vi ved, hvad der siden fulgte, kan "Please Please Me" næsten virke som "Beatles før Beatles". Derimod har "With The Beatles" en klassisk Beatles-lyd, der i langt højere grad svarer til den almene antagelse i den kollektive bevidsthed om, hvad Beatles er for noget.

For enhver, der blot hører en smule efter, burde det være helt tydeligt, at "With the Beatles" aldeles ikke er "mere af samme slags", sådan som visse Beatles-skribenter har hævdet. "With The Beatles" er lysår hinsides "Please Please Me". Den afgørende pointe er imidlertid svær at sætte ord på. Det nærmeste må blive at sige, at "With The Beatles" etablerer sit eget univers. Dette er en central pointe. Alle Beatles-pladerne etablerede et selvstændigt, unikt univers, der markant adskilte dem fra den øvrige produktion, både det, der lå før, og det, der fulgte efter. 

"A Hard Days Night" fortsætter udviklingen. Den har en særlig position blandt Beatles-pladerne, fordi det er den eneste, der udelukkende består af Lennon/McCartney sange. Dertil kommer en lidt anderledes lyd, kombineret med overraskende krydderier og en friere, mindre konventionel sangskrivning end tidligere. Som det, der tydeligst adskiller sig fra hvad Beatles tidligere havde lavet, må fremhæves "I'm Happy Just To Dance With You", "Tell Me Why", "Can't Buy Me Love", "Any Time At All", "Things We Said Today" og "When I Get Home".

For en umiddelbar betragtning kan "For Sale" virke som et tilbageskridt. Efter en plade, der helt igennem var en samling Lennon/McCartney-sange, vendes der tilbage til halvt cover-halvt selvskreven modellen fra de to første plader, og de numre, der tages op, er for størstedelens vedkommende straight rock and roll. Men om ikke andet så i forhold til lyd, produktion og special-effects udgør "For Sale" et vigtigt led i udviklingen. Det gælder om at være opmærksom og opfange, hvad der sker i ofte korte passager på få sekunder. Hvor man på de foregående plader hører George Harrison spille guitarsoli i sin Perkins-inspirerede stil, forekommer der på "For Sale" kun få numre med en guitarsolo i traditionel, ortodoks stil. Ja - dårligt nok hvad man kan kalde en "rigtig" guitarsolo. Der er snarere tale om intermezzoer, hvor især volumepedal bruges til at skabe en særlig atmosfære. Undertiden nærmest halvfalske klange suppleres af bongotrommer, hammondorgler og et stort arsenal af varierende, forskelligartede rumklangs- og ekko-effekter. Dertil kommer pladens generelt mere akustiske og tørre lyd, der om ikke andet prøver at finde nye veje frem. 

Alene det, at pladens to første numre er "No Reply" og "I'm A Looser", indfører en mere dyster og depressiv tone end den glade pop, der indtil da havde været Beatles' varemærke. Det kniber lidt med at få de begejstrede "yeah, yeah, yeah" frem. Den energiske el-guitar og den store rumklang må vige for en mere ædruelig lyd. Som det ofte er blevet bemærket, ser Beatles lidt trætte og triste ud på omslagsbilledet. Nøje svarende til dette anslår de en mindre begejstret tone på de to første numre. Men frem for blot tab af det gode humør, kan dette lige så vel udlægges som en søgen mod mere dybde, en afsked med den lalleglade popmusiks eskapisme til fordel for erkendelse og indsigt. 

Adskillige Beatles-skribenter har fundet det blævrende harmondorgel, der benyttes på på "Mr. Moonlight" (oprindelig et hit for Dr. Feelgood And The Interns) usmageligt og vulgært. Men i det mindste var det ikke noget, Beatles havde gjort før. Når et band eksperimenterer og leder efter nye veje, må de nødvendigvis også ind imellem gribe fejl. Det gælder selv The Beatles - de var trods alt kun mennesker. Netop dette noget corny indslag viser tydeligt Beatles' ønske om at komme videre, som udtrykker sig i en iver, der er parat til at prøve alt. 

Hvad angår de mange rock and roll kopier, der lires af, kan man selv der fornemme, at der er sket et eller andet. "Rock And Roll Music" er måske nok den post-"Please Please Me" indspilning overhovedet, der ligger nærmest debutalbummet. Men i det mindste i lyd og produktion er der væsentlige forskelle. Over for det åbne, luftige lydbillede på "I Saw Her Standing There", har "Rock And Roll Music" et langt mere fortættet lydbillede, hvor instrumenterne ikke stritter ud, men snarere udgør en kompakt masse, der næsten giver en illusion om ét instrument. Dertil kommer det fremtrædende pianos rolle i arrangementet. Der er slet ikke piano på "I Saw Her Standing There". 

"For Sale" er således ikke en i egentlig forstand falden tilbage. Det er snarere en konstatering af, at der efter at have afsøgt andre områder, er sket noget også med de første manifesteringer, at der netop ikke findes nogen vej tilbage. Når man efter at have været ude i nye områder søger tilbage, bliver også det gamle til noget andet. Dette kan man endvidere vælge at tolke som en ironisk kommentar til det benhårde turne-program, der var Beatles' hverdag. Det lægger pladens titel op til. Til salg. Der er udsalg i butikken, og vi hiver alle de gamle slagnumre ned fra hylderne. I en stadig strøm af lufthavne og hotelværelser er der derimod kun få muligheder for at pleje kreativiteten. 

Men der gøres dog nogle bemærkelsesværdige forsøg. Som numre, der helt klart repræsenterer et skridt videre i udviklingen , kan fremhæves "Baby's In Black", "Eight Days A Week", "Every Little Thing", "I Don't Want To Spoil The Party" og "What You're Doing". Alt i alt rummer "For Sale" en hel del Beatles ikke havde gjort før, og den er meget, meget langt fra at være en slags "Please Please Me, part two". Den er noget andet. De kradse modsætninger mellem nyskabelser og rock and roll standards giver den endvidere et egenartet "gnistret" mønster, der kan give indtryk af ujævnhed, men lige så vel godtages som pladens særlige atmosfære, altså det, der netop er dens særpræg og karakter. 

Med åbenlyse meldinger om træthed og tristhed, skærende kontraster mellem gammelt og nyt, hist og her nogle aparte lydeffekter og en tendens til at søge mod et nyt klang-ideal er "For Sale" ikke nogen let og ukompliceret plade. Den stiller krav til lytteren langt, langt hinsides den umiddelbare og letfordøjelige "Please Please Me".

Hvad der på "For Sale" blot er forsigtige antydninger træder helt frem på "Help!". Uden at have de tre mellemregninger med, kunne man næsten forledes til at tro, at det var to forskellige bands, der havde lavet "Please Please Me" og "Help!". Ting som "The Night Before", "You've Got To Hide Your Love Away", "You're Gonna Loose That Girl", "Ticket To Ride", "It's Only Love", "You Like Me To Much", "Tell Me What You See", "I've Just Seen A Face" og "Yesterday" (ikke at forglemme!), placerer "Help!" som ikke bare én, men en hel række samtidige landevindinger.

Hvor langt Beatles havde flyttet sig, bliver uden videre tydeligt, hvis man herfra går direkte tilbage og genhører den gamle 14-stribe fra "I Saw Her Standing There" til "Twist And Shout". Forskellen er slående!

IMACBAP og LPBDATT er initialerne over for endelserne EEASSYE og OOUTYET. Det giver ikke meget mening. IMAC kunne måske udlægges som "jeg McCartney", men det har næppe været tilsigtet. Det ville John Lennon ikke have fundet sig i. LP er jo en long playing eller på dansk: langplade. Men BAP og BDATT er det svært at få noget ud af. Derimod er titlerne lige ved at fortælle en lille historie: Jeg så hende står der - mismod - Anna - lænker - drenge - spørg mig hvorfor - vær god imod mig - elsk mig - forresten, jeg elsker dig - det handler om dig, skat - skal jeg betro dig en hemmelighed? - En duft af Honning - der er et sted - fest og farver.

En lidt anden måde at opfatte pladens opbygning er at se side 1 og 2 som spejlbilleder af hinanden. Side 1 slutter med indføjelse af den anden single "Please Please Me"/"AskMe Why" med b-siden ("Ask Me Why") først efterfulgt af a-siden. Side 2 åbner med den første single, denne gang med a-siden først. Dertil kommer, at "Ask Me Why" og "P. S. I Love You" begge har et let anstrøg af latin-præg. Nr. 3 bagfra på side 1 er "Boys". Nr. 3 på side 2 er "Baby It's You". Begge numre oprindeligt indspillet af The Shirelles. Herefter kommer "Chains" og "Do You Want To Know A Secret" til at stå over for hinanden. Begge med George i vokal front. Det er de eneste to numre på pladen, hvor Harrison er forsanger. Herefter bliver det "Anna" og "A Taste Of Honey", der står over for hinanden. Ikke blot synger John Lennon for på "Anna". Sangen er skrevet af en af hans favoritkomponister, Arthur Alexander. Det er derfor så godt som sikkert, at sangen suverænt er Johns choice. Over for denne står så Pauls choice, helt udpræget (Lennon brød sig ikke om "A Taste Of Honey"). Med "Misery" og "There's A Place" står to energisk-friske selvskrevne over for hinanden. De har endvidere et delvis emnemæssigt slægtskab. "Misery" tematiserer skuffelse over verden, mens fortælleren i "There's A Place" finder fred i et indre rum. Endelig står de to super-rock and roll-brag "I Saw Her Standing There" og "Twist And Shout" over for hinanden som begyndelse og slutning. Denne lidt anden måde at se det på, bekræfter dog ikke desto mindre, at pladen er ganske fiffigt sammensat. Faktisk får den en hel række opbygningssystemer til at gå op i en højere enhed. At hævde at det bare er en række tilfældige sange uden sammenhæng, er således helt hen i vejret. "Please Please Me" er i allerhøjeste grad et album!

I forhold til spejl-modellen ovenfor ville det være et logisk skridt videre fra den tidligere gennemgang af indlednings- og afslutningsnumre at se på hvad, der kommer efter åbningen og før lukningen. Begrænser vi os til de første fem plader - de fem, der ifølge visse Beatles-skribenter, rent stilistisk set mere eller mindre kan komme ud på ét (hvor har de haft deres ører henne?) - bliver efter-åbningen-striben: "Misery", "All I Got To Do", "I Should Have Known Better", "I'm A Looser" og "The Night Before", mens før-lukningen-striben bliver: "Theres A Place", "Not A Second Time", "You Can't Do That", "What You're Doing" og "Yesterday". Disse to striber bekræfter i alt væsentligt vores tidligere iagttagelser. 

Dermed skal ikke nægtes, at eksperimenterne og progressionen træder mere mærkbart og karakteristisk frem på de næste to plader, hvor vi får efter indledningerne "Norwegian Wood" og "Eleanor Rigby", samt før afslutningerne "If I Needed Someone" og "Got To Get You Into My Life". Hvad jeg blot forsøger at påpege, er, at der hele tiden var en bevægelse og en udvikling. Denne havde så en accelererende tendens, hvorved forskellen fra plade til plade blev større og større. De tidlige plader føjer sig sammen i form af en flydende bevægelse, hvor det næste skridt ligger i logisk forlængelse af det foregående, mens der senere bliver tale om markante - for ikke at sige drastiske -spring. 

Skulle man til dette føje nogle generelle bemærkninger om opbygningen af et Beatles-album, gælder i de fleste tilfælde, at pladens andet nummer er blidere end det første. Den eneste undtagelse er "Help!", hvor der i modsætning til samtlige andre Beatles-albums er lige så meget gang i det andet nummer, som det første. Ellers gælder det konsekvent fra først til sidst. Dog vil nogle nok hævde, at også "For Sale" er en undtagelse. "I'm A Loser" har en hurtigere grundpuls end "No Reply". Men den er ikke så vredladent vrængende, ligesom den er mere umiddelbart melodisk. Men for nu at være åben over for andre opfattelser kan man måske sige, at det altid er der som tendens og idé, men ikke nødvendigvis sådan som tingene konkret foreligger. De klokkeklare tilfælde er de to første plader, knap så udtalt på den tredie, til diskusion på den fjerde og femte, hvorefter det til gengæld gennemføres med streng konsekvens på de efterfølgende plader.    

Derimod er det svært at finde en entydig tendens blandt næstsidste-numre.  Ikke anden i hvert fald end at sangene på hver deres måde giver mening i sammenhænget. Dog kan man med nogen ret hævde, at mange af disse numre har en mere eller mindre længselsfuld stemning over sig - der drømmes, søges, savnes, overvejes og eftertænkes. Faktisk er det som regel på det næstsidste nummer, at der rundes af og tages afsked. Der er så blevet gemt noget helt særligt til de allersidste minutter af pladen, der har en art ekstranummer-funktion. Beatles synes at sidde med et drillende smil og sige: "Nå - i tror måske vi er færdige ... bare vent!". Dette bør dog tages med nogen forbehold. Det er ikke en kendsgerning sådan som de blidere anden-numre. Det er blot en mulig opfattelsesmåde. 

Når vi atter vender opmærksomheden mod åbningerne, er der en helt klar tendens til, at det tredie nummer på en Beatles-plade har noget særlig stemningsfuldt over sig. Ikke på en bestemt og given måde, men i en eller anden forstand. Nedkogningen til den langsomme, men intense "Anna" på "Please Please Me", der giver John mulighed for at fortolke en sang af et af sine store idoler, Paul's mesterværk "All My Loving" på "With The Beatles", derefter de to mere eller mindre fifty-fifty kompositioner "If I Fell" (fra "A Hard Day's Night") og "Baby's In Black" (fra "For Sale"). Den tredie sang på "Help!" er Johns bitter-søde "You Got To Hide Your Love Away", mens Paul på "Rubber Soul" viser sig fra en usædvanlig gnaven side med "You Won't See Me". Herefter synes det tredie nummer at fast blive Johns spot med "I'm Only Sleeping" ("Revolver") og "Lucy In The Sky With Diamonds" ("Sgt. Pepper").

Endnu et oplagt nedslagspunkt er, hvordan side 1 afsluttes. Her er der en hel klar tendens til, at første halvleg rundes af med noget særligt. De knap så markante numre ligger inde lidt over halvvejs på siden, så sættes der trumf på lige før pausen. Side 2 er så som regel lidt mere afdæmpet end side 1, hvilket i øvrigt var en gængs konvention på den tid, men så til sidst sker der noget helt, helt afgørende, der går skridtet videre end afslutningen på side 1, overtrumfer trumfen. Tedensen er soleklar på "Please Please Me", hvor titelnummeret bruges til at runde side 1 af. På de efterfølgende plader hører man "Please Mr. Postman" ("With"), "Can't Buy Me Love" ("A Hard Day's Night"), "Kansas City/Hey Hey Hey" ("For Sale"), "Ticket To Ride" ("Help!"), "Michelle" ("Rubber Soul"), "She Said She Said" ("Revolver"), "For The Benefit Of Mr. Kite" ("Sgt. Pepper"). Et eller andet sted på side 2, det kan være tidligt eller sent, men i hvert fald inden le grande finale (og således ikke identiske med denne!), er der som regel et centralt og vigtigt nummer, der på en eller anden måde har karakter af en slags signatur for hele projektet og dets art/idé. Det tydeligste og mest indlysende eksempel er naturligvis "In My Life" på "Rubber Soul". Men tendensen kan også påpeges - omend mindre udpræget - på de øvrige Beatles-plader. Ligeledes er der ofte også på side 1 et nummer, der har en art signatur-værdi, med "I'll Follow The Sun" fra "For Sale" som det tydeligste eksempel. Et kvalificeret bud på noget sådan på "Please Please Me" kunne enten være de to Shirelles sange "Boys" (side 1) og "Baby It's You" (side 2), der synes at sige: vi er en engelsk beatgruppe, der er inspireret af amerikanske vokalgrupper, men vi bruger inspirationen på vores helt egen måde. Eller det kunne være "Ask Me Why" (side 1) og "Love Me Do" (side 2), der i den mest koncentrerede form rummer teksternes gennemgående kærlighedspræg. "Ask Me Why" direkte åbner med ordere I love you, mens "Love Me Do" bønfaldende trygler om at blive elsket. Længslen efter den store kærlighed, forhåbningerne, nederlagene, opmuntringerne og den fortsatte higen er det gennemgående. Tekstmæssigt står det særlig tydeligt frem på disse to sange, der mere eller mindre er rene følelsesudbrud blottet for reelt handlingsforløb.

Naturligvis kan man begynde at diskutere, hvor meget man skal lægge i den koge ned og koge op igen, der danner indgangspartiet på debutalbummet, eller i hvor høj grad der ligger en pointe i, at titelnummeret afslutter side 1. På samme måde er det tvivlsomt, om den med signaturnummeret er et objektivt faktum eller en subjektiv fornemmelse. Men i hvert fald er det helt hen i vejret at hævde, at "Please Please Me" bare er en samling sange og ikke et egentligt album. Den har - som vi har set - en klar opbygning, hvor det ene leder logisk videre til det næste. Noget lignende gælder for rækken af plader.

At slå de fem første albums sammen som "tidlig Beatles", og derefter fremsætte den påstand, at det først var med "Rubber Soul", at Beatles foretog et progressivt kraftspring, er en fuldstændig grotesk urimelighed. Når man hører de fem første albums i forlængelse af hinanden, er det helt tydeligt, at hver ny plade var et syvmileskridt videre. Problemet synes at være, at kun få lyttere for alvor har foretaget systematiske gennemgange af produktionen. 

Dengang i 60'erne hvor Beatles-pladerne var ved at blive lavet, kunne man selv sagt ikke sætte sig til at studere et samlet værk. Til gengæld kunne man heller ikke springe i kronologien. Man måtte pænt vente på den næste plade, og så høre hvad de havde lavet denne gang. Imidlertid må man formode, at det er relativt få, der hvergang der kom en ny Beatlesplade, satte sig til at høre hele bagkataloget forfra. Da "With The Beatles" udkom, havde pladekøberne gået i et halvt år og tæret på "Please Please Me". Derfor har den for mange lyttere nok i nogen grad været spillet træt. De er så gået i gang med at høre den nye. Evt. lige genhørt "Please Please Me" for at finde ud af, hvilken af dem, de bedst kunne lide. Dette har været tendensen: den nyeste Beatles-plade på grammofonen, og bagkataloget syltet oppe på hylden. Mens der endnu var nye Beatles-plader i vente, var der ingen grund til bagudskuen, men masser af grund til at se forventningsfuldt fremad. 

Dertil kommer, at der var så mange andre grupper samtidig, der lavede spændende plader. Progressionen lå ligesom i tiden, og derfor er den ikke blevet bemærket lige så tydeligt dengang som sidenhen. Musikken forandrede sig konstant, der var hele tiden et nyt band med en ny, vild idé. Derfor har det ikke forekommet synderligt påfaldende, at Beatles hele tiden justerede deres stil. 

Med andre ord: "Help!" har ramt 1965 på en måde, der svarer ret nøjagtigt til, hvordan "Please Please Me" ramte 1963. Ja - måske var "Please Please Me" i vikeligheden mere revolutionerende i '63, end "Help!" var i '65 (?).

Hvad blev det næste? Man ventede i spænding og så fremad. Det var det så slut med fra 1970 og fremefter. Man kan her mærke sig, at der i første halvdel af 70'erne kom en del Beatles-litteratur, der med større eller mindre held, forsøgte at sige noget om gruppens produktion og udviklingslinien heri. 

Sidenhen har det for utallige mennesker været sådan, at de har stiftet bekendskab med Beatles uden for rammerne af en kronologisk systematik. De har hørt en sang fra en plade og en sang fra en anden. Dem, der har kunne lide det, har i højere grad end forskelle fokuseret på ligheder. De har skabt deres egne associationsforbindelser, genkendt det, der havde vakt deres sympati, i en række sange fra forskellige plader. Sange, som de meget vel kan have stiftet bekendskab med i en anden rækkefølge end den kronologiske. På den måde har de fået en opfattelse af, hvad Beatles er for noget. En opfattelse, der stort set kan bære henover de første års produktion. Først konfronteret med en "Sgt. Pepper" eller en "Abbey Road" er den brudt sammen.

For mit eget personlige vedkommende var min egentlige introduktion til Beatles opsamlingen "Beatles Greatest", der netop rummer sange fra de fem første albums. Med nyvakt begejstring var det naturligt nok mere ligheder end forskelle, jeg så. At der var en række forskellige sange, var jo som det måtte være. Det er der jo på enhver plade, og således også en række forskelle indenfor projektets rammer. Men "Beatles Greatest" i sin helhed gav mig et billede af, hvad det var for en slags musik, Beatles spillede. Introduceret på denne måde kunne ingen af de fem første plader forstyrre mit Beatles-billede, men var fuldt og helt en bekræftelse. Først langt senere opdagede jeg, hvor forskellige disse fem plader er. Jeg tror ikke, at mit tilfælde er specielt enestående. Andre ville kunne fortælle om mere eller mindre tilsvarende oplevelser. Derved har mange overset bevægelsen. Men udviklingen var ikke desto mindre enorm.

"Please Please Me" var som bekendt kun begyndelsen. 

Beatles' storhed ligger ikke blot i, at de fik et massivt gennembrud og lavede et markant debutalbum, hvorved de satte en masse nyt i gang. Det er i historiens løb ofte sket, at nogen har sat noget i gang, de siden ikke kunne følge med i, at de så at sige blev overhalet indenom af deres egen indsats. En af de ting, der gjorde Beatles til noget helt særligt var, at de kunne hænge på. Udviklingen gik rasende stærkt i de år, og en lang række bands blev hægtet af undervejs. De otte første Beatles albums ("Please Please Me", "With The Beatles", "A Hard Days Night", "For Sale", "Help!", "Rubber Soul", "Revolver" og "Sgt. Pepper") blev til i perioden 1963-67 og er således skabt henover blot fire år. 

Ingen anden periode hverken før eller efter, har kunne opvise så hurtige og radikalt gennemgribende forandringer af musikkens ansigt. Det krævede virkelig noget at følge med i det ræs. Det ses også tydeligt af, hvilke andre navne, der på et givent tidspunkt var samtidige med Beatles. Hvis man skulle tale om en kreds omkring "Please Please Me" ville det blive navne som Gerry And The Pacemakers, The Searchers, Swingin' Blue Jeans, The Fourmost, Billy J. Kramer And The Dakotas, samt mere perifert Brian Poole And The Tremeloes og The Bachelors. Alle disse var virkelig gode bands, der repræsenterede det ypperste af den tids engelske popmusik. Blot havde de ikke den nødvendige fleksibilitet og omstillingsevne til at kunne hænge på gennem de kommende år og faldt fra en efter en. 

For så vidt er perioden 63-65 i lige så høj grad som 66-67 en gylden storhedstid, der kunne opvise noget ud over det sædvanlige. Men det var netop dette, der endte med at give bagslag. Når der er masser af gode bands på markedet, bliver konsekvensen, at der skal mere til. Kravene bliver større. Når det vrimler med gode bands, der laver gode sange, er det lige pludselig ikke længere nok, at "kun" være et godt band, og "kun" lave gode sange. Derfor blev scenen efterhånden overtaget af andre grupper, med mere radikale ideer og større mod på at eksperimentere. Radikalitet og nyskabelse kom i centrum. Når man derfor vil tale om en kreds omkring "Sgt. Pepper", bliver det helt andre navne end kredsen omkring "Please Please Me" - folk som Pink Floyd, Small Faces, The Herd, Nice, Cream, samt tildels en række mere strømlinede og mindre progressive navne som f.eks. Herman Hermits og Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick And Tich. Beatles var popprinserne på frontliniens hvide heste i 1963. Det var de stadig i 1967. Men hele deres tronfølge var udskiftet!

I forhold til alt det, der skete, især i perioden 65-68, må man sige, at "Please Please Me" var en for så vidt forsigtig og ret uskyldig optakt til en masse, ingen havde kunnet forestille sig i 1963. 

Mere end noget andet er "Please Please Me" et fornøjeligt og veloplagt første barneskridt i en bevægelse, der få år senere skulle føre mod enestående kunstneriske højder. I det mindste frem til og med "Sgt. Pepper" viser Beatles-pladerne en konstant opadgående kurve, hvor originaliteten, fantasien og kreativiteten hele tiden er i tiltagende, hvor det konventionelle gradvis afvikles til fordel for tiltagende karakter og særpræg, der rummer flere og flere radikale og nyskabende træk. Som bekendt er der en del uenighed om opfattelsen af de sidste Beatles-plader, lige fra at se dem som den totale fallit, nedturen efter opstigningen, til at mene, at de fuldender bevægelsen i et absolut klimaks, en grande finale på den store progression. Der er naturligvis mange gode argumenter for begge synspunkter. Men lad os se bort fra denne diskussion. At bevægelsen fra "Please Please Me" til "Sgt. Pepper" er en imponerende bjergbestigning er der næppe nogen, som i fuldt alvor vil benægte. Højst vil en eller anden ondsindet provokatør forsøge at bortforklare det, bare for at kværulere og være på tværs. Den kunstneriske sejr som bevægelsen er udtryk for, er noget helt indlysende, der ikke står til diskussion. Fra letbenet drengerøvs rok og rul til dybt original og nyskabende høj kunst, der med rette er blevet sammenlignet med samtidige tiltag i såvel kompositionsmusikken som på jazzscenen. Den iørefaldende umiddelbarhed i de tidlige dage blev afløst af ting, der absolut ikke var for begyndere - ikke ordinær pop, men lyttemusik!

Dette må dog ikke forveksles med, hvad man bedst kan lide. Det står naturligvis enhver frit for at foretrække en af de tidlige plader frem for de senere. Det er fuldstændig legalt. Blot må den, der siger "jeg kan bedre lide.." huske på, at musikhistorien ikke er en konstruktion bygget op omkring deres personlige smag. Ytringen er subjektiv og uden betydning for det historiske perspektiv. Udviklingen tager ikke individuelle hensyn. Man må derfor holde progressionen adskilt fra sine private tilbøjeligheder.

Dermed ikke sagt at den subjektive smag er værdiløs. Den har selvsagt stor betydning for den enkelte. Musik er nu engang noget vi - om ikke udelukkende så i hvert fald langt hen ad vejen - hører, fordi vi holder af det. Derfor kan det være væsentligt nok at nævne, at der er stærkt divergerende meninger om, hvilke Beatles-plader, der er de bedste. Det kan endvidere nævnes, at mange pladekøbere havde svært ved at følge med og hænge på i den rasende hurtige udvikling. 

"Er Beatles ikke begyndt

at lyde lidt underligt på det seneste?"

                                     - Dronning Elisabeth d. 2. af England i '67.

Spørgsmålet om hvad, der giver enkeltpersoner størst nydelse, går fuldstændig på tværs af progressionen. Dette hænger imidlertid nært sammen med netop progressionen. Den gennemførte bevægelse rummer så store forandringer undervejs, at det virker en smule akavet at overordnet tale om Beatles-fans, som om dette var et homogent folkefærd. Faktisk ville det give mere mening at tale om "A Hard Days Night"-fans, "Rubber Soul"-fans, "Abbey Road"-fans osv.

Hver plade har sin særlige kreds af hengivne tilhængere. Spørg hvem som helst, og han eller hun vil svare: "Jeg kan bedst lide...Den er....I øvrigt synes jeg, at...". Der er lige så mange måder at udfylde de tomme felter, som der er Beatles-fans!

Skulle jeg blande mig i denne snak, ville svaret blive som følger: "Mit favorit Beatles-album er så afgjort "Please Please me". Det har det altid været, og det er det stadig. Den er frisk, ægte og uforfalsket. Ingen fiksfakserier og smartpisserier, men ren, uforfalsket rock and roll. I øvrigt synes jeg, at den formår at føre et nordengelsk havbrus fra Liverpool til London med uspoleret karskhed, mens det gælder de efterfølgende udgivelser, at hver ny Beatles-plade lige smagte lidt mindre af saltvand end den forrige."

Ja - tag ikke fejl. Debutalbummet har til stadighed været min særlige favorit. Dersom nogen har opfattet min påtale af det primitive og naive ved "Please Please Me" som en negativt ladet kritik, er det en fuldstændig misforståelse. Det er netop disse kvaliteter, jeg elsker den for!

Min kommentar til en video på Youtube:

Thank you for a run trough an amazing career. 

You ask for others favorites. Well, I like most of the Beatles work, and think it was an outstanding progression, how much they did in so few years, every new release taking a new step forward. But at heart I'm an old school rock and roll boy, so my desert island Beatles album would be "Please Please Me". 

From that basic beginning it can be demanding taking the following journey of giant steps, but no matter how experimental and different things got up to "Sgt. Pepper" it was excitement and joy. There was this kind of playing (like children playing not in the sense of playing music) about it. So no matter how much difference there is this having a good time and going for it that is similar to the the cheerfulness of basic rock and roll. 

If someone out there should be like me deeply rooted in the music of the 50's they can sort of ride a wave of good times and joy all the way to "Sgt. Pepper". ‘Cause “Sgt. Pepper” is just as much a celebration as “Please Please Me”!

So it's from "White album" and further on it goes difficult. The new Get Back documentary has broad out a discussion on how bad things were or rather were not inside the Beatles camp and sort of re-written the story. But no matter for what reasons, the music on the last albums didn't sounded as exited and cheerful as before. It took me many years to fulfill that part of the journey.

Se også:

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124216/443127014

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124216/443127579

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124216/443125070/

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124216/443134127

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124216/443125094

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124474/443283159

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124474/451734050

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124474/451659963

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124474/452264845

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124474/452264714

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124474/443430589

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124474/452096226

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124216/443175547

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124216/443356397