Dansk Rockhistorie

- tre fantastiske bokse!

(første del)

Der er sikkert mange, der har set tv-reklamen for de tre bokse med udvalgte danske udgivelser fra 60'erne og 70'erne. Overfor en påstand som "dansk rocks svar på den hellige gral", har mange sikkert tænkt: "Spis lige brød til". Men det er virkelig en utrolig samling. Stort set alle vigtige og centrale plader er medtaget. Naturligvis de indlysende selvskrevne såsom "Hip!" og "Herfra hvor vi Står". Men der er også medtaget nogen stykker, der ikke tales og skrives nær så meget om. I alt væsentligt er udvalget det helt rigtige. Naturligvis kan man godt begynde at spørge: "Jamen hvad med..." eller over for enkelte af de medtagne spørge: "Er lige den virkelig så vigtig og central?". Det overordnede billede forbliver dog et utrolig vellykket valg.

I 1975 udgav Lasse Ellegaard bogen "Dansk Rockmusik", der med imponerende overblik og indsigt tegner et både facetteret og opsummerende portræt af datidens musik. Verden har måtte vente 35 år på en compilation, der på en lignende opsamlende, vidtfavnende og konkluderende måde, giver os lydsiden. Men nu er den her! Hvis man ikke hører til de entusiastiske samlere, der for enhver pris vil have den ægte vare, kan man indstille sin søgen efter sjældne, næsten uopdrivelige plader, og få det hele samlet her!

Design og lay-out er i den knap så udsmykkede ende, og kan måske virke en anelse discount-agtigt. Men på en lidt neddæmpet måde er det faktisk ret smagfuldt lavet. Paphylstre gengiver de originale omslag. Men da der i adskillige tilfælde er samlet to udgivelser med samme kunstner på en cd, får man det ene omslag på den ene side og det andet på den anden af hylsteret. Dertil kommer, at mange af de originale vinyler var i dobbelt-omslag. Det betyder bl.a. at der på de fleste ikke står titler på selve hylsteret. Der følger så heldigvis et hæfte med, hvor man kan se titlerne.

Hæfternes bedste aktiv er Klaus Lynggårds indføring i perioden. Her fortælles om perioden med stor træfsikkerhed. I forhold til bogen fra '75 kunne det naturligvis have været en smuk slutten ringen, hvis forfatteren havde været Lasse Ellegaard. Men Klaus Lynggård gør det virkelig fremragende. Både med hensyn til konkret viden såvel som en loyal holdning er han klart blandt de førende. Men entusiasme og loyal interesse er ikke det samme som at være ukritisk. Lynggård er - i lighed med Ellegaard - aldrig bange for at uddele et kærligt - og undertiden knap så kærligt - spark. Men det er den overordnede historie og et portræt af tiden man får fra Klaus Lynggård. Detaljeoplysninger om de enkelte udgivelser er det lidt sparsomt med. Det er her, man kan savne noget.

Boksene er ikke strengt kronologisk opbyggede, men former sig mere som stemningsrejser, hvor de enkelte udgivelser bidrager til at belyse en fornemmelse af "dengang" fra forskellige vinkler.

Således er "Hip!" f.eks. ikke den ældste i samlingen, men det er alligevel den, der får lov at åbne ballet. Det er der naturligvis indlysende grunde til. Dels pladens enorme betydning og dernæst den måde, den genkalder den tid som kun få andre udgivelser. Linien er lagt og universet etableret. Jeg kan ikke rigtig gennemskue, om der er blevet gjort noget ved lyden. Det er muligvis ren indbildning, men det forekommer mig, at den har lidt mere klarhed og fylde end de cd-genudgivelser, der tidligere har været på markedet. I hvert fald er der ikke noget, der får en til at føle, at de har sjusket med tingene. Men for mange er det naturligvis at blot få den endnu en gang, da vel formodentlig de fleste, der er til dansk 60'er/70'er musik, har den både på vinyl og cd.

Mere sjældne er de to albums med Cy, Maia & Robert, der er samlet på den anden cd. Mange har sikkert forgæves søgt efter dem, nogle har måske aldrig hørt denne musik, blot læst rundt omkring om dansk folk i international klasse. Her er så muligheden for at såvel få fat på de to plader, som at få lyttet sig godt og grundigt ind på dem. Den første er fra '66 (altså ældre end "Hip!"), den anden fra '67. At de er samlet på én cd betyder, at man kan få det hele i et huk, og dermed også høre hvor stor forskellen er på den første og den anden plade. Den første er vokalharmonier og guitarklange af samme støbning som Kingston Trio, Peter Paul And Mary og The Seekers. Den anden er på vej væk fra dette udtryk over i noget andet. En fin påmindelse om, at det gik hurtigt dengang og musikken gennemløb voldsomme forandringer. Lyden er i topklasse, og hvert eneste nummer (med en enkel besynderlig undtagelse) fremstår krystalklart.

For så vidt ligger Cy, Maia & Robert stilistisk et pænt stykke væk fra Steppeulvene. De havde en fælles referenceramme i forhold til folkemusikken, men så afgjort på hver sin helt forskellige måde. Men Cy, Maia & Robert var et fuldt ud lige så eksakt udtryk for tiden.

Perioden havde mange stemmer og udtryk. Men fælles var en eksplosiv udviklingsbevægelse. I hæftet til den første boks er det da også især den fornemmelse af en ny tid, der prægede perioden, som Klaus Lynggård lægger vægt på. Kortest sagt forandrede musikken sig i et hæsblæsende tempo, fordi den blev spillet af folk, der ønskede at forandre verden. Ved indledningsvis at tage to yderpunkter i det musikalske landskab bliver der sat en ramme, der gør disse efterhånden fjerne år nærværende igen. Dertil kommer, at åbningsnummeret med Cy, Maia & Robert, "A Church Is Burning", på en pudsig, indirekte måde kan opleves som en kommentar til "Kun for Forrykte". Endelig bliver der her lagt en spore ud, eftersom flere af de involverede musikere siden skulle gøre sig gældende i andre sammenhænge, som nogle af de efterfølgende cd'er giver prøver på.

Man kan således på flere måder og planer sige, at de to første cd'er skaber en verden, alt imens de "taler" med hinanden. Vi er dykket ned i et Danmark anno 66/67, der manifesterer sig i en mytisk skikkelse af stemninger, anelser og fornemmelser, som for nogle er klædt i erindringens dragt, for andre i forestillingernes, men for alle bliver nærværende og intens.

Den anden med Cy, Maia & Robert er ret så visionær, og - også i forhold til det store udland - en anelse på forkant med tiden. Den lægger an på det sublime og smagfulde præget af en blid form for eksperimenteren. Derved lægger den perfekt op til den tredie cd i box 1, hvor de to første med Savage Rose er samlet. Man kan dermed i nogen grad tale om en bevægelse fra det kontant pågående i retning af det mere sofistikerede og elegante.

Den første med Savage Rose er en af dem, mange nok vil få endnu en gang sammen med dette bokssæt. Den er almindelig anerkendt som en af de absolutte bjergtinder, noget af det ypperste i dansk beat overhovedet. Skulle en eller anden have kikset den, bliver de ikke snydt med denne version. Måske forveksler jeg øjeblikkets begejstring og min deraffølgende sindstilstand med rensning og remastering, men jeg synes aldrig den har lydt bedre.

Mens den første Savage Rose har sin sikre plads blandt de vedtagne mesterværker (og med god grund!), har der ofte været en tendens til at overse og underkende den anden, "In The Plain". Den fortjener bedre. Med den enkelte udskiftning at guitaristen Flemming Ostermann på den anden er afløst af Nils Tuxen er det den samme konstellation, hvor både Thomas, Anders og søsteren Ilse-Marie betjener hver sit tangentinstrument på et rytmisk underlag leveret af basisten Jens Rugsted og trommeslageren Alex Riel. Og så Anisette, naturligvis - men det turde vel være underforstået. Der er glimrende musikalsk materiale - også på den anden plade, der gjort op nummer for nummer har lige så mange træfsikre perler. Det man i modsat retning kan sige er, at den første har denne her unikke poetisk drømmende stemning, som den anden måske ikke helt kan matche. "In The Plain" har en mere tung lyd, der momentvis kan forekomme en anelse bastant, og derfor mindre udsøgt. Alligevel er forskellen ikke så stor. Begge plader er fra '68 og lavet med få måneders mellemrum. Derfor giver de tilsammen et fint billede af gruppens tidlige stil. De, der er gået udenom den anden, kan her indhente det forsømte.

En pudsighed er, at Cy, Maia og Roberts to plader blev produceret af Gustav Winckler, mens Johnny Reimar producerede de to første med Savage Rose. At de herrer Winckler og Reimar, der almindeligvis sættes i forbindelse med langt mindre progressive ting, med forståelse og finfølelse har kunne lytte sig ind på denne musik, afslører en væsentlig bredere musikalsk fundering end mange tilskriver dem. Således fortsætter "samtalen" mellem boksens cd'er, og bidrager til øget indsigt. Men midtvejs gennem den tredie begynder vi som nævnt ganske forsigtigt at bevæge os væk fra den stadig mere himmelstormende stræben mod det sublime og antyder en drejning i retning af det mere håndfaste.

Det en ubetydelighed mere voldsomme og larmende lydbillede på "In The Plain" udgør et perfekt oplæg til den fjerde cd, hvor de to Young Flowers plader "Blomsterpistolen" (1968) og "No. 2" (1969) er samlet. Der er fræs på guitaren og kontant afregning i det overvejende bluesbaserede udtryk.

Men straight er det dog ikke! Orienteringen er eksperimenterende og søgende, vover sig ud på det usikre, og placerer derved musikken i direkte forlængelse af de tre foregående cd'er. Afslutningsnummeret på "In The Plain, "A Trial In Our Native Town", er en buldrende, æltende sag med dybe, rumlende droner, der lægger ideelt op til de støjlyde, der indleder "Blomsterpistolen", på hvilken der endvidere er en række små, instrumentale stykker domineret af klaver, der synes klart beslægtet med Savage Rose. Vi holder os med andre ord på kursen, og kan uden vanskeligheder se den røde tråd i forløbet.

Young Flowers var en såkaldt power trio. Inspirationen var Cream og Jimi Hendrix Experience. Der var andre bands, som forsøgte sig i den stil, men kun få, der havde tilstrækkelig format til at virkeliggøre ideerne. Forløst på plade blev kun Young Flowers, og "Blomsterpistolen" er derfor det eneste reelle danske hovedværk inden for power-trio-syre-bluesrock-feltet. Til gengæld er det en usædvanlig værdig repræsentant, der nok trækker på de udenlandske forbilleder, men alligevel har sin helt egen tone og karakter.

Lyden er tung, tæt og tyktflydende. Det er bluesbaseret, det er syrerock og det er undertiden lige ved at blive til heavy metal. Musikken strækker sig ubesværet fra den kontante slagkraft på "Take Warning" til den sarte skønhed, der præger "To You", men mere overordnet-generelt kan man sige, at det lydlige udtryk tydeligt viser såvel gælden til forbillederne som en personlig drejning, der har formået at omforme inspirationen på en egenartet måde.

Efter "Hip!" begyndte en del beat-plader at blive dansksprogede, men som vi lige har set en række glimrende eksempler på, var mange stadig engelsksprogede. Både-og var derimod sjældent. Men det var netop hvad Young Flowers gjorde. To af "Blomsterpistolen"s sange er med dansk tekst, og især den ene, "Oppe i Træet", står som en helt særligt glitrende perle. Den rygrislende fortabthed og kalden fra det fjerne, der præger "Oppe i Træet", var imidlertid en anelse atypisk for Young Flowers. Den anden dansksprogede sang, "25 Øre", ligger klods op og ned ad Canned Heats "Fright Hookey Booogie", og er på sin vis mere karakteristisk for gruppens stil.

Hvis man da overhovedet kan tale om en egenlig stil?! Tekster på både engelsk og dansk, ligefrem bluesrock og udsyrede forløb, kontant afregning og svævende drømme. Dertil kommer de små klaverstykker undervejs. Der var mange bolde i luften. Det utrolige er, at Young Flowers fik det hele til at hænge sammen. Alt bidrager til at skabe en afrundet helhed af skiftende stemninger og frie associasioner, der gensidigt belyser hinanden i en atmosfærerig totaloplevelse.

Akkurat som med Savage Rose gælder det også Young Flowers, at den første er kanoniseret som uomgængelig i klasse a, mens den anden er noget mindre velrenommeret. "No. 2" er da heller ikke et sluttet, helstøbt værk på samme måde som "Blomsterpistolen". Tværtom stritter den legesygt og anarkistisk i alle retninger. Men netop det gør den spændende. Åbningsnummeret, "You Upset Me, Baby", byder på solid, ligefrem bluesrock, mens pladens andet nummer, "And Who But I Should Be", er en højeksperimental opvisning af rytmeskift og flanger-effekter. Videre går det med "Calypso", en munter genre- pastiche, som Ray Davies havde kunne være bekendt. Striben fortsætter med overraskelse efter overraskelse, skift efter skift, frem til den afsluttende "Kragerne Vender", en udflippet jamsession, der når helt derud hvor titlen hentyder til. Umiddelbart før dette lange freak out klinger "The Daybreak" som et særligt lysende højdepunkt. Den er indbegrebet af fed sen-60'er-musik med tyk guitarlyd og længselsfuldt sugende fornemmelse. "No. 2" var blandt de plader fra de tre bokse, som jeg ikke kendte i forvejen. Jeg må tilstå, at jeg heller ikke havde de helt store forventninger. Men jeg har i høj grad fået respekt for den, nu hvor jeg har haft lejlighed til at høre den. Skønt mindre formfuldendt end "Blomsterpistolen", kan jeg faktisk bedre lide "No. 2".

Savage Rose og Young Flowers var på hver deres måde udtryk for en bevægelse væk fra den regelrette, strukturerede rock, i en retning hvor improvisation, bratte skift og overraskende indslag fik langt større plads og råderum end tidligere. Derved begyndte pop/beat/rock at nærme sig den udtryksmæssige frihed og eksperimenterende søgen, der prægede tidens jazzscene. I så henseende gik Burning Red Ivanhoe et skridt videre, og skabte med "M144" (1969) et af de mest vildtvoksende, forgrenede og fabulerende hovedværker i dansk beat. Samtidig var det som et lidt forsinket svar på "Blonde On Blonde" og "Freak Out" et dobbeltalbum. Det første i dansk beat! Mindre kunne ikke gøre det, når Burning Red Ivanhoe skulle nå hele vejen fra iørefaldende sange henover alle tænkelige mellemstationer til totalt udflippet freejazz. Det giver således særdeles god mening, at det er "M144", der udgør cd 5. Samtalen fortsætter i høj grad. På "Kragerne Vender", der afslutter Young Flowers' "No. 2" medvirker endda Steen Claesson fra Burning Red Ivanhoe, samt medlemmer af gruppen The Maxwells, der var det nærmeste Danmark havde på en jazzrock gruppe før Burning Red Ivanhoe. Bevægelsen er således ubrudt.

Hvis man interesserer sig blot en smule for dansk 60'er-musik så kender man også "M144". Jeg skal derfor ikke gå nærmere ind på at omtale den her, blot nævne at afslutningsnummeret, "Ksiloy", mangler, men dog er med på bonus cd'en (se senere). Endvidere forekommer det mig også her, at lyden er forbedret. Til ære for novicerne kan jeg oplyse, at dette er det første egentlige danske bud på jazzrock, og at vi her står over for noget så sjældent som et absolut mesterværk, der er alt andet end helstøbt, men netop har sin styrke i det mangfoldigt flagrende. I samme ånd som man kan hævde, at den første med Savage Rose er den mest sublime danske plade nogensinde, kunne man hævde, at "M144" er den mest anarkistiske. Men derimod ikke kaotisk uorganiseret eller skødesløs. Tvært imod er spillemandshåndværket på et teknisk særdeles højt niveau. Det er verdensklasse med danske tekster. Det er jævn danskhed med engelske tekster. Det er høj kunst med masser af humor. Det er dybt seriøst og fuldstændig pjanket. Det er på én gang dybt kompliceret og fuldstændig enkelt. Det er fod-i-gulv-rock og grænseoverskridende jazzimprovisation. Det er musik, som er voldsomt eksperimenterende, men ikke er bange for at blive forstået, og således godt tør være publikumsvenlig, men aldrig bejler til laveste fællesnævner. Det er "M144"s store fortjeneste at realisere alt dette, og straks fra de første sekunder af åbningsnummeret, "Ivanhoe i Brøndbyerne", mærker man tydeligt, at dette er noget helt, helt særligt. Det er kort sagt dansk beat, når det er bedst. Mere skal der ikke siges om albummet her. Det skal nemlig opleves!

Derimod finder jeg det på sin plads at påpege en række fakta, der ikke umiddelbart fremgår af de tre bokssæt. Som nævnt er de ikke strengt kronologisk opbyggede, men er snarere at regne for stemningsbilleder i kontinuerlig bevægelse, således at hver boks sætter fokus på sit særlige tema under en mere løs og delvis kronologi. Den mest påfaldende anakronisme forekommer i boks 2, hvor vi som hovedregel er nået frem til begyndelsen af 70'erne, men midt i det hele hopper tilbage til 1967 og en plade med The Beefeaters. Hvorfor den er anbragt der, og hvordan den passer ind i den etablerede atmosfære, skal jeg senere vende tilbage til. Det, der har en betydning på dette sted, er, hvordan tingene greb ind i hinanden og hvor tæt kontakt, der var, mellem forskellige musikalske fraktioner. I så henseende spiller The Beefeaters en ret så central rolle.

På "Hip!" betjenes bassen af Søren Seirup, der nogle år tidligere havde været med til at stifte The Beefeaters. Det var relativt kort før dannelsen af Steppeulvene, at han havde forladt gruppen. Beefeaters havde imidlertid haft et ret stort gennemtræk, og den konstellation, der udsendte et album nogenlunde samtidig med at "hip!" kom på gaden, rummede ingen originale medlemmer. Før Beefeaters havde Seirup bl.a. spillet med Kenny And The Stringers.

Steppeulvenes trommeslager, Preben Devantier, havde tidligere bl.a. spillet med Peter Belli, og før det været medlem af Melvis And His Gentlemen. I Bellis backing-group, The Rivals, havde Devantier i sin tid erstattet Niels Kjær Mortensen, der på et tidspunkt var med i The Beefeaters. En gansk kort overgang var Devantier også med i The Cliffters.

Et andet Cliffters-medlem var Lars Kofoed, som var med til at danne The Beefeaters. Et andet kortvarigt Beefeaters-medlem var Irving Waldorf, der medvirker på den anden plade med Cy, Maia & Robert, men er mest kendt for sit medlemskab af Matadorerne. Endnu en kortvarig Beefeater var Ole Fick, som derefter blev medlem af Burning Red Ivanhoe.

Hvad angår de to førersteppeulve, havde Eik Skaløe haft sin gang i det intellektuelle miljø, hvor også Klaus Riffbjerg og Inger Christensen færdedes, mens Stig Møller en kort overgang havde været med i The Rivals og i eget navn indspillet "25 minutter Endnu" før Povl Dissing.

Da The Beefeaters omsider, efter et hav af udskiftninger, udsendte et album, bestod de af Peter Thorup (ex- The Blackpools), Morten Kjærumgård, Flemming Volkesen og Erling Madsen. Senere indledte Beefeaters et samarbejde med Poul Dissing (herom senere). Da man i '72 forsøgte at reetablere Steppeulvene (uden den i mellemtiden afdøde Eik Skaløe), var Peter Thorup med indover.

Alex Riel havde vundet stor anerkendelse som Jazztrommeslager, og i dette miljø været i berøring med forskellige medlemmer af The Maxwells og Burning Red Ivanhoe inden han kom med i Savage Rose. De tre Koppel-søskende havde klassisk baggrund og kom stort set lige fra konservatoriet, mens Anisette, Jens Rugsted og Flemming Ostermann var resterne af gruppen The Dandy Swingers. Niels Tuxen, der afløste Ostermann kort efter gennembruddet, skulle siden gøre sig gældende i en mængde andre sammenhænge. Savage Rose skiftede siden både besætning og stil adskillige gange. På et relativt sent tidspunkt i karrieren sang Mia Aarskov fra Cy, Maia & Robert kor på en af deres plader. Johnny Reimar, der producerede de første to plader, var oprindelig med i The Cliffters og arbejdede siden sammen med The Scarlets.

Peter Ingemann havde tidligere bl.a. spillet med Niels Harrit og Peter Belli, da han dannede Young Flowers sammen med de to tidligere Defenders- medlemmer Per Frost og Ken Gudman. Sidstnævnte havde en overgang også været med i The Danish Sharks. På Young Flowers' anden plade, "no. 2", medvirker bl.a. Peter Thorup. Ligesom denne var også Ingemann indblandet i nogle af Steppeulv-gendannelserne.

Som det vel uden videre fremgår af denne portion info krydsede mange tråde hinanden i det danske beatmiljø. Folk spillede sammen på kryds og tværs. Endnu flere eksempler kunne nævnes, og nogle af dem skal jeg senere komme ind på, hvor det er relevant i forhold til givne plader. Denne foreløbige skitse af centrale musikeres gang i forskellige grupper burde være tilstrækkelig på nuværende tidspunkt.

For at forstå tingene ret er det vigtigt at gøre sig klart, at der i udpræget grad var tale om et miljø, og at dette kunne favne et bredt og alsidigt udbud af musik. At visse musikere forlod et band til fordel for et andet, der umiddelbart kunne synes at være helt anderledes, viser i hvor høj grad en fælles ånd og bestræbelse prægede miljøet på tværs af stilistiske skel. På sin vis er dette det stærkeste argument for at lave tre bokssæt, der frem for en streng kronologi, lægger større vægt på forbindelser i forhold til stemning og atmosfære. Men at ikke oplyse om hvem, der har spillet med hvem, om de enkelte gruppers historie og om de enkelte pladers historie, er for mig at se en forsømmelse.

Det er naturligvis ting, som de fleste med interesse for emnet ved. Men dem, som ved bedst besked, er formodentlig ikke den reelle målgruppe for de tre bokssæt, da de sikkert har alle pladerne i forvejen, og vel at mærke har dem på den optimale måde: i velholdte vinyludgaver. At lave et projekt som "Dansk Rockhistorie" er i bund og grund at invitere novicer indenfor. Netop derfor gælder det om, at de får den rette oplæring og ikke tingene galt i halsen. Denne side af sagen er kun halvvejs gennemført. Klaus Lynggård tegner et fortrinligt portræt af perioden, men ikke alle referencer kommer ordentligt på plads. Der er utvivlsomt dem, som vil kalde det nørdet flueknepperi, men det kan ikke desto mindre gå hen og blive et afgørende pejlemærke og kompas, når man vil begive sig videre i dette kapitel af dansk musik og finde andre plader fra samme periode.

Dertil kommer, at det viser, at tingene hænger sammen på mere konkrete måder, end de stemninger de tre bokse især lægger vægt på. Misforstå mig ikke. Jeg er en stor ynder af den slags atmosfære-forbindelser og bifalder i høj grad måden "Dansk Rockhistorie" er tilrettelagt på. Men når der nu ved siden af dette faktisk er noget mere håndfast, så synes jeg, at det er værd at i det mindste nævne det. Det er så endvidere en pudsighed man kan gruble lidt over, at de konkrete og abstrakte sammenhænge ikke altid følges ad, og der således ofte kan være meget af det ene, hvor der kun er lidt af det andet og vise versa. Når man så sammentænker og betragter sammenhænge i bredere forstand på tværs af typer, styrker dette i høj grad den indre forbindelse og hele fornemmelsen af, at dette er et samlet stykke musikhistorie. Således kan eksakt viden om de konkrete sammenhænge bidrage til en dybere oplevelse og erkendelse af de abstrakte.

Fra Burning Red Ivanhoe går turen videre til Alrune Rod og deres første plade, der blot hed "Alrune Rod". Endnu en af de absolut kanoniserede, som vel de fleste kender. De få, der har første gang til gode, bør forberede sig på det absolut særprægede. Alrune Rod indførte en ny inderlighed i dansk beat, men det er ikke en umiddelbart fængende musik. Det er noget, man må arbejde sig møjsommeligt ind på livet af, og som langsomt åbner sig for en. Men det lønner sig. Især den første umådelig berømte plade rummer dybder og højder, som kun få andre plader kan matche. Det er ikke, hvad man normalt forstår ved en gang- i-den-plade, men derimod hvad nogen har kaldt "elektriske salmer til den indre katedral", hvilket er en ganske rammende beskrivelse.

Jeg ved naturligvis ikke, om beskæringen af "M144" udelukkende har at gøre med, hvad man har kunne presse sammen på en cd, eller om der har været andre motiver. Men i hvert fald udgør den lidenskabelige perle "Sensitive Plant" og den stilfærdigt-meditative - men også lettere ildevarslende - "Inside" et langt mere direkte og sammenhængsgivende oplæg til "Alrune Rod" end "Ksiloy" ville have gjort. Hvad end det er tilsigtet eller ej, er det glædeligt og godt for fastholdelse af den røde tråd. Det gør det endvidere muligt at lægge et pudsigt snit gennem intense næstsidste numre, som forvarsles med Steppeulvenes "Kvinde kom Ud", mere eller mindre kan argumenteres for på de efterfølgende cd'er, for så at træde helt tydeligt frem med "The Daybreak" (Young Flowers) og "Sensitive Plant" (Burning Red Ivanhoe).

Den centrale primus motor i Alrune Rod var sangeren og guitaristen Leif Roden, der også var hovedkomponist til det meste af musikken, når den ikke lige var helt improviseret, hvad den meget vel kunne være. Især når gruppen spillede live, hvor de ofte kastede sig ud i endeløse, meditative forløb.

Teksterne var skrevet af Laus Bengtsson, der fornyede den danske tekst og hævede niveauet. Bortset fra Eik Skaløes fabulerende lyrik i Steppeulvenes sange var det småt med gode tekstforfattere. Den eneste virkelige sværvægter var Thøger Olesen, der skrev danske tekster til en lang række udenlandske hits med et godt øre for ordenes samklang, naturlige rim og "swingende" stavelser, såvel som evnen til en lunt humoristisk fortælling af små historier. Det havde han gjort i en årrække og bl.a. leveret tekster til Four Jacks. Men han formåede at følge med tiden og lavede i 60'erne fordanskninger af bl.a. Shel Silverstein, Ray Davies og Donovan, som blev fortolket af Peter Belli, Povl Dissing, Stig Møller m.fl. Men efterhånden som pop/beat/rock-scenen blev mere seriøs , meldte også egentlige lyrikere som Riffbjerg og Inger Christensen sig på banen. Til denne kreds - som også Eik Skaløe udgik fra - hørte tillige denne Laus Bengtsson. Med længselsfulde drømme, frie associassioner, absurde sekvenser, ordsammensætninger, der på én gang var knudrede og mundrette, en allestedsnærværende smerte og sårbarhed, men også et lyst håb, der glimtvis sender solstråler ind i mørket, var Bengtsson det talentfulde og logiske skridt videre. Efter Olesen og Skaløe følger Bengtsson. Det er dette grundlag, senere talenter har måtte forholde sig til og arbejde videre på.

Fra Alrune Rod går turen videre til Povl Dissing og hans to centrale albums "Nøgne Øjne" (der egentlig bare hedder "Dissing") (1969) og "6 Elefantskovscikadeviser"(1971). Førstnævnte akkompagneret af Beefeaters, sidstnævnte af Burning Red Ivanhoe.

Vi står endnu en gang over for et tilfælde, hvor et styks blåstemplet elite er sat sammen med en mere omdiskuteret udgivelse. "Nøgne Øjne" regnes for hørende til helt oppe i øverste division. Det er ligefrem blevet hævdet, at "Nøgne Øjne" burde stå i et hvert dansk hjem. Meningerne er mere delte om "6 Elefantskovscikadeviser", som ganske vist har mange svorne tilhængere, men så sandelig også skarpe kritikere og derimellem en lang række lunkne graduationer.

"Nøgne Øjne" er bemærkelsesværdig på flere måder. Det er en afdæmpet og stilfærdig plade mættet af en dyb inderlighed, smerte og længsel, der gradvis folder sig ud. Ligesom hos Alrune Rod var teksterne af Laus Bengtsson, og pladen er på mange måder hans lyriske svendestykke. Musikalsk set fortsætter pladen et samarbejde mellem Povl Dissing og The Beefeaters, der havde stået på nogen tid og bl.a. resulteret i hittet "Lad mig blive Noget" (med tekst af Thøger Olesen). Fra det pågående og agressive udtryk på rækken af foregående indspilninger og de humoristiske tekster af Thøger Olesen, kastede Dissing og Beefeaters sig nu ud i et langt mere indadvendt og vemodigt projekt, der stillede større krav til lytteren, men også havde mere at give.

En yderligere medspiller på "Nøgne Øjne" var Benny Holst. Holst og Dissing udgik fra det folkesanger-miljø, der også omfattede bl.a. Cæcar, Per Dich og Maia Aarskov fra Cy, Maia & Robert. De havde tidigere med et repertoire af gamle gårdsangerviser m.m. kastet sig ud i en række himmelstræbende duetter.

Dissing og Holst havde sammen skrevet musikken til "Nøgne Øjne", der imidlertid kun undtagelsesvis bevæger sig ud over grundblues. Det afgørende ligger således ikke så meget i, hvad der spilles, som hvordan det spilles. Det er den dirrende, sårbare nerve og afskrællede nøgenhed i hver tone af disse for så vidt rudimentære bluessange, der gør pladen til noget ganske særligt.Det er Snooks Eaglin omplantet til dansk jord. Intet mindre! - Men undertiden en hel del mere!

Tilsammen udgør "Alrune Rod" og "Nøgne Øjne" indføringen af en ny, mere indadvendt tone i dansk beat. Udover Bengtssons originale fornyelse af den danske tekst, der som regel er isprængt en god portion vemod, ligger det i høj grad også i selve det lydlige udtryk, der endegyldigt har forladt den muntre popsang og den ivrigt-ihærdige rockrytme til fordel for et mere sårbart og søgende udtryk.

Denne tendens fortsætter på "6 Elefantskovscikadeviser", hvor Burning Red Ivanhoe på linie med Beefeaters præstation to år tidligere neddæmper det ekspressivt-udadvendte element i deres udtryk. Det anden Dissing-album fortsætter nøjagtig der, hvor det første ender. Når man hører cd'en med de to plader samlet, er der ingen abrupte brud. Man kan uforstyrret svæve videre i en fjerntskuende tilstand af endeløse øjeblikke.

I logisk forlængelse af cd 6 og 7 er 8 viet "Herfra hvor vi Står", ved siden af "Hip!" det andet store hovedværk i den dansksprogede beat. Jeg kan vanskeligt forestille mig, at nogen dansker er ubekendt med denne plade, og vil derfor ikke her gå ind på at omtale hverken musik eller tekst. Skulle der i en afsides krog af vor nation endnu findes en enkelt jomfru, har jeg kun ét at sige: hør den!

Der imod er det ikke sikkert, at alle er klar over, at dette er en udløber af Young Flowers. Allerede dengang havde Peter Ingemann mødt Niels Skousen, som leverede et par (engelske) tekster til "No. 2". Herefter arbejdede de jævnligt sammen og udsendte så i '71 dette ubetingede mesterværk, der hvad angår stil og udtryk ligger mere i forlængelse af de to Dissing-plader end "Blomsterpistolen". Blandt de øvrige medvirkende på pladen bør fremhæves den gamle steppeulv Stig Møller og trommeslageren Bjørn Uglebjerg, der i sin tid havde været med til at stifte The Rivals, men forlod dem før de kom i berøring med Peter Belli. Kort før "Herfra hvor vi Står" havde Uglebjerg været med i Gasolin. Man kan således roligt sige, at "Hefra hvor vi Står" er en plade, der samler trådene og konkluderer. At dette på sin vis også er pladens emne/ tema forstærker blot meta-mytologien.

Ikke alle ved det, men faktisk er det Eik Skaløe, der hentydes til, når der i titelsangen synges om en, der "kom for langt ud". Som yderligere kuriosum kan det nævnes, at Steppeulvene kort efter Skaløes udtræden af gruppen med en lettere udvidet besætning, der bl.a. inkluderede Defenderen Rudolf Hansen, indspillede en sang, der hed "Du skal ud hvor du ikke kan bunde". Det var præcis hvad Eik Skaløe kom, for så angiveligt at begå selvmord i det Nepal han tidligere havde besunget. I de tidlige dage før Steppeulvene havde Stig Møller og Niels Skousen musiceret en smule sammen. Omkring samme tidspunkt som "Herfra hvor vi Står" (og som det hedder, kan "se os omkring til alle sider") udsendte Gasolin deres første plade. Som nævnt havde Bjørn Uglebjerg kort forinden været medlem. Nu havde de fået ny trommeslager, Søren Berlev. Gruppens guitarist, Franz Beckerlee, havde oprindelig spillet moderne jazzsaxofon og haft sin gang i miljøet omkring Niels Harrit og The Maxwells. Men Gasolin tilhørte fremtiden og skulle blive 70'ernes største danske succes. Fra Eik Skaløe til Kim Larsen! Men også andre ting peger fremad og ind i 70'erne. Peter Ingemann blev siden medlem af Røde Mor, Stig Møller markerede sig som trubadur og gæst hos Jomfru Ane, mens Bjørn Uglebjerg spillede med stort set alt og alle. På "Herfra hvor vi Står" medvirker endvidere Tømmer Claus og Knud Bjarnø.

Alene det, at en sådan forsamling sang om det årti, der var forbi, og det, der var på vej, ville have været nok til at ikonisere pladen, også hvis sangene havde været middelmådige. Når det så, som tilfældet er, drejer sig om en række rene perler, er der grobund for at hævde, at hvis nogen enkelt udgivelse kan gøre krav på at kaldes den "dansk rocks hellige gral", reklamen for de tre bokse taler om, så må det være "Herfra hvor vi Står".

Derved er der gennemført en bevægelse fra at ivrigt-energisk kundgøre:

Mørket kommer listende og nu må jeg stå for skud

månen presser væden af min chillum-klud

Hvor er I henne venner er festen forbi?

Er jeg væk når I kommer tilbage så er det fordi

jeg er fløjet bort til øen som vi to så

hvor jeg ta'r mine violette snabeltyrkersko på

Det' en dunhammeraften

Hammer med stort H!

Til vemodigt sukkende at konstatere:

Nu breder morgenlyset sig ud.

Med alt hvad det dækker af.

Her skal der lægges noget til.

Og der skal der trækkes noget fra.

Herfra hvor vi står,

kan vi se os omkring

til alle sider.

Det bevæger sig,

Når vi går.

Det forandrer sig i alle tider.

I det rent overordnede handlingsforløb siges der måske ikke så forfærdelig meget mere end det, Gert Kruse et årstid senere på muntert-humoristisk vis kunne opsummere:

Åh, rillike rallike

fuld som en allike

rillike rallike rold,

syv små glade pindsvin drager ud på nattesold.

Åh, rillike rallike

fuld som en allike

rillike rallike rold,

men når det bli ́r morgen, har de ondt i deres knold.

Men inderligheden, den poetiske udtrykskraft, originaliteten i ordsammensætningerne og fornemmelsen af noget påtrængende-relevant er i beatteksterne fuldstændig indlysende oppe i en helt, helt anden klasse end i Gert Kruses børnesang. Under det overordnede forløb gemmer der sig en indre handling, som siger uendelig meget andet og mere, end det muntre pindsvinekvad kommer i nærheden af at antyde.

(fortsættes ... )