toner, ord og tanker
I bogen “Strategier” har Oskar Ploughmand samlet en række beretninger om institutionslivet i 60’erne og 70’erne fra tidligere anbragte og personalemedlemmer.
For barnet at blive revet ud af de vante rammer og komme til et fremmed sted. Om at være sart og udsat. Om omvæltninger og at forsøge at orientere sig i forhold til nye omgivelser. Savn og hjemve. Længsel efter nærhed. Vrede og trods. Virkelighedsflugt og fantasier.
Mange af historierne rammer noget centralt. Selvom det er et bestemt menneskes oplevelse, er der mange almengyldige træk.
Ind imellem er der udsagn, som på en underspillet måde siger en masse. F. eks. Hende, der havde boet stort set hele sin barndom på et pigehjem for så at bosætte sig i området og videre fortæller, at hun tit kom på besøg, for hun kendte ingen andre mennesker. En stille bemærkning. Men hvor rummer den dog meget!
Eller den rørende beretning om hende, der blev skilt fra sin bedste veninde, men vedligeholdt kontakten via brevvekslinger og stadig har kontakt med hende idag. Måske knap så typisk og alment. Men en dejlig historie at læse.
Ham, der blev taget i forsvar af økonomaen. Det er vel dét. Man kan opleve mange uretfærdigheder sådan et sted. Så et minde om at blive taget i forsvar og få medhold står stærkt. Hvis nogen var så uheldige at aldrig opleve det, har de med garanti haft en drøm om noget sådan.
Skønt der er mange forskellige beretninger om mange forskellige strategier, der også afspejler, hvad der dengang har været forskellige børn, studser jeg over, at der alligevel er en overvejende tendens til, at det især er dem, der dengang havde en udsat plads i kammeratskabet - de små og svage - der som voksne har styrken og modet til at fortælle.
Hvad er der blevet af dem, der tilsyneladende havde det lettere, fordi de var større og stærkere? Sled de al deres styrke op på at komme igennem barndommen? Eller er de forsvundet i udpræget voldelige miljøer, og derfor aldrig nået til eftertanke og bearbejdelse?
Der er naturligvis undtagelser. Nogle stykker nævner, at de var stærke og kunne slå en prober næve. Men de drukner en smule i mængden.
Der omtales paradokser, som f. eks. i forbindelse med rømning at lade elever indfange deres undvegne kammerater. For mig vakte det minder om min egen anbringelse og ambivalente følelsestilstande, hvor der side om side med protesten også var en besynderlig tro på systemet, og at de voksne nok alligevel havde ret.
Også for personalet var det en særlig verden, hvor der ofte kunne opstå dilemmaer i forhold til en fastlagt struktur og personlige overbevisninger.
Bogen kommer med en række fine eksempler, både på dem, der strittede imod, og dem, der tilpassede sig og blev som deres kolleger.
Videre er der fremragende skitseringer af de overordnede historiske linier indenfor børneforsorgen fra begyndelsen af 60’erne frem til 80’erne. Hvornår begyndte der at komme faguddannede pædagoger på institutionerne? Hvilke rent lovmæssige rammer var gældende hvornår? osv.
Det var noget nyt for mig, at pædagoguddannelsen var relativt ny dengang. Hvilke konsekvenser har det haft? Usikkerhed overfor at være pionerer, der skulle træde nye veje? Eller en overdreven tro på at være dem, der vidste og kunne det hele? Sikkert en jævn god blanding af begge dele.
Noget, jeg ofte har spekuleret over, er, i hvilken grad der var supervision dengang i 70’erne. Bogen giver svaret: overhovedet ikke! Dermed heller ikke muligheden for at få andre perspektiver på en given sag. Det må have haft katastrofale følger i forhold til at skabe fastlåste mønstre på institutioner.
Alt i alt en både bevægende og tankevækkende bog, der har meget at fortælle og i allerhøjeste grad er relevant.
Jeg håber, den kan bidrage til, at børn, der nu og i fremtiden har det svært, kan få en bedre hjælp. I hvert fald giver den en stemme til alle os, der i fortiden var igennem maskineriet.
N.B. Se også “Der kommer en dag” (under “Blandede Bolcher), samt “Sorority Girl” og (især!) “Reform School Girl” (under “Arkoff”).