Det fremmede Barn

"Det fremmede Barn" står som en af de mest betagende børnefortællinger nogensinde om, hvad der sker, når hverdagen gøres for lille til at rumme virkeligheden.

Den banebrydende klasikker inden for fantastiske børnefortællinger er Hoffmanns "Det fremmede Barn" fra 1817. Et skelsættende værk, der som det første indførte fantastikken i børnelitteraturen.

I Gert Emborgs oversættelse fra 1990 fremstår den frisk og underholdende, i et sprog, der hverken taler ned til eller hen over hovedet på børnene.

De indledende linier lyder:

Der var engang en herremand, der hed Hr. Thaddäus von Brakel. Han boede i den lille landsby Brakelgård, som han havde arvet efter sin afdøde far, den gamle hr. von Brakel, og som altså nu var hans ejendom. De fire bønder, der foruden ham selv boede i landsbyen, kaldte ham "nådigherren", skønt han ligesom dem gik uden paryk. Og kun når han om søndagen kørte i kirke i den store nabolandsby med sin kone og de to børn, Felix og Kristine, bar han, i stedet for den grove jakke, som han ellers gik med, en fin grøn kjole og en rød vest med guldsnore; det klædte ham ret godt.

Sprogligt er hele historien holdt i denne letflydende stil ("Tidligt om morgenen var Felix og Kristine løbet ud i skoven"). Men naturligvis former handlingen sig, så indledningens idyliske billede af kærnefamilie og gode naboer, gradvist brydes af skurrende dissonanser ("Mange børn kan ikke bære de purpurrøde fugles sang, hvor herlig den end er. Den river deres hjerter i stykker, og de dør øjeblikkeligt.").

Som man ser i citatet ovenfor, åbner historien i traditionel eventyrstil. Det fremmede Barn kan da også lige såvel som fantastisk fortælling kategoriseres som eventyr.

Men ikke et eventyr af den slags, der foregår østen for månen og vesten for solen eller hinsides søndenvinden. Det foregår i en lille landsby, der i det store hele er naturtro fremstillet, omend med et stænk af biedermyer-idyl. Men at hr. von Brakel er en rar mand med rare naboer, kan vel ikke kaldes egentlig utroværdigt.

Hans hus, som de lokale kalder slottet, er et lille hyggeligt og indbydende hus, den diamentrale modsætning til Poes House of Usher, hvor det er som om (netop "som om"), at selv fuglenes kvidren siger venligt: "kom ind". Med denne indledning er de ydre rammer placeret, og den fysiske forankring på plads. Sat i en statisk form, der fortæller om generelle tilstande, uden at forholde sig til noget konkret tidspunkt.

Herefter følger en række optrin, der helt tydeligt hører hjemme på bestemte tidspunkter.

Det første af disse optrin beskriver et besøg af en fornem onkel. Episoden er beskrevet som til det yderste pinefuld og anspændt.

Felix og Kristine har fået deres pæneste tøj på og må ikke gå ud og lege. De må ikke svine sig til. Det er næsten ikke til at holde ud. Felix ser hunden Lukas løbe omkring ude i haven, og synes, det er som om (igen "som om"), den kalder og siger: "Kom ud og leg".

Her skabes en oplagt mulighed for identifikation hos børn, der får historien læst højt. Vil-så-gerne-men-må-ikke er noget særdeles velkendt for børn. For yderligere at torturere det arme søskendepar, står der en nybagt kage og dufter, som ikke må skæres, før onklen kommer. Men da han endelig indfinder sig, går det helt galt.

Onklen og tanten er forfinede og snobbede, og deres børn (et søskendepar jævnaldrende med Felix og Kristine - dobbeltgængermotiv?) er endnu værre end forældrene.

De fine børn bliver rost og får lov at demonstrere deres lærdom. Der er ingen grænser for, hvad de ved. Ved afskeden er Felix og Kristine blevet ydmyget til det yderste, beskyldt for at værre uopdragne og tillige haft en tydelig oplevelse af, at deres forældre foretrækker og favorisere det andet søskendepar.

Optrinet er ramt på kornet. Trods det eventyrlignende sprog kommer det helt tæt på en situation, mange kender. Både børn, der oplever andre børn, der er finere, og forlegne forældre, der føler sig skamfulde over, at andres børn er deres egne overlegne.

Lettere omskrevet og udrenset for diverse guldsnore og adelige titler, ville optrinet kunne glide direkte ind i en roman af J. Bech Nygaard eller Tove Ditlevsen.

En ubetydelig misforståelse når at gribe så meget om sig, at alle børnene græder og hyler ved afskeden. Ikke af sorg over at skulle skilles. Men fordi de fine børn har ville forære Felix og Kristine nogle æsker med legetøj og godter, og der i den forbindelse opstår en kommunikationsfejl.

Felix og Kristine har imidlertid fået æskerne trods alt, og dette er optakten til andet optrin.

Så snart kareten med grev Cypprianus von Brakel og hans familie var rullet ned ad bakken, tog hr. Thaddäus den grønne kjole og den røde vest af, og næppe havde han fået den lange hverdagsjakke på og ladet kammen gå to-tre gange gennem håret, førend han trak vejret dybt, slappede af og sagde: "Gud være lovet!" Også børnene tog hurtigt søndagstøjet af og følte sig glade og lettede. "Og så ud i skoven, ud i skoven!" råbte Felix og sprang så højt op i luften, som han kunne. "Skal i nu ikke først se, hvad Hermann og Adelgunde har haft med til jer?" sagde moderen, og Kristine, der allerede mens de andre tog afsked havde betragtet æskerne med nysgerrighed, mente, at det kunne der vel ikke være noget i vejen for; bagefter ville der jo være tid nok til at løbe ud i skoven. Felix var meget svær at overtale. "Hvad kan den skabede pludderbukseunge og hans overbroderede søster vel have haft med. Og hvad nu viden angår, så pludrer han ganske vist løs, men først vrøvler han om løver og bjørne og ved, hvordan man fanger elefanter, og så bliver han bange for min Sultan, skønt han går med sabel, og hyler og skriger og kryber ind under bordet. Han er mig en køn jæger!" "Arh, kære Felix, lad os nu bare lukke en lille smule op for æskerne." Kristine bad inderligt, og da Felix gerne gjorde alt muligt for at stille hende tilfreds, så opgav han foreløbig turen ud i skoven og satte sig tålmodigt sammen med Kristine ved bordet hvor æskerne stod.

Naturligvis springer det i øjnene, at passagen er gennemsyret af romantiske træk. Vi har de sunde naturbørn over for kultur-civilisationens kunstige og ødelagte børn.

Felix er helt igennem den ægte vare, en åndsbroder til gadedrengen i H.C. Andersens Kejserens nye Klæder, der siger: "Han har ikke noget på". Man kan tillige synes han er lige lovlig velformuleret. I virkeligheden havde han nok bare sagt: "Jeg vil ikke have den dumme unges møggave", men meningen er jo trodsalt den samme. Endvidere er der også et slet dulgt syndefaldsmotiv, hvor forældrene bliver slangen i paradiset, og for at gennemføre motivet er det naturligvis søsteren, der optræder som Eva og overtaler broderen.

Alligevel er der så mange træk i teksten, der fastholder den i et velkendt univers, der trods biedermeyer-antrækket snildt kunne være en virkelig landsby. Den næsten naturalistiske fortællermåde, hvor det er gennem personernes ord og handlinger, vi får flest informationer (omend Hoffmann - der er en hel generation ældre end naturalisterne - ikke kan nære sig for at tage et par småhop ind i personernes hoveder), er med til at styrke troværdigheden.

Når børn får historien læst højt vil de først og fremmest hæfte sig ved handlingsgangens overordnede karakter og de stemninger den rummer. I dette vil de finde genkendelighed og uden videre leve sig ind i Felix og Kristine.

Det er her, Hoffmann tager fat. Han henvender sig direkte til børnene og minder dem om, hvor glade og begejstrede de er blevet til fødselsdage og på juleaftener, når de har set en mændge legetøj komme frem af diverse pakker.

De to æsker er fulde af legetøj og slik. Felix og Kristine er sunde, naturlige børn, der lever i øjeblikket (teksten er nu engang fra romantikkens tid, men i dette træk helt i overenstemmelse med virkeligheden), og glemmer alt om at komme ud i skoven. De gumler slik og morer sig med deres legetøj, lige til de skal i seng.

Man kan spørge: gælder det ikke her, at netop børnenes autentiske ægthed og sundhed bliver dem til fordærv? De kommer ikke ud i luften - de bliver inde og lumre i stuen (absolut ikke i overenstemmelse med romantiske forskrifter!), og med al det fine legetøj sniger den forlorne materielle og urbane verden sig ind på dem. Den friske luft og de gratis glæder, afløses af tingel-tangel.

Om man i dette skal læse et fald er dog tvivlsomt. Det kan lige så vel være en rent fortællerteknisk styrken troværdigheden med en psykologisk overbevisende skildring af børns typiske reaktion i en sådan situation. En skildring, der følger lige efter en direkte henvendelse til børnene, og vil få dem til at tænke: "Ja, ja - lige sådan er det!".

Og har børnene først tænkt sådan, vil de også kunne opleve en fantastisk tøven, når historien lidt senere når til ting, der næppe virker som genkendelige fra hverdagen. Eller også tøver de alligevel ikke, fordi det ligger i tråd med deres fantasier, og historien således umærkeligt overskrider grænsen mellem den håndgribelige og den uhåndgribelige verden, en grænse, der netop er mere flydende hos børn end voksne.

Men det er netop denne overskridelse, der kaldes tøven. Så hvis barnet ganske ubekymret og uden rigtig at opdage det krydser grænsen, kan man tale om indirekte eller ubevidst tøven. At historien selv krydser denne grænse er tydeligt nok, når man læser videre.

Næste dag trækker legetøjet atter. Felix vil gerne ud i solen, men Kristine er optaget af en dukke. De finder dog frem til det kompromis at tage legetøjet med ud i skoven. På den måde lykkes det på realplanet at forene to verdener. Men det viser sig snart at de skurrer uforsonligt imod hinanden:

Kristine klædte hurtigt dukken helt på, og nu løb begge børnene ud i skoven med deres legetøj og slog sig ned i en smuk, grøn lysning. De havde leget et stykke tid, og Felix lod netop den lille harpemand spille sit stykke, da Kristine begyndte:"Felix, er du klar over, at din harpemand slet ikke spiller pænt? Hør hvor det lyder grimt her i skoven, det evige pling-plang-pling-plang. Fuglene kigger så nysgerrigt ud af buskene; jeg tror ikke de bryder sig om den fjollede musikant der spiller til deres sang." Felix drejede hurtigere og hurtigere på skruen og udbrød så: "Du har ret, Kristine! det lyder afskyeligt, det den lille fyr spiller, og hvad hjælper det at han kan bukke - jeg er flov over for den finke derovre, den blinker til mig med så kloge øjne. - Men fyren her må lære at spille bedre - meget bedre." - Og så drejede Felix så kraftigt på skruen, at knas-knas, hele kassen som harpemanden stod på, gik i tusind stykker, og hans arme faldt ned og gik i stå. "Årh nej!" råbte Felix. "Strakkels lille harpemand" råbte Kristine. Felix betragtede et øjeblik det ødelagte spilleværk og sagde så: "Det var en dum og fjollet fyr, der spillede skidt og skar ansigter og bukkede som fætter pludderbuks." Så smed han harpemanden langt ind i det dybeste budskads.

Det går det øvrige legetøj på samme måde. Det viser sig altsammen at være skrammel, der ikke kan bruges til noget i skoven. Det hele ender ødelagt i budskadser og søer.

Da forældrene hører om det, hævder moderen, at de er nogle uvidende unger, der ikke forstår, hvordan man bruger den slags ting. Faderen derimod synes, at det er udmærket. Han mener, at legetøjet kun tjente til at skræmme og forvirre børnene.

Men så skal børnene til at lære noget. Man venter den nye huslærer. Felix og Kristine kan kun lige få en timestid i skoven, inden de skal ind og have kundskaber.

De skynder sig ud, men legen vil ikke rigtig lykkes for dem. De ender med at blive kede af det, og synes de er dumme. Hvis de havde vidst, hvordan man skulle bruge legetøjet, hvis de havde været lige så lærde som deres fætter og kusine, så havde de haft legetøjet endnu og fået glæde af det. De to børn sidder således og græder ved et træ, mens de betegner sig selv som uvidende stakler.

Men så sker der noget:

Over de dybeste skygger af det mørke budskads, som var over for børnene, lå der et underfuldt skær og flagrede som en blid månestråle over bladene, der sitrede af glæde. Og gennem skovens sagte susen lød der en sød klang, som når vinden strejfer hen over harper og med kærtegn vækker de slumrende akkorder. Børnene blev ganske sælsomt til mode, al græmmelse var forsvundet, men et sødt, ukendt vemod kaldte tårene frem i deres øjne. Så jo lysere skæret strålede over buskene, og jo højere den sælsomt smukke klang lød, jo kraftigere bankede børnenes hjerter; de stirrede ind i glansen, og åh, de så, at solen skinnede klart på et smukt barneansigt. Barnet smilede og vinkede til dem fra budskadset. "Åh, kom over til os, kom dog over til os, du kære barn!" sådan råbte både Kristine og Felix, idet de sprang op og fuld af ubeskrivelig længsel rakte de hænderne frem mod den smukke skikkelse. "jeg kommer - jeg kommer", råbte barnet med smuk stemme, og som blev det båret af den blide morgenvind, svævede det fremmede barn over til Felix og Kristine.

"Langt herfra hørte jeg jer græde og klage, og så fik jeg ondt af jer; hvad er der dog i vejen kære børn?" "Det var vi egentlig ikke selv klar over", svarede Felix, "men nu er det, som om det er dig vi har savnet." - "Det er sandt", tilføjede Kristine, "og nu du er hos os, er vi glade igen. Men hvorfor blev du så længe borte?" Begge børnene havde det faktisk, som om de længe havde kendt og leget med det fremmede barn, og som om deres mismod blot stammede fra, at den kære legekammerat var forsvundet. "Vi har", sagde Felix, "ganske vist ikke noget legetøj, for jeg enfoldige dreng har igår på det skændigste ødelagt det herlige legetøj, som fætter pludderbuks havde foræret mig, og smidt det væk, men vi kan vel lege alligevel?" "Felix dog", sagde det fremmede barn og lo højt, "hvorfor siger du sådan noget? Det skidt, som du har smidt væk, det duede alligevel ikke til noget. Både du og Kristine er jo her omgivet af det herligste legetøj man kan forestille sig."

Derpå følger en længere poetisk beskrivelse af, hvordan det fremmede barn viser Felix og Kristine skovens vidundere. Blomsterne, insekterne - alting får liv og bliver til de herligste ting. Der kan bygges paladser af det, der kan laves dukker af det. Alt er muligt i skoven. Den er ét stort stykke legetøj.

Tilsidst tager det fremmede barn Felix og Kristine med ud på en flyvetur. Derefter spiller det fremmede barn en afskedssang på sit valhorn, men lover at komme tilbage næste dag.

Da børnene kommer hjem og begejstrede fortæller, ved forældrene ikke, hvad de skal tro. Er det noget, børnene har drømt? Er det skolemesterens Gotlieb, der har leget med børnene? Moderen er tilbøjelig til at slå det hen. Faderen er lidt mere nysgerrig.

Men næste dag mødes søskendeparret atter med det fremmede barn og har det dejligt i skoven.

For så vidt er vi i et anti-poe'sk univers. Familien von Brakels hyggelige og indbydende hus som diamentral modsætning til det dystre Usher-gods. Det smukke fremmede barn, der udvider søskendeparrets verden, som modpol til den skæbnesvangre ravn, der lukker alle muligheder af for den søvnløse, der sørger over tabet af sin elskede.

Men både i "Ravnen" og "Det fremmede Barn" oplever man den situation, at et tynget sind besvares af en mystisk gæst, der melder sin ankomst, netop som klagen er på sit højeste. For så vidt er det også dette, der finder sted i forbindelse med søsterens genopstandelse i "Huset Ushers Fald".

Det er et bemærkelsesværdigt træk, at det netop er i en situation af optimalt sjæleligt pres, at en anden dimension bryder ind i tilværelsen. Psykologisk tolket kan man tale om, at sindet så og sige zapper over på en anden kanal. Religiøst tolket kan man tale om, at man i de ekstreme tilstande opnår en særlig modtagelighed over for det åndelige.

På dette tidspunkt i "Det fremmede Barn" kan ingen afgøre noget sikkert om, hvem det fremmede barn er.

Er det en fantasiven, der kun findes i børnenes hoveder? Er det et virkeligt barn, der blot har en særlig evne til at stimulerer de andres fantasi? Er det et overnaturligt væsen?

Dette usikkerhedsmoment vil pirre de smås nysgerrighed, når de får historien læst op.

Selv barnets køn er uvist. Felix mener, det er en dreng, Kristine mener, at det er en pige. Hvem eller hvad er det vidunderlige fremmede barn?

Børnene, der lytter med tilbageholdt åndedræt, klør sig i de små hoveder. At denne undren og spørgen kaldes todorovsk tøven, ved børnene ikke. Det er der heller ingen grund til at fortælle dem. Det vil bare ødelægge deres oplevelse. Lad dem nyde historien og med spændt forventning høre om det fremmede barn.

Også Felix og Kristine er forundrede og nysgerrige, så en dag spørger de det fremmede barn, hvem det er, og hvor det kommer fra:

Det fremmede barn så meget alvorligt, næsten bedrøvet, hen for sig og sukkede dybt. Efter at have været tavst ogle øjeblikke, begyndte det: "Ak, kære børn, hvorfor spørger i om mit hjem? Er det da ikke nok, at jeg kommer hver dag og leger med jer? - Jeg kan sige, at jeg har hjemme derovre bagde blå bjerge, der ser ud som krusede, takkede tågeskyer, men selv om i løb nat og dag, indtil i stod på toppen af bjergene, så ville i blot se en ny bjergkæde lige så langt væk...

Kristine bliver ked af, at det fremmede barn bor så langt væk. Men det fremmede barn lover at altid være hos hende, hvis hun savner det.

Felix er dog indstillet på at foretage den lange rejse, for han mener, at det må være et helt utroligt sted, det fremmede barn bor.

Det fremmede barn fortæller så om sit hjemland, hvor dets mor er fedronning og bor i et kæmpe palads og alt er vidunderligt. - Næsten!

Børn er særligt favoriseret. Men det sker også, at uforsigtige børn kommer ud for slemme ulykker.

Og så er der den onde, afskedigede minister. Fedronningens ministre, er ånder. Pepasisilio er en særlig stærk og magtfuld ånd. Men han er ond, og dronningen har fyret ham. Han ville spolere alle børnenes glæder og modarbejde alt det gode, de andre ministre gjorde.

Han havde foregøglet dronningen, at han villegøre børnene glade og kloge; i stedet hængte han sig tungt i fasanernes hale, så de ikke kunne lette, når børnene kravlede op i rosenbuskene, trak han dem i benene, så de faldt ned og fik næseblod; dem, der ville løbe og tumle omkring, tvang han ned på alle fire, og de måtte krybe omkring med hovedet bøjet mod jorden. Han stoppede alt mulig skadelig skidt i næbbet på sangerne, for at de ikke skulle synge, for sang kunne han ikke udstå, og de stakkels tamme dyr ville han ikke lege med, men æde i stedet for. Det var det de var til for, mente han. Men det mest afskyelige var, at han med hjælp fra sine folk smurte en ækel, sort saft over paladsets skønne funklende ædelstene, over de farverige blomster, roserne og liljebuskene, ja, selv over regnbuen, så at al pragt forsvandt, og alt så bedrøveligt ud. Og da han havde gjort det, slog han en skraldlatter op og råbte, at nu var alt som det skulle være, for nu havde han sat sit mærke på det. Da han så til slut erklærede, at han ikke anderkendte min mor som dronning, men at magten alene tilkom ham selv, og da han i skikkelse af en kæmpe flue med lynende øjne og fremstrakt, skarp snabel fløj op på min mors trone med en summen og en brummen, så forstod både hun og de andre, at den onde minister, der havde sneget sig ind under det smukke navn Pepasilio, egentlig ikke var andet end den mørke og vrantne gomkonge Pepser.

Efter et mindre slagsmål bliver Pepser kylet ud, og fedronningens rige genetableret. Men nu strejfer Pepser om, ingen ved hvor, og hvis han får fat i fedronningens eneste barn ... Ja, det fremmede barn svæver i en frygtelig fare!

Det bliver Kristine forskrækket og bange, da hun hører, mens den altid kække Felix nok mener han kan smække en flue.

Man må huske at historien er over 150 år ældre end Todorovs strukturalistiske modaliteter.

Man kan selvfølgelig vælge at brokkke sig og sige, at det ikke er fantastisk, men vidunderligt - ikke fantastik, men fantasy.

På den anden side er der det udprægede fantastiske træk, at alt det med fedroninngen og den onde minister ikke udfolder sig på historiens realplan. Det er noget, det fremmede barn fortæller. På realplanet sidder der tre børn i en skov og underholder hinanden med historier. Hvis man tidligere har spekuleret over, hvem det fremmede barn er, kan man nu begynde at spekulere over dets pålidelighed.

Den næste "glidning" forekommer ved børnenes hjemkomst.

Deres nye huslærer, hr Blæk, er ankommet. Det er en lille undersætsig mand helt klædt i sort med tynde ben. Som et udslag af bizar humor, har han en nål gemt i hånden, som han stikker børnene med, da de skal sige goddag til ham.

Det er naturligvis oplagt at tro, at dette er Pepser i en ny forklædning. Særlig rar er han i hvert fald ikke, og fra nu af får børnene ikke lov at komme ud og lege, men skal bare sidde og terpe udenadslære, de ikke forstår meningen med. De savner skoven og det fremmede barn, som de synes kalder på dem (endnu et "som om"!), og ender med ligefrem at komme i slagsmål med hr. Blæk, godt hjulpet af den ellers søde og fredsommelige hund Silas, der ikke kan udstå hr. Blæk.

Hr. von Brakel får afbrudt slagsmålet, men synes det er lidt synd for børnene, og beslutter, at hr. Blæk dagligt skal gå en tur i skoven med dem.

Hverken Blæk eller børnene er meget for det. Blæk ville have foretrukket en pæn have, og børnene kan ikke rigtig se, hvad den usympatiske lærer har at bestille i deres skov.

Men sådan bliver det. Hr. blæk kan ikke udstå skoven, og har ingen sans for det smukke i fugle og blomster. Blind for poesien mener han at det hele er pjank og narrestreger. Han opfører sig modbydeligt: river blomster op med rod og kaster sten efter fuglene.

Hvis der på dette sted i læsningen gøres et ophold, står man over for en række mulige tydninger:

1) Blæk er identisk med Pepser.

2) Det fremmde barn har engang også haft hr. Blæk som lærer, og i sin fantasi omdigtet den onde magister til den onde minister.

3) Det fremmede barn eksisterer slet ikke i gængs forstand, men er identisk med barnefantasien ("Puff The Magic Dragon"), og i fantasien og inpirationens verden har børnene haft en vision, der forudsagde dem huslærerens karakter.

Så omfattende en tolkningsdiskusion skal man givetvis afholde sig fra at have med børnene. Men man kan godt spørge: "Synes i ikke, det er en mærkelig lærer, der opfører sig underligt?". "Det er Pepser! Det er Pepser", vil de små svare, og det kan jo sådan set understøttes af alle tre tolkninger. At Blæk måske kan være Pepser i mere end én forstand, er der ingen grund til at gå ind på.

Den voksne læser kan om Blæks karakter frastslå, at han er et gennemført skolestuemenneske, der ikke blot hader blomster og fuglesang, men alt, der ikke er sat under kultivering.

Han klager over, at der ikke er ordentlige veje og stier i skoven, han foretrækker afskårne blomster i vaser for de fritvoksende osv. Intet må være kaotisk, ukontrolleret eller frit og vildt. Alt skal sættes i orden og system som velordnede bøger på en reol.

Hvis man ved bare en lille smule om det tidspunkt, historien blev skrevet på, er det tydeligt nok, at vi i hr. Blæk møder den romantiske opfattelse af oplysnings-fornuften.

Det manglede bare, at skoven og bækken skulle være så frække at blande sig i fornuftige samtaler

Da hr. Blæk har dræbt en fugl med en sten bliver børnene bange, og hidkalder det fremmede barn:

"Hvad er det for noget med det fremmede barn", råbte magisteren. Men i samme øjeblik susede det kraftigere i buskene, og i denne susen lød vemodige, hjerteskærende toner som fra store, dumpe klokker, der bliver slået an langt, langt borte. - I en lysende sky kom det fremmede barns smukke ansigt til syne - så svævede det helt tæt på, men det vred sine små hænder, og tårer strømmede som glinsende perler ud af de milde øjne og ned over de rosenrøde kinder. "Ak", jamerede det fremmede barn, "ak kære venner, jeg kan ikke komme ned til jer - I vil aldrig se mig igen - lev vel! lev vel! - Gnomen Pepser har jer i sin magt, stakkels børn, lev vel - lev vel!" og så svingede det fremmede barn sig højt op i luften. Men bag børnene summede og brummede og surrede og knurrede det på en forfærdelig gyselig måde. Magister Blæk havde forvandlet sig til en stor, væmmelig flue.

Blæk/Pepser jagter det fremmede barn, men den store guldfasan kommer det til hjælp.

At der ligger en allegorisk mening i disse linier er uden videre tydeligt.

Børnene er i ""Pepsers magt", og vil derfor aldrig se det fremmede barn igen (jævnfør atter "Puff The Magic Dragon"). Romantikkens uvilje imod snusfornuften slår her ud i åbenlyst had.

Børnene drives uhjælpeligt mod faldet, og fantasien - der undertrykkes i "den sorte skole" - lider derfor nederlag.

Sådan da. For den gyldne fasan kommer dog det fremmede barn til undsætning. Men som der i Guldskålen er sat et uoverstigeligt skel mellem trylleriget Atlantis og menneskenes triste verden, således også her.

Forældrene sidder og betragter den smukke solnedgang (er det den, der er den gyldne fasan?), da børnene kommer løbende hjem, og fortæller hele historien om det fremmede barn, fedronningens rige, gnomen Pepser, der nu ligger død i skoven synderhakket af den gyldne fasan osv.

Forældrene undrer sig over børnenes fantasifulde historie. Er det noget, de har drømt?

Som i Ib Johansens billede med stemmerne i en polyfonisk korsats har vi her fotolkningskrisen for åbent tæppe, i form af forældrenes og børnenes opfattelse.

Forældrene vil selvfølgelig ikke tro, at Blæk i virkeligheden er en flue, selv om alle indicier peger på det: han er lille og tyk, men har tynde ben, han laver summelyde og er en slikmund, der ikke kan holde sig fra søde sager. Men faderen tror ikke på at en magister kan være en flue.

"Ti stille", råbte hr. von Brakel ganske fortørnet, "hr magister Blæk kan være hvad han vil, men én ting er sikkert, og det er at fasanfyrsten ikke har bidt ham ihjel, for dér kommer han gående ud af skoven." Børnene skreg højt og flygtede ind i huset. Godt nok kom magister Blæk gående ad stien gennem birkelunden, men med øjnene lysende forvildet og med forpjusket paryk vaklede han fra den ene side til den anden; han sprang op og ned, mens han summede og brummede afskyeligt, og han stødte hovedet mod træerne så det knagede.

Blæk slubrer først en skål mælk, som han er hoppet op i, i sig og skraber med sine tynde ben smørret af brøddet, for øjnene af de forundrede forældre, der spørger, om han er blevet vanvittig.

Derefter vil han ind i huset, men det vil hr. von Brakel ikke have.

Felix kommer ud med en stor fluesmækker, og så går den vilde jagt. Hr. Blæk bliver jaget bort, og forældrene er enige om, at de ikke vil have mere med ham at gøre. Altså en trolig parallel til Pepser, der jages ud af fedronningens rige.

"Godt, at vi er blevet af med den væmmelige magister Blæk, sagde hr. von Brakel, "han kommer aldrig over min dørtærskel mere." "Nej, det gør han ikke sagde fru von Brakel, "en lærer, der har en så afskyelig måde at være på, kan kun skabe ufred. - At prale af sine kundskaber, og så springe op i mælkeskålen! Det kalder jeg en køn magister!" Og børnene jublede og råbte:"Hurra, far gav magister Blæk én over næsen, og så stak han af! Hurra - Hurra!"

Hvis det ikke var gamle Hoffmann, men en senere forfatter af biedermeyrskolen, ville harmonien nu være genoprettet og fortællingen afrundet.

Historien slutter dog ikke her.

Felix og Kristine løber ud i skoven, og regner med at nu, hvor Pepser er fordrevet, vil det fremmede barn komme og lege med dem som før. Men der er stille og livløst i skoven, og et frygteligt uvejr trækker op.

Da børnene vil gå hjem, kommer de i stedet dybere ind i skoven, hvor det bliver mørkere og mørkere, mens regnen gennmbløder dem. De søger ly i et krat. Men krattet er det, hvor de i sin tid smed det ødelagte legetøj ind. Nu kommer det frem, og kalder dem for dumme unger, hævder at være Blæks lydige elever, og truer med hans snarlige komme.

Her bliver historien ret uhyggelig, så måske skal man lige lægge en arm om de allermindste lyttere, når man fortsætter oplæsningen:

Forfærdede og uden hensyn til regnen, der nu strømmede ned, eller de bragende tordenskrald og stormen, der med en dyb susen fór gennem granaerne, rendte bvørnene afsted og nåede til bredden, og nåede til bredden af den store dam, der lå op til skoven. Men næppe var de nået herhen, for Kristines store dukke, som Felix havde kastet væk, hævede sig op af sivene og med en hæslig stemme kvækkede: "Dumme unger! Enfoldige væsener! I havde kun foragt til overs for mig - vidste ikke, hvad i skulle stille op med mig -nu kan i stå der uden legetøj. Vent i bare. kære børn,jeg er magister Blæks lydige elev; han kommer snart, og så skal i komme til atbøde for jeres trods!" - Og så sprøjtede den hæslige dukke kaskader af vand i hovedet på de stakkels børn, der i forvejen var gennemblødt af regnen.

Børnene flygter, hører summen og besvimer af skræk. De vågner tørre og trygge på en græstue.

Da de kommer hjem og fortæller om deres oplevelser (drømme?). er forældrene betænkelige ved at lade dem gå i skoven igen, når de "drømmer sådan noget" derude.

De får alligevel lov.

Men det fremmede barn kommer ikke mere, og efterhånden taber børnene interessen for at gå i skoven. Især fordi de til stadighed hånes af det ødelagte legetøj.

Det var slet ikke til at holde ud; børnene blev hellere hjemme.

Hvordan skal det opfattes? Som at børnene nu i stedet for fuglene og blomsterne lægger mærke til det ødelagte legetøj, der flyder omkring i skoven? At de altså er faldet(!) og ser alt med andre øjne.

Alt det, der er sket i skoven, er kun noget børnen har oplevet. Er det sket? Er det drømme og fantasier? Kender ikke alle det - også i det voksne liv - at man kan have dummet sig og fået ødelagt et eller andet, og så føle det som en hån, at se på stumperne? Der er stærke allegoriske elementer i det fortalte, der endvidere udelukkende bygger på børnenes vidnesbyrd, deres virkelighedstolkning.

Også her kunne historien slutte. Men Hoffmann giver den en tak til:

"Jeg kan ikke forstå, sagde Hr. von Brakel en dag til Fru von Brakel, " hvorfor jeg har haft det så underligt de sidste dage. Jeg er nærved at tro, at den onde magister har forhekset mig, for siden den dag jeg gav ham én med fluesmækkeren og jog ham væk, er det som omjeg har haft bly i kroppen. Og Hr. von Brakel blev faktisk, mere og mere bleg og træt for hver dag der gik.

Hr. von Brakel sidder i timevis og stirrer tomt ud i luften. Men han beder sin børn fortælle om det fremmede barn, og bliver stærkt bevæget.

En dag tager han Felix og Kristine ved hånden og siger, at de ikke mere skal være bange for Blæks elever (det ødelagte legetøj), og så går de sammen ud i skoven.

Her fortæller Brakel sine børn, at han som lille dreng også har kendt og leget med det fremmede barn.

Jeg kan slet ikke huske, hvordan det forlod mig, og det er mig ganske uforståeligt, hvordan jeg så helt og aldeles kunne glemme det smukke barn, at jeg slet ikke troede på jeres historie om det - skønt jeg svagt anede at den var sand. I de sidste dage har jeg imidlertid genoplevet min skønne barndom så levende, som jeg ikke har kunnet det før. Og det skønne tryllebarn er lige så strålende og herligt, som i har fortalt om det, dukket op i min erindring, og den samme længsel, som har gerebet jer, fylder mit bryst, men den får mit hjerte til at briste! Jeg føler at jeg sidder her blandt træer og buske for sidste gang; jeg skal snart forlade jer, børn! Når jeg er død, skal i holde godt fast ved det smukke barn!" Felix og Kristine var ude af sig selv af smerte, de græd og råbte højt: "Nej, far - nej far, du må ikke dø, du må ikke dø, du skal blive hos os længe endnu og ligesom vi lege med det fremmede barn!" - Men allerede dagen efter lå Hr. von Brakel syg i sengen. 

Ikke nok med at familien snart efter bliver faderløs. Så melder kreditorerne sig. Den forfinede fætter, der aflagde besøg i begyndelsen af historien, sender et par skumle fyre ud, "der næsten så ud som magister Blæk", fordi han vil "have sit".

Den fattige enkefru Brakel må forlade huset og drage med børnene hen til en slægtning. På vejen bryder både hun og børnene grædende sammen. Men så kommer det fremmede barn, og taler i vendinger, der leder tanken hen på Jesus:

Klag ikke sådan, kære venner. Elsker jeg jer da ikke? Kan jeg nogensinde forlade jer? Nej Selv om i ikke kan se mig med jeres egne øjne, så svæver jeg dog bestandig omkring jerog hjælper jeg af al min magt til at blive lykkelige. Bevar mig blot trofast i jeres hjerter, så kan hverken den onde Pepser eller andre modstandere volde jer noget ondt - elsk mig og vær mig tro!

Det vil Felix og Kristine naturligvis gerne, og trøstet begiver den lille familie sig videre.

De blev venligt modtaget af slægtningen, og dét skete, som det fremmede barn havde lovet. Alt hvad Felix og Kristine foretog sig, lykkedes så godt, at de og deres mor blev glade og lykkelige, og selv da de blev gamle, legede de i søde drømme med det fremmede barn, der altid havde sin hjemstavns smukke vidundere med til dem.