PDD og sanselighed

"Livets Realiteter kom til mig som Syner og kun som Syner, mens Drømmenes Verden til Gengæld blev - ikke den materielle Del af mit daglige liv, men selve dette liv."

- Edgar Allan Poe

Sansninger

Et bad

Shampoo i håret. Gnide det godt ind. Massere hovedbunden. Vand. Masser af vand. Det hele skal skylles ud igen. Men også det er en sanseoplevelse. Hovedbunden skal have omsorg. Den ligger der skjult under håret. Man tænker så sjældent og uendelig lidt på den. Den må ihukommes. Den må have omsorg.

Videre indsæbning. Mærke panden. Ansigtet. Sæbe i ansigtet. Lukkede øjne - naturligvis. Men give kinder og næse en ordentlig gnide- og gnubbetur. Masser af vand. Væk med det igen. Panden føles lidt tør. Det klør en smule i det meste af hovedet. Klø igen. Trykke et par fingre mod huden lige ved hårgrænsen. Køre dem frem og tilbage.

Nulre ørerne. Kærtegne dem. De ører, der blev udsat for så megen miskreditering og forfølgelse i min barndom. Har været offer for så meget had. Netop derfor har de så meget desto mere brug for kærlighed. De bærer på mindet om onde ord, om knipsende fingre, slag med kæppe, hiven og trækken. De arme ører har lidt. Derfor skal de elskes, trøstes, kærtegnes. Lidt forsigtig med indsæbningen. Det er ikke så rart, hvis det kommer helt ind i øregangen. Ligeledes lidt forsigtig skylning. Ikke pege telefonbruseren direkte mod ørengangen. Blødt, blidt, behageligt. Så også det bliver et kærtegn.

Mærke nakken. Mærke spændingerne deri. Har vist siddet alt for meget i dårlige arbejdsstillinger, eller også bare siddet for mange timer ad gangen. Prøve at blødgøre. Med sæbe. Med masser af varmt vand. Med fingerstrøg og let massage. Huden føles glat under fingrene.

Armene skal også have en ordentlig gnubbetur. Og ryggen. Så meget man nu kan nå derom. Atter gang i telefonbruseren. Det varme vand. Bruge den som kløpind på ryggen. Og ned langs armene. Må man det? Er det ikke noget griseri? Det ved jeg ikke. Men det er frygtelig rart.

Også foran. Hænder på brystkasse og mave. Op og ned. Sæbe. Varmt vand. Dejligt!

Kammeraten. Ja - han skal jo også have sin tur. Forhuden tilbage og blive skyllet godt igennem. Flere runder med frem og tilbage og en masse vand. Alle urenheder væk. Få pungen helt ren. Uden mørke ansamlinger i krogene. Skinnende rent tissetøj. Det er godt! Det må jeg godt. Jeg må vaske det lige så meget, det passer mig. Jeg må også godt nulre kammeraten. Det er min i lige så høj grad som resten af kroppen. Den er bare sværere at opleve som en del af sig selv, som noget, der reelt tilhører en, og som man har fri råderet over. Jeg har aldrig haft problemer med at opfatte og anerkende min hals eller mine kinder som netop mine. Men det er noget andet med kammeraten. Måske fordi man altid har fået at vide, at der var et eller andet specielt forbundet med den. Noget man helst ikke skal tænke for meget på. Men forbud leder netop tanken hen på det forbudte. Det er samme princip som "lad være at tænke på en rød appelsin". Tænk hvis man hele sit liv havde hørt om, at det havde en særlig betydning at klø sig på næsen, og at det var noget man helst ikke skulle gøre. I hvert fald ikke offentligt, og privat kun i nogle helt særlige situationer. Så ville man jo have fået et helt forkvaklet forhold til sin næse.

Benene. Mine lange, velformede ben. De er faktisk ret pæne. De er også gode at sæbe ind og skylle af.

Goddag kære krop! - Du er rar at røre ved. Over det hele. Længe og vedholdende - og med masser af varmt vand.

En barbering

Barberskum godt fordelt. Et jævnt lag, der dækker det hele. Godt og grundigt. Beskuer mit julemandslook i spejlet. Det ser sjovt ud.

Omhyggelige strøg med skraberen. Skærer grimasser for at få huden stram dér, hvor jeg skal til. Mærke fornemmelsen af stubbe, der skæres bort og høre den karakteristiske sandpapirslyd.

Få det hele med. Blive helt glat. Kære, kære kinder. Kære, kære hals. Omsorg skal i have. Plejes skal i.

Også bagefter! Mærke med fingerspidserne. Føle den helt glatte hud. Fornemme den kildrende fornemmelse. Især hvis man kører med fingeren lige omkring øret. Men også andre steder. Ved hagen og på halsen. Køre om bagpå. Lade fingrene glide op i håret. Åh, det er dejligt.

Nydelse. Fryd. Velvære.

En dejlig skjorte

Blødt stof. Helt blødt. Løstsiddende. Strammer ikke nogen steder. Snerrer og bider ikke. Absolut ikke. Føles som et kærtegn imod huden. På skuldrene. På ryggen. På armene. På brystkassen.

Blød velvære. Rammer forskellige steder alt efter hvilken stilling ,jeg indtager. Mærker stoffet mod et sted på ryggen. Drejer mig lidt og mærker det et andet sted.

Blød fornemmelse. Mærker stoffet med fingrene. Kører højre hånd ned ad venstre arm fra skuderen og ned til ærmegabet. Op igen. Så venstre hånd op og ned ad højre arm fra skulder til ærmegab. Sætter begge hænder foran. Op og ned ad brystkasse og mave. Omfavner mig selv.

Omsorg må der til.

" ... I feel it in my fingers/I feel it in my toes ... "

PDD versus sansning

PDD er ikke en form for oversensitivitet i genitialerne!

Faktisk er PDD snarere et udtryk for nedsat end forøget sansning.

Sansning og sanselighed kan opfattes som at have kroppen i kroppen, d.v.s. rent faktisk mærke den. 

Hvis man er hårdt angrebet af PDD, har man ikke kroppen nede i kroppen. Man har den oppe i hovedet.

De stadige spekulationer og bekymringer giver sig udtryk gennem tankemylder og hjernespind.

Opmærksomheden samler sig derfor om de mange spekulationer, og man mærker således kun i ringe grad kroppen.

At man har det dårligt med sin penis, kan også tolkes som at man er fremmedgjort overfor sin krop.  

Man kender og fornemmer ikke det, man er fremmed overfor. Det afføder blot usikkerhed og spekulationer.

Det er således et karakteristika for personer, der lider af PDD, at de har kroppen oppe i hovedet i stedet for nede i kroppen.

Ligeledes gælder det, at en veludviklet sansning almindeligvis er et tegn på, at man er i rimelig harmoni med sin krop.

Det er jo netop dét, man ikke er, hvis man har en dysmorfofobisk lidelse.

Beregninger øger afstanden

Når kroppen er kravlet op i hovedet, vil den på sin fortsatte vej nå til matematikken. Dermed er man kommet helt op under loftet og har fjernet kroppen så langt fra kroppen som overhovedet muligt.

Det er ikke usædvanligt for personer med PDD at lave mange og omfattende beregninger.

De kan have relation til faktisk eksisterende penisser. Men har det ikke nødvendigvis. Det kan være helt abstrakt, en jagt på en art mønster eller system. Eller det kan være rent fiktive penisser, der giver afsæt for noget, der minder om opgaver i en regnebog.

Hvis penis a er 15 centimeter lang og udgør 90% af penis b´s længde, hvor lang er så penis b.

Der er mange muligheder og varianter. De vil naturligvis på en eller anden måde svare til den enkeltes personlighed i øvrigt og den særlige symbolik, deres PDD er bærer af. 

Typisk vil der dog kunne findes en eller anden form for søgen efter systemer eller orden deri.

Man er skjult eller åbenlyst - direkte eller indirekte - gået i klinch med alverdens tilfældigheder. Nu skal det hele sættes på formel og princip! 

Det er ikke fordi, man elskede regning/matematik i skolen. Man kan meget vel have hadet det. Det er således heller ikke sikkert, at man er særlig god til det.

Mange, der ellers slet ikke giver sig af med matematikken, vil have en oplevelse af at træde ind i en anden mental tilstand, næsten et parallelunivers, hvor de grebet af en manisk feber i timevis laver endeløse beregninger. 

Bagefter forstår de ikke selv, hvad der greb dem, eller hvordan der kunne gå så mange timer med dette.

Som sagt: de havde ikke blot kroppen oppe i hovedet. De havde skubbet den helt op under taget.

Derfor indtræder der også en særlig tilstand, som normaltilstanden står fremmed og undrende overfor.

Betegnende for denne særlige tilstand er netop, at sansningen er stærkt nedsat. Man kan være sulten, tørstig, fryse, svede m.v. stort set uden at bemærke det.

Mens man er ivrigt optaget af genitiale spekulationer og beregninger, er man ironisk nok så lidt opmærksom på hint område, at man først opdager, hvis man skal tisse, når man er lige ved at sprænges.

Kroppen er virkelig blevet eftertrykkeligt fjernet fra kroppen og mast helt op under taget!

"I virkeligheden hensætter et aktivt kompleks os momentant i en tilstand af ufrihed, af tvangstænkning eller -handlen."


- C. G. Jung

Vink om nedsat sansning i “Hændelsen”

Jeg er overbevist om det grundliggende modsætningsforhold mellem PDD og sansning!

Da jeg satte mig for at skrive en roman om PDD, var det derfor vigtigt for mig at have dette element med.

Paul (hovedpersonen) har haft en barndomsoplevelse, hvor en anden dreng, Birger, pralede med, at han havde en stor tissemand. Den viste sig imidlertid at være mindre end Pauls.

Dette bliver et helt centralt punkt i Pauls PDD. Hvordan forklare det paradoks, at Paul selv synes, hans penis er ret lille, men at han kunne slå Birger, der selv syntes, han havde en stor en? Var Paul på en eller anden måde (ifølge en uvis universel orden) forpligtet til at have en mindre penis end Birger?

Senere i livet bliver det en fiks idé for Paul, at Birgers skulle have været større, så han kunne beundre den.

Tanken pirrer og ophidser ham!

Det er imidlertid betegnende, at selv liderligheden mest befinder sig oppe i Pauls hoved og kun i begrænset grad når ned i kroppen.

Han bruger således timer på beregninger og systematiseringer, men derefter kun få sekunder på at få en udløsning.

Der er meget langt fra den badendes venskabelige forhold til “kammeraten” og den omsorgsfulde behandling af denne i sansningerne ovenfor, til Pauls gøren den til et problem, der skal løses.

I det hele taget står de beskrevne sansninger i et absolut modsætningsforhold til Pauls kropsoplevelser (eller snarere mangel på samme).

... Paul skænkede en kop kaffe og kastede et blik ud af vinduet, hvor havens træer var begyndt at blive til mørke silhuetter i skumringen. Funderede videre alt imens han tog en grådig slurk af kaffen, og først ved denne opfriskning blev egentligt bevidst om, hvor tør han var i munden. Mærkede samtidig den sammenpressede, utrygge fornemmelse i kroppen ...

Kortest sagt er kroppen for Paul noget ubehageligt, en fjende. Pointen er, at for den sansende er kroppen en ven.

Derfor er jeg også overbevist om, at det må indgå som en væsentlig del af behandlingen af en PDD at arbejde med sin evne til sansning.