Det enestående | grubler-ved-tasterne.dk

Kærligheden gør os enestående

Efter at jeg fornyelig har skrevet to små historier om, hvordan det går Paul efter “Hændelsen”, finder jeg det passende at se lidt nærmere på, hvor Paul er nået til ved romanens slutning, og på hvilken måde dette punkt kan føre frem til dér, hvor han er i de to noveller.

Den afgørende åbenbaring er opdagelsen af noget helt andet, som falder udenfor hele den orientering, han hidtil har kendt og benyttet sig af.

For Paul fremstår det som to idealer. Det er både rigtigt og forkert. Frem for konkurrence ville det nok være mere præcist, hvis han havde sagt sammenligning. Han strejfer denne tanke, idet han taler om evnen til at sige “min”. Men han tager ikke den fulde konsekvens af dette.

For at få helt rigtigt fat på sagen, må vi en anden vej rundt.

Det dybeste i kærlighedens væsen er, at den gør mennesker enestående og uerstattelige. Ikke blot i forhold til den erotiske/romantiske kærlighed. Men enhver form man kunne finde på at nævne. Det er ikke os alle, der har en berømt professor til far eller en rockstjerne til bror. For langt de fleste gælder, at når de mister en far, mor, søster eller bror så er det et menneske, der har levet et mere eller mindre stille og ubemærket liv uden at have udrettet noget ekstraordinært. Men for de pårørende er det et tab, der efterlader et tomrum, ingen anden kan udfylde.

Netop fordi kærligheden gør enestående, kan der heller ikke blive tale om sammenligning i kærligheden. Kærligheden kan aldrig indsætte noget på en gradueret liste. Det er dens væsen ganske imod.

Dette gælder som sagt al slags kærlighed. Men når vi taler om den eksklusive kærlighed mellem to mennesker, ytrer dette sig bl.a. ved, at en ny partner ikke kan sammenlignes med en tidligere. Det er et nyt menneske og et nyt forhold. Dette gælder også i forhold til alle kropslige spørgsmål.

Her handler det ikke nødvendigvis om kønsdele. Det kan være alt mellem hårtop og tåspids. Det har altsammen brug for kærlighed og omsorg, og det gælder om det altsammen, at det ikke kan være mere eller mindre, bedre eller ringere, fordi dette er relationelle begreber.

Et stort æble er et æble, der er større end andre æbler, et lille æble er et æble, der er mindre end andre æbler. Hvis der kun fandtes et æble i verden, kunne det hverken være stort eller lille.

Men kan noget da være andre ting, som falder udenfor sammenligningens kategori?

Ja - det kan det faktisk godt. Hvis man forestiller sig at støde på en genstand, som der kun findes det ene eksemplar af i verden, kan man ikke sammenligne den med andre af samme slags, da der jo ikke er nogen. Men man kan udmærket finde den tiltalende eller utiltalende.

Netop derfor er der en afgørende forskel på at sige: “Jeg kan godt lide Marlenes øjne,” og “Marlenes øjne er kønnere end Liselottes”. Det sidste udsagn falder indenfor sammenligningens kategori, og placerer øjnene på en gradueret skala. Men når man siger: “Jeg kan godt lide Marlenes øjne,” gør man dem i en vis forstand til de eneste øjne i verden.

Det er tydeligvis også denne pointe, Paul famler efter. Men det lykkes ham kun delvis at gribe den. Han kommer tilstrækkelig nær til at opleve en befriende lettelse, men han har ikke helt forstået, hvad det egentlig er, han er lettet over.

Da det for Paul handler om at være dybt forpint af et peniskompleks, er hovedsagen for ham naturligvis at opløse dette. Det gør han sådan set rigtigt med betragtningen om evnen til at sige “min”. Han mener også, at han vil kunne lære dette. Det er selve denne mulighed, der giver ham en befriende følelse. Men det er følgelig noget, han først skal til at lære. Det er ikke noget, han har lært endnu dér, hvor historien slutter.

Paul får ganske fint trukket linjer fra sin livshistorie op til den aktuelle situation. Men han overser det, som måske er det allermest afgørende: han fik i sin barndom netop ikke lov at opleve sig selv som enestående og uerstattelig. Han var dårlig nok et individ. Han var en arbejdsopgave blandt mange andre. Blandt børnene internt gjaldt sammenligningens og konkurrencens vilkår. Det gjaldt - om ikke helt, så i hvert fald delvis - at møntfoden for måling af værdi var penisstørrelser. Det blev det i det mindste for Paul. Netop derfor er der en så nær sammenhæng imellem den manglende væren enestående og uerstattelig, og det kompleks Paul udvikler i forlængelse heraf.

Paul indser det delvis. Tilstrækkeligt til at kunne finde et håb at leve videre på. Men atter gælder, at der er ting, han overser.

Ser vi nu atter på parforholdets kærlighed, og her måske især mens det er noget relativt nyt, så kan formodentlig enhver opleve øjeblikke af usikkerhed, hvor der ryger tanker igennem deres hoved, der går på om de er gode nok og her trækker på sammenligningens kategori.

Det kan være hvad som helst. Nusse nakke, masere skuldre, kysse bryster, nulre tæer eller alt mulig andet. Pludselig kan den tanke dukke op, om man gør det godt nok, om det overhovedet er rart for den anden part, om denne måske har kendt andre, der kunne særlige tricks på det pågældende område og gjorde det meget bedre.

Dette er en momentan usikkerhed. Den kan sagtens passere som netop momentan. Den behøver ikke at låse sig fast som noget varigt. Men for at den blot er noget momentant, må man forholde sig til, at man jo rent faktisk er den, som den anden person er sammen med, man er den, som denne person har valgt at foretage sig den slags ting sammen med.

I forhold til, om det så egentlig fungerer, må man have tiltro til, at den anden vil sige, hvis der er noget, denne ikke bryder sig om. Der må løbes an på, at der er tilstrækkelig åbenhed og tillid til, at man kan fortælle hinanden, hvis det er påkrævet at justere lidt hist og her. Dette er ikke sammenligning. Det er ikke at sige: “Den anden gjorde det bedre.” Det er simpelthen meldninger om, hvad der føles rart, og hvad der ikke gør. Det må der nødvendigvis være plads til. Det, der gøres, gøres jo netop for, at det skal være rart. Er det ikke, går hele pointen tabt.

Alt fra hårtop til tåspids skal behandles med omsorg og respekt. Her er der ingen forskel på intimområderne og alle mulige andre steder på kroppen. Men på en anden vis er der en forskel. Intimområderne er særlige derved, at det er dem, som man kun og udelukkende deler med en særlig anden. Det er uhyre almindeligt, at kærester, som går tur, holder hinanden i hånden. Men er man til en større juletræsfest, kan man meget vel opleve at skulle holde vildt fremmede mennesker i hånden, mens der gås rundt om træet. At holde i hånd er således ikke en særlig eksklusiv ting forbeholdt kun et andet menneske. Men intimområderne er det, som kun en eneste anden har en særtilladelse til at nærme sig, og som ingen anden ser, rører eller på anden vis konfronteres med.

“Drag dine sko af, thi du står på hellig grund,” hedder det som bekendt. Dette gælder afgjort atter hele legemet.

Det er i sig selv noget særligt at få lov til selv ganske små ting, når det er med en person, man er vild med. At blot stryge dem over håret eller kilde dem på ryggen føles allerede som at være trådt ind i templet. Netop grundet de særlige følelser for den anden person bliver omsorgen og respekten her til noget mere. Det, der sker, er noget helt særligt. Også selvom handlingerne i sig selv er fade og banale. At man føler, at det er noget ganske særligt, man får lov til, og at den anden mærker dette, betyder så netop, at denne anden får lov at opleve sig selv som enestående og uerstattelig. Dette er langt mere afgørende end tekniske raffinementer, som ganske vist kan være yderst pirrende, men ikke nødvendigvis får en til at føle sig som særlig. Det er måske snarere i en varsomhed, en tøven, en antydning af tilbageholdende forsigtighed, at man får lov at føle sig særlig. Man mærker, at den person, man er sammen med, ligesom synes at tænke “får jeg virkelig lov til det her?” Altså drager skoene af, da de betræder hellig grund.

Dette gælder så i skærpet grad, når man når til de steder, som med garanti ingen andre får lov at nærme sig. Her er man inde i det allerhelligste, her indvies man i de dybeste hemmeligheder. Her må man derfor også træde særlig varsomt.

Der er beskrevet et rammende eksempel på det modsatte i romanen “Byen brænder” af Garth Risk Halberg. Det fortælles her, at en pige “rutinemæssigt” stikker hånden ned i en fyrs bukser, roder rundt og leder som om hun skulle fange en fisk. Meget værre kan det næppe blive!

Det hører med til historien, at den pågældende pige overhovedet ikke er den, han har tiltænkt særreservationen. Hun har overhovedet ikke fået lov, og dermed er der i realiteten tale om en form for overgreb. Men måske ville det på en måde være værre, hvis det havde været den udvalgte.

At der i teksten direkte står “rutinepræget” siger alt om, at det på ingen måde virker særligt, og at nu sker der noget ganske specielt. Hun drager ikke skoene af på hellig grund. Hun trampet ind i templet med mudrede træskostøvler.

Gribe rutinemæssigt ned i hans bukser og rode rundt med en hånd, som om hun skulle fange en fisk. Mon ikke det rundt regnet er enhver mands mareridt?

Men som en klodsethed, en misforståelse, en forventning om, at det nok er det, den anden gerne vil have, kan selv det blive forvandlet i kærligheden. Her handler det så netop om den ærlige melden ud: man bliver nød til at fortælle den anden, at det her ikke går.

Stadigvæk gælder det, at det afgørende er, at to har valgt hinanden som den, der får lov at få adgang, og at de i kærligheden bliver enestående og uerstattelige for hinanden. Men dette kræver netop det strengt eksklusive forhold. Den går ikke, hvis det er en idag, en anden i morgen, og en tredje i overmorgen. Så kommer man ud i det rutinemæssige, og det rutinemæssige er netop ikke omsorg og respekt. Det er ligegyldighed. For noget, der sker med alle mulige hele tiden kan i sagens natur ikke være særligt.

Paul indser, at denne spredning var udtalt på institutionen. Det er bl.a. derfor han ikke kan komme til at føle sig som særlig, og følgelig tyer til sammenligningens kategori i håb om at opnå et godt resultat på den graduerede skala. Det hænger nært sammen med at ikke føle sig enestående og uerstattelig. Så sætter den graduerede skala nødvendigvis ind. For så er man jo netop enten bedre eller ringere, man ikke bare er. Vi berører således her det egentlige centrum i Pauls kompleks.

Paul er godt på vej til en forståelse af alt dette. Men der er endnu meget, han må nå til erkendelse af. Da han i årevis har været forpint af dette frygtelige kompleks, er det naturligt og fuldt forståeligt, at han næsten udelukkende tolker sagen i lyset af dette. Det er dét problem, han vil løse. Det er dét, han vil til livs, og som han selv oplever som sin hovedmodstander, som det, der forgifter og ødelægger hans liv.

Som sagt: fuldt forståeligt. Men det betyder samtidig, at han i meget høj grad fortsat har fokus på dette område. Han får ikke i tilstrækkelig grad bredt sagen ud. Ikke engang med det isolerede felt når han helt i mål. Han mangler “kan lide” vendingen. Det “kan lide” som netop befinder sig udenfor sammenligningens kategori. Havde han til fulde indset forskellen på spørgsmålet om hvorvidt en partner (f.eks. Ida) kunne lide hans penis, og så om den var større eller mindre end andre, hun havde set, ville han herfra også have kunnet brede “kan lide” vendingen ud til alt mulig andet.

Så langt når han ikke. Men han er god på vej!

Som vi tidligere har fastslået er det helt afgørende for Paul at finde en brugbart grundlag for et tåleligt liv. Det gør han. I den forstand når han virkelig i mål!

Men det er ikke et sidste og endeligt mål. Foran Paul venter en lang og besværlig vej frem mod den fulde erkendelse af, at det dybeste i kærligheden er, at gøre mennesker enestående og uerstattelige.

Men end ikke det vil være endestationen. Der er f. eks. også spørgsmålet om, hvad han overhovedet skal stille op med denne erkendelse. At bare sidde og have den uden at det på en eller anden måde fører til noget, vil snart blive en trist affære.

Vil Paul nogensinde kunne involvere sig med en kvinde igen? Svaret på dette spørgsmål afhænger helt af, om alt det, han synes er dejligt ved den pågældende kvinde, overvælder og skræmmer ham, så han ikke føler sig god nok, eller om han kan finde frem til og holde fast i, at hvis hun er sammen med ham, jamen så er det jo rent faktisk ham og ikke en anden, hun har valgt at være sammen med. Hvis Paul nogensinde når dertil, hvor han indser, at er hun sammen med ham, så er han også den udvalgte, burde det også være muligt for ham at involvere sig igen. Det var dét, der ikke lykkedes med Ida. Men for en ældre, klogere Paul, der har lært sin lektie og opnået tilstrækkelig indsigt, kunne det muligvis (?) lykkes med en anden.

Et afgørende spørgsmål i den sammenhæng vil da også være, hvor meget Paul tør eller ikke tør. Hvis han nogensinde vil gøre sig håb om at kunne vinde, må han også vove. Og måske kræves der her noget, som ligger langt udover, hvad han tør driste sig til.

Men også det har berøring med kærlighedens væsen. Kærlighed kan ikke puttes ned i en skuffe!

Der er i løbet af romanen mange eksempler på, at Paul forsøger at dække sig ind med selvbeskyttende strategier. Det gælder ikke mindst, når han i forhold til forelskelser som udgangspunkt konkluderer, at han ikke kan få fat på pigen (vel at mærke uden overhovedet at have forsøgt). Dermed er sagen klaret, og han har undgået at blive såret.

Hvis Paul skal have heldet med sig, må han give slip på alle sine selvbeskyttende mekanismer. Om han formår det, afhænger af, hvor dybt han kan gribe den pointe, at hvis pigen er sammen med ham, så er det også ham, hun har valgt at være sammen med. Ret forstået vil denne pointe med et slag gøre alle beskyttelsesmekanismer overflødige.

Sker der noget med en eller anden, må han lære at sige til sig selv: det kan godt være, jeg har svært ved at forstå, at hun er interesseret i mig, men det ER hun altså. På samme vis må han have en åbenhed overfor begivenhedernes gang, ikke hele tiden forsøge at forhåndsanalysere enhver situation og tage sine forholdsregler i forhold til, hvad der eventuelt kunne gå galt. Om tingene vil ske i et tempo, der føles rart for ham. Han må være åben og afventende, og skulle det så ikke være, som han har det godt med, må han simpelthen melde ud: “Nu går det altså lidt for hurtigt for mig.”

Det gælder videre, at når og hvis de kommer til et punkt, hvor de har lyst til at gå i seng med hinanden, så nytter det heller ikke, at Paul har alle mulige strategier parat. Tingene må gå sin gang. Det er naturligvis uheldigt, hvis hun benytter et rutinemæssigt greb, der giver associationer om at skulle fange en fisk, eller hvis hun flår, som om hun skulle starte et græsslåmaskine. Men at udtænke alle mulige ting, der skal forhindre det, nytter ikke noget. De vil som oftest vise sig ret uanvendelige i praksis.

Den eneste mulighed er åbenheden overfor, hvad der sker, og så ikke bare lade stå til, hvis der sker noget, han ikke synes er rart. Så må han melde ud. Risikere, at pigen kan blive fornærmet, stødt eller føler sig utilstrækkelig. Skulle dette ske må han forklare hende “den man er sammen med”-konceptet. Heraf fremgår det også, at en påtale af noget ikke-rart ikke er en kritik eller undervurdering af den anden part. Rent faktisk er det netop respekt for den anden part. At bare lade stå til ville være ligegyldighed. Men af respekt for pigen, i erkendelse af, at de to har valgt at gøre det her sammen, i tillid til at de vil hinanden det bedste, må han nødvendigvis melde ud.

Hvis pigen skulle komme til at føle sig utilstrækkelig derved, er det hende, der er gået galt i byen og på en eller anden måde er slået over i sammenligningens kategori. For gør hun sig klart, at det rent faktisk er hende, han er sammen med, og at hun således er den, han har valgt at gøre dette sammen med, så må hun også indse, at det netop er et udtryk for respekt, hvis han fortæller hende, at dette eller hint, synes han ikke er rart.

Det er et typisk udtryk for underbevidsthedens puds og neurosernes sammenvævning, at Paul og Ida begge hele tiden følte, at de ikke var gode nok til hinanden. I den forstand passede de sammen, selvom det jo så var lige præcis dét, der gjorde, at forholdet ikke fungerede. Hvis Paul når så langt som ovenfor skildret, burde det således også være muligt for ham at finde en kvinde, der er nået lige så langt.

Kærligheden gør enestående og uerstattelig. Men en anden side af dens væsen er det ovenfor nævnte, at den ikke kan gemmes i en skuffe. Man kan ikke bare sidde og holde på en kærlighed og værne om den. Den eneste måde man kan bevare kærligheden er ved at give den videre.

For at forstå dette ret må vi vende tilbage til den tidligere tale om kærlighed mere alment forstået, altså alle slags kærlighed. Ser vi nu atter på den situation, hvor man mister en nær pårørende, så gælder som sagt, at der efterlades et tomrum, ingen anden kan fylde ud. Men i og med at dette menneske har betydet noget, har givet en noget, som har gjort ens liv rigere og bedre, har man fra dem fået et forråd med sig. Det er dette, der ikke bare kan opbevares i en forseglet beholder. Man må gå ud og gøre livet rigere og bedre for andre.

DERFOR gælder det, at den eneste måde at bevare kærligheden er at give den videre!

Se i den forbindelse også: https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443152691

Det er i sig selv sigende, at Paul efter Ida ikke tør prøve igen. Selvom der også var gode ting i forholdet, må Paul åbenbart være blevet så desillusioneret, at han helt mister troen på forhold. Dette kommer da også klart til udtryk i hans beske kritik: dagbogsudsnittene fra kapitlet om besøget hos Simone og Louis. Her ser han for første gang et glimt af noget andet. Men rigtigt tro på det tør han ikke. Forhold er besværlige og opslidende og ikke ulejligheden værd, udbyttet ikke i et passene forhold til indsatsen.

I sin afsluttende erkendelse, afskriver han da også pure muligheden. Kun at komme overens med sig selv tør han håbe på.

Havde der været tilstrækkeligt mellem ham og Ida, som havde været givende og godt, burde det også have efterladt så meget tro på forhold hos Paul, at han efter at have gennemlevet en kriseperiode, ville have haft mod til at prøve igen. Dette mod finder han imidlertid aldrig. Eller i hvert fald ikke indenfor det tidsrum, som romanen skildrer.

Paul finder en vej, der giver ham et grundlag for et leveværdigt liv. Han er ikke fuldstændig helbredt, men han har fået et andet perspektiv på sit kompleks, der gør det muligt for ham at arbejde med det og henad vejen løse stadig mere op for konflikten. Men spørgsmålet er, om han nogensinde helt kan blive helbredt, hvis han ikke forundes at få lov at opleve sig selv som enestående og uerstattelig. På den anden side set, kræver det netop en opløsning af komplekset, at han kan blive i stand til at opleve dette. Men man kan vel ikke udelukke, at den rette partner kunne hjælpe ham i så henseende.

Fra det punkt, Paul er nået til ved romanens slutning, er der flere mulige veje videre. Meget afhænger af, hvad der ellers sker i Pauls liv. Givetvis også af en række rene tilfældigheder. Men en af de mulige veje er den, der fører frem til “Falmet forår”.

Epilog: https://youtu.be/vtKpP0v867M

Falmet forår: https://www.grubler-ved-tasterne.dk/452485902

Sammenligningen: https://www.grubler-ved-tasterne.dk/449971913

Efter Falmet forår: https://youtu.be/cvCE0I7uDKM

Skyldspørgsmålet:

https://youtu.be/4AHu8Cao03A

https://youtu.be/JntDnpDHIqM

https://youtu.be/OV5pahCJP5Q