Grundsåret og dets lange skygger
Ang. min roman "Hændelsen" med særlig hensyn til kapitel 13 og 14, hvor man via to markante nedslag følger Pauls deroute fra Beatrice til Laila.
Blandede perspektiver
I kapitel 13 kommer vi helt tilbage til, da Paul er fire år og går i børnehave, hvor han leger med sin allerbedste ven, Beatrice.
Beatrice er helt tydeligt det første, oprindelige tab, og her gælder så, at “first cut is the deepest”. Det er tillige et fald, for desillusionen er syndefaldet for den, der ikke har gjort noget galt: tabet af livsmod og umiddelbar tillid.
Noget helt afgørende at bemærke her er, at Paul før tabet udelukkende nærer positive forventninger til fremtiden. Den tilhører ham og hans Beatrice. Det er en given ting, at den vil blive helt fantastisk.Trods mindre vanskeligheder er han også overvejende godt tilpas i sin nutid. Primært nyder han de gode ting. Ærgelser kan han lægge bag sig og glemme. Han går ikke og ruger over dem. Tidlige tegn på tilbøjelighed til spekulation viser sig kun, hvis han har svært ved at falde i søvn om aftenen. Der er enkelte tegn på udadreagerende adfærd, men strengt taget ikke noget påfaldende usædvanligt for et fireårigt barn.
Tanker hos den fireårige Paul som “det ville blive en god dag”, “næste dag var en dejlig dag” o.s.v. er fuldstændig modsatte det livssyn, man kan iagttage hos ham senere i livet.
Det eneste, der kan ligne blandt det, man har hørt om Paul sidenhen, er de positive forventninger til de ting, der skal gøres ved hytten i første kapitel. I øvrigt synes også det at få en lidt brat ende, i og med at de to, han har hytten sammen med, flytter med kort tids mellemrum. Derefter flyttes fokus fra hvad, der kan gøres med hytten, hvad den kan bruges til i fremtiden o.s.v. til fortiden: hyttens historie og de gamle fortællinger. Nye makkerskaber omkring hytten synes overvejende at have bevarende karakter, at finde lyttere til historien. Vi har endvidere lige i forrige kapitel fået at vide, at bruddet med Ejner var langt mere smertefuldt, end vi tidligere havde antaget (i første kapitel omtales han kun, som ham der er til ridning).
Noget lignende kan iagttages her. Når kapitel 13 sammenholdes med de ting, der omtales i kapitel 11, er det tydeligt, at Paul plejer mindet om sin tabte Beatrice. Hun synes ligefrem at være det egentlige centrum i hans tilbøjelighed til kustode-nostalgi.
Der kan således næppe være tvivl om, at tabet af Beatrice er det, der vælter Pauls tiltro til verdens godhed og håb om at forandringer kan rumme konstruktive muligheder. Det er ikke svært at forestille sig, at den lille Paul besjælet af denne verdensskuffelse flygter ind i sin egen fantasiverden, og dermed nogle år senere, da han begynder i skole, ikke kan ind- og tilpasses.
Ganske vist kan man synes, at den senere “de andre skal bare forsvinde”-tænkning allerede er etableret hos den fireårige (gyngerne, Ragna). Paul er næppe et barn, der har de store sociale kompetencer. Men netop derfor får det desto større betydning, at han har fundet sammen med et andet barn, hvor der er et perfekt match. Formodentligt har han derefter svært ved at finde en ny legekammerat. Det forkælede enebarn slår igennem, og han bliver tilbøjelig til at søge efter publikum og undersåtter.
I interaktionen med Beatrice kunne han gå på kompromis i en ligeværdig relation. Det var måske heller ikke særlig svært, eftersom de var enige om det meste.
Det er givetvis også her, man har oprindelsen til Pauls søgen efter helt særlige relationer præget af dyb indforståethed. Frem for den store, brogede kammeratflok ønsker Paul nogle få, men exceptionelt nære relationer.
Dengang kom det naturligt og spontant. Det klikkede bare med Paul og Beatrice. Så havde de hinanden og havde ikke brug for andre. Siden får Pauls hang til særlige relationer derimod et mere forkrampet og tilstræbt præg.
Beatrice relationen forekommer ubesmittet, ren, ublandet og gennemsigtig. Der er f. eks. ingen tegn på de undersøiske skær og den rivalisering, der spiller en fremtrædende rolle i Ejner-relationen.
Alligevel er det vel en slags erstatnings-Beatrice Paul søger i Ejner, og for den sags skyld også i Laila. I tilfældet Frida er der naturligvis et fremtrædende præg af moder-erstatning. Men selv her synes Beatrice at blande sig en smule i snakken.
Det tragiske og fortløbende traumatiserende er så, at det hvergang ender i en eller anden form for brud, der bekræfter den oprindelige tabsoplevelses præg af livsvilkår.
“Hvorfor dog stole på kærlighed?
- Og hvorfor dog smile derved?
For smilet bli’r tårer,
før solen går ned!”
- Karen Jønsson
Det er tydeligvis også Beatrice, der spøger, når den 21 årige Paul står og skråler med på “Slit Skirts”. Hvem hans “Jeanie” er, kan der vist næppe være tvivl om.
“T.H.” påpeger, at der strengt taget ikke er noget videre foruroligende at iagttage ved den fireårige Paul. Man kan se nogle træk, som kan udvikle sig i forskellige - heldige eller uheldige - retninger. Derfor må man frem for dårlige anlæg snarere tale om risikable anlæg.
Videre gøres rede for forestillingen i den særlige betydning, jeg bruger ordet: ligesom en tryllekunst. Hvis man får afsløret tricket, forsvinder magien.
Eller med Oscar Wildes elegante formulering:
"Det er usikkerheden, der betager én. Et tågeslør gør tingene så vidunderlige."
Tvivl og uvished kan være umådelig pinefuldt. Men det rummer på den anden side også et fascinerende og pirrende aspekt. Det er selve elementet af noget usikkert, der overhovedet gør, at man kan spekulere over ting. Hvis man er nået frem til en løsning, er der jo ikke mere at spekulere over.
Legoklodsen i benenden i kapitel 13 er et tidligt eksempel på "forestilling". Men der er også en afgørende forskel på dengang og sidenhen. Dengang var det en naturlig barnlig nysgerrighed, som var levende og sansende. Hvad vi kan iagttage i Pauls senere udvikling, er en indsnævrende pervertering, hvor det meste af sansningen går tabt.
Det fører naturligt videre til en snak om, når børn mister lysten til at blive ældre/større. Barnets nysgerrighed og udforskningslyst skulle gerne medføre, at det med lyst og interesse tager imod nye udfordringer. Det er dét, der er tilfældet med de børn, der godt kan lide at gå i skole. Andre børn synes derimod, at alting bare bliver mere og mere besværligt og mindre og mindre sjovt. De ønsker at forblive i et infantilt, ikke alderssvarende legeunivers, hvor de ikke skal forholde sig til alle de ting, der gradvist dukker op i løbet af opvæksten.
Uviljen til at blive ældre er ofte blevet betegnet som Peter Pan kompleks, således som det bl.a. er beskrevet på disse netsider:
Dette er helt klart noget, der indgår i Pauls tilfælde. Det er ikke svært at få øje på en række årsager til denne fejludvikling. Man mærker sig, at den fireårige Paul ind imellem viser tegn på ængstelighed. Forestiller man sig hans nysgerrighed vende sig indefter i en selvudforskning/-dyrkelse, bliver der ikke meget andet end ængsteligheden tilbage i forhold til den ydre verden. Måske lidt et spørgsmål om hønen og ægget, for Pauls fantasiverden er vel en form for skjold og beskyttelse imod alt det i det ydre, som han bliver forskrækket og/eller skuffet over.
Dette spiller tillige en uhyre afgørende rolle i Hændelsen, som jo netop er præget af forandringer, afsked, brud, nye tider o.s.v. Alle de ting, der sker i Pauls liv på dette tidspunkt, må næsten nødvendigvis genkalde situationen, hvor han som fireårig stod overfor en lukket dør.
Det er givetvis også af betydning, at Pauls forældre ikke er helt unge. Det er ikke svært at forestille sig, at han har hørt dem bruge mange ord/vendinger af typen "dengang i vores ungdom" og diverse anekdoter om, hvor godt det var. Der er næppe tvivl om, hvorfra Paul har udtryk som "de fagre dage, der hastigt svandt". På sin vis er han lige fra sin fødsel blevet stopfodret med det budskab, at alt det, der er noget ved, var noget, som skete før han overhovedet var blevet født. Hvilken fremtid - om overhovedet nogen - har han så udsigt til?
“T.H.” siger videre lidt om ulve, især som man finder dem hos Kipling, der interessant nok levede samtidig med J. M. Barrie og Oscar Wilde. Tillige er alle tre britiske. De kan således med en temmelig bred og noget upræcis bestemmelse kaldes "victorianske forfattere".
Dernæst lidt om Pauls søgen efter helt særlige relationer, der må formodes at være (ubevidste) forsøg på at rekonstruere den harmoniske overensstemmelse med Beatrice.
Således viser kapitel 13 noget om, hvad der ligger bag tingene. Det er ikke tale om, at fortolkningen slår en kæmpe kolbøtte sådan som i kapitel 11. Men vi kommer tilbage til oprindelsen, udspringet for alt det, vi har registreret i det foregående og indskrevet i tolkningen. Det, vi mener at have fundet ud af, har fortsat gyldighed, og man kan snarere tale om et svar på spørgsmålet: jamen hvoraf kommer dette? I kombination med forholdene i Pauls hjem synes det at komme af den lukkede dør, der væltede hans tiltro til tilværelsens godhed. Dermed har vi fået linjen ført tilbage til begyndelsen.
En anden bemærkelsesværdig ting det intertekstuelle lag i kapitel 13. Navnet Beatrice er naturligvis ikke en tilfældighed, men en hentydning til paradispigen i Dantes "Den guddommelige komedie". Imidlertid udtrykker kap. 13 Dantes vision vendt på hovedet, og man kunne derfor tale om en guddommelig "tragedie". Frem for at komme ind i paradiset, bliver Paul smidt ud af selvsamme. Ydermere gælder, at Dantes berømte digterværk beskriver en bevægelse, en vej frem (udvikling og vækst), mens kap. 13 omhandler en begivenhed, som fører til stagnation.
Man fristes til at sige, at Paul ikke kan komme videre, fordi der er en dør, som spærrer vejen.
Beatrice-historien er således også en betydningsladet hændelse. Det er faktisk størstedelen af de begivenheder, der omtales i romanen. De fleste af dem har også karakter af knudepunkt, d.v.s. samler adskillige tråde. For så vidt kunne man altså have valgt et andet fokus, for så at udrede alt, hvad der skjuler sig i dettes dyb.
Hændelsen (som i hændel-SEN) er naturligvis et valg. Men ikke tilfældigt/vilkårligt. Skønt i de ydre begivenheder relativt intetsigende, er det under overfladen et punkt, hvor umådelig mange tråde sammenknyttes. Det er da også i kraft af denne forbindende egenskab, at Hændelsen opnår sin betydning. Den er ikke noget videre i sig selv. Som vi andre steder har været omkring: Hændelsen er en snylter.
Her har Beatrice-historien en helt anden grad af egen vægt og betydning. Skulle man indsætte en sondring, kunne man sige, at det kan da godt være, at Hændelsen er Hændelsen, men Beatrice er Begivenheden.
Det er med disse indsigter at man begiver sig videre til intermezzo 13, der sætter en ny vinkel på et lille fragtment af bilscenen. Her støder vi atter på "stående udenfor"-tematikken. Også her bliver Paul i en vis forstand efterladt.
Og Valborgs historie om den faldne kvinde ...
Hvad er der blevet af Beatrice? Hvor er hun? Hvad er der sket med hende? Kunne det være gået helt galt for hende, sådan som Paul kort forinden har set det ske med Laila?
Som en perspektivering af noget af det stof, vi har været igennem, kigger “T.H.” lidt på nogle sangtekster, der udtrykker samme insisteren på at fastholde et infantilt stade, som vi har kunnet iagttage hos Paul.
Apropos musik svarer Pauls skift i sindelag efter mødet med den lukkede dør nøje til pop- og rockmusikkens forandringer gennem årene, samt dertil mange samtidige udgivelser, der falder udenfor pop/beat/rock-konglomeratets rammer. De overvejende og dominerende strømninger i 50’erne og 60’erne var præget af håb og optimisme, mens der i 70’erne og 80’erne (Pauls barn- og ungdom) ses tydelige tegn på skuffelse og desillusion.
Videre om Pauls tragedie, og at man også skal være varsom med at sygeliggøre - og dermed bortfeje - alting. Der er også nogle helt reelle ting deri!
Paul har ikke haft det let!
Dermed er banen kridtet op til kapitel 14, der fortsætter i direkte forlængelse af kap. 11, og således giver os næste del af Laila-historien. Det er ligeledes i dette kapitel, at Paul og Vibeke udklægger en vanvittig plan!
Det er ulejligheden værd at overveje Paul/Vibeke relationen lidt nærmere!
I Ejner-kapitlet overvejer Paul, om det er fordi, det kan minde om en leg, at han ikke protesterer over beskyldningerne. Her ser vi så Vibeke og Paul have en slags leg (hvis man kan kalde det det?), hvor de bliver kærester. Da det jo er tænkt som en prøve på deres plan, kalder Paul Vibeke for Beatrice. Men qua prøven/eksperimentet får Vibeke jo ringen på, og har således båret den før Beatrice den anden, ligesom hun er blevet kaldt ved det for Paul dybt betydningsladede navn, Beatrice.
Det er en leg, men stadigvæk …
Vi har tidligere overvejet, om Janus eventuelt blev inspireret til sin vilde historie af at se Vibeke og Paul lege sammen. De er jo netop rigtig gode kammerater, går fint i spænd med hinanden.
Men er Vibeke så ikke på en måde dén, der kommer nærmest Beatrice den første?
En rigtig, rigtig god legekammerat - det er vel dét, en børnehavekæreste er (?). Man vælger så bare at kalde det noget andet, for at betone relationens betydning med en stærkere betegnelse. Egentlig er det sige: “Vi har det ikke bare sjovt. Vi har det SKIDE sjovt!”.
Beatrice kapitlet indledes med, at "Far skal ha' sin pistol". Der er noget her med at give og modtage - at nogen skal have noget, der paralleliserer historien om ringen, der kommer til at sidde på tre forskellige pigers hånd i løbet af få dage, efter at Paul i lang tid har værnet om den som noget, der skal gives til en HELT særlig pige.
Men når nu Vibeke var den første af disse tre ...
Kan man også her tale om, at en vild Janus-historie er gået i opfyldelse? Det er i så fald naturligvis kun indirekte, i en overført betydning. Men alligevel. Det er et ultimativt tabu. Det er det, Paul under dødstrusler er blevet forbudt!
Og nu vi er ved de indirekte opfyldelser. Ejner erklærer på et tidspunkt, da Paul påpeger, at det med at blive gift med Vibeke jo kun er et hvis, at "det bliver i garanteret også". Dersom Paul nogensinde skulle finde på at gifte sig, må man vel formode, at det ville blive med en, han følte sig på bølgelængde med, gik godt i spænd med - altså netop Beatrice/Vibeke-kvaliteten. Eller anderledes udtrykt: Pauls brud ville være en kvalificeret ringbærer. Så hvis Paul vil undgå at blive mast under en lastbil ...
Et andet muligt perspektiv: Er den oprindelige Beatrice-skikkelse blevet spaltet i tre?
Videre i kapitel 14 hører man om, hvordan det går, da Paul og Vibekes plan skal føres ud i virkeligheden, og hvordan dette i sit videre forløb føjer sig ind i Laila-historen. Efter en kurre på tråden er Paul lige ved at blive forsonet med Laila igen. Imidlertid foregår dette - i følge Pauls lærer, Lone, - på en dum og forkert måde, hvilket giver Paul anledning til en del forvirrede overvejelser.
Det er værd at se lidt nærmere på, hvad der skjuler sig i kapitel 14. Den tragisk-komiske tendens. Pauls sære ideer og hans medskyld i Lailas fald.
Måske er det mest bemærkelsesværdige, at Paul synes at leve i så mange adskilte verdener samtidig (dissociation?). Det er o.k. til fødseldagen, at Laila omtales som kæreste. Men ellers absolut ikke. Det er o.k. at Paul påtvinger Beatrice den anden en ring. Men det er forædderi, hvis hun giver den videre. Paul kan selv synes, Laila er fjollet, men han er komplet uforstående, når Lone hævder det samme.
Det er således tydeligt, at disse opdelinger opererer med forskellige regelsæt, ligesom Pauls gebærden og rolle kan være yderst forskellig. Pæn dreng i en sfære og slem i en anden.
Man har en mistanke om, at de situationer, hvor det går galt for Paul, er, når to eller flere af hans adskilte verdener invaderer hinanden og flyder sammen. Dette er vigtigt i forhold til Hændelsen, som jo netop er knudepunkter, hvor det hele er aktualiseret og rodes sammen.
I “T.H.” kigges der lidt på nogle bi- og sidelinjer, der ikke har direkte betydning for afdækningen af Hændelsen, men bidrager til miljøbeskrivelsen. Vi ser, at bærende tematikker som indenfor/udenfor, accepteret/ikke-accepteret også viser sig andre steder og på andre planer.
Videre påpeges, at vi nu har været igennem to kapitler, der overhovedet ikke har noget at gøre med seksualitet og kønsdele. Det nærmeste er fem sekunders barnemås i kapitel 13, som jo tydeligvis har en helt anden betydning i sammenhængen, ja - sådan set det stikmodsatte: uskyldstilstanden og en for småbørn naturlig kropslighed, der ikke er sammenlignelig med et voksent kønsliv.
"Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af; og hun tog af dets frugt og spiste og gav også sin mand, der stod hos hende, og han spiste. Da åbnedes begges øjne. og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig. "
- Genesis (første mosebog) 3, 6-7
Det er i denne sammenhæng bemærkelsesværdigt, at det bibelske udtryk for kønslig omgang er at kende ("han kendte sin hustru at hun blev frugtsommelig"). Man kan have kendskab til ting på mange måder. Jeg ved f. eks. at verdens højeste bjerg hedder Mount Everest. Men jeg har aldrig set det, og det er almindeligvis ikke et emne, der optager mine tanker.
Man kan også vide noget rent faktuelt uden at have nogen videre forståelse for det. Jeg ved, at der er ting, nogle folk er er vældig optaget af, uden at jeg deler deres interesse. F. eks. biler. Jeg kender altså til, at nogen har denne passion. Men netop fordi jeg ikke deler den, forstår jeg det i grunden ikke.
Den fireårige Paul ved naturligvis godt, at han har en tissemand. Men han er ikke mere optaget af den end af sine fingre og tæer. I den forstand at tillægge bestemte kropsdele særlige betydninger, "kender" Paul og Beatrice ikke, at de er nøgne.
Det gør den 11 årige Paul!
Men formodentlig forbinder han ikke det at have en kæreste med noget seksuelt. Det er en rent relationel bestemmelse, hvis indhold Paul næppe har mere end nogle vage forestillinger om. Det er noget med at tilbringe en del tid sammen. Han tænker givetvis også, at man kysser hinanden. Men det afgørende ligger mere i, at når en given pige giver ham hjertebanken, vil han gerne have bragt en form for pagt i stand med hende.
Det handler måske (?) mest om hans følelse af ensomhed og uelskelighed. Han søger accept og godkendelse. Når han synes, en pige er særlig, vil han gerne have, hun også skal synes, han er særlig.
Det blev tidligere konstateret, at det at blive godkendt, være indenfor i varmen, spiller en vigtig rolle i Hændelsen. Vi har tillige set, at Hændelsen udtrykker et sammenbrud af alle Pauls mentale skillervægge. Her kan man så også tale om "kendskab", i og med at forskellige former og grader af viden og indsigt, som Paul forsøger at holde adskilt, vælter indover hinanden i gensidige belysninger.
Dermed er bolden givet op til intermezzo 14. Vi hører her om nogle ting, der skete et par dage før Hændelsen. Også her spilles der på temaet indenfor/udenfor. Samtidig viser det sig, at Hændelsen udover alt det andet, den udtrykker, også kan opfattes som en forskubbelse/forskydning af alliancer. At Valborg og Birger mødes omkring historien i bilen, er på sin vis udtryk for, at Birger lukkes ind, og Paul smides ud.
Derudover stifter vi bekendskab med nogle personlighedstræk hos Birger, der giver Paul en grund mere til at være forbeholden overfor ham. Men omvendt gælder, at vi samtidig opdager, at børnene kollektivt er besjælet af de samme følelser: ensomhed, afsavn og længsel efter forståelse. Det bekræftes således, at dette hører til institutionsbarnets grundvilkår.
Vi får også et vink om, hvad der set fra Birgers side kan have ligget i kommodescenen. Vi har tidligere drøftet, at det kunne være en form for kontaktforsøg. Det må man sige, at vi her får bekræftet. Den tirrende adfærd et par dage tidligere viser, at det åbenbart ligger til Birger at ty til kraftige virkemidler, når han prøver at få opmærksomhed.
Da intermezzo 14 fortæller om noget, vi kun får denne ene gang, er der grund til at betragte det med særlig opmærksomhed. De mest fremtrædende træk på overfladen er endnu en gang alliancerne og ensomheden. Men når vi spejler det skildrede i alt det andet, vi har hørt om, ikke mindst i det umiddelbart foregående kapitel, kunne man få en mistanke om, at de særlige relationer - ikke mindst kærestebegrebet - ikke udelukkende handler om at opnå, men måske (?) handler lige så meget om at holde andre væk.
At en anden er foretrukken - får tildelt en særstatus og eksklusive privilegier - er ubærligt. Faktisk kunne det se ud til, at den vigtigste grund til at forsøge at opnå en fremtrædende plads er at forhindre andre i at få den. Endog hvor man slet ikke er interesseret: selvom jeg ikke ønsker dette eller hint, skal andre da i hvert fald ikke have det. Hellere revne end levne, hvis der er udsigt til, at en anden får det sidste stykke kage. Og hellere ødelægge noget, man er træt af og ikke længere gider at have, end at lade andre få glæde af det!
Det er naturligvis en meget hård og uvenlig udlægning af tingene, som ikke tager hensyn til, at vi taler om børn, og vel at mærke børn, der lever med og i en voldsom smerte og sorg. Der må nødvendigvis opstå magtkampe, og i denne proces vil der ofte ske sammenflydninger af jeg-har-ikke og han-har, så de bliver et og samme, hvad de jo ikke nødvendigvis behøvede at være. Disse to bliver imidlertid umulige at skelne fra hinanden, når alting er en kamp. Rivalisering handler ikke kun om at opnå, men også at forhindre andre deri.
Dette er en afgørende del af Hændelsens dynamik. Også i forhold til Pauls paradoksale oplevelser omkring Birgers størrelse. Kun set på denne baggrund bliver det forståeligt, at det kan blive så vigtigt for Paul, hvad Birger har eller ikke har.
Et andet bemærkelsesværdigt element er, at Paul er ude af stand til at handle på den latente Laila-konflikt, men i en aktuelt opstået situation sagtens kan give Birger en afklapsning. Ganske vist med Valborg som initiativtager. Men alligevel.
Vi får atter en mistanke om dissociation (eller noget, der ligner). Hvis Paul rent faktisk greb fat i Birger, og sagde: "Hvad Fanden er det, du har gjort med Laila?", ville han dermed også endegyldig erkende, at det havde fundet sted, at det var et reelt stykke virkelighed. Fra at være skjult på den fjerntliggende afdeling (næsten som et eventyr, der udspiller sig vesten for solen og østen for månen) ville Paul have integreret det i sin virkelighed, bragt det ind i verden.
Et andet vigtigt element er, at Valborg var en del af den fortid, Paul hænger fast i, men nu er flyttet ned på en anden afdeling. De kender hinanden godt, og naturligvis er der en indforståethed imellem dem. Men skønt Valborg nok ser Paul som en gammel kammersjuk, er hun ikke på samme måde knyttet til de gamle dage. Selve det at flytte afdeling er et udtryk for at være kommet videre. Det er hun givetvis i mere end blot fysisk forstand, men også rent mentalt. I en vis forstand (i Pauls optik) har hun forrådt "back in the wild days", og da Paul-Valborg-alliancen ved opvaskebaljen forskydes til en Birger-Valborg alliance omkring historien, bekræftes dette.
I bilen sidder Valborg i midten og har fået tildelt rollen historiefortæller. Måske (?) ville Paul gerne have været historiefortælleren i midten!
Det er altsammen mekanismer, som er i spil. Men lad os ikke for disse glemme det helt centrale og essentielle: det handler om triste, forsømte, ensomme børn. Det er på dette grundlag, alt det andet udspiller sig og må ses!
“T.H.” lægger især vægt på de tematiske træk, der forbinder fjortende kapitel og intermezzo. Man finder en del gensidigt spejlende motiver, som illustrerer en række af de mekanismer, der præger den slags institutionsmiljøer.
Der gør sig mange dobbeltheder gældende. Også på det personlige plan. Især er Pauls peniskompleks helt åbenlyst gennemsyret af dobbeltheder. Men det ses også mange andre steder. F. eks hans ideer om ganske særlige relationer og hans tilgang til pigerne.
Han insisterer på at at have noget helt specielt sammen med Laila. Men det må for alt i verden ikke hedde sig, at de er kærester. Dog forekommer nogle få udtagelsessituationer, hvor Paul kan score nogle prestige-point på den konto, mens Laila ikke er tilstede. Ellers bestemt nej.
Derimod vil han gerne være kæreste med Beatrice anden anden. Mest fordi hun altså HEDDER Beatrice og des årsag nødvendigvis må være kærestemateriale. Men hvad det så skal indebære, har han ikke rigtig nogen idé om, og her synes en særlig relation ikke at være en nødvendighed. Det er bare en bestemmelse, der skal vedtages.
Man kunne naturligvis påpege, at Paul er forelsket i Beatrice den anden, men ikke i Laila, og at det overfor sidstnævnte er en anden rolle - mere som beskytter/storebror - han har påtaget sig. At blive kæreste med sin lillesøster ville dels være incestuøst, og dertil er lillesøstre vel pr. definition små og dumme (omend de har krav på omsorg og beskyttelse!).
Men alligevel …
Da Paul i et øjebliks kådhed kysser Laila, er han ikke helt afvisende overfor tanken!
Skønt Paul er super-systematiker og vil have alt på rette plads, er han fuldstændig blind overfor sine egne inkonsekvenser. På mange måder er det netop dem, der får ham til at være så systemkrævende. Med tilstrækkelig mange definitioner, kan hver ting få sin særlige etiket, og der kan dermed oprettes en orden, hvis indre selvmodsigelser er omhyggeligt skjult.
Som ovenfor påpeget er en bestandel af magtkampen småligheden, der ikke under andre noget. Man kan derfor undre sig over, at Paul tilsyneladende leder efter en, han kan forære sin pikkonge-titel til.
Her må man imidlertid huske, at Paul i stigende grad er blevet i tvivl, om det er godt eller skidt at have en stor en, om ikke det har flere ulemper end fordele. Han er f. eks. overbevist om, at hans størrelse er den primære årsag til Janus’ overgreb. Dertil kommer forskellen på udpegningen og at blive “set” (i betydningen hørt, anderkendt, forstået). Sandsynligvis føler Paul, at hans penis skygger for, at nogen får øje på ham som menneske. Så fremfor at skænke noget fordelagtigt, er der snarere tale om at give sorteper videre.
Eller man kunne forstå det på den måde, at en del af ham har opdaget udpegningen og rivaliseringen, og indset, at disse hænger nært sammen med det at være marginaliseret og anderledes. Han ønsker sig gennemsnitlighed for at kunne være ligesom de andre.
Det er sandsynligt, at Paul resonerer sådan. I så fald har han set sig blind på et symptom og ikke gennemskuet, at udpegningen og rivaliseringen er herskende grundvilkår på Pilehushjemmet, hvor de gennemsyrer alting. Havde Paul ikke haft en stor tissemand, ville de altså blot have vist sig på en anden måde.
Til de generelle vilkår føjer sig træk af Pauls personlige problematik. Han føler sig fremmed i verden. Dette kan ikke bare forklares med det ene eller andet. Følelsen må betragtes som noget basalt. Man kan ikke sige, at Paul føler sig fremmed i verden, fordi han har et peniskompleks, eller fordi han ikke kan finde ud af hvem, han vil eller ikke vil være kæreste med. Det forholder sig modsat. Fordi Paul føler sig fremmed i verden, udvikler han et peniskompleks. Fordi Paul føler sig fremmed i verden, kan han ikke finde ud af hvem, han vil eller ikke vil være kæreste med.
Dette skal siden vise sig at få dybtgribende konsekvenser for Pauls voksenliv. For da først disse følgevirkninger er etableret, fører de en række yderligere ting med sig. Følgevirkninger af følgervirkninger. I andet led opnår altså også de en art basal status, sådan at forstå, at de bliver en del af Pauls måde at se verden og orientere sig deri.
“T.H.” kommer i den forbindelse ind på de forskellige paradokser. Hvor der hersker usædvanlige forhold, vil der som regel også være paradokser. Når talen er om magtforhold og statuering, kan der opstå bøddel/offer-mekanismer. Disse har deres egne indbyggede paradokser.
Jeg hiver i den sammenhæng fat I "Grusomhedens paradoks" af Philip P. Hallie - det vigtigste teoretiske grundlag for både "De skal ta's i tide" og "Hændelsen". Jeg har trukket på mange ting, men ikke noget andet i så høj grad som dén bog.
Netop påpegelsen af det paradoksale svarer til den dobbelthed blandt kammeratskabsflokken i mange institutionsmiljøer, hvor folk ofte er BÅDE venner og fjender på éngang. De kan være gensidigt ondskabsfulde, generende, drillende o.s.v. Alligevel er man knyttet til hinanden, har et bånd, og der er situationer, hvor man står sammen og hjælper hinanden. Det er sjældent så enkelt, at man er gode venner med denne og uvenner med hin. Man kan være det tilnærmelsesvist. Men det vil kun i særlige undtagelsestilfælde være i ren form. De fleste relationer er grumsede, sammensatte og reelt uigennemskuelige.
Tager vi nu Hændelsen som eksempel, er det slet ikke utænkeligt, at Paul og Birger kunne finde sammen om et eller andet. Selvom Laila ligger der som et undersøisk skær, selvom Paul indtil videre har været afvisende.
Lad os forestille os, at Paul havde en pakke cigaretter sammen med en anden dreng, der havde lidt mere af en relation til Birger, og at denne så sagde til paul: "Birger har gemt dem for mig. Så du skal bare lige snakke med ham." Det ville Paul så gøre. At opleve Birger som pålidelig i den sammenhæng, kunne faktisk være tilstrækkeligt til, at der her opstod en delvis alliance. I det mindste ville de være sammen om dét.
Som det vel uden videre er tydeligt, er der mange ligheder imellem dette og de adskilte verdener, Paul operer med. Dette er ikke et ukendt fænomen. Jeg hørte fornyelig om en landsby, der var hærget af borgerkrig. Men dagligdagen fungerede næsten upåvirket, mens der så var et bestemt sted, hvor man kunne gå hen og skyde løs på hinanden.
Når vi kommer ind på at tale om bøddel og offer med særlig vægt på offerets hjælpeløshed, kan man tale om rædsel. Her har Philip P. Hallie en model, ifølge hvilken rædslen har tre bestandele:
- Det ufattelige, uforståelige
- Det overvældende, magtfulde
- Det dragende, indfangende
De to første er ganske ligefremme. Det er med rædslens trejde ben, at paradokset sætter ind. Det er også i kraft af dette, at der kan opstå ting som Stockholdssyndrom.
Mange overser denne tredje faktor og dens enorme betydning!
Jeg har des angående en yndlingsaversion: "Misery" af Steven King. Kort fortalt holdes en mand fanget af en gal kvinde gennem mange måneder. I al den tid er hun hans eneste menneskelige kontakt. Ikke desto mindre holder han eksemplarisk orden i sine tanker og følelser, bliver på intet tidspunkt i tvivl om, at noget urimeligt overgår ham, og at han må prøve at overliste hende.
Det viser sig også i senere reaktioner. Alene det at man ikke kan slippe det, at det ikke bare er som at komme ind fra regnen, tage noget tørt tøj på, og så er den klaret. Når man kan være forfulgt af frygtelige oplevelser mange år efter, er man helt indlysende også knyttet med et bånd til dem.
Det er unægtelig noget underligt noget. Vi mennesker vil almindeligvis gerne kunne finde en smule mening i og med tingene. Overfor det totale meningssammenbrud begynder hjernen at slå knuder.
Det er da også derfor, der i “T.H.” tales så meget om det paradoksale i håb om, at det kan være til hjælp for dem, der ikke bare kan læse sig igennem romanen og umiddelbart følge med bevægelsen. Jeg håber således, at dette kan være opklarende for nogen.
Som udgangspunkt er der to ting, vi må hive fat i. Dels det sære "true nedefra"-vakuum, hvor Paul på den ene side er bevidst om sit fortrin, og alligevel føler sig overgået, som jo må betegnes som en åbenlyst paradoksal tilstand, og dernæst vores gode ven Philip P. Hallie. Hvis man virkelig ønsker at få afklaret de her ting i dybden, skal man læse "Grusomhedens paradoks"!
Romanen (“Hændelsen”) betjener sig af "baglæns afsløringer", d.v.s. der viser sig en mængde spørgsmål, man siden får svar på. Udover hvad de næste kapitler bidrager med til opklaringsarbejdet, skildrer de tillige DET frygtelige. Det værste, Paul overhovedet oplever. Det er vel sådan set dét, han primært er traumatiseret af. Men da det er en særlig, selvstændig sidelinje, kan det ikke på samme måde som Hændelsen stå som et samlet udtryk for anbringelsesoplevelsen. Netop i egenskab af det allerværste udgør det også noget ekstraordinært, der således netop IKKE kan stå som et dækkende udsagn for det hele.
I “T.H.” perspektiveres med uddrag af Edgar Allen Poes "Brønden og pendulet". Videre sammenlignes rædslens tre ben med traumer og dissociation i lyset af "Grusomhedens paradoks".
Det "mysterium", der i den gotiske roman personificeres af overnaturlige skurke, er sammenligneligt med at stå overfor situationer, man ikke har noget begrebsapparat til at håndtere. Skønt for så vidt rationelt, måske ligefrem hverdagsagtigt, fremstår dette eller hint for en given person som noget komplet uforståeligt.
"Tremendum" kan i mere hverdagsagtige sammenhænge f. eks. være et lille barn, der bliver skældt ud af sin far. Når en stor voksen mand står og brøler en femårig ind i hovedet, må overmagten siges at være total!
"Et middelalderligt slot var et fort, der kun tjente ét formål, at bevare borgherrens magt. Middelalderborge blev opført, når adelsmænd havde gjort sig forholdsvis uafhængige af deres konger, og derfor uden risiko kunne tiltage sig absolut herredømme over alt levende omkring dem. Det er netop denne form for urørlig magt, borgen står som udtryk for i den gotiske fortælling.
Og en af årsagerne til, at den udtrykker denne magt, hænger sammen med borgherrens ofre eller fanger. Når de ligger i borgens fangekældre, er deres magtesløshed lige så absolut som hans styrke. Slottet forstærker skurkens magt og hans ofres svaghed, ved at gøre det umuligt for offeret at undslippe "faren" eller borgherrens indflydelsessfære, og det gør det samtidigt lige så umuligt for ham at skaffe sig hjælp udefra, fordi selv om hans skrig kunne høres på tværs af afstand og stenmure, ville hans forbundsfæller stadig være nød til at storme et uindtageligt fort.
Vi skal straks vende tilbage til dette ord "storme", men først må vi lige notere os, at gennem hele dette studium af grusomheden - I Hogarths stik og i Sades romaner - optræder grusomheden først og fremmest inden for aflukkede gebeter, hvor den stærkes herredømme er umuligt at unddrage sig og umuligt at anfægte, i det mindste for øjeblikket. Hvad enten det drejer sig om fangekælderen i en middelalderlig borg, eller en flok drenge på en af Londons gader, som har klumpet sig sammen for at se en fugl få øjnene brændt ud, så er det afgørende for grusomheden, at offeret er afskåret fra flugt og modstand."
- Philip P. Hallie
"Dissociation er et neuralt forsvar mod ekstremt ubehagelige og eventuelt smertefulde stimuli og sansninger, og indtræder når andre basale overlevelsesstrategier som at søge hjælp, flygte eller kæmpe ikke er mulige. Forsvaret dissociation betegner den ultimative underkastelse og overgivelse."
- Inge Holm
Med "fascinosum" sætter paradokset ind. Men ikke et paradoks, der er begrænset til den gotiske romans overnaturlige univers. Der findes talrige eksempler på "fascinosum" fra virkelighedens verden. Det er f. eks. dét, der kendes fra Stockholmssyndrom:
En særlig rystende beretning er den om kvinden, der blev taget til fange af et sadistisk ægtepar, systematisk ydmyget (måtte bl.a. kravle nøgen rundt og spise af en skål på gulvet). Det blev opdaget, hun kom væk fra det onde par - og savnede dem!
"Den forfærdelige og ufattelige styrke, der ligger i "Numen", det guddommelige, besidder egenskaben fascinosum, der tryllebinder os. Vi føler en tilskyndelse til at gøre disse vældige energimængder til en del af os, deres ofre. Midt i vor rædsel ligger en tilskyndelse til overgivelse, en higen, som de troende kalder "kærlighed". Denne higen bringer ikke lys i mørket; her er kærligheden i sandhed blind; denne higen er fyldt med angst og forståelsens mørke. Det er St. Johannes af Korsets Noche oscura.
Det er ikke alle gotiske fortællinger, der ubarmhjertigt og raffineret udnytter denne offerets ambivalens over for sin bøddel. I The Castle Of Otranto findes dette raffinement ikke. Men I The Monk føler offeret Antonia ved sit første møde med munken Ambrosio
. . . en vellyst, som til dette øjeblik havde været hende ukendt, rørte sig i hendes barm . . . da omsider broderen talte, syntes det, som om hans stemme trængte ind i hendes sjæl . . .ingen af de øvrige tilskuere fornemmede sådanne voldsomme følelser, som rørte sig i den unge Antonia . . .
Offeret føler kærlighed i nærværet med sådanne energier og en sådan fare. Bøddelen tiltrækker og fanger offerets opmærksomhed, beundring og ærefrygt, fuldstændig som katten undertiden fastholder opmærksomheden hos den fugl, den jager."
- Philip P. Hallie
"Fascinosum" er dét, jeg i "De skal ta's i tide" kaldte undergangsdriften, impulsen til at overgive sig til det frygtelige og endog føle lyst derved. Dets yderste konsekvens er, at bøddelens uindtagelige borg etableres INDENI offeret!
"Ved perversioner er den tvangsmæssige trang til at gentage et traume stærkere end jagten på lystfølelse og undgåelse af smerte. De, der tilbyder træt deltagelse eller forståelse, må uden at kunne gøre noget være vidne til, at et helt liv lidt efter lidt forspildes i bestræbelsen på at opretholde disse cykler af kastration og reparation, svigt og genforening, død og genopstandelse, indtil den frygtelige afstraffelse er tildelt."
- Louise Kaplan
"Der lever et lille barn inde i visse dele af den voksne krop, i form af en løsrevet selv-del, der nægter at blive voksen, og som protesterer og insisterer på at få dækket nogle tidlige omsorgsbehov på samme måde som et barn. Dette indre barn vil ikke leve et liv som en voksen, for det ville være det samme som at opgive disse intense behov og længsler."
- Inge Holm
Det er en mulig udlægning af Pauls kompleks, at penis for ham bliver rædslens manifeste udtryk, og således besidder BÅDE mysterium, tremendum og fascinosum. I øvrigt en tolkning, der ville passe fint sammen med Louise Kaplans teorier om den magiske fallos:
"På grundlag af disse groteske ræsonnementer forestiller manden sig, at den fysiske, anatomiske penis er en fallos - en idealiseret fiktiv penis med magiske evner - en art fetisch snarere end en virkelig anatomisk del af et levende menneske.
(...)
Enhver perversion er et forsøg på at rokke ved grænsen mellem virkeligheden og det irreale."
Jung har en lidt anden indfaldsvinkel:
"Kroppen er en højst tvivlsom ven, for den producerer ting, vi ikke bryder os om; der er alt for mange ting ved kroppen, vi ikke kan omtale. Kroppen optræder meget ofte som personifikationen af Jegets skygge. Sommetider udgør den skeletterne i skabet, og vi ønsker naturligvis alle at komme af med den slags ting."
Hvis Pauls fantaserede/fantastiske fallos på én og samme tid er et magisk totem og et incognito for en fjende/modstander, er det ikke overraskende, at der opstår modsætninger og voldsomme spændinger indeni ham!
Seneste kommentarer
04.09 | 07:12
Tak skal du have!
04.09 | 05:19
Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!
Del siden