toner, ord og tanker
10. 1-4 Genset
Efter arbejdet med at overføre det oprindelige manuskript her til hjemmesiden fik jeg lyst til at gense de otte film.
Her er et par friske kommentarer til den første halvdel af samlingen.
Jeg kan ikke sige, at jeg har synderligt at tilføje til den grundige og omfangsrige kommentar, jeg i sin tid affattede. Jeg nævnte dengang, at scenerne følger nærmest som forlængede tanker af hinanden, og det var måske det, der især slog mig ved gensynet: de mange korte, lige-til-sagen klip.
Ja, ja - det er b-film og mange vil hævde, at det er en utrolig dårlig film. Men hvad skal jeg sige? Jeg oplever jævnligt at kede mig bravt over en eller anden film, der sendes i fjernsynet. Ofte ikke mindst i kraft af en sløv scenegang med for lange klip, der væver retningsløst rundt og er for længe om at nå frem til sit mål. “The She-Creature” kan holde opmærksomheden fanget. Jeg sad endog og så den en sen aften, hvor jeg vaklede lidt i valget mellem at se film eller gå i seng. Ikke desto mindre holdt jeg mig vågen hele vejen, mens jeg modsat over mange af de film, der sendes i fjernsynet ofte kommer til at blunde lidt undervejs. Så hvad man end kan kritisere “The She-Creature” for, så må man dog lade den, at den fortæller sin historie stramt og præcist.
Jeg må spørge mig selv, om nutidens filmskabere er blevet dårligere til den elementære kunst at fortælle en historie? Om de måske har deres opmærksomhed for meget andre steder? - F. eks. Rent teknisk, formel fuldkommenhed? Men hvad nytter flotte billeder og perfekt kameraføring, hvis historien ikke fænger, og dens personer er uinteressante?
Nuvel. Andrea, Lombardi, Ericson og rigmandsfamilien kan vel næppe kaldes videre interessante personer som sådan. Det er flade, stereorype karakterer. Men det hører sig for så vidt til. De er repræsentanter for principper (godhed, ondskab, grådighed etc.) indenfor et mytisk univers, og som sådan fungerer de tilfredstillende. Det er en stil og en form, der kan bære, hvis blot historien fænger og rummer tilstrækkelig elementær spænding. Det synes jeg faktisk er tilfældet. Til trods for sine urimeligheder og spring i logikken! Hellere en absurd historie, der fænger, end en strengt logisk, der er kedelig.
Som sagt hænger dette i høj grad også sammen med brugen af ganske korte klip, der uden væveri går lige til sagen. Men uden at det bliver jasket og forjaget. Ind imellem får man tid til at puste ud, mens en længere scene folder sig ud.
De længere scener er netop dem, der er særligt vigtige og centrale. Mellem disse forekommer der korte klip, der illustrerer en række led i handlingen, i visse tilfælde blot med nogle få billeder.
Det gælder især følgerne af forretningsaftalen. En større turne kommer i stand, en bog bliver udgivet og meget andet. Men det fortælles altsammen med bittesmå klip.
Der er noget over det, der minder mig om de eventyr, hvor en prins eller prinsesse er forvandlet til et eller andet mindre attraktivt. Det er i bund og grund den samme historie om kærlighedens almagt og sejr, som kan bryde forbandelsen.
Bemærkelsesværdigt er det, at allerede første gang Lombardi pudser uhyret på Ericson, kan det ikke angribe ham. Lombardi taler meget om livets mystrier og det, der ligger hinsides hverdagserfaringen. Men i det mindste på ét punkt tager han fejl. Nemlig i sin formodning om, at han og Andrea hører sammen. Hvis nogen hører sammen, hvis nogen forbindelse er skæbnebestemt, så er er det imellem Andrea og Ericson. Fra første blik er der en særlig kontakt imellem dem. Det må endog Lombardi erkende - tilsidst. Tilsidst, da han er døende!
Lombardi erkender sit nederlag, men tager dog en forfængelig triumf med sig i graven: “Ingen anden kan gøre det, som jeg har gjort,” er hans sidste ord.
Måske - måske ikke. Det afsluttende spørgsmålstegn står for så vidt bag flere spørgsmål og ikke blot Andreas om hvorvidt, det er overstået, og hun (uhyret) aldrig mere kommer tilbage. Lige før hendes spørgsmål har Ericson sagt, at der er mørke kroge blandt alverdens store gåder, som det er bedst at lade ligge. Men hele filmen handler for så vidt om, at ikke alle vil lade dem ligge.
Dermed er tre spørgsmål viklet ind i hinanden!
Men i bund og grund er det stadigvæk og immervæk en kærlighedshistorie. En fortælling om kærlighedens almagt, der overvinder alt.
Eller er det?
Måske er det lige så meget en historie om, at det fortrængte altid vender tilbage. Eller om alle mulige andre ting.
Jeg påpegede i sin tid en række af de dunkelheder, der forekommer i historien. F. eks. hvem Lombardi overhovedet er, og hvor han er kommet fra. Via forretningsaftalen med rigmanden opnår han ry, berømmelse og penge. Men hvilken forhistorie har ført til, at han, der endog insisterer på titlen doktor, havnet i en omrejsende cirkus? Kunne også det være et udtryk for det fortrængtes tilbagevenden?
Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at mens Andreas vilje er svagest, og hun er mest i Lombardis magt, synes hun konstant at befinde sig i en slags halv-hypnose. Der er noget over dette, der minder om folk, der holdes mere eller mindre bedøvede med narkotiske stoffer eller stærk medicin. Det er en art narkotisk døs, Andrea må kæmpe sig ud af med Ericsons hjælp.
Rigmanden vakte en pudsig association, da han fik ideen til alletiders forretning i forbindelse med et partnerskab med Lombardi. Jeg har af og til set tv-udsendelsen “Løvens hule”, hvor folk skal overbevise en række af de helt tunge folk om, at de har en idé, der er værd at putte penge i. Her forholder det sig ganske vist modsat. Løven kommer så at sige ud af hulen og er den, der henvender sig med et forslag. Alligevel var der et eller andet, der lignede.
Men jeg pludrer og fortaber mig i formålsløs causeren. Det korte af det lange: jeg har ikke for alvor noget at tilføje til det tidligere sagte.
Derfor vil jeg nøjes med at gentage, hvad jeg indledte med at sige: man kan ikke frakende filmen en vis underholdningsværdi, der fungerer takket være en stram, lineær fortælleform præget af korte klip, hvor de få længere, særligt vigtige scener, kommer til at træde frem med stor intensitet og mættet af elementær spænding.
Det er naturligvis en smule skuffende, at jeg intet kan tilføje til den dybere tolkning. Men de friske tanker, jeg måske i nogen grad havde håbet på, indfandt sig ikke.
Akkurat som med “The She-Creature” kan jeg sige, at jeg var godt underholdt. Betydelig bedre end med flertallet af de efter-år-2000-film, der sendes på diverse fjernsynskanaler. Men desværre må jeg også i dette tilfælde sige, at jeg ikke rigtig har noget at tilføje til tolkningen.
Alt det, jeg så og fornemmede dengang, alle de tanker, der eksploderede i mit hoved og førte frem til Arkoff-skriftet. Sådan virker det ikke denne gang. Det har nok noget at gøre med, hvor man står i livet, og hvad der ellers optager en på det tidspunkt.
For tiden er jeg åbenbart et sted, hvor jeg ikke i synderlig grad kan korrespondere på et dybere plan med den slags, men blot synes, det er udmærket underholdning.
Enten det. Eller også fik jeg med mine fyldige omtaler af filmene dengang, vredet det ud af dem, der er at vride ud, således at der ganske enkelt ikke er mere tilbage at sige.
Jeg ved det ikke!
I hvert fald faldt der mig ikke noget ind. Jeg var som sagt glimrende underholdt, gøs frydefuldt under heksesabbatten, og hen mod slutningen blev jeg bevæget over Helenes offer. Det er, hvad jeg kan sige.
Den er mere rolig og langstrakt I scenegangen end “The She-Creature”, og frem for de små, hurtige klip udfoldes scenerne en smule dvælende, men stemningsfuldt i atmosfærerige nattetåger.
Derudover er det naturligvis påfaldende, at “The She-Creature” og “The Undead” i deres emne og tematik ligger så tæt op af hinanden. Jeg tror, det var det, der i sin tid gav den første spire til Arkoff-skriftet. Da jeg først havde studset over dét, var jeg også kommet på sporet af genkendelige mønstre, og skønt de resterende film ikke handler om hypnose og reinkarnation, var min indre sporhund vågnet og fandt masser af mønstre.
Det er klart, at man udover at tage de første to for pålydende, kan opfatte dem som en indre historie, noget, der finder sted dybt i sindet, hvor forskellige personlighedsdele gør deres indflydelse gældende. Det gælder vel nok især “The Undead”, der oplagt kan ses som en skildring af et traume, der forløses. Ikke mindst i kraft af såvel handlingens paradoksalt-absurde karakter, som filmens sært poetiske stemning, der giver det hele et drømmeagtigt præg.
Men hvis bare man ikke stiller alt for strege krav til mening, sammenhæng og indre logik, kan man med lige så stort udbytte se den på ganske enfoldig og ligefrem vis.
Her var så endelig et tilfælde, hvor jeg så og oplevede lidt anderledes og således fik nogle nye tanker. Ikke noget, der rokker ved det centrale og grundlæggende i min tidligere tolkning. Blot noget, der nuancerer den.
Dengang var jeg vist lidt for ensidigt optaget af Sabras tilfælde og forsøget på at forstå hende. Derved gjorde jeg ikke så meget ud af at tyde de andre piger, endsige yde dem retfærdighed. De var blot Sabras modstandere.
Denne gang havde jeg sværere ved at sympatisere med Sabra. I det mindste i begyndelsen af filmen. Indtil besøget hos moderen. Hun er virkelig skyldbetynget, bange for, at der er noget galt med hende. Det handler ikke bare om penge. Da moderen spørger, om det er det, svarer hun direkte nej. Sabra er oprigtigt bange for, hvad det er for kræfter, hun rummer.
Men de andre piger har det heller ikke nemt. Jeg synes, at jeg var for hård ved Ellie. Jeg kaldte hende vist en servil klump eller noget i den retning, om jeg husker ret. Men hun er jo også i en svær situation. Hendes behagesyge dækker over en ensomhed. Også hun savner at have en god ven. Men ja - hendes angreb på Sabra ved stranden er svært at undskylde.
Udfra en jungianske inspireret skygge-tænknng, mente jeg dengang, at Sabra så at sige er besat af skolens kollektive skygge, alle de undersøiske skær. Det, tror jeg, var rigtigt set. For så vidt! Men måske også en forenkling.
Som historien er sat op, synes den at sige, at der vitterlig er en mørk underside af skolen. Men den, der kommer til at bære og repræsentere denne, kunne have været hvem som helst. Det er tilfældighedernes spil, at det bliver Sabra.
I filmen møder vi fire ensomme piger, der på hver deres måde har det svært. Jeg sad med en fornemmelse af, at de uden videre ville kunne bytte pladser, rokere, overtage hinandens roller. Derfor har det måske ikke så meget at sige, hvem man skænker sin sympati.
Faktisk sad jeg med en følelse af, at det gør ondt uanset hvad. Der er noget ved den historie, der er sørgeligt og rystende, og gør ondt langt, langt inde, uanset hvordan man vælger at tolke og forstå det. Det er selve historien, der gør ondt. Det handler ikke om identifikation med den ene eller anden.
Rita var også denne gang den af de fire, jeg havde mindst til overs for. Men det slog mig dog, at hun måske prøver at kompensere netop for faderens forbrydelse, i en vis forstand faktisk mener alt det, hun siger, oprigtigt.
Men selvom man så skulle holde helt og holdent med Rita ... Det har ikke noget at sige. For det smertende, der rammer, er ikke blot uafhængigt af personerne, og hvor man har sin sympati, men i virkeligheden også handlingsgangen.
Handlngsgangen synes at drive afsted og egentlig være en smule ligegyldig. Men der sker et eller andet sideløbende eller nedenunder - jeg ved ikke hvad - som rammer.
Jeg så den i sin tid som noget, der kunne være den ydre historie, der svarer til den indre i “The She-Creature”. Men måske er også “Sorority Girl” en indre historie. Jeg ved det ikke.
I hvert fald er der noget sært påtrængende over denne film. Jeg kan ikke forklare, hvad det er.
Jeg tror ikke, jeg kan komme det nærmere end at sige, at det er en historie om fire ensomme og ulykkelige piger. Hvem, der er hvem, og hvad der konkret sker for dem, er sådan set underordnet. Det er den generelle stemning af ungdomssmerte, der forplanter sig i sindet som en dybt foruroligende følelse og prikker til alle ens egne mindre behagelige minder.
Efter et friskt gensyn kan jeg konstatere, at det stadig er min absolutte favorit. I det mindste ud af de første fire. Jeg kan ikke med min bedste vilje se, at det skulle være en dårlig film. I modsætning til de øvrige vover jeg at betegne den som særdeles vellykket. Ja - en god film. De, der har mere tjek på det rent tekniske end jeg, kan formodentlig påpege en række brølere. Jeg kan ikke se dem.
Hvad jeg kan se, er er en fint fortalt historie, der handler om noget væsentligt og vedkommende. Måske en anelse tung i optrækket, men snart tager den form og rammer lige i følelsescenteret.
Men hvad skal jeg sige om denne film, som jeg ikke allerede har sagt? Jeg endevendte den jo på kryds og tværs i den oprindelige kommentar. Jeg tror, at jeg fik det meste med. I hvert fald det vigtige.
Som jeg dengang påpegede, er det en fin skildring af de mekanismer, der er i spil blandt pressede/udsatte unge mennesker og de mønstre, der præger mange institutionsmiljøer.
Ud af dette stof formes en gribende historie om forfølgelse og frygt, at være fanget i en situation, om påtvunget tavshed og hårde vilkår. Afslutningsscenen giver derfor en dyb forløsning. Måske lige lovlig hollywoodsk sat op imod det foregåendes barske realisme. Men den virker! Som tilskuer får man den katharsis, som filmen har opbygget et behov for at opnå.
Efter at have grædt og lidt med Donna gennem hele filmen, ville det simpelthen ikke være til at holde ud, hvis det ikke endte godt.
De interne fjendtligheder mellem pigerne kan i flere af scenerne vække mindelser om “Sorority Girl”. Som jeg i sin tid påpegede, er det også oplagt at se “Reform School Girl” som den ydre historie, der modsvarer “The Undead” opfattet som en indre historie.
Men også “Reform School Girl” kan ses som en indre historie. En fortælling om sjælskræfters vaklen mellem håb og opgivelse, tro og tvivl. Ligeledes kan filmen opleves som en billedliggørelse af et traumeforløb. Tavsheden bliver her til den traumatiserede tilstand. I de forskellige bevægelser i retning af både godt og skidt, ser man så både tiltag i retning af ophævelse af traumet såvel som retraumatisering, inden det hele ordner sig og konflikten opløses.
Men tilskuerens følelsesmæssige respons, har egentlig ikke så meget med den ene eller anden tolkning at gøre. Det er helt enkelt en historie om en lidende pige, der vækker vores sympati og medfølelse. Bagefter kan man fortolke løs for alle pengene. Men mens filmen kører, lever man sammen med Donna og tager del i hendes genvordigheder.
En stærk og gribende oplevelse!